DR

14-03-2005 12:55:55

Det sker sikkert inden 2032. Amerikanske geologer og seismologer har slået fast, at risikoen er 62% for at et Richterskala 6,7 eller kraftigere jordskælv rammer San Fransisco-området indenfor 30 år.

De amerikanske seismologer ved, at kraftige jordskælv kan ramme enhver del af det hurtigt voksende San Fransisco-område. Derfor understeger de hvor vigtigt det er, at alle forbereder sig på katastrofen.

Ingen metode til at forudse jordskælv.

Meteorologer kan forudsige orkaner og tornadoer med så stor præcision, at folk kan nå at forberede sig eller blive evkaueret. Men jordskælv rammer uden varsel.
Forskere fra Rusland, Japan og USA har arbejdet i lande, der ofte rammes af jordskælv, i håb om at ændre det faktum.

Naturen er for uforudsigelig.

Men indtil nu har ingen videnskabsfolk været i stand til at forudsige et jordskælv.

“Det kan vi ikke, nej,” svarer seismolog Tine Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. “Det er der ikke nogen, der succesfuldt har gjort. Der er mange der forsøger, men naturen er så utroligt uregelmæssig – du kan bare kigge på en potteplante og kigge på bladene og se, at de alle sammen er forskellige og sidder lidt forskelligt. Og sådan er undergrunden også. Den er fyldt med uregelmæssigheder, så man kan aldrig vide nøjagtigt hvor og hvornår der sker et jordskælv.”

Vidste du, at der verden over er en halv mio. jordskælv hvert år?

Vi må nøjes med risiko-faktorer.

“Man kan vide hvilke områder, der har forhøjet risiko for jordskælv,” fortsætter Tine Larsen. “Man kan også lave nogle mål for, hvor stor er risikoen i et bestemt område, hvor stort et jordskælv man forventer indenfor en periode på nogle årtier. Den type forudsigelser kan man lave. Men man kan ikke sige: I overmorgen kommer der et jordskælv på 7,2 i Los Angeles.”

Vi kommer aldrig til at forudsige jordsjælv
Desværre er der ikke noget der tyder på, at forskerne en dag ville være i stand til at forudsige jordskælv.

USGS-forsker med sin bærbare seismograf under Northridge-jordskælvets efterskælv. Stedet er foran resterne af California State University. (c)USGS

“Det tvivler jeg stærkt på,” fortæller Tine Larsen. “Hvis man tager en gren, og bøjer den, så vil den på et eller andet tidspunkt knække.

Men man kan ikke vide hvornår den knækker. Man kan heller ikke vide nøjagtigt hvor på grenen, den knækker. Man kan heller ikke vide, om den knækker i et “rent” knæk eller i nogle små knæk og barken hænger sammen, eller om det bliver noget lidt flosset noget. Det kan man ikke vide.
Så har man måske målt meget nøjagtigt, hvordan ens gren opførte sig, da man knækkede den. Men tager man en ny gren – og prøver at gentage eksperimentet – så opfører den nye gren sig ikke fuldstændigt ligesom den første gren. Der kan være små svagheder indeni og det er der også i Jordens plader. Små svagheder som vi ikke kender til.”

Jorden ryster konstant.

Langs Jordens aktive forkastningszoner kan seismologerne måle den seismiske aktivitet. Og jordskorpen rører hele tiden på sig.

Den seismistiske aktivitet kan i en periode stige eller falde. Men seismologerne kan ikke vide, om det blot være er del af en helt naurlig ændring – eller forvarslet om et altødelæggende jordskælv.

