1

Profil af Henning Andersen

Hans interesse for vulkaner begyndte, da han som dreng læste Jules Vernes bøger, bl.a. “Rejsen til Jordens indre”.

2344_full

Efter skolen blev han uddannet som boghandler, besøgte i en ferie Italien vulkanerne Vesuv og Etna og senere også Island. Han begyndte i 1968 at arbejde som rejseleder med det hovedformål at komme ud i verden og studere vulkaner. Drivkraften er for ham en ukuelig interesse for vulkanernes hemmeligheder, hvorfor mennesker bor ved dem og på dem, men også om kontrasten ved både de ødelæggende og skabende kræfter, som vulkanerne trods alt repræsenterer.

2344_2_full

Hans vulkan – interesse fik fornyet kraft, da han vandt i Otto Leisners “Kvit eller Dobbelt” i 1985. Pengene gjorde det muligt for ham at arrangere studierejser, lave film om vulkaner samt skrive bøger og holde foredrag.

2344_3_full

Siden læste han geologi og holder nu mange foredrag om “Moder Jords” mystiske indre.

Han er en garvet foredragsholder, som gang på gang har tryllebundet publikum med sin store viden

2344_4_full

Om vulkaner siger han: “Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft, vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner, som de er vores fjender” …

“Vulkaner repræsenterer som i de store verdensreligioner det gode såvel som det onde”.

Hans første møde med en vulkan havde nær kostet ham livet, da han i 1971 var ved at falde ned i Strombolis krater. Alligevel har hele hans liv drejet sig om de rigtige vulkaner, som han har brugt formuer på at udforske, men også som vulkanguide for mange danske rejsebureauer. Han har skrevet adskillige bøger om vulkaner, bl.a.”Vesuv den udødelige vulkan”, “Øer født af ild” , “Hekla Islands dronningevulkan”, ”Vesuv en meget farlig vulkan” og ”Etna ildens bjerg”. Senest udkom i 2018 bogen: “Sagn og myter om vulkaner”.

I 1985 deltog han i Otto Leisners: Kvit eller Dobbelt” i emnet vulkaner – vandt og læste geologi. I dag underviser han – holder foredrag og er guide på vulkaner til Italien for “Viktors Farmor”. Henning var fagdommer i DR`s “Kvit eller Dobbelt” i 2013, hvor en dreng på 11 år stillede op i “Vulkaner” og vandt. Han har deltaget i radioudsendelser som “Når Cosmos kalder” og “Vulkanmanden” i DR. 

Han har indspillet TV-filmen: “Verden brækker på Island”, der handler om de Islandske vulkaner og ”Mod Vesuv jeg øjet vender”, der handler om H.C. Andersens dragning mod Vesuv, vulkanen over alle vulkaner, der også er Henning Andersens yndlingsvulkan. Senest filmen om Etna, der har været vist på DK4.

Henning interesse for vulkaner startede, da han som dreng læste Jules Vernes: “Rejsen til Jordens indre”.

”Vulkaner er skabende såvel som udslettende”…
”Lever vi på lånt tid og nåde fra Jordens glødende kerne”…

“Vulkaner og jordskælv er sikkerhedsventiler for jordens glødende kerne med sin overskudsvarme. Den der skaber liv kan også tage det. Hvis ikke vi havde vulkaner eller jordskælv, ville den indre jordvarme få hele jordens overflade til at eksplodere på et tidspunkt.”…




Katla en tidsindstillet bombe

3792_full

3792_gal_6_small

3792_gal_7_small 3792_gal_8_small 3792_gal_9_small



Etna, sådan fungerer den

Uddrag af bogen: “Etna ildens bjerg” af Henning Andersen, der udkom 2006.

2490_full
”Skønt er det, vi ser…
skønnere det, vi har erkendt…
men langt det skønneste er det, vi ikke fatter”…
(Præst og geolog Niels Steensen`s berømteste citat fra 1673)

”Etna bestemmer selv, hvornår og hvor den vil udgylpe sine lavafloder og vise sit temperament. Forskere og videnskabsfolk har delte opfattelser af vulkanens ubrudsteknik – selvom vi i dag ved mere om vor jordklode, end da Jules Verne skrev: ”Rejsen til jordens indre”. Naturens kræfter er stærkere end menneskets”.

Etna har forskellige typer udbrud. Ved flankeudbrud på bjergsiden, er der oftest tale om en sprække, som får tilført magma fra det centrale hovedkrater. Et exentrisk udbrud er et udbrud, som finder sted på siden af vulkanflanken, men med sit eget magmakammer i dybet. Det skete netop i år 2001/2002/2003. Man formoder, at de øverste magmakamre ligger kun få kilometers dybde under vulkanens top, mens den store magmakilde i dybet i Jordens kappe befinder sig fra 50 til 100 kilometers dybde.(Kilde: Instituto Nazionale di Geofisicia Vulcanologica Catania)

Den Europæiske og Afrikanske Plade støder sammen, og der er dannet flere knæk eller brudlinjer, som igen forskubber sig, da Afrika rykker mod Europa med 2 cm om året. Der udover ligger Etna på en ”hot-spot”, d.v.s. ekstra varmekilde med opadstigende materiale, som blander sig med den neddykkende pladerand og kan hermed give forklaring på Etnas forskellige lavatyper fra tid til anden.

Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 og nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som indbyggere kalder deres vulkan.

Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre eller bedre end mange andre de tusinde vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der kraftige udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid, og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer dette mineral ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Her er det bl.a. vand, som den tunge neddykkende plade fører med sig, og som udløser en opsmeltning af det neddykkende materiale under enormt tryk og varme. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna kan have fået tilført en slags lavablanding nedefra – måske er en del af den neddykkende Afrikanske plade knækket og blander sig med den opadstigende magma længere nede fra jordens kappe og vil om nogle tusinde år blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) ”Vi tager den med ro. Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”.

Vi kan konkludere, at Etna ligger på et ”sår” i jordskorpen, hvor tre brudlinjer krydser hinanden. Den ene går via Messinastrædet mod nord, den anden over øerne Liparai og Vulcano nord for Sicilien, og den tredje gennemskærer hele Sicilien på tværs. Alle linjerne krydser Etna mere eller mindre. Brudlinjerne ses som et resultat af det Afrikanske kontinents fremrykning mod Europa gennem de sidste 60 millioner år, hvilket de mange jordskælv i Middelhavsregionen også vidner om. Disse dybe revner og sprækker baner vej for det hede opstigende magma fra de dybere dele af jordens kappe, men Etna betragtes også ofte som et resultat af en riftzonevulkan, hvor undergrunden eller skorpen under vulkanen er udsat for en slags langsom udvidelse, hvilket bevirker, at jordkappen hæver sig neden under og smelter ved trykfaldet. Udfor Siciliens østkyst ligger en dyb gravsænkning, der har forbindelse med Maltagraven og begyndelsen til en udvidelses- eller riftzone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år. Den næste årsag til at forklare Etnas livlige vulkanvirksomhed har man vulkanologisk tolket som en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af kappemateriale i form af varmt magma – altså smeltet lava – finder sted. Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller mindre konstant aktiv i årtusinder – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum.

Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f.Kr.f., men senere i historisk tid 1169 og 1669-udbruddene må betegnes som nogle af de største, hvor lavaen strømmede ned over dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod – i dag Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor gastrykket altid er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner fra topkraterne.Værre er det, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkratere, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og herfra strømmer ud og nærmer sig de tætte bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas mange udbrud.
De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, idet gasserne i den smeltede magma(lava) inde i vulkanen har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplades bevægelse ind under Italien.

Vi ved, at Etnas enorme vulkankegle med sit fundament er bygget op af sine udbrudsprodukter for ca. 600.000 år siden, men allerede for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har opbygget sig ved gentagne udbrud af de udslyngede udbrudsprodukter. Der har siden været ca. 8 såkaldte opbygningsfaser af forskellige vulkankegler i Etnas vulkankompleks, som hver på et eller andet tidspunkt enten er styrtet sammen på grund af udtømning af magmakamre under vulkanen eller eroderet væk, og den nuværende vulkantop er bedømt til at være ca. 8000 år gammel.

Det Afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen med Alperne, alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien og hele Middelhavsbækkenet dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 1 million jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og forvolder skade. En mægtig stor geologisk livsproces, og årsagen til denne jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm kan tage mange tusinde år, men er mere eller mindre konstant.
Etna ligger altså på den Afrikanske Kontinentalplades subduktion(d.v.s. neddykning – underskydning) – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

I hele verden bor i dag over en halv milliard mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 50.000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på grund af enorme udslyngede mængder af aske og svovldioxid, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere.Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de ofte alt for tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i U.S.A. og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.

I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosioner, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer og magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.

Etna udsender røgringe, der ligner en stor udgave af de røgringe, man man ser rygere øve sig i at udblæse, f.eks. med en cigar. Røgringene består dog ikke af røg, men af vulkanske gasser, mest vanddamp og og kuldioxid op til 100 – 200 meter i størrelse. Man har observeret det andre steder på vulkaner i verden, men mest på Etna. De dannes ved en slags samspil mellem vulkanens kraterstørrelse og de processer, der foregår, når gasserne frigives fra den smeltede lava i dybet under vulkanen. Herefter presses gasserne op gennem en flaskehalsformet tilførselskanal og ud i luften på overfladen. Hvis krateråbningen er cirkelrund, dannes en som nævnt en røgring.

Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gibel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Senere troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre.

2490_2_full

 

2490_3_full

 





Udslukte vulkaner

Ved ordet ”udslukt” vulkan tænker vi ikke altid på, at det faktisk betyder en vulkan, som har været i ro i de sidste 10.000 år – rettere sagt i historisk tid – altså den tid mennesker kan huske. Byer som Rom i Italien, Portland i U.S.A og Clermont – Ferrand i Frankrig, ligger i skyggen af gamle vulkaner, der har været ro i den tid mennesker har boet der, men det betyder ikke, at der ikke vil kunne ske noget igen. Dette er fakta. Vulkanerne er kun uddøde i de øjne, som hverken kan eller vil se.

Vi mennesker har en kort hukommelse. Såvel politiske som naturkatastrofer plager os ikke længere, så snart de er overstået, og de lærer os ikke altid meget. Hvis en vulkan ikke har været i udbrud i århundreder, så holder man op med at betragte den som en aktiv vulkan, og det gælder i endnu højere grad med en vulkan, som har holdt sig i ro i årtusinder eller mere.
Pinatubo på Filippinerne var et tydeligt eksempel i 1991.

I jordens geologiske tidsalder har der fundet enorme vulkanudbrud sted ”Supervulkaner” eller “Dommedagsvulkaner”, kalder vi dem nu, hvor tusinde meter tykke askelaviner eller glødende lavastrømme har fyldt dale og slugter ud. Tiltagende svag jordskælvsaktivitet i dybet under en vulkan er bevis på stigende magma opad igennem vulkanen. Efterhånden som det stiger opad, udvides vulkanen og hæver sig som et varmt brød i en bageovn for til sidst at sprænge taget i magmakammeret eller proppen af størknet lava i selve vulkanens hals, det såkaldte kraterrør.

Vulkanerne får tilført nye smeltemasser (magma) nedefra ved bevægelse i jordskorpepladerne.Ved de såkaldte underskydninger, subduktion, hvor en plade skubbes ned under en anden, dannes der mere sejtflydene smelter, hvor de opløste gasser har sværere ved at undslippe, men der opbygges et større og større gastryk i smeltemassen(lavaen). Denne type lava er ofte særlig rig på vanddamp og kiselsyre og udskiller krystaller i kammeret. Der opstår luftbobler, som bliver større og større i denne sejtflydende magma, som samler sig øverste i magmakammeret samtidig med, at de øverste dele af smelten nærmest køler af langs siderne af kammeret. Til sidst kan dæklagene ovenover ikke modstå trykket nedefra, og resultatet bliver et vulkanudbrud af eksplosiv karakter…

“Alle stærkt eksplosive vulkanudbrud et tit kommet fra vulkaner, som man har troet var udslukte”

. Omkring 550 har været i udbrud i historisk tid og mellem 1.300 og 1.500 har været i udbrud inden for de sidste 10.000 år.

Da en vulkan kan have en hviletid på tusinder af år mellem to større udbrud, giver det ikke rigtig nogen mening at tale om den som aktiv. I stedet kan man tale om vulkaner i udbrud i historisk tid.

Et andet problem er definitionen af, hvad en vulkan er. Man kan ikke blot tælle kraterrør. I vulkanske områder kan det vulkanske materiale udspyes via kilometerlange spalter i undergrunden, som man kender det i Island. Det vulkanske område Michoacán-Guanajuato i Mexico omfatter næsten 1.400 slaggekegler, maarer og skjoldvulkaner, der er strøet ud over et areal på 200 x 250 km, men som alle henter materiale i det samme magmakammer. Måske er det mest korrekt at fastslå, at vi ikke kender antallet af aktive vulkaner. Til gengæld har vi kendskab til mindst tusind magmasystemer.

Det skal bemærkes, at ovenstående tal kun dækker antallet af vulkaner på landjorden og ikke det store antal vulkanudbrud og ubeskrevne vulkaner i verdenshavene. Man mener, at rundt regnet ¾ af den magma, der når frem til Jordens overflade, når frem på havbunden.

Henning Andersen




Supervulkaner…

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngede materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vil sige det højeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer.
Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid, som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den oven over beliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner af år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden. Navnet supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud.
Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde men gør det af og til i offentlige præsentationer.
Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk fagudtryk. Navnet megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner.

 





Katla

“Fakta om vulkanen Katla”. Denne artikel har været trykt i Ingeniøren

Torsdag 23. sep 1999 kl. 00:00

Aktuel status vedr. Katla:

Sidste udbrud fandt sted den 12.okt. 1918. Tidligst kendte udbrud: 934 AD Krater: 10 km bredt Estimeret kraterdybde: 700m Der har siden juni 1999 dannet sig adskillige fordybninger af forskellige størrelser på overfladen af gletscheren Myrdalsjökull, ligesom der er observeret en kilometerlang buet kløft med flere revner i nord-sydgående retning. I bunden af den største fordybning, hvis radius er anslået til 2-3 km, er nu 50 meter dyb.

Vest for Myrdal-gletsjeren ligger en mindre gletscher, Eyafjallajökull. Mellem de to gletsjere ligger passagen Fimmvörthuháls, som rummer en turistvej på 18 kilometer fra sydkysten til naturreservatet Thorsmörk. I passagen er nu observeret tydelige bevægelser i jordskorpen, og isen i passagen viser en forsænkning, som ikke var at spore i juli måned. Forsænkningen er 10-20 meter dyb med en diameter på 2-300 meter.

En beretning fra 1918 tyder på, at der op til tidspunktet for katastrofen vil ske en kraftig hævning af iskappen. Den lokale politibetjent, Reynir Ragnarsson, kan berette om en landmand, som lagde mærke til den hævning af isen før sidste udbrud. Af samme grund måler man nu jævnligt højden på iskappen.

I byen Vik forventer indbyggerne udbrud hvad dag det skal være, men andre taler om måneder eller endda år. Eksperterne kan ikke forudsige et præcist tidspunkt, fordi de ikke har et erfaringsgrundlag for hvilke tegn, der viser sig, lige før det sker.

Vulkanen Katla er beliggende på Islands sydligste del og ligger begravet under gletscheren Myrdalsjökull.

Fra Myrdalsjökulls sydligste rand er der ca. 7 km til bygden Vik, som ligger helt ud til havet.

Myrdalsjökull er Islands fjerdestørste gletscher og dækker et samlet areal på 580 kvadratkilometer og har en længde på 25 til 28 km på de længste strækninger, målt i lige linie. Isen har en højde fra 225 m til 750 m fra bunden og gletscheren rummer ca. 130 kubikkilometer is.

Højeste punkt på gletscheren er Godabunga , som ligger 1515 meter over havets overflade. Næsthøjeste punkt er Haabunga som ligger i 1505 meters højde. Isen over Katla ligger i 1230 meters højde.

Fra gletscheren udgår der flere bræer, hvoraf syv er navngivet og vulkanen Katla er beliggende over bræen ved navn Kotlujökull på gletscherens syd-østlige del, ned mod indlandsplateauet og marginalzonen, som ender ud til kysten.

Historie

I historisk tid er man kendt med mindst 17 udbrud fra vulkanen Katla. Sidste udbrud fandt sted i 1918, hvor der ved afsmeltning af isen blev dannet vandmasser som løb nedad terrænet med 3 – 400.000 kubikmeter per sekund i en dybde af op til 100 meter.

Man forventer et udbrud for hvert 40 – 60. år. Det korteste mellemrum mellem to udbrud er målt til 13 år og det længste er 81 år, som er tiden efter sidste udbrud i 1918. Kun vulkanen Grimsvotn under Vatnajjökull er kendt for flere udbrud end Katla.

Som følge af de udbrud,der har fundet sted fra Katla de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser bringer hundredtusinder tons sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig. Kystlinien flyttes efter et udbrud adskillige km længere ud i havet, som til gengæld langsomt borteroderer det indtil næste udbrud. Klippestykker på størrelse med fleretagers huse flyttes ligeledes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

I det syttende århundrede forbandt man i mange lande vulkaner, her i blandt Katla, med porten til helvede. Men efter at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands største vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkaner.

Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.

Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.

Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.

Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja –
Katlas spalte.
Efter et udbrud hviler Katla sig, og gletscheren får ro til at lægge sig, og ismassen bliver tykkere.

Når et nyt udbrud nærmer sig, begynder en opvarmning fra bunden, hvorved isen begynder at smelte nedefra.

Vandlommen, som dannes under isen, bliver ved med at vokse til siderne og opad, hvorved der på et tidspunkt opstår fordybninger og revner på overfladen. I bunden af fordybningerne, som kan være op til flere km i radius, kan der danne sig en cirkelformet sø.

Umiddelbart forud for udbruddet mærkes der 2-3 middelsvære jordrystelser med en styrke på op til fem på richterskalaen.

Ved udbruddet bryder vandlommen det omkringliggende is og vælter i enorme masser ned over det underliggende terræn med stor hastighed.

Samtidig bliver der slynget store mængder glødende udbrudsmaterialer i form af aske og lava højt i luften, omgivet af røg, damp, og giftige gasarter. Der opstår lynnedslag og stærk nedadgående vind, som fører den sorte aske med sig og totalt kan mørkelægge en klar solskinsdag. Beretninger lyder på, at folk end ikke kan se en hånd for sig.

Et udbruds varighed kan ikke forudsiges, men det kan vare i flere måneder. Hvileperiodernes længde kendes heller ikke med sikkerhed.

Følgerne af udbruddet er ødelæggelser af store landområder og mange menneske- og dyreliv er gennem tiderne gået tabt som følge af vulkanudbrud. Dog kendes kun to tab af menneskeliv som følge af Katla, hvor to personer blev ramt af tilstødende lyn.

For den lille by Viks vedkommende vil vandmassen, som kommer fra udbruddet, slå tilbage fra havet og oversvømme store dele af bygden som en flodbølge.

Vik ligger i farezonen af Katla.

Få kilometer fra vulkanen Katla lever den lille by Vik i konstant alarmberedskab. Når Katla ryger i luften er spørgsmålet ikke, om byen bliver ramt. Det er et spørgsmål om, hvor store ødelæggelserne bliver.

Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. sep 1999 trykt i Ingeniøren

Alle taler om det nu. I radio og fjernsyn er der dagligt reportager om det, og befolkningen på Island ruster sig til det forestående helvede af vand, ild og aske, som vil ødelægge og tilintetgøre huse, veje og folks ejendele. I værste fald kan der blive tab af menneskeliv.

Vulkanen Katla står foran et udbrud. Ingen ved præcis hvornår, men det sker helt sikkert.

For foden af den truende vulkan ligger den lille by Vik, hvor 350 sjæle lever i skyggen af en uværgerlig katastrofe.

Spøgelsesslotte i tågen

I en lejet kassevogn kører vi til Vik. Det støvregner og vejene er smattede, men der er asfalt hele vejen på de godt 225 km fra lufthavnsbyen Keflavik til Vik på saga-øens sydside. Landskabet imponerer med mosklædte lavamarker, slaggerbjerge og indimellem ser vi gul-rødlige rygende pletter, som vidner om den altid sprudlende undergrund. Senere ændres landskabet til landbrugsland med vidtstrakte enge, hvor islandske heste idyllisk græsser på sletterne

Tættere på Vik kommer vi ind i et markant bjergområde, hvor de voldsomme, knudrede lava- og slaggeformationer står som spøgelsesslotte i tågen. Det er et eventyrland, som overalt vidner om vulkansk aktivitet. Vejen snor sig gennem bjergene. Pludselig dukker Vik op neden for bjergene, helt ude ved kysten.

“Velkomin til Vikur” står der på et skilt ved indkørslen til den lille, søvnige by. På østskråningen ligger kirken i ensom majestæt, og bjergene rejser sig umiddelbart bag den. Tæt på ligger sygehus og skole, og på den modsatte side af vejen mod syd og vest breder beboelseskvarterene sig.

Jordskælv varsler katastrofen

Efter at have indlogeret os på det ramponerede Gistihusid, besøger vi den kombinerede grill- og tankstation, som ligger lige uden for byen på en kold og blæsende plads ved vejen. Regnen styrter ned. De få gæster virker som om, de er på gennemrejse.

Pigen bag disken tager det forestående udbrud med sindsro, og virker på ingen måde bange. Nærmest resignerende. Hun var klar over, at det ville komme.

– Jeg kan ikke tænke på det hele tiden. Det kommer, når det kommer – og så vil vi blive evakueret.

Hendes holdning går igen hos flere af gæsterne på grillen. De tror på ekspertenes forventninger om, at der vil komme et varsel inden katastrofen: To-tre jordskælv inden Katla springer i luften. Fra det første jordskælv vil de sandsynligvis have et par timer til at komme væk fra kysten, hvor man forventer en flodbølge, der måske vil udslette de lavest liggende dele af byen.

En 100 meter dyb syndflod

Næste morgen besøger vi den lokale politimyndighed, Reyner Ragnarsson. Han har kontor over den ene af den lille bys to banker. Kontoret var lige stort nok til at rumme et skrivebord, et par arkivskabe, en reol og en lidt presset PC-arbejdsplads.

Reyner Ragnarsson viser os et kort over Myrdalsjökulen, hvor han har indtegnet de områder, hvor isen er sunket, som følge af smeltning fra neden. Ét stort hul og otte mindre samt en lang dalsænkning. Det er hovedsageligt det største hul, der er synligt efter de seneste dages snefald.

Men under isen er der ved at blive dannet et gigantisk vandreservoir. På grund af undergrunden kan det opsamles der, indtil trykket får “ballonen” til at springe, og alt vandet på én gang presses ud. Det vil ske på det tidspunkt, Katla går i udbrud, eller lige umiddelbart før i forbindelse med de indledende jordskælv.

Det sidste udbrud skete i 1918. Beretningerne fra dengang og fra endnu tidligere udbrud vidner om voldsomme vandmasser, der på en gang vælter ud under iskappen. Floden, der opstår, sendte sidst i en kort periode 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som løb fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med returnering af en gigantisk flodbølge, der oversvømmede de lavestliggende dele af byen. Alle nåede imidlertid forinden i sikkerhed i bjergene.

Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor aske og lava blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, når der var nordenvind. Fordi Katla ligger under isen, var asken våd som slam, og denne slam-aske blev sendt ned over Vik og dens indbyggere, så de absolut intet kunne se. Alt var kulravende sort og tilsodet. Heldigvis er der kun nordenvind 3 procent af tiden.

Bekymrede børn

Fra den enlige politimandskontor tager vi til den lokale butik, hvor man kan købe alt fra et pund smør til en speedbåd. Her arbejder Alfheidur Gisladottir. Hun fortalte, at indtil for et par dage siden havde hun ikke været bange, men efter et informationsmøde i byen sidste mandag aften, var hun blevet nervøs. Det skræmmer hende, at den flodbølge, der formentligt kommer som noget af det første, sandsynligvis vil udslette hendes hus, som er et af dem, der ligger tættest på havet.

Alfheidur Gisladottir bor her sammen med sin mand og deres 7-årige søn. Alle taler om udbruddet, også i skolen, og det bekymrer hendes dreng, ligesom det bekymrer de andre børn i skolen.

Men de kan ikke gøre andet end at vente på de første svage jordskælv, der vil være signalet til en evakuering. Hvornår udbruddet vil komme er fortsat meget uvist. Måske i morgen, måske om en uge eller en måned. Ingen ved det. Heller ikke eksperterne, som var med til mødet i mandags.

I den sorte ørken

Udenfor er byen fortsat indhyllet i tåge, men regnen er midlertidigt holdt op. Vi kører mod øst til det sted, hvor floden fra isen vil vælte ned. Et kæmpe delta breder sig her – kulsort af slagge og aske over et gigantisk område. Det er primært her, vandmasserne vil vælte ned. Det er spændende og tankevækkende at køre rundt i den sorte ørken.

Midt i det hele sætter bilen ud. Vi kæmper for at starte den igen, men det lykkes ikke. Så vi ender som blaffere. Det er dog ikke svært, at få kørelejlighed til Vik, hvor vi får lynhjælp til afhentning og reparation af bilen.

Men selv om synet af den sorte ørken er skræmmende, har folk her lært at leve med Katla. Alle ved, der kommer et udbrud på et tidspunkt, men de kan intet gøre ved det. Bare håbe på at nå væk i tide.

I sne og tåge over Katla

Den lokale betjent overvåger vulkanen fra sit lille fly. Ingeniøren|net var med på to patruljer. Fra luften er det tydeligt, at noget voldsomt er under opsejling.

Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. sep 1999 og trykt i Ingeniøren: Den lille firepersoners flyvemaskine står i en lille hangar for enden af startbanen, som naturligvis er sort. Katla farver alt. Sort sand, sorte sten. Alt er sort. Kun med god vilje kan man kalde det en flyveplads.

Den lokale betjent Reynir Ragnarsson trækker flyet ud af hangaren med politibilen og gør klar til start. Vi har fået lov at komme med ham op over gletscheren Myrdalsjökullen, der skjuler vulkanen Katla, der er ved at vågne efter en 81 år lang søvn.

Den 17. juli i år kom der meget store vandmængder fra gletscheren, og dagen efter havde Reynir overfløjet området og som den første opdaget de nye fordybninger i overfladen. Han havde de følgende dage fløjet over gletscheren hver dag. Dag for dag var der opstået dybere og dybere hulninger i isen omkranset af store revner.

Reynir Ragnarsson er ikke bare betjent, men også pilot og eventyrer. Han fik sit første flyvecertifikat som 20-årig og har fløjet siden. I mange år med turister ved siden af jobbet som betjent, men efter han rundede de 60 kun privat eller i forbindelse med arbejdet som betjent. Han ejer flyet sammen med en kammerat.

Reynir trækker i gashåndtaget og vi kører med god acceleration ud ad startbanen. Den letter forbavsende hurtigt og i en blød bue stiger han langsomt men sikkert til fem hundrede meter. Landskabet glider hastigt forbi. Mod vest ligger Vik ud til sydkysten, og mod nord ligger bjergene og bag dem Myrdalsjökullen og Katla. Mod øst er der sort slette. Det er her de enorme vandmasser sendes ned, når Katla går i udbrud.

Overblik over katastrofen

Det lille fly bevæger sig ind over bjergene. Skarpe og dybe kløfter med vandløb i bunden skærer gennem de gamle mos- og græsklædte slagger og lavabjerge. Efter fem minutters flyvning får vi det første glimt af Myrdalsjökullens ismarker. Lave skyer hænger mellem bjergene og forhindrer frit udsyn til hele gletscheren, men efterhånden fyldes synsfeltet af mere og mere is.

Isen er gennemskåret af tværgående sprækker overalt. Lange tunger skyder ud i dalene fra gletscheren, og her mellem de golde stenfyldte kløfter smelter isen. Langs kanten af gletsjeren er der mange steder sort af sand/ slagger, især tæt på Katla. En kæmpe gletsjertunge løber her ud mod den dal og den brede slette, hvor vandet fra Katla søger til havet. Det er her, at den nogen steder 100 meter dybe flod får sit udspring, når Katla går i udbrud. Her fra isen under os.

Reynir flyver roligt den lille maskine ind over isen. Der er mange lufthuller, både over isen og mellem dalene, som han rutineret bevæger sig ned i. Desværre er der tæt af skyer over Myrdalsjökullen, så vi får ikke den sammensunkne isflade at se. I stedet går det retur til flyvepladsen, hvor Reynir lander sikkert. Når det klarer op, tager han derop igen, og vi er velkomne til at flyve med.

Dybe dale i gletscher-isen

Chancen opstår allerede dagen efter. Vi drønede ud til startbanen for at få endnu en lufttur, og forhåbentligt se mere til fordybningerne denne gang. Og det gjorde vi. Da vi kom ind over isen, viste Reynir os først en af de fordybninger, der var lige over vulkanen Katla. Det var en tydelig cirkelrund fordybning i overfladen på vel 6-800 meter i diameter. I bunden var der dannet en lille sø. Langs kanten var der fyldt med revner, som tydeligt markerede hullets afgrænsning.

Bagefter fløj vi over den største fordybning. Den var 2-3 km i diameter, og der var ligeledes revner langs kanten, men de var til dels udviskede af nysne. Dog var der ingen tvivl om, at her var isen sunket gevaldigt sammen over et stort område.

Da man ikke har tilsvarende observationer fra de tidligere udbrud, er det selv for videnskabsfolkene umuligt præcist at sige noget om, hvornår Katla kommer i udbrud. Aktiviteten under isen er et sikker tegn på at det vil ske, men det siger ikke meget om tidspunktet

Med vulkanens ånde i nakken

Siden 1977 har en gruppe forskere med Johannes Krüger i spidsen studeret, hvordan gletsjere former landskabet, og hvordan klimaet styrer gletsjerne. Studiestedet er den islandske Myrdalsjøkel, hvor vulkanen Katla ulmer

Af Sinja Sveinsdottir,fredag 03. mar 2000 denne artikel har været trykt i Ingeniøren

På Geografisk Institut, Københavns Universitet, sidder Johannes Krüger, naturgeograf dr.scient. og venter på nyt fra Island.
Vil vulkanen Katla under Myrdalsjøklen gå i udbrud – eller vil den ikke? Her til sommer skulle et forskerhold på otte mand have været på feltarbejde. Efter planen altså.
– Men lige nu ser det ud til, at jordskælvene, der plejer at varsle et Katla-udbrud, er taget noget af i styrke, siger Johannes Krüger.
– Det hjælper os ikke, for der kan hurtigt ske noget. Det er ikke forsvarligt at opholde sig i studiefeltet i længere tid, så det må vi udskyde til sommeren 2001. Til sommer tager jeg sammen med en kollega alene af sted en uges tid for – med hjælp fra
politimester Reinir Ragnarsson fra den nærliggende by Vik – at redde, hvad reddes kan af årets data og indsamle noget af udstyret.

– Hvis Katla går i udbrud, kommer vi selvfølgelig ikke af sted, og måske forsvinder udstyret under asken. Men jøkelløb og askefald vil give os helt nye forskningsmuligheder, siger Johannes Krüger.

Stille ved nordranden

Forskerholdet arbejder to steder. Den største del af projektet foregår ved nordranden, hvor iskappens overflade er forholdsvis ren og hvid. Siden Katla sidst havde udbrud i 1918, har isranden trukket sig halvanden kilometer
tilbage og frilagt et imponerende bundmorænelandskab, der er et rent eldorado for forskerne.
Smeltevand fra gletsjeren har skåret lange profiler i landskabet foran, så man kan studere de aflejringer og landskabsformer, der i sin tid blev dannet inde under gletsjeren og langs isranden.
Resultaterne herfra er så sammenholdt med klimaudviklingen i historisk tid.

– Når Katla kommer i udbrud, kan der opstå en interessant situation, hvis der falder store mængder aske på den nordlige del af Myrdalsjøklen, siger Johannes Krüger.
– Hvis vi tænker os tilbage til landnamstiden for 1000 år siden, da Island blev befolket, var klimaet mildt og Myrdalsjøklen noget mindre end i dag. Dengang skabte en række vulkanudbrud en vældig spalte, Eldgjá, der fra landskabet nordøst for Myrdalsjøklen fører ind under iskappen og slutter sig til vulkanen Katla. De store mængder aske, der dengang faldt på gletsjeren, blev ført med smeltevandet og aflejret i tykke lag foran isranden. I dag kan vi finde disse lag ude under morænelagene foran gletsjeren.

Men vi vil gerne spore dem ind under gletsjeren, for de kan fortælle, hvor isranden gik, da Island blev bosat. Så efter et Katla-udbrud vil vi ved selvsyn kunne studere nedvaskningen af asken fra gletsjeren og få et håndgribeligt bevis for, hvordan det
gik til i landnamstiden.

