Mount Saint Helens og historien om den gamle mand og vulkanen.

Den 18. maj 1980 eksploderede vulkanen Saint Helens.

Gamle Harry Truman ville blive på sit bjerg.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid. Iøvrigt kom han ulykkeligt af dage, da han ville mægle imellem en indianer og en hvid tilflytter.

Fra Seattle kan man skimte to kæmpehøje snedækte majestætiske vulkankegler, Mount Rainer mod syd, og Mount Baker mod nord, begge aktive, men sovende vulkaner, der for mindre end 100 år siden har haft voldsomme udbrud. I starten af 1986 begyndte en række små jordskælv at ryste egnen omkring Mount Baker, ca. 100 kilometer fra Seattle. Amerikanerne var så småt begyndt at vente et udbrud, men ligeså brat holdt det op igen.

Millionbyen Seattle ligger i sikkerhed for lavastrømme, men er til gengæld udsat for askeregn. Cascadebjergenes vulkaner er som tidsinstillede bomber og alle et resultat af kontinentaslpladernes bevægelser. At de kan blive virksomme har vi talrige beviser for. De er en del af ”Ildringen”, den vulkanrække, der strækker sig rundt og langs med hele Stillehavskysten.

Cascadevulkanerne er for det meste stratovulkaner(d.v.s. lagdelte) de fleste opstået i tertiærtiden som skjoldvulkaner(d.v.s. med tyndtflydende basaltiske lavastrømme), men senere hen med mere tyktflydende og sure lavatyper.

På grund af risikoen for eksplosioner og udbrud i disse vulkaner oprettede U.S.A.`s regering permanente vulkanobservatorier bl.a. i Seattle og i Vancouver ved Oregon.

Gamle Harry og hans bjerg.

Den yngste af vulkanerne er Mount St. Helens, der eksploderede i maj 1980.
St. Helens var berømt i Amerika som Fujiyama i Japan. Man kaldte vulkanen Fujiyama, for bjerget lignede den japanske vulkan. Smuk og majestætisk i al sin vælde. Et næsten 3000 meter højt snedækt bjerg, beklædt med tætte nåleskove opad skråningerne og i omegnen.

På nordsiden ved vulkanens fod lå en af de yndigste skovsøer, man kunne tænke sig, Spirit-Lake(Åndssøen). Ifølge gamle indianske sagn holdt både gode og onde ånder til ved søen. Her ved Spirit Lake og Mount St. Helens boede den gamle Harry Trumann. Harrys hjem var hans slot, og ingen konge kunne ønske sig et skønnere sted at bo. Hans ”lodge” (skovhytte) lå her ved foden af den 3000 meter høje vulkan. Harry lejede værelser og skibe ud til de besøgende. Alt var såre godt. Det eneste problem i Harry Trumanns paradis var, at Mount St. Helens var en sovende vulkan, og den var ved at vågne til live igen efter mere end 120 års hvile.

I 1980 havde Harry Trumann boet ved foden af vulkanen i 54 år. Det var hans plads. Han købte den første lodge, som han byggede om og gjorde større. Her havde han boet med sine tre hustruer. Hans sidste hustru var død for kun 4 år siden. Han tilgav aldrig Gud for, at hun efter ca. 1 døgns sygdom var blevet taget fra ham. Alle Harrys ægteskaber var barnløse, men søskendebørn besøgte ham meget. Efter den sidste hustrus død trak Harry sig ind i sig selv. Han lejede ikke så meget mere værelser ud hverken til feriegæster eller campister. Han nøjedes med at holde skindet på næsen, som han sagde.

Flere gange var han blevet tilbudt op til en halv million dollars for at sælge lodgen, men det ville Harry slet ikke høre tale om. ”Hvor skulle jeg slå mig ned. Det vil tage livet af mig”, sagde han. I 1980 gik Harry i sit 84 – tyvende år.

Vulkanen vågner.

Den 20. marts 1980 skulle blive en skelsættende dag for ham. Klokken 15.45 om eftermiddagen rystede jorden for første gang i mange år. Harry kunne slet ikke forestille sig, at hans bjerg, som han talte til i ny og næ, og som han hævdede talte til ham engang imellem, skulle blive årsag til den kommende tids mere og mere hyppige jordrystelser.

Nu begyndte de besøgende at blive mere og mere væk fra Spirit-lake og egnen omkring St. Helens. Til gengæld kom nu geologer og vulkaneksperter til istedet. Harry trumann fik sig mange samtaler med dem. Han mente at være i sikkerhed i sit hjem ved søen. Skulle der komme lava ned ad bjerget ville en høj jordvold, der lå imellem vulkanens fod og lodgen beskytte ham. Kom der aske – og gasskyer, kunne han krybe ind i en lang tunnel i nærheden og opholde sig der til faren var drevet over, mente han.

Politi og militær udarbejdede en evakueringsplan, som blev offentliggjort i TV og presse. Kun rapportere og journalister fik lov til at besøge Harry i hans hjem for interwievs. På få dage var Harry Trumann en folkehelt i U.S.A. ”Jeg er den eneste heroppe i skoven ved bjerget”, sagde han. ”Jeg forlader ikke stedet her”.

Den 27. marts sprængte gasser et kraterhul i vulkanens top, hvorfra eksplosioner med mellemrum sendte askeskyer og sten højt til vejrs. Det nye krater var ca. 20 meter bredt. Mange steder var der opstået revner og sprækker på vulkanens skråninger. Sneen smeltede også på grund af den tiltagende varme i vulkanens undergrund.

Harry kunne ikke lide de mange jordrystelser. De bekymrede ham mere end selve vulkanen. ”En tidlig morgen blev jeg slynget ud af sengen kl. 5.00”, men med sine 16 huskatte og sin dejlige Lassiehund følte han sig tryg. Journalister tog billeder af ham, hvor han sad på verandaen med et whiskyglas i sin hånd. ”Harry var en mand, der elskede at være i centrum for opmærksomhed”, fortæller hans niece i en bog om sin onkel. ”Min onkel fortalte alle og enhver, at det kan godt være, at geologerne ved mere om, hvad der er indeni selve bjerget end jeg, men jeg kender bjerget bedre end dem. Jeg har boet her i over 50 år. Jeg taler med dette bjerg, og det taler til mig”, fortæller Shirley Rosen.

Endnu et krater åbnede sig i april på vulkanen, hvorfra gaseksplosioner sendte askeskyer til vejrs. Nu observerede vulkanologerne, at på nordsiden af bjerget svulmede en bule ud på selve bjergflanken. Den blev langsomt større og større. Et bevis på, at der samlede sig magma(glødende lava) indeni vulkanen på dette sted, men trykket var endnu ikke stærkt nok til en eksplosion.

Nu fik Harry Trumann besøg af journalister fra National Geographic Magazine. Han fortalte dem om de mange seneste døgns små jordrystelser og dyrenes uro. Han kaldte det et show. Til en forsamling på 40 rapportere fortalte han, at han var sikker på, at dette bjerg ikke ville gøre ham noget ondt.

En hel nation holdt i ånde.

Den 2. april skælvede jorden og bjerget med en styrke målt til næsten 5,0 på Richterskalaen. Lavaen pressede sig endnu højere op indeni vulkanen, og damp- og gaseksplosionerne blev stærkere. De næste par dage fulgte flere rystelser af nogenlunde samme styrke.

