Af O.A. Girina

Vulkanologisk og Seismologisk Institut, Videnskabernes Akademi, Russisk Fjernøsten.
Dansk oversættelse:
Thomas Køhler

Copyright.

Kamtjatka er et af Jordens helt enestående steder. Her kan man studere vulkansk aktivitet af en enhver art, som forekommer i de forskellige tektoniske zoner af Jorden. På Kamtjatka er der forekommet og forekommer der udbrud af hawaiansk, stromboliansk, merapisk, volcano, plineansk og peleansk art. Der findes alle eksisterende vulkaniske formationer: calderaer, stratovulkaner, skjoldvulkaner, sprækkevulkaner og lavadomer (ved ekstrusion). Der er over 7100 vulkaner, som er dannet inden for de sidste 2-2,5 millioner år, heraf 30 aktive. Nu for tiden regner man de vulkaner for aktive, ”hvor der er konstateret og dateret mindst et udbrud inden for de sidste 3000-3500 år” ( Melekestvev m.fl., 2001, s. 195). Hovedparten af de aktive vulkaner er koncentreret i de østlige og centrale dele af Kamtjtka. Af de mange vulkaner på Den centrale Højderyg er det kun vulkanerne Itjinskij og Khangarskij, der er aktive.
Itjinskij-vulkanen (3621 m) – er en af de største vulkaner på Kamtjatka og det højeste bjerg på Den centrale Højderyg. Vulkanformationen består af et komplekst massiv. Det kan forekomme eksplosive og eksplosivt-effusive vulkanudbrud, som ligner de islandske vulkaners udbrud. Det seneste udbrud fandt sted omkring for 300-400 år siden.
Khangarskij-vulkanen (2000 m) Vulkanens krater har en størrelse på 2 x 3 km som er fyldt op af sø på 150 meters dybde. Vulkanens sidste udbrud fandt sted for omkring 400 år siden.
Den nordlige gruppe
Enestående i enhver henseende er den nordlige vulkangruppe, indeholdende Kljutjevskaja-gruppen af vulkaner og den nordligste aktive vulkan er Sjivelutj. F. Gjulemar, en berømt jordomrejser fra 1800-tallet, som havde set både alperne, andesbjergene og vulkanerne i Japan og Italien, skrev, at Kljutjevskaja-vulkangruppen både var mere storslået og mere fuldkomne i skønhed end vulkanerne Kotopakhi, Etna og Fuji. Alle forskere, der kommer til Kamtjatka, er enige i hans begejstrede bedømmelse.
Kljutjevskaja-vulkangruppen befinder sig i Centralkamtjatkas sænkning. På det omfattende vulkanske bjergplateau, som rejser sig til 1000-1500 meter over havets overflade, ligger 13 stratovulkaner fra 3000 til 4800 meter: Krestovskij, Kamen, Bezymjanyj, Ploskij Tolbatjik, Ostrij Tolbatjik, Ovalnaja Zimina, Ostraja Zimina, Gornyj Zub, Bolsjaja Udina, Malaja Udina. Herudover er arealformationer udbredt, lavaplateuaer, slagge- og lavamonogeniske formationer. Det samlede omfang af kvartære vulkanitter udgør efter forskellige bedømmelser 5000 km3, og f.eks. har alle kvartære vulkanitter i Japan et lignende omfang. Fire af vulkanerne i Kljutjevskaja-gruppen er aktive. Kljutjevskaja, Bezymjannyj, Ploskij Tolbatjik, Usjkovskij. I den nordlige gruppe af vulkaner, ud over Kljutjevskaja-gruppen og Sjivelutj, indgår vulkanerne Zaretjneyj og Khartjinskij.
Kljutjevskaja-vulkanen (4750 m) – er den højeste vulkan i Europa og Asien, og en af de mest aktive vulkaner i verden – den producerer årligt 60 millioner ton affald, hvilket udgør 2,5% af det klippemateriale, som udsendes af samtlige 850 vulkaner på land i verden. Vulkanen er en klassisk stratovulkan med et krater på 700 meter i diameter på toppen. Fra 1900 til 2012 har der været 36 udbrud fra vulkanens top, fra 1900 til 1989 17 sideudbrud. Det seneste udbrud fra toppen varede i mere end et år fra september 2009 til november 2010. I krateret opstod der en kegle af slagger og lava, og vulkanens højde steg til 4800 meter.
Vulkanen Bezymjannyj (2900 m) – er en af Kamtjatkas mest aktive vulkaner. 22. oktober 1955 vågnede vulkanen efter tusindårig ro, og den 30. marts 1956 skete der et katastrofalt udbrud med 3 km3 vulkansk affald. I eksplosionskrateret, som opstod ved katastrofen, er der siden 1956 udvokset en lavekegle, der stadig vokser. Siden 1977 har der været fast tilbagevendende, kraftige udbrud med askeskyer op til 15 km over havets overflade og en udbredelse på op til 5000 km en eller to gange årligt. I perioden 1977 til 2011 er der sket 41 eksplosive udbrud. Det seneste forekom 13. april 2011.
Vulkanen Ploskij Tolbatjik (3085 m) – består af en stump kegle med en caldera på toppen med en diameter på 5 kilometer. I den vestlige del af vulkanformationen findes der en lille sammenstyrtet caldera, der er 1,8 km i diameter, 450 m dyb og blev dannet i 1975. Før 1975 fandtes der på toppen af vulkanen i en kraterbrønd, der var 200 m i diameter, en lavasø, og på kraterranden kunne man se ”Pelees tårer” – glastråde af særligt flydende lava, der udslynges under udbrud, men også plagioklaslapilli – sammenvoksninger af mineralet plagioklas. Man kan finde lapilli den dag i dag. Vulkanens udbrud minder om hawaianske udbrud.
Der støder et område op til vulkanerne Ostrij Tolbatjik og Ploskij Tolbatjik, der kaldes Tolbatjik-dalen, som strækker sig med en bredde på 20 km og 45 kilometers dybde frem til den gamle vulkan Nikolka. Her er der talrige kegler af slagger og af lava og slagger, der stikker frem af sprækken på den nordøstlige udstrækning. Sletter af lava af hawaiansk type, overdrysset med aske og slagger, danner her et perfekt månelandskab. Det er ikke for ingenting, at det var her, at man testede de russiske måne- og marsbiler. På kraterranden af keglerne på Det nordlige Brud, som opstod ved udbruddet i 1975, er der stadig temperaturer på over 300-400 grader, og på keglerne her har de russiske vulkanologer opdaget 24 nye mineraler (tolbatjit, pijnit, sofit m.fl.).
Vulkanen Usjkovskij (3943 m) er en ellipseformet, stump kegle med en caldera på toppen på 4,5 x 5,5 km, fyldt med is med et omfang på cirka 5 km3. I den sydlige del af calderaen befinder der sig to sammenvoksede kegler med mofette-aktivitet. Vulkanens sidste udbrud fandt sted i 1890. Vulkanens udbrud minder om de islandske vulkaners udbrud.
Vulkanen Sjivelutj (3823 m, lavakeglen er på 2500 m) – er en af de mest aktive af Kamtjatkas vulkaner. I 1964 fandt der et katastrofalt udbrud sted med en sky af vulkansk affald på 1,5 kvm til følge. I 1980 inde i det eksplosive krater fra 1964 begyndte der at opstå en lavakuppel, som fortsat vokser i dag. Fra 1980 til 2011 skete der 6 paroxysmale eksplosive udbrud, under hvilke askeskyerne steg til 15-20 km over havets overflade og strakte sig 2500 km hovedsageligt mod vest fra vulkanen. Det sidste kraftige udbrud fandt sted 27.-28. oktober 2010.
