NATURKATASTROFER: Uden vulkaner og jordskælv ville Jorden være lige så død som Månen

Dramatiske tv-billeder af røg og aske har i den forløbne uge blandet sig med lange reportager om strandede flypassagerer, der forståeligt nok har været fyldt med frustration over den vrede islandske vulkan Eyjafjallajökull.

I vores teknologiske tidsalder er vi ikke mere vant til, at der stadig er situationer, hvor naturen er den stærkeste.

Men dybest set bør vi glæde os over asken fra Island. Det er jo et tegn på, at vores planet er geologisk levende.

Da jeg tilbage i 1980’erne læste geologi ved Københavns Universitet yndede en af vores lærere, Erik Schou Jensen, jævnligt at sige, at der var nu ikke noget så livsbekræftende som et godt vulkanudbrud.

Erik Schou Jensen omkom desværre for et par år siden, da han var rejseleder for en gruppe geologiinteresserede turister i Grønland, så man kan ikke ringe til ham og få hans bemærkning uddybet.

Men det er heller ikke nødvendigt. For jeg husker stadig hans svar, når han blev spurgt om, hvorfor vulkaner – og for den sags skyld også jordskælv – var så livsbekræftende.

Uden vulkaner og jordskælv ville Jorden være geologisk død. Ligesom Månen. Og der ville være lige så meget liv på Jorden, som der er på Månen – nemlig ingenting.

Naturkatastrofer som vulkaner og jordskælv kan være dødelige for dem, som er så uheldige at blive ramt af dem. Men dybest set er et vulkanudbrud ingen katastrofe, men en forudsætning for, at vi i det hele taget er her.

En vulkan i udbrud er et frygtindgydende syn. Enorme røgskyer blander sig med aske og lava, der bobler op fra Jordens indre og langsomt flyder ned af bjergsiderne.

Røgen er fyldt med gasser og vanddampe. Siden en klump støv og sten i verdensrummet for 4,6 milliarder år siden fortættede sig og dermed blev til Jorden, har millioner af vulkanudbrud på den måde i bogstaveligste forstand bragt oceaner af vand op til overfladen.

Det regner med gødning

Hvis vi ser bort fra det vand, der er kommet til os fra frossent is i kometerne, kommer vandet i verdenshavene og i vores søer og vandløb dybest set fra vulkanerne.

Og når det regner med aske og drypper med lava, regner det i virkeligheden med gødning. Vulkaner bringer næringsrige mineraler op fra Jordens indre, hver gang de er i udbrud.

Områder med mange vulkaner hører derfor til de frodigste på Jorden.

Hvis man eksempelvis rejser i Afrika, er det påfaldende at se de frodige landsbrugsjorde i Østafrikas Rift Valley, hvor en familie kan leve af et lille landbrug, der er på størrelse med et par fodboldbaner.

Men når man kommer på afstand fra Rift Valley, er jorden så udvasket og næringsfattig, at nomadedrift og svedjelandbrug ofte har været den eneste mulighed for at udnytte jorden.

Indtil befolkningseksplosionen i moderne tid har der derfor været så få mennesker, at hovedparten af Østafrika har været overladt til savannen og dermed til dyrene.

Til dagligt tænker vi næppe på det, men vi lever alle på en plade. Her til lands lever vi på den eurasiasiske plade, som støt og roligt driver mod øst med en fart af tre cm om året.

Lever på en plade

På den anden side af Atlanterhavet lever de på den amerikanske plade, som bevæger sig mod vest med en hastighed på to centimeter om året.

Det lyder ikke af meget, men det betyder at afstanden mellem Europa og Nordamerika hvert år øges med fem centimeter.

Tomrummet mellem Europa og Nordamerika fyldes ud med lava – eller rettere med magma, som er det helt korrekte ord for den smeltede stenmasse, der ligger nede i dybet under vulkanerne.