Nu begyndte Harry at få så meget post ind ad døren, at han dårligt nok kunne læse det altsammen. ”Det ender med, at jeg får så mange breve, så jeg bliver begravet i dynger af breve istedet for lava”, spøgte han. ”Jeg kunne ikke nå at læse det altsammen på et år”. Mange breve kom fra kvinder, der med spænding fulgte Harrys skæbne. En del af dem ville besøge ham, og en dame skrev: ”Jeg er en stærk kvinde. Dygtig til at ordne hus og hjem. Jeg kan blive dig en god kone”. Han svarede hende kort: ”Du bliver hvor du er”.

Mange skolebørn sendte Harry breve. Brevene kunne få ham til at græde. ”Disse breve kommer fra fremtidens amerikanere. Der er ikke et eneste eller bebrejdende eller dårligt brev imellem”, sluttede han. ”Skulle jeg dø imorgen, så har jeg fået alt, hvad jeg har haft lyst til”.

Nu fulgte en tid, hvor vulkanen blev mere rolig. Mindre jordrystelser mærkedes, og man begyndte at tale om, at bjerget nok faldt til ro igen. En avis skrev, at ”Ildbjerget”, som indianerne havde kaldt Mount St. Helens, sikkert ville falde i søvn igen.

Men i slutningen af april begyndte jordskælvene igen at blive hyppigere. Guvernør Dixy Lee Ray deklarerede, at den røde forbudte zone skulle udvides med 10 miles rundt om vulkanen. Fra den 7. maj begyndte stærkere eksplosioner at finde sted, mens jordskælvene tog til i styrke. Harry Trumann fik nu besøg flere gange om dagen af militær og politi, der skulle inspicere skovene.

Isen og sneen på vulkanens skråninger smeltede mere og mere. Vulkanologerne var sikre på, at det kun var et spørgsmål om tid, inden vulkanen ville eksplodere. Lørdag den 17. maj var Harry Trumann ved at vande sin græsplæne, da nogle forbipasserende i en patruljevogn hilste på ham. Det var sidste gang, man så ham i live.

Harry blev på sit bjerg.

Søndag morgen kl. 8.40 blev Harry Trumanns niece ringet op af sin søster: ”Skynd dig at åbne for nyhederne. Mount St. Helens er eksploderet for 10 minutter siden”. Shirley skyndte sig at åbne for fjernsynet.
Et jordskælv på 5,0(Ritcherskalaen), havde fået den bule af lava, der i længere tid havde hævet sig på bjergets nordflanke til at åbne sig. Resultatet var en enorm eksplosion og trykbølge, som i form af hede og gasrige askelaviner væltede sig nedover bjergsiderne. Selve eksplosionen udløste en energi af en 10 megaton atombombe, og braget kunnet høres 350 kilometer væk.

3 kubikkilometer af bjerget blev forvandlet til aske og slagger og ført 20 kilometer op i luften og drev med vindretningen østpå. I store dele af statem Washington – Idaho og Montana faldt flere centimetre tykke askelag. Sneen og isen på vulkanskråningerne, der var delvis smeltet blandede sig med asken og i form af store dybe mudderfloder og strømme opslugte det alt, hvad der lå i vejen af huse, biler, broer – og gjorde det hele til ukendelighed. ”Spiritsøen”, hvor Harry Trumanns hjem havde ligget – blev på sekunder forvandlet til en dampende mudderpøl.

Det var ikke lavastrømme, men aske, dynd og gasser, der forårsagede katastrofen. Over 70 mennesker blev meldt savnet efter eksplosionen. Nogle fandt man seneres forkullede og forbrændte til ukendelighed i deres biler og flere steder i nærheden af vulkanen.

Harry Trumann eller hans lodge har man aldrig fundet rester af. En uges tid efter katastrofen blev han officielt erklæret for omkommet. Den 14. juni afholdtes en mindegudstjeneste i Longwiev, hvor man rejste en sten med inskriptionen:

”HARRY TRUMANN

FØDT OKTOBER 20. 1896.

DØD MAJ 18. 1980.

EN MAND MED STOR TAPPERHED SOM IKKE KUNNE FORLADE SIT BJERG

Præsten sagde bl.a. ”Måske Harry ikke forstod Gud, hvilket måske ikke gjorde Gud så vred. Men måske Gud heller ikke forstod Harry. Harry var en mand, der kendte naturen. Han modarbejdede ikke naturen. Han respekterede den. Han var en skabning af den cyklus eller periode, som kun naturen kan blive. Hvorend Harry er nu, og hvis han kan se, hvad der foregår her nu, vil han sige: ”Begynd nu ikke at græde over mig. Jeg fik, hvad jeg ønskede. Gå og ha en god tid. Han døde med støvlerne på. Så ingen tårer for Harry Trumann.

MÅ HANS SJÆL LEVE VIDERE”

”Men jeg tror jeg kan se et smil på hans ansigt for han levede og døde på hans specielle plads, og alt han ville spørge Gud om for hans skyld er en plads i evigheden som Spirit – søen ved Mt. St. Helens”

”Harry Trumann 1896 – 1980”.

”Det er så afgjort en misforståelse. Nogle gør det meget svært for mig og loven og mange andre. Jeg har ingen interesse i at forlade stedet her. Jeg har ikke haft stærke grunde til det, og alle ved det. Nordsiden har ladet mig alene totalt. Jeg er her på nordøstsiden. Der er ingen sten, ingen aske, ingenting på min side. Jeg havde nogle, der spurgte mig, hvorfor jeg blev, hvad jeg gjorde heroppe. Dette er mit liv. Spirit – søen og Mount St. Helens – mit liv, venner. Jeg har levet her for 50 år – det er en del af mig. Dette bjerg og denne sø er del af Harry trumann, og det er en del af det”…

17. maj 1980.

Vulkanen Mt. St. Helens er aktiv som altid, men er nu faldet mere til ro. I 1982 deklarerede U.S.A.`s daværende præsident Reagan, at et 110.000 agre stort område udenom vulkanen skulle fredes som ”Mt. St. Helens National Vulkanpark”.

Copyright: Henning Andersen

2666_full




Mount Pelee

Mount Pelee på øen Martinique er en 1397 meter høj vulkan, som blev berømt i 1902 for “den såkaldte Nuee Ardente” eller “Glødende sky”, en pyroklastisk overhed brændende damp – og askesky, som på få minutter dræbte 29.000 af hovedstaden Saint Pierres indbyggere og udslettede byen. En lavadome eller – lavaprop – blev presset op igennem vulkanens flaskehals – krateråbning – 350 meter i vejret – nærmest som et spidst tårn. Der var udbrdu igen i 1929 – 1932.




Mt. Pelee – en moderne Pompeji – historie.

