Mauna Loa
Fra Wikipedia, den frie encyklop¿di

Mauna Loa er en aktiv skjoldvulkan i Hawaii, en af de fem vulkaner der tilsammen udg¸r Hawaii. Dens Hawaiianske navn “Mauna Loa” betyder “langt bjerg”. Mauna Loa er Jordens st¸rste skjoldvulkan, med et anslået volumen på ca. 75.000 km³, selvom dens top er omkring 36 meter lavere end dens nabo, Mauna Kea. Lavaudbrud fra Mauna Loa er meget tyndtflydende, og det er årsagen til dens meget flade sider og ringe h¸jde i forhold til volumen.

Vulkanen har sandsynligvis v¿ret aktiv i mindst 700.000 år, og br¸d havoverfladen for måske 400.000 år siden, selvom de ¿ldste daterede sten ikke er mere end 200.000 år gamle.[1] Vulkanens magma kommer fra et hotspot i Jordens kappe dybt under ¸en, og dette hotspot har dannet alle de Hawaiianske ¸er over en periode på mange millioner år. Efterhånden vil stillehavspladens bev¿gelse flytte vulkanen v¿k fra hotspottet, og derfor vil vulkanen blive udslukt om en halv til en hel million år.

Den f¸rste der vides at have besteget Mauna Loa var naturhistorikeren Archibald Menzies, dav¿rende l¸jtnant Joseph Baker og to andre. Vha. et barometer udregnede Menzies vulkanens h¸jde til 4134 meter, meget t¿t på den korrekte h¸jde på 4169 meter.

Mauna Loa’s sidste udbrud strakte sig fra 24. marts til 15. april, 1984. Ingen nylige udbrud har kostet menneskeliv, men udbrud i 1926 og 1950 ¸delagde landsbyer, og byen Hilo er delvis bygget på lavastr¸mme fra slutningen af 1800-tallet. Mauna Loa indgår i Decade Volcanoes-programmet, som arbejder for st¸rre viden om de farligste vulkaner i verden. Vulkanen er blevet intenst overvåget af Hawaiis vulkanobservatorium siden 1912. Målinger af atmosf¿ren foretages ved Mauna Loa-observatoriet, og målinger af Solen foretages ved Mauna Loa-solobservatoriet; begge observatorier ligger t¿t på toppen af vulkanen. Toppen og den syd¸stlige del af vulkanen indgår i en nationalpark, der også omfatter en separat vulkan, Kilauea.

Opbygning

Mauna Loa er verdens st¸rste skjoldvulkan. Vulkanen er formet som et skjold fordi dens lava er meget tyndtflydende (har lav viskositet), og derfor er dens skr¿nter ikke stejle. Udbrud er sj¿ldent voldsomme, og den mest normale type udbrud er typisk Hawaiiansk, med lavafont¿ner der forsyner lavastr¸mme. Ofte starter udbrud med at der åbner sig en op til flere kilometer lang spalte med lavafont¿ner i hele dens l¿ngde, der danner et såkaldt “ildgardin”. Efter nogle dage bliver aktiviteten normalt begr¿nset til en enkelt skorsten.

Udbrud finder typisk sted i tre regioner på vulkanen: Ved toppen, og i to små spaltezoner der l¸ber hhv. nord¸st og sydvest for toppen. Omkring 38% af udbruddene i de sidste 200 år er sket ved toppen, 31% i den nord¸stlige spaltezone og 25% i den sydvestlige spaltezone. De sidste 6% er sket i enkelte skorstene nordvest for toppen, v¿k fra spaltezonerne.Toppens caldera hedder Mokuaweoweo, og er 3-5 kilometer i diameter. Calderaen dannedes sandsynligvis for 1.000-1.500 år siden da et meget stort udbrud fra den nord¸stlige spaltezone t¸mte magmakammeret under toppen, som derefter kollapsede.

Seismiske data kan bruges til at afsl¸re hvor under vulkanen de magmakamre, der driver dens aktivitet, befinder sig. Visse typer seismiske b¸lger, kaldet S-b¸lger, kan ikke bev¿ge sig gennem flydende sten, så magmakamre kaster ‘skygger’ i seismiske data. Seismiske skygger har afsl¸ret et magmakammer omkring 3 kilometer under toppen, og mindre magmalegemer under spaltezonerne. Passatvinde bl¿ser fra ¸st til vest over Hawaii-¸erne, og tilstedev¿relsen af Mauna Loa påvirker i h¸j grad det lokale klima. I lave h¸jder modtager den ¸stlige side af vulkanen kraftig regn, og den der beliggende by Hilo er den vådeste i USA. Regnen muligg¸r udbredt skovdrift. Den vestlige side har et meget t¸rrere klima. I st¸rre h¸jder aftager m¿ngden af nedb¸r, og det er ofte skyfrit. Lave temperaturer g¸r at nedb¸ren i de h¸jder ofte falder som sne, og området omkring toppen beskrives som en periglacial region, hvor hyppige skift mellem frost og t¸ påvirker landskabet markant.

