Vulkanen Kilauea på ”The Big Island” – den største af Hawaii-øerne i Stillehavet fortsætter sine udbrud. Vulkanen hæver sig som en skjoldvulkan 1222 meter over havet og befinder sig på 19.4 N og 155.3 W. Lavastrømme vælter nedad mod havet – dog i forholdsvis ubeboede områder.

Normalt med adskillige tusinde små jordskælv om året som tydelige beviser på, når magmaet(lavaen) bevæger sig under vulkanen og de vulkaner, som har opbygget øerne gennem millioner af år. Også et kraftigt jordskælv indenfor det sidste års tid på 6,7 og andre rystelser vurderes som en slags “knæk-resultat” af øens enorme vægt på havbundspladen – den oceanbundsplade, som bærer Hawaii-øerne – og har opbygget Hawaii-øerne oven på den ”hot-spot” af opadstigende lava(magma) fra dybet gennem mange millioner af år”…

Kilde: Vulkanobservatoriet på Hawaii…
Se mere under “hot-spot” på mit mini-leksikon

Alle Hawaii – øernes bjertoppe er af vulkansk oprindelse, og deres dannelse skyldes, at de alle ligger ovenpå en enorm ”hot-spot”, d.v.s. en opstrøm af varme smeltemasser fra dybere dele af jordens kappe. Alle vulkanerne får næring fra denne samme hot-spot igennem millioner af år, fordi Stillehavets havbundsplade skubber sig 11 cm i nord-vestlig retning på samme måde som et transportbånd flytter sig henover den samme opstrømmende “lava-vandhane” nedefra.

Kilauea har siden 1983 været i mere eller mindre konstant udbrud og bedømmes i dag til at være verdens mest aktive vulkan. Vulkanologerne kalder Kilauea for en venlig vulkan eller med rette en såkaldt rød og blød vulkan, hvor lavaen flyder ud uden de kæmpestore eksplosioner. I en passende afstand kan man iagttage de rødglødende springvand af lavafontæner, mens smeltede floder af lava strømmer ned over de lave skråninger. I 1911 grundlagdes et vulkanologisk observatorium på Hawaii på kanten af Kilaueas store Caldera eller kratergryde, Hawaiian Volcano Observatory, et af verdens berømteste og mest moderne vulkanforskningscentre, og herfra har man lært meget om en vulkans adfærdsmønster og om mulighederne for at forudsige kommende udbrud ved målinger af vulkanens hævninger og gasprøver af udsivende gasser fra krateret.

De gamle Hawaiianere påstod, at gudinden ”Madame Pelee” havde sin faste bolig i Kilaueas Caldera, og når hun blev vred, gik vulkanen i udbrud. For at formilde hende ofrede man unge smukke kvinder til hende, og med bind for øjnene blev de ført op til kraterets rand og så kastet den i den rødglødende lava som et offer til gudinden. Noget som Hollywood-filmproducenter i 1950-erne har lavet adskillige film om. Det forbød kristne missionærer i begyndelsen af 1800-tallet, da de kom til øerne. Nu nøjes man heldigvis med Gin – flasker. Ifølge sagnet var Pelee datter af Jorden, hendes mor, og hun ville som lille pige helst lege i sin mors ildsted. Derfor blev hun vulkangudinde.

I øvrigt dannes der i denne type forholdsvis tyndtflydende gasrige lava ofte totter af tyndt spindelvævsagtigt støv, som kaldes Pelee`s hår. Det er en form for stenuld, der spredes af vinden, og dette stenuld blev af Finn Henriksen i 1930-erne indført til Danmark, og han byggede en stenuldsfabrik i Hedehusene, Rockwool, der udnyttede det som isoleringsmiddel. Basaltlavasten fra Sverige bringes til fabrikken, og man omsmelter den i højovne samtidig med, at man presser luft ind i højovnen, og stenulden dannes ved denne proces, på nøjagtig samme måde som i en rigtig vulkan.

Lava fortsætter med at strømme ud af Kilauea på ”The big Island” – den største af Hawaii – øerne i midten af Stillehavet. Siden den 31. oktober er lava strømmet i østlig retning – 1,1, kilometer på to dage og ud igennem en lavatunnel, men heldigvis i forholdsvis ubeboede egne. Dele af nationalparken er lukket.

Kilauea befinder sig på ”The Big Island” – den største af Hawaii-øerne i Stillehavet. Vulkanen hæver sig som en skjoldvulkan 1222 meter over havet og befinder sig på 19.4 N og 155.3 W.
Alle Hawaii – øernes bjertoppe er af vulkansk oprindelse, og deres dannelse skyldes, at de alle ligger ovenpå en enorm ”hot-spot”, d.v.s. en opstrøm af varme smeltemasser fra dybere dele af jordens kappe. Alle vulkanerne har altså fået næring fra den samme hot-spot igennem millioner af år, fordi Stillehavets havbundsplade skubber sig 11 cm i nord-vestlig retning på samme måde som et transportbånd flytter sig henover den samme opstrømmende vandhane nedefra.

Kilauea har siden 1983 været i mere eller mindre konstant virksomhed og regnes i dag for at være verdens mest aktive vulkan. Vulkanologerne kalder Kilauea for en venlig vulkan eller med rette en såkaldt rød, d.v.s. blød vulkan, hvor lavaen flyder ud uden de kæmpestore eksplosioner.

I 1911 oprettedes et såkaldt vulkanologisk observatorium på Hawaii på randen af Kilaueas store Caldera eller kratergryde, Hawaiian Volcano Observatory, et af verdens berømteste og mest moderne vulkanforskningscentre, og herfra har man lært meget om en vulkans adfærdsmønster og om mulighederne for at forudsige kommende udbrud ved målinger af vulkanens hævninger og prøver af udsivende gasser i kraterbunden.

De gamle Hawaiianere påstod, at gudinden ”Madame Pelee” havde sin faste bolig i Kilaueas Caldera, og når hun blev vred, gik vulkanen i udbrud. For at formilde hende ofrede man unge smukke kvinder til hende, og med bind for øjnene blev de ført op til kraterets rand og så kastet den i den godt 1300 grader rødglødende lavasø som et offer til gudinden. Noget som Hollywood-filmproducenter i 1950-erne har lavet adskillige film om. Det forbød kristne missionærer i begyndelsen af 1800-tallet, da de kom til øerne. Nu nøjes man heldigvis med Gin – flasker. Ifølge sagnet var Pelee datter af Jorden, hendes mor, og hun ville som lille pige helst lege i sin mors ildsted. Derfor blev hun vulkangudinde.

I øvrigt dannes der i denne type tyndtflydende gasrige lava ofte totter af tyndt spindelvævsagtigt støv, hvilket kaldes Pelee`s hår, som er en form for stenuld, der spredes af vinden, og dette stenuld blev af Finn Henriksen i 1930-erne indført til Danmark, og han startede en form for stenuldsfabrik i Hedehusene, Rockwool, der udnyttede det som isoleringsmiddel. Basaltlavasten fra Skandinavien bringes til fabrikken, og man omsmelter den i højovne samtidig med, at man presser luft ind i højovnen, og stenulden dannes.

Jeg kan stærkt anbefale at læse denne artikel af Lars Henrik Aagaard i Berlingske Tidende den 8. december 2007.

Af Lars Henrik Aagaard,
Lørdag den 8. december 2007

Ganske umærkeligt bliver klodens landmasser æltet og formet i en sådan grad, at vor verden i løbet af millioner af år forandres til ukendelighed. Det er en storslået proces, som vil ændre klimaet og livsbetingelserne voldsomt for fremtidens planter og dyr og måske føre til dannelsen af ét eneste superkontinent.

Det knager og brager i jordskorpen. Det er umuligt at se med det blotte øje, men nær kanten af kontinenterne og ude midt på verdenshavene foregår der en proces så magtfuld, at den over millioner af år vil forandre vores kendte verden til ugenkendelighed.Det er en proces, som skubber nye bjergkæder op i højderne, som udraderer hele oceaner, og som flytter enorme landmasser fra polare egne til troperne. Og omvendt. Det er kontinentaldriften, vi snakker om – det forhold, at de store såkaldt tektoniske plader, som kontinenter og havbund hviler på, er på en evig vandring i slow motion mod, langs eller bort fra hinanden.Det er bevægelser, der foregår med ganske få centimeter om året, så over selv et helt menneskeliv er forandringerne noget nær umærkelige. Men skruer vi tiden 50, 100 eller 250 millioner år frem, vil en tidsrejsende ikke have en chance for at genkende den jordklode, hun vender tilbage til. Hun vil opdage, at der, hvor Middelhavet lå, står i stedet planetens mægtigste bjergkæde, De Mediterrane Bjerge. Hun vil opdage, at det, der engang var Australien, har klæbet sig fast til resterne af Sydøstasien, og hun vil med meget stor sandsynlighed slet ikke kunne finde Danmark, mens det, som vi engang kaldte for Den Skandinaviske Halvø, er skubbet op mod den nuværende isnende del af det nordvestlige Sibirien.Om en kvart milliard år er der tilmed en pæn stor sandsynlighed for, at stort set alle klodens landmasser vil klæbe sig til hinanden i ét vældigt superkontinent omgivet af et eneste verdenshav. Dette superkontinent har allerede fået et navn – Pangaea Proxima eller på dansk: Det Næste Pangæa. Sådan lyder i hvert fald det kvalificerede gæt fra en række geofysikere, der beskæftiger sig intenst med de tektoniske pladers fremtidige bevægelser.