I 1902 var dette den mest efterspurgte skillingevise i Danmark og gik på melodien: ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne”…

Man sang og nynnede den, når man malkede køer, vaskede op eller passede børn herhjemme…

Den yndige ø Martiniqe ligger øde…
Den ramtes af ulykkens hærgende ånd…
Nu huser den sorg over alle de døde…
Som pludselig sank for dens grusomme hånd…

En fredelig aften gled hen over landet…
Man ønsked hinanden godnat, glad i sind…
Og natten sig lejred, men underlig blandet…
med ukendte lyde, og sorgen brød ind…

Det buldred i bjerget, med aske det regned…
man søgte fra huset og ud i det fri…
Da meldte sig ildregn, og og kinderne blegned…
Man aned, man skimted ej faren heri…

Og pludselig sænked sig glødende strømme…
Med giftsvangre dunst over land, over by…
Den nat, blev ej til at slumre og drømme…
dog det var for silde, for silde at fly…

Den glødende lava indhented alle…
De brændte i fart, mange blev straks til kul…
Den moder med barnet i favn måtte kalde…
I jorden sig åbned et glødende hul…

Og havet af lavaen brøled i hede…
det styrted mod landet og kogte enhver…
på marken i tøjrene fløde…
snart lå de dog alle forkullede der…

Af fartøjer femten blev alle nedbrændte…
Besætningen svined, forbrændt sank de ned…
Slig ulykke sjælden i verden man kendte…
man læser og bæver og gyser derved…

Det danske skib ”Valkyrien” lå i farvandet ved Martinique og kaptajn H.P. Holm reddede henimod 2000 mennesker, fra de delvis ødelagte landsbyer omkring vulkanen Mt. Pelee ved at sejle ind ved kysterne.

“Menneskene i byen St. Pierre, på øen Martinique i Vest Indien, havde
i mere end 200 år levet i skyggen af en vulkan, og den havde aldrig
skadet dem. Rigtignok kom der røg og lidt støv op af vulkanen både
i 1792 og i 1851, men den gjorde ellers ingen skade overhovedet, så
i 1902 var alt glemt igen. Der var ingenting som tydede på, at de
30.000 innbyggere havde noget at frygte.

Vulkanen, som var ca. 1500 meter høj, havde navnet Mount Pelèe,
hvilket betyder “det skallede bjerg”. Den 8. maj 1902, kl. 7:52
lokal tid skete det, som ingen troede på kunne ske. Eller kunne det?
Dette var ikke et pludseligt vulkanudbrud. Allerede i februar måned
kunne man mærke lugten af gas fra vulkanen, selv om denne dog
hurtig forsvandt igen. Den 2. april kunne dampsøjler ses højt oppe
på bjerget. Den 23. april faldt der aske ned over byen, og man
kunne mærke små jordskælv i løbet af dagen. Ikke at de var stærke
men dog nok til, at billeder faldt ned fra væggene i husene.

To dage senere kom der askeskyer op af vulkanens krater blandet med
småsten. Tilsvarende udbrud fandt sted dagen efter og dækkede en del
af landskabet med et gråhvidt pulver. Myndighederne så imidlertid
ikke nogen grund til at foretage sig noget. Der var tilmed nogle af
de mest skrappe i byen, som klatrede op på bjerget for at se på,
hvad det var, der foregik deroppe. De fandt en 200 meter bred
kogende indsø i krateret, og en søjle af varmt vand, som blev pumpet
op nede fra. De sidste dage i april måned fortsatte vulkanen at
udspy aske og udbrudene blev heftigere.

Hustruen til den amerikanske konsul skrev til sin søster i
Massachusets: “Vi kan se Mt. Pelèe herfra, og selv om den er næsten
7 km borte, kan vi høre hvordan det rumler. Byen er dækket af aske.
Lugten af svovl er så stærk, at hestene i gaderne stopper op og
nyser. Mange af byens indbyggere har våde klude foran ansigtet for
at beskytte sig imod den stærke svovllugt. Min mand forsikrer mig
om, at der ikke er nogen umiddelbar fare”.

Avisen på St. Pierre ofrede kun en lille notits om vulkanen. Et
politisk valg var fastsat til den 11. maj, og det synes som om den
konservative redaktør ville forsikre sig om, at de konservative
vælgere skulle blive i byen til de fik afgivet deres stemmer. Uanset
hvad årsagen end var, blev der den 2. maj trykt en artikel i
forbindelse med en picnic, som skulle afholdes på bjerget: “Vi
minder vore læsere om udflugten med Gymnastik og Skytteklubben den
førstkommende søndag, 4. maj. Hvis vejret er fint, vil deltagerne
kunne opleve en dag de sent vil glemme”.

Den 2. maj var askelagets tykkelse flere cm i de områder, som var
nærmest vulkanen. Enkelte landeveje var blokeret af aske og
nedfaldende grene, og fuglene døde. Kort før midnat den dag kom der
en serie eksplosioner, som vækkede hele byens befolkning. Da folk
løb ud på gaderne, kunne de se en stor sort sky over vulkanen,
mørkere end natten, fyldt af lysende zikzak-lyn Den næste dag syntes
det som avisen tog mere notis af hvad der skete. Avisen klagede
over, at askeregnenen aldrig syntes at ville aftage. “Klokken halv
ti er solen næsten borte, og lyden af trafikken bliver væk i den
fine askeregn. Aske blæser fra tagene og ind i husene der, hvor
vinduerne står åbne”.

I samme udgave blev det annonceret at “udflugten i morgen er aflyst,
da krateret er fuldstændig utilgængeligt”. Mens vulkanen fortsatte
med at buldre, faldt der kaskader af regn rundt om krateret oppe på
bjerget, og flere flodlejer blev fyldte og begyndte at strømme ned
over bjergskråningerne. Store træer blev ført med af vandmasserne og
ud i havet neden for bjerget sammen med døde, gasforgiftede husdyr
og fugle.

Domkirken var fyldt dag og nat af mennesker, som ville bekende deres
synder. Det var imidlertid kun ganske få, som forlod byen. Ca. 2000
mennesker tog tilflugt i Fort-de-France, hovedstaden ca. 15 km
længere derfra. Samtidig flygtede en ligeså stor menneskemængde ind
til St. Pierre fra de omkringliggende landområder, så
indbyggertallet steg til ca. 30.000.

En kvinde sendte et brev til sine slægtninge i Frankrig dateret 4.
maj: “Det største problem er støvet, det er overalt, selv om døre og
vinduer holdes lukkede. Vi er alle rolige. Hvis døden venter os vil
vi i hvert fald ikke være alene om at forlade denne verden. Bliver
det som følge af brand eller kvælning af giftige gasser? Det bliver
hvad Gud vil”.

Selv om mange af indbyggerne nær vulkanen var rolige, var dyrene det
ikke. Ifølge avisen var dyrene rastløse, og havde svært ved at få
luft. På en sukkerplantage uden for byen ved foden af bjerget,
oplevede de en mareridtagtig invasion af myrer og 25cm store
tusindben. Skrækslagne heste vrinskede højt, da myrer og tusindben
klatrede over fødderne på dem, mens arbejderne oversprøjtede hestene
med vand alt det de kunne for at holde insekterne væk. Andre
arbejdere tømte oliefade ud for at hindre insektinvasionen. Selv om
mange mennesker blev bidt, var der dog ingen, som døde.

I et andet område blev man udsat for en mere dødelig invasion:
Horder af giftslanger dukkede pludselig op i gaderne. Enkelte var
over en meter lange, og et bid af dem førte til døden. På deres vej
dræbte de både kyllinger, grise, heste og hunde og angreb mænd og
kvinder, som ikke flygtede hurtigt nok. Mange børn blev dræbt, og
militæret blev hidkaldt for at knuse invasionen. Riffelskud rungede
gennem gaderne i over en time, og flere hundrede slanger blev dræbt.
Alligevel døde mere end 50 mennesker og over 200 dyr af slangernes
bid.