Udbrudshistorie og oprindelse

Mauna Loa begyndte sandsynligvis at have udbrud for 700.000-1.000.000 år siden, og har lige siden vokset st¸t. Som alle de Hawaiianske ¸er stammer Mauna Loa fra et hotspot; en s¸jle af magma, der stiger op dybt fra Jordens kappe. Hotspottet ligger på en fast position, mens stillehavspladen bev¿ger sig hen over det med en hastighed på ca. 10 cm om året. Den varme, opadstigende magma skaber vulkaner, og hver individuel vulkan er aktiv i nogle få millioner år indtil pladens bev¿gelse har flyttet den v¿k fra hotspottets magmas¸jle.

Hotspottet har eksisteret i mindst 80 millioner år, og en k¿de af gamle vulkaner str¿kker sig n¿sten 6.000 kilometer v¿k fra hotspottet. I ¸jeblikket driver hotspottet aktiviteten ved fem vulkaner: Mauna Loa, Kilauea og Hualalai på Hawaiis hoved¸, Haleakala på ¸en Maui, og Loihi, en unders¸isk vulkan syd for Hawaii’s hoved¸ der er den yngste af Hawaii’s vulkaner. Mauna Loa er den st¸rste af dem alle, omend Kilauea i ¸jeblikket er den mest aktive af vulkanerne.

Forhistoriske udbrud

Mauna Loa’s forhistoriske udbrud er blevet analyseret indgående ved at udf¸re kulstof 14-datering på fragmenter af tr¿kul fundet under gamle lavastr¸mme. Vulkanens forhistoriske aktivitet er formentlig bedre kendt end for nogen anden vulkan. Unders¸gelser har vist at der foregår en cyklus, hvor vulkansk aktivitet ved toppen dominerer i flere århundreder, hvorefter aktiviteten skifter til spaltezonerne i flere århundreder, og derefter tilbage til toppen igen. To cyklusser er indtil videre blevet klarlagt, hver på 1.500-2.000 år. Denne cyklus er unik blandt de Hawaiianske vulkaner.

Optegnelser viser at Mauna Loa for 7.000 til 6.000 år siden var stort set inaktiv. Årsagen til dette ophold i aktiviteten kender ikke, og man kender ikke en tilsvarende hvileperiode hos nogen af de andre Hawaiianske vulkaner, ud over dem der allerede er udslukte. For 11.000 til 8.000 år siden var aktiviteten til geng¿ld mere intens end i dag.[4] Men Mauna Loa’s v¿kst er sandsynligvis begyndt at aftage i de seneste 100.000 år,[10] og vulkanen er måske t¿t på at afslutte sin basalt-skjolddannelse.

Historiske udbrud

Selvom indf¸dte Hawaiianere har bevidnet udbrud i mange århundreder, eksisterer der kun optegnelser over udbrud der har fundet sted siden midten af 1800-tallet. Det f¸rste historiske udbrud fandt sted i 1843, og siden da er 33 udbrud dokumenteret. I alt har disse udbrud d¿kket over 800 km2 af vulkanens sider med lavastr¸mme. Typisk har udbrud v¿ret korte men intense, med 0,25-0,5 km3 lava udbrudt over nogle få uger. Et s¿rlig stort udbrud fandt sted i 1935[12], og det var tilstr¿kkelig stort til at dets lavastr¸mme truede byen Hilo. Fem bombefly fra to amerikanske eskadroner smed bomber foran lavaen for at lede den v¿k fra Hilo.[13] [14] Indtil 1950 forekom udbrud med ca. 3-4 års mellemrum, men siden da har perioden mellem udbrud v¿ret markant l¿ngere, med blot to udbrud i 1975 og 1984. De to seneste udbrud er blevet studeret mere intenst end nogen tidligere udbrud. Udbruddet i 1975 varede kun to dage, og fandt sted ved vulkanens top. Ved udbruddet i 1984 åbnedes spr¿kker mod nordvest og syd¸st, fra toppen ned til 2.900 meters h¸jde. Lavastr¸mme fra dette udbrud bev¿gede sig igen hurtigt med Hilo, men stoppede omkring 4 km fra forst¿derne, da udbruddene stoppede efter tre uger.

Nuv¿rende aktivitet

Lavastr¸m fra Mauna Loas seneste udbrud, marts 1984Vulkanen har v¿ret inaktiv siden 1984. Seismisk aktivitet var minimal indtil 2002, hvor vulkanen pludselig begyndte at udvide sig, og calderaens v¿gge begyndte at bev¿ge sig v¿k fra hinanden med 5 cm om året. Man mener dette er et tegn på at magma er i gang med at fylde et reservoir omkring 5 km under toppen. Udvidelsen har v¿ret periodisk, somme tider langsommere og somme tider endda med pauser. Indtil videre er udvidelsen dog startet igen ved hver pause, og det betyder sandsynligvis at der vil ske et udbrud inden for få år.

