Menneskene har altid igennem årtusinder betragtet ilden som en gave fra de højere magter.

I første bind af Johannes V. Jensens: ”Den lange rejse” skriver han, at Guning Api, ildbjerget er en vulkan, der tilbedes som en guddom af urtidsmennesker.

Johannes V. Jensen placerer ganske vidst Gunung Api i Skåne, der havde aktive vulkaner for mange millioner år siden, men jeg vil tro han fik ideen til beskrivelsen efter sit besøg på Java i Indonesien, hvor menneskene også i fortiden tilbad den hellige ild fra vulkanerne. Gunung Api = Ildbjerget eller på indonesisk deres ord for vulkan.

Johannes V. Jensen fortæller om den unge mand Fyr – ildhenteren – den glade og frygtløse og menneskenes leder – der vover sig op på vulkanen med stor ærefrygt, da ildbjerget jo var helligt for menneskene. Ilden blev betragtet som et væsen. Fyr kunne mærke den glødende lavas varme fra krateret.

Til sidst blev han modig nok, stak en træpind ind i en hed klippesprække og løb hujende ned ad bjerget med den brændende træpind. Han havde bragt ilden til menneskene. Derfor blev han kaldt Fyr.

Skovfolket ved Gunung Apis fod tilbad ilden, som gav dem varme og holdt de vilde dyr borte. Fyr blev til sidst tilbedt som ”Ildguden” selv.

Men en dag blev Gung Api så underlig tavs. Var det mon, fordi Fyr havde taget Ilden fra menneskets overmand, Ildguden deroppe i vulkanen?

Den rette guddom måtte være naturkraften i vulkanen selv. Derfor sonede menneskene brøden ved at brænde Fyr levende på bålet.

Der skete ham hans ret, fordi han havde taget, hvad der ikke tilkom ham eller var hans. Han gav til menneskene, men kun for selv at tage og når mennesket går ud over mennesket skal det falde.

Men nu bliver Gunung Api endnu mere tavs, og der kom sne på toppen af vulkanen. En ny tid var begyndt istiden. Var det mon alligevel fordi de havde ofret Fyr.

Enhver ild kan gå ud, og tabet af den ville være uerstatteligt for menneskene, hvis ilden ikke selv forstod den kunst påny at fremkalde sine flammer – specielt før i tiden. Naturen har selv opbevaret en såkaldt ”evig brand til menneskene” i vulkanerne hvorfra de blot behøvede at antænde deres egen ild med et stykke træ eller andet brændbart. I Midten af det 18. århundrede i staten Michoacan i Mexico opstod der en helt ny vulkan, Jorrullo 1759 – på en frugtbar højslette efter en serie stærke jordskælv. Egnen dækkedes af mange hundrede små 2 – 3 meter høje lava – jordhøje, der som muldvarpeskud skød op af jorden, hvor igennem lava som skumsprøjt og hede gasser sivede ud. Midt i det hele opbyggedes 6 slaggebjerge af udslyngede lavaklumper, hvoraf det højeste er ca. 510 meter højt.

Indbyggerne i de nærliggende landsbyer flygtede forfærdet bort, men vendte tilbage igen, da det hele synes at være forbi.De fandt deres gamle frugtbare jord oversået og gennempløjet af de mange nye udslyngede vulkanske udbrudsprodukter. Det så nærmest ud, som hvis en enorm trylleplov havde gennempløjet de store landarealer. Midt i det hele hævede små lavaforhøjninger sig som brændende ildovne, hvorfra rødlig røg og gasser trængte ud. Det varede ikke længe før indbyggerne benyttede dem som en slags kogesteder, hvorover de kunne tilberede deres mad. De døbte dem det mexicanske ord ”hornitos” der betyder ovn. Mange slog sig permanent ned ved siden af, og de bogstavelig talt kogte deres suppe på vulkaner.
De slukkedes dog lidt efter lidt, men endnu 20 år senere kunne man stadig antænde træspåner i de varme lavasprækker.

På Hawaii hentede indbyggerne den ild de skulle bruge fra vulkanerne.

Enhver ild kan gå ud, og tabet af den ville være uerstatteligt for menneskene, hvis ilden ikke selv forstod den kunst påny at fremkalde sine flammer – specielt før i tiden. Naturen har selv opbevaret en såkaldt ”evig brand til menneskene” i vulkanerne.

Her i Europa malede mange kunstmalere flotte malerier af vulkaner i udbrud som et symbol på verdenssjælen selv. Kort og godt i vulkanen så de det gode ved den frugtbare jord og det onde ved udslettelsen af al form for liv.

