Vulkanudbruddet på Island, som i disse dage giver trafikale problemer over store dele af Europa, fordrer mange spørgsmål om vulkanens klimapåvirkning. Spørgsmålene går på, om vejret nu bliver påvirket af den vulkanske aske, der vælter ned mod Danmark i disse dage. Videre diskuterer mange om, det påvirker den kommende sommer eller klimaet længere frem.

Det overordnede svar på de spørgsmål er: Nej, ikke lige nu. Ændrer situationen og udbruddet sig ikke væsentligt til det værre, så er der ikke noget, der tyder på, at vi i Danmark får langtidseffekter af det islandske udbrud.

Foto Jens Hesselbjerg Christensen på Island lørdag

Helt anderledes står det naturligvis til på Island, men det er en anden historie.

Vejret lige nu

Selvom Danmark ligger umiddelbart under askeskyen, så er koncentrationen af partikler i luften ikke høj nok til, at den blokerer for noget sollys eller har nogen påvirkning af vejret som sådan.

“Nu har vi ligget under den vulkanske askesky stort set siden torsdag, og det har ikke betydet noget som helst for hverken antallet af forventede soltimer, skydække eller nedbør,” siger leder af DMI vejrtjeneste Knud-Jacob Simonsen. “Det er alt sammen, som vi ville forvente det på denne tid af året, i denne vejrtype.”

En effekt ser vi dog som følge af det vulkanske støv; flotte solnedgange, hvor støvet er med til at bryde lyset og dermed give nye farver til scenariet.

Solnedgang i vulkanaske over søerne i København. Den 15. april 2010. Foto Gitte Schwartz

Det kommende vejr

Hvad så med sommeren? Bliver den koldere, end den eller ville have været?

“Igen skal vi tage forbehold,” siger klimaforsker ved Danmarks Klimacenter, Martin Stendel. “Hvis ikke udbruddet bliver værre end det er nu, eller der træder andre omstændigheder til, så vil effekten være forsvindende lille. I Europa vil der formentlig være tale om få tiendedele af én grad, hvis det overhovedet bliver så meget.”

Men hvad så med klimaet?

De kræfter, der slippes løs i forbindelse med de kraftigste vulkanudbrud, er så store, at de kan påvirke jorden klima gennem flere år. I historisk tid har der været flere eksempler på voldsomme vulkanudbrud, der har haft en mærkbar effekt på Jordens klima. Især de kraftigste vulkanudbrud, som er forekommet efter at systematiske temperaturmålinger med en god global dækning er påbegyndt omkring 1850, kan entydigt påvises at have en klimatisk effekt. Ældre vulkanudbrud er sværere at gøre fuldt ud rede for på grund af begrænsede observationer.

Store vulkanudbrud har i flere omgange påvirket den globale temperatur, som vist her på figuren fra IPCC 2007.

Selv om det er svært at samle globalt dækkende beviser for, at vulkanerne har påvirket klimaet, så er der derimod meget bedre information om selve vulkanudbruddene. Her er der hjælp at hente fra iskerneboringer på Grønland og Antarktis. Asken fra vulkaner, der har været kraftige nok til at bringe askepartikler højt op i atmosfæren finder indenfor få måneder efter udbruddet næsten altid vej til de store iskapper, også selv om det kun er i ringe mængde. Ved analyse af iskernerne kan man identificere udbruddene og samtidig datere dem. Jo kraftigere en vulkan har været, jo mere aske når frem til begge iskapper. Det er dog meget tvivlsomt, om askemængderne fra Eyjafjallajökull når så markante omfang, at de efterlader sig aftryk i bare tilnærmelsesvis samme dimension.

Askelag i iskerne.

Eksempler:

Klimaet har flere gange i Jordens historie været påvirket af vulkaner og vulkanudbrud. Her kommer to eksempler.