Kap Verde-øerne er alle opbygget ved vulkansk virksomhed fra bunden af Atlanterhavet ved gentagne lavaudbrud fra jordens indre gennem mange millioner år..
Øerne ligger også på det, som vi kalder en ”hot-spot”, og det er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en varm opstrømning bringer magma (lava) mere eller mindre konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer også på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at hotspotten forbliver på samme sted, mens havbundspladen eller Nubia-lpladen oven over flytter sig over mod Afrikas vestkyst med nogle få cm om året.. Også Hawaii-øerne, Island og Azorerne er tydelige eksempler på en hot-spot. Man kan i det store og hele sammenligne det med en vandhane, som mere eller mindre konstant bringer vand – lava – ud igennem tuben.
Fogo – Ildbjerget – er en typisk lagdelt keglevulkan, som er opbygget af skiftevis mængder af lava og løse udbrudsprodukter gennem årtusinder.Det er også en caldera. D.v.s. enorm kratergryde – hvor der for mange tusinde år siden fandt ekstremt eksplosive udbrud sted, hvor toppen af vulkanen blev sprængt væk på grund af det stærke indre damp- og gastryk, og i bunden af denne vandfyldte kratergryde er en ny 2829 meter høj vulkan siden hen bygget op, og det seneste udbrud i
En caldera dannes oftest i vulkaner efter en længere hvileperiode på nogle århudreder eller tusinder af år, og den smeltede lava undervulkanen bliver mere tyktflydende i det, hvilket bevirker, at de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Trykket stiger og stiger til en voldsom eksplosion finder sted. Det betyder igen, at når en vulkan har udbrud som Fogo i de sidste par tusinde år er der ikke fare for større eksplosioner.
Det sidste udbrud i Fogovulkanen var i 1995. Det begyndte med et rødt skær fra toppen af vulkanen, og næste dag åbnede en sprække sig, hvorfra røde lavafloder begyndte at strømme ned, og der faldt aske over det meste af øen. Befolkningen blev evakueret. Da krateret er åbent mod øst strømmer lavastrømmene som regel også ud i den retning. Fra 1500 – tallet til 1760 var Fogo konstant i mindre udbrud, og om natten sås den røde ild fra vulkanen som en slags fyrtårn for skibene ude på havet.
Alle de andre øer er også dannet ved vulkansk virksomhed, men i mange tusinde år har der ikke fundet udbrud sted. Så Fogo betragtes som sikkerhedsventilen for hele området.
Ikke destomindre så holdes Kap Verdes vulkaner under opsyn af vulkanologer. Så nyd bare ferien.

Om kataklysme

En “kataklysme” er ifølge ordbogen en voldsom omvæltning, en naturkatastrofe, en syndflod. Og det er sådan én, de går og venter på på den diminutive caribiske ø Montserrat.
Kun lidt større end Ærø har denne britiske kronkoloni indtil for nylig været helt ignoreret af verdensoffentligheden.
Da medierne tidligere i sommer fandt anledning til at introducere Montserrat på den nyhedsmæssige dagsorden, måtte det således ske med oplysninger om, at dette var øen, hvor reggae-musikeren Bob Marley indspillede sine hits. Måske lige den oplysning, der skulle til for at initiere cremen af britisk rockmusik til i forrige måned at afholde en stor soldaritetskoncert i London til fordel for Montserrat.

Den kataklysmiske hændelse, der i disse uger truer øen og dens indbyggere, er et altødelæggende udbrud fra vulkanen Soufriere Hills. Placeret på øens sydspids har den 900 meter høje vulkan været i voldsom aktivitet siden juni, og der ventes nu med bekymring på en kulmination.

Den mulige kataklysme på Montserrat har i sine mest vidtgående presse-varianter omfattet henvisninger til “dommedagsbraget”, da den indonesiske vulkanø Krakatau i 1883 faldt sammen efter en række mindre eksplosioner.
Da vulkanen kollapsede, strømmede havvandet ind i dens glødende indre og udløste en gigantisk dampeksplosion, der sendte 18 kubikkilometer bjerg i form af sten, støv og aske op i atmosfæren, hvor det holdt sig svævende i årevis og påvirkede det globale klima. Flodbølger så høje som Rundetårn oversvømmede hundreder af byer og dræbte 36.000 mennesker.

Lagt øde

At dette scenarie ikke er uden relevans for Montserrat fremgår af, at øen Martinique, der ligger bare 200 kilometer syd for Montserrat, blev ramt af en tilsvarende, ødelæggende eksplosion to årtier efter Krakatau-katastrofen, i maj 1902.

Ved den lejlighed eksploderede vulkanen Mont Pelé og sendte en glødende skum af gas, aske og lava henover den lille ø. På tre minutter var alt dækket af det vulkanske skum og øens befolkning på 28.000 mennesker – pånær to – udslettet.

Det er den skæbne, de 4.000 tilbageværende indbyggere på Montserrat frygter. Og det er også årsagen til, at der nu er gået politisk strid i sagen mellem beboerne og den britiske regering.
Den britiske regering tilbyder en økonomisk kompensation på ca. 25.000 kr. en gang for alle til hver af de beboere, som nu opgiver deres hidtidige tilværelse og deres land for at flytte til en anden af de karibiske øer.

De, som i stedet vil bosætte sig i
England, kan få rejsen betalt, få arbejdstilladelse og få lov til at søge socialbistand, boligstøtte og lignende på lige fod med andre britter.

Det er en hjælp så beskeden, at det de seneste dage har fået vrede indbyggere til at samles foran den britiske guvernør Frank Savages kontor. Med slag på bongo-trommer har de krævet guvernørens afgang og truet med at løsrive Montserrat fra det britiske kolonirige.
Monterrat-indbyggernes problem er naturligvis, at der meget snart kan vise sig ikke at være noget som helst at erklære selvstændigt.

Hovedstaden væk

Soufriere-vulkanen begyndte at røre på sig allerede for to år siden efter fire århundreders tavshed, og siden da er omkring 7.000 af den oprindelige befolkning på 11.000 flygtet fra øen, hovedsagelig for at flytte til naboøer som Antigua.