Det gode og det onde som i alle former for religionstilbedelse.

Ildtilbeldelsen er efter min opfattelse den ældste form for religionstilbedelse på jorden.

Copyright: Henning Andersen

Den gamle spådom var gået i opfyldelse: ”Fra dybet vil det onde komme, og hvad der er sikkert vil forsvinde, og hvad der ikke er, vil komme!” Mange årtier gik og Lava-folket herskede enevældigt på øen Gorm. Men uden at have fjender at bekæmpe, blev den onde energi langsomt svækket: uden sjæle, ingen fornyelse af energi. Magors ondskab vendte sig mod ham selv. Hans onde og triumferende latter blev langsomt til en arrig snerren. Hans styrke forsvandt også, så derfor besluttede han at flytte tilbage til vulkanens indre, hvor han kunne samle fornyet energi til igen at give sine kræfter frit løb.

En efter en kravlede Lava-folket tilbage i Ildbjerget og forsvandt i den kogende magma og efterlod øen Gorm øde og livløs. Flere årtier gik … Den gamle Vismand ventede længe i sit hemmelige gemmested, hvor han græd mange tårer for sine gamle venner, som nu ikke var længere. Legenden fortæller, at hans tårer blev til en blå og lysende klar flamme, som fik navnet ”Livets Øje”. En flamme, som huskede Den gamle Vismand på hans mål: at genopbygge Gorm og opnå den endelige sejr over Magor – Den onde Hersker. Efter Lava-folkets tilbagetog, og da Den gamle Vismand var vendt tilbage til sin ø, begyndte Livets Øje at skinne endnu mere. Et langt og udmattende arbejde ventede Den gamle Vismand: at give Gormiti-folket nyt liv.

Han var nødt til at genskabe sit folk og for at gøre dette, besluttede han at benytte naturens elementer og forme dem med sine kræfter. Der opstod derfor 4 folkeslag:

Gormiti of the Forest (skovfolket): hårdføre og kloge som gamle træer.
Gormiti of the Sky (luftfolket): adrætte og muntre som fugle
Gormiti of the Sea (havfolket): hurtige og snedige som fiskene i havet
Gormiti of the Earth (jordfolket): stærke og storsindede som Moder Jord.
Den gamle Vismand var tilfreds med sit arbejde, men vidste også godt, at vulkanen ulmede. Og han vidste også, at dens ondskab ville vågne op igen. Som modvægt skabte han nogle ”Lords” (herrer), der var større og med flere kræfter end de almindelige Gormiti-folk. En ”Lord” blev skabt til hvert folk. De blev skabt uden erindringer og allerede voksne, og de blev sendt til hver sin landsby. Under de store muskler og kraftfulde sjæle skjulte sig venlige folk, der var parate til at dø for deres eget folk.

En skønne dag blev Magors onde energi så lysende og kraftig som den havde været én gang før og hans tilbagevenden til Gorm var nær …. meget nær! Denne gang skulle invasionen ikke være så alt-ødelæggende som første gang. Magor huskede den fejl, som han havde begået ved at ødelægge alt og alle og samtidig ødelægge det, der kunne sikre hans energi. Denne gang skulle hans undersåtter (bestående af Lava-folket og Magma-folket) erobre Gorm uden at ødelægge den, men i stedet herske over Gorm og gøre Gorm og befolkningen på Gorm til sine slaver for derigennem at få de nødvendige midler til at vedligeholde kræfterne.

Så en skønne dag viste der sig fra den røg, som dagligt kunne ses på Ildbjerget, nogle gloende røde spor på himlen. Først lignede de bare lavasten, men Den gamle Vismand indså straks, at disse røde spor var lava-folk, som Den onde Hersker Magor havde kastet op mod himlen fra Ildbjergets indre. Den gamle Vismand advarede straks alle herrerne (”Lords”) med et telepatisk signal og de sikrede alle Gorms landsbyer med det samme. Der var ingen tid at spilde: Den uendelige krig mellem det gode og det onde var ved at starte igen … Men den frygtelige Magor var gået længere end det … Ikke blot havde han planlagt angrebet på øen, men med sin sorte magi angreb han alle folk på øen. Hans magi var ikke tilstrækkelig til at ødelægge dem, men nok til at folkene ikke anså de andre folk som venner. Folkeslagene stolede ikke på hinanden længere. De som havde været venner før, turde ikke være det længere. Det var sådan at den store slag begyndte… Alle folkeslagene begyndte at kæmpe, ikke bare mod de onde folk fra vulkanen, men også mod hinanden og alle drevet af ønsket om at erobre og dominere, og alle var overbeviste om, at den eneste måde at opnå fred igen, var at herske over alle andre.