Udvidelsen har v¿ret ledsaget af stigende seismisk aktivitet. En r¿kke dybe jordsk¿lv begyndte i juli 2004, og fortsatte året ud. Jordsk¿lv blev opfanget ca. en gang i d¸gnet de f¸rste tre uger, hvorefter frekvensen over de f¸lgende måneder st¸t steg til omkring 15 i d¸gnet ved slutningen af året. Derefter stoppede sk¿lvene, og frekvensen af jordsk¿lv har siden da kun v¿ret en smule over det normale niveau

Forhold til Kilauea

Diagram over vulkanerne der udg¸r Hawaiis hoved¸Kilauea ligger på Mauna Loa’s sydlige flanke, og oprindeligt troede man det var en udl¸ber af Mauna Loa. Men kemiske forskelle mellem lavaen fra de to vulkaner viser at de har separate magmakamre, og de anses derfor også for separate vulkaner. Aktiviteten ved de to vulkaner ser dog alligevel ud til at h¿nge sammen.

Den mest tydelige sammenh¿ng mellem de to vulkaner er at hver vulkans perioder med h¸j aktivitet generelt falder sammen med perioder med lav aktivitet hos den anden vulkan. For eksempel var Kilauea inaktiv mellem 1934 og 1952 mens Mauna Loa var meget aktiv (inklusiv det store udbrud i 1935); omvendt var Kilauea aktiv fra 1952 til 1974 mens Mauna Loa var inaktiv
Mauna Loa’s udbrud i 1984 startede mens et udbrud allerede var undervejs ved Kilauea, men havde ¸jensynlig ingen effekt på Kilauea’s udbrud. Nogle gange ser udbrud ved den ene vulkan dog ud til at have indflydelse på aktivitet hos den anden. Den nylige udvidelse af Mauna Loa’s top begyndte samme dag som en stor ny lavastr¸m br¸d ud ved Kilaueas krater, og geologer har foreslået at en “puls” af magma på vej ind i Mauna Loa’s magmaskakter kan have ¸get trykket inde i Kilauea og indirekte udl¸st dens udbrud

Farer

Vulkanske udbrud i Hawaii forårsager sj¿ldent d¸dsfald – det eneste d¸dsfald i ¸gruppen i de seneste 100 år fandt sted ved Kilauea i 1924, da et us¿dvanligt eksplosivt udbrud kastede sten mod tilskuere og dr¿bte en af dem. Til geng¿ld er materiel skade almindelig. Mauna Loa er med i “Decade Volcano”-sikkerhedsprogrammet, hvilket betyder at den er blevet udpeget som s¿rlig vigtig at studere, is¿r set i lyset af dens hyppige udbrud t¿t på befolkede områder. Mange byer t¿t på vulkanen er bygget på lava som er lagt indenfor de seneste 200 år, og der er stor risiko for at fremtidige udbrud vil beskadige beboede områder.

Lavastr¸mme

Den st¸rste vulkanske fare ved Mauna Loa er lavastr¸mme. De fleste str¸mme l¸ber i gåtempo og udg¸r ikke den store fare for menneskeliv, men udbrud ved Mauna Loa kan v¿re mere intense end ved Kilauea; for eksempel udsendte udbruddet i 1984 lige så meget lava på tre uger som Kilauea udsendte på tre år.Så hurtig udsendelse af lava kan danne lavastr¸mme der bev¿ger sig relativt hurtigt.

To udbrud af Mauna Loa har ¸delagt landsbyer. I 1926 blev landsbyen Hoʻôpûloa Makai ramt af lavastr¸mme, mens den st¸rste m¿ngde lava nogensinde observeret ved Mauna Loa sendte lavastr¸mme mod havet og landsbyen Hoʻokena Mauka, der blev ¸delagt 2. juni 1950 af lavastr¸mmen. Hilo er delvis bygget på en lavastr¸m fra et udbrud i 1880, og risikerer at blive ramt af senere lavastr¸mme. Det korte udbrud i 1984 sendte lavastr¸mme mod Hilo, men de havde endnu ikke nået nogen bygninger da udbruddet stoppede

Flankekollaps

En st¸rre, men sj¿ldnere fare ved Mauna Loa er muligheden for et stort, pludseligt kollaps af vulkanens sider. Dybe, geologiske forkastninger lader store dele af siderne af Hawaiis vulkaner glide nedad langsomt. Sommetider kan et st¸rre jordsk¿lv udl¸se et kollaps af siderne og skabe voldsomme jordskred der kan udl¸se en tsunami. Kealakekua-bugten på den vestlige side af Mauna Loa blev skabt på den måde. Opmåling af havbunden har afsl¸ret utallige landskred langs Hawaii-k¿den, og man kender to k¿mpetsunamier har fundet sted: For 200.000 år siden oplevede Molokaʻi en flodb¸lge på 75 meter, og for 100.000 år siden ramte en 325 meter h¸j tsunami Lâna.

Et nyligt eksempel på risiciene forbundet med s¿nkninger fandt sted i 1975, da Hilina-s¿nkningen pludselig bev¿gede sig flere meter fremad. Et jordsk¿lv på 7,2 på Richterskalaen var resultatet, og det udl¸ste en mindre tsunami med b¸lger på nogle få meters h¸jde.