Det er imidlertid først i sommer, at aktiviteterne i vulkanens indre er blevet direkte truende for hele øen. 19 mennesker mistede i juni livet ved et udbrud, som begravede syv landsbyer og hovedstaden Plymouth i aske. Siden er de 4.000 tilbageværende indbyggere rykket stadig længere mod nord til det, der endnu kaldes ‘den sikre zone’. Nu betragtes det imidlertid af mange sagkyndige alene som et spørgsmål om tid, hvornår også de må flygte.

Afgørende bliver det, om Soufriere undergår “den kataklysmiske hændelse” eller ej. Vulkanens udvikling kan gå to veje. I det mindst dramatiske scenarie vil lavaen flyde relativt roligt fra vulkanen og i et behersket tempo begrave dele af øen samt skabe nyt land, hvor lavastrømmen løber ud i havet. Det er en proces, der kan sammenlinges med den måde, hvorpå tandpasta klemmes ud af en tube. Den vulkanske aktivitet på Island er af denne karakter.

Propperne springer

Det dramatiske, kataklysmiske scenarie rummer derimod en gigantisk eksplosion, hvor trykket fra de glødende stenmasser i vulkanens magmakammer udløses på én gang – som når proppen ryger af en flaske champagne, og skummet sprøjter til alle sider.
Afgørende for udfaldet er, om de gasser, som dannes i vulkanen, har mulighed for at sive gennem magmaen og ud i omgivelserne. I så fald er der håb om, at trykstigningen i magmakammeret ikke bliver så voldsom, at proppen i Soufrieres top sprænges af.

Hvis magmaen imidlertid er så tyktflydende, at gasserne ikke kan samle sig i bobler og langsomt boble sig frem til overfladen, så stiger trykket indtil vulkanens bristepunkt.
“Magma-massen vokser hurtigere end nogensinde. Der er en meget stor materiale-masse, som nærmer sig en meget ustabil tilstand,” sagde chefforsker Steven Sparks ved Montserrats Volcano Observatory i sidste uge.

Han og hans kolleger er af den opfattelse, at eksplosionen vil komme – spørgsmålet er alene hvornår og hvor voldsomt. Ifølge Sparks er der omkring én procents chance for, at vulkanen går til grunde i en “pyroklastisk bølge”, dvs. i en så voldsom eksplosion, at det hvidglødende skum af aske, lava og gas opstår og på minutter kvæler øen.

“Det vil være meget hurtigere, meget tykkere og meget mere dødbringende, end noget vi nogensinde har set på Montserrat,” sagde Steven Sparks forleden til dagbladet The Guardian og drog sammenligner med katastrofen på Martinique i 1902.

Denne verdens vulkan-forskere har stadig store vanskeligheder med at varsle udfaldet af en given vulkans aktivitet. Det er nemlig ikke sådan lige til at stikke en sonde ind i en aktiv vulkans magmakammer for at måle gasindhold og gastryk. Måleudstyret har det med at smelte under de omstændigheder.

Lige så vanskeligt er det indtil videre at forebygge, at en vulkan ender i en kataklysmisk eksplosion. Der har i årevis været overvejelser om at tage trykket af en vulkan i udbrud for at hindre proppen i at ryge af. Det skulle ske ved at bore sig tæt ind til en gren af magmakammeret og ved hjælp af en sprængladning åbne en kontrolleret passage til omgivelserne, så trykket kunne lettes.

“Det er vi meget langt fra at kunne. Det er en tænkelig mulighed, men vores viden er slet ikke tilstrækkelig,” sagde Steven Sparks sidste år. Desværre for indbyggerne på Montserrat er det stadig situationen. jsn

 

“Fakta om vulkanen Katla”. Denne artikel har været trykt i Ingeniøren

Torsdag 23. sep 1999 kl. 00:00

Aktuel status vedr. Katla:

Sidste udbrud fandt sted den 12.okt. 1918. Tidligst kendte udbrud: 934 AD Krater: 10 km bredt Estimeret kraterdybde: 700m Der har siden juni 1999 dannet sig adskillige fordybninger af forskellige størrelser på overfladen af gletscheren Myrdalsjökull, ligesom der er observeret en kilometerlang buet kløft med flere revner i nord-sydgående retning. I bunden af den største fordybning, hvis radius er anslået til 2-3 km, er nu 50 meter dyb.

Vest for Myrdal-gletsjeren ligger en mindre gletscher, Eyafjallajökull. Mellem de to gletsjere ligger passagen Fimmvörthuháls, som rummer en turistvej på 18 kilometer fra sydkysten til naturreservatet Thorsmörk. I passagen er nu observeret tydelige bevægelser i jordskorpen, og isen i passagen viser en forsænkning, som ikke var at spore i juli måned. Forsænkningen er 10-20 meter dyb med en diameter på 2-300 meter.