Pinsedag 1783, den 8. juni, startede et udbrud fra vulkanen Laki, kun ca. 80 km væk fra Eyjafjallajökull, hvor det nuværende vulkanudbrud er i gang. Det fortsatte til februar året efter. Jón Steingrimsson var præst i Prestbakki og fortæller om ‘Enkel og sand skildring af vulkanudbruddet i Skaftafellsyssel året 1783’ således:

“Hvilken gru der gik her på Sida, da en vulkanild blussede i vest og en anden øst og nord for os, mægter jeg ikke at skildre. Dørene ud mellem disse flammende lavastrømme gik fra solens punkt klokken ni om morgenen til stedet, hvor den er klokken halv to… Dog fyldtes dette mellemrum ofte af røg og kvælende ilddunste af størrelse og overmagt som kraterskyerne med deres utålelige lugt og stank, hvilke var af en sådan beskaffenhed fra det vestre krater, og dets tågeskyer således at mærke, som når stenkul bliver slukket i hengemt urin eller et eller andet besk. Men fra det østre krater var det som der blev brændt våd arve eller den slags vandplanter. Så slog alt dette sammen i ét. ”

En stor del af det sydlige Island blev ødelagt. På grund af de giftige dampe vurderes, at halvdelen af kvæget og op til 80% af fårebestanden omkom. Længere bort blev der observeret en kold og våd sommer. Konsekvensen var hungersnød i store dele af Europa.

Benjamin Franklin er mest kendt som medforfatter af den amerikanske uafhængighedserklæring. Han kom imidlertid allerede året efter, i 1784, med en korrekt forklaring på, hvad der var sket:

“Gennem flere af sommermånederne i året 1783, hvor effekten af solens stråler skule have opvarmet jorden i disse nordlige områder i højere grad, var der en konstant tåge over hele Europa og en stor del af Nordamerika. Denne tåge var vedblivende, og den var tør… Solens sommeropvarmning af jorden blev derfor i høj grad formindsket. Derfor kom der tidlig frost i jorden. Derfor forblev den første sne på jorden uden at smelte, og snedækket voksede hele tiden ved fornyede snefald. Derfor var luften mere kølig, og vinden mere bittert kold. Derfor var vinteren 1783-1784 måske strengere end nogen i mange år… Årsagen til den vedblivende tåge ligger ikke fast endnu… eller om det var den store mængde røg, der længe fortsatte med at strømme ud den sommer fra Hekla på Island, og fra den anden vulkan, som udsprang fra havet nær denne ø, hvis røg kunne spredes af vindene over den nordlige del af verden, er stadig usikkert.”

Selv om der ikke var noget udbrud af Hekla dette år, blev flere andre udbrud observeret i området, og Laki ligger kun 70 km fra Hekla.

Den 10. april 1815 var der et udbrud fra vulkanen Tambora på øen Sumbawa i Indonesien. Det er det største kendte udbrud i de sidste mindst 22500 år. Eksplosionen kunne høres på Sumatra, 2000 km væk. Der skønnes at have været 82000 omkomne. Asken faldt ned i ca. 1300 km afstand, og himmelen blev formørket ca. 600 km fra vulkanen i to dage.

Vulkanskyen udbredte sig over hele kloden. Konsekvensen var, at Solens indstråling ikke kunne komme igennem til Jorden, og sommeren 1816 gik ind i historien i både Europa og Nordamerika som ‘Året uden sommer’. Temperaturerne var da de lavest målte, i den tid, hvor der har været observationer. Konsekvensen var hungersnød, fejlslagen høst og forhøjede priser samt en stor emigrationsbølge fra flere lande. Der blev erklæret undtagelsestilstand i Schweiz, og der var oprør i England og Frankrig.

