”Vi må lære at leve med naturen ikke imod den”.
”HVORDAN DANNES VULKANERNE?”
I vores teknologiske tidsalder har vi efterhånden måttet se i øjnene, at naturen er stærkere end os mennesker.
Igennem årtusinder har man betragtet de voldsomme underjordiske kræfters raseri i form af jordskælv vulkanudbrud som gudernes vrede, når man nu ikke havde magt eller kunne kontrollere og bestemme over dem.
Igennem vore verdenskulturer kan vi finde nedskrevne beretninger om, hvad der dog kunne være gået galt, siden
sådanne uforståelige katastrofer skulle udslette næsten hele menneskeheden.
”Den rasende tyr” hos de gamle grækere eller “Den vrede Gud” hos japanerne kaldte man kontintalpladernes
bevægelser, hvis en vulkan buldrede løs eller jorden skælvede.
Vi ved nu, at det er de tektoniske pladebevægelser, der giver sig udslag i både vulkanudbrud og jordskælv på vores
planet, som er årsagen.
Jorden koger indvendig på grund af sønderdelingen af grundstofferne uran, thorium og kalium og derved frigives
der energi i form af jordvarme.

Denne overskudsvarme og overtryk – skal jorden af med. Ellers ville den eksplodere. Vulkaner og jordskælv er en sikkerhedsventil for, at jorden ikke eksploderer og er nødt til at ødelægge sig selv hist og her for netop ikke at eksplodere.
Den inderste jordkerne er fast som følge af det voldsomme tryk oven fra, men den ydre kerne er flydende og her finder de strømbevægelser af flydende metaller sted, der efter mange forskeres opfattelse er årsag til jordens magnetfelt.
Man gisner, at temperaturerne her i den indre faste og den ydre kerne ligger på omkring en 4000 graders Celsius.
Uden om den ydre jordkerne finder vi jordens kappe, der består af tunge silikatmineraler og som er delvis fast men
grundet varmen indefra dannes der langsomme og cirkulerende strømbevægelser i kappen(vi kalder det for
konvektion) på samme måde som vand i en gryde, der langsomt varmes op fra neden. Da der her er tale om
bjergarter og ikke vand, er bevægelseshastigheden mere end 10.000 gange langsommere end i vandet. Det varme
kappemateriale stiger til vejrs udad i koldere omgivelser, mens det kolde synker ned med det resultat, at vi får
strømbevægelser i kappen, der igen er drivkraften bag pladeforskydningerne på jordens overflade. Kontinenterne
udvider sig, slår revner og sprækker, der udvider sig og forskubber sig som store isflager på havet og bevæger sig i
forhold til hinanden. Kort og godt et stort puslespil.
”Hælder man kold mælk i en kop varm kop kaffe kan man se mælken bevæge sig rundt i kaffen som cirkler. På
samme måde er det med varmestrømmene i jordens kappe.”
Citat: Henning Andersen(måske skal dette citat med mælken slettes Klaus, men det bestemmer du)
Når det varme kappemateriale kommer op i koldere omgivelser falder smeltepunktet og hermed stiger temperaturen i kappematerialet automatisk. Vi ved, at smeltepunktet stiger med trykket indad i jorden, men udsættes det varme materiale f.eks. for trykfald i forbindelse med pladebevægelserne, begynder det at smelte og der dannes magma(lava indeholdende opløste gasser).
Hver gang pladerne udløser sine opbyggede spændinger, mærker vi det som et jordskælv på jordens overflade. Nogle steder trækker pladerne sig fra hinanden, andre steder støder de sammen og skubber jordskorpen op i bjergkæder, eller skubber sig ned og ind under hinanden ”subduktion”(d.v.s. underskydning).
De såkaldte ”hot-spots” også kaldet ”kappediapirer” – ekstra varme søjler af opadstigende bjergartsmateriale stiger til vejrs helt nede fra bunden af den 3000 kilometer tykke jordkappe. Igen falder smeltepunktet, da det varme materiale kommer under lavere tryk og danner magma. Hawaii-øgruppen i Stillehavet og Island ligger på sådanne ”hot-spots”. Island ligger samtidig med på en åbningszone, hvor den Euroasiske og Amerikanske plader trækker sig fra hinanden. Derfor så mange vulkaner samlet på et sted.
”The ring of fire” – ”Ildringen” omkring Stillehavet, er det sted, hvor vi har mange eksplosive vulkaner, hvor Stillehavspladen er knækket flere steder og presses ned og ind under kontinenterne. Det samme sker i Middelhavsregionen og Indonesien. Afrika rykker imod Europa med 2 cm om året – folder Alperne op som en fold på et voksdug og danner vulkanerne i Middelhavsregionen. Når en havbundsplade presses ned og ind under et kontinent, vil der ske en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har her ofte en mere sejtflydende konsistens på grund af genopsmeltningen af havbundspladen, der i forvejen består af størknet lava og sedimenter. Dette medfører, at det opstigende magma bliver sejtflydende, hvor gasserne har sværere ved at undslippe og resultatet er derfor mere eksplosive vulkanudbrud i de vulkaner, der opbygges oven over på jordens overflade.
Ned igennem Afrika knækker kontinentet i den Østafrikanske gravsænkning – og midt ude igennem Atlanterhavet trækker havbundspladerne sig i hver sin retning og der opbygges vulkaner som øer af lava i havet opbygger vulkaner på havbunden, der til sidst på et tidspunkt når havets overflade som øer af størknet lava.