Overvågning

Atmosf¿riske CO2-koncentrationer målt ved Mauna Loa-observatoriet.Mauna Loa er en vulkan der overvåges intenst. Hawaii-vulkanobservatoriet blev etableret i 1912 for at overvåge vulkanerne på Hawaii, og det har udviklet mange teknikker til at forudsige hvornår udbrud af Mauna Loa og andre vulkaner er n¿rt forestående.

Et af de vigtigste redskaber er seismometri. Mere end 60 seismometre på Hawaii’s hoved¸ måler intensiteten og placeringen af flere hundrede små jordsk¿lv hver uge. Frekvensen af jordsk¿lv kan stige flere år f¸r et udbrud går i gang; ¸get seismisk aktivitet i dybder ned til 13 km gik forud for udbruddene i 1975 og 1984.

En anden type seismisk aktivitet foregår i timerne f¸r et udbrud. Såkaldte vulkanske rystelser er konstant “rumlen” til forskel fra normal aktivitet, der består af pludselige chok. De vulkanske rystelser menes at v¿re forårsaget af magma der bev¿ger sig hurtigt under jorden. Vulkanske rystelser indikerer normalt et n¿rt forestående udbrud, selvom de også kan forårsages af magma der flyder op i magmakamre t¿t på overfladen uden at nå til et udbrud ved overfladen.

En anden vigtig indikator for hvad der foregår under jorden er vulkanens form. Tiltmetre måler meget små ¿ndringer i bjergets profil, og f¸lsomt udstyr måler afstanden mellem punkter på bjergsiden. Efterhånden som magma fylder magmakamrene under toppen og spaltezonerne udvides bjerget. En landmålingslinje på tv¿rs af calderaen målte en stigning i dens bredde på 7,6 cm i året op til udbruddet i 1975, og en lignende udvidelse f¸r udbruddet i 1984.

Observatorier

Mauna Loa’s placering og h¸jde har gjort det til et vigtigt sted for målinger af atmosf¿ren af forskellige videnskabelige organisationer. Mauna Loa-solobservatoriet (MLSO), som ligger i 3,4 kilometers h¸jde på vulkanens nordside, har l¿nge v¿ret en vigtig kilde til måling af Solen. NOAAs Mauna Loa-observatorium (MLO) ligger t¿t på MLSO. Fra dets position et godt stykke over lokale menneskeskabte påvirkninger måler MLO den globale atmosf¿re, inklusiv koncentrationen af drivhusgassen kuldioxid. Målingerne tilpasses for at kompensere for lokal udgasning af CO2 fra vulkanen.

– Nej, er det virkelig rigtig, udbrød faren ved middagsbordet. Et udbrud kommer pludseligt og uden varsel, men markerer en overgang, uanset om det er den vulkanske overgang fra at være en rolig vulkan til at slynge lava og sten ud op i luften, eller glæde ved middagsbordet, når knægten fortæller en utrolig historie.

Lava og aske slynges op i luften
Apropos handler i denne uge om udbrud af forskellig art. Vulkanudbrud er et eksempel på naturens voldsomme udbrud. 500 millioner mennesker bor i nærheden af uberegnelige og kraftfulde størrelser som en vulkan.

Samme uberegnelighed gælder for sygdom, som ofte rammer uventet, men også når man har dårligst tid. Udbrud af smitsomme sygdomme har vi set massevis af i den seneste tid, og sjældent med store forudsigelser gående forud.

Følelser i udbrud
Menneskets egne udbrud kommer tit efter lang tids opbygning af frustrationer, som lige pludselig bliver for meget. Det er ikke sjældent godt, hvis man ikke kan styre sine udbrud, eller i hvert regne med dem.

På samme måde udgør solen en risiko for jorden, fordi den kommer med udbrud, som er enorme og som kan få store konsekvenser for jorden. Apropos handler i denne uge om udbrud.

Italiens jordskælv og vulkaner er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 1 – 2 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika.

Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden må have været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der dengang lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Mange mener, at det må have taget godt og vel 100 år for det indfossende havvand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde har i dag. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker alene de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Europæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion eller underskydningszone sagt på en anden måde et puslespil, hvor brikkerne tvines til at bevæge sig på grund af pres fra syd.

Herved opfoldes bjergene nord herfor. Vi kan egentlig sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand og varmeopstrømninger i jordens indre. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger.

Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, har en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er mere sejtflydende og derfor bliver de vulkaner der opbygges ovenpå jordens overflade generelt mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. Derfor finder vi her mere eksplosive vulkaner oven over på jordens overflade i den østlige del af Middelhavet og på den Italienske støvlehalvø, hvor havbundspladen bevæger sig ned og ind under Italien både fra syd og øst og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, mens Etna på Sicilien har et mere kompliceret mønster, da den ligger dels på underskydningen fra syd, men også ved et åbent sår – Maltagraven mod øst – starten på en åbningszone og efter manges mening et såkaldt ”hot-spot” altså hvor der tilføres ekstra meget magma nedefra dybere del af jordens kappe, (Se min artikel: Sådan fungerer Etna).