Vulkanen Kizimen (2485 m) – er en kegleformet stratovulkan, på hvis nordøstside 300 meter under toppen der befinder sig et stort område med fumaroler. 9. december 2010 begyndte der et udbrud efter 81 års ro, og udbruddet fortsætter den dag i dag. Fra december 2010 og til maj 2011 er der forekommet askeskyer på op til 10 km over havets overflade og dannelse af pyroklastiske udstrømninger. Fra 23.-25. januar 2011 og frem til nu er lavastrømmen fortsat med en lavafront på 100 meters højde.
Vulkanen Vysokij (2153 m) kegleformet vulkan med et vældigt krater på toppen. Vulkanen var i udbrud sidste gang for 2000 år siden.
Vulkanen Komarova (2070 m) er en ung stratovulkan, som ligger på den vestlige side af calderaen i den midterste del af Gamtjenskij-højderyggen.
Vulkanen Gamtjen (2576 m) Komplekst vulkansk massiv, som består af fire stratovulkaner. På den syd-østlige side af vulkanen Sydlige Gamtjen ligger den aktive stratovulkan Baranij med et krater med en diameter på 500 meter og en dybde på 200 meter.
Vulkanen Kronotskij (3528 m) Vulkanen har en helt perfekt kegleform. Dens seneste, mindre freatiske udbrud fandt sted i februar 1923.
Vulkanen Krasjeninnikova (1856 m) To sammensmeltede keglevulkaner befinder sig i calderaen med en diameter på 9 km. Det sidste udbrud fandt sted for 400 år siden.
Vulkanen Kikhpinytj (1552 m) Et komplekst massiv, som består af kvartære vulkanske konstruktioner, af hvilke keglen Savitja er aktive, med et krater med en diameter på 70 meter og en dybde på 30 meter. Det sidste udbrud fandt sted for 600 år siden.
Vulkanen Taunsjii (2353 m) Stratovulkan, som har et krater i toppen på 1,5 km i diameter, hvor der er en ekstrusionskuppel. Vulkanen havde et kraftigt udbrud for 2400 år siden.
Vulkanen Malyj Semjatjik (1560 m) er en vulkansk højderyg, som består af tre tæt beliggende stratovulkaner, af hvilke den sydvestlige kegle er en aktiv vulkan med en termisk sø på 860 meter i diameter i Troitskij-krateret. Det seneste udbrud fandt sted i 1804.
Vulkanen Karymskij (1486 m) – er en af de mest aktive vulkaner på Kamtjatka. Den meget regelmæssige keglevulkan med et krater på toppen ligger i den centrale del af calderaen med en diameter på 5 km. Der er foregået et begrænset eksplosivt udbrud siden 1996 frem til nu.
Vulkanen Zjupanovskij (2958 m) Den vulkanske højderyg er dannet af fire sammenvoksede kegler fra stratovulkaner med kratere i toppen og fumarole-områder. Det seneste udbrud fandt sted i 1956-1957.
Nord og øst for Avatjinskij-bugten
De fire aktive vulkaner, som ligger mod nord og øst for Avatjinskij-bugten og dermed nord og øst for byen Petropavlovsk-Kamtjatskij, kaldes ”de hjemlige (nære o.a.) vulkaner”. Alle ses de i klart vejr fra byen. I Avatjinskij-gruppen, som ligger nord for Avatjinskij-bugten, indgår vulkanerne: Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag, Kupolnij m.fl. I vinter- og forårsæsonen anlægges der op til vulkanen Avatjinskij den såkaldte ”Helbredets Skiløjpe”, som mange af byens indbyggere elsker. Hele familier tager ud på skiløjpen, og mange vandrere og bjergbestigere kommer ad den vej frem til vulkanens fod, hvorfra de fortsætter op til dens krater. På bjergpasset mellem vulkanerne Avatjinskij og Korjakskij ligger der flere hytter, hvorfra vandrere og bjergbestigere tager op på vulkanen på alle tider af året. Kamtjatkas mest erfarne bjergbestigere har flere gange foretaget ”femvulkaners tour” – og følgelig besteget Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag – nogle gange med udgangspunkt fra Kozelskij, andre gange fra Aag.
Vulkanen Korjakskij (3456 m) – en stratovulkan, hvis krater på 45 x 90 meter befinder sig i den vestlige del af toppen. På nordvestskråningen af vulkanen i 3000-3100 meters højde befinder der sig en sprække, i hvilken hovedparten af vulkanens fumaroler er koncentreret. Det seneste udbrud af begrænset styrke fandt sted 22. december 2008 til den 30. august 2009 – og askeskyen rejste sig til over 5, 5 km over havets overflade og strakte sig 700 km fra vulkanen. Der blev konstateret aske i luften ved byerne Petropavlovsk og Elizovo, og lufthavnen i Elizovo måtte lukkes flere gange i den forbindelse.
Vulkanen Avatjinskij (2751 m) Aktiv vulkan af Somma-Vesuv-typen. Inde i sommaen , der er 4 km i diameter, dannet ved et katastrofalt vulkanudbrud for omkring 30 000 år siden, befinder der sig en regelmæssig keglevulkan på omkring 500 meter. Keglen begyndte at tage form for cirka 4000 år siden. Vulkanens krater blev fyldt med lava ved udbruddet i 1991. Vulkanen var senest i aktivitet i 2001, hvorved der opstod en sprække i lavaproppen.
Syd for Avatjinskij-bugten befinder vulkanerne Gorelyj og Mutnovskij sig.
Vulkanen Gorelyj (1829 m). I den centrale del af calderaen på 13 x 12 km finder vi den moderne vulkanformation, i form af en højderyg i vest-nordvestlig retning. Hoveddelen af vulkanen består af tre sammenvoksede kegler, og derudover er der på toppen 10 kratere, beliggende på hinanden. På yderskråningerne af vulkanen kan tælles omkring 40 sidesprækker. Seneste udbrud fandt sted i 1986. Fra juni 2010 op til nu har der været aktivitet i vulkanen. På skillevæggen, som skiller det varme syrevand fra det kolde ferskvand, er der på varmtvandssøens side i foråret 2010 opstået en ny mægtig fumarole, hvis gas har nået en temperatur på 800-900 grader. I efteråret 2010 forsvandt den varme sø, begge kratere blev dækket af sne, men fumarolen er fortsat aktiv.
Vulkanen Mutnovskij (2323 m) udgøres af en kompleks formation, bestående af fire stumpe mindre toppede calderaer af stratovulkaner. Det aktive krater, der er på 440 x 100 meter, er skåret ind i den vestlige rand af vulkanens hovedkrater. Fumarolernes gasser kommer op på en temperatur på 580 grader. For nogle år siden fandt den russisk forsker M. Zelenskij ved fumarolernes sublimation i det aktive krater et nyt mineral, som han gav navnet tazevit, til ære for den berømte franske vulkanolog Haroun Tazieff. Den seneste aktivitet i vulkanen kunne iagttages i 2007 – ved et freatisk udbrud i det aktive krater blev der dannet et eksplosionskrater på 200 meter i diameter. Asken derfra kunne findes 5 km fra vulkanen. I Mutnovskijs caldera foregår der aktive postmagmatiske og hydrotermiske processer. Bunden af fumaroleområdet ligger på 1450 meters højde over havets overfalde ved en sø, som har ligget i krateret siden 1950’erne. Gasdampe af høj temperatur (150-180 grader) står ud fra de hævede dele på periferien af reposen. Fumarolernes udmundinger er indlejret med svovl. Ind i mellem vokser finurlige svovltårne ud over dem. På sænkede steder fyldt med grundvand omdannes fumarolerne til kogende mudderhuller. Nogle gange er de skjult af kuppelformede hvælvinger af svovl. Disse områder er farlige, eftersom svovlskorpen er tynd og sprød. I lavere beliggende områder er det udbredt med åbne mudderhuller med en diameter på op til 6 m. Fra nogle af dem udgår der fontæner af mudder og vand på 1-2 m.