Og der er masser af vulkaner mellem Europa og Nordamerika. Midt ned gennem Atlanterhavet fra nord til syd strækker Den midtatlantiske Højderyg sig med utallige undersøiske vulkaner, for højderyggen er i virkeligheden en spredningszone, der markerer grænsen mellem de to plader.

Et enkelt sted kommer Den midtatlantiske Højderyg op over havets overflade. Det er på Island. Her kan vi se, hvad der sker i havets dyb langs med den atlantiske spredningszone, hvor der med jævne mellemrum vælter op med smeltet magma.

Hele Island er opbygget af vulkaner, og da spredningszonen går midt ned gennem Island, ligger den vestlige del af Island på den amerikanske plade, mens den østlige del af Island ligger på den europæiske plade.

I løbet af gennemsnitligt 20 år, bliver Island derfor én meter bredere i øst-vestlig retning. Bevægelserne sker ikke jævnt, men i ryk. Gennem gentagne jordskælv og vulkanudbrud.

Eyjafjallajökull er derfor blot en af mange islandske vulkaner, og der er adskillige vulkaner på Island, der gennem historien har haft langt større udbrud, end det vi har oplevet lige nu. Eyjafjallajökull har eksempelvis et fælles magmakammer med sin storesøster, vulkanen Katla, der har et krater med en diameter på 10 kilometer, mens Eyjafjallajökull-vulkanens krater kun har en diameter på 500 meter.

Katla har gennem historien haft store udbrud med 40 til 80 års mellemrum, men der har ikke været nogle større udbrud siden 1918 – kun en advarende rumlen. Måske kommer udbruddet i morgen – eller måske først om yderligere 100 år. Selv om bevægelser i magmakammeret og små jordskælv ofte kan advare om at et stort udbrud er forestående, kan man dybest set ikke forudsige, hvornår en vulkan springer, eller hvor voldsomt udbruddet bliver.

I det sydlige Island ligger også vulkanen Hekla, der historisk set er meget aktiv, men som ikke har haft noget større udbrud siden 1947, hvor en askesøjle på 27 kilometer rejste sig over Heklas krater. Udbruddet stoppede først i april året efter.

Da Island historisk set har hørt til Danmark gennem næsten 600 år, var kendskabet til Island og øens mange vulkaner tidligere ganske stort herhjemme. Hekla er således på dansk blevet afledt til Hekkenfeldt, og når vi beder folk om at skride af Hekkenfeldt til, beder vi dem altså i virkeligheden om at skrubbe af til Heklas øde og ildelugtende vulkanske bjergsider.

I den gamle danske folketro var Hekkenfeldt og dermed nutidens Hekla et ondt sted, hvor hekse fra hele Norden holdt møder med Fanden selv.

Hvis man ser på et verdenskort over vulkaner og jordskælv er der et påfaldende sammentræf. I områder med mange vulkaner, sker der også mange jordskælv.

Vulkaner og jordskælv er nemlig nært forbundne. Både jordskælv og vulkanudbrud sker som regel der, hvor jordens plader støder sammen, for pladerne er hele tiden i bevægelse.

For at forstå hvad der sker, kan man sammenligne Jordens indre med en varm kop kaffe. Når man hælder et lille skvæt kold mælk ned i kaffen, kan man se, hvordan mælken bevæger sig rundt i kaffen.

Det er temperaturforskellene mellem den kolde mælk og den varme kaffe, der får mælken til at bevæge sig, selv om vi ikke rører rundt i kaffen.

På samme måde er der bevægelser i Jordens flydende indre, hvor der også er store temperaturforskelle. Bevægelserne som følge af temperaturforskellene kaldes for konvektion.

Selve Jordens indre er fast som følge af det voldsomme tryk. Men ellers er Jordens varme indre hele tiden i bevægelse. Det sker i en helt anden målestik end i en kop kaffe, for Jorden er opdelt i en række konvektionsceller, der strækker sig 3000 kilometer ned i dybet og som driver Jordens plader rundt i en evig bevægelse.