HVAD SKER DER INDE I VUKANEN – KRUDTKAMMERET?
Når en stensmelte er dannet ved varmeprocessen i kappen og bliver til magma, er den tvunget til at bevæge sig, fordi den har mindre massefylde end sine faste omgivelser og begynder derfor at bevæge sig opad igennem revner eller kan smelte sig vej igennem den faste jordskorpe i svaghedszoner op mod jordens overflade og det sker som regel i to etaper.
Når omgivelsernes massefylde er lig med eller mindre end magmaets, standses opdriften og der dannes et magmakammer, hvori der på grund af temperaturforskelle opstår strømninger. Magmakammerets omgivelser er koldere end magmaet og begynder derfor at fryse til langs randen(vi kalder det krystallisering) og størkner.
”Man kan sammenligne processen med når det sner og fryser, vokser snekrystallerne sig større og bliver til iskrystaller”.
(Jeg ved ikke om du synes det er ok Klaus, ja det er rigtigt, men det er måske for meget at have denne sætning med. Det bestemmer du).
Efterhånden som størkningen skrider frem, øges gas – og damptrykket i restsmelten, da gasarternes tryk forøges i den resterende smeltemasse i kammeret og danner gasbobler øverst i kammeret. Gasboblerne nedsætter magmaets vægt. Trykket stiger og løfter smelten op igennem vulkanens indvendige rørsystem. Er denne lukket af en lavaprop eller størknet vil vulkanen hæve og udvide sig og til sidst vil der komme en voldsom eksplosion på et tidspunkt og et vulkanudbrud kan begynde. Udbruddet kan sammenlignes med en flaske champagne, hvor man trækker proppen af og champagnen skummer over i form af glødende askelaviner båret af hede gasser, der som flammende tornadoer rutscher ned ad vulkanflanken, noget af det farligste en vulkan kan præstere.
Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens kemiske sammensætning – er det sejtflydende kiselsyrerig lava eller er det tyndtflydende og ikke righoldig på kisel – damp og gastrykket,
– hvor stort er magmakammeret og er der eventuelt flere magmakamre, der står i forbindelse med hinanden.
Dette er enhver vulkans udbrudsteknik uanset om det er en gammel eller ung vulkan og vulkanen hører til de meget aktive eller har lange hvileperioder imellem sine udbrud. Etna – Stromboli – Sakurajima og Kilauea hører til de næsten konstant aktive, hvor der er tale om mere konstant tilførsel af smelter nede fra.
Det hele kommer an på processerne inde i jorden ved dannelsen af smelterne – mængde af udbrudsmateriale – den kemiske sammensætning og indhold af opløste gasser.
Gasundvigelsen i et vulkanudbrud river stumper af stensmelten med sig ud som små glas og stenstumper – det som vi kalder for vulkansk aske eller sagt på en anden måde som skumsprøjt på havets bølger.
Det er værd at huske, at al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.
”VULKANERNES GAVE TIL OS MENNESKER OG LIVET PÅ JORDEN”.
”Vulkanudbrud er skyld i store naturkatastrofer på jorden, men ligeså uundværlige for livet på jorden. Det gode
og det onde hænger sammen”.(det sidste citat er mit eget, så jeg ved ikke om du synes det skal være med)
”De enorme naturkræfter bringer oftest dødelige konsekvenser med sig for det levende liv, men dybest set er et vulkanudbrud(og også jordskælv)ingen katastrofe men en forudsætning for, at der kan findes liv på jorden for uden disse mægtige naturmagter ville jorden være en uddød planet som månen”. (Måske skal dette citat slettes Klaus, men det bestemmer du)
Citat: Henning Andersen
Så vi kommer ikke uden om, at vulkanerne ikke kun har negative men også positive sider.
Vandet i oceanerne og vores søer er kommet ud fra vulkanerne i form af vanddampe og er dermed medvirkende til dannelsen og fornyelse af atmosfærens ilt igennem millioner af år.
Så både vand og luft er vulkanernes gave og da alle organismer behøver disse ting for at kunne leve, må man til sidst sige, at livet på jorden i den sidste ende kan takke vulkanerne for sin eksistens.
Når det hagler med vulkansk aske, regner det i virkeligheden med gødning. Vulkanerne bringer de næringsrige mineraler med op fra Jordens indre, hver gang de er i udbrud. Udbrudsprodukter som aske holder på fugtigheden til planternes rødder og asken frigiver grundstoffer som fosfor og kalium, der er vigtige for planterne. Derfor ser vi ofte, at vulkanerne er tæt beboet af mennesker på vores jordklode. Jo mere varme og regn desto hurtigere forvitrer de vulkanske udbrudsprodukter, hvilket ses så tydeligt i tropiske og subtropiske områder på jorden.
På grund af den frugtbare jord udstrækkes beboelse og dyrkede områder tættere og tættere til vulkanerne. I dag bor snart 600 millioner mennesker på vores jordklode i skyggen af en vulkan. En anden årsag er, at på den efterhånden tættere og tættere befolkede jordklode er det bedre at have et sted at bo med tag over hovedet end ingen steder.