Dette var den 5. maj, tre dage før udbruddets klimaks. Nu var den
kogende sø oppe i krateret i vulkanens top blevet så stor, at den
brød igennem muren af askelag på kraterkanten, som omkransede den,
og kaskader af kogende vand væltede ned over vulkanflanken mod havet
næsten 7 km borte og 1000 meter længere nede. Vandet kom med en
frygtelig hastighed, og uvidede sig hurtigt til et mudderskred 500
meter bredt og 30 meter dybt. Det tog alt med sig, som kom i vejen,
også sukkerplantagen, som tidligere blev nævnt. Der er ingen
optegnelser over, hvor mange som befandt sig på plantagen. Mange var
gået hjem efter kampen mod insekterne, men det antages, at ca. 30
var tilbage. Alle omkom og blev begravet i mudder, som dækkede hele
området, så kun plantagens højeste skorsten stak op af det varme
mudder.

Samme dag modtog guvernøren på Martinique en rapport fra den
kommité, han havde nedsat for at undersøge faren for et eventuelt
større udbrud fra vulkanen. Komitéen bestod af loyale og
samfundsbevidste indbyggere i St. Pierre. En af dem var en
respekteret professor i naturvidenskab ved højskolen i St. Pierre.
De rapporterede, at “der er intet i Pelees aktiviteter, der
indikerer, at det er nødvendigt at evakuere St. Pierre. Kraternes
åbninger og dalenes beliggenhed retfærdiggør den konklusion, at St.
Pierres sikkerhed er fuldstændig garanteret”. Efter at have modtaget
denne rapport, forberedte guvernøren og hans kone sig selv på at
drage til St. Pierre for derved at overbevise befolkningen om, at
der ikke var nogen grund til bekymring.

Den 6. maj tiltog udbruddene i styrke. Mt. Pelèes tordenlignende
udbrud kunne nu høres så langt borte som på Guadeloupe, en anden ø
over 150 km længere nordpå. I de omkringliggende skove blev bladene
på træerne brune og faldt af, og på sukker- og kokosnøddeplantagerne
bøjede træer og buske sig på grund af det tykke askelag. Ved
femtiden om eftermiddagen blev telegraflinjen til øerne syd for
Martinique pludselig brudt. Undersøiske skred og bevægelser på
havbunden havde ødelagt kablerne. Nu var der kun ét kabel igen, som
forbandt Martinique med omverdenen.

Den 7. maj blev St. Pierres indbyggere vækket af Mt. Pelèe klokken 4
om morgenen. Da dagslyset kom, så det ud til, at hele Caribien var
indhyllet i askeskyer, og havoverfladen var dækket af døde træer,
dyr og fugle. Omkring et dusin skibe lå for anker i havnen med
forventning om at kunne tage sukker og rom ombord. Kaptajnerne på
skibene, dog med undtagelse af én, så ikke ud til at være særlig
optaget af vulkanudbruddet. Kaptajnen på en italiensk bark, hvis
hjemstavn var Napoli vidste kun lidt om vulkaner, og ikke stort om
Vesuv heller. Om morgenen sagde han, at han ville forlade St.
Pierre. Han brød sig ikke om, at han bare havde lastet halvdelen af
den last han skulle afhente. Havnemyndighederne forbød ham at sejle derind
og truede med arrest, men han ignorerede dem, idet han sagde:
“Jeg ved ingenting om Mt. Pelèe, men hvis Vesuv havde set ud som vulkanen her nu ser ud denne morgen, så havde jeg forladt Napoli
også”. Hans skib var langt ude på havet, da Mt. Pelèe eksploderede
dagen efter.

Om eftermiddagen den 7. maj fik man nyheden om, at vulkanen
Soufrière på St. Vincent 140 km længere sydpå havde haft et voldsomt
udbrud. Selvom de ikke kendte til antallet af døde der – over 2000
var blevet dræbt – så førte det til en opløftet stemning i St.
Pierre. Man antog, at der var en undervandsforbindelse mellem
Soufrière og Mt. Pelèe, og at udbruddet på St. Vincent på en eller
anden måde havde lettet presset under deres egen vulkan, Mt. Pelèe.
Den sidste udgave af lokalavisen, dateret den 7. maj, havde afsat
meget spalteplads til vulkanudbruddet, selvom den største overskrift
på forsiden stadig gjaldt valget den 11. maj.

Nu var der imidlertid flere, som så hvad der var ved at ske. Den
amerikanske konsul skrev et ekstraordinært brev om situationen. I
stedet for at sende det gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler,
adresserede han det direkte til USAs præsident, Theodore Roosevelt.
Det, som bekymrede konsulen mest, var udtalelserne i lokalavisen, og
forsikringerne fra de lokale politikere – at man ikke havde noget at frygte fra vulkanen. Han gav udtryk for, at dette var det værste
slag af politisk manipulering, beregnet på at berolige befolkningen
så de blev for at deltage i valget den 11. for enhver pris. Ikke at
deltage i valget ville være utænkeligt, skrev han. Situationen er
et mareridt, hvor ingen synes at være istand til eller villig til
at se sandheden i øjnene.

Omkring 7.50 om morgenen den 8. maj eksploderede Mt. Pelèe. En
superophedet sky af gas bevægede sig fra krateret og nedover
vulkanflanken med en fart på over 150 km/t, og ramte byen i løbet af
to minutter med fuld styrke. De tykke vægge i selv de største
bygninger blev blæst omkuld. Skyen satte hele byen i brand, og på
kajer og i varehuse eksploderede tusindevis af tønder rom, som igen
flød ud i gaderne og satte ild til alt, som kom i vejen. Af de
30.000 mennesker, som befandt sig i byen den morgen, var der kun to
mænd, som overlevede.

Der var også andre overlevende. Ikke i selve St. Pièrre, men på
skibene i havnen. Antallet af skibe var flere end før, og der lå nu
18 skibe for anker. Da den ophedede gassky traf skibene, satte den
16 af dem i brand. Mænd, kvinder og børn døde hurtigt, og kun et
lille antal på skibene overlevede.

En af følgerne af dette vulkanudbrud blev, at det fik større
opmærksomhed fra videnskabens side. Man begyndte nu at interessere sig i endnu større grad for vulkaner, og vulkanologene begyndte at
dukke op. Senere er man kommet væsentligt længere frem i at kunne
forudse, hvad der vil komme til at ske. Det, man imidlertid ikke
helt har klaret, er at få mennesker til at forstå, hvornår det er på
tide at evakuere. Mange gange har man måttet bruge både politi og
militær for at tvangsevakuere genstridige indbyggere.

En anden følge af vulkanudbruddet på Martinique, var at
Panama-kanalen blev bygget gennem Panama, og ikke gennem Nicaragua,
som flertallet havde ønsket. Man blev pludselig opmærksom på, at i
Nicaragua lå der hele 12 vulkaner i nærheden af den ellers planlagte
kanal.

Copyright: Henning Andersen

2894_full

Det danske skib ”Valkyrien” lå i farvandet, og kaptajn H.P. Holm reddede henimod 2000 mennesker, fra de delvis ødelagte landsbyer omkring vulkanen Mt. Pelee.