Den første fase af det store slag om øen Gorm var lige begyndt…

Vulkansk er det perfekte ord til at beskrive den følelsesmæssige landskab Stromboli (1949), Ingrid Bergmans første film med den italienske instruktør Roberto Rossellini. Ikke alene er filmen sat på en isoleret ø i Det Tyrrhenske Hav med en aktiv vulkan, men den skandale, der opstod fra den efterfølgende produktion sendes rungende rystelser gennem Hollywood samfund. Bergman forelskede sig i hende, instruktør under optagelserne, forlod sin mand og datter Pia, og blev gravid, idet Rossellini en søn. Offentlighedens harme, pustet af nådesløs sladder klummeskrivere, hjalp ende Bergmans karriere i Hollywood i mange år og i høj grad skadet hendes image som den sunde svenske skønhed, der havde vundet en Best Actress Oscar for Gaslight (1944) og opnåede skærmen udødelighed som Ilsa, modsatte Humphrey Bogart er Rick, i Casablanca (1942).

Bergmans forhold til Rossellini begyndte, da hun så to af hans film, inspirere hende til at skrive et brev. Ifølge hendes selvbiografi, Ingrid Bergman: min historie, læse noten, “Kære Mr. Rossellini, jeg så din film Åben By [1946] og Paisan [1946], og nød dem meget, hvis du har brug for en svensk skuespiller, der taler. engelsk meget godt, hvem der har ikke glemt sin tyske, der ikke er meget forståeligt på fransk, og som på italiensk kender kun “Ti Amo” Jeg er klar til at komme og lave en film med dig. ” Brevet blev sendt til Rossellini opmærksomhed på Minerva Film i Italien, men kort tid efter leveringen studiet blev ødelagt i en brand. Mærkeligt nok, var Bergman notat fundet intakt i asken og leveres til Rossellini.

Ingen var mere overrasket end Bergman at modtage et svar til hende halvt seriøse forslag. “Kære Fru Bergman,” Rossellini svarede. “Jeg har ventet i lang tid, før du skriver, fordi jeg ville være sikker på hvad jeg vil foreslå dig. Men først og fremmest må jeg sige, at min måde at arbejde på er meget personlig. Jeg kan ikke udarbejde et scenario, som, Jeg tror forfærdelig begrænser omfanget af det arbejde … Jeg starter ud med meget præcise ideer og en blanding af dialoger og intentioner, der, som tingene går på, vælger jeg og forbedre. ” Direktøren fortsatte med at beskrive handlingen i Stromboli (arbejdstitlen var efter Storm), der skildrer forholdene for Karin Bjiorsen, en litauisk krig flygtning, som gifter sig med en italiensk fisker for at undslippe en begravelse lejr: “Hun fulgte denne mand, er sikker hun havde fundet en usædvanlig skabning, en frelser … i stedet for hun er strandet i denne brutale ø, alle rystet op af opkastning vulkan, og hvor jorden er så mørkt og havet ligner mudder mættet med svovl. ” Ulykkelig i hendes nye liv og ude af stand til at passe sammen med øboerne, Karin bliver desperate for at flygte efter at lære at hun er gravid. En fyrmester indvilliger i at hjælpe hende, hvilket fører hende ud af byen og over bjergtoppen, hvor de er truet af et vulkanudbrud. I den dramatiske beslutning til historien, revurderer Karin hendes handlinger og vender hjem til sin mand.

Den egentlige optagelserne til Stromboli på en primitiv ø med ingen moderne bekvemmeligheder vist sig at være en fysisk udmattende oplevelse for Bergman og hendes medarbejdere. Det var også frustrerende for en skuespiller vant til at arbejde med Hollywood fagfolk. Nu var hun handler med amatører, som sjældent kendte deres linjer eller hvornår de skal levere dem. “Så for at løse det,” Bergman skrev i sin selvbiografi, “Roberto tilknyttet en streng til en af deres store tæer inde i deres sko. Så stod han der, holde denne flok strygere, og den første han ville trække, at streng og én mand talte, og så ville han trække en anden streng og en anden mand talte. Jeg havde ikke en streng på min tå, så jeg vidste ikke, da jeg skulle til at tale. Og dette var realistisk film! Dialogen blev aldrig færdig , eller der aldrig har været nogen dialog. Jeg troede jeg var ved at blive skør. ”