Nogle steder glider de bort fra hinanden, som man ser det ved Island og Den midtatlantiske Højderyg. Andre steder glider de langs med hinanden, som det eksempelvis er tilfældet i Californien. Og så er der de mest dramatiske steder, hvor de rammer ind i hinanden. Eksempelvis i Himalaya. Hele Himalaya-bjergkæden er nemlig blevet skabt ved at den indiske plade er kommet drivende fra syd og er stødt ind i den asiatiske plade.

Det er store kræfter, der slippes løs ved de store vulkanudbrud og større jordskælv. Her kan der frigøres lige så meget energi, som hvis man springer op mod 20.000 atombomber.

Kanarieøerne er vulkanske

Hist og her kan man rundt om på kloden finde store vulkaner, selv om der ikke nogle plader, der støder sammen. De ligger typisk ved det, som geologerne kalder for et hot spot. Her er der – om man så må sige – åbent ned til Jordens indre, og derfor kan en stor vulkan rejse sig over det omgivende landskab og spy om sig med ild, aske og lava.

Sådanne hot spots kan ligge på det samme sted i millioner af år, men da Jordens plader jo er i bevægelse, flyder pladerne hen over det enkelte hot spots. På den måde dannes der en hel række vulkanske øer, som har den sammen oprindelse.

Galapagos-øerne, Hawaii og De Kanariske Øer er således dannet på denne måde. Ved de kanariske øer ligger de ældste øer længst med øst. Fuerteventura og Lanzarote er i dag golde og sandede, men engang har de været så frodige som de nyeste øer, bl.a. La Gomera og La Hierro, der ligger længst mod vest.

Mange nordjyder har på en ferierejse til Tenerife besøgt øens indre og dermed bjerget Teide, som faktisk er verdens tredjestørste vulkan, der senest har været i udbrud i 1909.

Så det er ikke kun på Island, at man kan møde vulkanernes vrede og kilometerhøje askeskyer, der for en stund kan ødelægge ferieplanerne og minde os om, at trods alt vores nymodens teknologi er naturens kræfter stadig de største.

Vulkanologen John Search lige før hans støvler smeltede på den varme jord på Lopevi – vulaken år 2000.
“Jeg har set så mange udbrud i de sidste 20 år, at jeg ikke pleje hvis jeg dø i morgen.”
Vulkanologen Maurice Krafft på dagen, inden han blev dræbt på Unzen – vulkanen i Japan 1991.
“De fleste vulkanologer dør i sengen.”
Volcanologist Maurice Krafft.
“Det er ligesom Yellowstone.”
Amerikansk turist på Krakatoa vulkan, Indonesien. Marts 2008
“Hvad tid vulkan bryde ud?”
Turistinformation på Mt Etna i 2000.
“Din lunge skift sten” “Merapi er en supervolcano”
Uuddannede vulkan “ekspert” på den australske aktualitetsprogrammer program 2006
“Er denne vulkan aktiv?”
Turistinformation på Mt Etna 2000 efter at være blevet irettesat for pitching et telt og sove om natten ved basis af de farligste vulkanske slids i verden.
“Skal jeg have en lommelygte?”
Turistinformation om Kilauea vulkan, der forsøgte at vandre om natten.
“Ingen fortalte os, vi havde brug for en gas maske”
Tourist besøge fjerntliggende Ambrym vulkan i det sydvestlige Stillehav.
“Vi vil bare se på dig. Hvis du kiggede skræmt derefter vil vi gå i panik.”
Discovery Channel besætning kommentarer til Volcanologist John Search mens filme på Yasur Volcano i 2000.
“Jeg har ikke brug for en vejledning …”
Tourist praler samtidig om Ambrym Volcano 1999. Timer senere var han tabte!
“Selvfølgelig vil vi gøre en anden vulkan film. Jeg har aldrig været forkert i 10 år.”
London filmproduktionsfirma dage før annullere film i 2001.
“Har vi brug for at bringe en sovepose, eller vil vulkan holde os varme om natten?” Documentary producent på Mt Etna i 2000.
“Vi vil bringe de bedste, forsikrede fotograf.”
Documentary producent diskuterer close-up filme af lava i 2003.
“Det er andre folks skyld vi er her!”
Filmproduktionsfirma som blev kastet i fængsel, mens den vulkan ekspedition til AETR Ale i 2001. Han havde undladt at få den nødvendige tilladelse til at rejse ind i området.
“New Zealand ligger i et seismisk zone og er genstand for jordskælv.”
Australske regering rejse advarsel. Måske bør der være advarsler om boksning kænguruer i Australien!
“En amerikansk hurtig reaktion team skal ankomme i to uger med det nødvendige udstyr og ekspertise til at bestemme arten af vulkanen.”
Denne erklæring blev foretaget 2 uger i vulkansk krise på Mt Pago i Papua Ny Guinea, august 2002. (Dvs. holdet ankom en måned efter bølgen!)
Måske har disse mennesker bør have læst Murphys lov af vulkanologi!