Udbruddet havde også flere uventede konsekvenser. På grund af den dyre havre gik tallet af heste tilbage i store dele af Europa, og som konsekvens blev draisinen udviklet. Solnedgangene var meget farverige, med alle nuancer i rød, orange og lilla, også blå og grøn er blevet observeret. Man kan stadig se det i dag i værker af den engelske maler William Turner og den tyske maler Carl Spitzweg. Den tyske kemiker Justus von Liebig opfandt gødningen med mineraler for at undgå eller formindske yderlige hungersnød. Den engelske forfatterinde Mary Wollstonecraft Shelley tilbragte sommeren 1816 med sine venner i nærheden af Genevesøen og besøgte ofte Lord Byron i hans Villa Diodati i nærheden. Pga. vejret kunne de tit ikke gå ud af huset. Mary Shelley foreslog, at hver af tilstedeværende skulle forfatte en gyserhistorie og læse den for de andre. Shelley skrev ‘Frankenstein or: The New Prometheus’. I modsætning til de fleste filmindspilninger, spiller vejret i 1816 en stor rolle i romanen. Byrons læge John Polidori skrev ‘The Vampyre’– 81 år før Bram Stokers Dracula. Lord Byron fuldendte ikke sin historie, men bearbejdede den i digtet Darkness (Mørket).

Hvad med den globale opvarmning?

Askeskyen vil ikke påvirke den globale opvarmning, men det har tidligere været foreslået, at man kunne bruge svovlforbindelser – ikke ulig de, der formentlig findes i askeskyen – til at reducere den globale opvarmning.

Nobelpristager Paul Crutzen foreslog i 2006, at man kunne sende svovlpartikler op i stratosfæren. Det er dog noget højere end askeskyen i denne omgang kommer op.

“Svovl i den nedre del af atmosfæren – i troposfæren – kommer til dels fra afbrændingen af fossile brændstoffer, mens svovl højere oppe i atmosfæren – i stratosfæren – primært stammer fra vulkanudbrud. Begge steder har det en afkølende effekt, fordi visse svovlforbindelser reflekterer en del af Solens kortbølgede stråling”, forklarer Anne Mette K. Jørgensen.

I den nedre del af atmosfæren vil svovl også kunne øge nedbrydningen af ozon, men endnu er koncentrationerne over Europa så små, at hverken den kølende eller ozonnedbrydende effekt vil slå igennem.

Af Martin Stendel, Ole Bøssing Christensen, Jens Hesselbjerg Christensen og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk

© DMI, 19. april 2010.

Azorerne er dannet ved gentagne lavaudbrud fra havbunden i forbindelse med tre kontinentalpladers bevægelser – nemlig den Euroasiske – den Nordamerikanske og den Afrikanske, der alle bevæger sig i forhold til hinanden. Der er tale om vulkanudbrud og jordskælv i forbindelse med spændinger opbygget pladebevægelserne imellem grundet varmeopstrømninger i jordens kappe neden under, og resultatet viser sig med års intervaller i form af udbrud og jordskælv på grund af ny varme-og magma(lava)tilførsel nedefra. Somtidig med ligger Azorerne på en såkaldt “hot-spot.

En Hotspot er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en varm opstrømning bringer magma (lava) mere konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at hotspotten forbliver på samme sted, mens havbundspladen eller kontinentalpladerne oven over flytter sig. Det er Hawaii-øerne og Island tydelige eksempler på, men også Yellowstone i U.S.A. ligger på en hotspot, og her er der tale om et enormt varmeområde. De højeste lavatemperaturgrader er målt i hotspotvulkanen Kilauea på Hawaii med 1500 graders Celsius.

Den vulkanske varme viser sig på flere øer i form af hede kilder – og lavalandskaberne med den frodige forvitrede aske grundet klimaforholdene – rigelig regnmængde, bevirker igen, at øerne er yderst frugtbare. Siden de første beboere gik i land på øerne, har man observeret vulkanudbrud og jordskælv mange steder, senest på havbunden ved øen Faiyal i 1957-58, hvor et udbrud tvang mange beboere til at flytte og emigrere. Lavatyperne er oftest basalter ved udbrud fra spalter i havbunden. Dog også fra selve vulkanerne inde på øerne. De senere år har havet kogt adskillige steder rundt om flere af øerne uden, at der dog dannedes nye øer.