En beretning fra 1918 tyder på, at der op til tidspunktet for katastrofen vil ske en kraftig hævning af iskappen. Den lokale politibetjent, Reynir Ragnarsson, kan berette om en landmand, som lagde mærke til den hævning af isen før sidste udbrud. Af samme grund måler man nu jævnligt højden på iskappen.

I byen Vik forventer indbyggerne udbrud hvad dag det skal være, men andre taler om måneder eller endda år. Eksperterne kan ikke forudsige et præcist tidspunkt, fordi de ikke har et erfaringsgrundlag for hvilke tegn, der viser sig, lige før det sker.

Vulkanen Katla er beliggende på Islands sydligste del og ligger begravet under gletscheren Myrdalsjökull.

Fra Myrdalsjökulls sydligste rand er der ca. 7 km til bygden Vik, som ligger helt ud til havet.

Myrdalsjökull er Islands fjerdestørste gletscher og dækker et samlet areal på 580 kvadratkilometer og har en længde på 25 til 28 km på de længste strækninger, målt i lige linie. Isen har en højde fra 225 m til 750 m fra bunden og gletscheren rummer ca. 130 kubikkilometer is.

Højeste punkt på gletscheren er Godabunga , som ligger 1515 meter over havets overflade. Næsthøjeste punkt er Haabunga som ligger i 1505 meters højde. Isen over Katla ligger i 1230 meters højde.

Fra gletscheren udgår der flere bræer, hvoraf syv er navngivet og vulkanen Katla er beliggende over bræen ved navn Kotlujökull på gletscherens syd-østlige del, ned mod indlandsplateauet og marginalzonen, som ender ud til kysten.

Historie

I historisk tid er man kendt med mindst 17 udbrud fra vulkanen Katla. Sidste udbrud fandt sted i 1918, hvor der ved afsmeltning af isen blev dannet vandmasser som løb nedad terrænet med 3 – 400.000 kubikmeter per sekund i en dybde af op til 100 meter.

Man forventer et udbrud for hvert 40 – 60. år. Det korteste mellemrum mellem to udbrud er målt til 13 år og det længste er 81 år, som er tiden efter sidste udbrud i 1918. Kun vulkanen Grimsvotn under Vatnajjökull er kendt for flere udbrud end Katla.

Som følge af de udbrud,der har fundet sted fra Katla de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser bringer hundredtusinder tons sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig. Kystlinien flyttes efter et udbrud adskillige km længere ud i havet, som til gengæld langsomt borteroderer det indtil næste udbrud. Klippestykker på størrelse med fleretagers huse flyttes ligeledes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

I det syttende århundrede forbandt man i mange lande vulkaner, her i blandt Katla, med porten til helvede. Men efter at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands største vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkaner.

Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.

Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.

Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.

Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja –
Katlas spalte.
Efter et udbrud hviler Katla sig, og gletscheren får ro til at lægge sig, og ismassen bliver tykkere.

Når et nyt udbrud nærmer sig, begynder en opvarmning fra bunden, hvorved isen begynder at smelte nedefra.

Vandlommen, som dannes under isen, bliver ved med at vokse til siderne og opad, hvorved der på et tidspunkt opstår fordybninger og revner på overfladen. I bunden af fordybningerne, som kan være op til flere km i radius, kan der danne sig en cirkelformet sø.

Umiddelbart forud for udbruddet mærkes der 2-3 middelsvære jordrystelser med en styrke på op til fem på richterskalaen.

Ved udbruddet bryder vandlommen det omkringliggende is og vælter i enorme masser ned over det underliggende terræn med stor hastighed.

Samtidig bliver der slynget store mængder glødende udbrudsmaterialer i form af aske og lava højt i luften, omgivet af røg, damp, og giftige gasarter. Der opstår lynnedslag og stærk nedadgående vind, som fører den sorte aske med sig og totalt kan mørkelægge en klar solskinsdag. Beretninger lyder på, at folk end ikke kan se en hånd for sig.

Et udbruds varighed kan ikke forudsiges, men det kan vare i flere måneder. Hvileperiodernes længde kendes heller ikke med sikkerhed.

Følgerne af udbruddet er ødelæggelser af store landområder og mange menneske- og dyreliv er gennem tiderne gået tabt som følge af vulkanudbrud. Dog kendes kun to tab af menneskeliv som følge af Katla, hvor to personer blev ramt af tilstødende lyn.

For den lille by Viks vedkommende vil vandmassen, som kommer fra udbruddet, slå tilbage fra havet og oversvømme store dele af bygden som en flodbølge.

Vik ligger i farezonen af Katla.

