Cascadebjergenes vulkaner og historien om danskeren, der fik en vulkan opkaldt efter sig.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid.

Han blev født den 7. august i år 1800 i Farum og udlært smed – et nærmest profetisk erhverv, når man tænker på hans senere forbindelse med vulkanen – ikke ulig Vulcanus og ordet vulkan. Peter Lassen havde svært ved at få beskæftigelse i Danmark og emigrerede til U.S.A. i 1831, landet som alle drømte om på det tidspunkt. Først rejste han via Boston til Missouri og arbejdede som smed samtidig med, at han opkøbte og dyrkede jord. I 1840 kom han en af de første kolonisatorer i Californien, hvor han i Santa Cruz byggede den første savmølle i staten. Han var en rastløs ”pionerånd”og rejste videre til Sacramento-dalen, hvor han grundlagde en by, Benton City og oprettede en frimurereloge. Han var en enspænder og arbejdede som smed på Sutters ranch i 1840-erne, hvor man først fandt guld. Peter Lassen fik en mexicansk ranch forærende af guvernøren og bragte en masse pionerer ud fra Missouri til at arbejde på hans ranch, og som tak for hans pionerarbejde ærede man Peter Lassen ved at opkalde en vulkan ”Lassen Peak”og 400 kvadratkilometer stor National Park efter ham.

Han gjorde en stor indsats for at finde de bedste vejruter over Sierra Nevada bjergene for emigranternes vogntog, og mange steder finder man hans navn idag, bl.a. Lassen Meadows, Lassen Butte, Lassen Country og skovområdet Lassen National Forests, som ligger lige syd for Lassen Volcanic National Park. Byen Janesville blev omdøbt til Lassen, og flere gader bære hans navn.

Til sidst blev han myrdet på jagt efter en sølvmine den 26. april 1859 i et mæglingsforsøg mellem kolonisterne og indianerne. Han blev begravet under en kæmpefyr i Honey Lake Valley i den jord han selv ejede, og man rejste et mindesmærke på hans grav. I Farum findes en elegant mindesten for ham.

Spanierne kaldte bjerget St. Joseph`s Mountain, men det nuværende navn, Mount Lassen er altså først kommet til efter Peter Lassen. Mount Lassen, 3186 meter over havet, ligger i den sydøstlige del af Cascadebjergene, der blev dannet for 70 millioner år siden ved kontinentalforskydningerne. De vulkanske bjergarter viser, at der var livlig vulkanaktivitet i ca. 30 millioner år, hvor der opstod mægtige spalter og sprækker i jorden, hvorfra enome mængder basaltisk lava strømmede ud – ja områder på ca. 650.000 kvadratkilomter Columbia River Plateau. Plateaubasaltlava eller flodbasaltlava(se minileksikon) er letflydende og meget hed og danner ofte tykke lavastrømme, som bygger lag på lag ovenpå hinanden.

For 12 millioner år siden ændrede lavaerne karakter, da de blev mere kiselsyrerige og mindre letflydende. Der hvor der før var dannet letflydende og vidt udstrakte lavamarker, opbyggedes der nu høje vulkankegler. Indenfor den seneste million år er de fleste nuværende og virksomme – til dels sovende – vulkaner blevet til: Mt. Hood, Mt. Shasta, Mt. Rainer, Mt. St. Helens og Mt. Lassen. På Mt. Lassen blev en prop af dacitisk lava(se minileksikon), der indeholder mere kiselsyre end basalt, presset i vejret og voksede som en dome(se minileksikon). Gennem revner og sprækker i domens overflade trængte spidser af dacitisk lava ud, og forvitringsmaterialet herfra aflejredes efterhånden på domens sider, sådan at vulkanens kontur eller udseende efterhånden blev mindre stejl.

Ofte har vulkanske domer slet intet krater, da de får deres tilvæks nedefra på en sådan måde, at de inderste lag er de yngste, og de yderste lag de ældste. Mt. Lassen tilhører denne type, men har dog haft eksplosive udbrud i historísk tid, bl.a. 1914 – 1917. Før den tid var der ingen, som anede, at det var vulkan, som man kunne forvente ville komme i udbrud igen. På toppen var der før 1914 et 100 meter dybt kraterhul med en sø i bunden.