For Bergman, som allerede var gravid ved dette punkt, var det sværeste scene at skyde hende klimatiske følelsesmæssige opdeling på toppen af krateret. I As Time Goes By: The Life of Ingrid Bergman, skrev biograf Laurence Leamer, “Ingrid fik den ene muldyr, og hun og Roberto og filmhold af sted til vulkanen Den muldyr kæmpede opad, springe over de mindre kløfter, ridser. for fodfæste på det sorte grusede overflade. Roberto havde kameraet oprettet nær kegle af vulkanen. For hendes scene gå op til vulkanen, bar Ingrid tynde sandaler, ringe beskyttelse mod den sorte lava sand, så varmt som tjære tag på en sommereftermiddag … Roberto var som regel glad for hurtig tager, men han øvede denne scene igen og igen. Gentagne gange Ingrid kæmpede opad, gennem røg og stanken af svovl. Hun var gennemblødt af sved … Når Ingrid og andre vendte tilbage til landsbyen ved middagstid, var de til fods. For at spare tid, havde de gled 2.000 meter ned ad bjerget på deres bagdele. Deres ansigter var sort og sved-stribede. ” Men de ville vende tilbage til vulkanen flere gange ud scener og en produktion udøvende, Lodovici Muratori, blev til sidst overvundet af den røg, og døde af et hjerteanfald.

I første omgang Rossellini planlagt at filme Stromboli med Anna Magnani (hans elskerinde på det tidspunkt), indtil Ingrid Bergman ind i billedet. Men han stadig insisterede i sin kontrakt med RKO, at han ikke ville direkte Stromboli medmindre studiet også finansieret en film med Magnani. Så RKO produceret Volcano (1949), instrueret af William Dieterle og stjernespækket Magnani som en prostitueret fra Napoli, der vender tilbage til sin fiskerby på en ø tæt på Stromboli. Filmen selv ender med en lignende vulkanudbrud.

RKO Studios (under ejerskab af Howard Hughes) var utilfreds med Rossellini sidste 117 minutter nedskæring på Stromboli og udgivet den i en drastisk nedskæring udgave (81 minutter) i USA De fleste kritikere panorerede filmen (i nogle byer blev boykottet af religiøse grupper ), vælger at fokusere i stedet på den skandaløse bag-the-scenes forholdet mellem Bergman og Rossellini (parret var lovligt gift i 1950). Publikum, der deltog Stromboli ud af nysgerrighed, fandt filmen både deprimerende og decideret un-erotisk. Set i dag, dog Stromboli er helt klart en central film i både Rossellini og Bergman karriere, der repræsenterer en unik fusion af dokumentarisk form med Hollywood-melodrama. Den barske landskab i vulkanøen giver en virkelig spektakulær indstilling, og den scene, hvor Karin overholder de fiskere at fange tun på havet er en af de mest visuelt bemærkelsesværdige sekvenser i italienske film. Bergman og Rossellini ville gå videre til filmen yderligere fem film sammen med Viaggio i Italia (alias Voyage til Italien, 1953) generelt betragtes som deres bedste samarbejde.

Producer / Instruktør: Roberto Rossellini
Manuskript: Roberto Rossellini, Sergio Amidei, Gian Paolo Callegari, Renzo Cesana, art Cohn
Cinematografi: Otello Martelli
Film Redigering: Jolanda Benvenuti, Roland Gross
Original musik: Renzo Rossellini
Principal Medvirkende: Ingrid Bergman (Karin Bjiorsen), Mario Vitale (Antonio), Renzo Cesana (præsten), Mario Sponzo (The Lighthouse Keeper).
BW-107. Lukket billedtekster.

af Jeff Stafford

intrusion, (af lat. intrusio, af intrudere ‘trænge ind i’), geologisk betegnelse for den proces, at magmaer trænger ind i, intruderer, nogle allerede eksisterende bjergarter, og for de legemer af magmabjergarter, som dannes ved denne proces.

Magmaer vil oftest have en lavere massefylde end jordskorpens bjergarter og derfor bevæge sig gennem sprækker, langs lagplaner i sedimenter og geologiske diskontinuitetsflader som fx forkastninger og diskordanser. Magmaer kan også bevæge sig opad som diapirer, idet sidestenen skubbes til side eller fortrænges, ved at brudstykker af de overliggende bjergarter løsnes og synker ned i magmaet. Denne proces kaldes stoping.