Få kilometer fra vulkanen Katla lever den lille by Vik i konstant alarmberedskab. Når Katla ryger i luften er spørgsmålet ikke, om byen bliver ramt. Det er et spørgsmål om, hvor store ødelæggelserne bliver.

Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. sep 1999 trykt i Ingeniøren

Alle taler om det nu. I radio og fjernsyn er der dagligt reportager om det, og befolkningen på Island ruster sig til det forestående helvede af vand, ild og aske, som vil ødelægge og tilintetgøre huse, veje og folks ejendele. I værste fald kan der blive tab af menneskeliv.

Vulkanen Katla står foran et udbrud. Ingen ved præcis hvornår, men det sker helt sikkert.

For foden af den truende vulkan ligger den lille by Vik, hvor 350 sjæle lever i skyggen af en uværgerlig katastrofe.

Spøgelsesslotte i tågen

I en lejet kassevogn kører vi til Vik. Det støvregner og vejene er smattede, men der er asfalt hele vejen på de godt 225 km fra lufthavnsbyen Keflavik til Vik på saga-øens sydside. Landskabet imponerer med mosklædte lavamarker, slaggerbjerge og indimellem ser vi gul-rødlige rygende pletter, som vidner om den altid sprudlende undergrund. Senere ændres landskabet til landbrugsland med vidtstrakte enge, hvor islandske heste idyllisk græsser på sletterne

Tættere på Vik kommer vi ind i et markant bjergområde, hvor de voldsomme, knudrede lava- og slaggeformationer står som spøgelsesslotte i tågen. Det er et eventyrland, som overalt vidner om vulkansk aktivitet. Vejen snor sig gennem bjergene. Pludselig dukker Vik op neden for bjergene, helt ude ved kysten.

“Velkomin til Vikur” står der på et skilt ved indkørslen til den lille, søvnige by. På østskråningen ligger kirken i ensom majestæt, og bjergene rejser sig umiddelbart bag den. Tæt på ligger sygehus og skole, og på den modsatte side af vejen mod syd og vest breder beboelseskvarterene sig.

Jordskælv varsler katastrofen

Efter at have indlogeret os på det ramponerede Gistihusid, besøger vi den kombinerede grill- og tankstation, som ligger lige uden for byen på en kold og blæsende plads ved vejen. Regnen styrter ned. De få gæster virker som om, de er på gennemrejse.

Pigen bag disken tager det forestående udbrud med sindsro, og virker på ingen måde bange. Nærmest resignerende. Hun var klar over, at det ville komme.

– Jeg kan ikke tænke på det hele tiden. Det kommer, når det kommer – og så vil vi blive evakueret.

Hendes holdning går igen hos flere af gæsterne på grillen. De tror på ekspertenes forventninger om, at der vil komme et varsel inden katastrofen: To-tre jordskælv inden Katla springer i luften. Fra det første jordskælv vil de sandsynligvis have et par timer til at komme væk fra kysten, hvor man forventer en flodbølge, der måske vil udslette de lavest liggende dele af byen.

En 100 meter dyb syndflod

Næste morgen besøger vi den lokale politimyndighed, Reyner Ragnarsson. Han har kontor over den ene af den lille bys to banker. Kontoret var lige stort nok til at rumme et skrivebord, et par arkivskabe, en reol og en lidt presset PC-arbejdsplads.

Reyner Ragnarsson viser os et kort over Myrdalsjökulen, hvor han har indtegnet de områder, hvor isen er sunket, som følge af smeltning fra neden. Ét stort hul og otte mindre samt en lang dalsænkning. Det er hovedsageligt det største hul, der er synligt efter de seneste dages snefald.

Men under isen er der ved at blive dannet et gigantisk vandreservoir. På grund af undergrunden kan det opsamles der, indtil trykket får “ballonen” til at springe, og alt vandet på én gang presses ud. Det vil ske på det tidspunkt, Katla går i udbrud, eller lige umiddelbart før i forbindelse med de indledende jordskælv.

Det sidste udbrud skete i 1918. Beretningerne fra dengang og fra endnu tidligere udbrud vidner om voldsomme vandmasser, der på en gang vælter ud under iskappen. Floden, der opstår, sendte sidst i en kort periode 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som løb fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med returnering af en gigantisk flodbølge, der oversvømmede de lavestliggende dele af byen. Alle nåede imidlertid forinden i sikkerhed i bjergene.

Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor aske og lava blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, når der var nordenvind. Fordi Katla ligger under isen, var asken våd som slam, og denne slam-aske blev sendt ned over Vik og dens indbyggere, så de absolut intet kunne se. Alt var kulravende sort og tilsodet. Heldigvis er der kun nordenvind 3 procent af tiden.