Det er en udvikling, der bestemt ikke er uinteressant. Jo, måske nok egoistisk set for os som selvstændig art, for vi vil formentlig alligevel ikke være her længere om nogle tusinde eller i heldigste fald få millioner år. Men for klodens biologiske liv som sådan har det helt afgørende betydning, for i vid udstrækning bestemmer fordelingen af klodens landmasser, om man lever i et behageligt og livsbekræftende klima eller i et ekstremt klima, hvor risikoen for at uddø er overhængende. Tilmed er det en udvikling, som vi står aldeles magtesløse over for. Vi har ikke den ringeste mulighed for at påvirke de kolossale kræfter, der river og flår i Jordens skorpe.Hele ideen om, at Jordens landmasser flyder, blev født, netop fordi man opdagede det første Pangæa. Opdagelsen skyldtes oven i købet en mand, som kunne tale dansk, og som havde en stærk fascination af Grønland. Hans navn var Alfred Wegener, han var tysker og uddannet meteorolog, men i virkeligheden var det amatørgeologen og fossiljægeren i ham, der i 1912 fik ham til at udforme en fantastisk teori, som i hans egen levetid blev affærdiget som det rene nonsens, men som vi i dag kun kan beundre ham for at have udtænkt.Som flere andre før ham undrede han sig, når han kiggede på en globus. Det kan ikke være helt tilfældigt, at Afrikas vestkyst passer næsten som fod i hose ind i Sydamerikas østkyst, tænkte han. Men Wegener gik videre og undersøgte fossiler af stort set identiske dyr, som man havde fundet på begge sider af det mange tusind kilometer brede verdenshav.Til sidst – og det siges, at det var da han drømmende skuede ud over langsomt drivende isflager i en grønlandsk fjord – drog han den dristige slutning, at landmasserne flyder i en proces, som han kaldte for kontinentaldrift. Tilmed formulerede han den teori, at for 250 millioner år siden havde alle kontinenter hørt sammen i et superkontinent, som han døbte Pangæa, hvilket er græsk for »Alverden«.

I dag kan videnskaben på basis af talrige indicier, der også involverer moderne højteknologi, give Alfred Wegener ret i næsten alle hans teorier. Der har eksisteret et stort set sammenhængende superkontinent, kontinenter og havbund har drevet omkring siden Jordens ungdom, og de gør det stadig, hvilket man bl.a. kan dokumentere med satellitbaserede GPS-målere.F.eks. bliver Atlanterhavet til stadighed bredere. Nordamerika og Europa fjerner sig fra hinanden med ca. tre centimeter om året. Til gengæld bliver Middelhavet og Stillehavet konstant en smule snævrere, mens Australien ganske langsomt drejer om sig selv, mens kontinentet som sådan driver mod nord. Denne voldsomme drift af kontinenter og havbund skyldes to efterhånden ganske velbeskrevne processer, havbundsspredning og subduktion.Havbundsspredning foregår bl.a. ude i midten af Nordatlanten, hvor havbunden konstant bliver flået op i og omkring den vældige undersøiske bjergkæde, Den Midtatlantiske Højderyg. Mens Europa og Amerika rives bort fra hinanden, flyder lava jævnt og relativt stilfærdigt fra Jordens indre op af gabende sår, vulkaner, hvilket konstant skaber ny havbund. En undersøisk cementfabrik simpelthen.Men den nydannede skorpe skal også ned i Jorden igen, og det sker i områder med subduktion, det vil sige steder, hvor en overvejende oceanbaseret tektonisk plade glider ned under en overvejende landbaseret plade. Det er en proces, der bl.a. finder sted, hvor Nazcapladen under Stillehavet brager ind i det sydamerikanske kontinent, hvorved den løfter Andesbjergene op i højderne og udløser kraftige jordskælv. Processen finder også sted ud for Alaska, Japan og ikke mindst omkring Indonesien, der hærges af nogle af denne verdens kraftigste og mest ødelæggende jordskælv – for ikke at tale om eksplosive vulkanudbrud.En næsten tilsvarende situation har man på land, på grænsen mellem det nordlige Indien og verdens største bjergkæde, Himalaya. Indien hviler nemlig oven på en nordgående tektonisk plade, der med voldsom kraft braser direkte ind i den store eurasiske plade, hvorved Himalaya til stadighed løftes endnu længere op i de permanent snedækkede højder.

Forskere har stadig ikke til fulde afdækket, hvad der ligger bag de kraftige pladebevægelser. Men man mener, at de især skyldes såkaldte konvektionsstrømme under jordskorpen – det vil sige en evig bevægelse af helt eller delvist smeltede bjergarter, der hvirvler fra Jordens brændende indre og helt op nær overfladen, hvor de så at sige puffer til de ret hårde og køligere plader, som oceaner og landmasser hviler på.Videnskaben har efterhånden ganske godt styr på de jordiske forhold, da superkontinentet Pangæa var en realitet for en kvart milliard år siden. I det indre Pangæa var klimaet som et Rusland i anden potens, altså et ekstremt fastlandsklima med ubegribeligt kolde vintre og smeltende varme og tørre somre. Computermodeller viser, at 44 grader celsius slet ikke var en unormal sommertemperatur, og et svalende skydække med nedbør ville stort set aldrig forekomme, fordi skyerne ikke kunne drive så langt ind over land. Nærmere kysten var der næsten permanente oversvømmelser om foråret, når isen pludselig smeltede. Ja, faktisk var det eneste område med et mildt og tilpas regnfuldt klima efter alt at dømme reduceret til en mindre kystnær zone i den nordlige del af Pangæa.Meget tyder endog på, at selve eksistensen af det gamle superkontinent var en faktor i den største artsdød, der har fundet sted i Jordens historie, nemlig den, der forekom mod slutningen af den såkaldte permtid for 251 mio. år siden. Dengang forsvandt 19 ud af 20 dyre- og plantearter, sandsynligvis i en kombination af giftig, vedvarende og voldsom vulkanisme i det nuværende Sibirien og af selve den kendsgerning, at landmasserne var samlet i et eneste kontinent.

Superkontinentdannelse er efter alt at dømme en cyklisk begivenhed. En halv mia. år før Pangæa eksisterede superkontinentet Rodinia, en halv milliard år forinden var der formentlig et andet for længst udslettet superlandmasse, og om 250 millioner år vil Ameria, Afrika, Europa-Asien, Australien og Antarktis måske klæbe sig til hinanden igen.Processen er som sagt allerede godt i gang: Afrika er ved at udslette ikke bare Middelhavet, men også Sortehavet og Det Røde Hav – en tilintetgørelse, der ventes fuldbragt om mindre end 50 mio. år. Australien er på vej op mod Indonesien, Sydamerika driver langsomt mod nord, mens Storbritannien og Skandinavien driver mod nordøst og dermed op i permafrosten. Til gengæld ventes Atlanterhavet at fortsætte sin spredning mange millioner år ind i fremtiden, men om måske 100 mio. år vil dynamikken vende.Det venter i hvert fald en af verdens førende eksperter i kontinentdannelse, Christopher Scotese fra University of Texas. I tidsskriftet New Scientist forudser han, at havbundsspredningen i det centrale Atlanten vil erstattes af en subduktionszone ud for det østlige Centralamerika.»Det betyder, at havet vil lukke, og det vil lukke temmelig hurtigt,« siger han til det videnskabelige magasin.Dermed kan det næste Pangæa være en realitet om 250 mio. år, hvorved det jordiske liv vil få kamp til stregen af ikke bare et ekstremt klima, men også af voldsomme vejrbetingede naturkatastrofer.Klimaforskere forudser således, at et superkontinent kan udløse megamonsuner, der kan forårsage ekstrem nedbør i tropiske egne samt – og endnu værre – hyperkaner. Det er orkaner, der i både omfang og styrke vil være væsentlig større og dermed mere ødelæggende end de hvirvelstorme, der i dag gør et voldsomt indhug i bl.a. det sydøstlige USA og Bangladesh.Når en hyperkan ankommer, vil vinden hyle med 400 km/t, nedbør i metervis vil på få timer drukne alt og alle, og kystarealer på flere tusind kilometers længde vil blive revet op med rode.I forhold til den verden, vi kender og værdsætter, vil alt være forandret under det næste Pangæa. Jorden vil have et helt andet klima, helt andre bjergkæder, helt andre kystlinjer. Og lille Danmark vil for længst være blevet pulveriseret i den store kontinentale klippekværn. Vort gamle hjem i verdensrummet vil se ud som en fremmed planet.

Læs mere på: www.scotese.com

Geografisk Tidsskrift, Bind 8 (1885 – 1886)
Krakataus Udbrud i 1883. Cand. polyt. V. Ussing.
(Sluttet).

Det var Bølgerne, som anrettede al Ødelæggelsen. Jordskjælv af Betydenhed have ikke fundet Sted. Den stærkeste Bølge synes at være opstaaet omtrent Kl. 10, svarende til det Tidspunkt, da Vulkanen sank sammen; de tidligere stærke Bølgebevægelser maa antages at være fremkaldte ved ‘de udslyngede Stoffer. Der er allerede nævnt et Bevis paa Bølgernes uhyre Magt; som et andet kan anføres, at der efter Katastrofen paa Stranden ved Anjer tæt ved det omstyrtede Fyrtaarn fandtes en vældig Koralblok, hvis Volumen maaltes til 300 Kub. meter, saa at dens Vægt kan antages at være mindst en Million Pund. Den Højde, hvortil Bølgerne ere løbne op ad Kysterne, har man ved Anjer, som ligger syv Mil fra Krakatau, fundet at være 115 Fod; Øen Sebessi, som var det mest udsatte Punkt, synes at være bleven helt overskyllet af Bølgerne. Hvor Sunda Strædet havde en større Bredde, gik Bølgerne ikke nær saa højt op ; men de ere sporede ikke alene paa Kysterne af næsten alle de Indiske Øer, men, som det synes, over den største Del af Jorden; Verbeek har dog endnu ikke afsluttet sine Undersøgelser over dette Forhold.