I 1902 den mest efterspurgte skillingevise i Danmark på melodien: ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne”…

Man sang og nynnede den, når man malkede køer, vaskede op eller passede børn herhjemme…

Den yndige ø Martiniqe ligger øde…
Den ramtes af ulykkens hærgende ånd…
Nu huser den sorg over alle de døde…
Som pludselig sank for dens grusomme hånd…

Det danske skib ”Valkyrien” lå i farvandet ved Martinique og kaptajn H.P. Holm reddede henimod 2000 mennesker, fra de delvis ødelagte landsbyer omkring vulkanen Mt. Pelee ved at sejle ind ved kysterne.

I 1902 var dette den mest efterspurgte skillingevise i Danmark og gik på melodien: ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne”…

Man sang og nynnede den, når man malkede køer, vaskede op eller passede børn herhjemme…

Den yndige ø Martiniqe ligger øde…
Den ramtes af ulykkens hærgende ånd…
Nu huser den sorg over alle de døde…
Som pludselig sank for dens grusomme hånd…

En fredelig aften gled hen over landet…
Man ønsked hinanden godnat, glad i sind…
Og natten sig lejred, men underlig blandet…
med ukendte lyde, og sorgen brød ind…

Det buldred i bjerget, med akse det regned…
man søgte fra huset og ud i det fri…
Da meldte sig ildregn, og og kinderne blegned…
Man aned, man skimted ej faren heri…

Og pludselig sænked sig glødende strømme…
Med giftsvangre dunst over land, over by…
Den nat, blev ej til at slumre og drømme…
dog det var for silde, for silde at fly…

Den glødende lava indhented alle…
De brændte i fart, mange blev straks til kul…
Den moder med barnet i favn måtte kalde…
I jorden sig åbned et glødende hul…

Og havet af lavaen brøled i hede…
det styrted mod landet og kogte enhver…
på marken i tøjrene fløde…
snart lå de dog alle forkullede der…

Af fartøjer femten blev alle nedbrændte…
Besætningen svined, forbrændt sank de ned…
Slig ulykke sjælden i verden man kendte…
man læser og bæver og gyser derved…

“Mt. Pelee – en nyere Pompejihistorie – for lidt over 100 år siden i Caribien”.

Menneskene i byen St. Pierre, på øen Martinique i Vest Indien, havde i mere end 200 år levet i skyggen af en vulkan, og den havde aldrig skadet dem. Rigtignok kom der røg og lidt støv op af vulkanen både i 1792 og i 1851, men den gjorde ellers ingen skade overhovedet, så i 1902 var alt glemt igen. Der var ingenting som tydede på, at de 30.000 innbyggere havde noget at frygte.

Vulkanen, som var ca. 1500 meter høj, havde navnet Mount Pelèe, hvilket betyder “det skallede bjerg”. Den 8. maj 1902, kl. 7:52 lokal tid skete det, som ingen troede på kunne ske. Eller kunne det? Dette var ikke et pludseligt vulkanudbrud. Allerede i februar måned kunne man mærke lugten af gas fra vulkanen, selv om denne dog hurtig forsvandt igen. Den 2. april kunne dampsøjler ses højt oppe på bjerget. Den 23. april faldt der aske ned over byen, og man kunne mærke små jordskælv i løbet af dagen. Ikke at de var stærke men dog nok til, at billeder faldt ned fra væggene i husene.

To dage senere kom der askeskyer op af vulkanens krater blandet med småsten. Tilsvarende udbrud fandt sted dagen efter og dækkede en del af landskabet med et gråhvidt pulver. Myndighederne så imidlertid ikke nogen grund til at foretage sig noget. Der var tilmed nogle af de mest skrappe i byen, som klatrede op på bjerget for at se på, hvad det var, der foregik deroppe. De fandt en 200 meter bred kogende indsø i krateret, og en søjle af varmt vand, som blev pumpet op nede fra. De sidste dage i april måned fortsatte vulkanen at udspy aske og udbrudene blev heftigere.

Hustruen til den amerikanske konsul skrev til sin søster i Massachusets: “Vi kan se Mt. Pelèe herfra, og selv om den er næsten 7 km borte, kan vi høre hvordan det rumler. Byen er dækket af aske. Lugten af svovl er så stærk, at hestene i gaderne stopper op og nyser. Mange af byens indbyggere har våde klude foran ansigtet for at beskytte sig imod den stærke svovllugt. Min mand forsikrer mig om, at der ikke er nogen umiddelbar fare”.

Avisen på St. Pierre ofrede kun en lille notits om vulkanen. Et politisk valg var fastsat til den 11. maj, og det synes som om den konservative redaktør ville forsikre sig om, at de konservative vælgere skulle blive i byen til de fik afgivet deres stemmer. Uanset hvad årsagen end var, blev der den 2. maj trykt en artikel i forbindelse med en picnic, som skulle afholdes på bjerget: “Vi minder vore læsere om udflugten med Gymnastik og Skytteklubben den førstkommende søndag, 4. maj. Hvis vejret er fint, vil deltagerne kunne opleve en dag de sent vil glemme”.

Den 2. maj var askelagets tykkelse flere cm i de områder, som var nærmest vulkanen. Enkelte landeveje var blokeret af aske og nedfaldende grene, og fuglene døde. Kort før midnat den dag kom der en serie eksplosioner, som vækkede hele byens befolkning. Da folk løb ud på gaderne, kunne de se en stor sort sky over vulkanen, mørkere end natten, fyldt af lysende zikzak-lyn Den næste dag syntes det som avisen tog mere notis af hvad der skete. Avisen klagede over, at askeregnenen aldrig syntes at ville aftage. “Klokken halv ti er solen næsten borte, og lyden af trafikken bliver væk i den fine askeregn. Aske blæser fra tagene og ind i husene der, hvor vinduerne står åbne”.

I samme udgave blev det annonceret at “udflugten i morgen er aflyst, da krateret er fuldstændig utilgængeligt”. Mens vulkanen fortsatte med at buldre, faldt der kaskader af regn rundt om krateret oppe på bjerget, og flere flodlejer blev fyldte og begyndte at strømme ned over bjergskråningerne. Store træer blev ført med af vandmasserne og ud i havet neden for bjerget sammen med døde, gasforgiftede husdyr og fugle.

Domkirken var fyldt dag og nat af mennesker, som ville bekende deres synder. Det var imidlertid kun ganske få, som forlod byen. Ca. 2000 mennesker tog tilflugt i Fort-de-France, hovedstaden ca. 15 km længere derfra. Samtidig flygtede en ligeså stor menneskemængde ind til St. Pierre fra de omkringliggende landområder, så indbyggertallet steg til ca. 30.000.

En kvinde sendte et brev til sine slægtninge i Frankrig dateret 4. maj: “Det største problem er støvet, det er overalt, selv om døre og vinduer holdes lukkede. Vi er alle rolige. Hvis døden venter os vil vi i hvert fald ikke være alene om at forlade denne verden. Bliver det som følge af brand eller kvælning af giftige gasser? Det bliver hvad Gud vil”.

Selv om mange af indbyggerne nær vulkanen var rolige, var dyrene det ikke. Ifølge avisen var dyrene rastløse, og havde svært ved at få luft. På en sukkerplantage uden for byen ved foden af bjerget, oplevede de en mareridtagtig invasion af myrer og 25cm store tusindben. Skrækslagne heste vrinskede højt, da myrer og tusindben klatrede over fødderne på dem, mens arbejderne oversprøjtede hestene med vand alt det de kunne for at holde insekterne væk. Andre arbejdere tømte oliefade ud for at hindre insektinvasionen. Selv om mange mennesker blev bidt, var der dog ingen, som døde.