Den 30. maj 1914 kl. 17.00 kom der et kort eksplosivt udbrud, hvor en damp og askesøjle skød højt til vejrs. Kort tid efter så en skovarbejder, at der nordvest for det gamle krater var opstået et nyt, hvorfra dampe steg op. Yderligere revner åbnede sig, og det antoges, at smeltet sne fra vulkantoppen siver ind i den indre hede vulkans kerne, hvorefter der fremkom dampeksplosioner med forholdsvis afkølede sten og slagger.

Det første år skete der ca. 150 eksplosioner, men ikke så voldsomme igen. I 1915 var krateret ca. 300 meter i diameter, og den 19. maj iagttog man rødglødende meget sejtflydende dacitisk lava presset ud genne to hak i kraterranden. Fra en anden sprække flød der lava som en tunge nedad bjergsiden. Lavaen var nogle steder så tyk, at den dumpede ned i tykke klumper. Hvad værre var næsten, at varmen fra udbruddet smeltede mere sne, der blande sig med det løse udbrudsmateriale, som havde aflejret sig fra de første eksplosioner. Der dannedes nu mudderfloder – eller strømme, som bl.a. flød i nordøstlig retning ca. 18 kilomter ud i landskabet. Den var op til 6 meter tyk og blev kaldt ”Den store Mudderstrøm”. Ingen mennesker kom noget til, da det var så tidligt på ¨året, at ingen kvægejere var taget til græsningsområderne.

Den 22. maj fandt en stærk eksplosion sted i vulkanen, som sendte damp – og askeskyer 9000 meter i vejret og kunne ses over det meste af det nordlige Californien.

”Det store eksplosive udbrud”, som det blev kaldt, steg ikke kun i vejret, men sendte også hede askelaviner(se minileksikon) nedover flankerne i enorme trykbølger. Træer i et område af 5 kilometer fra vulkanen blev næsten væltet omkuld. Efter denne kraftudladning faldt vulkanen til ro igen, dog med mindre eksplosioner de følgende år frem til 1917.

Et stort område rundt om vulkanen blev udlagt som nationalpark. Lassen Volcanic National Park efter en kongresbeslutning etableret i 1916. Flere vulkantyper er repræsenteret indenfor dette område, bl.a. skjoldvulkaner(se minileksikon), domer(lavapropper) og slaggevulkaner(se minileksikon). Cindert Cone, af sidstnævnte type, havde udbrud i 1850 – 1851. der findes desuden mange varme kilder, svovl- og mudderpøle.

Parkområdet blev udvidet i 1929 og omfatter nu ca. 400 kvadratkilometer. En 3 dages indvielsesfest, hvor der blev anlagt automibilveje i området, blev Peter Lassen hyldet i U.S.A. i en tale af U.S.A.`s daværende udenrigsminster Wilbur.

Et kunstigt udbrud, elektrisk antændt, blev udløst efter talen, og om aftenen igangsattes et kæmpemæssigt fyrværkeri fra mt. Lassen`s krater og talrige bål lyste op over det store bjergmassiv. Den herhjemme fra Danmark så lidet – og for lidt kendte dansker kunne ikke få en mere pompøs hyldest.

Copyright: Henning Andersen

Historien om danskeren, der fik en vulkan opkaldt efter sig.

Dante’s Peak – en realistisk vulkanfilm
har været vist i Danmarks Radio og er en af de mest realistiske vulkanfilm, der endnu er lavet. I denne tid, hvor vi oplever så mange vulkanudbrud rundt om på jordkloden, er det værd at bemærke, når der kommer en “realistisk spillefilm” om vulkaner, hvilket er forholdsvis sjældent, fordi de fleste spillefilm om ekstremt eksplosive vulkanudbrud ofte er lavet med så kunstige effekter, at det virker forkert. Her ser vi en tilsyneladende udslukt vulkan begynde at vise tegn på opvågning, og den nærmeste bys borgere vil helst ikke vide af noget som helst, dels grundet stigende huspriser og turistindtægter. Kort og godt vil man hellere lukke øjnene for realiteterne og så håbe på, at det går jo nok altsammen.

