”En vulkan opstår ved, at de glødende masser i jordens indre udvikler dampe, der løfter hele jordskorpen i vejret og til sidst gennembryder den. Den således dannede åbning kaldes krateret. Den glødende masse og de vanddampe, den indeholder, frembringer ved deres tryk vulkaner og gejsere.

Enkelte vulkaner, f.eks. Stromboli i Italien på en ø nord for Sicilien, er i uafbrudt virksomhed. De fleste vulkaner er derimod i regelen i ro, så at man i det højeste kun ser en stærkere eller svagere røgsky over bjergets top, men undertiden kommer de i udbrud, og da udsendes gennem krateret en regn af aske, dels ophedede stene, dels en smeltet glødende stenart, lava, der vælter ned ad bjergets sider. Disse udbrud er en stor fare for omegnen.

I året 79 efter Kristi fødsel begravedes ved et heftigt udbrud af Vesuv de tre byer Herculaneum, Pompeji og Stabiæ. Vesuvs udbrud har i de følgende århundreder været mindre heftige; de hørte i lang tid op, men er i nyere tid igen hyppige. Dog er ikke blot omegnen, men også bjergets sider beboede og beplantede med vinmarker.

Ætna er langt højere og voldsommere end Vesuv. For omtrent 200 år siden ødelagde den ved et udbrud 40 byer, hvorved 90.000 mennesker mistede livet.”

Nu er dette her fra 1920 – erne, og det rigtige er bl.a., at vanddampene er den vigtigste vulkanske gasart. At hver vulkan er unik og kan opføre sig forskelligt ved vi i dag er afhængigt af ny lavatilførsel nedefra og ændringeringer i temperaturer og tryk i magmakammeret under vulkanen, altsammen en reaktion på kontinentalpladernes bevægelser og forskydninger.

At Etna, der i dag staves med stort E foran, er voldsommere end Vesuv og har udslettet 40 byer og dræbt 90.000 mennesker er forkert, da det var et tektonisk jordskælv på Sicilien, men ikke selve vulkanens udbrud. Etna har ikke menneskeliv på samvittigheden, bortset fra turister engang imellem, som har vovet sig for tæt på, og med hensyn til Vesuv, så befinder denne vulkan sig for tiden i en rastløs hvileperiode.

Som vi kan se, så har lærerbøgerne, som blev optrykt i 268.000 eksemplarer i 1923 ikke altid givet korrekte oplysninger, men først og sidst så er vulkanforskningen i stadig fornyelse og udvikling.

På jordskorpens forkastningszoner vokser byerne op
San Francisco, Tokyo og Istanbul
Sten på sten på et skælvende grundlag

Skubber, gnubber og glider fra hinanden
Mens huse skyder i vejret
Som vældige stiger
Der rækker mod det
Man ikke kan nå

Her leves livet i ryk
Med jagende sætninger
Og tanker der aldrig går i stå
Mennesker hvirvler rundt i en bevægelig verden
Hvor kontinentalplader krydser og biler kører i lag

Hvordan finde ro på en brudflade?
Hvordan stå fast i en skælvende by?
Der må være noget der er større
Der kan vise bevægelsen vej til et samlet liv.

Hellige bjerge, højtliggende områder, der hæver sig tydeligt (mindst 200 m) over det omliggende terræn. I bjergkæder varierer formerne fra skarpe kamme med spidse tinder til afrundede rygge. Enkeltstående bjerge har ofte kuppel- eller kegleform eller findes som afgrænsede plateauer med plan overflade og stejle sider.

Bjerge dannes i de zoner på Jorden, hvor to lithosfæreplader bevæger sig mod hinanden (konvergenszoner), så dele af jordskorpen trykkes ned og deformeres. Derved forstyrres masseligevægten i jordskorpen, og en efterfølgende hævning (isostasi) vil tilstræbe at genoprette denne ligevægt. Derved kan sedimentlag, der oprindelig er dannet i havet og senere tektonisk foldet, hæves som foldebjerge. Udviklingen af foldebjerge tager flere mio. år. De højeste dannes, hvor to kontinenter kolliderer som fx i Himalaya. Foldernes hældning og rytmiske forløb med sadler (antiklinaler) og trug (synklinaler) afgør den videre landskabsdannelse.