Videnskab.dk skriver:

18. september 2011 kl. 08:43

Nye udgravninger indikerer, at Vesuvs berømte udbrud, der begravede byerne Herculaneum og Pompeji i år 79 e.Kr., ikke fandt sted om sommeren, som man ellers har troet.
Emner: Antropologi, Arkæologi, Døden, Historie, Vulkaner
SendPDFPrint
Af: Umberto Pappalardo, Professor, Università degli Studi Suor Orsola Benincasa
Skelet af velhavende kvinde med bevarede finger- og armringe i guld, som fundet på stedet i begyndelsen af 1980’erne, hvor omkring 300 skeletter blev udgravet ved stranden og i bådhusene. (Foto: Umberto Pappalardo)

I 79 e.Kr. blev indbyggerne i Herculaneum overrasket af udbruddet fra den slumrende vulkan.

Vesuv-bjergets konturer havde siden sidste udbrud i slutningen af 600-tallet f.Kr. antaget blide former, der ikke virkede truende.

Det er i den forbindelse interessant, at geografen Strabon (ca. 64 f.Kr.-21 e.Kr.), der kort tid før havde set vulkanen Etna på Sicilien, var en af de få, der havde erkendt, at Vesuv netop var en vulkan:

»Over disse steder knejser bjerget Vesuv, der er omgivet af smukke marker, undtagen på toppen. Den er overvejende flad, helt nøgen og askegrå, og den fremviser porøse hulninger med sten, der er sodet på overfladen, som havde de været fortæret af ild, så at man skulle tro, at dette sted først havde brændt og havde haft kratere af ild, men var udslukt, da brændet var sluppet op.«
Den ødelæggende kraft

Pompeji, der ligger ca. 15 km fra krateret, blev begravet af et kun seks meter tykt lag, sammensat af lapilli, det vil sige pimpsten, og aske.

Men Herculaneum, der lå blot syv km væk, blev i stedet oversvømmet af hurtige og voldsomme glødende askeskyer, såkaldte pyroklastiske strømme, der stivnede i en højde på 20-25 m.

Disse strømme rev tagene af husene, væltede statuerne af deres baser og dræbte alle mennesker med deres voldsomhed ved kvælning og forbrændinger.

Det var en tragedie, der kan sammenlignes med udbruddet af Mont Pelée i Martinique i 1902, hvor kun to ud af 28.000 mennesker undslap døden.
Største samling af organisk materiale fra den romerske verden

Man kan få en idé om den kraft, der ramte befolkningen, ved at se på marmorstatuen af statholderen Marcus Nonius Balbus, der stod på pladsen foran Terme Suburbane (De suburbane Bade).