”Den smukkeste natur er skabt af de voldsomste naturkræfter”.
Citat af mange vulkanologer.

DE UDSLUKTE VULKANER – EN DØDELIG TRUSSEL.
Undertekst:
”Alle stærkt eksplosive vulkanudbrud et tit kommet fra vulkaner, som man har troet var udslukte”.
Ved ordet ”udslukt” vulkan tænker vi på, at det faktisk betyder en vulkan, som aldrig mere vil kunne komme i udbrud. I
vulkanologiens verden er det en vulkan som har været i ro i de sidste 10.000 år – rettere sagt i historisk tid – altså den tid
mennesker kan huske eller har gamle optegnelser om. Byer som Rom i Italien, Portland i U.S.A og Clermont-Ferrand i Frankrig,
ligger i skyggen af gamle vulkaner, der har været ro i den tid mennesker har boet der, men det betyder ikke, at der ikke vil kunne
ske noget igen. Dette er fakta. Vulkanerne er kun uddøde i de øjne, som hverken kan eller vil se. Vi mennesker har en kort
hukommelse. Såvel politiske som naturkatastrofer plager os ikke længere, så snart de er overstået af den årsag, at vi kun lever i
100 år. Nok kender vi de klassiske historier om Santorin og Vesuv, er en anden, men hvis en vulkan ikke har været i udbrud i
flere århundreder eller årtusinder, så holder vi op med at betragte den som en trussel.
Hvis man ser på de store vulkanudbrud, som har krævet flest menneskeliv igennem vores historie må man ikke glemme, at der
her ofte har været tale om vulkaner, som man efterhånden har regnet for at være uddøde på grund af den længere hvileperiode,
men en vulkans hvileperiode hører med til dens cyklus – livsrytme – såvel som vi mennesker sover. Vulkaner lever et liv i
geologisk tidsforstand. For dem kan tiden ikke regnes i år – århundreder eller endda i årtusinder. En tusindårrig søvn er intet for
en vulkan, men evighed for de mennesker, der lever i deres skygge. Man kan i dag ofte læse i turistguidebøger, at den eller den
vulkan stadig er i live – som om man tror, at den på et tidspunkt må holde op og uddø. Ja det gør vores
liv og al form for liv og til
syvende og sidst også en gammel vulkan, som nedslides af vind og vejr, men her taler vi om millioner af år. Forskellen er, at et
menneskeliv kun er et lille sekund i jordens lange liv. Der er ingen grund til at tro, at en vulkans nuværende ro er afslutningen på
dens aktivitsrytme. Selvfølgelig er vulkanernes lange hvileperioder betryggende, men der kan hurtigt komme ændringer, da vi nu
kender mere til jordens indre teknik.
Hertil kan tilføjes, at vi mennesker er totalt magtesløse. Vi kan forholde os til et vulkanudbrud og jordskælv, men vi kan ikke
forhindre det. Moder Jord gør, hvad hun altid har gjort.
Da vulkanudbrud og jordskælv ligger udenfor regeringers indflydelse har mange lande derfor ofte været uvillige til at satse på
offentlige tilskud til den vulkanologiske forskning. Det har nu heldigvis ændret sig. I Japan er man gået forud for alle andre, da
landet regner vulkanudbrud og jordskælv, som vi regner med et regnvejr som en hverdagsbegivenhed.
Vulkanernes dødsofre mange gange skyldes bivirkninger. Vi forestiller os ofte, at det er glødende lavastrømme og hede
askelaviner, fald af sten, slagger og kvælende gasskyer, som slår folk ihjel, men som vi så i Krakataus tilfælde, var den største
katastrofe tsunamien, som skyllede ind over de nærliggende kyster den 27. august i 1883. Sådan har det også været før hen og
senere. Nu er det nemmere at forudsige en vulkans udbrud, men det er straks sværere at vurdere, hvornår udbruddet er færdigt.
Vulkanologernes fornemste opgave er i dag at kunne forudsige udbrud, og det er vi blevet ret så gode til i de sidste 20 år. I alt
lever ca. 600 millioner mennesker på jordkloden i dag i skyggen af en vulkan, og man må huske, at i fattige udviklingslande er
det som regel de billige byggegrunde og den frugtbare jordbund, der lokker folk til sig i hvileperioderne mellem en vulkans
udbrud, men også selvom de ofte er i udbrud. Mens et menneske kun lever i ca. 100 år, så fungerer vulkanerne i
hundredetusinde – ja ofte millioner af år. Alle vulkaner er farlige, men de værste er dem, som har lange hvileperioder imellem
deres udbrud. Endelig ikke at forglemme, så er de såkaldte ”Supervulkaner” såsom Yellowstone og vulkanerne vest for Napoli i
Italien de mest truende, men sådanne udbrud finder sted med godt 100.000 års mellemrum. Det kommer vi tilbage til i næste
artikel.
I jordens geologiske tidsalder har der fundet enorme vulkanudbrud sted ”Supervulkaner” eller “Dommedagsvulkaner”, kalder vi dem.
”Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen.”
Lever vi på lånt tid og nåde fra jordens glødende kerne?