I 1902 den 8. maj omkom 30.000 mennesker i St. Pierre på øen Martinique i Caribien, da vulkanen Mt. Peele sendte en glødende askelavine på 900 graders Celsius ned over byen. Der skulle være guvernørvalg nogle få dage senere, så indbyggerne måtte ikke forlade byen, og man havde sat vagtposter rundt om St. Pierre for at forhindre indbyggernes flugt.

I november 1985 omkom 23.000 mennesker, da vulkanen Nevado del Ruiz i Columbia sendte en mudderstrøm ned over byen Amero, der lå 40 kilometer fra vulkanen. Der havde i forvejen været vulkanologer og undersøgt vulkanen, men myndighederne troede ikke på det. I dag er man mere på vagt Der skal altid ske noget, før myndighederne vågner op. Typisk eksempel: Tsunamien 26. december år 2004. Seismologerne havde advaret regeringerne i Thailand timer i forvejen, og vi har måske kommende eksempler.

Ved Napoli i Syditalien er Vesuv en tikkende bombe, og specielt siden 1999 er vulkanen begyndt at vise tegn på uro. Man har her verdens tættest befolkede område klods op af en vulkan.

Pierce Brosnan, der også har spillet James Bond, er vulkanolog og advarer byens borgmester, spillet af Linda Hamilton, som forgæves prøver at få byrådsmedlemmerne til at acceptere en evakuering af byen. Andre vulkanologer er dog skeptiske. Det farligste ved gamle sovende vulkaner, der har været i ro i tusindevis af år er nemlig, at de godt kan begynde at rumle og ryste for så igen at falde til ro. Så man skal være ikke kun 90 men 110% sikker på, at der vil ske noget, før man evakuerer, men der er dog lyspunkter i dag. I 1991 reddede man en halv million mennesker i Philippinerne, da Pinatubo eksploderede. Ved Vesuv er man nu begyndt at flytte væk i den inderste røde zone, som ligger tættest på krateret. Her bor der over en halv million mennesker i dag. På 15 minutter kan vulkanen udslette alt levende liv indenfor denne radius.

Jeg kan kun anbefale, at De ser filmen. Den er realistisk lavet, dog lige med undtagelse af een ting. Pierce Brosnan kører i bil hen over glødende lava, hvilket ikke er realistisk. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og det til trods for, at han har spillet James Bond.

Jorden blev dannet sammen med det øvrige solsystem ved konsendering af en roterende sky af gas og støv for omkring 4,5 milliarder år siden. Temperaturen i jordens indre steg hurtigt, bl.a. på grund af varme udviklet ved radioaktive processer. Opvarmningen resulterede i kraftig vulkansk aktivitet, og jordens overflade af basaltisk (d.v.s. med 45 – 52 % kiselsyreindhold) lava. Langsomt, ved gentagne opsmeltninger af allerede størknet lava, opstod de første, små kontinenter med kerner af granit og gnejs. Samtidig var overfladen udsat for et kraftigt bombardement af meteoriter.
Bortset fra enkelte mineralkorn af det meget robuste mineral, zinkon (indlejret i flere hundrede millioner år yngre sandsten, er intet materiale bevaret fra denne ældste del af jordens historie, der kaldes den ”Hadeiske” (efter Hades – grækernes Helvede.

Efter den første jordskorpes dannelse, antages jordens overflade at være dækket af vand med spredte aktive vulkaner, som materialet viser. Vulkanerne havde oprindelig en basaltisk sammensætning, for derefter at ændre sig i andesitisk (d.v.s med 53 – 60% kiselsyreindhold) retning på grund af en delvis genopsmeltning af vulkanernes dybeste dele…..

Kilde: Geologisk Museum

Teogo’ni, (af græsk: theogonia, af theos ‘gud’ og afledn. af gonos ‘afkom’), gudernes tilblivelse og indbyrdes slægtskab inden for den antikke græske og romerske mytologi. I græsk religion spiller de første tider kun en underordnet rolle. Af urtidens guder er det således kun Jorden (Gaia), der er genstand for egentlig kult, og det er betegnende, at Homers digte kun indeholder upræcise forestillinger om tiden for de olympiske guders indtog.