Statuen er fundet, afbrækket ved anklerne, omkring 15 m væk fra statuebasen. Hvis dette er tilfældet med statuer, hvad kan der så ikke være sket med mennesker!
Vugge fra Casa delle Gemma i Herculaneum. Huset er opkaldt efter en gemme, smykkesten, som man fandt ved udgravningen. I vuggen lå knoglerne af et spædbarn samt rester af tøj. (Foto: Wallace-Hadrill/HCP)

I Pompeji blev de organiske rester nedbrudt i askelaget og efterlod et aftryk. Derfor kan man ved udfyldning af hulrummet med hurtigtstørknende gips genskabe i hvert fald formen af møbler, mennesker, dyr, planterødder m.v.

I Herculaneum blev de derimod forseglet af det 20 m høje vulkanske lag, og derfor besidder vi her den største samling af organisk materiale fra den romerske verden: skeletter, møbler, tekstiler og lignende.
Overskygget af Pompeji

På trods af disse ekstraordinære fund har Herculaneum i verdens øjne stået i skyggen af Pompeji i de seneste årtier.

Det er sigende, at hvor der er to millioner besøgende om året i Pompeji, er der kun henved 300.000, der besøger Herculaneum.

Man kan forklare det med, at Pompeji er den største by med ca. 20.000 indbyggere, og at den er næsten helt udgravet, mens Herculaneum er mindre med et formodet indbyggertal på omkring 10.000, og blot en fjerdedel udgravet.

De seneste års udgravninger synes dog at have løst Herculaneum fra denne ’lillesøsterrolle’. Det skyldes helt særlige videnskabelige opdagelser, der nærmest blev gjort ved et uheld.

I led med planerne for den istandsættelse, der fulgte jordskælvet i 1980, besluttede man at dræne området foran Terme Suburbane, der lå permanent oversvømmet, fordi området ligger mindst tre meter under den nutidige havoverflade.

Man havde indtil disse udgravninger ment, at den gamle kystlinje gik op til 250 m fra badeanlægget i retning af den nuværende kystlinje, der befinder sig hele 400 m væk.
Den sensationelle opdagelse

I stedet fandt man lige foran badeanlægget ikke blot den antikke strand med sand og strandskaller, men også en anløbsbro udhugget i klippen.

Her lå også en række hvælvede rum med udsigt over havnen, i en arkitektur, der den dag i dag er typisk for kystbyerne i omegnen, som Torre del Greco, Torre Annunziata m.fl., og som fungerer som lagerplads for lokale fiskere.
Kort over Napoli-bugten med Herculaneum vest for og Pompeji på sydsiden af Vesuv.

Denne antagelse blev endelig bekræftet, da man fandt en lukket kurv bestående af forkullede strå. Her afslørede radiografi en lang snøre, omhyggeligt omviklet med fastgjorte fiskekroge, der var sat på kurvens inderside.

Man fandt også talrige skeletter spredt ud på strandbredden, mens dusinvis lå gemt i de hvælvede rum; bådhuse, der vendte ud mod havnen.

Der må være tale om folk, der var afskåret fra nogen anden flugtvej og derfor instinktivt forsøgte at forlade stedet ad søvejen, som Plinius d. Yngre (ca. 61-114 e.Kr.) beskriver det: »Der var ingen flugt, undtagen ad søvejen.«

Var man ikke allerede blevet kastet omkuld af den glødende askestrøm eller ens flugt blevet forhindret af de tilbagestrømmende tidevandsbølger, så døde man af kvælning, hvilket ses af, at størstedelen af skeletterne blev fundet med åben mund.
»Den sidste nat i verden«

Der har været gruopvækkende scener, som man fornemmer, når man læser, hvordan Plinius d. Yngre beskriver den panik, der greb indbyggerne i Misenum, en by, der lå et godt stykke væk fra den umiddelbare farezone:

»Man kunne høre jammer fra kvinderne, skrig fra børnene og råb fra mændene: nogle prøvede med deres stemmer at finde deres forældre, andre deres børn, andre deres koner, eller at genkende dem på stemmerne…

»Der var dem, der af frygt for døden bad om at måtte dø, og mange hævede deres arme mod guderne, mens endnu flere udlagde det sådan, at guderne ikke længere var til, og at dette var den sidste nat i verden.«

Op imod 40 mænd, kvinder, gamle, børn, slaver og rige lå hulter til bulter i et enkelt rum på havnen, der målte blot 4,5 x 3 m. På stranden blev der også fundet en romersk soldat i fuld udrustning.