Dette spørgsmål diskuteres livligt af forskere over hele verden i disse år.
Citat: Henning Andersen: ”Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har skabt den jord vi bor over på, den ilt og luft vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i oceanerne.
Dermed udvikledes de livsbetingelser for at det levende liv på jorden kunne udvikle sig.
Så det er et spørgsmål om ikke vulkanerne skal betragtes som vores venner og ikke fjender.
Hurra for dem”.
”Byger af meteorsten ude fra universet af jern og nikkelklumper med iskrystaller inden i, baldrede ind i hinanden for 4,6 milliarder år siden og skabte den jordklode vi nu lever på.”
Citat slut: Henning Andersen

Hvis man ser på de store vulkanudbrud, som har krævet flest menneskeliv, så må man ikke glemme, at vulkanernes dødsofre mange gange skyldes bivirkninger. Vi forestiller os ofte, at det er glødende lavastrømme og hede askelaviner, fald af sten, slagger og kvælende gasskyer, som slår folk ihjel, men som vi så i Krakataus tilfælde, var den største katastrofe tsunamien, som skyllede ind over de nærliggende kyster den 27. august i 1883. Sådan har det også været førhen og senere. Nu er det nemmere at forudsige en vulkans udbrud, men det er straks sværere at vurdere, hvornår udbruddet er færdigt.

Vulkanologernes fornemste opgave er i dag at kunne forudsige udbrud, og det er vi blevet ret så gode til i de sidste 20 år. I alt lever ca. 500 millioner mennesker på jordkloden i dag i skyggen af en vulkan, og man må huske, at i de fattige udviklingslande er det som regel de billige byggegrunde og den frugtbare jordbund, der lokker folk til sig i hvileperioderne mellem en vulkans udbrud. Mens et menneske kun lever i ca. 100 år, så fungerer vulkanerne i hundredetusinde – ja ofte millioner af år. Alle vulkaner er farlige, men de værste er dem, som har lange hvileperioder imellem deres udbrud. Endelig ikke at forglemme, så er de såkaldte ”Supervulkaner” såsom Yellowstone og vulkanerne ved Napoli i Italien de mest truende, men vi bør huske, at sådanne udbrud finder sted med godt 100.000 års mellemrum. Vi bør også se på vulkanernes positive sider.
Den ældste jordskorpe i jordens urtid er dannet af størknet lava, og vanddampen er den vigtigste vulkanske gasart, som har dannet vandet i verdens oceaner og medvirkende til dannelsen af jordens atmosfære – den livsgivende ilt for alt levende liv på jorden. Så intet levende liv på jorden uden vulkaner.

1 Santorini eller Theraeksplosionen i det græske Ø-hav for 3600 år siden. Hele det østlige Middelhav har lidt slemt efter denne eksplosion, og den Minoiske kultur på Kreta fik dødsstødet. Også her var der tale om store tsunamisbølger, som skyllede ind over det østlige Middelhavs kyststrækninger.Hvor høje de har været, kan vi kun gisne om, men der er ingen tvivl om, at i mindst en generation efter, har der været pest- og sygdomsepedemier, som har krævet mange menneskeliv. Hvor mange ved vi ikke, men det har sikkert været enormt.

2. Vesuvs udbrud år 79, Italien, som begravede byerne Pompeji og Herculaneum er nok historiens mest kendte på grund af udgravningerne fra de gamle byer, men også fordi den første beskrivelse af en vulkans udbrudsforløb har vi fra dette udbrud, nemlig Plinius d. Yngres breve til Tacitus.Beskrivelsen er så nøjagtig, så vi kalder den type eksplosive udbrud for Plineansk vulkanvirksomhed. Det nøjagtige dødstal kendes her heller ikke, men man gisner om ca. 4000 efter fund af menneskeskeletrester o.s.v., men det er stadig stærkt omdiskuteret i dag, ikke mindst af vulkanologer.

3. Etna i 1669. Vulkanen Etna på Sicilien oversvømmede dette år øens anden største by, Catania med flydende lava. Ejendommeligt nok omkom der ingen mennesker. Etna betragtes som en blød vulkan, selvom den gylper rigeligt med lava fra sig gang på gang. Etna er i dag at regne som en af verdens mest virksomme vulkaner.

4. Laki på Island i 1783. En 25 kilometer lang sprække åbnede sig, hvorfra 12 kubikkilometer lava flød ud og dækkede et landareal på 565 kvadratkilometer. Det er indtil i dag det største lavaudbrud på jorden i historisk tid, og samtidig med lavaen kom der store enorme mængder af fluorgas og aske, som med vinden spredtes over det meste af den nordlige halvkugle. En femtedel af den daværende islandske befolkning bukkede under som følge af pestepedemier og hungersnød.