Antallet af Menneskeofre angives officielt til 36,380 indfødte og 37 Evropæere; af disse blev kun en ringe Del begraven under Asken, alle de øvrige ere blevne et Offer for Bølgerne. 165 Smaabyer bleve fuldstændig, 132 delvis ødelagte.
Ligesom Havet kom ogsaa Luften i stærk Bevægelse; paa Skibe i Surida Strædet har man saaledes iagttaget Variationer i Lufttrykket paa hen imod to Tommer i Løbet af kort Tid. Fra Batavia har man des værre kun Timeiagttagelser af Barometret; men ved at benytte Opgivelserne fra forskjellige Steder og særlig ved Hjælp af de Forstyrrelser, som Luftbølgerne frembragte paa Gasregulatoren i Batavia, er det lykkedes Verbeek at beregne Tiderne for de stærkeste Udbrud, som fandt Sted i Løbet af d. 27de Avg.; han finder: Kl. 5.50, 6.44, 10.g og 10.52. Det er bekjendt, at man ved Hjælp af de meteorologiske Observatoriers selvregistrerende Barometre har kunnet iagttage, hvorledes den store Luftbølge med Lydens Hastighed har forplantet sig flere Gange rundt om Jorden.
Efter Kl. 11 tog Vulkanens Virksomhed stærkt af, men den vedvarede dog endnu til den næste Morgen (d. 28de). Der foreligger mange Beretninger om yderligere fortsat Virksomhed; men de synes for det meste at bero paa Fejltagelser, fremkaldte ved de glødende Pimpstensmasser, som dreve paa Vandet, og i hvilke der ofte skete smaa Explosioner, eller ved de halv forkullede og endnu ulmende Træstammer paa Krakatau og de omliggende Øer — alt sammen i Forbindelse med Befolkningens stærkt ophidsede Fantasi. Sikkert er det kun ,at der i nogen Tid efter d. 28de Avg. er kommet Dynd ud fra Vulkanen. Da Verbeek nemlig d. 17de Oktober besøgte Krakatau, fandt han to Dyndstrømme af meget fin mørkfarvet Aske, som begyndte omtrent 600′ under Rakata’s Top og slyngede sig ned ad Bjærget i en Længde af henimod 4000’; de fulgte de Bender i Pimpstens- og Askelagene, som Regnen havde dannet, og vare altsaa yngre end de nævnte udkastede Masser. Endnu i Begyndelsen af 1884 har man af og til hørt underjordisk Larm ved Krakatau, men Udbrud ere ikke iagttagne.

Krakataus Udbrud hører til de største, som ere iagttagne i en historisk Tid; det har efterladt dybe Spor ikke alene ved sine forfærdelige Ødelæggelser, men ogsaa ved de Forandringer i Jordoverfladen, som det har frembragt. Disse Forandringer ere ganske vist overordentlig
Side 120 übetydelige, naar man ser heu til, hvor ringe en Brøkdel af Jorden de have strakt sig over, men de overgaa langt, hvad vulkanske Udbrud i Reglen frembringe. De skyldes dels de store Masser, som fra det indre ere bragte op paa Jordens Overflade, dels de stedfundne Sænkninger.

Før Udbruddet i 1883 iagttog man paa Øen en temmelig betydelig Lavastrøm, som var flydt ud under Udbruddet i 1680. Det Udbrud, som vi her beskæftige os med, har haft en anden Karakter: det har intetsteds været muligt at opdage ny Lavastrørame, og det kan med temmelig stor Sikkerhed antages, at der slet ikke har fundet Lavaudbrud Sted i 1883. Alt Materiale er blevet kastet ud af Vulkanen i Form af Damp, Aske og løse Sten. Det er tidligere nævnt, at Krakatau af og til er blevon undersøgt under det lange Udbrud; det har ved disse Undersøgelser vist sig, at der i de allerførste Dage af Udbruddet er blevet udkastet Pimpsten, men derpaa og indtil den 26de Avgust hovedsagelig Aske. De udkastede Stoffer havde d. Ilte Avg. paa Krakatau kun naaet en gjennemsnitlig Højde af noget over l Fod. Ganske anderledes var Forholdet efter det store Avguetudbrud. Man fandt da paa Krakatau og Verlaten Eiland uhyre Hobe af Pimpsten i Stykker, hvis Størrelse ofte gik op til hen imod 30 Kubikfod; imellem dem fandtes Sand og Aske, den sidste dog kun i underordnet Mængde paa Krakatau. Tykkelsen af samtlige udkastede Stoffer naaede ved den vestlige Fod af Rakata 150—200 Fod; opadtil tog den af, paa Toppen saas endnu den oprindelige Overflade og de væltede, halv forkullede Træstammer. Hist og her fandt man Stykker af de (diluviale) lagdelte Bjærgmasser, som danne Underlaget for Vulkanen, og som ved de heftige Udbrud vare blevne revne med fra Siderne af Kraterrøret.

I de nærliggende Dele af Sunda Strædet var Pimpsten og Dynd faldet i saa store Mængder, at de dannede hele Øer. Disse (Calmeyer og Steers) havde dog kun en kort Tilværelse, idet de løse Masser, hvoraf de bestode, snart bortskylledes af Bølgerne. Alt, som man fjærner sig fra Krakatau, aftager ikke alene Mængden af de udkastede Stoffer, men ogsaa Maximumsstørrelsen af Stykkerne. Paa Krakatau og Verlaten Eiland ere de største Stykker, som nævnt, henimod 30 Kubikfod; paa Calmeyer og Sebessi fandtes kun sjældent Stykker saa store som et Hoved, og i større Afstande blive de endnu mindre; dog har man fundet bønne- ja haandstore Stykker endnu i en Afstand af 5 til 10 Mil fra Vulkanen. Saadanne Stykker kunne ikke være førte af Vinden; de maa være ligesom skudte ud af Bjærget, og vi kunne herigjennem danne os et Begreb om den uhyre Fart, de maa have haft, da de forlode Krateret. En theoretisk Beregning for det lufttomme Rum giver for en Elevation paa 10°, 45° og 30° en Begyudelseshastighed af 3307, 1934 og 3307 Fod Sekundet, for at Projektilerne kunne falde ned i en Afstand af fem Mil; Flyvetiden bliver henholdsvis ca. 1/a, 11/«l1/« og 31/«31/« Minut, den størst naaede Højde 5290, 30,000 og 170,140 Fod. I Luften maa Begyndelsesbastigheden have været endnu større, og den har altsaa langt oveigaaet den, som en Kanonkugle faar. Det maa efter ovenstaaende Beregninger antages, at mange af de udslyngede Sten have naaet en Højde af ikke mindre end 7 Mil.

Asken fra Krakatau er for det meste meget fin og lys af Fai’ve; jo fjærnere fra Vulkanen den er falden, des mere glasrig viser den sig at være under Mikroskopet; selv i de krystalrigeste Sorter udgjør den glasagtige Grundmasse over 90 pCt., en Følge af den hurtige Afkøling, de fine Partikler lide. Et enkelt Sted (Ketimbang) var den faldende Aske varm, saa at den endog frembragte Brandsaar; dette kan maaske forklares derved, at Asken her var kastet ud under en meget betydelig Vinkel med Vertikalen, saa at den kun havde svævet ganske kort Tid i Luften, da den faldt, og saaledes ikke havde faaet tilstrækkelig Tid til at afkøles. Det hele Areal, som Vulkanen bredte sin Aske ud over, har man beregnet til 15,000 Kvadratmil; men uden for dette, ja endog paa Steder, der ligge hen imod 400 Mil fra Krakatau, er der hist og her faldet Aske, som var ført med Side 191 før den bredte sig synderlig. For at forstaa dens Bevægelse maa man erindre, at den forlader Krateret deltagende i Jordens roterende Bevægelse, altsaa med er Fart af omtrent 1500 Fod i Sekundet mod Øst, og der beholder denne Hastighed, efter at den har hævet sig højt op i Luften; men da den Cirkel, som den da beskriver er større, kan den ikke tilbagelægge den hele i 24 Timer; den kommer til at gaa mindre hurtig rundt end Jorden, saa at den i Forhold til denne bevæger sig i vestlig Retning. Man har kunnet følge Skyen i dens Bevægelse hele to Gange rundt om Jorden. Efter at være gaaet én Gang rundt viste den sig paa Ceylon om Eftermiddagen d. 9de September; den havde altsaa til denne Vandring brugt omtrent 13*/2 Døgn, saa at dens Hastighed har været næsten 120 Fod i Sekundet; den 22de September om Morgenen saa man atter paa Ceylon de besynderlige Himmelfænomener, og man finder heraf for den anden Tur om Jorden næsten den samme Hastighed som for den første. Ikke alle Dele af Skyen fulgte denne Bevægelse; nogle gik saaledes mod Øst, thi ganske kort efter Udbruddet iagttog man deres Virkninger i Avstralien. Til at sprede Askeskyerne og føre dem bort fra Ækvator bidrog først og fremmest de sydvestlige og nordvestlige Antipassatvinde, som herske i de højere Luftlag paa begge Sider af Ækvator. Det varede derfor ikke længe, før Skyerne havde delt sig og bredt sig i saa høj Grad, at Himmelen i Tusmørket oplystes med de bekjendte rødviolette Farver over store Strækninger af Jorden paa samme Tid.
Der staar endnu tilbage at omtale de Sænkninger, som i Forbindelse med Udbruddet have fundet Sted paa Krakatau og i dens Omegn. For nærmere at kunne forstaa, hvad der er gaaet for sig, maa vi først med et Par Ord omtale Øens Bygning i geologisk Henseende. Vulkanen Krakatau er overalt omgiven af Havet, og intetsteds ser man noget af det faste Grundlag, hvorpaa den hviler. De Brudstykker af lagdelte Stenarter, som Vulkanen har kastet ud under Udbruddet, ligne ganske dem, der findes paa Sunda Strædets Kyster og øvrige Øer, og vi kunne deraf slutte, at Krakatau har samme Grundlag. Dette bestaar hovedsagelig af Materialier af vulkansk Oprindelse, som Havet har afsat i vandrette Lag i et Tidsrum, som Geologerne regne til Nutiden. Herpaa ere da Krakatau og dens Naboøer byggede op af de Aske- og Lavamasser o. s. v., som den vulkanske Virksomhed har bragt op til Dagens Lys. Af saadanne vulkanske Bjærgarter findes der to helt forskjellige Slags, nemlig en Hyperstenandesit, som er den overvejende med omtrent 68 pCt. Kiselsyre, og en Basalt med omtrent 48 pCt. Kiselsyre. Basaltudbruddet har fundet Sted i en Periode, som ligger mellem to Andesitperioder, nemlig den ældre, oir Tidspunktet for hvilken man intet véd, og den yngre ved Aaret 1680.