Hans udrustning består af et bredt udsnit af våben af forskellig herkomst, blandt andet to sværd ved siden, sat i et bælte lavet af sølvplader, samt en pose, der indeholder en træhammer og to mejsler.

Bevægende er ligeledes fundet af en ung kvinde på omkring 25 år, der knuger sit spædbarn på syv måneder ind til sig. Nogle af de flygtende nåede kun at tage de smykker med, som de havde på sig, mens andre ligefrem bar små smykkeskrin.
Området foran Herculaneums nederste terrasse, hvor skeletterne blev fundet, var i oldtiden strand med sort vulkansk sand. Her ses området oversvømmet i 2000 som følge af nedbrud i vandpumperne. (Foto: Wallace-Hadrill/HCP)

Blandt kuriositeterne er en møntboks med kombinationslås, men der er også fundet signetringe, halskæder, armbånd, øreringe og amuletter.
En forfærdelig død

Indtil nu har man udgravet omkring 300 skeletter, hvilket er en enestående opdagelse for den fysiske antropologi, når man betænker, at romerne ellers på dette tidspunkt fortrinsvis brændte deres døde.

Her har man adgang til et bredt udsnit af en sund befolkning, der er død ved en naturkatastrofe og ikke af biologiske årsager.

De fleste kranier er eksploderet, og knoglerne er forkullede, hvilket viser, at de flygtende blev fejet op af en glødende sky på omkring 500 grader.

Den medførte en øjeblikkelig dehydrering og fik bogstavelig talt kroppens organer til at eksplodere. Det har været en forfærdelig død.
Forskellige sundhedstilstande

Skeletterne dokumenterer en generel god sundhedstilstand i befolkningen. Flere af dem er harmoniske og vidner om, at personerne hørte til de højere sociale lag, i og med at kroppene synes at være vokset uden stressfaktorer og gennem idræt.

Dette er for eksempel tilfældet med den såkaldte ’Pretty Lady’, en ung kvinde med en velproportioneret krop og et fint tandsæt. Omvendt har slaver og individer fra de laveste sociale lag været tvunget til at bære tunge byrder.

De har derfor været udsat for slitage ved det hårde arbejde, og de har ofte døjet med skæve rygsøjler og forkalkning af flere ryghvirvler, hvilket ses på nogle af skeletterne.

Man kan for eksempel genkende fiskere på de overudviklede arme og skuldre, der kommer af roning, og ved det slid på hjørnetænderne, der stammer fra, at de skulle holde nettet fast med tænderne, når det skulle klargøres.

Der er generelt meget lidt caries, hvilket skyldes, at romerne generelt brugte honning som sødemiddel, hvorimod rørsukker anvendtes i langt mindre grad.
Vesuvs sidste udbrud var i 1944, her fotograferet under de allieredes indflyvning over Italien. Udbruddet forseglede åbningen, og den karakteristiske røgsøjle forsvandt. Vulkanen er i dag under konstant overvågning.

Familiemæssige bånd afsløres eller antydes ofte af den kropsholdning og positur, de fundne skeletter har, såsom mænd, der omfavner deres hustruer, og mødre, der dækker deres børn med deres krop.

Det har dog ikke været muligt at foretage DNA-analyser, som kan bekræfte de familiære tilhørsforhold, fordi de høje temperaturer ved udbruddet har ødelagt knoglemarven.
Nye spor til at fastlægge dato

Som et sidste kuriosum hjælper fundene til nærmere at fastlægge datoen for selve udbruddet.