5. Tambora i 1815, i Indonesien, er beregnet til rent energimæssigt at have været otte gange stærkere end Krakataus i 1883, og 92.000 mennesker er det officielle dødstal(10.000 dræbes af nedfaldende sten og slagger og 82.000 af efterfølgende pestepedemier og hungersnød. Overlevende solgte deres børn for en enkelt skål ris for at skaffe sig føde. Temperaturen faldt 3 grader som følge af det luftbårne askestøv i stratosfæren over store del af verden, og i Europa blev det vinter midt om sommeren i 1816, hvor det sneede. I Irland omkom 75.000 mennesker i kølvandet af pest og andre sygdomme, altsammen en effekt af dette kraftige udbrud, som stadig er beregnet til at være det voldsomste vulkanudbrud i nyere tid. Tambora udslyngede 150 kubikkilomter udbrudsprodukter i form af aske og slagger.

6. Krakatau 1883. Dette eksplosive vulkanudbrud sætter en milesten i vulkanforskningens verden. Her sættes der skub i vulkanforskningen, fordi vulkanen lå på en ø midt i et farbart hav af alle skibsruterne fra østen til vesten og retur. Ikke alene studerede man selve udbrudsforløbet og det materiale vulkanen udslyngede på tæt og lang afstand, men for første gang lægger man mærke til de fænomener i atmosfæren, som udbruddet var skyld i, og året efter oprettedes i England ”Krakatau-rådet”. Her omkommer alene ved tsunamiebølgerne over 36.000 mennesker. Askestøvet førtes af vinden jorden rundt og forskønnede solnedgangen i Europa.

7. Mt. Pelee på øen Martinique 1902. Den 8. maj 1902 dræber denne vulkan St. Pierres ca. 29.000 indbyggere i en glødende hed aske og gassky, som med en fart af 150 kilometer i timen rutsjer ned over vulkanskråningen mod hovedstaden på øen. Det er første gang man observerer sådanne fænomener, hvor en glødende varm gas- og askeskye som en snelavine fejer ned over det omkringliggende land og dræber alt indenfor dens rækkevidde. Sådan en askelavine kan opnå en fart af 8 – 900 kilometer i timen og nå ud i op til 100 kilomter fra vulkanens krater. Temperaturen kan nå helt op til 9 – 100 graders Celsius. Vi ved i dag, at dette fænomen er normalt ved eksplosive vulkanudbrud, og i Pompeji blev indbyggerne kvalt af sådanne askelaviner. Det er faktisk det farligste fænomen en vulkan kan udføre. Det var også sådanne askelaviner, som satte havet i bevægelse ved Krakataus udbrud 1883.

8. Nevado del Ruiz i Columbia, dræber i 1983 23.000 mennesker ved en mudderflod, lahar, byen Amero, som ligger næsten 50 kilomter fra selve vulkanen. Igen et bifænomen ved, at sneen smelter på vulkanens top, blander sig med asken og strømmer som en bred mudderflod langt ned igennem det omkringliggende landskab, indtil den når byen og oversvømmer den.

9. Mt. St. Helens 1980, U.S.A. i staten Washington. 18. maj eksploderede denne vulkan efter 2 måneders små jordskælv og eksplosioner. Vulkanologerne havde sat evakueringen op i tide. Med et brag og drøn svarende til 25.000 atombomber slyngedes aske og mudder ud af vestflanken på vulkanen og fejede som en ildorkan med over 200 kilometers fart i timen af sted ned i oplandet. 57 mennesker døde, som havde begivet sig ind i den inderste forbudte zone, og alle skaderne blev bagefter opgjort til 1 billion dollars. Siden hen har Mt. St. Helenes været rastløs. Denne vulkan er også studeret med moderne instrumenter, og vulkanforskningen videre udviklet ved denne begivenhed…

10. Pinatubo på Filippinerne i juni 1991 var et typisk plineansk udbrud, hvor det lykkedes at redde næsten en halv million mennesker, takket være den supermoderne vulkanologiske videnskabs forudsigelser. 2 millioner mennesker fik ødelagt deres huse og hjem. I 12 måneder spredte askestøvet sig i atmosfæren og kunne iagttages jorden rundt. Man har beregnet Pinatubos udbrud i størrelse og energi at svare til Vesuvs i år 79, som ødelagde de romerske byer.

 

 

Artikel om Mount Saint Helens og historien om den gamle mand og vulkanen.

Den 18. maj 1980 eksploderede vulkanen Saint Helens.

Gamle Harry Truman ville blive på sit bjerg.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid. Iøvrigt kom han ulykkeligt af dage, da han ville mægle imellem en indianer og en hvid tilflytter.

Fra Seattle kan man skimte to kæmpehøje snedækte majestætiske vulkankegler, Mount Rainer mod syd, og Mount Baker mod nord, begge aktive, men sovende vulkaner, der for mindre end 100 år siden har haft voldsomme udbrud. I starten af 1986 begyndte en række små jordskælv at ryste egnen omkring Mount Baker, ca. 100 kilometer fra Seattle. Amerikanerne var så småt begyndt at vente et udbrud, men ligeså brat holdt det op igen.

Millionbyen Seattle ligger i sikkerhed for lavastrømme, men er til gengæld udsat for askeregn. Cascadebjergenes vulkaner er som tidsinstillede bomber og alle et resultat af kontinentaslpladernes bevægelser. At de kan blive virksomme har vi talrige beviser for. De er en del af ”Ildringen”, den vulkanrække, der strækker sig rundt og langs med hele Stillehavskysten.