Bekymrede børn

Fra den enlige politimandskontor tager vi til den lokale butik, hvor man kan købe alt fra et pund smør til en speedbåd. Her arbejder Alfheidur Gisladottir. Hun fortalte, at indtil for et par dage siden havde hun ikke været bange, men efter et informationsmøde i byen sidste mandag aften, var hun blevet nervøs. Det skræmmer hende, at den flodbølge, der formentligt kommer som noget af det første, sandsynligvis vil udslette hendes hus, som er et af dem, der ligger tættest på havet.

Alfheidur Gisladottir bor her sammen med sin mand og deres 7-årige søn. Alle taler om udbruddet, også i skolen, og det bekymrer hendes dreng, ligesom det bekymrer de andre børn i skolen.

Men de kan ikke gøre andet end at vente på de første svage jordskælv, der vil være signalet til en evakuering. Hvornår udbruddet vil komme er fortsat meget uvist. Måske i morgen, måske om en uge eller en måned. Ingen ved det. Heller ikke eksperterne, som var med til mødet i mandags.

I den sorte ørken

Udenfor er byen fortsat indhyllet i tåge, men regnen er midlertidigt holdt op. Vi kører mod øst til det sted, hvor floden fra isen vil vælte ned. Et kæmpe delta breder sig her – kulsort af slagge og aske over et gigantisk område. Det er primært her, vandmasserne vil vælte ned. Det er spændende og tankevækkende at køre rundt i den sorte ørken.

Midt i det hele sætter bilen ud. Vi kæmper for at starte den igen, men det lykkes ikke. Så vi ender som blaffere. Det er dog ikke svært, at få kørelejlighed til Vik, hvor vi får lynhjælp til afhentning og reparation af bilen.

Men selv om synet af den sorte ørken er skræmmende, har folk her lært at leve med Katla. Alle ved, der kommer et udbrud på et tidspunkt, men de kan intet gøre ved det. Bare håbe på at nå væk i tide.

I sne og tåge over Katla

Den lokale betjent overvåger vulkanen fra sit lille fly. Ingeniøren|net var med på to patruljer. Fra luften er det tydeligt, at noget voldsomt er under opsejling.

Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. sep 1999 og trykt i Ingeniøren: Den lille firepersoners flyvemaskine står i en lille hangar for enden af startbanen, som naturligvis er sort. Katla farver alt. Sort sand, sorte sten. Alt er sort. Kun med god vilje kan man kalde det en flyveplads.

Den lokale betjent Reynir Ragnarsson trækker flyet ud af hangaren med politibilen og gør klar til start. Vi har fået lov at komme med ham op over gletscheren Myrdalsjökullen, der skjuler vulkanen Katla, der er ved at vågne efter en 81 år lang søvn.

Den 17. juli i år kom der meget store vandmængder fra gletscheren, og dagen efter havde Reynir overfløjet området og som den første opdaget de nye fordybninger i overfladen. Han havde de følgende dage fløjet over gletscheren hver dag. Dag for dag var der opstået dybere og dybere hulninger i isen omkranset af store revner.

Reynir Ragnarsson er ikke bare betjent, men også pilot og eventyrer. Han fik sit første flyvecertifikat som 20-årig og har fløjet siden. I mange år med turister ved siden af jobbet som betjent, men efter han rundede de 60 kun privat eller i forbindelse med arbejdet som betjent. Han ejer flyet sammen med en kammerat.

Reynir trækker i gashåndtaget og vi kører med god acceleration ud ad startbanen. Den letter forbavsende hurtigt og i en blød bue stiger han langsomt men sikkert til fem hundrede meter. Landskabet glider hastigt forbi. Mod vest ligger Vik ud til sydkysten, og mod nord ligger bjergene og bag dem Myrdalsjökullen og Katla. Mod øst er der sort slette. Det er her de enorme vandmasser sendes ned, når Katla går i udbrud.

Overblik over katastrofen

Det lille fly bevæger sig ind over bjergene. Skarpe og dybe kløfter med vandløb i bunden skærer gennem de gamle mos- og græsklædte slagger og lavabjerge. Efter fem minutters flyvning får vi det første glimt af Myrdalsjökullens ismarker. Lave skyer hænger mellem bjergene og forhindrer frit udsyn til hele gletscheren, men efterhånden fyldes synsfeltet af mere og mere is.

Isen er gennemskåret af tværgående sprækker overalt. Lange tunger skyder ud i dalene fra gletscheren, og her mellem de golde stenfyldte kløfter smelter isen. Langs kanten af gletsjeren er der mange steder sort af sand/ slagger, især tæt på Katla. En kæmpe gletsjertunge løber her ud mod den dal og den brede slette, hvor vandet fra Katla søger til havet. Det er her, at den nogen steder 100 meter dybe flod får sit udspring, når Katla går i udbrud. Her fra isen under os.

