I denne historie fortalt af mine bedsteforældre om hvordan bjerget Huarmi Rasu – Cotacachi eksploderede. De fortalte mig om hvordan lavaen kom ned og ødelagde jorden og fik den til at slå revner og blive ødelagt. De fortalte at lavaen lignede glødende vandfald af ild og væltede ned over landet, hvor nu Topo Grande og Santa Barbara kommunerne i dag ligger. De fortalte også at jomfru Santa Ana med hendes magt stoppede lavaen for ikke at ødelægge hele vores egn her, hvor vi i dag lever. Havde jomfruen ikke udført dette mirakel, så havde byen Cotacachi været totalt udslettet, tak til hende at vi lever i dag.
Der er en gammel historie, der fortæller, at Gud Fader og Moder Havet begge var alene og de talte om at skabe noget sammen. Så de sagde, at de ville skabe jorden, dyr og planter. Gud fader spurgte: ”Hvordan kan vi skabe dette”? Han sagde, at for at skabe dette er det bedre vi gifter os, så er det nemmere for os at skabe det hele mere roligt og afslappet. Men moder Havet ville ikke være med til dette. Fader Gud plagede Hav et i tre dage , indtil Havet sagde ja.
Efter nogle dage, hvor Havet tænkte for sig selv og sagde til sig selv: ”På kommando til at gifte sig for at skabe alle disse ting er det alligevel rigtigt, at vi skal gifte os for at forene vores kræfter og energi”. Hun gik til Fader Gud og sagde undskyldende til ham: ”Fint jeg accepterer dit ægteskabstilbud”. Og så giftede de sig, og startede med at sjkabe land, bjerge, planter, dyr og menesker maænd og kvinder som på det tidvidste hvordan det var at tale.
Da alt dette var skabt sagde de: ”Nu mangler der noget til at sammenligne os to. Så de atrede med at skabe mennesker. Så de blandende jord og vand for at skabe mand såvel som kvinde,.

Store stærke kræfter er gemt i jordens indre. Vi lever på nåde af jordens glødende kerne. Den har kræfter til at give liv og tage liv. Lever vi også på lånt tid?

Selve vores jord blev dannet for ca. 4,6 milliarder år siden,
idet sten og støv samlede sig til en hed planet. Ca. 800 millioner år efter jordens fødsel stilnede meteorstormen af og tillod jorden at danne de ældste kontinenter.

I 1999 fandt man på Grønland den ældste form for livstegn – bitte små partikler af organisk stof , opstået af alger, 3,7 milliarder år gamle. Alger, som hjalp til med at kontrollere livet og klimaet, så livet på jorden kan udvikles til et beboeligt sted. Når algerne døde, sank de ned og lagde sig som et ligklæde på havbunden, hvor de blev omdannet til kulstof. Disse alger har sikkert ved deres stofskifte via sollyset kunnet omdanne kuldioxid og vand til ilt og heraf organiske stoffer.

Kemiske analyser fremskaffet via laboratorieundersøgelser viser, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden. Vandet i oceanerne opstod sikkert i jordens barndom ved vulkanernes udspyning af kuldioxid, vanddampe og kvælstoffer. Ca, 200 millioner år efter jordens fødsel, var overfladen så kold, at at regnvandet samledes på overfladen, og de første oceaner blev dannet. Jorden har en radius på 6370 kilometer.

Inderst i vores planet har vi kernen i ca. 5000 – 6000 kilometers dybde. Den er fast og indeholder jern og nikkel. Ca. 5000 graders Celsius og på grund af det enorme tryk udenom er den fast. Det var den danske seismolog Inge Lehmann, der i 1936 opdagede, at jordens indre kerne må være fast, idet seismiske bølger(jordskælv/rystelser) passerer hurtigere gennem en fast end flydende masse.

Derefter har vi den ydre jordkerne fra ca. 3000 – 5000 kilometers dybde, der også består af jern og nikkel, men da trykket ikke er så stort her, er den flydende, hvilket bevirker, at der her foregår store strømbevægelser – og dette er igen årsag til jordens magnetfelt. Strømbevægelserne i magnetfeltet er atter drivkraften i de langsomme varmeprocesser i den omgivende kappe.

Kappen er ca. 3000 kilometer tyk og ikke rigtig flydende, men varm og i stand til at bevæge sig langsomt, og denne bevægelse er drivkraften bag den pladetektoniske virksomhed, som vi oplever på jordens overflade. Kappen består af Silicium(kisel)ilt, magnesium, jern, aluminium og calcium i forskellig sammenhæng.

Herefter Asthenosfæren(uden styrke), som er delvis smeltet.