Navnet basalt blev i år 77 e.Kr. nævnt af Plinius d.æ. om mørke sorte, tætte sten anvendt i skulpturer, søjler m.m. Bjergarten består af mineralerne calciumrig plagioklas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Det er en basisk bjergart med 45-52% SiO2(kiselsyreindhold).Trakyt er oppe på et SiO2 (Kiselsyreindhold) indhold på ca. 60%. Disse to lavatyper er ofte præsenteret på Azorerne.

Calderaer er dybe kedelformet kratergryder, som dannes efter et eksplosivt vulkanudbrud, hvor magmakammeret tømmes ud, og vulkankeglen synker sammen og danner en stor kedelformet kraterindsynkning, der oftest fyldes ud af vand og på Azorerne ses alle øerne at være opbygget på denne måde efter eksplosive udbrud i vulkanerne, oftest i tiden før menneskene bosatte sig på øerne for mere end 1000 år siden.

Læs mere om calderadannelse

En begrænsning av vulkanske katastrofer i tæt befolkede områder kan baseres på en katastrofeplan, eller på samordnede rutiner. En katastrofeplan ligger forud for et udbrud og er beregnet på evakuering, mens samordnede rutiner hjælper til med at reorganisere samfundet for at undgå mindst mulige skadevirkninger af fremtidige udbrud og evakueringer. Det sidste er absolut at foretrække på grund af vores manglende evne til at forudsige et utbrud med mere end nogle dage eller uger(selvom vi er blevet dygtigere nu), og problemerne, som opstår med at evakuere et stort antal mennesker, som ignorerer risikoen eller ikke ønsker at evakuere, på grund af økonomiske og politiske konsekvenser ved en massiv evakuering, eller ved en tilsvarende evakuering uden at noget udbrud egentlig kommer.

Indledning
Der er mange steder på jorden, hvor mennesker lever og arbejder i nærheden af farlige vulkaner, og hvor problemene med at mindske risikoen fra fremtidige vulkanubrud bliver vanskeligere og vanskeligere eftersom befolkningsvæksten stiger med tiden.  Risikomomenterne er mange, og baseret på et vulkanudbruds størrelse, befolkningens sårbarhed, infrastruktur og område berørt af fremtidige udbrud. Dernæst betyder tidspunktet for et udbrud meget, om vulkanen producerer langsomme lavastrømme, eller om udbruddet er eksplosivt og producerer skyer af gas og aske i form af hede askelaviner, såkaldte pyroklastiske askeskyerder med enorme hastigheder kan vælte nedover vulkanens flanker. Mennesker, huse, transport og kommunikationsruter-  og systemer, vandforsyning, elektricitet og telefonlinjer, samt kulturelle og arkæologiske sider er alle sårbare og i forskellig grad afhængig af forskellige utbrudstyper, og man kan bare  delvis anslå, hvor sårbare alle disse faktor er.  Dernæst har hver af disse infrastukturer forskellig værdi, som kan blive meget vanskelige eller til  og med umulige at beregne i forhold til mulige ødelæggelser. En sådan beregning vil også være genstand for ændringer hele tiden, da samfundet vil være i stadig ændring. Endvidere kan  befolkningen rundt omkring en vulkan betragte bevaringen af sin eksisterende kultur som meget væsentlig, noget som i større grad komplicerer en sådan værdiberegning. Det er derfor nødvendigt at få pålidelige data frem, som definerer risikoen, inden man konkluderer om en befolkning rundt omkring en farlig vulkan skal flyttes, eller at området skal spærres for  fremtidig udvikling. Mere forvirring og frygt om problemet skyldes ofte ligegyldigheden til problemet, eller om man ignorerer det istedet for at konfrontere sig med det, og aktivt deltager i de beslutninger, som må gøres.