Reynir flyver roligt den lille maskine ind over isen. Der er mange lufthuller, både over isen og mellem dalene, som han rutineret bevæger sig ned i. Desværre er der tæt af skyer over Myrdalsjökullen, så vi får ikke den sammensunkne isflade at se. I stedet går det retur til flyvepladsen, hvor Reynir lander sikkert. Når det klarer op, tager han derop igen, og vi er velkomne til at flyve med.

Dybe dale i gletscher-isen

Chancen opstår allerede dagen efter. Vi drønede ud til startbanen for at få endnu en lufttur, og forhåbentligt se mere til fordybningerne denne gang. Og det gjorde vi. Da vi kom ind over isen, viste Reynir os først en af de fordybninger, der var lige over vulkanen Katla. Det var en tydelig cirkelrund fordybning i overfladen på vel 6-800 meter i diameter. I bunden var der dannet en lille sø. Langs kanten var der fyldt med revner, som tydeligt markerede hullets afgrænsning.

Bagefter fløj vi over den største fordybning. Den var 2-3 km i diameter, og der var ligeledes revner langs kanten, men de var til dels udviskede af nysne. Dog var der ingen tvivl om, at her var isen sunket gevaldigt sammen over et stort område.

Da man ikke har tilsvarende observationer fra de tidligere udbrud, er det selv for videnskabsfolkene umuligt præcist at sige noget om, hvornår Katla kommer i udbrud. Aktiviteten under isen er et sikker tegn på at det vil ske, men det siger ikke meget om tidspunktet

Med vulkanens ånde i nakken

Siden 1977 har en gruppe forskere med Johannes Krüger i spidsen studeret, hvordan gletsjere former landskabet, og hvordan klimaet styrer gletsjerne. Studiestedet er den islandske Myrdalsjøkel, hvor vulkanen Katla ulmer

Af Sinja Sveinsdottir,fredag 03. mar 2000 denne artikel har været trykt i Ingeniøren

På Geografisk Institut, Københavns Universitet, sidder Johannes Krüger, naturgeograf dr.scient. og venter på nyt fra Island.
Vil vulkanen Katla under Myrdalsjøklen gå i udbrud – eller vil den ikke? Her til sommer skulle et forskerhold på otte mand have været på feltarbejde. Efter planen altså.
– Men lige nu ser det ud til, at jordskælvene, der plejer at varsle et Katla-udbrud, er taget noget af i styrke, siger Johannes Krüger.
– Det hjælper os ikke, for der kan hurtigt ske noget. Det er ikke forsvarligt at opholde sig i studiefeltet i længere tid, så det må vi udskyde til sommeren 2001. Til sommer tager jeg sammen med en kollega alene af sted en uges tid for – med hjælp fra
politimester Reinir Ragnarsson fra den nærliggende by Vik – at redde, hvad reddes kan af årets data og indsamle noget af udstyret.

– Hvis Katla går i udbrud, kommer vi selvfølgelig ikke af sted, og måske forsvinder udstyret under asken. Men jøkelløb og askefald vil give os helt nye forskningsmuligheder, siger Johannes Krüger.

Stille ved nordranden

Forskerholdet arbejder to steder. Den største del af projektet foregår ved nordranden, hvor iskappens overflade er forholdsvis ren og hvid. Siden Katla sidst havde udbrud i 1918, har isranden trukket sig halvanden kilometer
tilbage og frilagt et imponerende bundmorænelandskab, der er et rent eldorado for forskerne.
Smeltevand fra gletsjeren har skåret lange profiler i landskabet foran, så man kan studere de aflejringer og landskabsformer, der i sin tid blev dannet inde under gletsjeren og langs isranden.
Resultaterne herfra er så sammenholdt med klimaudviklingen i historisk tid.

– Når Katla kommer i udbrud, kan der opstå en interessant situation, hvis der falder store mængder aske på den nordlige del af Myrdalsjøklen, siger Johannes Krüger.
– Hvis vi tænker os tilbage til landnamstiden for 1000 år siden, da Island blev befolket, var klimaet mildt og Myrdalsjøklen noget mindre end i dag. Dengang skabte en række vulkanudbrud en vældig spalte, Eldgjá, der fra landskabet nordøst for Myrdalsjøklen fører ind under iskappen og slutter sig til vulkanen Katla. De store mængder aske, der dengang faldt på gletsjeren, blev ført med smeltevandet og aflejret i tykke lag foran isranden. I dag kan vi finde disse lag ude under morænelagene foran gletsjeren.

Men vi vil gerne spore dem ind under gletsjeren, for de kan fortælle, hvor isranden gik, da Island blev bosat. Så efter et Katla-udbrud vil vi ved selvsyn kunne studere nedvaskningen af asken fra gletsjeren og få et håndgribeligt bevis for, hvordan det
gik til i landnamstiden.