Under den ældste Andesitperiode maa man antage, at der efterhaanden af de Materialier, som kom ud af Krateret, hår dannet sig en stor Kegle om dette; man har beregnet, at den inaa have haft en Højde af mindst 6000 Fod. Bjærget er da senere styrtet sammen i Midten — ved en lignende Proces som den, der er foregaaet i 1883 og siden skal omtales — og der er kun bleven tilbage en kredsrund Rand, af hvilken enkelte Partier endnu den Dag i Dag rage op af Vandfladen som Øer. Undersøger man disse Øer, ser man paa deres ind imod Midten af Ringen vendende stejle Sider, som ofte hæve sig indtil 300 Fod over Havet, at de bestaa af Lag af massiv Hyperstenandesit, som ligge regelmæssig oven paa hinanden* uden mellemliggende Lag af løse Materialier; kun allerøverst finder man et 6 til 10 Fod tykt Lag af saadanne, som altsaa ere udkastede ved Slutningen af den første Periode.
Paa et Punkt af den sydlige Del af Kraterringen har der derpaa gjennem et nyt, selvstændigt Krater fundet Basaltudbrud Sted, og de have her dannet „Rakata”s 2500 Fod høje Kegle; men derefter ere Basaltudbruddene ophørte, og Rakata har aldrig siden vist Spor af Virksomhed. Hele den ene (nordlige) Side af denne lille Vulkan er forsvunden ved Udbruddet i 1883, og i den ved Skredet fremkomne stejle Skrænt kan mau nu se hele Keglens indre Bygning. Den bestaer ganske af l til 6 Fod tykke Lag af basaltisk Aske og Lapilli afvexlende med størknede Basaltstrømme, hvis Tykkelse varierer fra l til 11/«l1/« Fod. Lagene ligge symmetrisk med Hensyn til en lodret Linje gjennem Toppen, og det maa derfor antages, at Kraterrøret gaar lodret op omtrent til Toppen. Man ser end videre af dette Snit tværs igjennem Vulkanen, som Naturen selv har blottet, at der hverken findes noget hult Rum eller nogen fast Kjærne af synderlig Udstrækning.
Senere hen i Tiden har der atter fundet Udbrud af Hyperstenandesit Sted gjennem det gamle Krater; de udkastede Lava- og Askemasser have dannet Øer midt Jnde i den gamle Kraterring, og Øerne have forenet sig indbyrdes og med Rakata til én Ø, Krakatau. Denne yngre Hyperstenandesit har næsten ganske samme Sammensætning som den ældre; den maa derfor antages at være kommen fra det samme Lavarum. Basalten, som brød frem i Hvileperioden mellem de to Andesitudbrud, er kommen fra en helt anden underjordisk „Beholder”‘; men man véd intet om, hvad Forbindelse der mulig er mellem de to Sæder for vulkansk Virksomhed, eller hvorfor Basaltvulkanen
Side 122 har dannet sig saa tæt ved den anden. — Der kom nu igjen en længere Hvileperiode, som afbrødes ved Udbruddet i 1883. Asken fra 1883 indeholder gjennemsnitlig 58 pCt. Kiselsyre og er altsaa betydelig mere basisk end de omtalte Andesitter, men det er atter denne Gang det gamle Centrum, at Udbruddet er kommet fra.
Da man efter det store Udbrud atter besøgte Krakatau, viste Øgruppen et ganske andet Udseende end forhen. De to Smaaøer, Verlaten Eiland og Lang Eiland, havde i det væsentlige beholdt deres tidligere Skikkelse, kun vare de blevne en Del større som Følge af de store Masser Pimpsten og Aske, der vare faldne paa dem. Men af selve Øen Krakatau var kun den sydlige Del med en Del af Basaltvulkanen tilbage; den nordlige Side af dette Bjærg var borte, saa at det med en stejl Skrænt vendte lige ud mod Havet, hvis Bølger gled uhindret hen over den Plads, hvor før de to Tredjedele af Øen havde været; ved Maalinger fandt man her Dybder paa 50—150 Favne. Den forsvundne Del af Øen var den, som bar de to smaa Toppe Danan og Perbuatan, og hvor de virksomme Kratere, som iagttoges under den første Tid af Udbruddet, havde ligget. Størrelsen af de ved Katastrofen skete Forandringer ses bedst ved Sammenligning af Øernes nuværende Størrelse med den, de havde før 1883; man har ved Opmaalingerne fundet:

Men Forandringerne have ogsaa strakt sig til en Del af Havbunden i Krakataus Omegn, hvor man nu finder langt større Dybder, end der tidligere var. Det viser sig herved, at der har fundet en Sænkning Sted af hele det Areal, som omsluttes af den gamle Kratermur; Katastrofen er en Gjentagelse af den, der i en forhistorisk Tid efterlod Kratermuren som Levning af den store Vulkan. Uden for denne Kreds finder man ganske de samme Dybder som forhen, undtagen imod Øst, hvor Havbunden over et ikke übetydeligt Areal nu ligger langt dybere end før. Størrelsen af dette Areal er omtrent 0.6 Q Mil ; Arealet indenfor Kratermuren er 0.7 Q Mil, saa at i alt 1.3 Q Mil af Jordens Overflade nu ligger langt dybere end før.
Vi have betegnet Katastrofen som en Sænkning; men der kan ogsaa tænkes og er i Virkeligheden bleven fremsat en anden Theori til Forklaring af, hvor de betydelige Landstrækninger ere blevne af, nemlig at de kunne være slyngede op i Luften ved det stærke Udbrud. Det er paa denne Maade, at man fra flere Sider har søgt at forklare Tilblivelsen af de Kraterringe, som ses paa saa mange Steder, og hvoraf flere i Størrelse kunne maale sig med Krakatau i dens nuværende Skikkelse. Men denne Forklaring er her højst usandsynlig; da nemlig en stor Del af Basaltbjærget Eakata er forsvundet sammen med det øvrige, maatte man, hvis det var slynget op i Luften, vente at finde Basaltstykker mellem de udkastede Stoffer, men det er kun højst sjældent, at man har fundet saadanne. Det synes ogsaa næsten umuligt, at et Stykke Land med en Udstrækning af 0.7 Q Mil og dertil endnu en Del af Havbunden øst for Vulkanen skulde være slynget op i Luften paa en Gang. I al Almindelighed anser Yerbeek denne Explosionstheori for lidet sandsynlig, og han finder en langt naturligere Forklaring for nærværende Tilfælde ved at antage, at den gamle Lavaoverflade under det langvarige Udbrud i 1883 efterhaanden er bleven blødgjort, saa at den ikke længere kunde bære den Vægt, der hvilede paa den, og derfor styrtede til sidst det hele sammen. Umiddelbart før dette skete, synes Vandet at have banet sig Adgang til Lavaen, eller ial Fald ere de to Begivenheder indtraadte samtidig; den massive Del af Eakata frembragte ved sin Nedstyrtning de vældige Bølgebevægelser. Derved at Vandet trængte ind paa Lavaen, og der dannede sig Skorpe paa den, ligesom ogsaa ved Skredet, voxede Trykket paa Lavasøjlen stærkt, men kun for et Øjeblik. Med en uhyre Kraft blev den midterste Del af Lavamassen slynget ud; den var nu blandet med Vand og dannede Slam, som faldt ned rundt omkring Krakatau, i indtil 12 Mils Afstand fra Vulkanen. Hermed var dennes Virksomhed næsten forbi, og den døde kort efter helt ben. Naar man nu besøger Krakatau, ser man tre smaa Øer, som imellem sig indeslutte det næsten cirkelrunde Kraterbassin, der har en Diameter af en dansk Mil, og hvortil Havet har fri Adgang mellem Øerne. Naar den vulkanske Virksomhed atter begynder, kan man vente, at der inde i dette Bassin, hvor man nu finder Dybder paa 150 Favne, vil danne sig ny Øer.
Det er bekjendt, at vulkanske Udbrud i al Almindelighed forklares derved, at Vand trænger ned gjennem Jordskorpen, og naar det da træffer glødende Masser nede i Jorden, bliver det til Damp af uhyre Spænding, som lejlighedsvis kan blive i Stand til at trykke de ildflydende Lavamasser op paa Jordens Overflade paa Steder, hvor Jordskorpen frembyder en forholdsvis ringe Modstand. Verbeek anser det for sandsynligt, at disse smeltede
Side 123 Masser under Jordskorpen, som maa formodes at være til Stede dér, hvor Vulkanerne findes, indbyrdes staa i Forbindelse med hverandre, saa at de i det hele kunne siges at danne en koncentrisk Skal uden om den faste Jordkjærne. Men demie sammenhængende Lavamasse kan meget vel paa enkelte Steder trykkes i Vejret til højere liggende Kum, og herved dannes der mindre Lavabeholdere, Arnestederne for de vulkanske Udbrud, som vel ere selvstændige, men dog ved det store Lavareservoir staa i Forbindelse med hverandre, saa at en betydelig Trykforandring i et af dem ogsaa kan meddele sig til de andre. Vandet siver ned til disse Rum dels gjennem de talrige Sprækker og Spalter i Jordskorpen og dels gjennem selve Bjærgmasserne; at det virkelig kan trænge gjennem de tilsyneladende uporøse Sten, som danne Jordskorpen, og endda overvinde et betydeligt Modtryk, har man eftervist ved direkte Forsøg. I Berøring med de glødende Stoffer forvandles Vandet til Damp, og, da denne kun lidet eller slet ikke kan udvide sig, til Damp af meget betydelig Spænding. Denne vil, derfor kunne trykke de flydende Masser til en Højde, der svarer til Trykket; er dette 1000 Atmosfærer, vil det allerede kunne presse Lavaen op gjennem Ætnas Højde, naar Lavaens Vægtfylde sættes til 21/2.21/2.
De forskjellige Maader, hvorpaa den vulkanske Virksomhed ytrer sig, mener Verbeek for mange Tilfælde at kunne forklare ved at antage en forskjellig Form for Lavabeholderne. Naar Lavaen er underkastet et regelmæssigt Tryk, kunne vi faa en rolig Udflydeu af den fra Krateret; en pludselig Tilførsel af Damp til den nederste Ende af et lavafyldt Rør fremkalder A skeudbrud ; naar Lavaen ikke tildækker den nederste Munding af Kraterrøret, faa vi en uafbrudt Udstrømning af Damp og Luftarter. Naar flere Kraterrør staa i Forbindelse med samme Lavabeholder, kunne de vise forskjellig Virksomhed alt efter Kraterrørenes og Reservoirets Form. Et Askeudbrud vil først finde Sted fra det Krater, hvis Rør udmunder øverst i Reservoiret; et Lavaudbrud vil fortrinsvis finde Sted fra den lavest over Havet liggende Krateraabning, da Trykket af Lavasøjlen her bliver mindst.
Vulkanerne paa Sumatra, ligesom ogsaa de paa Java, ligge regelmæssig ordnede i parallele Rækker, som tillige ere parallele med vedkommende Øs Længderetning; det er de Linjer, hvorefter Jordskorpen har mindst Modstandsevne, og, som Verbeek har søgt at paavise, synes de oprindelig at skyldes Spalter opstaaede ved Foldninger af Jordskorpen. Hovedspalten paa Java bestemmes ved Vulkanerne Karang—Wilis—Smeru , den paa Sumatra følger Linjen Atjeh Hoofd—GKmung-Tangka; paa Skæringspunktet af de to Linjer ligger Krakatau, og herfra strækker sig en Tværspalte, Sunda Spalten, over Pajin til den ene Side og Radjahbassah paa den anden Side. Egnene omkring Sunda Spalten vare i de sidste Aar før Udbruddet gjentagne Gange blevne hjemsøgte af Jordskjælv; ; disse bleve imidlertid for største Delen svagere hen imod Udbrudstiden, og det er næppe rimeligt, at de have staaet i nogen direkte Forbindelse med det underjordiske Lavarum; de skyldes vistnok snarere smaa Forskydninger langs Sunda Spalten eller Skred i underjordiske Hulrum. Hvad nu end deres Aarsag har været, kunne de have lettet Vandet Adgang til Krakataus Lavarum, enten ved Dannelsen af ny Spalter eller ved Forskydning af et uigjennemtrængeligt Lag og saaledes muliggjort Udbruddet i 1883.

Denne artikel bragt i “Alt om historie” maj 2006.

I en mørk eftermiddagstime den 29. november 1883 samledes københavnerne på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for at diskutere et uforklarligt, blodrødligt skær, “luftsyn”, som oplyste hele den sydvestlige himmel. Solnedgangen kunne det ikke være i den retning, så det måtte vel stamme fra en eller anden storbrand. Næste dag kunne Berlingske Tidende meddele, at fænomenet også var observeret i Berlin. Den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times, hvor en engelsk meteorolog satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det store vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før. På Trinidad var solen blå og på Ceylon grøn. Nogle dage senere blev lidt af støvet samlet op i England og præsenteret i Royal Society, som året efter etablerede Krakatoa-rådet, hvis opgave var at indsamle viden om de naturfænomener fra mødereferater i hele verden, og det blev til en 500 sider lang rapport med information om eftervirkningerne af Krakatoas udbrud. Vulkanøens beliggenhed i Indonesien på den mest befærdede handelsrute af skibe gjorde, at den blev observeret i alle skibskaptajners logbøger. Kemiske undersøgelser af det fine lavastøv, som slyngedes helt op i stratosfæren, viste, at de udslyngede askepartikler ikke var den form for aske, som vi kender, men itusprængte små glasagtige lavastykker, som slyngedes ud i eksplosionerne fra krateret.

Senere konkluderedes, at det ikke var støvet, men små syredråber af svovldioxidgasser, der bevægede sig rundt på kloden og fik temperaturen til at falde med en halv grad. Lysfænomenerne i atmosfæren blev også portrætteret i olie-pastel farverige solnedgangsmotiver og for første gang i en tid med sort/hvide motiver. Man havde allerede fra begyndelsen af 1800-tallet haft anelse om, at vulkansk virksomhed blev drevet af den samme kraft, nemlig opløste vandgasser i magma, og at vand udvider sig, når det omdannes til damp på grund af varme og tryk. Dette var også en forklaring på, hvordan en vulkan fungerede, og nu blev dette yderligere bekræftet.

Krakatoa skubbede vulkanforskningen ind i en ny æra. Vulkanen vågner Ingen så, da Krakatoa sprang i luften, og kun to mennesker vides med sikkerhed at have set bare et glimt af den store tsunami – bølge på vej fra eksplosionsstedet. I mange kilometers omkreds havde vulkanens askesky indhyllet land og hav i mørke, og de omkomne så formentlig intet, før vandmasserne brølede ind over dem. I 200 år havde man intet mærket til vulkanen, da den 20 maj 1883 begyndte at røre på sig og sendte en dampsøjle 17 km i vejret. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. Indoneserne hentede tømmer på øen. Fra et forbisejlende skib målte man dampsøjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede “en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas”. Vulkansk aske dryssede ned i mange kilometers omkreds. I Jakarta, 170 km fra vulkanen, kunne eksplosionerne høres som artilleri-ild.

På daværende tidspunkt var man ikke særlig foruroliget over udbruddet. Vulkanudbrud er jo så almindelige i Indonesien. En del indonesere ængstedes. De hviskede, at det måtte være bjergdæmonen Orang Aljeh, der var på spil igen og var vred på hollænderne, men ingen turde sige noget konkret. Indtil nu var Krakatoa blevet anset for at være udslukt. Det forrige udbrud havde fundet sted i 1680 og så vidt vides, havde det ikke været særlig kraftigt. Bragene fra den fjerne vulkan blev imidlertid stærkere, og jorden rystede, så vinduer og døre klirrede og klaprede…

En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet. Skibet nærmede sig den ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten (lavaskum) og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere. Redningsbåde blev sat i vandet. Forsigtigt nærmede man sig den dirrende vulkanø, lagde til og gik i land. En af deltagerne, en ung geolog, Schuurman, fortalte bagefter: “Jeg nærmest kravlede fremad i hælene på de modigste, eller skal vi sige de dumdristigste. Vi havde ikke andet fodfæste end den bløde aske, vi sank ned i. Vi så nøgne, afbrændte træstammer rundt omkring. Det så ud, som om grenene var flået af i en voldsom ildstorm eller glødende hvirvelvind. Jo højere vi kom op, desto hedere blev luften og ligeså jorden under vore fødder. Vi nåede kanten af det store krater netop som en dampkaskade rejste sig med øredøvende hvæsen. En af vore mænd affyrede sit gevær. Det lød som når man åbner en flaske champagne under en banket sammenlignet med drønene omkring os.”

De konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatoa, med et tværsnit på godt en kilometer! Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af. Vulkanen bliver voldsommere I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs.

Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august. Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere, end de forrige besøgende havde bemærket. De lå på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan, midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen, og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter over havets overflade…

Natten til den 26. august havde næsten ingen lukket et øje i Jakarta på grund af de atmosfæriske forstyrrelser og jordrystelser, som stadig blev stærkere. Det var, som om der var forbindelse mellem de atmosfæriske og de underjordiske vulkanske kræfter. Næste morgen blev eksplosionsbragene fra vulkanen endnu stærkere. Samme morgen lå kaptajn Watson med sit skib 16 km syd for Krakatoa og skrev i sin logbog: “Eksplosionerne indtraf med få sekunders mellemrum og lød som stærk artilleriild. Himlen var dækket af en umådelig tyk, sort sky, hvorfra det lynede næsten konstant. Ved 17-tiden faldt der pludselig en regn af pimpsten på dækket. Selv om det var stormvejr, var luften kvælende af svovlstank. Ankeret kom varmt op fra 60 meters dybde, og der var mange elektriske udladninger.” Om eftermiddagen stod en søjle af aske og pimpsten 26 km op i himlen (nogle kilder siger 80 km!), og sten og støv fra den buldrende vulkan regnede ned over et område på 150 km i alle retninger som fra et skytæppe og forandrede dag til nat.