For at gøre det endnu mere kompliceret finder vi også i den vestlige del af Middelhavet også en såkaldt åbningszone, der tillader smelter(magma) at bevæge sig op nedefra. Altså et kompliceret system, som man i de seneste årtier har fået mere og mere forståelse for.

Vi kan ikke stoppe pladebevægelsen af Afrika imod Europa og gnidningsmodstanden bevirker, at pludselig et sted brister spændingen og der opstår et jordskælv.

Først og sidst Middelhavsregionen med sine mange jordskælv og vulkaner er et produkt af, at Afrika rykker mod Europa.

Tekst til tegning:

Volcanic complex er gamle såvel som sovende unge vulkaner.

Subduktion: Underskydning, hvor pladerne bevæger sig.

Pilenes retning er pladens bevægelse fra syd og øst.

Major faul zone er større forkastningsbælte.

“At stå på toppen af en vulkan er som at føle kontrasten imellem vildskab og fred mellem både de ødelæggende og skabende kræfter. Kort og godt kampen imellem det onde og det gode – det samme tema som i de store verdensreligioner. Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen. Så vulkanerne er skyld i, at alt liv på jorden kan eksistere”.

“Vulkaner er ikke til at spøge med; men de er heller ikke til at undvære. Vulkaner har nemlig skabt den jord vi lever på: den livgivende ilt i Jordens atmosfære (50% af jordskorpen består af ilt eller oxygen i fast form); og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene (90% af al vulkansk gas er vanddamp), som vi heller ikke kan leve foruden. Så uden vulkaner intet liv på jorden – Hurra for dem!”

1. Vesuv – den ikke udslukte

Når man står på toppen af Vesuvs 1200 meter høje aske og slaggekegle, er det ikke uden en vis respekt for det dybe tillukkede hul, der mest af alt ligner et tilstoppet kloakrør, hvad det til en vis grad også er. Men alligevel gyser det i én, når man tænker på de rædsler, som folk her i de sidste godt og vel 3500 år har lidt stærkeste kræfter, der er tale om. Vesuv – den ikke udslukte – har gang på gang ligget hen i længere hvileperioder for at overraske befolkningen. Menneskene gang på gang. Det ryger svagt ud fra revner og sprækker – somme tider mere, somme tider mindre – som et momento for os mennesker om, at det er naturens glemmer faren på grund af den frugtbare og billige jord, som lokker folk til at bygge højere og højere op ad vulkanskråningen. Nu er der jo ikke sket noget så længe – så det går vel alt sammen i menneskenes levetid, og dog trøster folk sig i dag med, at man på vulkanobservatoriet i Napoli med 40 ansatte døgnet rundt følger vulkanens vejrtrækning. Med op til tre ugers forvarsel kan et udbrud i dag i Vesuv forvarsles, og det er nødvendigt med verdens tættest beboede egn med i alt ca. tre millioner mennesker indenfor en radius af 40 kilometer fra krateret. Hvor mange gange jeg har stået på toppen af Vesuv med eller uden rejsegruppe – helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg stod der første gang i 1965.

2. Etna

På Sicilien knejser Europas ca. 3300 meter høje vulkan. I pressen får Etna ofte æren for at være Europas mest aktive vulkan, hvilket den ikke er. Det er dens lillesøster Stromboli, der ligger i havet nord for Sicilien, som er konstant aktiv med fire mindre udbrud i timen. Første gang jeg stod på toppen af Etna var i 1972, og det glemmer jeg aldrig. Det var før man anlagde den svævebane, som vulkanen nu gang på gang elsker at brænde ned med sine lavafloder. I tæt tåge og dis nærmede jeg mig hovedkrateret med en lokal vulkanolog fra Catanias Observatorium. Pludselig stod vi på kanten og kiggede ned i det bundløse sorte hul fyldt med svovldampe, og gang på gang måtte vi hoste for at kunne trække vejret. Pludselig blev røgskyerne mørkerøde i farven, og vi kunne se en rød lavasø godt 500 meter nede, hvor igennem gaseksplosioner slyngede slagger og sten i vejret. Sicilianerne elsker deres vulkan. Hver morgen når vinbonden står op, kigger han mod vulkanen for at se, om det er hvid eller sort røg, der kommer op. Skulle lavastrømmen nærme sig hans hus sætter han en flaske rødvin og et par vinglas for at byde lavaen velkommen. Når ildfloden er størknet går han op med et stykke kridt for at afmærke det landområde, der tilhører ham, for om ca. 150 år bliver det hans oldebarn, der kommer til at opdyrke den frugtbare jord. Bosætte sig andre steder? Aldrig!