Mod syd

Længere mod syd, kan man se følgende aktive vulkaner:
Vulkanen Opala (2475 m). Stratovulkan, som ligger i den nordlige del af calderaen med en størrelse på 13 x 15 km. Det seneste udbrud fandt sted for 300 år siden.
Vulkanen Khodynka (2090 m) Stratovulkan, hvis seneste udbrud fra det centrale krater fandt sted for 2000-2500 år siden.
Vulkanen Ksudatj (1079 m) Stor vulkan, som er dannet ved kraftige eksplosive calderadannende udbrud. I den nordlige del af den nuværende caldera der er 9 km i diameter findes keglen Stjubel med en diameter på 2 km, dannet for 1400 år siden. Ved det seneste vulkanudbrud i 1907 var omfanget af udkastet vulkansk affald på omkring 0,3 km3. Da lagde der sig et groft vulkansk støvlag på 2-3 centimeter i byen Petropavlovsk-Kamtjatskij (155 km fra vulkanen).
Vulkanen Zjeltovskij (1953 m). Stratovulkan af typen Somma-Vesuv med en krater i toppen på 500 x 800 m fyldt med lavakupler. I den vestlige del af den største kuppel kan der iagttages fumaroleaktivitet. Seneste udbrud skete i 1923.
Vulkanen Ilinskij (1578 m) Stratovulkan af typen Somma-Vesuv. Dens nuværende kegle voksede frem i calderaen til en diameter på omkring 4 km. Det seneste kraftige udbrud var i 1901.
Vulkanen Dikij Greben (1079 m) – er den kraftigste ekstrusionsformation i Kurillernes og Kamtjatkas område. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1600 år siden.
Vulkanen Kosjelevskij (1812 m) Er et vulkansk massiv bestående af fem store formationer med et aktivt krater på Den centrale Stratovulkan. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1690.
Vulkanen Kambalnyj (2156 m) Stratovulkan, hvis top er kronet med et krater på 800 x 400 m. Der er kraftig fumaroleaktivitet på den vestlige skråning af vulkanen. Sidste udbrud fandt sted i 1769.

Andre af Kamtjatkas perler

Ud over de aktive vulkaner er der blandt Kamtjatkas perler en række hydrotermiske systemer, blandt hvilke Gejserdalen og Uzon-calderaen særligt udmærker sig. De ligger i Kronotskij Naturparken, som er et af Ruslands statslige fredede områder.
Gejserdalen Egentlige gejsere findes her på Jorden i Island, New Zealand, Nordamerika (Yellowstone) og på Kamtjatka. I Gejserdalen, som er 4 km i udstrækning, var der indtil 2007 mere end 40 gejsere, der hver havde sit eget karakteristiske udbrudsmønster. For eksempel så man ved udbrud af Kæmpen en søjle af vand hæve sig op til 30 meter og damp derfra på 200-300 meters afstand. Pauserne mellem Kæmpens udbrud var på mellem 3-11 timer. Den største gejser, Grotten, kom i udbrud sjældent – 1-2 gange om året, men udspyede på en gang op til 60 t vand. Derudover var der mange termiske reposer og vandfald på skråningerne af dalen. 3. juni 2007 skete der et jordskred, og der dannedes en opdæmmet sø. En del af gejserne blev begravet under afbrækkede klippestykker og fyldt op med vandet fra søen. Men naturen er ved at genoprette sig selv. Gradvist skylles jordvolden bort, og de kendte gejsere kommer i aktivitet igen, eller nye dannes. Selv om Gejserdalen har forandret sig, har den ikke mistet sin charme og fortsætter med at virke overraskende på alle, der besøger den.
Uzon-calderaen har en størrelse på 9 x 12 km med en flad bund, der er hævet 700 meter over havets overflade, og blev dannet for omkring 40.000 år siden. I begyndelsen var den fyldt op af en sø. I vore dage optager vandet en mindre del af calderaen. Her finder man floden Sjumnoj, som udmunder i floden Gejzernaja. I den nordlige del af calderaen går en 5 km lang og 200-500 m tynd stribe med termiske områder med kogende kilder, stråler af damp og gas, mudderhuller, mindre muddervulkaner. Her er 12 termiske søer og mere end 1000 termiske kilder.

