I 1841 var kong Ferdinand den 2 ophavsmand til grundlæggelsen af det første – og ældste i hele verden – vulkanologiske observatorium på Vesuv. Man besluttede at anlægge det på et fremspring af den ældste kraterrand Monte Somma, hvor lavastrømme ikke skullle kunne nå det.
Herfra er de efterfølgende vulkanudbrud i Vesuv intenst studeret, og meget af det vi i dag ved om vulkaner, stammer fra forskningen herfra.

En regel gælder om alle vulkaner og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende deres forhistorie.

Mange af verdens førende vulkanforskere har arbejdet her, bl.a. Luigi Palmieri, Frank Perret, Raffaele Matteuci, så Vesuv er en af verdens best studerede vulkaner.

“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.

Citat af vulkanologen Alessandro Mallandra i 1913 om Vesuv.

Vulkanologer fra Napolis nye Vulkanobservatorium tager hele tiden prøver af gasserne for at vurdere ændringerne i gassernes sammensætning, hvilket siger noget om trykket i den smeltede magma under vulkanen, men også om tiltagende jordskælvsaktivitet og hævning eller sænkning af jordoverfladen. Mange seismografmålere til måling af svage jordskælv og tiltmetre(hvor man kan måle hævning eller sænkninger af jordens overflade er stillet op på Vesuv og rundt omkring hele Napolibugten for at vurdere underjordiske lavabevægelser.

Inden vulkanobservatoriet blev grundlagt var Sir William Hamilton(ham med Lady Hamilton og Lord Nelson) i 177 – tallet Englands ambassadør i Napoli og den første moderne vulkanolog, der sagde, at alle vulkanbjerge er dannet og opbygget af det udbrudsmateriale såsom lava og aske er blevet slynget ud af krateret. Lidt senere Chr. D. 8 – vores danske konge, der i 1820 som kronprins opholdt sig tre måneder ved Napolibugten og var den første, der beskrev størkningen af en lavastrøm og mineraldannelse i Vesuvs udbrudsprodukter.

I dag har den nuværende direktør Marcello Martini og alle hans over 100 medarbejde et stort ansvar ved overvågningen af Vesuv og andre vulkanske områder i Napoliområdet, hvor ca. 3 millioner mennesker lever. Man har evakueringsplaner i skuffen, og EU har afsat 90 millioner euroer til at få folk flyttet væk allerede nu for dem, der bor nærmest vulkanen, da vi ved, at det ”ikke er et spørgsmål om tid, men hvonår det næste udbrud kommer”. Indtil nu er 2000 familier flyttet væk fra den inderste zone der, hvor vulkanen på 15 minutter kan udslette alt levende liv.

Henning Andersen

Vulkanen Popocatépetl i Mexico truer over 40 millioner mennesker med udslettelse og sender dagligt enorme mængder giftige luftarter ud i atmosfæren. Popocatépetl, i daglig tale kaldet Popo, ligger 55 km øst for Mexico By med omkring 25 millioner indbyggere og 45 km vest for millionbyen Puebla.

Popo hører til stratovulkanernes familie. Det er vulkaner, der er opbygget af vekslende lag af pyroklastisk materiale og tyktflydende lava, der hurtigt størkner. Stratovulkaner er derfor høje kegleformede bjerge. De har en uhyggelig tendens til før eller siden at frembringe eksplosive udbrud. Popo er for tiden med sine 5.465 m den næsthøjeste vulkan og den højeste aktive på den nordlige halvkugle.

På nahuatl; aztekernes sprog, betyder Popocatépetl det rygende bjerg. Det begyndte at ryge i 1363 og har, afbrudt af større eller mindre udbrud, fortsat indtil vore dage. Aztekerne fortæller om udbrud siden omkring år 1350. Den 29. januar 2001 rullede en pyroklastisk lavine(se minileksikon)8 km ned ad bjerget og smeltede sne og is på sin vej. Den har haft mindre udbrud så sent som 2005.
Fra kraterranden kan man se ned i det ovale (600 x 400 m) krater med lodrette vægge. Popo ryger, fordi der dagligt frigøres store mængder gasser fra den.

Fra kraterbunden rejser sig en ca. 35 meter høj slaggekegle – en slags lavaprop hvorfra gennem revner og sprækker gasserne siver ud, der kommer fra den smeltede lava i magmakammeret neden under. Det er en perfekt konstruktion for et fremtidigt massivt eksplosivt udbrud.

I perioden efter 1994 har den gennemsnitlige daglige udledning af svovldioxid været 7.000 ton.
Fra det tidsrum har Popo leveret omkring 20 millioner tons So2 – svovldioxid – til atmosfæren. Desuden strømmer der ca. 40.000 tons CO2 – kuldioxidgas – man kender perioder hvor op til 50.000 tons So2 – altså svovldioxidgas – pt. Dag og op til 100.000 tons Co2 – kuldioxid pr. dag.

Disse gasser – luftarter – frigøres i en slags blandingsproces melle to forskellige slags lava i vulkankammeret eller magmakammeret, der befinder sig i 6 kilometers dybde under vulkanen.