3. Stromboli

Jeg havde fået fri en weekend fra rejselederjobbet i Taormina på Sicilien og sejlede de dengang 5-6 timer ud til Stromboli, der ligger i den Lipariske ø-gruppe midt i mellem det italienske fastland og Sicilien. I dag er det forbudt at bestige Stromboli uden lokal guide, da for mange har mistet livet – senest 19 på én gang for få år siden, men for mig var fristelsen dengang for stor. Værtsparret på mit logi havde advaret mig om ikke at kravle ned i krateret. Kl. 04.00 besteg jeg vulkanen med en madpakke og en flaske vin, og efter to timer stod jeg på toppen af bjerget – og så solen stå op. Hvilken åbenbaring. Mutters alene med havet omkring øen så langt mit øje kunne skimte. Mit hjerte bankede af ophidselse, da jeg ca. 300 meter fra mig nede i bunden af den grydeformede kraterdal kunne se tre mindre krateråbninger, der konstant udstødte sorte røgskyer. Pludselig lød der dybe drøn, og der slyngedes glødende stenslagger flere hundrede meter op i luften fra de tre kraterhuller, men heldigvis for kun at trille ned igen. Dog et stykke nede var der en afsats – ca. 50 meter fra hvor jeg stod på kraterkanten. Der ville jeg ned for at hente et par flotte nydannede sorte lavasten. Med plasticposen gik jeg forsigtigt ned ad den stejle sti ad kraterets inderside og fik da samlet en sten i posen, men samtidig mærkede jeg, at luften pludselig blev meget varm. Jeg havde nu ætsende svovldampe omkring mig, og da jeg ikke havde taget mig i agt for, at der hvert kvarter kom udbrud, hørte jeg pludselig den underjordiske brusen, da gaseksplosionerne igen slyngede glødende sten til vejrs fra de tre huller i bunden af krateret. Lige med ét følte jeg mig svimmel og tænkte bare på at komme op fra afsatsen igen. Det var som om jorden åbnede sig og ville opsluge mig i ét nu. Aldrig har jeg kravlet og klatret så hurtigt i mit liv. Stenene haglede ned et stykke fra mig og varmen var ulidelig. Jeg kom op på kanten og satte mig udmattet og begyndte at gnave løs af min madpakke og drikke vin. Denne oplevelse på Stromboli glemmer jeg selvfølgelig aldrig.

4. Vulcano – vulkanernes fader

Vulcano besøgte jeg første gang i 1967 på en endagstur fra Sicilien. Det var dengang en ø med kun få indbyggere. I dag bor der over 1000 mennesker, der alle er beskæftiget med fiskeri og job på den nærliggende ø, Lipari, med de store pimstensbrud (surt, størknet lavaskum, der bruges til pudsemiddel), hvorfra der foregår en livlig eksport ud af Italien. Vulkanen er ca. 350 meter høj og har et kæmpekrater med en solid prop i bunden, der lukker af for magmaet neden under – indtil en skønne dag gastrykket bliver for stærkt i smeltemassen. Dengang var øen såvel som i dag et eldorado for vulkan-entusiaster. Vulcano har lagt navn til ordet vulkan, da romernes smedegud, Vulcanus, havde sin faste bolig hernede. Når han smedede gnistrede og røg det op igennem vulkanens krater, og han kunne finde på at gå på vandring under de andre vulkaner så de gik i udbrud. Vulcanus var en gammel krumrygget mand, skægget og sortsvedet, og han var gift med skønhedens og kærlighedens gudinde, Venus. Et dejligt mudderbad kan man få ved vulkanens fod i et stort åbent bassin fyldt med næsten kogende mudder. Sort, men til gengæld fri for rynker bagefter. Ved siden af bassinet kan man se og hilse på en moderne statue af Vulcanus – vulkanernes fader.

5. Hekla – Islands dronningevulkan eller “frøken Hekkenfeldt”

Navnet Hekla kommer af hætte, fordi der altid hænger en sky over Heklas top. Ligesom vi mennesker tager en hue på om vinteren. “Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig, du smukke kvinde. Din ild, du gemmer i dit dyb, indtil en skønne dag måske”. Sådan tænkte jeg, da jeg første gang så Hekla på en solrig sensommeraften i 1974 på en køretur ud fra Reykjavik. Jeg husker, da jeg var en lille dreng, at min faster fortalte mig om et stort ildsprudlende bjerg, der lå oppe på Island, som kunne spy glødende sten så store som huse mange kilometer i vejret og giftige askeskyer, der kvalte alt liv og afgrøde. At stå på toppen af Heklas 1500 meter høje snedækte vulkankegle er som at opnå noget større end en sejr. Man får lyst til på samme tid både at le og græde. Således er Hekla, ildens vældige tempel. Når Hekla har sine store eksplosive udbrud dannes der op til 80.000 kubikmeter aske pr. sekund. I middelalderen betragtedes Hekla som nedgangen til helvede, og Gud havde en aftale med Djævelen om, at Heklas indgang skulle være åben, og man skulle kunne høre de fordømte og syndige menneskers jamren og skrigen dernede i vulkanens flammende Helvede. At gå ad Hekkenfeldt til betyder at gå til Hekla.