Med tiden vil erosionens nedbrydende virkning omforme foldebjerge til mere eller mindre nedslidte foldebælter. Ved fornyet hævning og erosion dannes erosionsbjerge. I disse fremstår rester af det oprindelige højland som bjergmassiver med flade toppe på de højeste bjerge mellem dybt nedskårne dale. Fjeldkæderne i Norge og i de østgrønlandske kystområder er eksempler herpå. De er hævet omkring et nydannet spredningsocean (Atlanterhavet).

De tektoniske spændinger, der opstår ved en kontinent-kontinent kollision, kan forplante sig langt ind i pladerne og her udløse forskydninger langs forkastninger, så der opstår indsynkninger eller gravsænkninger som fx i Rhingraven eller brudbjerge som fx Erzgebirge, Harzen og de skånske horste, bl.a. Kullen.

Vulkaner er ofte skjold- eller kegleformede og dannes relativt hurtigt. De optræder som regel i konvergenszonerne langs de kontinentale riftzoner, som fx Kilimanjaro, eller i divergenszonerne, fx i Den Midtatlantiske Ryg.

I den religiøse kosmologi hører bjerge til den guddommelige sfære. Et bjerg forbinder himmel og jord; som en skyomkranset, urokkelig lokalitet, måske endda vulkansk, hører det til himlen, og bjerge er ofte blevet opfattet som himmelguders bolig, fx Olympos i det antikke Grækenland.

Det er en udbredt mytologisk forestilling, at der i urtiden fandtes et kosmisk bjerg i verdens midte, hvorigennem verdens akse mentes at gå. Et sådant bjerg lokaliseres til en konkret bjergtop og udtrykkes evt. symbolsk i bygningsværker som Borobudur på Java. Pyramider, tempeltårne (som babylonernes ziggurater) og gotiske kirkespir kan gengive menneskets himmellængsel.

Guderne opfattes ofte som tabu. I jødisk sammenhæng er det således kun Moses, der direkte kan møde Jahve på Sinai (2.Mos., 19,16f. og 20,18); herved er bjerget helliggjort, så blot det at berøre det vil medføre døden.
I religiøs praksis er bjerge ofte genstand for valfart, fx Fuji i Japan og Adam’s Peak på Sri Lanka; sidstnævnte er valfartsmål for hele fire religioner: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; muslimer, der mener, at Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradiset; hinduer, der knytter guden Shiva hertil, og indiske thomaskristne, der forbinder apostlen Thomas med pilgrimsfærden.

Bjergene tårner sig op. Min egen lidenhed bliver udstillet. Glemt er alt om skatteprocenter, BBR meddelelser og komplicerede parforhold. Det hele er skåret ind til benet, Det er bjergene og mig. Beslutningerne er simple, livet er ukompliceret. Det hele handler om vores evne til at vurdere. Min overlevelse afhænger af min dømmekraft. Vejret er en markant faktor. Naturen og mine beslutninger styrer min skæbne. Vi lever først når vi er ude på kanten. Sikkerhed og tryghed udvikler ikke individet. Som mennesker bliver vi sat på prøve i bjergene. Ekstremerne tester os. Hvad indeholder vi som mennesker? Bjergene giver os svaret. Til hverdag er vi vores egen verdens akse, i bjergene er vi en forsvindende lille del af storheden. Bjergene skræller overfladen væk, og blotligger min personlighed, vores personlighed, ind til selvet. Her kan jeg ikke gemme mig. Væk er min selvhøjtidelighed. Jeg må rette min respekt mod bjergene, naturen og vejret, hvis jeg vil overleve. Min skæbne ligger i bjergenes hænder.
For jeg er intet.