Kaos i sydøst
Anderledes ser situationen ud på det andet forskningsfelt i den sydøstlige del af Myrdalsjøklen. Her studerer forskerne det centrale randafsnit af en gletsjertunge, Kötlujøkel, der løber ud fra iskappen. I modsætning til nordranden er
Kötlujøkel snavset.
Det er gamle askelag, der smelter frem på isoverfladen, blandet med sten og grus, som fragtes op til isoverfladen langs vældige brudflader i isen. Isen er rykket frem flere gange, senest i 1980’erne, og efter hvert fremstød har gletsjeren efterladt
store masser af såkaldt dødis, dvs. is, der ligger stille og ikke mere følger gletsjerens bevægelser. Det er her, forskergruppen studerer, hvordan isen smelter, og hvordan de småbakkede dødis-morænelandskaber dannes.
– Sidst Katla havde udbrud for 82 år siden, strømmede vældige smeltevandsmasser af sted nord og syd for vores studiefelt. De rev kæmpemæssige isblokke med sig, og efterlod dem som strandede isbjerge, 40-50 meter høje, på den vidtstrakte slette foran
gletsjeren, fortæller Johannes Krüger. Han fortsætter:
– Også når Katla ikke er i udbrud, er området meget aktivt.
For bare fem år siden havde vi et mindre jøkelløb, hvor vandstanden i smeltevandsfloden steg 3,5 meter. Smeltevandsstrømmen skar sig gennem landskabet og efterlod en flere hundrede meter bred fure, der delte vores studiefelt i to områder. Det
overraskede os, for på det overskyllede område havde vi netop tænkt at installere nyt måleudstyr. Så valgte vi naboområdet. Men når Katla kommer i udbrud, skylles dette område måske også bort. Vi forsker med Katlas ånde i nakken.

Iskapper fortæller historie

I istiderne for mere end 11.000 år siden var der gletsjere i store dele af Nordeuropa og Nord amerika. I Danmark er 90 procent af landarealet gletsjernes og smeltevandets værk. Mange af de områder, der før var dækket af is,
er i dag tæt befolkede. Nu slider mennesker landskabet, og omformer det som aldrig før.
De mange interesser i brugen af istidens landskaber gør det nødvendigt at kende til, hvordan de er dannet og bygget op. Derfor bruger man nutidens gletsjere som et moderne istidslaboratorium. Landskabet kan også betragtes som et klimaarkiv, der
supplerer den viden, man får ved at studere borekerner fra den grønlandske indlandsis.
Borekernerne giver værdifulde oplysninger om temperatursvingninger, men de afspejler temperaturen på det sted, sneen faldt og blev til is. Det vil sige i 2-3 kilometers højde. Landskaber afspejler temperatur-, vind- og nedbørsforhold ved overfladen.

Hekla vækker ikke Katla

Sidste lørdag klokken 18.18 gik Islands mest berømte vulkan, Hekla, i udbrud. Godt nok et forholdsvis lille udbrud, som nåede sit foreløbige klimaks allerede en time efter.
I skrivende stund (tirsdag) flyder lavaen stadig, men vulkaneksperterne på Nordisk Vulkanologisk Institut i Reykjavik tror ikke på, at udbruddet kommer til at måle sig med det store udbrud i 1947.
På det tidspunkt var der gået 100 år siden sidste udbrud. Denne gang er der kun gået ni år.
Spørgsmålet er så, om Heklas udbrud kan sætte gang i vulkanen Katla, der gemmer sig under Myrdalsjøklen. Til det siger direktøren for instituttet, dr. Freysteinn Sigmundsson:
– De to vulkaner er ikke direkte forbundne og befinder sig langs parallelle sprækker. Vi har heller ingen erfaring for, at ét vulkanudbrud direkte sætter gang i et andet.
Katla begyndte at røre på sig i juli måned sidste år. Der kom jordskælv og store fordybninger i isen, der dækker vulkanen, som tegn på, at noget voldsomt var ved at ske nedenunder.
De seneste par måneder har der dog været forholdsvis fredeligt omkring Katla, men området er under konstant overvågning. Hvor Hekla producerer lava i store mængder og udspyr giftige fluorgasser, er Katlas særpræg de voldsomme jøkelløb og de store
mængder aske.

Mand og projekt

Lektor dr.scient. Johannes Krüger er ekspert i glacialmorfologi, dvs. læren om landskaber formet af is og smeltevand. Han har siden starten i 1977 været leder af projektet ved Myrdalsjøklen.
I projektet deltager forskere fra de geografiske og geologiske institutter ved Københavns Universitet, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Geologisk Institut ved Århus Universitet samt en række udenlandske geovidenskabelige institutter. I
årenes løb er produceret en lang række artikler i internationale tidsskrifter.
I 1994 forsvarede Johannes Krüger sin doktordisputats om emnet.
Projektet støttes af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
Det har været i gang i 23 år og fortsætter indtil videre et par år endnu.