I 1984 fandt man et skelet i Herculaneum med rester af en pelshue. Til det kan lægges, at afstøbninger af de døde fra Pompeji viser, at folk bar stofrigt og tungt tøj.

Traditionelt angiver man i litteraturen datoen til 24. august år 79 e.Kr. Men i de antikke manuskripter og afskrifter af Plinius d. Yngres breve svinger datoen.

Datoen svinger mellem mere end 12 forskellige angivelser: mellem nonum kal(endas) septembres (24. august) til nonum kal(endas) decembres (23. november).

Faktisk er der blandt de fundne frugter både ferskner, rønnebær, æbler og granatæbler, hvilket kunne antyde en dato efter sommeren.

Samtidigt blev vinamforerne ikke fundet i kældrene, men i køkkenerne, netop fordi den første accelererede ældning skulle ske under varmepåvirkning, et tegn på at vinhøsten netop var afsluttet.

Der er derfor næppe nogen tvivl om, at udbruddet, der ødelagde Pompeji og Herculaneum i år 79 indtraf et sted i oktober, og ikke om sommeren i august.

NB: Vulkaneksperten er ikke enig i denne konklusion.

Ved ordet ”udslukt” vulkan tænker vi ikke altid på, at det faktisk betyder en vulkan, som har været i ro i de sidste 10.000 år – rettere sagt i historisk tid – altså den tid mennesker kan huske. Byer som Rom i Italien, Portland i U.S.A og Clermont-Ferrand i Frankrig, ligger i skyggen af gamle vulkaner, der har været ro i den tid mennesker har boet der, men det betyder ikke, at der ikke vil kunne ske noget igen. Dette er fakta. Vulkanerne er kun uddøde i de øjne, som hverken kan eller vil se. Vi mennesker har en kort hukommelse.Såvel politiske som naturkatastrofer plager os ikke længere, så snart de er overstået, og de lærer os ikke altid meget. Hvis en vulkan ikke har været i udbrud i over 100 år så holder man op med at betragte den som en vulkan, og det gælder i endnu højere grad med en vulkan, som har holdt sig i ro i årtusinder eller mere. Pinatubo på Filippiner 1991 og nu den over 5000 meter høje vulkan Huila i Columbia sender i disse dage aske og røgskyer højt til vejrs. Den har sovet i over 400 år og er nu begyndt at udsende aske. I jordens geologiske tidsalder har der fundet enorme vulkanudbrud sted ”Supervulkaner”, bruger vi nu dem, hvor tusinde meter tykke askelaviner og glødende lavastrømme har fyldt dale og slugter ud.
Tiltagende svag jordskælvsaktivitet i dybet under en vulkan er bevis på stigende magma opad igennem vulkanen. Efterhånden som det stiger opad, udvides vulkanen og hæver sig som et varmt brød i en bageovn for til sidst at sprænge taget i magmakammeret eller proppen af størknet lava i selve vulkanens hals eller det såkaldte kraterrør. Vulkanerne får tilført nye smeltemasser (magma) nedefra ved bevægelse i jordskorpepladerne, og mange gange ligger sådanner lommer med lava i
magmakamre i kun få kilometers dybde under vulkanen. Ved de såkaldte underskydninger, subduktion, hvor en plade skubbes ned under en anden, dannes der mere sejtflydene lmag, hvor de opløste gasser har sværere ved at undslippe, men opbygger et større og større gastryk i smeltemassen(lavaen). Denne type lava er særlig rig på vanddamp og kiselsyre og udskiller krystaller i kammeret. Der opstår luftbobler, som bliver større og større i denne sejtflydende magma, som samler sig øverste i kammeret samtidig med, at de øverste dele af smelten nærmest køler af. Til sidst kan dæklagene ovenover ikke modstå trykket nedefra, og resultatet bliver et vulkanudbrud af eksplosiv karakter…

 

---