Et par dage før katastrofen, havde en colombiansk geologistuderende, José Luis Restrepo, kommet til Armero på en opgave. Efter at have spillet billard, blev han tilbage til sit hotel på omkring 22.50, da mudderfloden ankom. Hans erindring om disse hændelser blev beskrevet af Dr. Barry Voight og er så levende, at den fortjener at blive fortalt::
“Vi hørte ikke nogen form for alarm, selv når asken var faldende, og vi var på hotellet … vi havde tændt for radioen … Borgmesteren talte og han sagde, at ingen skulle bekymre sig, at det var en regn af aske, at de ikke havde indberettet noget fra specielt fra vulkanen, så vi kunne bevare roen i vores huse. Der var en lokal radiostation, og vi lyttede til det, da el og lys pludselig gik ud og omkring femten sekunder senere, begyndte vi at høre støj i luften, som om noget kom væltende imod os.

Præsten fra Armero havde talt i en højttaler [omkring 6: 12:00] og havde sagt, at der ikke var behov for at forlade Armero … Da vi gik ud, stod bilerne og svajede og kørte folk ned . Der var totalt mørke, det eneste lys, blev leveret af biler..

Vi løb og var ved at nå et hushjørne, da en flod af vand kom ned igennem gaden.

Vi vendte skrigende om tilbage mod hotellet, en tre-etagers bygning med terrasse, bygget af cement og meget robust ..

Pludselig hørte og så jeg noget i retning af skum, der kommer ud fra mørket. Det var en mur af mudder, der nærmede sig hotellet, hvis mure og vægge begyndte at knuses fra mudderstrømmene. Tagpladen brækkede, hele bygningen blev ødelagt og brød i stykker. Da bygningen var lavet af cement, tænkte jeg at det ville modstå, men da mudderstrømmen var fyldt med store sten og kom i sådan en overvældende måde, nærmest som en mur af traktorer, jævnedes byen med alt. En bus der var parkeret foran hotellet, brød i brand og den eksploderede, så jeg dækkede mit ansigt og tænkte, det er her jeg dør nu en frygtelig død ..

Der var en lille pige, som jeg troede var halshugget. Hendes hoved blev begravet i mudderet .En dame fortalte mig, ‘”se, pigen flyttede et ben “. Så jeg bevægedede mig hen imod hende, men mine ben sank ned i mudderet,der var varmt, men ikke brændende, begyndte jeg at hive den lille pige ud, men da så jeg, at hendes hår med hovedet var fanget og jeg kunne umuligt få hende ud, da hun var klemt for fast under stenblokkene. Da synets jeg, at verden og naturen var urimelig”. – Fra A. Scarth (1999)

________________________________________
Hvad gik galt?
Da redningsfolk ankom til Armero den 14. november, blev de mødt af en forfærdelig scene. De fandt sammenfiltrede masser af træer, biler og lemlæstede spredt ud over hele et hav af gråt mudder. Sårede overlevende lå stønnede i smerte, mens arbejdere forsøgte febrilsk at redde dem. I alt blev omkring 23.000 mennesker og 15.000 dyr dræbt. Yderligere 4500 mennesker blev såret, og omkring 8000 mennesker blev gjort hjemløse. De anslåede omkostninger ved katastrofen er en milliard dollar, eller omkring en femtedel af Colombias bruttonationalprodukt.
Dette er en tragedie, der kunne have været afværget. Nevado del Ruiz havde tjent en stabil menu af mindre jordskælv og damp udbrud i 51 uger før den November 13 udbrud. Den igangværende aktivitet var lige nok til at holde folk nervøse, men ikke nok til at overbevise myndigheder, at vulkanen, der en reel trussel mod de samfund, der omgiver vulkanen. Da Colombia ikke havde udstyr til at overvåge vulkanen, eller geologer dygtige i at bruge dette udstyr, kunne ekspertise kun komme fra andre lande. En videnskabelig kommission, og nogle journalister besøgte krater i slutningen af februar, og snart efter en rapport af den vulkanske aktivitet først dukkede op i avisen La Patria i begyndelsen af marts. I juli blev seismografer opnået fra flere lande til at overvåge jordskælv, der ville hjælpe med at planlægge flytning af stigende magma under vulkanen. Penge blev opnået fra Unified nationer for at hjælpe kortlægge de områder, der blev anset for at være i den største risiko. Den resulterende rapport og vulkanske farer kort blev afsluttet den 7. oktober, men kun ti eksemplarer blev uddelt. På baggrund af rapporten, erklærede National Bureau of Geologi og Mines (INGEOMINAS), at en moderat udbrud ville producere “… en 100 procent sandsynlighed for mudflows … med stor fare for Armero … Ambalema, og den nederste del af floden Chinchina. ” Men nogle embedsmænd afviste rapporten som “alt for alarmerende” og myndigheder har ikke lyst til at evakuere folk, indtil de var sikret nødvendighed. Løbende jordrystelser begyndte under vulkanen den 10. november. Det fik en gruppe af forskere at besøge krater den 12. november. Men de så intet, der tyder eminente fare, og at de ikke anbefaler en evakuering. De 23.000 mennesker, der ville dø den følgende dag ville understrege en tragisk fejl, der førte til den anden mest dødbringende udbrud af det tyvende århundrede.