Oyama-Miyake-vulkanen i Japan
(Foto:JMA via SWVRC)
Mennesker, der bor i et højrisikoområde, er udstyret med den nødvendige kundskab om risikoen og er derfor ofte bedre istand til at tage beslutninger om fremtidige tiltag end politikerne, som ofte tager hensyn til sine egne interesser eller af dem, der ønsker at udvikle området med økonomisk vinding som mål.  På den anden side, så er de samme mennesker ofte ikke særlig optaget af fremtidige udbrud med påvirkning af området, for deres ofte begrænsede erfaring siger dem, at potentielle farlige vulkanudbrud i området nok er sjældne, og at byrden af eventuelle problemer bør lægges på fremtidens generationer, som ønsker at bo der.  Konsekvensen er imidlertid bare, at de fleste mennesker prøver at finde en måde at leve på, der er i harmoni med vulkanerne idag, og de flytter sig først, når vulkanen bliver urolig, eller hvis de af andre grunde føler behov for det.  At vente på, at en risikabel vulkan skal blive rastløs og begynde at skælve eller udsende gasser  og så prøve at styre udviklingen, vil ofte bare lykkes i ikke-befolkede områder, hvor de sociale, politiske og økonomiske faktorer er lettere at håndtere. En tilsvarende måde at mindske virkningerne på,  og som i øjeblikket praktiseres af vulkanologer, har alvorlige begrænsninger og kan ikke betragtes som en tilfredsstillende framgangsmåde, når det gælder om at mindske risikoen i  tæt befolkede områder.

arkivfoto Italia 1944
Hvad historien har lært oss
Historiske nedtegnelser viser, at 1 million mennesker er dræbt af vulkanske udbrud i de sidste 2.000 år , og at de fleste dødsfald fandt sted bare ved nogle få udbrud. I det 20.århundrede dræbte utbruddet i 1902 fra Mt- Pelee omkring 29.000 mennesker, mens Nevado del Ruiz-vulkanen i Colombia dræbte yderligere 25.000 i 1985.  I det 19.århundrede førte to udbrud i Indonesien til, at Tambora i 1815 og Krakatau i 1883 dræbte over 120.000 mennesker. I 1792 var det Unzen-vulkanen på Kyushu i Japan, som dræbte omkring 15.000. Under udbruddet fra Vesuv i 1631 blev 10.000 mennesker dræbt, mens udbruddet i år 79, som ødelagde Herculaneum og Pompeji førte til ca. 2.000 dødsfald.(uofficielt)  Byen San Salvador i Republikken San Salvador i Mellem-Amerika ligger klods indtil en  indsø, som blev dannet af et massivt udbrud i år 300, som iføgle antagelser dræbte fra flere tusinde til hundrede-tusinder af mennesker og forandrede fremtiden for flere lokale civilisasioner. Et andet stort  udbrud fandt sted på øen Thera i Ægæerhavet omkring år 1645 f.v.t. – (nu Santorini) – og som ødelagde hele regionen og søfarten i denne del af Middelhavet. Udbruddet skal have ændret udviklingen af den vestlige civilisasion ved at påvirkningen fra den Minoiske kultur (ægæiske bronzealderkultur på Kreta) forsvandt, og istedet kom under den Mykenske kultur  (bronzealder-kultur i Hellas og Ægæerhavsområdet) på det græske fastland.  Landene med den højeste vulkanske risiko med eksplosive vulkaner er: Italien, Indonesien, New Zealand, Papua New Guinea, Filippinerne, Japan, Rusland, U S A, Mexico, Mellem-Amerika, Colombia, Equador, Peru og Chile. En del af disse lande har ikke råd til at  udvikle et effektivt program for mindskning af risikoen og må derfor se til de industrialiserede nationer for konkrete eksempler på effektive måder at gøre det på.  Udbruddet 1902 fra Pelee i byen Saint Pierre blev katastrofalt, fordi dens guvernør frygtede  tab af stemmer ved et valg og ikke udstedte de nødvendige evakueringsordrer i tide – og det til trods for de mange jordskælv og rumlerier, der havde rystet området i flere uger forinden.