Cascadevulkanerne er for det meste stratovulkaner(d.v.s. lagdelte) de fleste opstået i tertiærtiden som skjoldvulkaner(d.v.s. med tyndtflydende basaltiske lavastrømme), men senere hen med mere tyktflydende og sure lavatyper.

På grund af risikoen for eksplosioner og udbrud i disse vulkaner oprettede U.S.A.`s regering permanente vulkanobservatorier bl.a. i Seattle og i Vancouver ved Oregon.

Gamle Harry og hans bjerg.

Den yngste af vulkanerne er Mount St. Helens, der eksploderede i maj 1980.
St. Helens var berømt i Amerika som Fujiyama i Japan. Man kaldte vulkanen Fujiyama, for bjerget lignede den japanske vulkan. Smuk og majestætisk i al sin vælde. Et næsten 3000 meter højt snedækt bjerg, beklædt med tætte nåleskove opad skråningerne og i omegnen.

På nordsiden ved vulkanens fod lå en af de yndigste skovsøer, man kunne tænke sig, Spirit-Lake(Åndssøen). Ifølge gamle indianske sagn holdt både gode og onde ånder til ved søen. Her ved Spirit Lake og Mount St. Helens boede den gamle Harry Trumann. Harrys hjem var hans slot, og ingen konge kunne ønske sig et skønnere sted at bo. Hans ”lodge” (skovhytte) lå her ved foden af den 3000 meter høje vulkan. Harry lejede værelser og skibe ud til de besøgende. Alt var såre godt. Det eneste problem i Harry Trumanns paradis var, at Mount St. Helens var en sovende vulkan, og den var ved at vågne til live igen efter mere end 120 års hvile.

I 1980 havde Harry Trumann boet ved foden af vulkanen i 54 år. Det var hans plads. Han købte den første lodge, som han byggede om og gjorde større. Her havde han boet med sine tre hustruer. Hans sidste hustru var død for kun 4 år siden. Han tilgav aldrig Gud for, at hun efter ca. 1 døgns sygdom var blevet taget fra ham. Alle Harrys ægteskaber var barnløse, men søskendebørn besøgte ham meget. Efter den sidste hustrus død trak Harry sig ind i sig selv. Han lejede ikke så meget mere værelser ud hverken til feriegæster eller campister. Han nøjedes med at holde skindet på næsen, som han sagde.

Flere gange var han blevet tilbudt op til en halv million dollars for at sælge lodgen, men det ville Harry slet ikke høre tale om. ”Hvor skulle jeg slå mig ned. Det vil tage livet af mig”, sagde han. I 1980 gik Harry i sit 84 – tyvende år.

Vulkanen vågner.

Den 20. marts 1980 skulle blive en skelsættende dag for ham. Klokken 15.45 om eftermiddagen rystede jorden for første gang i mange år. Harry kunne slet ikke forestille sig, at hans bjerg, som han talte til i ny og næ, og som han hævdede talte til ham engang imellem, skulle blive årsag til den kommende tids mere og mere hyppige jordrystelser.

Nu begyndte de besøgende at blive mere og mere væk fra Spirit-lake og egnen omkring St. Helens. Til gengæld kom nu geologer og vulkaneksperter til istedet. Harry trumann fik sig mange samtaler med dem. Han mente at være i sikkerhed i sit hjem ved søen. Skulle der komme lava ned ad bjerget ville en høj jordvold, der lå imellem vulkanens fod og lodgen beskytte ham. Kom der aske – og gasskyer, kunne han krybe ind i en lang tunnel i nærheden og opholde sig der til faren var drevet over, mente han.

Politi og militær udarbejdede en evakueringsplan, som blev offentliggjort i TV og presse. Kun rapportere og journalister fik lov til at besøge Harry i hans hjem for interwievs. På få dage var Harry Trumann en folkehelt i U.S.A. ”Jeg er den eneste heroppe i skoven ved bjerget”, sagde han. ”Jeg forlader ikke stedet her”.

Den 27. marts sprængte gasser et kraterhul i vulkanens top, hvorfra eksplosioner med mellemrum sendte askeskyer og sten højt til vejrs. Det nye krater var ca. 20 meter bredt. Mange steder var der opstået revner og sprækker på vulkanens skråninger. Sneen smeltede også på grund af den tiltagende varme i vulkanens undergrund.

Harry kunne ikke lide de mange jordrystelser. De bekymrede ham mere end selve vulkanen. ”En tidlig morgen blev jeg slynget ud af sengen kl. 5.00”, men med sine 16 huskatte og sin dejlige Lassiehund følte han sig tryg. Journalister tog billeder af ham, hvor han sad på verandaen med et whiskyglas i sin hånd. ”Harry var en mand, der elskede at være i centrum for opmærksomhed”, fortæller hans niece i en bog om sin onkel. ”Min onkel fortalte alle og enhver, at det kan godt være, at geologerne ved mere om, hvad der er indeni selve bjerget end jeg, men jeg kender bjerget bedre end dem. Jeg har boet her i over 50 år. Jeg taler med dette bjerg, og det taler til mig”, fortæller Shirley Rosen.

