Region 1 er Europa, der også hænger sammen med den Euroasiske plade, d.v.s. hele Asien med Rusland. Her sker bevægelserne med op til 7,5 cm pr. år, dels fra øst, altså fra Stillehavet og fra Atlanterhavet med ca. 2 cm pr. år. Pladebevægelser
ne(Kontinentalforskydningerne) skyldes store varmestrømninger i Jordens 2900 kilometer tykke Kappe, som befinder sig uden om Jordens indre hede kerne – faktisk på samme måde, som hvis en isflage langsomt flyder ovenpå havet.

Underegion 1. De fleste vulkaner i denne store plade er hovedsageligt subduktionsvulkaner, der dannes, når et kontinent kolliderer med et andet, f.eks, når Afrika presses ind under Europa i Middelhavsregionen og skubber Alpebjergkæden i vejret, som folden på en dug. Herved dannes alle vulkanerne i Middelhaveslandene med undtagelse af Etna, der også er en “hot-spotvulkan”, d.v.s. hvor en konstant varmeopsytrømning som en vandhane skubber magma op som lava igennem vulkanen. I Frankrig – og Tyskland findes gamle vulkaner, der til dels er sovende, idet de ikke har været virksomme i 5000 – 8000 år, og Europa har engang været ved at knække midtover, men bevæsgelsen gik i stå, idet varmeopstrømningen srtandsede helt oppe fra Norge ned igennem tyskland i Rhingraven og Frankrigs østlige del.. Kaukasus er en sammenpresset fold, der også har været vulkansk.

Region 2. Afrika inkl. Det Røde hav og Madagascar er et stort kontinent, der i den Østafrikanske gravsænkning, åbner sig som konstruktionszone. Her sker bevægelserne atter på grund af varmeopstrømningerne helt oppe fra Rødehavet og videre ned igennem hele den Østafrikas lande med det resultat, at vi her finder mange vulkaner, hvoraf Kilimajaro – Afrikas højeste bjerg er den største sovende kæmpe på kontinentet.

Underregion: Region 3: er et af de største kontinenter, og deles op i Rift Valley, som vi kalder sprækkezonen. Madagascar må betragtes som en isflage, der for 30 millioner år har revet sig løs fra Afrika og langsomt er drevet ud i det Indiske Ocean, der ligger øst for Afrikakontinentet. Endelig har i i vestafrikas inderste hjørne Cameroonvulkankomplekset, der må bertragtes som et hotspotvulkanområde.

Region 3: Asien inkl. Mellemøsten hænger rent pladetektonisk sammen med Region 1 – altså Europa, og vi må derfor betragte det som jordens største kontinent. Her er så godt som alle vulkanologiske fænomener repræsenteret i forbindelse med kontinentalforskydningerne. Indien må betragtes som en forhenværende løs isflage for små 65 millioner år siden er drevet mod nordøst og baldret ind i Asien og på den måde har foldet Himalayabjergkæden – Jordens højeste bjergkæde op.

Underregion: I Mellemøsten finder vi gamle vulkanske områder, der dels er at betragte som konstruktionszonevulkaner, altså åbninger, der hænger sammen med Afrikas åbning i den østlige del, og dels er subduktionsvulkaner, hvor små bidder af pladerne er knækket og skubbes og gnides imod hinanden, nogle steder ned under hinanden, andre steder forbi hinanden. Endelig “hot-spot” områder, hvor mere konstante opstrømninger finder sted. Ved Stillehavet har vi i den berømte “Ildring”, d.v.s. den kæde af vulkaner, som omkranser Stillehavet, og holder vi os til Asien, finder vi øverst i Rusland Kamchatkahalvøen med vulkaner, der ligger som perler på en snor, videre ned igennem Kuriller-ø-gruppen til japan, for at fortsætte mod Filippinerne. Her er der tale om underskydningszoner – subduktion – hvor Stillehavsbundpladen med raketfart – ca. 11 cm – om året skubber sig ned under Askiens østlige forkant af kontinentet. Herved dannes magma, der er ekstra rige på gasser, som f.eks. vanddamp, der opløses i de sejtflydende smeltemasser, og derfor har sværere ved at undslippe, og resultatet er, at der opbygges et overtryk i disse vulkaner, der efter lange hvileperioder, somme tider i årtusinder eksploderer som atombomber.

Region 4: Det Indiske Ocean må betragtes som dels en konstruktionszone, altså sprækkeåbning, hvor igenem oceanbunden åbner sig og trækker sig fra hinanden med fra 2 – 3 cm om året. der siver magma op igennem åbningen som i alle andre åbningszoner og danner ny frisk havbund i midten, men også “hot-spotter” finder vi her, hvor en kraftig magmasøjle – lig Island og Hawaii-ø -kæden, har dannet den franske ø Rheunion i midten af havet.