Litteraturliste:
Vulkany i geotermy Kamtjatki. Peteropavlovsk-Kamtjatskij. 1974. s. 224.
Dejstvujusjtjie vulkany Kamtjatki. V 2-kh tomakh. M.:Nauka. 1991.
I.V. Melekestvev, O.A. Brajtseva, V.V.Ponomareva. Novyj podkhod k opredeleniju nojatija ”dejstvujusjtjij vulkan”//Geodinamika i vulkanizm Kurilo-Kamtjatskoj ostrovoduzjnoij sistemy. Peteropavlovsk-Kamtjatskij.2001. S. 191-203.
O.B. Seljanin. K vulkanam Mutnovskij i Gorelyj (vulkanologitjeskij i turistitjeskij putevoditel). Petropavlovsk-Kamtjatskij. 2009. S. 106.

Ordforklaring:
Ekstrusion – modsat intrusion, udstødning fra vulkanen, hvorved den vokser udefra.
Effusive – udflydende
Mofette – kulsyreudstrømning
Paroxysmale – anfaldsvis
Pyroklastiske – glødelavine
Freatisk – vulkanudbrud, hvor magma kommer i kontakt med vann og derved danner damp.
Fumarole – udstrømningssted
Sublimation – faseovergang direkte fra fast form til gas.

Kære Henning
Her er artiklen

Copyright: Direktør Thomas Køhler
Direktør

Cascadebjergenes vulkaner – og historien om danskeren, der fik en vulkan opkaldt efter sig. Den eneste dansker, som en virksom vulkan har fået navn efter.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid.

Han blev født den 7. august i år 1800 i Farum og udlært smed – et nærmest prfetisk erhverv, når man tænker på hans senere forbindelse med vulkanen – ikke ulig Vulcanus og ordet vulkan. Peter Lassen havde svært ved at få beskæftigelse i Danmark og emigrerede til U.S.A. i 1831, landet som alle drømte om på det tidspunkt. Først rejste han via Boston til Missouri og arbejdede som smed samtidig med, at han opkøbte og dyrkede jord. I 1840 kom han en af de første kolonisatorer i Californien, hvor han i Santa Cruz byggede den første savmølle i staten. Han var en rastløs ”pionerånd”og rejste videre til Sacramento-dalen, hvor han grundlagde en by, Benton City og oprettede en frimurereloge. Han var en enspænder og arbejdede som smed på Sutters ranch i 1840-erne, hvor man først fandt guld. Peter Lassen fik en mexicansk ranch forærende af guvernøren og bragte en masse pionerer ud fra Missouri til at arbejde på hans ranch, og som tak for hans pionerarbejde ærede man Peter Lassen ved at opkalde en vulkan ”Lassen Peak”og 400 kvadratkilometer stor National Park efter ham.

Han gjorde en stor indsats for at finde de bedste vejruter over Sierra Nevada bjergene for emigranternes vogntog, og mange steder finder man hans navn idag, bl.a. Lassen Meadows, Lassen Butte, Lassen Country og skovområdet Lassen National Forests, som ligger lige syd for Lassen Volcanic National Park. Byen Janesville blev omdøbt til Lassen, og flere gader bære hans navn.

Til sidst blev han myrdet på jagt efter en sølvmine den 26. april 1859 i et mæglingsforsøg mellem kolonisterne og indianerne. Han blev begravet under en kæmpefyr i Honey Lake Valley i den jord han selv ejede, og man rejste et mindesmærke på hans grav. I Farum findes en elegant mindesten for ham.

Spanierne kaldte bjerget St. Joseph`s Mountain, men det nuværende navn, Mount Lassen er altså først kommet til efter Peter Lassen. Mount Lassen, 3186 meter over havet, ligger i den sydøstlige del af Cascadebjergene, der blev dannet for 70 millioner år siden ved kontinentalforskydningerne. De vulkanske bjergarter viser, at der var livlig vulkanaktivitet i ca. 30 millioner år, hvor der opstod mægtige spalter og sprækker i jorden, hvorfra enome mængder basaltisk lava strømmede ud – ja områder på ca. 650.000 kvadratkilomter Columbia River Plateau. Plateaubasaltlava eller flodbasaltlava(se minileksikon) er letflydende og meget hed og danner ofte tykke lavastrømme, som bygger lag på lag ovenpå hinanden.

For 12 millioner år siden ændrede lavaerne karakter, da de blev mere kiselsyrerige og mindre letflydende. Der hvor der før var dannet letflydende og vidt udstrakte lavamarker, opbyggedes der nu høje vulkankegler. Indenfor den seneste million år er de fleste nuværende og virksomme – til dels sovende – vulkaner blevet til: Mt. Hood, Mt. Shasta, Mt. Rainer, Mt. St. Helens og Mt. Lassen. På Mt. Lassen blev en prop af dacitisk lava(se minileksikon), der indeholder mere kiselsyre end basalt, presset i vejret og voksede som en dome(se minileksikon). Gennem revner og sprækker i domens overflade trængte spidser af dacitisk lava ud, og forvitringsmaterialet herfra aflejredes efterhånden på domens sider, sådan at vulkanens kontur eller udseende efterhånden blev mindre stejl.

Ofte har vulkanske domer slet intet krater, da de får deres tilvæks nedefra på en sådan måde, at de inderste lag er de yngste, og de yderste lag de ældste. Mt. Lassen tilhører sdenne type, men har dog haft eksplosive udbrud i historísk tid, bl.a. 1914 – 1917. Før den tid var der ingen, som anede, at det var vulkan, som man kunne forvente ville komme i udbrud igen. På toppen var der før 1914 et 100 meter dybt kraterhul med en sø i bunden.

Den 30. maj 1914 kl. 17.00 kom der et kort eksplosivt udbrud, hvor en damp og askesøjle skød højt til vejrs. Kort tid efter så en skovarbejder, at der nordvest for det gamle krater var opstået et nyt, hvorfra dampe steg op. Yderligere revner åbnede sig, og det antoges, at smeltet sne fra vulkanens top sev ned i vulkanen og blev opvarmet, hvorefter der fremkom dampeksplosioner med forholdsvis afkølede sten og slagger.

Det første år skete der ca. 150 eksplosioner, men ikke så voldsomme igen. I 1915 var krateret ca. 300 meter i diameter, og den 19. maj iagttog man rødglødende meget sejtflydende dacitisk lava presset ud genne to hak i kraterranden. Fra en anden sprække flød der lava som en tunge nedad bjergsiden. Lavaen var nogle steder så tyk, at den dumpede ned i tykke klumper. Hvad værre var næsten, at varmen fra udbruddet smeltede mere sne, der blande sig med det løse udbrudsmateriale, som havde aflejret sig fra de første eksplosioner. Der dannedes nu mudderfloder – eller strømme, som bl.a. flød i nordøstlig retning ca. 18 kilomter ud i landskabet. Den var op til 6 meter tyk og blev kaldt ”Den store Mudderstrøm”. Ingen mennesker kom noget til, da det var så tidligt på ¨året, at ingen kvægejere var taget til græsningsområderne.

Den 22. maj fandt en stærk eksplosion sted i vulkanen, som sendte damp – og askeskyer 9000 meter i vejret og kunne ses over det meste af det nordlige Californien.