Endnu et krater åbnede sig i april på vulkanen, hvorfra gaseksplosioner sendte askeskyer til vejrs. Nu observerede vulkanologerne, at på nordsiden af bjerget svulmede en bule ud på selve bjergflanken. Den blev langsomt større og større. Et bevis på, at der samlede sig magma(glødende lava) indeni vulkanen på dette sted, men trykket var endnu ikke stærkt nok til en eksplosion.

Nu fik Harry Trumann besøg af journalister fra National Geographic Magazine. Han fortalte dem om de mange seneste døgns små jordrystelser og dyrenes uro. Han kaldte det et show. Til en forsamling på 40 rapportere fortalte han, at han var sikker på, at dette bjerg ikke ville gøre ham noget ondt.

En hel nation holdt i ånde.

Den 2. april skælvede jorden og bjerget med en styrke målt til næsten 5,0 på Richterskalaen. Lavaen pressede sig endnu højere op indeni vulkanen, og damp- og gaseksplosionerne blev stærkere. De næste par dage fulgte flere rystelser af nogenlunde samme styrke.

Nu begyndte Harry at få så meget post ind ad døren, at han dårligt nok kunne læse det altsammen. ”Det ender med, at jeg får så mange breve, så jeg bliver begravet i dynger af breve istedet for lava”, spøgte han. ”Jeg kunne ikke nå at læse det altsammen på et år”. Mange breve kom fra kvinder, der med spænding fulgte Harrys skæbne. En del af dem ville besøge ham, og en dame skrev: ”Jeg er en stærk kvinde. Dygtig til at ordne hus og hjem. Jeg kan blive dig en god kone”. Han svarede hende kort: ”Du bliver hvor du er”.

Mange skolebørn sendte Harry breve. Brevene kunne få ham til at græde. ”Disse breve kommer fra fremtidens amerikanere. Der er ikke et eneste eller bebrejdende eller dårligt brev imellem”, sluttede han. ”Skulle jeg dø imorgen, så har jeg fået alt, hvad jeg har haft lyst til”.

Nu fulgte en tid, hvor vulkanen blev mere rolig. Mindre jordrystelser mærkedes, og man begyndte at tale om, at bjerget nok faldt til ro igen. En avis skrev, at ”Ildbjerget”, som indianerne havde kaldt Mount St. Helens, sikkert ville falde i søvn igen.

Men i slutningen af april begyndte jordskælvene igen at blive hyppigere. Guvernør Dixy Lee Ray deklarerede, at den røde forbudte zone skulle udvides med 10 miles rundt om vulkanen. Fra den 7. maj begyndte stærkere eksplosioner at finde sted, mens jordskælvene tog til i styrke. Harry Trumann fik nu besøg flere gange om dagen af militær og politi, der skulle inspicere skovene.

Isen og sneen på vulkanens skråninger smeltede mere og mere. Vulkanologerne var sikre på, at det kun var et spørgsmål om tid, inden vulkanen ville eksplodere. Lørdag den 17. maj var Harry Trumann ved at vande sin græsplæne, da nogle forbipasserende i en patruljevogn hilste på ham. Det var sidste gang, man så ham i live.

Harry blev på sit bjerg.

Søndag morgen kl. 8.40 blev Harry Trumanns niece ringet op af sin søster: ”Skynd dig at åbne for nyhederne. Mount St. Helens er eksploderet for 10 minutter siden”. Shirley skyndte sig at åbne for fjernsynet.
Et jordskælv på 5,0(Ritcherskalaen), havde fået den bule af lava, der i længere tid havde hævet sig på bjergets nordflanke til at åbne sig. Resultatet var en enorm eksplosion og trykbølge, som i form af hede og gasrige askelaviner væltede sig nedover bjergsiderne. Selve eksplosionen udløste en energi af en 10 megaton atombombe, og braget kunnet høres 350 kilometer væk.

3 kubikkilometer af bjerget blev forvandlet til aske og slagger og ført 20 kilometer op i luften og drev med vindretningen østpå. I store dele af statem Washington – Idaho og Montana faldt flere centimetre tykke askelag. Sneen og isen på vulkanskråningerne, der var delvis smeltet blandede sig med asken og i form af store dybe mudderfloder og strømme opslugte det alt, hvad der lå i vejen af huse, biler, broer – og gjorde det hele til ukendelighed. ”Spiritsøen”, hvor Harry Trumanns hjem havde ligget – blev på sekunder forvandlet til en dampende mudderpøl.

Det var ikke lavastrømme, men aske, dynd og gasser, der forårsagede katastrofen. Over 70 mennesker blev meldt savnet efter eksplosionen. Nogle fandt man seneres forkullede og forbrændte til ukendelighed i deres biler og flere steder i nærheden af vulkanen.

Harry Trumann eller hans lodge har man aldrig fundet rester af. En uges tid efter katastrofen blev han officielt erklæret for omkommet. Den 14. juni afholdtes en mindegudstjeneste i Longwiev, hvor man rejste en sten med inskriptionen:

”HARRY TRUMANN

FØDT OKTOBER 20. 1896.

DØD MAJ 18. 1980.