6. Krakatau

På toppen af vulkanøen Anak Krakatau, dvs. Krakataus barn, ude i midten af Sundastrædet mellem Sumatra og Java, føler man livets genfødsel efter den voldsommeste vulkaneksplosion i nyere historisk tid (1883). Langsomt og sikkert vinder livet over døden, når planterne skyder i vejret i den frugtbare vulkanske jord, der er så næringsrig og livgivende, og mere ved Ækvator end andre steder pga. det varme klima. Jeg har tit tænkt, at hvor er det i grunden rigtigt, at mennesker, der lever omkring vulkanerne ved mere om naturen end vi andre. De lever i nuet. Ingen kender dagen før solen går ned eller før værtshuset har lukket. Psykologer siger, at vi mennesker kan leve med en fælles truende fare, som f.eks. en eksplosiv vulkan. Menneskene må tage konsekvenserne af at leve med de stærke naturkræfter. Hverken askestøvet, der nåede Danmark samme år eller de få, der reddede livet, har kunnet fortælle os om den ufattelige gru, som de druknende mennesker må have oplevet i deres sidste minutter. Måske nogle holdt hinanden i hånden i dødens øjeblik og mindedes et gammelt indonesisk kærlighedsvers: “Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede hår”. Krakataus eksplosion i 1883 havde den samme energi, som affyringen af hele Anden Verdenskrigs samlede ammunition på én gang inklusiv de to atombomber i Japan. Den kæmpemæssige kunstige havbølge (tsunami) på 35-40 meter skyllede ind over alle de omgivende kyster og druknede mindst 40.000 mennesker, og alligevel er den gamle undersøiske vulkan nu i sin nye opbygningsfase og i dag ca. 250 meter over havets overflade. Det tætbeboede vest-Java blev hurtigt affolket af frygt for den buldrende vulkan, så alle vilde dyr og planter dannede herefter den mest vidunderlige vilde jungle på Javas sydvestkyst – nemlig Ujung Kulon. Det er en jungle på størrelse med Sjælland, og på plænen foran det eneste – heldigvis – hotel har jeg ofte betragtet abernes leg på græsset. Dyrene og junglen kan takke den uhyggelige vulkan 40 kilometer derfra for sin eksistens netop på dette sted. At Krakatau vil eksplodere igen er helt sikkert, men ind imellem har naturen sin egen forunderlige evne til at genskabe livet. I ruinerne af den gamle bortsprængte vulkan, er der nu dannet en ny: Anak, der betyder barn på indonesisk.

7. Bromo

På den østlige del af Java ligger vulkanen Bromo – faktisk en mindre vulkan i bunden af en kæmpemæssig kratergryde – det som vi kalder for en ’caldera’, dvs. kraterindsynkning. Kl. 03.00 aser vi op til toppen af den store kraterrand for at nyde den guddommelige solopgang, som langsomt skifter farve fra hvid, gul og rød med klipperne i baggrunden. Dybt nede i den brede dalsænkning hæver sig tre mindre vulkankegler, hvoraf Bromo er den ene, og konstant stiger der hvide dampskyer til vejrs. Man føler blodet risle igennem ens krop og fornemmer, at man kun er et lille sandkorn i den mægtige vilde natur. Vi mennesker kan ikke kontrollere naturen, og derfor måtte der mange steder ofres til vulkan-guden, og nogle steder ofrede man før i tiden børn til vulkanen. Legenden fortæller, at et helligt kongepar ikke kunne få børn. Da bad de til Ildens Gud. Til sidst lovede Guden at opfylde deres bøn, hvis de til gengæld ville ofre deres sidste barn. Parret fik nu et barn hvert år indtil de havde 25 børn, men de var ikke meget for at holde deres løfte. Da de forsøgte at flygte med alle deres børn, blev de pludselig indhentet af en mørk tåge, og deres yngste barn blev opslugt af en ny vulkan, Bromo. Fra vulkanens indre lød en stemme til forældrene: “Vend hjem med fred. Jeres yngste søn er nu blevet til en vulkan, Bromo, der betyder ild”. Indtil for ca. 100 år siden ofrede den lokale hindubefolkning ved vulkanen én gang om året et barn til Bromo ved at kaste det ned i krateret. Nu nøjes man heldigvis med høns og riskager.

8. Batur på Bali

På Bali ligger der to store vulkaner, hvoraf Batur er den mest virksomme. Legenden fortæller, at en kæmpe, Kebo Iwa, engang i fortiden havde gravet en dyb brønd til menneskene, fordi de ville bygge et stort hus til ham, og da han engang imellem slugte en af dem som et ekstra måltid mad, fik de den list at binde ham og kaste ham ned i det dybe brøndhul en dag. Det er nu vulkanen Batur, og når jorden ryster, er det fordi uhyret vil ud derindefra eller spyr ild og flammer, fordi han trækker vejret i vrede. Batur ligger som Bromo i bunden af en stor forhistorisk, bortsprængt vulkan, der, som Krakatau og så godt som alle vulkaner, bygger sig op på samme måde, men kun for at bortsprænge sig selv igen på et tidspunkt. Altså kort og godt: vulkaner bygger op – skaber og ødelægger igen. Solopgangen fra toppen er vidunderlig såvel som fra Bromo på Java. Her kan man koge æg adskillige steder i den bare vulkanjord – nærmest askekorn, hvor det ryger lidt hist og her. Ilden varmer jo op derinde fra. Kebo Iwa trækker vejret.