”Det store eksplosive udbrud”, som det blev kaldt, steg ikke kun i vejret, men sendte også hede askelaviner(se minileksikon) nedover flankerne i enorme trykbølger. Træer i et område af 5 kilometer fra vulkanen blev næsten væltet omkuld. Efter denne kraftudladning faldt vulkanen til ro igen, dog med mindre eksplosioner de følgende år frem til 1917.

Et stort område rundt om vulkanen blev udlagt som nationalpark. Lassen Volcanic National Park efter en kongresbeslutning etableret i 1916. Flere vulkantyper er repræsenteret indenfor dette område, bl.a. skjoldvulkaner(se minileksikon), domer(lavapropper) og slaggevulkaner(se minileksikon). Cindert Cone, af sidstnævnte type, havde udbrud i 1850 – 1851. der findes desuden mange varme kilder, svovl- og mudderpøle.

Parkområdet blev udvidet i 1929 og omfatter nu ca. 400 kvadratkilometer. En 3 dages indvielsesfest, hvor der blev anlagt automibilveje i området, blev Peter Lassen hyldet i U.S.A. i en tale af U.S.A.`s daværende udenrigsminster Wilbur.

Et kunstigt udbrud, elektrisk antændt, blev udløst efter talen, og om aftenen igangsattes et kæmpemæssigt fyrværkeri fra mt. Lassen`s krater og talrige bål lyste op over det store bjergmassiv. Den herhjemme fra Danmark så lidet –Jantelov – og for lidt kendte dansker kunne ikke få en mere pompøs hyldest.

Copyright: Henning Andersen

Tekst: vulkanekspert Jørgen S. Aabech. Oversat fra norsk af Henning Andersen

Paricutin-vulkanen i Mexico er en af verdens nyeste vulkaner. Den ligger på 19.5N, 102.2V og rager 3170 meter op i vejret. Den skiller sig ud fra alle andre vulkaner, ved at vi mennesker kunne følge hele hændelsesforløbet da den opstod. Og det var en spændende begivenhed!

Paricutin, marts 1944. Fra Foshag and Gonzalez-Reyna (1956)
Det begyndte om eftermiddagen den 20. februar 1943, da en bonde i delstaten Michoacán gjorde klar til såning af marken. Midt i det hele åbnede der sig pludselig en 30 meter lang sprække i jorden. Så følte han pludselig, at det tordnede (og det tror jeg så gerne) og at træerne rystede, og da så han, at en del af jorden hævede sig 2 meter, og en slags røg eller fint askestøv begyndte at komme op fra sprækken med en høj, hvislende lyd. Samtidig blev luften fyldt af svovl-lugt.

“Da blev jeg bange”, sagde bonden senere (hvem ville ikke blive det. spørger jeg?), “og så prøvede jeg at løsne en af okserne fra ploven”.

Det, som der faktisk skete, var, at der under fødderne på bonden blev født en ny vulkan. Næste morgen, da han kom tilbage til området, var den nyfødte babyvulkan 10 meter høj, og fra toppen blev der kastet sten ud med stor kraft.

Hvad er det som sker på mine marker?
I løbet af denne dag voksede vulkanen 40 meter til. Om natten blev glødende bomber kastet mere end 300 meter op i mørket, og en slaggelignende masse af lava rullede ud over bondens marker.

Den videnskabelige verden var mindst lige så overrasket som den uheldige bonde over vulkanens pludselige tilsynekomst. Rigtignok er vulkanubrud hyppige rundt om i verden, men fødslen af en helt ny vulkan er en yderst sjældenhed. I Nordamerika er bare to nye vulkaner dukket op i historisk tid. En af dem var Jorullu i det vestlige Mexico bare 80 km sydøst for Paricutin, ca. 200 år tidligere – nemlig i 1759. Den anden var Paricutin, opkaldt efter den nærliggende landsby, som den kom til at ødelægge. Begge disse to ligger i et område, som er kendt for sine vulkaner. Det bliver kaldt “det Mexikanske vulkanbælte” – en region som strækker sig godt 1200 km fra øst til vest tværs over det sydlige Mexico.

Geologer har senere konstateret, at udbrud i vulkanbæltet har lagt fra sig et lag af vulkansk stenmasse, næsten 2.000 meter tykt, og dannet et helt plateau. I løbet af sommermånederne har de fugtige vinde fra Stillehavet gjort dette til et rigt landbrugsområde, og dette bælte er blevet en af de mest befolkede regioner i Mexico.

Selv om regionen i 1943 allerede bestod af tre af landets fire største byer: Mexico City, Puebla og Guadalajara, så var området rundt om Paricutin, ca 300 km vest for hovedstaden, et fremdeles stille og fredeligt område beboet af Tarascan-indianerne.

Det svagt bølgende landskab lå i et område, som næsten ikke havde været udsat for vulkansk aktivitet i historisk tid, og det var et af Mexicos skønneste. Selvom der lå flere hundrede gamle kratere rundt omkring i egnene, var det eneste udbrud, som mennesker kendte til, det som fandt sted, da Jorullo-vulkanen havde udbrud næsten 200 år tidligere. Tarascan-indianerne havde ingen legender om vulkanudbrud i deres historie.

Den 19. februar 1943, dagen før Paricutins fødsel, blev den fredelige landsby rystet af 300 jordskælv. Tre dage senere, den 22. februar, ankom den første af mange geologer, som nu kom til at våge over Paricutin og kortlægge konsekvenserne. Mange nye vulkanske fænomener og processer blev nogle gange tilintetgjort igen, næsten før de var nøjagtigt beskrevet – særlig under Paricutins første år med dens voldsomme vækst og forandringer. I 1943 voksede toppen på vulkanen til 350 meters højde – fire femtedele af dens endelige højde. Eksplosioner kunne høres over hele Michoacan-delstaten, og aske faldt ned så langt væk som i Mexico City. Næsten al vegetation i kilometers omkreds blev ødelagt.

I løbet af sommeren 1943, under vulkanens mest voldsomme periode, stod lavafontæner hele tiden mindst 30 meter over kraterets kant. Samme eftersommer opstod der en ny sprække på kanten af krateret, og lava blev igen sendt højt til himmels. Det følgende år ødelagde lavastrømmene de nærliggende landsbyer, men de fleste indbyggere havde reddet deres vigtigste ting og afgrøder på markerne, inden lavaen kom og begravde egnene.

Lavastrømmen fortsatte over årene med få afbrydelser, men så i februar 1952, næsten ni år efter Paricutins fødsel, kom en sidste voldsom krampetrækning. Nu var alle landsbyboere og bønder forlængst flyttet til andre steder med myndighetenes hjælp. Flere bønder drog bl.a. til Californien for at arbejde i landbruget som sæson-arbejdere.

