For ikke så mange år siden hed det sig i de vulkanologiske fortegnelser, at der fandtes ca. 500 virksomme vulkaner, men i dag hælder flere vulkanforskere til den anskuelse, at alle vulkaner må betegnes som “levende”, og at de kan, selvom de er uvirksomme for tiden eller har været det igennem årtusinder, vågne til live igen på et tidspunkt. I dag tæller de vulkanologiske optegnelser, at der findes ca. 2.500 aktive vulkaner i verden.
Jeg er igennem de sidste 20 år på mine vulkanstudierejser verden rundt blevet mere og mere overbevist om, at vi i fremtiden vil komme til at opleve vulkankatastrofer af større omfang end den i Pompeji for 2000 år siden eller den på Martinique, hvor Mount Pelee eksploderede i 1902 og på 2 minutter udslettede Saint Pierre med ca. 29.000 indbyggere.
Naturligvis er 29.000 mennesker galt nok, men der var trods alt tale om mindre bysamfund i forhold til de millionbyer, der ligger i nærheden af vulkaner enten på kortere eller længere afstand såsom Napoli, Rom, Portland, Seattle, Mexico City, Bandung, Catania osv.
Dette er fakta. Lad os f.eks. tage de gamle vulkaner i Albanerbjergene udenfor Rom. De betegnes som evigt udslukte, men de er det kun i de øjne, som ikke vil se eller høre om det. Vi mennesker har en kort hukommelse. Såvel politiske katastrofer som naturkatastrofer glemmer vi så snart de er overstået, og vi lærer ikke ret meget af dem. En vulkan, som ikke har været i udbrud i f. eks. 100 år eller måske i 1000 år betragtes efterhånden ikke mere som en virksom vulkan.
Man har nu mange steder på jordkloden, hvor mennesker bor klods op ad en vulkan, oprettet permanente observatorier, og her har man overvågningsapparater, der holder et skarpt øje med vulkanerne, bl.a. med det formål, at man kan evakuere de ofte alt for tæt beboede egne i nærheden.
Men lad os også se lidt på vulkanernes positive sider. Vanddampen er den vigtigste af de vulkanske gasser, der frigives i en vulkans udbrud. Uanset hvor voldsom en vulkan kan blive, eller hvor mild den for den sags skyld kan være, så er vanddampen den gasart, der er mest fremtrædende, og den har medvirket til at danne dels havet i verdenshavene eller rettere sagt det livgivende vand, som intet levende liv kan undvære. Uden vand intet liv, og det vil igen sige heller ingen mennesker. Noget tyder på, at det første liv på denne planet opstod i vandet, som er skabt af vulkanerne, og så kan man igen sige: “Er vulkanerne i så fald vore fjender?”. Og vi kan blive ved. Luften – ilten – i atmosfæren er også en gave fra vulkanerne til alt levende liv på jorden.
Så faktisk er vulkanerne drivkraften i livet på jordkloden. Hertil kommer den vulkanske jord, der i vulkanernes hvileperioder trækker – specielt i de fattige udviklingslande – menneskene til sig som en magnet. Ved den vulkanske askes forvitring frigøres grundstofferne kalium og fosfor, der er vigtige for planterne.
Det er igen årsagen til, at menneskene i en vulkans hvileperiode rykker nærmere og nærmere vulkanen, ja somme tider bygger de huse i selve krateret oven i vulkanens top. Der er jo ikke sket noget så længe, så det går nok alt sammen. Indtil en skønne dag, vulkanen begynder at rumle og give varsler fra sig igen. Men alligevel er de mennesker, der ikke kan holde sig væk fra de frugtbare og som regel billigere byggegrunde ved vulkanerne ikke så bekymrede som vi, der ikke har disse enorme naturkræfter at slås med engang imellem.
Se blot på vulkanen Etna på Sicilien, hvor vinbonden sætter en flaske rødvin for at byde lavaen velkommen i hans hus. Når huset er begravet af lavaen, går han op for at kridte det stykke land af, der har været hans, og han vil bygge et nyt hus ovenpå den størknede lava, for der kan aldrig blive tale om at bosætte sig andre steder. Om 100 år bliver det hans oldebarn, der vil komme til at opdyrke den nye lavajord.
På Heimaey syd for Island er de fleste af øens 5000 mennesker flyttet tilbage efter vulkankatastrofen i 1973, hvor alle med nød og næppe slap væk med livet i behold en mørk vinternat. Vulkanen havde ikke været i udbrud i over 5000 år. En af øens indbyggere sagde for nylig til mig: “Aldrig skal nogen få mig til at flytte herfra”.
Den samme optimistiske tankegang præger de mennesker, der lever i såvel jordskælvs- som i vulkanområder. Altid bygges byerne op igen, hvor et jordskælv har væltet al bebyggelse. En amerikaner fra San Francisco sagde til mig: “Skulle vi til at være bange for jordskælv, kunne vi ikke leve livet. Vi lever i dag, ikke i morgen. Vi elsker stedet og vores by her”.
Jeg kan ikke lade være med at tilføje: Den samme tankegang har sikkert præget indbyggerne i det gamle Pompeji. For dem var Vesuv et grønt og elsket frugtbart bjerg, der gav dem rigt udbytte. Ingen regnede Vesuv for noget, indtil de pludselig en dag så askeskyen hæve sig over vulkanen. En af de flygtende pompejanere har indgriflet under flugten på en husmur: “Morgendagen er dig uvis”.
Hvorfor har vi vulkaner?
Her i Danmark behøver vi ikke at frygte vulkaner, og det skyldes, at vi ligger inde på midten af den Europæiske Kontinentalplade som på midten af en isflage. Vulkaner og jordskælv er begge et produkt at Kontinenternes bevægelser, der som enorme isflager drives langsomt af sted i den knapt 3000 kilometer tykke jordkappe nedenunder. Jorden bliver varmere, jo længere vi kommer ind mod dens midte. Det er i dag en almen opfattelse, at den indre jordvarme dannes ved radioaktive processer. Herved frigives der energi i form af varme.
Hvis man varmer en gryde med vand op fra neden, vil det opvarmede vand stige til vejrs, og der dannes en strømbevægelse eller rettere en konvektionsstrøm. Tilsvarende bevægelser finder sted i Jordens Kappe. Varmere materiale fra appens dybere dele stiger opad mod jordens overflade, fordi trykket er mindst fra oven.
Gasserne befinder sig inde i jorden i fast form, hvor ilten er den vigtigste. Ved trykaflastningen og varmeopstingingen vil de opstigende gasser tvinge smeltemasserne til vejrs mod jordens overflade – da trykket dér er mindst. Der, hvor gasserne og materialet bryder igennem jordoverfladen, har vi en vulkan i udbrud.
Al form for vulkanaktivitet er en afgasningsproces fra Jordens indre. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over.
Vort klima påvirkes af vulkanerne!
Selvom vi i Danmark ikke behøver at frygte vulkanerne, påvirkes vores klima alligevel deraf. I 1983 efter et stort udbrud i Mexico fik vi en regnfuld sommer. Man fandt ud af, at det var vulkanudbruddet i Mexico, der fik dels temperaturen til at falde og dels gav syreholdig regn på grund af de mange svovlgasser, som denne vulkan sendte til vejrs i atmosfæren.
Selv en ringe ændring af sollysets styrke vil medføre følelige ændringer i klimaet, og i de fleste tilfælde skyldes det den vulkanske aske, der svæver rundt i atmosfæren, og det får igen temperaturen til at falde. I 1816 havde man i Europa og USA en sommer, hvor det sneede, og så sent som i vort århundrede er man blevet klar over, at det var det kraftige vulkanudbrud i Indonesien på øen Sumbawa, der var skyld i klimaændringen.
Også Krakataus udbrud i 1883 skabte betydelige klimapåvirkninger i Europa. Endelig må vi ikke glemme det voldsomme udbrud i Filippinerne i 1991, som gav os mærkbare temperaturændringer i Europa den efterfølgende tid. Så selvom vi ikke har virksomme vulkaner i Danmark, så mærker vi dem alligevel engang imellem. De store vulkanudbrud påvirker vores klima. En halv grad er nok til at give mærkbare ændringer, og større ændringer kan danne en ny istid…
Selv ganske beskedne temperaturændringer i klimaet kan på længere sigt være skæbnesvangre for dyr, der ikke er tilpasningsdygtige til forandringer i deres omgivelser. Det har der i de senere år været skrevet mangt og meget om specielt i forbindelse med dinosaurusernes pludselige forsvinden, men det er en helt anden historie.
“Vulkaner er ikke til at spøge med –
men de er heller ikke til at undvære.
Vulkaner har nemlig skabt den livgivende luft
og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene,
som vi heller ikke kan undvære”