EN MAND MED STOR TAPPERHED SOM IKKE KUNNE FORLADE SIT BJERG

Præsten sagde bl.a. ”Måske Harry ikke forstod Gud, hvilket måske ikke gjorde Gud så vred. Men måske Gud heller ikke forstod Harry. Harry var en mand, der kendte naturen. Han modarbejdede ikke naturen. Han respekterede den. Han var en skabning af den cyklus eller periode, som kun naturen kan blive. Hvorend Harry er nu, og hvis han kan se, hvad der foregår her nu, vil han sige: ”Begynd nu ikke at græde over mig. Jeg fik, hvad jeg ønskede. Gå og ha en god tid. Han døde med støvlerne på. Så ingen tårer for Harry Trumann.

MÅ HANS SJÆL LEVE VIDERE”

”Men jeg tror jeg kan se et smil på hans ansigt for han levede og døde på hans specielle plads, og alt han ville spørge Gud om for hans skyld er en plads i evigheden som Spirit – søen ved Mt. St. Helens”

”Harry Trumann 1896 – 1980”.

”Det er så afgjort en misforståelse. Nogle gør det meget svært for mig og loven og mange andre. Jeg har ingen interesse i at forlade stedet her. Jeg har ikke haft stærke grunde til det, og alle ved det. Nordsiden har ladet mig alene totalt. Jeg er her på nordøstsiden. Der er ingen sten, ingen aske, ingenting på min side. Jeg havde nogle, der spurgte mig, hvorfor jeg blev, hvad jeg gjorde heroppe. Dette er mit liv. Spirit – søen og Mount St. Helens – mit liv, venner. Jeg har levet her for 50 år – det er en del af mig. Dette bjerg og denne sø er del af Harry trumann, og det er en del af det”…

17. maj 1980.

Vulkanen Mt. St. Helens er aktiv som altid, men er nu faldet mere til ro. I 1982 deklarerede U.S.A.`s daværende præsident Reagan, at et 110.000 agre stort område udenom vulkanen skulle fredes som ”Mt. St. Helens National Vulkanpark”.

Copyright: Henning Andersen

Vulkanen Kilauea på ”The Big Island” – den største af Hawaii-øerne i Stillehavet er i udbrud. Vulkanen hæver sig som en skjoldvulkan 1222 meter over havet og befinder sig på 19.4 N og 155.3 W.
Alle Hawaii – øernes bjertoppe er af vulkansk oprindelse, og deres dannelse skyldes, at de alle ligger ovenpå en enorm ”hot-spot”, d.v.s. en opstrøm af varme smeltemasser fra dybere dele af jordens kappe. Alle vulkanerne har altså fået næring fra den samme hot-spot igennem millioner af år, fordi Stillehavets havbundsplade skubber sig 11 cm i nord-vestlig retning på samme måde som et transportbånd flytter sig henover den samme opstrømmende lava-vandhane nedefra.
Kilauea har siden 1983 været i mere eller mindre konstant virksomhed og regnes i dag for at være verdens mest aktive vulkan. Vulkanologerne kalder Kilauea for en venlig vulkan eller med rette en såkaldt rød, d.v.s. blød vulkan, hvor lavaen flyder ud uden de kæmpestore eksplosioner. Både vulkanforskere og turister kan i passende afstand se de glødende lavafontæner, mens smeltede floder af lava strømmer henover de lave skråninger. I 1911 oprettedes et såkaldt vulkanologisk observatorium på Hawaii på randen af Kilaueas store Caldera eller kratergryde, Hawaiian Volcano Observatory, et af verdens berømteste og mest moderne vulkanforskningscentre, og herfra har man lært meget om en vulkans adfærdsmønster og om mulighederne for at forudsige kommende udbrud ved målinger af vulkanens hævninger og prøver af udsivende gasser i kraterbunden.

De gamle Hawaiianere påstod, at gudinden ”Madame Pelee” havde sin faste bolig i Kilaueas Caldera, og når hun blev vred, gik vulkanen i udbrud. For at formilde hende ofrede man unge smukke kvinder til hende, og med bind for øjnene blev de ført op til kraterets rand og så kastet den i den godt 1300 grader rødglødende lavasø som et offer til gudinden. Noget som Hollywood-filmproducenter i 1950-erne har lavet adskillige film om. Det forbød kristne missionærer i begyndelsen af 1800-tallet, da de kom til øerne. Nu nøjes man heldigvis med Gin – flasker. Ifølge sagnet var Pelee datter af Jorden, hendes mor, og hun ville som lille pige helst lege i sin mors ildsted. Derfor blev hun vulkangudinde.

I øvrigt dannes der i denne type tyndtflydende gasrige lava ofte totter af tyndt spindelvævsagtigt støv, hvilket kaldes Pelee`s hår, som er en form for stenuld, der spredes af vinden, og dette stenuld blev af Finn Henriksen i 1930-erne indført til Danmark, og han startede en form for stenuldsfabrik i Hedehusene, Rockwool, der udnyttede det som isoleringsmiddel. Basaltlavasten fra Skandinavien bringes til fabrikken, og man omsmelter den i højovne samtidig med, at man presser luft ind i højovnen, og stenulden dannes.