Det er sjældent, at en vulkanolog får mulighed for at overvære fødselen, væksten og måske til slut en vulkans død. Paricutin gav dem en sådan anledning. Udbruddet, som skabte Paricutin, begyndte i 1943 og fortsatte til 1952. Det meste af den eksplosive aktivitet fandt sted i første del af året, da toppen voksede til 336 meter. Den fortsatte med at vokse de næste otte år men lagde kun 88 meter vulkansk materiale ovenpå. Lava begyndte at strømme ud på andendagen og fortsatte til slutningen af udbruddet. Lavastrømme dækkede over 25 kvadratkilometer, og nåede en volumen på 1,4 kubik-kilometer. Hyppigheden af udbruddene aftog gradvist indtil de sidste seks måneder, da voldsomme eksplosioner igen fandt sted. Ingen blev dræbt af lava eller aske, men tre mennesker blev dræpt af lynnedslag, som opstod under udbruddene.

“Mens en mand i Mexico i Mellemamerika pløjede sin mark med sine okser, blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Der lød mægtige drøn fra jorden, den slog revner og op af et hul strømmede først hede dampe, senere aske og sten og til sidst kom den rødglødende flydende stenmasse, lavaen. Som koghed asfalt flød stenmasserne henover jorden og ødelagde alt på sin vej”.

Sådan opstår en vulkan. Det er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

Hvad mange har vanskeligt ved at forstå er netop, at hvorfor og hvorledes mennesker fortsætter med at leve på vulkanernes skråninger og generation efter generation glemmer at ænse advarslerne om et kommende udbrud. Dog har vi mennesker opfundet atom – og brintbomben, som er i besiddelse af ligeså stærke og ødelæggende kræfter som en vulkan, og alligevel prøver vi på at leve videre sammen med den, fordi vi ikke har noget sted at flygte hen fra den. Dette er også sandheden for de mennesker, der bor på vulkanerne. Hver dag kigger de op på vulkanen for at se, om der kommer røg op…

Første vellykkede eksempel på evakuering ved en eksplosiv vulkan

Den 15.juni 1991 eksploderede vulkanen Pinatubo på Filippinerne i den største vulkaneksplosion på jorden i det 20. århundrede. Efter udbruddet havde vulkanen udslynget mere end 5 kubik-kilometer af vulkanske udbrudsprodukter. På få timer vaskede enormt kraftige regnskyl al det løse udbrudsmateriale med sig fra vulkanens skråninger ned i det omkringliggende land i hurtigt strømmende mudderfloder, de såkaldte ”lahars”. I de efterfølgende 4 regnsæsoner førte disse lahar-floder halvdelen af al askenedfaldet med sig og noget, der faktisk skabte større ødelæggelser i lavlandet end selve vulkanens udbrud.

En stor aske – og gassky viste sig over Pinatubo den 12.juni 1991. Tre dage senere eksploderede vulkanen. Forudsigelser af geologer fra PHIVOLCS og USGS førte heldigvis i tide til evakuering af de mennesker, som boede tæt ved vulkanen, og dette reddede mindst 5000 menneskeliv.

Det begyndte året i forvejen den 16.juli 1990 med, at et jordskælv, som målte 7.8 på Richters skala, ramte egnen ca.100 km nordøst for Pinatubo, på øen Luzon. Dette var i størrelsesorden af samme styrke, som det, der i 1906 ramte San Francisco i Californien. Ved Pinatubo førte dette kraftige jordskælv til flere jord- og bjergskred, flere mindre lokale jordskælv, og et større, men kort dampudbrud i et ellers tidligere aktivt vulkansk område, men ellers synes selve Pinatubo-vulkanen at fortsætte sin 500 årige lange søvn uforstyrret af disse jordskælv. I marts og april 1991 begyndte magma at stige op mod overfladen fra mere end 32 kilometer nede i selve vulkanens undergrund. Dette medførte igen mindre jordskælv, og kraftige dampeksplosioner fandt nu sted fra kratere på vulkanens nordflanke. Tusindevis af små jordrystelser indtraf i april, maj og juni måned, og flere tusinds tons svovlholdige gasser fra den smeltede magma, blev nu sendt ud fra vulkanens krater og viste dermed tydeligt, at magmaen bevægede sig op nedefra under stort tryk igennem vulkanens krater.

Fra den 7. til den 12. juni nåede den første magma Pinatubos overflade og dannede en såkaldt lavakuppel – eller lavaprop af – kiselsyrerig sur lava – i mundingen af vulkanens krater. Den 12 juni, på Filippinernes uafhængighedsdag, eksploderede vulkanen i mægtige brag og sendte askeskyer mange kilometer til vejrs. Den 15.juni pressedes ny gasrig magmaop til overfladen, og vulkanen eksploderede nu igen, og mere end 5 kubikkilometer materiale blev blæst ud i enorme eksplosioner. Den mest omfattende fase af udbruddet varede mere end 10 timer og dannede en enorm sky af vulkansk aske, som løftede sig mere end 35 kilometer til vejrs og bredte sig 500 kilometer ud i diameter og forvandlede dag til nat på Luzon. Et tæppe af vulkansk aske, sandkorn og forskellige stykker af vulkanske mineraler og glas, pimpsten og lapilli dalede ned over Luzonøen. Finkornet aske faldt over hele Det Indiske Ocean, og satelliter fulgte askeskyerne adskillige gange rundt om jorden.
Nedfaldet askemateriale dækkede et område på tusinder af kvadratkilometer, og pyroklastiske askelaviner tordnede ned over vulkanskråningerne og udfyldte dybe dale med aske og mudder i lag, som mange steder var mere end 200 meter tykke.

Ved udbruddet den 15.juni 1991, kollapsede i tusindevis af hustage under den store vægt af det våde askenedfald. Mudderstrømme – lahars – som opstod sammen med monsunregnen, førte til endnu større ødelæggelser end selve vulkanens udbrud.

Dette vulkanudbrud spyede så meget magma ud, at vulkantoppen brast sammen og dannede en stor caldera på 2,5 km i diameter oven i det delvist udtømte magmakammer. Mindre men stadig et fantastisk syn var de efterfølgende udbrud i begyndelsen af september 1991. Fra juli til oktober 1992, blev en ny kuppel – lavaprop – presset op inde i calderaen ved fortsat magmatilførsel nede fra.

Efter mere end 5 år, var dog stadig de farligste eftervirkninger fra udbruddet 15 juni 1991, til stede. Den tykke masse af det pyroklastiske udbrudsmateriale indkapslede sig selv og havde beholdt meget af sin varme i sig. Nogle steder havde denne masse en temperatur på 500°C i 1996, og denne varme holdt sig i årevis. Når regnvand eller grundvand kommer i kontakt med disse varme aflejringer, eksploderer de, og fin aske spreder sig atter med vinden. Flere steder førte det også til store skred ved, at den årlige og tilbagvendende monsunregn blandede sig med nedfaldet og dannede nu igen mudderfloder, lahars af de vulkanske udbrudsprodukter.