Derimod findes der flere spor af genealogiske digte, der behandler de første tider. Hesiod fremstiller i Theogonien (‘gudernes fødsel’) verdens skabelse (se citat til begyndelse); efter Chaos og Gaia opstår i rækkefølge Underverdenen, Kærligheden, Mørket, Natten, Dagen og Lyset. Jorden (Gaia) føder herefter Himmelen (Uranos), med hvem hun får Havene og senere titanerne, heriblandt Rheia og Kronos, kykloperne og giganterne. Udviklingen fortsætter i en successionsmyte, hvor en gudegeneration afløser en anden efter en magtkamp. Kronos tager magten fra sin far, Uranos, ved at kastrere ham, og af sæden fra det afskårne lem opstår Afrodite. Med sin søster Rheia får Kronos seks børn, Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon – og til sidst Zeus. Sammen med sine søskende udkæmper han en kosmisk kamp med sin fars generation af guder, titanerne, (titanomachien) og vinder magten over verden, som han fordeler mellem sig og sine brødre. Hermed har den olympiske gudefamilie for evigt holdt sit indtog, og Zeus forhindrer, at successionen fortsætter, ved at sluge Metis, som ifølge et orakelsvar ville føde ham en søn, der ville tage magten fra ham.
Hesiods fortælling har så mange lighedspunkter med hittitiske, babyloniske og fønikiske myter, at man almindeligvis går ud fra, at grækerne har overtaget successionsmyten østfra, men man ved ikke, om det er sket i tiden umiddelbart før Hesiod eller allerede i minoisk-mykensk tid. Se også kosmos, myte og skabelse.

ti’taner, i græsk mytologi (sammen med kykloper og giganter) gudeslægten før de olympiske guder.
Titanerne, heriblandt Kronos og Rheia, blev besejret af de olympiske guder med Zeus i spidsen i en drabelig kosmisk kamp, titanomachien. De blev kastet ned i Tartaros og er s.m. giganterne årsag til jordskælv og vulkansk aktivitet. En række af titanernes børn undgik dog denne skæbne, fx Helios, Selene, Eos, Atlas og brødrene Prometheus og Epimetheus.

Tartaros, i græsk mytologi søn af Gaia; ifølge Hesiod et mørkt og frygteligt sted dybt under Hades, hvor de besejrede titaner blev kastet ned efter kampen med de olympiske guder. Også store forbrydere, fx danaiderne, Sisyfos og Tantalos, tænkes at udstå deres straf her, men grækerne skelnede ikke skarpt mellem Hades og Tartaros.
Hades, den græske underverdensgud, søn af Kronos, bror til Zeus og Poseidon, gift med Persefone. Ved fordelingen af kosmos fik Zeus himlen, Poseidon havet, og Hades dødsriget, “Hades’ hus”, ofte blot kaldt Hades.
I porten til hans hus, som ligger under Jorden eller langt ude mod vest, vogter hunden Kerberos, så ingen sjæle slipper ud, når Charon har fragtet dem over floden Styx til det trøstesløse mørke, hvor ingen ønsker sig hen. Nogle græske helte (Odysseus, Herakles, Orfeus) besøgte dog underverdenen, og beskrivelser derfra findes i Odysseens 11. sang.

Hades opfattes som en grum, men retfærdig hersker over de døde, og selvom han også overvåger Sisyfos’, Tantalos’ og andre forbryderes straffe, har han intet fælles med persiske, jødiske og kristne djævleforestillinger. Hades dyrkedes ikke selvstændigt som dødsgud, men spillede en vigtig rolle i kulten i Eleusis, hvor hans tilnavn Pluton ‘den rige’ antyder agerbrugsreligionens opfattelse af død, begravelse, frugtbarhed og ny grokraft som en cyklus.

I antikkens kunst afbildes Hades (på etruskisk Aitu eller Calu) som en skægget mand, ofte tronende, evt. sammen med sin hustru Persefone eller i færd med at røve hende fra Jordens overflade. I den etruskiske kunst kan Hades desuden være iført en ulvekappe, hvor ulvens hoved benyttes som hjelm…