I et andet område blev man udsat for en mere dødelig invasion: Horder af giftslanger dukkede pludselig op i gaderne. Enkelte var over en meter lange, og et bid af dem førte til døden. På deres vej dræbte de både kyllinger, grise, heste og hunde og angreb mænd og kvinder, som ikke flygtede hurtigt nok. Mange børn blev dræbt, og militæret blev hidkaldt for at knuse invasionen. Riffelskud rungede gennem gaderne i over en time, og flere hundrede slanger blev dræbt. Alligevel døde mere end 50 mennesker og over 200 dyr af slangernes bid.

Dette var den 5. maj, tre dage før udbruddets klimaks. Nu var den kogende sø oppe i krateret i vulkanens top blevet så stor, at den brød igennem muren af askelag på kraterkanten, som omkransede den, og kaskader af kogende vand væltede ned over vulkanflanken mod havet næsten 7 km borte og 1000 meter længere nede. Vandet kom med en frygtelig hastighed, og uvidede sig hurtigt til et mudderskred 500 meter bredt og 30 meter dybt. Det tog alt med sig, som kom i vejen, også sukkerplantagen, som tidligere blev nævnt. Der er ingen optegnelser over, hvor mange som befandt sig på plantagen. Mange var gået hjem efter kampen mod insekterne, men det antages, at ca. 30 var tilbage. Alle omkom og blev begravet i mudder, som dækkede hele området, så kun plantagens højeste skorsten stak op af det varme mudder.

Samme dag modtog guvernøren på Martinique en rapport fra den kommité, han havde nedsat for at undersøge faren for et eventuelt større udbrud fra vulkanen. Komitéen bestod af loyale og samfundsbevidste indbyggere i St. Pierre. En af dem var en respekteret professor i naturvidenskab ved højskolen i St. Pierre. De rapporterede, at “der er intet i Pelees aktiviteter, der indikerer, at det er nødvendigt at evakuere St. Pierre. Kraternes åbninger og dalenes beliggenhed retfærdiggør den konklusion, at St. Pierres sikkerhed er fuldstændig garanteret”. Efter at have modtaget denne rapport, forberedte guvernøren og hans kone sig selv på at drage til St. Pierre for derved at overbevise befolkningen om, at der ikke var nogen grund til bekymring.

Den 6. maj tiltog udbruddene i styrke. Mt. Pelèes tordenlignende udbrud kunne nu høres så langt borte som på Guadeloupe, en anden ø over 150 km længere nordpå. I de omkringliggende skove blev bladene på træerne brune og faldt af, og på sukker- og kokosnøddeplantagerne bøjede træer og buske sig på grund af det tykke askelag. Ved femtiden om eftermiddagen blev telegraflinjen til øerne syd for Martinique pludselig brudt. Undersøiske skred og bevægelser på havbunden havde ødelagt kablerne. Nu var der kun ét kabel igen, som forbandt Martinique med omverdenen.

Den 7. maj blev St. Pierres indbyggere vækket af Mt. Pelèe klokken 4 om morgenen. Da dagslyset kom, så det ud til, at hele Caribien var indhyllet i askeskyer, og havoverfladen var dækket af døde træer, dyr og fugle. Omkring et dusin skibe lå for anker i havnen med forventning om at kunne tage sukker og rom ombord. Kaptajnerne på skibene, dog med undtagelse af én, så ikke ud til at være særlig optaget af vulkanudbruddet. Kaptajnen på en italiensk bark, hvis hjemstavn var Napoli vidste kun lidt om vulkaner, og ikke stort om Vesuv heller. Om morgenen sagde han, at han ville forlade St. Pierre. Han brød sig ikke om, at han bare havde lastet halvdelen af den last han skulle afhente. Havnemyndighederne forbød ham at sejle derind og truede med arrest, men han ignorerede dem, idet han sagde: “Jeg ved ingenting om Mt. Pelèe, men hvis Vesuv havde set ud som vulkanen her nu ser ud denne morgen, så havde jeg forladt Napoli også”. Hans skib var langt ude på havet, da Mt. Pelèe eksploderede dagen efter.

Om eftermiddagen den 7. maj fik man nyheden om, at vulkanen Soufrière på St. Vincent 140 km længere sydpå havde haft et voldsomt udbrud. Selvom de ikke kendte til antallet af døde der – over 2000 var blevet dræbt – så førte det til en opløftet stemning i St. Pierre. Man antog, at der var en undervandsforbindelse mellem Soufrière og Mt. Pelèe, og at udbruddet på St. Vincent på en eller anden måde havde lettet presset under deres egen vulkan, Mt. Pelèe. Den sidste udgave af lokalavisen, dateret den 7. maj, havde afsat meget spalteplads til vulkanudbruddet, selvom den største overskrift på forsiden stadig gjaldt valget den 11. maj.

Nu var der imidlertid flere, som så hvad der var ved at ske. Den amerikanske konsul skrev et ekstraordinært brev om situationen. I stedet for at sende det gennem de sædvanlige diplomatiske kanaleradresserede han det direkte til USAs præsident, Theodore Roosevelt. Det, som bekymrede konsulen mest, var udtalelserne i lokalavisen, og forsikringerne fra de lokale politikere – at man ikke havde noget at frygte fra vulkanen. Han gav udtryk for, at dette var det værste slag af politisk manipulering, beregnet på at berolige befolkningen så de blev for at deltage i valget den 11. for enhver pris. Ikke at deltage i valget ville være utænkeligt, skrev han. Situationen er et mareridt, hvor ingen synes at være istand til eller villig til at se sandheden i øjnene.

Omkring 7.50 om morgenen den 8. maj eksploderede Mt. Pelèe. En superophedet sky af gas bevægede sig fra krateret og nedover vulkanflanken med en fart på over 150 km/t, og ramte byen i løbet af to minutter med fuld styrke. De tykke vægge i selv de største bygninger blev blæst omkuld. Skyen satte hele byen i brand, og på kajer og i varehuse eksploderede tusindevis af tønder rom, som igen flød ud i gaderne og satte ild til alt, som kom i vejen. Af de 30.000 mennesker, som befandt sig i byen den morgen, var der kun to mænd, som overlevede.

Der var også andre overlevende. Ikke i selve St. Pièrre, men på skibene i havnen. Antallet af skibe var flere end før, og der lå nu 18 skibe for anker. Da den ophedede gassky traf skibene, satte den 16 af dem i brand. Mænd, kvinder og børn døde hurtigt, og kun et lille antal på skibene overlevede.

En af følgerne af dette vulkanudbrud blev, at det fik større opmærksomhed fra videnskabens side. Man begyndte nu at interessere sig i endnu større grad for vulkaner, og vulkanologene begyndte at dukke op. Senere er man kommet væsentligt længere frem i at kunne forudse, hvad der vil komme til at ske. Det, man imidlertid ikke helt har klaret, er at få mennesker til at forstå, hvornår det er på tide at evakuere. Mange gange har man måttet bruge både politi og militær for at tvangsevakuere genstridige indbyggere.

En anden følge af vulkanudbruddet på Martinique, var at Panama-kanalen blev bygget gennem Panama, og ikke gennem Nicaragua, som flertallet havde ønsket. Man blev pludselig opmærksom på, at i Nicaragua lå der hele 12 vulkaner i nærheden af den ellers planlagte kanal.