Pinatubos eksplosive udbrud på Filippinerne den 15.juni 1991, var det største vulkanudbrud i det 20. århundrede og langt det største til at påvirke et meget tæt befolket område.Udbruddet producerede bl.a. pyroklastiske askeskyer(se ordet pyroklastisk i mini-leksikon) og mudderstrømme (lahar) foruden, at askeskyerne blev spredt ud over hele Filippinerne.

Omkring 20 millioner tons svovldioxid blev pumpet op i stratosfæren i disse vulkaneksplosioner i 1991, og spredningen af denne gas-sky gik jordkloden rundt og bevirkede, at den globale temperatur sank midlertidig (fra 1991 til 1993) med omkring 0,5°C. Udbruddet forandrede dramatisk udseendet af det centrale Luzon, hvor der bor omkring 3 millioner mennesker

Heldigvis havde både ‘The Philippine Institute of Volcanology and Seismology’ (PHIVOLCS) og ‘U.S. Geological Survey’ forudsagt et større udbrud, og dette førte til, at mindst 5000 menneskeliv og mindst 1.7 milliarder kroner i værdier blev reddet. Luftfarten blev advaret mod askeskyerne fra udbruddet den 15. juni, og de fleste undgik den. Alligevel drog et antal jetfly vest for Filippinerne ind i askeskyen, og dette førte til tab af 700 millioner kr. i materielle ødelæggelser. Selv om meget materiale blev tilstrækkelig beskyttet, så blev strukturen til de to største amerikanske militærbaser på Filippinerne meget stærkt ødelagte.

Omtrent 20.000 indfødte Aeta-beboere, en gruppe dværgfolk, som holder til i højlandet på øen Luzon – blev totalt fordrevet fra deres områder i årevis. Omkring 200.000 mennesker, som evakueredes fra de lavereliggende områder rundt omkring Pinatubo inden vulkanen eksploderede, er nu vendt tilbage. Rismarker og sukkerplantager, som ikke blev begravet, fungerer nu igen.

Før 1991 havde vulkanen befundet sig i en længere hvileperiode på ca. 500 år, hvor tropiske plantevækster havde bredt sig på vulkanens skråninger. Samtidig med var befolkningen i regionen vokset til næsten 1 million mennesker i byer og landsbyer såvel som den største amerikanske militærbase på Filippinerne blev bygget på de brede skråninger ved vulkanens fod. Da Pinatubo vågnede op igen i April 1991, satte både PHIVOLCS og USGS en udvidet overvågning af vulkanen igang. De undersøgte Pinatubos trussel og konkluderede, at store lavtliggende landområder rundt omkring vulkanen hovedsagelig bestod af utallige store mudderstrømme af vulkansk materiale (lahar) fra tidligere store kraftige udbrud, der engang i fortiden også havde opbygget vulkanen af sine egne udbrudsprodukter. De konkluderede også, at lahars igen ville kunne komme væltende ned over vulkanskråningene i dens næste udbrud og være en fare for alle bebyggelser, der var blevet anlagt i de sidste 500 år.

Eksplosive vulkanudbrud udslynger enorme mængder aske og andet vulkansk materiale ud over vulkanens skråninger. Lahar dannes, når regnskyl blandet med enten smeltet sne og is, eller ved pludselig sammenbrud af en naturlig dæmning eller troperegn, der opblandes med dette løse vulkanske materiale danner disse mudderstrømme, som er meget farlige og ødelæggende. Til trods for, at lahars indeholder mindst 40% alene i vægt af vulkansk aske såsom sten/lava-fragmenter, noget som gør den tyktflydende og sej som cement eller beton, som igen bevirker, at den tit strømmer hurtigere end klart vand gør. Disse mudderstrømme kan fosse ned over siderne på en vulkan med en hastighed på over 65 km i timen og bevæge sig mere end 80 km væk. Lahars, som indeholder løse udbrudsprodukter på op til 90%, bevæger sig meget hurtigt og er også som følge heraf enormt ødelæggende.

Forhold, der skaber mudderstrømme eller lahars ved Pinatubo er specielt, at den årlige nedbør varierer mellem 2.000 mm (2 meter) på Pinatubos nordøstside, til mere end 4.000 mm (4 meter) på toppen og sydvestsiden. Næsten al den nedbør kommer under sydvestmonsunen (fra juni til september), og dette overlapper igen tyfonsæsonen (juni til oktober). Nedbøren i en tyfon kan blive så intens som 50 mm (5.cm) i timen. Siden det store udbrud i juni 1991 har den maksimale nedbør ved Pinatubo i en 24 timers periode været på mere end 780 mm, noget som tilsvarende andre steder på jorden sker i løbet af et helt år. Aske og andet materiale fra Pinatubos udbrud i 1991, har ødelagt og begravet meget af den frodige vegetation, som har dækket vulkanens flanker. Da nedbøren på Pinatubo oversteg 12 mm på 30 minutter, førte dette til, at der hurtig dannede sig bække og mindre vandløb, som tog alt med sig, der lå på dens vej, og hurtig voksede til disse mudderstrømme.

Siden da er ny vegetation begyndt at vokse op på det, der var tilbage, og nye bække og vandløb har atter dannet sig, noget som formindsker erosionen. Mudderstrømmene ved Pinatubo siden 1991 er næsten utrolige. I de første år efter udbruddet i 1991, havde mudderstrømmene bragt med sig mere end 3 kubikkilometer materiale og begravet et hundredvis kvadrat-kilometer stort landområde. Under et kraftigt regnskyl kan laharerne fra Pinatubo transportere flere millioner kubikmeter mudder på een eneste dag. Da de største og hurtigste mudderstrømme nåede lavlandet rundt omkring Pinatubo, havde de en hastighed på over 30 kilometer i timen, var op til 10 m høje og 100 meter brede, og transporterede mere end 1000 kubikkmeter udbrudsprodukter og mudder med sig pr. PR. SEKUND. De kan medføre store kampesten, biler og til og med broer og kan ødelægge og begrave alt på sin vej. Når laharerne når lavere-liggende områder, spreder de sig ud og mindsker farten og aflejrer alt det medførte materiale over mange kvadratkilometer.

En speciel farlig type lahars er opstået ved Pinatubo som et resultat af opdæmning af vandløb efter det store askeudslip og ved tidligere mudderstrømme, som har dannet større eller mindre søer og damme. Efter nogle uger eller måneder nedbrydes kanten på en sådan dæmning, og hele væggen eroderer hurtigt og udløser store mængder vand, som så igen fører til endnu voldsommere mudderstrømme. Fordi disse store og kraftige mudderstrømme kan opstå uden varsel, selv når det ikke er regnvejr, hører det til blandt de mest farlige eftervirkninger ved Pinatubo. En sø i Pasig-Potrerofloden, på vulkanens østside, dannedes og fossede gennem en sådan dæmning tre gange (1991, 1992 og 1994), og dannede store mudderstrømme, der har dræbt mange mennesker.

Før eksplosionen boede 1 million mennesker i områderne rundt omkring Pinatubo inklusiv omkring 20,000 amerikansk militær-personale med deres familier på de to største amerikanske militærbaser på Filipperne. Skråningerne og de omkringliggende dale husede hjem og beboelse for tusindevis af landsbybeboere. Til trods for det store antal beboere, der udsattes for udbruddet, var der forholdsvis få ofre for katastrofen den 15.juni. Dette var ikke som følge af held, men snarere et resultat af intensiv overvågning af Pinatubo, udført af videnskabsmænd ved The Philippine Institute of Volcanology and Seismology (PHIVOLCS) og The U.S. Geological Survey (USGS). Mandskab fra PHIVOLCS begyndte øjeblikkelig overvågningen og erklærede en zone på 10 kilometer i radius rundt omkring vulkanen for farligt område. Efter få uger kom også mandskab fra USGS The Volcano Disaster Assistance Program, et samarbejde blev muliggjort af Office of Foreign Disaster Assistance of the U.S. Agency for International Development. (Amerikansk katastrofehjælp til udlandet).

Videnskabsmændene fra USGS havde specialt udviklede instrumenter med sig, som de i fællesskab med Filippinerne satte op og brugte til at overvåge Pinatubovulkanen. Der blev også klarlagt og forsket i vulkanens tidligere udbrudscyklus. Da data fra disse undersøgelser blev tolket, havde man fået beviser på, at et større udbrud var mere end sandsynligt og der udsendtes indtrængende advarsler. Disse forudsigelser kom i tide, således at civile og militære myndigheder kunne evakuere befolkningen, flymateriel og andet vigtigt udstyr, inden Pinatubo eksploderede den 15. juni.

USGS og PHIVOLCS har anslået, at deres forudsigelser har reddet mindst 5000 menneskeliv – måske så mange som 20.000. Menneskene, der boede boede i lavlandet rundt omkring Pinatubo blev alarmeret om det kommende udbrud i så god tid, og mange flygtede til byer i en mere sikker afstand fra vulkanen, eller søgte tilflugt i bygninger med stærke hustage. I tillæg hertil blev mere end 15.000 amerikanske tjenestemænd og deres familier evakueret fra Clark Air Base inden udbruddet den 15.juni. Under udbruddet kollapsede flere tusinder svage hustage inklusiv Clark basen, under vægten af den våde aske og kraftige regnskyl. Alligevel blev ”kun” 250 beboere dræbt, som boede i lavlandet. Af de 20.000 indfødte Aeta – beboere, som levde på skråningerne af Pinatugo, blev alle med undtagelse af 20 evakueret i sikkerhed, inden udbruddet fuldstændigt ødelagde deres landsbyer. En del har sikkert forladt området alene på grund af problerne med dampskyer og jordskælv under udbruddets indledningsfase, men de fleste var nok blevet, hvis de ikke var blevet advaret og evakueret af myndighederne.

I tillæg hertil, at mange liv blev skånet, blev ejendomme i værdier til flere hundrede millioner dollar beskyttet mod ødelæggelse eller skade under udbruddet. Da fly og andet udstyr ved de amerikanske baser blev fløjet i sikkerhed eller dækket, blev tab på minst 1.5 til 2 milliarder kroner undgået. Filippinske og andre kommersielle luftfartsselskaber hindrede tab på yderligere over 1/2 millioner kroner, ved at tage tilsvarende forholdsregler.Ved at varsle luftfarten om de farlige askeskyer fra Pinatubo, undgik også kommercielle og militære fly alvorlige ødelæggelser på deres fly og sparede derved også hundredvis af menneskeliv. Andre kommercielle gevinster er vanskeligere at sætte tal på, men var antagelig mindre end 3/4 million kroner, og det er ikke mulig at værdsætte hverken på den ene eller den anden måde, værdien af personlig ejendom, som befolkningen selv bragte i sikkerhed.

PHIVOLCS og USGS videnskabsmænd brugte mindre end 10 millioner kroner til at forudsige udbruddet ved Pinatubo den 15 juni, 1991, inklusiv lønninger, helikoptere og anden transport og support, samt erstatning af instrumenter og udstyr som blev ødelagt under udbruddet. Deres fordudsigelser blev muliggjort ved det tidligere arbejde i området både af PHIVOLCS og af USGS’ mobile overvågingsafdeling, som også er i stand til at rykke ud ved eventuelle vulkanudbrud i U.S.A. Omkostninger til alle dette kan groft set sættes til rundt regnet 100 millioner kroner (10 procent af det kombinerede 1980-1990 budget til PHIVOLCS og USGS vulkanske afdelinger. I tillæg hertil brugte Filippinske og Amerikanske myndigheder og ikke-offentlige organisasioner i alt rundt regnet 250 millioner kroner til evakuering, tilflugtssteder for de evakuerede, samt madvarer for de evakuerede.

Overvågingen af Pinatubo i 1991 og den vellykkede varsling af 15.juni – udbruddet hindrede et tab for mere end 1.5 milliarder kroner. Det er ikke muligt at udregne i kroner hvad mere end 5.000 sparede menneskeliv vurderes til, selv om nogen har prøvet at kalkulere med fra 1/2 til 1.5 millioner kr. Pr. liv. Selv medregnet omkostningene til at udvikle overvågingsudstyr og de studier som blev gjort af Pinatubo i tiden forinden, så var de totale omkostninger for at sikre liv og ejendom fra udbruddet på omkring 350 millioner kroner.

Besparelserne i ejendom og udstyr beløb sig til mindst 5 gange det totalt investerede beløb.Mange menneskeliv kan spares og ejendom og udstyr reddes ved andre vulkan-udbrud gennem lignende moderate investeringer i overvåging af vulkaner og varslingssystemer. Erfaringerne, som videnskabsmændene fik ved Pinatubos 1991 – udbrud bliver nu brugt af USGS i U.S.A og af PHIVOLCS i Filippinerne til bedre at beskytte befolkningens liv og ejendom ved fremtidige vulkanske udbrud, der uden tvivl igen vil finde sted.

Min konklusion af dette er: ”Pinatubo er det virkelig første store eksempel på en vellykket redningsindsats ved en eksplosiv vulkan. Lad os håbe det også lykkes fremover andre steder på jordkloden”….