Underregion: Indien har for 65 millioner år siden ligget hernede, men er langsomt drevet i nordøstlig retning grundet varmeopstrømningerne i Jordkappen.

Region 5: Den nordlige del af Stillehavet må betragtes som tilhørende det meste af Stillehavets bundplade, der dog i dag må opdeles i mindre plader, men generelt kan siges, at der er tale om en stor undersøusk bundplade, der fuser af sted med en fart af 11 – 12 cm af året, hvilket må siges at være en rekord, der ikke overgåes af andre pladebevægelser. Resultatet ses tydeligt i Hawaii-ø-kæden, hvor en “hot-spot” strømning af varmt magma fra dybere dele af Jordens Kappe – konstant stiger op mod Jordens overflade og danner vulkaner, der næsten er i konstant udbrud. Kilauea er et typisk eksempel. Verdens mest aktive vulkan, der er i konstant virksomhed.

Region 6: Syd-øst Asien, Australien, New Zealand og Sydlige del af Stillehavet. Her er der faktisk tale om 2 plader, nemlig Den Indo-Australske med Australien med New Zealand, der skubber sig mod nord med 7 cm om året og danner vulkanerne i indonesien, et af verdens vulkanrigeste lande, men også den sydlige del af Stillehavet, der skubber sig østover imod New Zealand og som subduktioner, underskydning) danner vulkanerne her.

Underregion : I selve Stillehavet ligger et hav af undersøiske vulkaner, der på et tidspunkt, når de ikke er så aktive eller opstrømningen under dem er gået i stå, synker ned i den bløde og forholdsvis tynde undersøiske havbundsplade. Dette afstedkommer, at koraldyr opbygger cirkelformede atoller, d.v.s. runde øer af koraller oven over på havets overflade. Alle Stillehavsøerne må betragtes at have været gamle vulkaner, der er sunket – eller vil synke i fremtiden, men koraldyrere fortsætter der, hvor vulkanaktiviteten bliver sjældnere.

Region 7: Nordamerika inkl. Berentshavet. Nordamerika er et kontienent, hvor der må siges at være adskillige mindre pladeforskydninger, alt i form af et puslespil med brikker, der gnubber sig mod hinanden. Dette giver sig udtryk i tilbagevendende kraftige jordskælv, bl.a. i Californien, men også i vulkanaktiviteten , der tilhører “Ildringen”, altså Stillehavskysten rundt omkransende hele Stillehavspladen, men generelt må man betragte Nordamerika inkl. Alaska som et stort sammenhængende kontinent.
De eksplosive vulkaner igennem Nordamerika, bl.a. Californien, Staten Washington og Canada og videre i Alaska og Aleuter-ø-gruppen er alle subduktionsvulkaner – underskydnings og ekspålosve vulkaner, hvilket gav sig udtryk senest i Mount Saint Helens udbrud i 1980 i Staten Washington, hvor eksplosionen havde en energiudladning svarende til 500 atombomber affyret på een gang. Dog tilhører Yellowstone Nationalpark en kæmpemæssig Caldera, som med ca. 600.000 års mellerum frammes af endnu kraftigere vulkanudbrud, og det er ca. 600.000 år siden det seneste “super-udbrud” fandt sted her. Hele området – d.v.s. flere hundrede kvadratkilometer har siden 1921 hævet sig 2 meter på grund af magmamassers pres mod overfladen i undergrunden. En dag kommer eksplosionen, og der er grund til opmærksomhed, da der her er tale om energiudladninger, der kan skabe klimaændringer over hele Jorden plus udslettelse af levende liv alene i U.S.A. .
Berentshavet er at betragte som den nordloige del af Stillehavsbundpladen.

Region 8: Mellemamerika og Caribien. Her har vi flere underskydningszoner – altså subduktioner, hvor bl.a. Stillehavsbundpladen fra øst presser sig ind under Mexicos vestkyst og i Caribien, hvor Atlanterhavsbundpladen presser sig på fra øst. Der er tale om forholdsvis kraftige og mere eksplosive vulkantyper, dog er der også lidt blidere ind imellem. Dette hænger sammen med, at større magmabeholdere – kamre – i jordskorpen og kappen skiftesvis føder vulkanerne mere eller mindre regelmæsssiget fra Jordkappen. Der er altså tale om uregelmæssig opstrømning nedefra.

Region 9: Sydamerika inkl. Galapagos-øerne i Stillehavet. Her er der langs hele Sydamerikas øastkyst tale om enorme høje og meget eksplosive vulkaner, der alle må betragtes som voldsomme. Med uregelmæssige mellemrum rammes kontinentet af kraftige jordskælv og vulkanudbrud, der alle sættes i sammenhæng med Stillehavsbundpladens nedskydning under havet fra øst.

Galapagos-øerne er derimod “hotspot-vulkaner” som Hawaii-ø-gruppen og Island og har opbygget øerne fra havbunden.

Region 10: Atlanterhavsryggen inkl. Island. Hele Atlanterhavsryggen er dannet som følge af åbningen af Oceanbunden med ca. 2 cm om året, og faktisk er ryggen 74.000 kilometer lang og begynder syd for Nordpolen – fortsætter ned imellem Grønland og Norge med vulkanøen Jan Mayen – Island, der ligger på en hot-spot – bred søjle af opstigende magma, som giver sig udslag i vulkanudbrud hvert femte år ca. og videre ned igennem Atlanterhavet – Azoerne, der alle er vulkanske – De canariske Øer, som ligger på en tilsvarende hot-spot igennem Syd-Atlanterhavet via Tristan da Cunha rundt om Afrika – op igennem det Indiske Ocean og over igennem Stillehavet for at fortsætte op imod Alaska og Ruslands østkyst.
Her dannes magmaet på grund af trykaflastning – altså varmeopstrømninger – i Jordens kappe.

Region 11: Antarktis inkl. Syd Sandwich-øerne. Antaktis eller Sydpolen har adskillige aktive vulkaner under isen, bl.a. Mount Erebus, der har en lavasø i krateret. Desuden Syd Sandwich-øerne er alle vulkanske og opstået på både underskydnings- og åbningszonen, der går tæt forbi området.

Region 12: Sydøstasien, der også kan betragtes som tilhørende Den Eurasiske Plade, må betragtes at være verdens vulkanrigeste land, med flere hundrede vulkaner alene i Indonesien, hvor Den Indo-Australske Plade med over 7 cm om året presses ned under Den Euroasiske Plade og danner hermed de voldsomme Indonesiske vulkaner på de 13.677 øer, hvoraf Java er den største. Endnu at tilføje presses Stillehavsbundpladen fra øst sig med 11 – 12 cm om året sig på og ned under Filippinerne og New Guniea og danner fra den anden side også eksplosive vulkaner.
Gang på gang har de stærkeste vulkanudbrud på jordkloden fundet sted her – bl.a. Karkataus i 1883 og Tamboras i 1815, der var skyld i året uden sommer i hele verden på grund af faldende temperaturer ved askeregnen. Senest i 1991 så vi Pinatubo på Filippinerne et udbrud, hvor vi i Danmark mærkede ekstra røde solnedgange om sommeren grundet sænkning af temperatur og vulkanske gassers transport i stratosfæren..

Copyright: Henning Andersen

Vi må forestille os et jordskælv som når noget rives itu og skubber sig i jorden. Det kan være klippeformationer af mange kilometers udstrækning. Et jordskælv kan finde sted i en hvilken som helst dybde under jordoverfladen – dog ofte i 30 – 40 kilometers dybde. Jordskælv – rystelser – er stærkest lige over jordskælvets epicenter eller centrum.

I København og på Grønland bl.a. er der seismiske stationer med rystelsesmålere(seismografer). Danmark deltager i rapporteringen af jordskælv fra alle steder af jordkloden.

Det er de tektoniske pladers bevægelser, der er skyld i de spændinger, som opbygges herved på samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden. I randzonerne, hvor to plader bevæger sig langsomt i forhold til hinanden med en fart af få cm om året – sagt på en anden måde – med den fart en fingernegl gror – stiger spændingsbevægelserne indtil pludselig et ryk – finder sted, og vi har oplevet et jordskælv.

Hvis der f.eks. sker ændringer i tid eller mangel på jordskælvsaktivitet i et område med mange jordskælv, kan det være et signal om, at et større skælv er på vej – eller under opbygning. Også ændringer imellem antallet af større og små jordskælv i et område kan være en forløber for et endnu større jordskælv.

I Kina har man bl.a. for år tilbage noteret sig, at f.eks. ændring i vandstand i brønde er en slags jordskælvsvarsel om, at et større jordskælv er under opsejling. Kortvarige forvarsler hos dyr om forestående jordskælv har vi beretninger om fra kinesiske forskere. Det kan være husdyr, men også vilde dyrs ændrede optræden. Slanger, der krøb ud af deres huller eller aber i en Zoo, som ændrer opførsel.

Nogen sikker margen for at kunne forudsige et jordsælv har vi indtil nu ikke fundet.

Danmark ligger generelt udenfor jordskælvszoner, der mærkes ved kontinenternes forskydninger i randzonerne. Vi har svage skælv – rystelser – ofte flere, som mærkes – og dette her i december er det stærkeste, som har fundet sted længe. I begyndelsen af 1700 – tallet fandt en rystelse sted i Gilleleje, der var endnu kraftigere, men kære danskere – sov roligt. Vi er udenfor de værste zoner.

Rystelserne fandt sted cirka 06.20 tirsdag den 16. december 2008 og det varede cirka fem sekunder og blev registreret både i det centrale København, i Roskilde, Malmø, Østjylland, Odense, Aalborg og på Bornholm. Jordskælv eller rystelser, der er så kraftige, at de kan mærkes, er forholdsvis sjældne i Danmark. Skælvet havde sit epicenter 40 km øst for Malmø i Sverige ca. 10 km nede i jorden.

“4,8 Richter er rigtig meget for et dansk jordskælv – nogle af de største, skælv vi har set i Danmark, ligger i størrelsesordenen 3 på Richterskalaen. Et jordskælv på 4,7 får ruderne til at klirre og ting til at falde ned fra hylderne.”

Genrelt rammes vi i størrelsesorden efter Richterskalaen af små jordskælv eller rystelse på fra 1 – 4. Hvorfor kan vi dog af og til mærke jordskælv i Danmark uden at vi kommer ud for de helt store? Svaret er, at vi ligger langt fra de store tektoniske pladers randområder, altså der, hvor pladerne mødes og bevæger sig i forhold til hinanden. Det er bl.a. i Sydeuropa, hvor Afrika rykker mod Europa i Middelhavsregionen og i Atlanterhavet f.eks. ved Island og i Stillehavet bl.a. ved Japan, hvor pladevægelserne er på flere cm om året.

Når vi skal se på Danmark har vi at gøre med to forskellige dele, hvor en linje skærer ned gennem den nordvestlige del af vores land mod Kullen i Sverige. Syd og øst herfor har vi bløde jordlag men mere fast nordpå. Danmark ligger ikke i en randzone, men engang imellem kan det ikke undgås, at bevægelserne langt herfra skubbet lid til os, og det mærker vi som en rystelse – rystelser – i jorden.

Jordskælv opstår, når de tektoniske stenplader udsættes for pres – vridninger – ved, at varmestrømme i jordens kappe bevæger sig rundt – altsammen et resultat af ”Moder Jords” utæmmelige kræfter.

”I forskning og videnskab er sikkerhed meget”…(Citat slut).

Denne artikel er trykt i “Ingeniøren” 2008 den 10. januar.

Vulkaner og jordskælv frigiver CO2 til atmosfæren, som holder vores planet behageligt varm. Uden dem ville livet ikke kunne eksisterer, og hvis Jorden blot havde været en smule mindre, havde der ikke været tektoniske bevægelser, konkluderer amerikanske forskere.

Af Kent Krøyer, torsdag 10. jan 2008:

Vulkansk aktivitet på Hawaii Bevægelserne i de tektoniske plader, der er skyld i jordskælv og vulkanudbrud, også er en betingelse for liv, viser forskning udført af Diana Valencia, Richard O’Connell og Dimitar Sasselov fra Harvard Universitetet.

Når de store plader bevæger sig imod hinanden og ind under hinanden, som de for eksempel gør i Himalaya-bjergene, så recirkulerer de CO2. Drivhusgassen virker som en termostat, der gør Jorden behagelig at leve på, set over lange geologiske perioder.

»Så genbrug er altså vigtigt, selv på planet-skala,« fastslår Diana Valencia over for Livescience.com.

Jorden er egentlig for lille

De tektoniske bevægelser hænger sammen med, hvor massiv planeten er. På planeter mindre end Jorden, for eksempel Venus, går bevægelserne i stå.

Men hvis en planet bliver endnu større, bliver dens massetiltrækning så stor, at den samler gasser til sig og bliver til en gasplanet som Neptun og Jupiter, viser forskernes computersimuleringer. En planet med størrelser som tre gange Jorden vil have pladetektoniske bevægelser. Jo større, des mere geologisk aktivitet.

Jorden er et særtilfælde, fordi den egentlig er for lille. Ifølge Diana Valencia er forklaringen, at Jorden har store mængder vand, som presser på pladerne og svækker dem tilstrækkeligt til at holde dem bevægelige.

»Det er måske ikke noget tilfælde, at Jorden er den største klippeplanet i vores solsystem, og også den eneste med liv,« siger hun.

Den nye viden får betydning for de forskere, der leder efter liv i Universet. Fremover vil der være mange planeter, de ikke behøver at interessere sig for. Men der vil også være øget håb om at finde en planet med liv, mener hendes kollega Dimitar Sasselov, som leder Harvards Origins of Life Initiative.

»Der er nemlig rigtig mange potentielt beboelige planeter,« siger han og tilføjer, at landskaberne ikke vil afvige forfærdelig meget fra Jordens.

For større planeter med hurtigere pladebevægelser vil ikke have brug for så lang tid for at danne bjerge og oceansænkninger, og for at recirkulere dem. Dermed vil bjerge ikke blive højere end her.

»En Superjord vil nok føles lidt hjemlig,« konstaterer Dimitar Sasselov.