Copyright: Henning Andersen

2894_2_full




Mt. Pelee-vulkanen og menneskene

Tekst: Jørgen S. Aabech og Henning Andersen.

Er vulkaner farlige for mennesker idag?
Burde det ikke være muligt at redde folk med al den teknologi og de hjælpemidler vi i dag har adgang til, for at opdage et udbrud i tide? Når det gælder vulkaner og faren for udbrud, er man kommet meget længere, når det gælder om at forudsige et vulkanudbrud, end når det gælder mulighederne for at forudsige et større jordskælv.

Hvad kan så være årsagen til, at der stadig omkommer mennesker ved et vulkanudbrud? Først og fremst ligger svaret hos mennesker selv. Følgende uddrag er fra bogen “Volcano” og udgivet i serien “Planet Earth” af “Time-Life Books Inc” i 1982, som foræller lidt om folks holdninger til vulkanudbrud:

Menneskene i byen St. Pierre, på øen Martinique i Vest Indien, havde i mere end 200 år levet i skyggen af en vulkan, og den havde aldrig skadet dem. Rigtignok kom der røg og lidt støv op af vulkanen både i 1792 og i 1851, men den gjorde ellers ingen skade overhovedet, så i 1902 var alt glemt igen. Der var ingenting som tydede på, at de 30.000 innbyggere havde noget at frygte.

Vulkanen, som var ca. 1500 meter høj, havde navnet Mount Pelèe, hvilket betyder “det skallede bjerg”. Den 8. maj 1902, kl. 7:52 lokal tid skete det, som ingen troede på kunne ske. Eller kunne det? Dette var ikke et pludseligt vulkanudbrud. Allerede i februar måned kunne man mærke lugten af gas fra vulkanen, selv om denne dog hurtig forsvandt igen. Den 2. april kunne dampsøjler ses højt oppe på bjerget. Den 23. april faldt der aske ned over byen, og man kunne mærke små jordskælv i løbet af dagen. Ikke at de var stærke men dog nok til, at billeder faldt ned fra væggene i husene.

To dage senere kom der askeskyer op af vulkanens krater blandet med småsten. Tilsvarende udbrud fandt sted dagen efter og dækkede en del af landskabet med et gråhvidt pulver. Myndighederne så imidlertid ikke nogen grund til at foretage sig noget. Der var tilmed nogle af de mest skrappe i byen, som klatrede op på bjerget for at se på, hvad det var, der foregik deroppe. De fandt en 200 meter bred kogende indsø i krateret, og en søjle af varmt vand, som blev pumpet op nede fra. De sidste dage i april måned fortsatte vulkanen at udspy aske og udbrudene blev heftigere.

Hustruen til den amerikanske konsul skrev til sin søster i Massachusets: “Vi kan se Mt. Pelèe herfra, og selv om den er næsten 7 km borte, kan vi høre hvordan det rumler. Byen er dækket af aske. Lugten af svovl er så stærk, at hestene i gaderne stopper op og nyser. Mange af byens indbyggere har våde klude foran ansigtet for at beskytte sig imod den stærke svovllugt. Min mand forsikrer mig om, at der ikke er nogen umiddelbar fare”.

Avisen på St. Pierre ofrede kun en lille notits om vulkanen. Et politisk valg var fastsat til den 11. maj, og det synes som om den konservative redaktør ville forsikre sig om, at de konservative vælgere skulle blive i byen til de fik afgivet deres stemmer. Uanset hvad årsagen end var, blev der den 2. maj trykt en artikel i forbindelse med en picnic, som skulle afholdes på bjerget: “Vi minder vore læsere om udflugten med Gymnastik og Skytteklubben den førstkommende søndag, 4. maj. Hvis vejret er fint, vil deltagerne kunne opleve en dag de sent vil glemme”.

Den 2. maj var askelagets tykkelse flere cm i de områder, som var nærmest vulkanen. Enkelte landeveje var blokeret af aske og nedfaldende grene, og fuglene døde. Kort før midnat den dag kom der en serie eksplosioner, som vækkede hele byens befolkning. Da folk løb ud på gaderne, kunne de se en stor sort sky over vulkanen, mørkere end natten, fyldt af lysende zikzak-lyn Den næste dag syntes det som avisen tog mere notis af hvad der skete. Avisen klagede over, at askeregnenen aldrig syntes at ville aftage. “Klokken halv ti er solen næsten borte, og lyden af trafikken bliver væk i den fine askeregn. Aske blæser fra tagene og ind i husene der, hvor vinduerne står åbne”.

I samme udgave blev det annonceret at “udflugten i morgen er aflyst, da krateret er fuldstændig utilgængeligt”. Mens vulkanen fortsatte med at buldre, faldt der kaskader af regn rundt om krateret oppe på bjerget, og flere flodlejer blev fyldte og begyndte at strømme ned over bjergskråningerne. Store træer blev ført med af vandmasserne og ud i havet neden for bjerget sammen med døde, gasforgiftede husdyr og fugle.

Domkirken var fyldt dag og nat af mennesker, som ville bekende deres synder. Det var imidlertid kun ganske få, som forlod byen. Ca. 2000 mennesker tog tilflugt i Fort-de-France, hovedstaden ca. 15 km længere derfra. Samtidig flygtede en ligeså stor menneskemængde ind til St. Pierre fra de omkringliggende landområder, så indbyggertallet steg til ca. 30.000.

En kvinde sendte et brev til sine slægtninge i Frankrig dateret 4. maj: “Det største problem er støvet, det er overalt, selv om døre og vinduer holdes lukkede. Vi er alle rolige. Hvis døden venter os vil vi i hvert fald ikke være alene om at forlade denne verden. Bliver det som følge af brand eller kvælning af giftige gasser? Det bliver hvad Gud vil”.

Selv om mange af indbyggerne nær vulkanen var rolige, var dyrene det ikke. Ifølge avisen var dyrene rastløse, og havde svært ved at få luft. På en sukkerplantage uden for byen ved foden af bjerget, oplevede de en mareridtagtig invasion af myrer og 25cm store tusindben. Skrækslagne heste vrinskede højt, da myrer og tusindben klatrede over fødderne på dem, mens arbejderne oversprøjtede hestene med vand alt det de kunne for at holde insekterne væk. Andre arbejdere tømte oliefade ud for at hindre insektinvasionen. Selv om mange mennesker blev bidt, var der dog ingen, som døde.

I et andet område blev man udsat for en mere dødelig invasion: Horder af giftslanger dukkede pludselig op i gaderne. Enkelte var over en meter lange, og et bid af dem førte til døden. På deres vej dræbte de både kyllinger, grise, heste og hunde og angreb mænd og kvinder, som ikke flygtede hurtigt nok. Mange børn blev dræbt, og militæret blev hidkaldt for at knuse invasionen. Riffelskud rungede gennem gaderne i over en time, og flere hundrede slanger blev dræbt. Alligevel døde mere end 50 mennesker og over 200 dyr af slangernes bid.

Dette var den 5. maj, tre dage før udbruddets klimaks. Nu var den kogende sø oppe i krateret i vulkanens top blevet så stor, at den brød igennem muren af askelag på kraterkanten, som omkransede den, og kaskader af kogende vand væltede ned over vulkanflanken mod havet næsten 7 km borte og 1000 meter længere nede. Vandet kom med en frygtelig hastighed, og uvidede sig hurtigt til et mudderskred 500 meter bredt og 30 meter dybt. Det tog alt med sig, som kom i vejen, også sukkerplantagen, som tidligere blev nævnt. Der er ingen optegnelser over, hvor mange som befandt sig på plantagen. Mange var gået hjem efter kampen mod insekterne, men det antages, at ca. 30 var tilbage. Alle omkom og blev begravet i mudder, som dækkede hele området, så kun plantagens højeste skorsten stak op af det varme mudder.