Endelig Lithosfæren(med styrke)eller jordskorpen, som vi går og bor ovenpå og består af både kontinenter og havbund. Den har en tykkelse på fra få kilometer på havbunden til flere hundrede kilometer under kontinenterne. Den er delt op i 8 store og en række mindre stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Disse bevægelser foregår lidt forskelligt, men generelt med en fart fra 1 – 11 centimeter om året.

I kappen sker der bevægelser, som stammer fra den energi, der går helt tilbage fra dels jordens dannelse ved frigivelse af radioaktivt henfald, og energien skaber bevægelser i kappen som konvektionsceller, hvor varmen stiger til vejrs, hvilket opbygger spændinger i kontinentalpladerne, der til sidst resulterer i jordskælv og vulkanudbrud. Hver gang pladen rykker lidt på grund af de opbyggede spændinger, mærkes det som et jordskælv på jordens overflade. Hvor stort jordskælvet bliver, afhænger af gnidningsmodstanden pladerne imellem og hvor dybt nede bruddet sker og hastigheden af varmestrømningerne i jordens kappe.

Både jordskælv og vulkaner er nok ødelæggende, men må også betragtes som en slags sikkerhedsventil for jordens indre varme, der er hovedårsag til pladebevægelserne med efterfølgende jordskælv, som vi oplever som katastrofer i jordens tæt befolkede områder, og vulkanerne afgiver jordens indre overskudsvarme. Vulkanerne er både ødelæggende og livsgivende. Vi er nu mere af den opfattelse, at det meste af det vand, der er dannet i oceanerne, oprindeligt stammer fra jordens indre og er kommet ud til jordoverfladen i form af vanddamp ved vulkansk aktivitet.
Også vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare, fyldt med næringssalte og mineraler.

Vulkanerne nok er skyld i store naturkatastrofer på jorden, men altså også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.

Den indre jordvarme er altså årsag til dannelse af det vand – ilt – luft hvilket giver betingelser for alle former for levende organismer på jorden og i sidste instans også mennesket. Vores indre jordvarme er livsgivende, men tager også liv. Lever vi på lånt tid?…

Vi ved, at enorme katastrofer med jordskælv og vulkaner før har fundet sted på jorden, men er vi nu igen på vej ind i en mere ustabil periode med mere seismisk aktivitet – flere jordskælv og vulkanudbrud?. Det store spørgsmål diskuteres i denne tid af forskere i hele verden gennem medierne. Siden 1946 og frem til nu synes jordskælvsaktiviteten at være tiltagende, men vi må heller ikke glemme, at den stigende befolkningvækst på vores jordklode er skyld i, at mennesker rykkere nærmere og mere ind i risikoområderne i dag end før. Ordet tsunami var et efterhånden glemt ord indtil 2004, hvor Sumatra blev løftet 15 meter i vejret langs en over 1000 kilometer lang undersøisk forkastningszone, der udløse et jordskælv med en energi på 36.000 atombomber og flere hundrede tusinde mennesker mistede livet.

”Den rasende tyr” hos de gamle grækere eller ”Den vrede Gud” hos japanerne for årtusinder siden kaldte man de underjordiske kontintalpladebevægelser, der blev opfattet som et levende væsen dernede i undergrunden.

Vulkaner er altså en slags forbindelsvej mellem jorden indre og overfladen, hvor den gasrige magma dannes ved opstømmende varme i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser og så kan strømme ud på jordens overflade.
Seismiske undersøgelser viser, at der under de fleste virksomme vulkaner findes et magmakammer(indeholdende magma/lava), som ofte har form af et rødvinsglas med forskellig kemisk sammensætning alt afhængigt af, hvor på jorden vulkanen står eller ligger.Magmaet dannes ved lokal opsmeltning i selve jordskorpen eller den øverste del af jordens kappe og i forbindelse med trykfald og varmeopstrømningerne nede fra altså igen i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser. Altsammen et resultat af de varmeopstrømninger, der skyldes jordens magnetfelt og energiudladninger fra jordens kerne. I de Midtoceaniske rygge dannes magmaet tæt på jordens overflade, hvor pladerne trækkes fra hinanden.

Ved store vulkanudbrud slynges enorme mængder af aske og svovldioxid op i atmosfæren og stratosfæren. Her spreder støv og gasskyerne sig. Tidligere troede man, at det var støvet, der påvirkede klimaeffekten. Idag ved vi, at det er svovgasser, som er skyld i temperaturfaldet – alt afhængigt af hvor vulkanudbruddet finder sted på jordkloden, hvor store mængder udbrudsmateriale o.s.v. Også mængder af kuldioxid som drivhusgas kan komme ud og medvirke til den fortsatte drivhuseffekt og igen være påvirke temperaturforholdene på jorden.