Intrusive legemer inddeles efter deres relationer til de omgivende bjergarter i konkordante og diskordante intrusioner og underinddeles evt. efter størrelse.

De konkordante legemer inddeles i sills, laccolither, fakolither og lopolither. Sills dannes ved, at et tyndtflydende magma, oftest af basaltisk sammensætning, trænger ind langs lagplanerne i en sedimentpakke. Et eksempel er Whin Sill i det nordøstlige England, der er op til 80 m tyk og har en udbredelse på mere end 1000 km2. Laccolither dannes, hvor sejtflydende magmaer, oftest af rhyolitisk eller trachytisk sammensætning, trænger ind langs en sedimentær laggrænse. Det presser de overliggende lag op, men størkner, før det når at trænge langt ud til siden. Resultatet bliver linseformede legemer, der har en flad bund og en opad konveks øvre grænse. De kan blive nogle hundrede meter tykke og op til nogle få kilometer i diameter. Fakolither er konforme intrusioner, der er dannet ved størkning af magma i folders ombøjningszoner. Lopolither er enorme legemer af basiske og ultramafiske bjergarter som fx Bushveld-komplekset i Sydafrika, der er op til 11 km tykt og op til 500 km i diameter. Disse meget store masser af tunge magmabjergarter udøver en kraftig belastning af jordskorpebjergarterne, der bliver trykket nedad under den centrale del af intrusionen, hvilket resulterer i, at denne får form som en flad skål, der er konkav opad og konveks nedad. Nogle lopolither anses nu for at være nærmere tragtformede, dvs. at de flade strukturer nedad går over i magmaets tilførselskanal.

De diskordante intrusioner skærer strukturerne i sidestenen og inddeles i dykes, stocks og batholither.

Dykes dannes, hvor magma størkner i sprækker i jordskorpens bjergarter. Det er planare legemer, der varierer i tykkelse fra nogle centimeter til nogle kilometer, og som kan nå længder af mere end 100 km. De fleste dykes består af basalt (diabas), men de fleste typer af magmabjergarter kan findes som dykes. Dykes er som regel lineære intrusioner, men der kendes også ringdykes, dvs. ringformede dykes, der findes omkring magmatiske centre og hælder udad, og keglegange (eng. cone sheets), der er kegleformede med spidsen vendende nedad.

Stocks og batholither er magmalegemer, der oftest har cirkulære eller ellipsoidale omrids. Stocks har arealer mindre end 100 km2; batholither er større end 100 km2. Stocks er intrusioner, der er dannet i tilførselskanaler til vulkaner, i magmakamre under vulkaner eller er størknet i lukkede magmakamre. De har oftest skarpe kontakter mod de omliggende bjergarter, der kan være kontaktmetamorfoseret i en zone omkring intrusionen, en såkaldt aureole. Alle typer af plutoniske magmabjergarter findes i stocks. Batholither findes i de centrale dele af jordens orogene bælter, fx i Andesbjergene og Rocky Mountains, og de er opbygget af et stort antal fladtliggende intrusioner. De består især af granit og granodiorit.

Vulkanøen Ischia i Napolibugten

Det er ikke kun Vesuv, der truer Napolibugten.

En jordrystelse fandt sted den 21. august 2017 på øen Ischia kl. 20.57 lokal tid.

Den 45 kvadratkilometer store og 800 meter høje vulkanø Ischia(den grønne Ø) ved Napoli i Syd – Italien ligger ca. 30 kilometer sydvest for Napoli og er dannet af tuflag – forvitret vulkansk aske – i forbindelse med opløftning af undergrunden ved udbrud fra øens gamle vulkaner, der har mange gamle kratere. Vulkanen Epomeo på øen har et smalt magmakammer – med flydende magma (lava) befinder sig under øen og opvarmer undergrunden og danner varme kilder.

Det seneste vulkanudbrud på øen fandt sted i februar 1302 e. Kr.f. efter at have været i ro i ca. 1000 år og var eksplosivt. Øens indbyggere blev overrasket, da et nyt krater med en diameter af 500 meter åbnede sig midt i tæt beboede egne, og mange dyr og mennesker omkom ved bl.a. svovldioxidgasudslip. Pimpsten(surt lavaskum) og askeskyer hævede sig, og glødende lava strømmede ud.

Siden har der ikke været vulkanudbrud, men jordskælv og jordrystelser fra tid til anden.
Det værste jordskælv fandt sted den 28. juli 1883 og dræbte 2213 af øens beboere. Skiftende hævninger og sænkninger af jordens overflade beviser, at magma bevæger sig under jordoverfladen.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk