En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet – eller smelten – op igennem en vulkan.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inden i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller Konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive Jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i Jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve Jordens kerne.

Varmen i den indre Jordkerne dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som varmt vand i en gryde med vand, der opvarmes, og det er disse opadstigende enorme stømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet i forbindelse med kontinenternes bevægelser enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler er bl.a. de Kanariske Øer og Hawaii-øgruppen.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava – kalder vi det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt ubruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

Navnet vulkan stammer fra de gamle romeres ildgud – smedegud – “Vulcanus”, der havde sit faste bosted under øen “Vulcano” nord for Sicilien. De sagde, at når han arbejde dernede i sin smedje under vulkanen, så gnistrede og røg det op igennem vulkanerne. Han kunne gå på besøg under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud…

I dag regner vi med, at vi på jorden har ca. 2.500 vulkaner, der kan betegnes som virksomme. Man skal huske, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der har været virksom i historisk tid alene, men en vulkan, som man ved undersøgelse har registreret liv i på en eller anden måde….

Plinius den Yngre, har givet os den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på Jorden, nemlig af Vesuvs udbrud over Pompeji for 2000 år siden, så vi må kalde ham den første vulkanolog.

Før ham havde grækeren Empedokles hævdet, at alting består af fire elementer, nemlig: luft – vand – jord og ild. Han var så fascineret af vulkanen Etnas rygende krater, at han besteg den og byggede et observatorium deroppe, og efter sigende skal han have sprunget ned i det glødende krater, men ak, den lunefulde vulkan kastede den ene af hans sandaler ud igen.

En vulkanolog er en geolog, der har specialiseret sig i udforskning og overvågning af vulkaner, med hovedformålet at kunne forudsige en vulkans udbrud. Vulkanologien er en ung videnskab, selvom Plinius den Yngre har givet os den ældste beskrivelse af en vulkans meget eksplosive udbrudsform, nemlig Vesuvs store udbrud i året 79 efter Kristi Fødsel, dengang byerne Pompeji og Herculaneum blev begravet. Hans beskrivelse af Vesuvs første udbrud i historisk tid er så velskrevet og nøjagtig, at vi kalder denne form for vulkanaktivitet for “den pliniske” eller “pliniansk” efter hans navn, så den fortjener en kort omtale.

Plinius sidder omtrent 30 kilometer væk fra vulkanen i en villa og beskriver, hvordan jorden rystede hele tiden, en kæmpemæssig askesky, der lignede en piniesky (havde det været i dag havde han nok kaldt det for en paddehattesky) rejste sig over vulkanen, og nu dryssede askeregnen og store mængder af pimpsten (størknet lavaskum) ned fra denne sky. Han beskriver store bølger på havet, der væltede ind over kysterne ved Napolibugten, og han fortæller om de hede aske- og gasskyer, der sænker sig, så det er svært at trække vejret. Denne beskrivelse i to breve til historieskriveren Tacitus er så nøjagtig en beskrivelse af den heftigste form for vulkanaktivitet, at vi kalder den for den pliniske type den dag i dag..

Sir William Hamilton var Englands ambassadør i Napoli i slutningen af 1700-tallet, og var oprindelig interesseret i arkæologi, men endte med at blive accepteret amatørvulkanolog, ikke mindst fordi Vesuv på det tidspunkt var meget virksom, og hans iagttagelser er vel beskrevet. Fra 1766 til 1794 havde Vesuv 9 udbrud, og Hamilton forsøgte at finde årsagen til vulkanens udbrud ved at besøge den berømte vulkan ikke mindre end 200 gange. Da han stod på vulkanens kraterrand og så ned i det rygende krater med den mindre udbrudskegle, hvorfra der slyngedes sten og aske ud i eksplosioner, konkluderede han, at alle Middelhavets vulkaner på denne måde måtte være opbygget fra havbunden ved gentagne udbrud. Dermed noterede han sig, “at alle bjerge måtte være dannet af vulkansk materiale, ikke vulkaner af bjerge”. Dette er det første vulkanologiske arbejde i nyere tid.

Den nu afdøde danske professor Arne Noe-Nygaard var en af Danmarks berømte geolologer, der beskæftigede sig meget med vulkaner i sit liv, bl.a. på Island, hvor vi finder det nuværende “Askja” – “Store Nordiske Vulkanologiske Institut”. På insitituttet beskæftiger man sig med vulkanerne i Det Nord-Atlantiske Område.

En vulkanologs arbejde består bl.a. i at tage prøver af udsivende gasser ved aktive og sovende vulkaners kratere. Vulkanske gasser er interessante, fordi de siger noget om, hvad der sker i den smeltede lava inde i jorden under vulkanerne.

Det bør huskes, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der er i virksomhed for tiden, men en sovende vulkan, som man har registreret liv i netop ved vulkanologiske undersøgelser, og som man herefter kan regne med vil kunne blive virksom igen på et tidspunkt. Jordbundsundersøgelser, såsom hævninger af en vulkanflanke er vigtigt, da magmaen som er fyldt med opløste gasser i smeltemassen, inden den strømmer ud igennem en vulkans krater som udbrudsmateriale, altid får vulkanen til at bule ud eller hæve sig lidt. Sådanne hævninger på en vulkanflanke hører med til en vulkanologs regelmæssige undersøgelser.

En vulkanologs arbejde består også i at tage temperaturprøver af en rødglødende lavastrøm, der bevæger sig ned ad vulkansiden for at bedømme temperatur og gasindhold og ligeså dens kemiske sammensætning.

Vulkanologer bruger specielle elektriske thermometre, som kaldes thermocopler for at tage temperaturen i en vulkan. Den glødende lava er så hed, så et almindeligt thermometer ville smelte.

At komme tæt på en vulkan der er i udbrud er ikke ufarligt. Derfor bærer vulkanologerne foruden gasmasker også metaldragter, som til dels kan holde den stærke hede ude.

Selv de mest erfarne vulkanologer kommer somme tider ud for slemme overraskelser, og det koster også en del af dem livet. Et tydeligt eksempel var vulkanen Galeras i Columbia, der i 1993 kostede 9 vulkanologer livet. De var steget ned i selve toppen af vulkanens hovedkrater og tog dels gasprøver, og dels undersøgte de dens mindre udbrudskegle, dens dome, d.v.s. prop af lava, der sad øverst i kraterrøret.

Netop som de var på vej op ad kraterets inderside, kom der nogle kraftige eksplosioner i vulkanen, der slyngede vulkanske bomber (sten på ca. 10 cm. størrelse), gasser og askeskyer i op til 3 kilometers højde. I dette tilfælde havde vulkanologerne været forsigtige og gjort deres undersøgelsesarbejde, som deres job gik ud på, men vulkanen gjorde det uventede.

I denne forbindelse skal det siges, at dette vulkanologhold på ialt 14,hvoraf de 9 døde, var tilkaldt af Colombia, fordi den slumrende vulkan efter godt 40 års ro, nu begyndte at vise tegn på uro.

Det var nødvendigt med en vulkanologisk undersøgelse af vulkanen, idet hen imod en halv million mennesker lever i dens skygge og kan blive berørt ved et eventuelt udbrud.

Et andet eksempel på vulkanologer, der har mistet livet, var ægteparret Katja og Maurice Krafft, der begge som franske uddannede geologer med speciale i vulkaner havde specialiseret sig i at fotografere vulkaner i udbrud på nærmeste hold. Deres undersøgelse af halvstørknede lavastrømme og gåen for tæt på aktive kratere, bragte dem adskillige gange i dødsensfarlige situationer, og det endte da også med, at de begge i 1991 mistede livet i Japan ved vulkanen Unzens udbrud. De troede sig sikre, men en kraftig “pyroklastisk” sky af gloende aske og gas rullede som en askelavine med stærk fart hen over det plateau, hvor de opholdt sig – i øvrigt i selskab med ca. 40 journalister, som alle døde.

Generelt kan man sige, at man kan forudsige vulkanudbruddene, men ikke desto mindre har vi lært så meget nyt om vulkaner i sidste halvdel af vort århundrede. Dels er teorien om pladetektonikken efterhånden blevet accepteret som fakta, men selvom der er ting, man stadigvæk er i tvivl om med vulkanerne, så må det dog siges, at det takket være vulkanologien er lykkedes at forudsige mange udbrud, så man i tide har kunnet evakuere de ofte tæt beboede vulkanske egne, som vi specielt finder i subtropiske og tropiske lande. Et sådant tydeligt eksempel var Pinatubo på Filippinerne i 1991.

Vesuvobservatoriet

I august 1991 havde Vesuvobservatoriet 150 årig jubilæumsfest, og det forgik i Napoli i den gamle middelalderborg Castel del’ Ovo, hvor jeg deltog som inviteret gæst. I en uge blev der holdt foredrag af geologer og vulkanologer fra hele verden om vulkanforskningens seneste resultater. Den daværende direktør for Vesuvobservatoriet, Giuseppe Luongo, sagde i sin velkomsttale: “Vesuvobservatoriet er verdens ældste vulkanobservatorium grundlagt af den syditalienske Konge Ferdinand den 2. i 1841. Vi er stolte af, at mange af de fænomener, der er observeret i et aktivt vulkancenter, først blev foretaget herfra”.

Vulkanforskningen er i rivende udvikling, men Vesuv er også en af de bedst studerede vulkaner netop grundet vort observatorium. Der har været skrevet en del i pressen om, at Vesuv på et snarligt tidspunkt vil blive aktiv igen, og lad mig sige det konkret og sagligt, at så vil det ikke komme som nogen overraskelse. Vi kan nogle måneder i forvejen forudsige et eventuelt udbrud, da der her er tale om en vulkan, der befinder sig i en hvileperiode.

Der er to vigtige ting i denne forbindelse. 1: Den lokale befolkning skal vide, hvad det drejer sig om. 2: Evakueringsplaner. Det var specielt det stærke jordskælv vi havde hernede i 1980 omkring Napoli, der satte gang i evakueringsplanerne, så et nyt udbrud i Vesuv vil ikke komme bag på os. Vi må heller ikke glemme, at en vulkans hvileperiode hører med til dens livscyklus (aktivitetsrytme). I tilfældet Vesuv har vi at gøre med en meget aktiv vulkan, der har haft lange hvileperioder ind imellem dens udbrudsperioder. Vi kender Vesuv. Altid efter en længere hvileperiode kommer der et kraftigere udbrud.

Et nyt moderne vulkanobservatorium er nu åbnet i selve Napoli by. Herfra er der seismografiske måleapparater, som står i forbindelse med lokale seismografer og tiltmetre dels på Vesuv, men også i et andet sovende vulkankompleks nordvest for selve storbyen Napoli, nemlig De Flegræiske (d.v.s. “Brændende marker”). For mere end 30.000 år siden fandt der i denne kæmpemæssige “Caldera” (kraterindsynkning) stærkt eksplosive vulkanudbrud sted, og beviserne kan dels ses i de mange fumaroler(ryge) og svovldioxidpøler i det nu til dels rolige vulkankrater “Solfatara”. Selve Pouzzoli by måtte på et tidspunkt i årene 1983-85 evakueres med sine godt og vel 84.000 indbyggere, fordi man frygtede for et nyt udbrud i området.

En næsten konstant svag jordskælvsaktivitet viste, at der befandt sig en flydende magmasmelte (så længe lavaen er inde i jorden og indeholder gas, kalder vi den for magma) i få kilometers dybde under selve byen, og jorden hævede sig flere meter op og ned i området i svage jorskælvsbevægelser. Som en indbygger fortalte: “Jorden er som en ballerina, der danser, og vi må danse med hende”.

Jeg stod i 1990 på toppen af vulkanen Vesuv med den daværende direktør for Vesuvobservatoriet, Giuseppe Luongo og kiggede udover Napolibugten. Det var solskin, og herfra kan man se, hvor enormt tæt bebyggelserne er ved vulkanens nordlige og østlige fod. Specielt bebyggelsen opad flankerne udgør en overordentlig høj risiko ved et kommende udbrud fra Vesuv. Ved Vesuvs fod – indenfor en radius af 10 kilometer fra krateret – bor der ca. 1 million mennesker, altså Europas tættest beboede område, og storbyen Napolis centrum ligger ca. 15 kilometer fra vulkanen.

De italienske myndigheder er klar over situationen. Man har opdelt områderne ved Vesuv i risikozoner, og man holder jævnligt møder, hvor man diskuterer evakueringsplanerne. Kraterets laveste åbning vender mod nord – retning mod storbyen Napoli og de tættest bebyggede områder. Det bemærker jeg til Luongo. “Fra 1631 til 1944 var Vesuv i en meget aktiv periode med næsten konstant vulkanvirksomhed, kun afbrudt af hvileperioder på få år. Dette mønster er nu totalt ændret. Vesuv befinder sig i en hvileperiode, men vi ved, at der er liv i vulkanen. Kig blot tilbage over skulderen og se de skyer af gasser, der hæver sig fra indersiden af kratervæggen i sprækker og revner. Vesuv tilhører det geologiske mønster, der har dannet Italiens andre vulkaner og har foldet Appenninerbjerkæden op, fordi den Afrikanske Kontinentalplade presser sig imod Europa sydfra. Vi ser sådan på det idag, at hvis en del af området er aktivt, så betragter vi hele området som virksomt. Vesuv har været i ro siden 1944, og der vil komme mange jordrystelser inden krateret åbner sig igen”.

Vi kører nedad bjerget forbi det klippefremspring, hvor det gamle vulkanobservatorium fra 1841 blev bygget på et fremspring. “Kongen grundlagde det netop på en klippetop, så lavastrømme ikke skulle kunne nå det. Indtil nu er det ikke blevet ødelagt. Der ligger et moderne ved siden af, men vi har jo det helt nye inde i Napoli, hvorfra vi også holder de Flegræiske Markers vulkanområde under opsyn”, slutter Luongo.

“Dette her er ikke almindelig lava”, siger jeg til Luongo, da vi passerer en mærkelig gråagtig metalagtig overflade. “Nej, det er pyroklastisk materiale, og det vil sige dannet af ild”, forklarer Luongo. “Det er noget af det farligste en vulkan kan præstere”. Videre fortsætter han: “En sådan sky af overophedede gasser og aske dræber øjeblikkeligt og kan have en temperatur på hen imod 1000 grader og bevæge sig med en fart af 200 kilometer i timen”…

Jeg kommer til at tænke på vulkankatastrofen på øen Martinique, hvor Mount Pelee i 1902 skoldede 29.000 mennesker til døde på ca. 2 minutter.

“Vores forskning skal være så realistisk som mulig, så vi kan give befolkningen korrekt besked”, afslutter Luongo samtalen.

Hvis du vil læse mere om Vesuv, har jeg skrevet bogen: “Vesuv en meget farlig vulkan” Den kan købes her på: info@vulkaneksperten.dk og koster kr. 100,- og 20 i forsendelse.

»

Torsdag 12. feb 2009 kl. 08:11 i Ingeniøren:

Carsten Bernhardt Thomsen vil gerne vide, om lava er radioaktivt:

“Er lava radioaktivt? Så vidt jeg ved, er granit mere radioaktivt end andre typer klippemateriale, fordi det har ligget dybere og dermed også i længere tid nede i jorden. Men når lava, som kommer direkte nede fra dybet, vælter ud af et vulkanudbrud på f.eks. Island, kan der så registreres en øget radioaktivitet i området? Og henfalder en sådan eventuel radioaktivitet ikke hurtigt ved så høje temperaturer?”

Geolog og vulkanekspert, Henning Andersen, svarer:

“Al form for vulkanaktivitet er en afgasningsproces fra jordens indre. Magmaet (dvs. lavaen) stammer fra jordens kappe, hvor der findes radioaktive elementer i andre forhold end i skorpen (f.eks. Argon, Radon). Men det drejer sig om meget små koncentrationer, der kan kun måles med specielle instrumenter, og de mængder vi snakker om har ingen forhold med radioaktiviteten fra kernkraftværk, eller som naturligt forekommer for eksempel i uran-mineraler. Med andre ord, med en almindelig Geiger-tæller kan man ikke se nogen forskel ud over almindelig stråling, og det gælder for de allerfleste af lavatyper.

I lavastrømme er det dominerende magnetiske mineral magnetit (Fe3O4), der har en fantastisk magnetisk hukommelse og kan gemme forhistoriske magnetfelter over milliarder af år (magnetit bruges derfor også i harddiske). Ved at studere magnetiseringen af geologiske prøver kan man bestemme Jordens tidligere magnetfelt, og det er således påvist, at vor planet har haft et globalt magnetfelt – i hvert fald igennem de sidste tre af Jordens fire og en halv milliard år lange levetid.

Ved hjælp af indholdet af jernforbindelser i vulkansk lava kan man aflæse, hvordan Jordens magnetiske tilstand har været under vulkanudbrud. Man må opfatte den størknede lava som en slags båndoptagelse af Jordens magnetiske tilstand. Med disse magnetiske optagelser får vi et holdbart og uforgængeligt arkiv om jordens skiftende magnetpoler.

Baggrunden for, at det er muligt via magnetisme at studere Jordens tidligere magnetfelt eller geodynamo er, at stort set alle bjergarter indeholder magnetiske korn, der ved bjergartens dannelsestidspunkt optager og gemmer en magnetisering bestemt af det omgivende magnetfelt.

I lavastrømme dannes den magnetiske hukommelse, når magnetit afkøles til en temperatur under ca. 600 grader, hvilket i praksis vil sige, at magnetfeltet optages i løbet af et par dage eller uger efter at lavastrømmen er størknet. Vi studerer forhistoriske magnetfelter ved at indsamle geologiske prøver, der orienteres i felten med et solkompas, således at vi hjemme i laboratoriet kender deres geografiske orientering. I laboratoriet bruger man et magnetometer til at måle prøvernes magnetisering, og ved brug af forskellige afmagnetiseringsmetoder kan vi isolere retningen og intensiteten af det originale magnetiske felt.

Kortlægning af forhistoriske magnetfelter (palæomagnetisme) opstod som en videnskabelig disciplin i 1960’erne. Det skete i forbindelse med den pladetektoniske revolution, der betød et kvantespring for geovidenskaberne, idet det endelig blev påvist, at Jordens yderste lag består af tektoniske plader, der bevæger sig i forhold til hinanden.

Da Jordens magnetfelt afhænger af, hvor man befinder sig i forhold til de magnetiske poler kan man ved hjælp af palæomagnetfeltet bestemme, hvor en tektonisk plade tidligere har befundet sig. Derved kan man bevise den pladetektoniske teori.

Boblen var årsag til en massiv vulkansk aktivitet, der i løbet af få millioner år skabte den nordatlantiske magmatiske provins med et samlet volumen. Vulkanismen i Nordatlanten var så intens, at de medfølgende vulkanske drivhusgasser (CO2 og CH4) forårsagede en global opvarmning med temperaturstigninger i oceanerne på 8°C og store omvæltninger for Jordens plante- og dyreliv ved Palæocæn-Eocæn tidsgrænsen.

Resterne af den varme boble ligger nu under Island og er årsag til den vulkanske aktivitet i dette område den dag i dag. Vulkanismen på Vestgrønland var på tidspunktet for vores polvending dog mere end 10 gange voldsommere end den vulkanisme, vi kender fra den nutidige aktive vulkanske riftzone på Island.”

Geologi

RSS KOMMENTARER (5)

Lidt pudsigt svar…!

Af Holger Skjerning, 14.02.2009 kl 18:33

Spørgsmålet er udmærket – og logisk, når man ved, at Jordens indre varme løbende dannes ved henfald af radioaktive stoffer, vel især uran?
Svaret er overfladisk, men der redegøres grundigt for de mangnetiske egenskaber, som der ikke blev spurgt om!
F.eks. om strålingen fra lava: “Magmaet (dvs. lavaen) stammer fra jordens kappe, hvor der findes radioaktive elementer i andre forhold end i skorpen”.
Jeg tænker her: ? ? ?
Og videre: “Men det drejer sig om meget små koncentrationer, der kan kun måles med specielle instrumenter, og de mængder vi snakker om har ingen forhold med radioaktiviteten fra kernkraftværk, eller som naturligt forekommer for eksempel i uran-mineraler.”
Jamen hvad er det for stoffer? – Og mener HA inde i et kernekraftværk – eller udenfor værket? – Han skriver jo: “..fra et kernekraftværk”.
Og så er der åbenbart forskel på Jordens “kappe” og “skorpen” ???
Men man kan vel “Google” sig til lidt viden om disse materier.

21. apr 2010

Efter en række katastrofer – senest vulkanudbruddet i Island – taler flere fremtrædende ledere af frikirker og kirkelige trosfællesskaber også i Danmark igen om tegn på de sidste tiders komme.

Det islandske vulkanudbrud, som lammer flytrafikken i Europa, har sat religiøse tanker i gang især i frikirkemiljøet i Danmark, i Norge og hos flere amerikanske kristne grupper, som ikke vil afvise, at store katastrofer kan være tegn på, at dommedag er kommet nærmere. Dansk sognepræst afviser, at nogen skal frygte dommedag.

Af Laura Elisabeth Schnabel

Af Tobias Stern Johansen

“Folk skal rejse sig mod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv”. Sådan beskriver Jesus de sidste tiders tegn i Matthæusevangeliet. Og både herhjemme og i udlandet betragter nogle prædikanter det som et muligt tegn på opfyldelsen af denne profeti, når vulkanudbrud på Island lukker lufthavne i Europa, og jordskælv i Haiti lægger hele byer i grus. Selvom præster fra frikirker og kontroversielle trosfællesskaber i Danmark er uenige om, hvorvidt verden vitterligt står over for de sidste tider, er de alle enige om, at de sidste dage kommer, og det vil ske ved, at tegn som krig, hungersnød og jordskælv sker på samme tid.

Katastroferne skal minde folk om, at de sidste tider med Jesu genkomst er nær, mener Leif G. Jensen, præst for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes fire menigheder.

– Jesus sagde selv, at de sidste tider er tæt på. Og Bibelen fortæller os, at jorden skal gå under, ved at elementerne brændes op. Så vulkanudbruddet og andre naturkatastrofer skal minde os kristne om, at jorden går under, og at Gud kommer og dømmer levende og døde. Vi skal have for øje, at vi lever i de sidste tider. Men vi kender ikke timen og tiden, siger han.

Præst i frikirken Aalborg MenighedsCenter David Hansen ser en klar sammenhæng mellem naturkatastrofer og lande, som ikke har omvendt sig til Gud. Han nævner jordskælvet på Haiti som eksempel:

Annonce– Der er en guddommelig forklaring på mange tilfælde af katastrofer og hungersnød. Befolkningen i Haiti hengav sig til Satan for at finde åndelig styrke til at bekæmpe det katolske slaveherredømme. Det førte til en blandingsreligion med voodoodyrkelse. Befolkningen oplevede frigørelsen, men siden kom bivirkningerne fra de onde åndsmagter i form af jordskælv, stormfloder og et land i oprør og kaos. Det er generelt for lande med en ikke-kristen kultur, at der er ulykker og strenge vilkår for befolkningen, siger han.

Både Thomas Müller, næstformand for Adventistkirken, og Kurt Frederiksen, talsmand og biskop i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også kaldet Mormonkirken, afviser ikke, at vulkanudbruddet i Island og jordskælv i Haiti kan være tegn på de sidste dage:

– Det er en del af vores teologi, at Jesus snart vil komme igen. Og i teorien kan det her være forløberen for de katastrofer, som skal indlede de sidste tider, inden verden går under, og Gud kommer og genskaber det hele. I de sidste tider vil der ske naturkatastrofer, men samtidig kan vi ikke sige, at bare fordi katastroferne nu kommer tættere på, og frekvensen bliver højere, så er det tegn på de sidste tider, siger Thomas Müller, der bakkes op af Kurt Frederiksen:

– Man kan godt tolke naturkatastroferne som tegn på de sidste tider. Det er en del af de sidste tiders tegn, at der vil være en større mængde af naturkatastrofer. Men vi betragter ikke en enkelt afgrænset begivenhed som tegn på de sidste tider. Andre store begivenheder skal gå i opfyldelse – konflikten i Israel skal for eksempel blive langt mere alvorlig – før vi kan se tegn på, at Jesus kommer igen, siger Kurt Frederiksen.

Andre går et skridt længere i troen på, at de sidste tider er kommet. Med vulkanudbrud på Island og jordskælv i Haiti står menneskeheden således på tærsklen til de sidste tider, mener Moses Hansen, kontroversiel debattør og leder af den kristne organisation Pottemagerens Hus:

– Det er med 100 procents sikkerhed Gud, der har antændt den vulkan for at få os til at omvende os. Katastrofen rammer os på vores økonomi og teknologi, lufthavnene er lammede, og vi fremstår nøgne og hjælpeløse. Den gode nyhed er, at hvis man vender sig mod Jesus, er der ingen grund til at frygte, siger Moses Hansen.

Han mener, at vulkanudbruddet og alle de andre naturkatastrofer blot er en forsmag på noget, som er langt, langt værre.

– Bibelen taler om, at der i de sidste tider vil være blodsudgydelser, ildebrande og rygende damp, fuldstændig som ved de vulkanudbrud, vi er vidne til. Videnskabsmænd siger, at der altid har været den her grad af katastrofer, men ser man på kurverne, er de steget dramatisk i det 21. århundrede. Det er klare tegn på, at Jesus snart kommer igen, siger han.

Erik Jørgensen, talsmand for Jehovas Vidner, der tror på dommedag, påpeger, at Jehovas Vidner ikke ser nogen religiøse eller teologiske forklaringer på vulkanudbruddet, men at vulkanudbruddet og jordskælvene kan være et tegn på dommedag, hvis det ses i en større sammenhæng.

– Det er rigtigt, at vi tror, vi lever på endens tid – at dommens dag er nær. Men vi forbinder det ikke med enkeltstående begivenheder. Der skal ske mange begivenheder på samme tid. Jesus giver et sammensat tegn på det, der skal kendetegne de sidste tider – det er blandt andet krige, uroligheder, pest, jordskælv, øget kriminalitet, og øget forkyndelse af evangeliet. En hel del af de enkeltdele, synes vi, er her lige nu. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi lever på endens tid. Men vulkanudbruddet i Island er ikke et tegn i sig selv, selvom de tiltagende store jordskælv og vulkanudbrud for os udgør en del af tegnet.

Jørgen Mortensen, præst og talsmand for Den Apostolske Kirke i Danmark, påpeger også, at apostolsk kirke ikke har nogen religiøs tolkning af naturfænomenerne, selvom han er overbevist om, at tegnene vil komme en dag, når de sidste tider nærmer sig.

Heller ikke Jens Garnfeldt, leder af Københavns Bibeltræningscenter, tolker vulkanudbruddet som et tegn på de sidste dage.

– Jesus siger meget tydeligt, at mængden af naturkatastrofer vil accelerere i de sidste tider. Men vi skal lade videnskaben fortælle os, om antallet af katastrofer rent faktisk har accelereret, og det er der endnu ikke noget, der tyder på, siger Jens Garnfeldt.

Han peger på, at Bibelen også taler om en åndelig opvågnen, som vi heller ikke har været vidner til endnu. Derfor mener han ikke, at vi nu kan tale om de sidste tider og Jesu genkomst.

I de seneste dage har kristne i USA og Norge luftet deres tro på, at det islandske vulkanudbrud er tegn på dommedags snarlige komme. I Norge har et par sognepræster, heriblandt Reidar Bjaanes, påpeget, at når sådanne naturkatastrofer sker “skal vi altid være vågne”, skriver Stavanger Aftenblad. Men vulkanudbrud skal primært forklares ud fra naturvidenskabelige beviser, mener Ulla Thorbjørn Hansen, præst i Roskilde Domkirke.

– I Det Nye Testamente taler Jesus om jordskælv, og han siger, “I skal se op og ikke være bange”. Og det er netop budskabet: Vi skal ikke frygte dommedag, blot fordi der er en askesky over os, siger hun.

Og spørger man Henning Larsen, som står bag dokumentarfilm om Islands vulkaner og arrangerer guidede ture til verdens vulkaner, så er der ikke noget religiøst ved vulkanudbrud. Vulkaner og jordskælv er derimod en slags sikkerhedsventiler for den overskudsvarme, der kommer fra jordens glødende indre.

– Hvis ikke vi havde vulkaner eller jordskælv, ville den indre jordvarme få hele jordens overflade til at eksplodere på et tidspunkt. De kontinentale plader under jordens overflade og under havbunden bevæger sig, og udbruddene opstår, når pladerne presses sammen og opad, siger Henning Andersen.

Han tilføjer, at der ikke er flere naturkatastrofer i dag end tidligere, men at pressen interesserer sig mere for jordskælv og vulkaner end tidligere, og derfor hører vi mere om dem.