Samme dag modtog guvernøren på Martinique en rapport fra den kommité, han havde nedsat for at undersøge faren for et eventuelt større udbrud fra vulkanen. Komitéen bestod af loyale og samfundsbevidste indbyggere i St. Pierre. En af dem var en respekteret professor i naturvidenskab ved højskolen i St. Pierre. De rapporterede, at “der er intet i Pelees aktiviteter, der indikerer, at det er nødvendigt at evakuere St. Pierre. Kraternes åbninger og dalenes beliggenhed retfærdiggør den konklusion, at St. Pierres sikkerhed er fuldstændig garanteret”. Efter at have modtaget denne rapport, forberedte guvernøren og hans kone sig selv på at drage til St. Pierre for derved at overbevise befolkningen om, at der ikke var nogen grund til bekymring.

Den 6. maj tiltog udbruddene i styrke. Mt. Pelèes tordenlignende udbrud kunne nu høres så langt borte som på Guadeloupe, en anden ø over 150 km længere nordpå. I de omkringliggende skove blev bladene på træerne brune og faldt af, og på sukker- og kokosnøddeplantagerne bøjede træer og buske sig på grund af det tykke askelag. Ved femtiden om eftermiddagen blev telegraflinjen til øerne syd for Martinique pludselig brudt. Undersøiske skred og bevægelser på havbunden havde ødelagt kablerne. Nu var der kun ét kabel igen, som forbandt Martinique med omverdenen.

Den 7. maj blev St. Pierres indbyggere vækket af Mt. Pelèe klokken 4 om morgenen. Da dagslyset kom, så det ud til, at hele Caribien var indhyllet i askeskyer, og havoverfladen var dækket af døde træer, dyr og fugle. Omkring et dusin skibe lå for anker i havnen med forventning om at kunne tage sukker og rom ombord. Kaptajnerne på skibene, dog med undtagelse af én, så ikke ud til at være særlig optaget af vulkanudbruddet. Kaptajnen på en italiensk bark, hvis hjemstavn var Napoli vidste kun lidt om vulkaner, og ikke stort om Vesuv heller. Om morgenen sagde han, at han ville forlade St. Pierre. Han brød sig ikke om, at han bare havde lastet halvdelen af den last han skulle afhente. Havnemyndighederne forbød ham at sejle ud og truede med arrest, men han ignorerede dem, idet han sagde: “Jeg ved ingenting om Mt. Pelèe, men hvis Vesuv havde set ud som vulkanen her nu ser ud denne morgen, så havde jeg forladt Napoli også”. Hans skib var langt ude på havet, da Mt. Pelèe eksploderede dagen efter.

Om eftermiddagen den 7. maj fik man nyheden om, at vulkanen Soufrière på St. Vincent 140 km længere sydpå havde haft et voldsomt udbrud. Selvom de ikke kendte til antallet af døde der – over 2000 var blevet dræbt – så førte det til en opløftet stemning i St. Pierre. Man antog, at der var en undervandsforbindelse mellem Soufrière og Mt. Pelèe, og at udbruddet på St. Vincent på en eller anden måde havde lettet presset under deres egen vulkan, Mt. Pelèe. Den sidste udgave af lokalavisen, dateret den 7. maj, havde afsat meget spalteplads til vulkanudbruddet, selvom den største overskrift på forsiden stadig gjaldt valget den 11. maj.

Nu var der imidlertid flere, som så hvad der var ved at ske. Den amerikanske konsul skrev et ekstraordinært brev om situationen. I stedet for at sende det gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler, adresserede han det direkte til USAs præsident, Theodore Roosevelt. Det, som bekymrede konsulen mest, var udtalelserne i lokalavisen, og forsikringerne fra de lokale politikere – at man ikke havde noget at frygte fra vulkanen. Han gav udtryk for, at dette var det værste slag af politisk manipulering, beregnet på at berolige befolkningen så de blev for at deltage i valget den 11. for enhver pris. Ikke at deltage i valget ville være utænkeligt, skrev han. Situationen er et mareridt, hvor ingen synes at være istand til eller villig til at se sandheden i øjnene.

Omkring 7.50 om morgenen den 8. maj eksploderede Mt. Pelèe. En superophedet sky af gas bevægede sig fra krateret og nedover vulkanflanken med en fart på over 150 km/t, og ramte byen i løbet af to minutter med fuld styrke. De tykke vægge i selv de største bygninger blev blæst omkuld. Skyen satte hele byen i brand, og på kajer og i varehuse eksploderede tusindevis af tønder rom, som igen flød ud i gaderne og satte ild til alt, som kom i vejen. Af de 30.000 mennesker, som befandt sig i byen den morgen, var der kun to mænd, som overlevede.

Der var også andre overlevende. Ikke i selve St. Pièrre, men på skibene i havnen. Antallet af skibe var flere end før, og der lå nu 18 skibe for anker. Da den ophedede gassky traf skibene, satte den 16 af dem i brand. Mænd, kvinder og børn døde hurtigt, og kun et lille antal på skibene overlevede.

En af følgerne af dette vulkanudbrud blev, at det fik større opmærksomhed fra videnskabens side. Man begyndte nu at interessere sig i endnu større grad for vulkaner, og vulkanologene begyndte at dukke op. Senere er man kommet væsentligt længere frem i at kunne forudse, hvad der vil komme til at ske. Det, man imidlertid ikke helt har klaret, er at få mennesker til at forstå, hvornår det er på tide at evakuere. Mange gange har man måttet bruge både politi og militær for at tvangsevakuere genstridige indbyggere.

En anden følge af vulkanudbruddet på Martinique, var at Panama-kanalen blev bygget gennem Panama, og ikke gennem Nicaragua, som flertallet havde ønsket. Man blev pludselig opmærksom på, at i Nicaragua lå der hele 12 vulkaner i nærheden af den ellers planlagte kanal.

2461_full

En øjenvidnerapport fra hovmester Thompson på skibet Roraima, der sejlede ved Martinique:
“Jeg så St. Pierre blive ødelagt. Byen blev fjernet af ild…
Da vi så nærmede os St. Pierre, kunne vi se, hvordan bjerget spyede røde flammer ud. De stod ud i store tunger og væltede op imod himlen. Store skyer af sort røg hang over vulkanen. Der var hele tiden en rumlen i luften. Omkring kl. 7.45 var der en kæmpemæssig eksplosion.
Bjerget blev spængt i stykker. Der var ingen advarsel. Hele siden af vulkanen blev slynget væk, og en massiv væg af ild stod ned imod os. Det lød som tusinder af kanoner. Ildvæggen sprang frem med lynets fart. Det var som en storm af ild. Jeg så hvordan den ramte dampskibet Grappler fra siden og omhyllede det. Fra den ene ende til den anden brød den i brand på samme tid…så sank den. Byen forsvandt for vores øjne”…

NB: Tilføjes kan vi så, at det er en typisk hed Nuee Ardente, som her rammer byen og ødelægger den…

2461_2_full