9. Kilauea på Hawaii

Mark Twain skrev i sin tid, at Vesuv var en barnevulkan i forhold til Kilaueas kratergryde. Når man står på toppen af denne enorme vulkans flade top, så synes man, at det må være et meget dybt åbent sår i jordens skorpe, hvad det i virkeligheden også er. Her bor vulkanernes gudinde Pelee, der var datter af Himlen og Jorden. Som lille pige syntes gudinden, at hendes mors ildsted var det sjoveste at lege i som barn. Nu er hun en smuk voksen kvinde, der viser sin vrede ved at koge over med hurtigt løbende lavastrømme, der kan true byer og beboede egne. Så må der ofres til hende. I gamle dage kastedes en smuk ung kvinde – “jomfru skulle hun være” – ned i den glødende lavagryde, hvis vulkanen buldrede og truede for meget. I dag nøjes man heldigvis med gin-flasker. Det var kristne missionærer, der forbød menneskeofringer til vulkangudinden. Madame Pelee kan blive meget vred, for man har her målt den højeste temperatur i lavastrømme på vores jordklode. Helt op til 1500 graders celsius. Det er ret almindeligt, at turister samler lavasten op som souvenir og tager med hjem. Jeg vovede mig ned i gudindens bolig ad de stier og smalle veje, hvor advarselsskiltene markerer, at man skal holde sig til vejen og ikke gå væk fra stierne. Der er op til 100 fod dybe spalter og sprækker under de løse størknede lavaflager eller tynde skorper. Et fald kan nemt betyde døden. “Sørg for at holde Dem og Deres børn under kontrol”, står der videre på vejskiltet. I hotel “Volcano House” oppe på kraterranden havde jeg i en glasmontre set de farverige mineralsten fra madame Pelees hjem i krateret. Samtidig havde man i en anden montre udstillet en del breve, der var skrevet af turister fra hele verden om de ulykker, der var hændt dem efter at de var kommet hjem med sten fra madame Pelees bolig. En japaner var udsat for den ene ulykke efter den anden. En indoneser skrev, at familien blev udsat for de mest uforståelige sygdomsanfald og dødsulykker. Et amerikansk ægtepar blev udsat for den ene ægtefælles død. Alle havde de så godt som returneret stenene fra vulkankrateret i Kilauea. Flere breve fortalte, at nu holdt ulykkerne pludselig op igen. Hvorfor? På Hawaii siger et gammel sagn, at hvis du fjerner sten fra Madame Pelees hjem, der skabte øerne, så rammer alverdens ulykker dig. Jeg havde denne eftermiddag samlet en halv plasticpose af flotte lavasten, som jeg ville have med hjem. Nogle af dem ville jeg give til Geologisk Museum i København, som jeg plejer. Senere samme aften inden jeg skulle flyve tilbage fra Hawaii, tog jeg plasticposen med stenene, gik hen til kraterkanten og kastede det hele ned i dybet.

10. Santorin – Atlantis eller hvad?

At stå på den græske vulkanø Santorins kæmpemæssige vandfyldte kraterrand giver én et uhyggeligt bevis på, hvad en vulkan kan præstere af ulykker. Vi ved i dag, at det store brag fandt sted år 1645 f.Kr. og ikke omkring 1250 f.Kr. efter datering af askelagene. En historie lig Pompeji blot 1600 år tidligere og meget voldsommere – ingen overlevede. Atlantismyten siges at stamme herfra i forbindelse med den minoiske kulturs undergang på Kreta, hvilket i dag diskuteres. En del af Kreta er blevet ødelagt. Der er ingen tvivl herom. En flodbølge på godt 50-60 meters højde, der med høj fart væltede ind over Kretas beboede kyster må have startet det dødsstød, som senere fik kulturen til at forsvinde. Aske såvel som pimpsten spredtes i stratosfæren over hele den østlige del af Middelhavet. Dog kan det ikke være samtidigt med Exodus (Moses’ udgang fra Egypten), som mange har hævdet, idet der er et par hundrede års forskel. Atlantis kan de i hvert fald godt holde op med at lede efter. Vi finder det aldrig. Det er Bibelens syndflodsberetning, der gentager sig i alle verdensreligionerne og kampen mellem det rene og urene, det syndige og ikke-syndige. I dag er Santorin et yndet turistmål og besøges af mange gæster fra hele verden, og ude i midten af den gamle bortsprængte vulkan er nu en ny vulkan ved at bygge sig op langsomt men sikkert. Igennem 2500 år er der fra havbunden på samme måde som i Krakataus tilfælde atter opstået en ny aktiv vulkanø. Øens indbyggere lever roligt og i pragtfuld harmoni med denne vilde og smukke natur. Det levende vinder over det døde.