Kaos i sydøst
Anderledes ser situationen ud på det andet forskningsfelt i den sydøstlige del af Myrdalsjøklen. Her studerer forskerne det centrale randafsnit af en gletsjertunge, Kötlujøkel, der løber ud fra iskappen. I modsætning til nordranden er
Kötlujøkel snavset.
Det er gamle askelag, der smelter frem på isoverfladen, blandet med sten og grus, som fragtes op til isoverfladen langs vældige brudflader i isen. Isen er rykket frem flere gange, senest i 1980’erne, og efter hvert fremstød har gletsjeren efterladt
store masser af såkaldt dødis, dvs. is, der ligger stille og ikke mere følger gletsjerens bevægelser. Det er her, forskergruppen studerer, hvordan isen smelter, og hvordan de småbakkede dødis-morænelandskaber dannes.
– Sidst Katla havde udbrud for 82 år siden, strømmede vældige smeltevandsmasser af sted nord og syd for vores studiefelt. De rev kæmpemæssige isblokke med sig, og efterlod dem som strandede isbjerge, 40-50 meter høje, på den vidtstrakte slette foran
gletsjeren, fortæller Johannes Krüger. Han fortsætter:
– Også når Katla ikke er i udbrud, er området meget aktivt.
For bare fem år siden havde vi et mindre jøkelløb, hvor vandstanden i smeltevandsfloden steg 3,5 meter. Smeltevandsstrømmen skar sig gennem landskabet og efterlod en flere hundrede meter bred fure, der delte vores studiefelt i to områder. Det
overraskede os, for på det overskyllede område havde vi netop tænkt at installere nyt måleudstyr. Så valgte vi naboområdet. Men når Katla kommer i udbrud, skylles dette område måske også bort. Vi forsker med Katlas ånde i nakken.

Iskapper fortæller historie

I istiderne for mere end 11.000 år siden var der gletsjere i store dele af Nordeuropa og Nord amerika. I Danmark er 90 procent af landarealet gletsjernes og smeltevandets værk. Mange af de områder, der før var dækket af is,
er i dag tæt befolkede. Nu slider mennesker landskabet, og omformer det som aldrig før.
De mange interesser i brugen af istidens landskaber gør det nødvendigt at kende til, hvordan de er dannet og bygget op. Derfor bruger man nutidens gletsjere som et moderne istidslaboratorium. Landskabet kan også betragtes som et klimaarkiv, der
supplerer den viden, man får ved at studere borekerner fra den grønlandske indlandsis.
Borekernerne giver værdifulde oplysninger om temperatursvingninger, men de afspejler temperaturen på det sted, sneen faldt og blev til is. Det vil sige i 2-3 kilometers højde. Landskaber afspejler temperatur-, vind- og nedbørsforhold ved overfladen.

Hekla vækker ikke Katla

Sidste lørdag klokken 18.18 gik Islands mest berømte vulkan, Hekla, i udbrud. Godt nok et forholdsvis lille udbrud, som nåede sit foreløbige klimaks allerede en time efter.
I skrivende stund (tirsdag) flyder lavaen stadig, men vulkaneksperterne på Nordisk Vulkanologisk Institut i Reykjavik tror ikke på, at udbruddet kommer til at måle sig med det store udbrud i 1947.
På det tidspunkt var der gået 100 år siden sidste udbrud. Denne gang er der kun gået ni år.
Spørgsmålet er så, om Heklas udbrud kan sætte gang i vulkanen Katla, der gemmer sig under Myrdalsjøklen. Til det siger direktøren for instituttet, dr. Freysteinn Sigmundsson:
– De to vulkaner er ikke direkte forbundne og befinder sig langs parallelle sprækker. Vi har heller ingen erfaring for, at ét vulkanudbrud direkte sætter gang i et andet.
Katla begyndte at røre på sig i juli måned sidste år. Der kom jordskælv og store fordybninger i isen, der dækker vulkanen, som tegn på, at noget voldsomt var ved at ske nedenunder.
De seneste par måneder har der dog været forholdsvis fredeligt omkring Katla, men området er under konstant overvågning. Hvor Hekla producerer lava i store mængder og udspyr giftige fluorgasser, er Katlas særpræg de voldsomme jøkelløb og de store
mængder aske.

Mand og projekt

Lektor dr.scient. Johannes Krüger er ekspert i glacialmorfologi, dvs. læren om landskaber formet af is og smeltevand. Han har siden starten i 1977 været leder af projektet ved Myrdalsjøklen.
I projektet deltager forskere fra de geografiske og geologiske institutter ved Københavns Universitet, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Geologisk Institut ved Århus Universitet samt en række udenlandske geovidenskabelige institutter. I
årenes løb er produceret en lang række artikler i internationale tidsskrifter.
I 1994 forsvarede Johannes Krüger sin doktordisputats om emnet.
Projektet støttes af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
Det har været i gang i 23 år og fortsætter indtil videre et par år endnu.