En mere romantisk forklaring på hvorfor Popo ryger, finder vi i følgende historie:

Aztekerkrigeren Popocatépetl og Iztaccihuatl, som var datter af en stammehøvding, forelskede sig i hinanden. På nahuatl betyder hendes navn »sovende kvinde«. Høvdingen vil kun give sit samtykke til ægteskab, hvis Popocatépetl besejrer en fjendtlig stamme og bringer lederens hoved. Det lykkedes, men efter så lang tid at Iztaccihuatl, overbevist om sin elskedes undergang, bukker under for sorgen og dør. Da Popocatépetl vender tilbage og finder sin elskedes afsjælede legeme, bærer han det til bjergryggen, hvor hun antager formen af en sovende kvinde. Det er bjerget Iztaccihuatl, hvor silhuetten af den sovende kvinde tydeligt ses, når man nærmer sig de to bjergmassiver. Popocatépetl tænder en fakkel og står vagt over sin elskede. Røgen kan stadig ses fra vulkanen, der bærer hans navn.

Popocatepetl er på UNESCO’s Verdensarvsliste fordi vi på dennes skråninger finder 14 klostre, fra det 16. århundrede. Disse klostre er meget velbevarede og gode eksempler på arkitekturstilen benyttet af de første kristne missionærer – fransikanerne, dominikanerne og augustianerne. Disse kristne missionærer fik indført kristendommen til Mexico i den tidlige del af det 16. århundrede.

Inden den spanske erobring af Mexico, sendte kong Montezuma ti af sine bedste krigere ud for at undersøge, hvor røgen fra det hellige bjerg stammede fra. To af dem omkom under bestigning af vulkanen, og under nedturen omkom de seks. De to sidste fortalte om krateret, men de var så beskadiget af ekspeditionen, at de aldrig blev helt raske siden. Den spanske erobrer Hermando Cortez sendte Francisco i spidsen for sine soldater til toppen i 1522. Hans formål var ikke videbegærlighed, men at skaffe svovl til fremstilling af krudt for at underlægge sig Aztekerriget. Montano lod sige fire ned i krateret i et reb, og det lykkedes ham på denne måde at skaffe det eftertragtede svovl. Det var den højeste bjergbestigning for nogen europæer i den tid.

Mange har senere kæmpet sig til toppen. I 1955 forsøgte den argentinske revolutionær Ernesto Che Guevara at komme op på toppen efter et mislykket forsøg tidligere samme år. Ved det første forsøg måtte han vende om, fordi to tæer frøes til is på en af hans cubanske ledsagere. Der er ingen t´vivl om, at Guevara så det som en slags udfordring, der hvis nødvendigt måtte betales med livet. En lidt underlig tanke, fordi Guevara led af alvorlig astma.

NB: Både Pompeji og Herculaneum blev dækket af pyroklastiske askelaviner fra Vesuv i år 79.e.Kr.f. Katastrofen blev beskrevet af Plinius den Yngre, og navnet “plinisk udbrud” er opkaldt efter hans beskrivelse af denne type meget eksplosive vulkanudbrud. I 1902 døde ca. 30.000 mennesker i Saint Pierre, da Mount Pelee sendte en gloende hed askesky – en såkaldt askelavine – ned over byen.

Disse laviner består af fint pulveragtigt vulkansk askestøv, der nærmest glider som mel, men kan også være iblandet med større sten, somme tider sten på størrelse med et hus eller en bil og gloende gasser.

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet – eller smelten – op igennem en vulkan.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve jordens kerne.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet – og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler herpå er bl.a. de Kanariske Øer, Hawaii-øgruppen – Azorerne og Island.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

Vulkanerne hænger altså sammen med jordens store “tektoniske stenplader”, der bærer kontinenterne – verdensdelene – ligesom brikkerne i et stort puslespilm som bevæger sig med nogle få cm om året fra 2 – 11 cm ovenpå jordens kappe, hvis øverste del er at betragte som et blødt transportbånd – asthenosfæren (et gammelt græsk ord for blødt dejagtigt materiale.

Navnet vulkan stammer fra de gamle romeres ildgud – smedegud – “Vulcanus”, der havde sit faste bosted under øen “Vulcano” nord for Sicilien. De sagde, at når han arbejdede dernede i sin smedje under vulkanen, så gnistrede og røg det op igennem vulkanerne. Han kunne gå på besøg under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud.

Hvorlænge en vulkan er i udbrud afhænger af hvor meget lava, der presses opad, gasindhold – trykforhold o.s.v. Et udbrud kan vare i få dage -eller som Kilauea på Hawaii i Stillehavet, der har været i konstant udbrud siden 1983.

I dag regner vi med, at vi på jorden har ca. 2.500 vulkaner, der kan betegnes som virksomme. Man skal huske, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der har været virksom i historisk tid alene, men en vulkan, som man ved undersøgelse har registreret liv i på en eller anden måde….

En vulkanolog er en geolog, som beskæftiger sig videnskabeligt med vulkaner og vulkanske bjergarter ligesom en mineralog beskæftiger sig med mineraler og en palæontolog beskæftiger sig med fossiler.

Vulkanologi er andet end at beskæftige sig med de aktive vulkaner fra et observatorium. Man kan få ligeså meget at vide – ja mere – ved at studere de nedslidte vulkaner som der er mange af på Grønland – Island – Færøerne og i Oslofeltet og mange andre steder på kloden.

Her fra Danmark har vi bl.a. den nu affdøde professor Arne Noe-Nyggard(død i 1991), som regnedes for en af verdens ti bedste vulkanologer, som i sit liv bl.a. har beskæftiget meget med vulkaner. En virkelig god bog var hans: Vulkaner på Gyldendals forlag fra 1979. Asger Ken-Pedersen, der igennem en årrække sad i bestyrelsen i Nordisk Vulkaninstitut i Reykjavik, Gunni Jørgensen o.s.v.og ikke at forglemme nu afdøde Erik Schou-Jensen, som var lektor i geologi for at nævne nogle.