Vulkanen eksploderer hen på natten til den 27. august, mandag morgen, indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java og Sumatra, der lå nærmest vulkanen. Kl. 5.30 morgen indtraf en voldsom eksplosion, kl. 6.44 endnu en, og kl. 10.02 den tredje og største, verden havde oplevet i århundreder. En gigantisk eksplosion sprængte det meste af øen i stumper og stykker. Enorme skyer af sten og aske steg 80 kilometer til vejrs i en søjle af røg og ild samtidig med, at vulkanens fundament brød sammen og sank ned i det udtømte magmakammer. Det nedfaldende udbrudsmateriale faldt på havet, som tårnede sig op i over 35-40 meter høje tsunamibølger og satte kurs i alle retninger mod de omkringliggende kyster. Eksplosionsbraget vækkede sovende mennesker i Australien 4000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5000 km væk, som fra Oslo til ned i Sahara eller 1/12 – del af jordens overflade. Lufttrykbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. I første runde var dens hastighed 1140 km i timen og ved den femte 1081. Endnu en eksplosion, men svagere, fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatoa forsvundet, og havets bølger fossede ind over resterne af den bortsprængte vulkan. Kun nogle få rester af krater-randens yderside stod tilbage, hvoraf den største Rakata nu lignede en gennemskåret stejl klippe som om den var hugget igennem af en kæmpemæssig økse.

Det var tsunamien, den 35-40 m høje dræberbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02, og som med en fart på 550 km i timen fejede ind over de nærliggende kyster, druknede 36.417 mennesker og udslettede 165 landsbyer. Bølgen registreredes Jorden rundt af tidevandsmålere. I Sydafrika (8000 km borte) steg vandet 14-15 timer senere fra 40-60 cm, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter, men dens højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for strædet. I Jakarta steg vandstanden således “kun” et par meter, men nok til, at byens lavest liggende kvarterer blev oversvømmet og mange omkom. På strækningen fra Javas nordvestlige hjørne til Jakarta mistede “1794 indonesere og 546 kinesere” livet. Fra den lille by Tjilagon var den unge embedsmand Abell tidligt om morgenen redet af sted mod Merak. Næppe havde han nået byen, før han så den kolossale tsunami på højde med en kokospalme vælte frem fra havet i mørket. Han styrtede op på den nærmeste høj og reddede livet, men da han så sig tilbage, lå hele kyststrækningen druknet under tsunamien. Efter 4 timers ophold på højen i bælgmørke kunne han søge hjem. Han var den ene af de to, der havde set bølgen, før den kom. Af alle de omkomne i Merak blev der kun fundet et eneste lig. Jernbanesporene var revet op og krøllet sammen som bånd, og det viste sig, at vandstanden havde været 30 m over normalt. Fra Tjaringin, 35 km sydligere er beretningerne kortfattede, men dramatiske. Søndag aften havde en mindre bølge revet mange huse væk og væltet “palitah”-erne (lamperne) i flere andre, så der var gået ild i husene. Natten gik med at slukke ilden.Ved 6,30-tiden var vejinspektør Gaston redet 4 km mod nord til Tjerita. Da han næsten var hjemme igen, så han langt ude over havet – han var den anden af de to, der så den enorme tsunamis-bølge nærme sig. Med sporerne i siden på sin hest galopperede han det sidste stykke og fik blæst så megen alarm, at 150 indonesere reddede sig op på højen bag byen. Blandt de omkomne var regenten “patihen” og hans familie, i alt 55 personer. Hans lig blev senere fundet – uden hoved. Byens gamle skatteopkræver nægtede at flygte; han blev siddende på den kasse, han nu havde haft ansvaret for i 48 år, lige til bølgen kom. Alene i Tjaringin omkom der 1880 og i hele distriktet ca. 12.000.” På Javas sydvestspids, ved indsejlingen til Sunda-strædet, stod der et fyrtårn på en 40 m høj klippe. Søndag noterede fyrmesteren i sin journal: “Kl. 2.30: Himlen formørket nordpå. Kl. 6.00: Mørkt overalt. Kl. 7.00: Vinden i øst. Kl. 7.50: Stærke jordstød. Kl. 10.00: Heftigt uvejr til 4 morgen.” Og videre mandag: Kl. 4.30: Våd aske, regn, storm, vinden i sydøst. Kl. 5.30: Vinden i vest. Kl. 6.30: Dagen kommer ikke. Vi lader fyret brænde. Kl. 7.00: Vinden i nord. Kl. 7.45: Slukker fyret for at skifte væger. Kl. 8.00: Voldsom storm, himlen helt dækket, vejret endnu dårligere. Kl. 9.00: Komplet mørke. Kl. 11.00: Vældige detonationer, døre og vinduer springer op. Kl. 11.10: Lynaflederen knuses, lynet springer ind i tårnet, sårer de fire af vore straffefanger, som havde jernhalsbånd, og svider dem ned ad ryggen, fortsætter gennem gulvet, op ad trappen igen til lygterummet, så ud. Kl. 1.30: Vejret lidt bedre, stadig mørke, vinden svagere. Kl. 4.00: Vinden i sydøst”.

Alene disse skiftende vindretninger siger noget om, hvilke bevægelser i atmosfæren vulkaneksplosionerne førte med sig. På Sumatra-siden af Sunda-strædet var ofrenes antal kun lidt over halvdelen af Javas, men ødelæggelserne var lige så store. Dagen efter katastrofen sejlede en damper så tæt på, som den kunne komme. Kaptajnen noterede: “Overalt var den samme grå farve fremherskende. Landsbyer og træer var forsvundet. Vi kunne end ikke se ruiner; bølgerne havde fortæret og slugt indbyggerne, deres hjem og deres plantager. Det var i sandhed en dommedagscene”. I et telegram fra Jakarta til Singapore hed det: “Hvor bjerget Krakatoa engang havde stået, der leger nu havets bølger”. Krakatoa udspyede ca. 46 kubikkilometer materiale i form af udbrudsprodukter – nok til at dække Manhattan med et 70 meter tykt lag.

Krakatoa er en stratovulkan, d.v.s. bygget op lagvis af udbrudsprodukter fra vulkanens krater. De smeltede stenmasser under Krakatoa er sejtflydende og fyldt af opløste gasser, der forsøger at slippe ud. Til sidst kan vulkanrørets prop ikke længere modstå trykket. Det gasrige magma “bobler” over på samme måde, som hvis man trækker en flaske champagne op, og den indespærrede champagne skummer ud. Gasserne undviger og river dele af magmaet med sig som skumsprøjt, der størkner gennem luften og danner skyer af aske, som sendes mange kilometre op i luften. I udbrudsfasen strømmer det mindre gasrige magma nederst i magmakammeret op gennem vulkanrøret, og på et tidspunkt er gaseksplosionerne ikke længere i stand til at sende materialet op i så stor en højde. Askesøjlen af udbrudsprodukter kollapser og ruller ned ad vulkanflanken som askelaviner med en temperatur på op til 800 grader celsius og med en fart af flere hundrede kilometre i timen. Vulkanen kollapser og synker ned i det efterhånden udtømte magmakammer og danner en caldera, (kedelformet kraterindsynkning), hvor havvandet trænger ind, som det netop sker i Krakatoas tilfælde. I leksika kan vi læse, at eksplosionen skyldtes havets indtrængen i kraterets glødende lava og de deraf følgende dampeksplosioner. Nye undersøgelser af det udslyngede pimpstensmateriale fra 1883-eksplosionen viser, at det ikke var havvandet, som var årsagen til de store eksplosioner. Analyser af udbrudsmaterialerne fortæller, at der også har været tilført nyt magma nede fra jordens indre sidst i under udbrudsforløbet, og resultatet af denne magmablanding ses i afslutningsfasen af Krakatoas udbrud, ved den ekstremt kraftige og gasrige eksplosivitet. Krakatoa ligger ikke kun på en underskydningszone, hvor den Indo-Australske lithosfæreplade (lithosfære = stiv) ved varmeopstrømninger i jordens indre bevæger sig ind under den Euroaiske med nogle få cm om året, men også på dybere brudlinjer, som baner vej for opstigende magma nedefra. Der sker en opsmeltning af materialet i underskydningszonen ved den opstrømmende varme i jordens indre, og resultatet bliver, at der dannes ny sejtflydende magma med højt kiselsyreindhold (d.v.s. ilt – silicium), og denne magmablanding med det resterende magma i kammeret under vulkanen, giver ekstremt voldsom gaseksplosivitet, som netop Krakatoa også viste. Resultatet bliver, at de vulkaner, som dannes oven over på jordens overflade bliver mere eksplosive, hvilket Krakatoa og adskillige af vulkanerne i Indonesien er så tydelige eksempler på.

I 1928 stak den “genfødte” vulkan sit dampende hoved op af havet på det samme sted, hvor den “gamle” vulkanø havde ligget. Gennem sprækker i jordskorpen står den i forbindelse med det magmakammer, der skabte dens forgænger. Øen er lidt efter lidt blevet bygget op af det materiale, der slynges ud gennem dens krater, og den vokser for hvert udbrud. Nu er toppen 300 m over havets overflade, og med 300 m ned til havbunden er der altså dannet en 600 m høj vulkankegle i løbet af 123 år. I dag er vulkanforskernes udfordring ikke kun at forstå vulkaner, som i 1883, men at forudsige deres udbrud. Det farlige ved eksplosive vulkaner er, at bedst som man tror udbruddet er overstået, brager det løs igen. Man holder nøje øje med magmaets surhed (flydetræghed).”Imellem udbruddene ændrer den smeltede lava sammensætning under vulkanen og bliver mere sur (tyk). Jo mere gryn der er i havregrød – desto mere træg bliver den. Vulkanens hals blokeres til sidst, men damp- og gastrykket stiger nedenunder i magmakammeret. Der vil igen komme et eksplosivt udbrud som i 1883, og den vulkanologiske cyklus gentager sig. Ny magma tilføres nedefra, således at vulkanen atter på et tidspunkt vil gentage sin eksplosivitet.

Navnet Krakatoa stammer måske fra det gamle sanskrit ord karkata, der betyder “krabbe”, hvilket kan være inspireret af den krabbelignende atol, der er dannet langs vulkanens calderarand. Andre vil vide, at en forbisejlende skibskaptajn engang spurgte en indoneser: “Hvad hedder den der klippeø?” “Kaga tau” (Det ved jeg ikke), lød svaret, og dermed havde øen fået sit navn, Krakatoa.

Det nedfaldende udbrudsmateriale sætter havets bølger i voldsomme bevægelser, der forplanter sig som flodbølger, de såkaldte tsunamier. I dette tilfælde var tsunamibølgerne dobbelt så høje som ved det undersøiske jordskælv i år 2004, der skabte den store katastrofe i det Indiske Ocean, og det var også denne tsunami, der slog folk ihjel i forbindelse med vulkanens udbrud og ikke selve vulkanens udbrudsprodukter. Som der har været flere forklaringer på, hvorfor vulkanen sprang i luften, har der også været flere teorier om, hvad årsagen var til den enorme tsunami, der rejste sig i kølvandet af den store eksplosion kl. 10.02. Nogle mente, at eksplosionen var den direkte årsag, mens andre påstod, at tsunamien opstod, da krateret styrtede sammen – eller at tsunamien opstod ved nedfaldet af udbrudsprodukter på havets overflade ved kollaps af askesøjlen. Denne sidste konklusion er i dag den gængse opfattelse. Som en indonesisk vulkanolog i Bandung sagde til mig: “En af de gode ting hollænderne gjorde i de 350 år de opholdt sig i Indonesien var, at de grundlagde vores første vulkanologiske målestationer, og de forsøgte at forstå vulkanismens baggrund. I dag er vores fornemste opgave mere at kunne forudsige udbruddene og således kunne evakuere de ofte tæt beboede frugtbare egne ved vulkanerne, og det er lykkedes en hel del gange i de sidste 50 år”.

“I en mørk eftermiddagstime den 29. november 1883 samledes københavnerne på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for at diskutere et uforklarligt, blodrødligt skær, ”luftsyn”som oplyste hele den sydvestlige himmel.
Solnedgangen kunne det ikke være i den retning, så det måtte vel stamme fra en eller anden storbrand.
Næste dag kunne Berlingske Tidende meddele, at fænomenet også var observeret i Berlin. Den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times , hvor en engelsk meteorolog “satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det store vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før. På Trinidad var solen blå og på Ceylon grøn. Nogle dage senere blev lidt af støvet samlet op i England og præsenteret i Royal Society, som året efter etablerede Krakatoa-rådet, hvis opgave var at indsamle viden om de naturfænomener fra mødereferater i hele verden, og det blev til en 500 sider lang rapport med information om eftervirkningerne af Krakatoas udbrud.
Vulkanøens beliggenhed i Indonesien på den mest befærdede handelsrute af skibe gjorde, at den blev observeret i alle skibskaptajners logbøger.
Kemiske undersøgelser af det fine lavastøv, som slyngedes helt op i stratosfæren, viste, at de udslyngede askepartikler ikke var den form for aske, som vi kender, men itusprængte små glasagtige lavastykker, som slyngedes ud i eksplosionerne fra krateret. Senere konkluderedes, at det ikke kun var støvet alene, men små syredråber af svovldioxidgasser, der bevægede sig rundt på kloden og fik temperaturen til at falde med en halv grad. Lysfænomenerne i atmosfæren blev også portrætteret i olie-pastel farverige solnedgangsmotiver og for første gang i en tid med sort – hvide motiver.
Man havde allerede fra begyndelsen af 1800-tallet haft anelse om, at vulkansk virksomhed blev drevet af den samme kraft, nemlig opløste vandgasser i magma, og at vand udvider sig, når det omdannes til damp på grund af varme og tryk. Dette var også en forklaring på, hvordan en vulkan fungerede, og nu blev dette yderligere bekræftet.
Krakatoa skubbede vulkanforskningen ind i en ny æra.

Vulkanen vågner

Ingen så, da Krakatoa sprang i luften, og kun to mennesker vides med sikkerhed at have set bare et glimt af den store tsunami – bølge på vej fra eksplosionsstedet.
I mange kilometers omkreds havde vulkanens askesky indhyllet land og hav i mørke, og de omkomne så formentlig intet, før vandmasserne brølede ind over dem.
I 200 år havde man intet mærket til vulkanen, da den 20 maj 1883 begyndte at røre på sig og sendte en dampsøjle 17 km i vejret. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. Indoneserne hentede tømmer på øen.
Fra et forbisejlende skib målte man dampsøjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede “en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas”. Vulkansk aske dryssede ned i mange kilometers omkreds. I Jakarta, 170 km fra vulkanen, kunne eksplosionerne høres som artilleriild. På daværende tidspunkt var man ikke særlig foruroliget over udbruddet. Vulkanudbrud er jo så almindelige i Indonesien.
En del indonesere ængstedes.De hviskede, at det måtte være bjergdæmonen Orang Aljeh, der var på spil igen, men ingen turde sige noget konkret. Indtil nu var Krakatoa blevet anset for at være udslukt. Det forrige udbrud havde fundet sted i 1680 og så vidt vides, havde det ikke været særlig kraftigt.
Bragene fra den fjerne vulkan blev imidlertid stærkere, og jorden rystede, så vinduer og døre klirrede og klaprede…

Landgang på øen

En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet.
Skibet nærmede sig den ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten(lavaskum) og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere.
Redningsbåde blev sat i vandet. Forsigtigt nærmede man sig den dirrende vulkanø, lagde til og gik i land. En af deltagerne, grubeingeniør Schuurman, fortalte bagefter:
“Jeg nærmest kravlede fremad i hælene på de modigste, eller skal vi sige de dumdristigste. Vi havde ikke andet fodfæste end den bløde aske, vi sank ned i. Vi så nøgne, afbrændte træstammer rundt omkring. Det så ud, som om grenene var flået af i en voldsom ildstorm eller glødende hvirvelvind. Jo højere vi kom op, desto hedere blev luften og ligeså jorden under vore fødder. Vi nåede kanten af det store krater netop som en dampkaskade rejste sig med øredøvende hvæsen. En af vore mænd affyrede sit gevær. Det lød som når man åbner en flaske champagne under en banket sammenlignet med drønene omkring os.”
De konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatoa, med et tværsnit på godt en kilometer!
Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af.

Vulkanen bliver voldsommere

I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs. Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august. Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere, end de forrige besøgende havde bemærket. De lå på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan, midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen, og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter over havets overflade…
Natten til den 26. august havde næsten ingen lukket et øje i Jakarta på grund af de atmosfæriske forstyrrelser og jordrystelser, som stadig blev stærkere. Det var, som om der var forbindelse mellem de atmosfæriske og de underjordiske vulkanske kræfter.
Næste morgen blev eksplosionsbragene fra vulkanen endnu stærkere. Samme morgen lå kaptajn Watson med sit skib 16 km syd for Krakatoa og skrev i sin logbog: “Eksplosionerne indtraf med få sekunders mellemrum og lød som stærk artilleriild. Himlen var dækket af en umådelig tyk, sort sky, hvorfra det lynede næsten konstant. Ved 17-tiden faldt der pludselig en regn af pimpsten på dækket. Selv om det var stormvejr, var luften kvælende af svovlstank. Ankeret kom varmt op fra 60 meters dybde, og der var mange elektriske udladninger.”
Om eftermiddagen stod en søjle af aske og pimpsten 26 km op i himlen (nogle kilder siger 80 km!), og sten og støv fra den buldrende vulkan regnede ned over et område på 150 km i alle retninger som fra et skytæppe og forandrede dag til nat.

Vulkanen eksploderer

Hen på natten til den 27. august, mandag morgen, indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java og Sumatra, der lå nærmest vulkanen.
Kl. 5.30 morgen indtraf en voldsom eksplosion, kl. 6.44 endnu en, og kl. 10.02 den tredje og den største, verden havde oplevet i århundreder. En gigantisk eksplosion sprængte det meste af øen i stumper og stykker.Enorme skyer af sten og aske steg 80 kilometer til vejrs i en søjle af af røg og ild samtidig med, at vulkanens fundament brød sammen og sank ned i det udtømte magmakammer. Det nedfaldende udbrudsmateriale faldt på havet, som tårnede sig op i over 35 – 40 meter høje tsunamibølger og satte kurs i alle retninger mod de omkringliggende kyster.
Eksplosionsbraget vækkede sovende mennesker i Australien 4000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5000 km væk, som fra Oslo til ned i Sahara eller 1/12 – del af jordens overflade. Lufttrykbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. I første runde var dens hastighed 1140 km i timen og ved den femte 1081.
Endnu en eksplosion, men svagere, fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatoa forsvundet, og havets bølger fossede ind over resterne af den bortsprængte vulkan. Kun nogle få rester af krater-randens yderside stod tilbage, hvoraf den største Rakata nu lignede en gennemskåret stejl klippe som om den var hugget igennem af en kæmpemæssig økse.

De overlevende beretter

Det var tsunamien, den 35-40 m høje dræberbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02, og som med en fart på 550 km i timen fejede ind over de nærliggende kyster, druknede 36.417 mennesker og udslettede 165 landsbyer.
Bølgen registreredes Jorden rundt af tidevandsmålere. I Sydafrika (8000 km borte) steg vandet 14-15 timer senere fra 40-60 cm, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter, men dens højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for strædet. I Jakarta steg vandstanden således “kun” et par meter, men nok til, at byens lavest liggende kvarterer blev oversvømmet og mange omkom. På strækningen fra Javas nordvestlige hjørne til Jakarta mistede “1794 indonesere og 546 kinesere” livet.
Fra den lille by Tjilagon var den unge embedsmand Abell tidligt om morgenen redet af sted mod Merak. Næppe havde han nået byen, før han så den kolossale tsunami på højde med en kokospalme vælte frem fra havet i mørket. Han styrtede op på den nærmeste høj og reddede livet, men da han så sig tilbage, lå hele kyststrækningen druknet under tsunamien. Efter 4 timers ophold på højen i bælgmørke kunne han søge hjem. Han var den ene af de to, der havde set bølgen, før den kom. Af alle de omkomne i Merak blev der kun fundet et eneste lig. Jernbanesporene var revet op og krøllet sammen som bånd, og det viste sig, at vandstanden havde været 30 m over normalt.
Fra Tjaringin, 35 km sydligere er beretningerne kortfattede, men dramatiske. Søndag aften havde en mindre bølge revet mange huse væk og væltet “palitah”erne (lamperne) i flere andre, så der var gået ild i husene. Natten gik med at slukke ilden.Ved 6,30-tiden var vejinspektør Gaston redet 4 km mod nord til Tjerita. Da han næsten var hjemme igen, så han langt ude over havet – han var den anden af de to, der så den enorme tsunamis-bølge nærme sig.Med sporerne i siden på sin hest galopperede han det sidste stykke og fik blæst så megen alarm, at 150 indonesere reddede sig op på højen bag byen. Blandt de omkomne var regenten “patihen” og hans familie, i alt 55 personer. Hans lig blev senere fundet – uden hoved.
Byens gamle skatteopkræver nægtede at flygte; han blev siddende på den kasse, han nu havde haft ansvaret for i 48 år, lige til bølgen kom. Alene i Tjaringin omkom der 1880 og i hele distriktet ca. 12.000.”
På Javas sydvestspids, ved indsejlingen til Sunda-strædet, stod der et fyrtårn på en 40 m høj klippe. Søndag noterede fyrmesteren i sin journal:
“Kl. 2.30: Himlen formørket nordpå. Kl. 6.00: Mørkt overalt. Kl. 7.00: Vinden i øst. Kl. 7.50: Stærke jordstød. Kl. 10.00: Heftigt uvejr til 4 morgen.” Og videre mandag:
Kl. 4.30: Våd aske, regn, storm, vinden i sydøst. Kl. 5.30: Vinden i vest. Kl. 6.30: Dagen kommer ikke. Vi lader fyret brænde. Kl. 7.00: Vinden i nord. Kl. 7.45: Slukker fyret for at skifte væger. Kl. 8.00: Voldsom storm, himlen helt dækket, vejret endnu dårligere. Kl. 9.00: Komplet mørke. Kl. 11.00: Vældige detonationer, døre og vinduer springer op. Kl. 11.10: Lynaflederen knuses, lynet springer ind i tårnet, sårer de 4 af vore straffefanger, som havde jernhalsbånd, og svider dem ned ad ryggen, fortsætter gennem gulvet, op ad trappen igen til lygterummet, så ud. Kl. 1.30: Vejret lidt bedre, stadig mørke, vinden svagere. Kl. 4.00: Vinden i sydøst.”Alene disse skiftende vindretninger siger noget om, hvilke bevægelser i atmosfæren vulkaneksplosionerne førte med sig.
På Sumatra-siden af Sunda-strædet var ofrenes antal kun lidt over halvdelen af Javas, men ødelæggelserne var lige så store.
Dagen efter katastrofen sejlede en damper så tæt på, som den kunne komme. Kaptajnen noterede: “Overalt var den samme grå farve fremherskende. Landsbyer og træer var forsvundet. Vi kunne end ikke se ruiner; bølgerne havde fortæret og slugt indbyggerne, deres hjem og deres plantager. Det var i sandhed en dommedagscene.” I et telegram fra Jakarta til Singapore hed det: ”Hvor bjerget Krakatoa engang havde stået, der leger nu havets bølger”.
Krakatoa udspyede ca. 46 kubikkilometer klippemateriale i form af udbrudsprodukter – nok til at dække Manhattan med et 70 meter tykt lag.

Derfor eksploderede Krakatau

Krakatau er en stratovulkan ,d.v.s. bygget op i lag af løse udbrudsprodukter og størknede lavastrømme. De smeltede stenmasser under Krakatau er sejtflydende og fyldt af opløste gasser, der forsøger at slippe ud. Til sidst kan vulkanrørets prop ikke længere modstå trykket. Det gasrige magma “bobler” over på samme måde, som hvis man trækker en flaske champagne op, og den indespærrede champagne strømmer ud. Gasserne undviger og river dele af magmaet med sig som skumsprøjt, der størkner undervejs gennem luften og danner skyer af aske, som sendes mange kilometre i vejret. Sidst i udbrudsfasen strømmer det mindst gasrige magma fra magmakammeret op gennem vulkanrøret, og på et tidspunkt er gaseksplosionerne ikke længere i stand til at sende materialet op i så stor højde. Askesøjlen af udbrudsprodukter over vulkanen kollapser og ruller ned ad vulkanflanken som askelaviner med en temperatur op til 800 grader celsius og en fart af flere hundrede kilometre i timen.
Vulkankeglen kollapser og synker ned i det udtømte magmakammer, hvorved der dannes en caldera,(spansk ord forkedelformet kraterindsynkning) i hulrummet. Der opstår tit en sø i calderaindsynkningen eller havvandet kan trænger ind, som det skete i Krakatoas tilfælde.
I leksika kan man læse, at Krakatoas eksplosion skyldtes havets indtrængen i kraterets glødende lava og den deraf følgende dampudvikling.
Ny forskning har stillet spørgsmålstegn ved, om indtrængende havvand i Krakatoas tilfælde var årsag til den kraftige eksplosion.
Undersøgelser af det udslyngede udbrudsmateriale fortæller, at det ekstremt kraftige udbrud har tømt magmakammeret, men at der også var tale om tilførsel af nyt magma nede fra jordens kappe i selve udbrudsforløbet – en dødelig cocktailblanding – og resultatet af denne coktailblanding resulterede i den kraftige eksplosivitet i den sidste fase af vulkanens udbrud.
Krakatoa ligger ikke kun på en underskydningszone, hvor den indo-australske lithosfæreplade(lithosfære = stive), der grundet varmeopstrømninger fra jordens kappe bevæger sig ind under den euroaiske med nogle få cm om året, men også på dybere brudlinjer, som i perioder baner vej for opstigende nyt magma nedefra. Der sker en delvis opsmeltning af materialet i underskydningszonen ved den opstrømmende varme i jordens indre, og resultatet bliver, at der dannes sejtflydende magma med højt kiselsyreindhold. (Kiselsyre er en benævnelse for SIO2 , et grundstof, som sammen med ilt udgør hovedbestanddelen af jordskorpen) og et større indhold af vanddamp, og som følge heraf opstår der mere sejtflydende lava her – end ved den lava, som strømmer ud igennem de vulkaner, der dannes langs spredningszonerne i midten af oceanerne, hvilket igen bevirker, at de opløste gasser i smeltemassen i en underskydningszone har sværere ved at undvige. Smeltemasserne i magmakamrene – krudtkamrene – under vulkanerne i en underskydningszone er altså mere sure og tyktflydende, og der opbygges derfor et større damp- og gastryk, hvilket ses så tydeligt i tilfældet med Krakatoa og vulkanerne i Indonesien…..

Ringen sluttet

I 1928 stak den “genfødte” vulkan sit dampende hoved op af havet på det samme sted, hvor den “gamle” vulkanø havde ligget. Gennem sprækker i jordskorpen står den i forbindelse med det magmakammer, der skabte dens forgænger. Øen er lidt efter lidt blevet bygget op af det materiale, der slynges ud gennem dens krater, og den vokser for hvert udbrud. Nu er toppen 300 m over havets overflade, og med 300 m ned til havbunden er der altså dannet en 600 m høj vulkankegle i løbet af 123 år.
I dag er vulkanforskernes udfordring ikke kun at forstå vulkaner, men at forudsige deres udbrud.Man holder nøje øje med magmaets viskositet(flydetræghed) Anak Krakatoa.”Imellem udbruddene ændrer den smeltede lava sammensætning under vulkanen og bliver mere sur(tyk).Jo mere gryn der er i havregrød – desto mere desto mere tyk bliver den.Vulkanens hals blokeres, og damp- og gastrykket stiger.Der vil igen komme et eksplosivt udbrud som i 1883, og den vulkanologiske cyklus gentager sig.
Navnet Krakatoa stammer måske fra det gamle sanskrit ord karkata, der betyder “krabbe”, hvilket kan være inspireret af den krabbelignende atol, der er dannet langs vulkanens calderarand. Andre vil vide, at en forbisejlende skibskaptajn engang spurgte en indoneser:”Hvad hedder den der klippeø?”
”Kagatau” (Det ved jeg ikke), lød svaret, og dermed havde øen fået sit navn, Krakatoa.