Enorme vulkanudbrud slynger enorme mængder aske og svovl op i stratosfæren, og i Grønlands indlandsis kan syre- og askeindholdet ses i isborekernerne gennem århundrederne. Variationer i surhedsgraden(pH-værdien) i isen kan måles, bl.a. ved den syreregn, som er et resultat af svovludslippet i de eksplosive store vulkanudbruds dråbeskyer af svovlsyre.
Også ved sammenligning af mikroskopiske askeprøver fra indlandsisen med aske fra f.eks.vulkanen på Santorini kan man se, at de stammer fra den vulkan. Sammensætningen af grundstoffer i askelagene fra vulkan til vulkan er nemlig forskellig. Man har fundet ud af, at Santorin eksloderede for 3650 år siden og ikke 3500 år siden.
Ikke alle vulkanudbrud på jorden er her registreret eller repræsensteret, og det skyldes, at de dannede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over hele jorden, men følger de vinde, som hersker i stratosfæren.

I 1784 mente Benjamin Franklin Paris, at den usædvanlig kolde vinter og ”tørre tåge”, over det meste af Europa, nok stammede fra det enorme lavaudbrud på Island fra Laki i 1783. Han havde mange modstandere, men i dag ved vi han havde ret.

Året 1816 var uden uden sommer i Europa og Amerika. Tamboras udbrud i Indonesien 1815 udslyngede 150 km3 eller 17 millioner tons vulkanske udbrudsprodukter i vejret, og 100.000 mennesker mistede livet. Klimaeffekten gjorde sig gældende over hele den nordlige halvkugle. Høsten slog fejl i Frankrig og i London var temperaturen om sommeren 2 – 3 grader Celsius under det normale. Det sneede i juni måned i Europa og U.S.A. Alle havde glemt Benjamin Franklins forudsigelser 33 år tidligere. Man havde bemærket ejedommelige røde solnedgange over store dele af verden uden at man satte det i forbindelse med Tamboras udbrud.

I 1883 eksploderede vulkanøen Krakatau i Indonesien med et brag, der kunne høres over store dele af Sydøstasien og sendte 18 km3 aske og pimpsten i vejret, og næsten 40.000 mennesker druknede ved den efterfølgende tsunamisbølge. Her begynder den moderne vulkanforskning med en ny æra. Øen Krakatau lå på en befærdet søvej, og både askeskyer og udbrudsfænomener blev betragtet af mange hollændere. Fra begyndelsen af 1980-erne konkluderedes det bl.a., at det som man før havde betragtet som årsag til temperaturfaldet ikke var aske eller støvskyer, men dråber af svovlsyre(aerosoler) i stratosfæren, som tilbagekastede solens stråler og var skyld i en sænkning af temperaturen.

Pinatubos udbrud i 1991 på Filippinerne sendte 5 km3 aske og gasser op i stratosfæren – eller 10 millioner tons aske og 20 millioner tons svovldioxid(SO2) til vejrs og temperaturen faldt op til en halv grad. Her i Danmark kunne man observere farverige solnedgange denne sommer, altsammen en effekt af Pinatubos udbrud.

Svovl er lidt indviklet i forbindelse med vulkanudbrud. Altsammen afhængigt af varme, tryk, mængde af ilt i selve svovlforbindelserne i magmaet. Det kan være opløst i selve den smeltede lava(magma) eller en gasfase, igen afhængigt af dets jernindhold. Jo mere jern, desto mindre svovl. Det har vist sig, at i en underskydningszone, hvor en havbundsplade langsomt skubbes ned og ind under en kontinentalplade, smelter havbundspladen allerede i en dybde af 100 – 150 kilometer, og der opløses 0,5 vægtprocent svovl, hvilket er mere end dobbelt så meget som ellers. Når en vandmættet havbundsplade presses ind og ned under et kontinent nedsættes smeltepunktet, og det nydannede magma stiger til vejrs og danner magmakamre – eller opfylder de magmakamre – krudtkamre – til de vulkaner, som dannes på jordens overflade.

Resultatet er også, at vulkanerne langs en underskydningszone, som f.eks. Stillehavet, i deres eksplosive udbrud ofte udsender mere svovlgasser op i stratosfæren, som igen ved ved kemiske reaktioner danner fine dråber af svovlsyre, dråberskyer, der tilbagekaster en del af solesn varmestråling og dermed sænker temperaturen.
Svovlindholdet må derfor ses som en slags klimatisk nøgleeffekt i et vulkanudbrud, men der er forskel på hvor meget svovl, der er i magmaet og hvor meget magma, der udkastes alt efter hvor stort magmakammeret er. Mt. St. Helens udbrud i 1980 havde
næsten ingen klimatisk effekt på grund af det lave SO2 indhold i asken.

Gas, (efter den nederl. udtale af gr. chaos ‘gab, svælg, luftrum’, fra 1600-t. brugt om luftarter), brændbar gasblanding, som benyttes industrielt eller i husholdningen, mest til produktion af varme, men også til produktion af mekanisk energi i motorer og gasturbiner.

De vigtigste brændbare komponenter i brændselsgas er hydrogen (H2), kulmonoxid (CO), methan (CH4) og ethan (C2H6). Ikke brændbare komponenter som nitrogen (N2) og kuldioxid (CO2) forekommer også, ofte i anseelige koncentrationer, idet disse komponenter kan benyttes til at indstille gassens brændværdi. Nitrogen kan tilsættes i form af atmosfærisk luft. Den dermed følgende oxygen (O2) gør ikke gasblandingen eksplosiv, når blot koncentrationen af de brændbare bestanddele holdes væsentligt over den øvre eksplosionsgrænse.

Brændselsgas fremstilles på mange forskellige måder. Naturgas kan udvindes direkte fra gasholdige jordlag. Oliegas findes opløst i mineralolie og frigøres derfra, delvis umiddelbart når olien kommer op fra det høje tryk i oliereservoiret, delvis ved den første destillation i de påfølgende raffinaderiprocesser. Betydelige gasmængder fremkommer også ved raffinaderiernes krakning (dvs. opvarmning til høj temperatur) af tunge (højtkogende) produkter. Disses store molekyler nedbrydes til gas, benzin mv.

Store mængder gas fremstilles også ved forgasning af fast brændsel som stenkul og brunkul, i mindre omfang af træ og andre biomaterialer. Brændslet forgasses ved gennemledning af luft i underskud, således at man kun får en delvis forbrænding, fx

2 C + O2 A 2 CO.

I de fleste tilfælde tilføres også vanddamp, som kan indgå i processen

CO + H2O A CO2 + H2.

Kulgas fremstilles på et gasværk, hvor stenkul ophedes i retorter uden luftens adgang (tør destillation), hvorved kullene afgiver gas og tjæredamp. Tilbage i retorten bliver der koks. Kulgas fik tidligst betydning som lyskilde. Til dette formål blev det første forsyningsselskab oprettet i London i 1812, og fra 1818 blev der anlagt små gasværker ved forskellige institutioner i København, mens den tidligste danske offentlige forsyning blev etableret i Odense i 1853. Frem til 1970’erne spillede kulgasværker en vigtig rolle i den danske energiforsyning, først som lyskilde, men hurtigt med industrien som en vigtig kunde, og inden længe begyndte husholdningerne også at bruge gas til madlavning. I disse anvendelser blev gas efterhånden udkonkurreret af elektricitet, senest til kogebrug.

Uden for gasværkernes ledningsnet vandt flaskegas fra 1950’erne stadig større udbredelse. Flaskegassen bliver produceret på olieraffinaderierne. Den består af propan (C3H8) og butan (C4H10); disse komponenter er ideelle til formålet, idet de er flydende ved beskedne overtryk, men gasformige ved atmosfæretryk.

Efter store gasfund i Nordsøen har naturgas fået øget betydning for de omkringliggende landes energiforsyning, og også i andre dele af verden anvendes der store mængder af naturgas til industrielle formål og i husholdninger. I Danmark er der blevet opbygget en naturgasforsyning, efter at der i 1984 blev etableret en rørledning fra de danske Nordsøfelter til den jyske vestkyst. Se også biogas, forgasning, gasgenerator, gasværk og naturgas.

Kiselsyre = siliciumdioxid med mere eller mindre kemisk bundet vand.

Krystal = fast stof hvis atomer danner et regelmæssigt rumligt mønster, kaldet et krystalgitter, som er karakteristisk for det pågældende stof. Krystal kan være helt, delvist eller ikke begrænset af plane flader, der afspejler den indre symmetri.

Krystallisation = dannelse af krystaller ved størkning af en smelte, udskilning fra en opløsning, eller fortætning fra dampform.

Mineral = naturligt dannet grundstof eller kemisk forbindelse med konstante kemiske og fysiske egenskaber. Mineraler identificeres ved deres indre struktur, optiske eller fysiske egenskaber som densitet, hårdhed, farve og glans.

Silikater = salte af kiselsyre. Mange bjergarter består af tungtopløselige silikater. Vandglas er et opløseligt natrium – eller kaliumsilikat. Silikater anvendes ved glas og cementfremstilling og i keramikindustrien.

Silikatmineraler = gruppe af mineraler hvis hovedbestanddele er ilt og silicium. Omfatter de fleste mineraler så kalkspat og stensalt.

Silicium = grundstof som udgør 90 % af jordskorpens mineraler.