Et undersøisk vulkanudbrud fandt sted i Stillehavet ved øen Hunga – Tonga i foråret og kunne ses fra Niuafouòu-øen. Vanddamp og askeskyer steg til 1 kilometers højde og lette pimpsten dev rundt på bølgerne i store dele af havet omkring øerne.

Hele området ligger på en subduktion – underskydning af Stillehavs – og Australienspladerne.(se pladetektonik i minileksikon). Der ligger henimod 40 vulkanske krateråbninger under vandet i hele regionen.

Niuafou`ou er en lille bevokset vulkanø i Stillehavet – ikke langt fra Fiji – Tonga og Samoa. Den er ca. 200 meter høj og kaldes også Tin – can fra den tid, da posten til øen blev afhentet i en tilloddet kiksdåse, som en svømmer trak i land efter sig. Øen er godt 20 kilometer i omkreds og har en lagune i midten. I lagunen er der varme kilder.

Hele dette vulkanologiske ø-system som Niuafou`en udgør toppen af en kæmpe stor undersøisk skjoldvulkan, hvoraf kun toppen rager op over havets overflade. Toppen består af den vandfyldte lagune – som igen og er en stor kraterindsynkning – en caldera – og jorden består af vulkanske aske og lavalag. Der sker både vulkanudbrud af den rolige slags – og så de mere eksplosive fra bunden af lagunesøen. Her bor folk faktisk inde i selve vulkanen, og i 1929 åbnede et ilspyende krater sig i midten af byen Angahas ved et køkken udenfor et hus og 20 meter fra et andet hus, der var beboet. Folk løb heldigvis væk med det samme. Husene blev begravet under 100 meter høje lag af lava og aske.

Kilde: Euroman

Kristoffer Dahy Ernst, 06. september 2013

En gigantisk vulkan er fundet i Stillehavet. Navnet er Tamu Massif, den ligger i den nordvestlige del af Stillehavet og er på størrelse med Polen.

Tamu Massif ligger ca. 1.600 km. øst for Japan og er med sin størrelse på omkring 300.000 kvadratkilometer den største vulkan på Jorden og en af de største vulkaner i vores solsystem.

Tamu Massifs top ligger ca. 2.000 meter under havets overflade, mens bunden af vulkanen starter ved omkring 6.400 meters dybde.

Det skriver National Geographic.

Det er geologiprofessoren William Sager fra Uniersity of Houston, Texas, der de seneste 20 år har forsket i marinegeologi i Stillehavet med særligt fokus på Tamu Massif. Hidtil har man troet, at den store vulkan var sammensat af flere forskellige, mindre strukturer, men i en nyudgivet artikel i Nature Geoscience redegør forskergruppen for deres opdagelse; at Tamu Massif er én gigantisk vulkan.

Bare rolig: Tamu Massif er inaktiv og der er dermed ikke fare for udbrud. Vulkanen har været inaktiv siden umiddelbart efter den blev dannet i enten den sene Juratid eller den tidlige Kridttid for omkring 145 millioner år siden.

Tamu Massif
Tamu Massif – 1600 kilometer øst for Japan fundet i Stillehavet. Verdens største vulkan under havet.

Navnet Tamu er fra Texas A & M University.
Størrelsen er som De Britiske Øer eller Polen. 310.000 kvadratmeter areal og 3.500 meter højt fra havbunden, men dykker 30 kilometer ned i havbunden. Det er den største vulkan på jorden man indtil nu har registreret på havbunden. Massive enorme mængder af basaltisk lava flød ud fra vulkanens centrale rørsystem og dannede brede skråninger som en skjoldvulkantype.
”Ordet Basalt (af latin basaltes) – en forvranskning af det græske ”basanos” ”prøvesten” efter det egyptiske landskab Bashan, tæt finkornet vulkansk lavabjergart og en af de mest almindelige bjergarter på jordens overflade. Den opbygger oceanernes bund og store plateaubasalter på kontinenterne, bl.a. Deccanplateauet i Indien(det største på jorden med et overfladeareal på 512.000 kvadratkilometer) og i Østgrønland. Basalt er hovedlavatypen i de vulkanske oceanøer, f.eks. Island og Hawaiiøerne. Basalt består af små krystaller – mineralerne calciumrig plagioglas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele.

Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Basaltlava er en basisk bjergart med 45 – 52 % SiO2(Kiselsyre) eller fattigt på Kiselsyre. Kisel eller Kiselsyre er en betegnelse for Siliciumdioxid. Man troede før, at SiO2 var en slags syre, men det er en metal-ilte”.

Vulkanvirksomhed er knyttet til spalter og revner (spredningszoner), hvor igennem lava strømmer op og breder sig ud over enorme landområder. Man kalder det også for plateaubasaltvulkanisme, da der er tale om vældige spalteudbrud ved kontinentalpladernes bevægelser fra hinanden. Dette ses tydeligt i Island, Grønland, Sydamerika, Indien og Afrika. Når kontinentalpladerne på havbunden eller landjorden knækker og åbner sig, dannes ofte denne form for vulkanvirksomhed.

Der kan åbne sig 20-30 kilometer lange sprækker, som i årevis kan udspy så meget lava, at der er tale om hen imod 1 million kvadratkilometer af 1500 meter tykke lavafloder – basaltplateauer.

Denne form for vulkanvirksomhed er ikke forekommet i ældre historisk tid, men i nyere tid oplevede man et på Island i 1783, hvor der strømmede så meget lava ud, at det kunne dække hele Sjælland for at sammenligne med en dansk målestok. Luften over hele Europa var fyldt med svovlgasser i flere år derefter og 1/5 af den islandske befolkning døde som følge af de efterfølgende sygdomme.

Ved sådanne enorme lavastrømme taler man om basaltprovinser som Ontong Java i Stillehavet – Deccan Trapps i Indien – Columbia River og flere andre steder på jorden. Det er de største vulkanskabte lavamarker på jorden rent arealmæssigt.

Det er oceanlandmålere, der har taget stenprøver op af havbunden ved dybdeboringer, som afslører vulkanen er teamlederen William Sager fra Texas A & M University.

”Tamu Massif” er en del af ”Shatsky Rise”, et dybt plateau af massive basaltiske lavaudbrud på bunden af Stillehavet. Et kæmpemæssigt bredt skjold – mega-vulkan- og dannet for ca. 144 millioner år siden. De sidste udbrud fandt sted for 1 – 2 millioner år siden og vi betragter vulkanen som uddød.

For 145 – 65 millioner år siden fandt der masser af udbrud sted på jorden – dvs. i Kridttiden – men er ikke observeret sidenhen, hvilket forskere nu undersøger til bunds.

Det største plateau af tilsvarende slags er ”Ontong Java” plateau nær ved Ækvator i midten af Stillehavet øst som Salomonøerne, der er på størrelse med Frankrig.

For ca. 120 millioner år siden dannedes dette enorme plateau på havbunden af lavaudbrud, nogle påstår måske efter nedfaldet af en meteor, der baldrede ind i jordskorpen og åbnede vejen for de enorme magmamængder. Andre er mere skeptiske og mener, det er interne processer inde i jorden, der har givet sig udslag i disse enorme vulkanudbrud. Sådanne udbrud kan vedvare i flere millioner år(nogle helt op til syv millioner års varighed har man beregnet).

Deccanplateauet, Deccan Traps, består overvejende af basalt. Lavaserierne, der i Western Ghats har den største mægtighed på op til 1700 m, hælder svagt, 1-2°, mod øst, hvor de aftager i tykkelse. Lavaserierne kan inddeles i tre hovedgrupper, adskilt af sedimenter, der hver svarer til stilstandsperioder i den vulkanske aktivitet. Lavaerne er hovedsagelig af tholeiitisk sammensætning, men i den nordvestlige del af området i den yngste gruppe forekommer en del alkalibasalt samt rhyolitiske lavaer og intrusioner. Plateaulavaerne har givetvis dækket et større areal, måske op til 1,5 mio. km2, hvoraf cirka halvdelen befinder sig på bunden af Det Arabiske Hav. Enkelte lavastrømme i Western Ghats, hvor også det største antal findes, har en tykkelse på 160 m og kan følges mere end 160 km, hvilket svarer til et volumen på over 3000 km3. Disse enorme lavaudstrømninger, hvis centre antages at have ligget umiddelbart vest for Mumbai og i Cambaybugten, fandt sted i Sen Kridt og Tidlig Tertiær for mellem 70 og 60 mio. år siden. Vulkanismen var knyttet til ekstrem hot spot-aktivitet, som førte til det indiske subkontinents adskillelse og vandring bort fra Seychellerblokken i Det Arabiske Hav. Denne hot spot-aktivitet med dens medfølgende luftforurening er blevet sat i forbindelse med den store masseuddøen af flere dyregrupper på overgangen Kridt-Tertiær, heriblandt dinosaurer.
Udforskningen fortsætter, og detaljerede undersøgelser har brug for at blive testet, så man kan få flere beviser på bordet.

Citat af Henning Andersen: ”I forskning er sikkerhed meget”.

Copyright: Henning Andersen

Den nyeste viden om vulkaner skal gøres mere tilgængelig for jordklodens befolkning med det henblik på udvikling af metoder og apparatur til at registrere processerne under vulkanerne. Det er vigtigt for at undersøge, om en vulkan vil gå i udbrud og hvornår den vil gøre det. Når dette er sagt, skal det siges, at det ikke specielt drejer sig om de største vulkanudbrud, som påvirker vores klima og kan udslette det meste af livet på jorden – de såkaldte Superudbrud – men også vulkaner, der er tæt beboede af mennesker.

Mange menneskers eksistens er afhængig af overvågning af de farligste vulkaner, som er et meget vanskeligt arbejde. Fejlvurderinger kan få uoverskuelige konsekvenser. Specelt Vesuv, hvor millionbyen Napoli kun ligger i få kilometers afstand fra denne eksplosive vulkan og de Flegreiske Marker et ligger vest for millionbyen, et område, hvor der for 35.000 år siden skete giganske vulkanudbrud, der udspyede omtrent 80 kubikkilometer vulkanske udbrudsprodukter og dannede et stort krater – Caldera – på ca. 12 kilometer i diameter. Vulkanen Pinatubo på Filippinerne udsendte i 1991 ca. 8 kubikkilometer materiale i forhold hertil. Siden har der været et mindre udbrud i de Flegreiske Markser i 1538, hvor en ny vulkan dannedes, men vulkanaktiviteten er kun sovende, og vi ved, at der i ca. 4 kilometers dybde under jordens overflade ligger et magmakammer med smeltede stenmasser, som kan danne udbrud i form af enten lavastrømme eller hede askelaviner.

I perioder har jordens overflade hævet og sænket sig, og i 1982 – 1984 hævede den sig 180 centimeter ved mange små jordrystelser, hvilket normalt er bevis på den glødende lavas bevægelser udner jordens overflade. Jordoverfladen sænkede sig igen, men der skete intet vulkanudbrud, og det konkluderes i dag, at de tilbagevendende hævninger og sænkninger af jordoverfladen skyldes opvarmning af underjordiske grundvandsreservoirer lige over magmakammeret, imellem jordeoverflade og den smeltede stenmasse i 4 kilometers dybde. Når vand bliver opvarmet, udvides det, og det hæver trykket i vandførende jordlag.

Magmaet eller den smeltede lava i dybet ligger og samler energi til et udbrud på et tidspunkt, og man frygter den dag, hvor jordoverfladen igen vil hæve sig, når smelten stiger opad fra dybet. Napoliområdets vulkaner er derfor nogle af de mest overvågede i hele verden, og man har evakueringsplanerne i skuffen, og de sættes igang, når varslerne om et vulkanudbrud kommer. Problemet er bare, at man er nødt til at vente med at sætte en evakuering igang indtil man er 110% sikker på, at der vil ske noget. Den totale kaos- og panikstemning vil dog også opstå, hvis man venter med at evakuere indtil det er for sent, og folk vil flygte i blinde. Det er meget nødvendigt, at en evakuering først sættes igang, når det er helt sikkert, at der vil ske noget, men også i så god tid, at evakueringen kan ske forholdsvis roligt og stille.

Fejlvurderinger har uoverskuelige konsekvenser. I 1976 evakuerede man over 76.000 mennesker fra vulkanen La Soufriere på den franske ø Guadeloupe, en af de små Antiller i Caribien.Vulkanen gav varsler fra sig, men der kom ingen eksplosion, hvilket fik enorme økonomiske konsekvanser. I over tre måneder var befolkningen indkvarteret andre steder. Det blev en lærestreg ved overvågningsvurdering af verdens vulkaner. Året i forvejen tiltog jordskælvsaktiviteten under vulkanen La Soufriere og fortsatte de næste måneder. Da vulkanen på en anden af øerne, Mt. Pelee på Martinique er af samme type som La Soufriere, frygtede man, at en tilsvarede katastrofe ville kunne ramme beboerne på Guadeloupe i 1976. I 1902 eksploderede Mt. Pelee på Martinique og dræbte over 29.000 indbyggere på få sekunder ved glødende askelaviner. Frankrigs præsident Giscard D`Estaing besøgte Guadeloupe og forlangte, at befolkningen skulle beskyttes. Flere vulkaneksperter, bl.a. den nu afdøde Haroun Tazieff fra Frankrig og Robert Brousse, konkluderede efter at have undersøgt vulkanen, at der ikke var tale om et ”rigtigt” vulkanudbrud. Det var ikke smeltet magma(lava), som pressedes op gennem krateret, men et såkaldt ”freatisk udbrud”, d.v.s. på græsk brønd, hvor gasserne, som fusede ud igennem vulkanens krater, kun var kogende grundvand.

Årsagen var, at grundvandet sivede ned i sprækker og revner i de varme bjergarter, som lå ovenover og omkring den smeltede magma i få kilometers dybde under vulkanen. Vandet begyndte at koge i samme øjeblik, hvor det mødte de hede bjergarter, og da vand udvider sig eksplosivt, når det omdannes til damp, var det hovedårsagen til de mange jordrystelser og eksplosioner i krateret. Tazieff og Brousse udtalte, at der ikke var tale om et ”rigtigt” udbrud, da der bl.a. ikke var svovl i de udstrømmende gasser, som hovedsageligt bestod af vanddampen. De forlod stedet, men jordrystelser og eksplosionerne i krateret fortsatte, og sten på 100 kilo blev slynget ud fra krateret, og man troede at nu kom magmaet(lavaen) nok snart ud. Der var dog stadigvæk ikke ændringer i de gasser, som kom ud af vulkanen. Ingen svovl eller anden tegn på magma i vulkanens kraterrør. Dette blev forklaret ved, at der nok kunne være lagt en slags låg ovenpå magmaet af de oven over liggende bjergarter, som nok forhindrede de opløste gasser i den underliggende magma i at undslippe.

Hvis magmaet blev ved at presse sig på, ville der sikkert komme en enorm eksplosion, og man ville ikke kunne nå at redde befolkningen på øen, tænkte man og Brousse blev nu tilkaldt, og han mente, at disse stadier lignede de hændelser, som skete på Mt. Pelee i 1902, der kostede over 29.000 mennesker livet. De 76.000 mennesker evakueredes, og de mange evakuerede øboere frygtede, at deres huse og sukkerrørsafgrøder skulle blive ødelagt. Jordrystelserne og dampeksplosionerne i vulkanen fortsatte uden noget udbrud. Ved undersøgelserne af udbrudsprodukterne viste det sig, at de bestod af pulveriserede bjerarter, ikke nydannet vulkansk materiale, og det betød igen, at magmaet ikke var brudt igennem eller lå parat til at eksplodere. Ikke destomindre observeredes nu lidt svage svovlforbindelser i gasserne, så ingen turde afvise, at et udbrud var nært forestående. Fra andre af områdets vulkaner vidste man, at årelange perioder med freatisk virksomhed i en vulkan var gået forud for et større vulkanudbrud.

Ikke destomindre skete der intet, og befolkningen vendte begejstret tilbage til deres hjem på Guadeloupe i december 1976. I Paris afholdte vulkanologerne diskussionsmøder, og man konkluderede, at det overvågningsudstyr eller apparatur man havde sat op på stedet, ikke var godt nok til at vise, om magmaet var på vej op igennem vulkanen. At et udbrud i La Soufriere udeblev, kunne også forklares ved, at magmaet i dybet fandt lettere veje ud i sprækker og revner nede i jordskorpen og tabte energi. Den freatiske aktivitet i la Sourfriere ophørte i 1977, et bevis på, at magmaet ikke længere havde kontakt med grundvandet.

Denne ydmygende fiasko overfor naturkræfterne blev ikke alene en lærestreg, men måske også årsagen til, at 25.000 mennesker mistede livet i Columbia i 1985, da vulkanen Nevado del Ruiz gik i udbrud, og myndighederne af frygt for at gentage fiaskoen, udskød den endelige beslutning om at evakuere befolkningen i byen Amero.
En mudderstrøm – en såkaldt lahar – bestående af smeltet sne og is blandes med aske og vulkanske udbrudsprodukter og oversvømmede en novemberaften byen Amero med de fleste af dens indbyggere, som druknede.

Ydmygelsen blev dog overvundet, da vulkanen Soufriere Hills i 1996 på naboøen Montserrat – 90 kilometer nord for Guadeloupe – gik i udbrud efter et tilsvarende ”freatisk forspil”, der meget lignede det, som skete på Guadeloupe i 1976. Her evakueredes indbyggerne også, bl.a. fordi nu havde man mere opdateret udstyrsapparatur, så man reddede 15.000 mennesker, inden hovedstaden Plymouth blev udslettet ved hede askelaviner og tykke lag af vulkanske udbrudsprodukter.

Tsunamikatastrofen i Sydøstasien viste os, at geologiske katastrofer på få minutter kan blive årsag til ødelæggelser og død for mennesker i udsatte områder. Det hele hænger sammen med de pladeforskydninger og bevægelser, som er gentagelse på gentagelse i hele jordens geologiske historie. Sant Andreasforkastningen i Californien, vulkaner som Mt. pelee og Vesuv overvåges konstant, men faktisk er der også tale om helt andre og uventeder steder på kloden, hvor den slags hændelser kan ske. Specielt vulkaner, der har været “inaktive” i århundreder – måske årtusinder – kan vågne til live igen med enorme kræfter, hvilket Vesuv i år 79 med den “klassiske Pompejikatastrofe” var så tydeligt et bevis på.

Vi ved meget nyt om vulkaner, men ikke nok. Det er dog nemmere at forudsige et udbrud i dag end at konkluderede hvornår det er forbi…