Mudderstrømmen, der udslettede Armero i Colombia
Foto: R.J. Janda, courtesy of USGS Cascades Volcano Observatory.
Byen Armero, i dalen nedenfor Nevado del Ruiz-vulkanen blev bygget på en tidligere mudderstrøm, og heller ikke her gik myndighederne igang med at evakuere befolkningen  til trods for tydelige tegn på, at vulkanen var blevet aktiv igen. Vandmængder fra den sne, der smeltede på grund af udbruddet, begravde byen totalt i en mudderstrøm og 25.000 menneskeliv gik tabt.  I 1986 førte den vulkanske aktivitet ved Kale Nyos, Cameroon, til at giftige karbon-dioxid-skyer drev ned gennem dalene om natten, og dræbte flere tusinde mennesker og fordrev andre tusinder fra området, mens omkring 60.000 mennesker blev evakueret fra dalene rundt om. På den anden side førte en falsk alarm til, at 70.000 mennesker på Guadaloupe-øen i  Caribien 1975, blev evakueret da Soufriere-vulkanen begyndte at rumle. Det blev en meget kostbar og diskutabel affære i lang tid bagefter..  Ved udbruddet fra St. Helens i USA i 1980 blev mange liv sparet, da man i rimelig tid lukkede  vejene ind til nationalparken, som omgav vulkanen. At nogle menneskeliv her også gik tabt, skyldes udelukkende, at de overså myndighedernes advarsler.  Katastrofale utbrud fra vulkaner har ikke bare dræbt tusindevis af mennesker i fortiden, men  også ført til verdensomspændende atmosfærisk virkning, som har vært farlig for mennesker. Udbruddet fra El Chicho’n i Mexico i 1982 førte til globale forstyrrelser ved at millioner af tons gas og aske blev spredt vestover af vinden, og førte til klimaændringer på grund af det høje svovlinhold. Udbruddet fra Laki-vulkanen på Island og Asama vulkanen i  Japan i 1783 har også haft globale virkninger på klimaet. De små partikler af gasser og aske i skyen, som opstår og bliver ført rundt om hele jorden, førte til, at vandamp fortættede sig i partiklerne, og de deraf følgende regnskyl – og ofte i områder, hvor man mindst venter det..  Meget store udbrud kan sende mørke skyer flere hundrede eller tusinder af kilometer væk – og rundt om jorden flere gange og føre til globale vejrændringer som f.eks. i kølvandet af 1883-udbruddet fra Krakatau(Krakatoa), hvor det antages, at udbruds-skyen nåede ca. 50.000 meters højde. Udbruddet fra Tambora i 1815 førte til nedkøling af jorden i 1816, da askepartiklene absorberede noget af  solens energi som normalt opvarmer jordkloden. Vulkanske gasser indeholder også klorin, som kan virke forstyrrende på ozon-laget i atmotsfæren og beskytter jordens  befolkning mod dødelige ultraviolette stråler.

Tambora på Indonesia
Kandidater til fremtidige katastrofer.
Med vulkanske katastrofer mener vi her udbrud, som er så ødelæggende, at det ændrer den sociale orden i en hel region. Ifølge en sådan definision siger det sig selv, at det er umuligt at forudsige en katastrofe fra en vulkan, som har været sovende i hundrevis eller tusindvis af år. Vi kan imidlertid klassificere flere velkendte vulkaner som glimrende kandidater for fremtidige katastrofer, for hver af dem kan i betydelig grad ændre den sociale orden og det økonomiske grundlag for en hel nation.  Vesuv I Italien har ved sin mange tusindårige historie produceret store pliniske eksplosive udbrud med nogle tusinde års mellemrum, og middel store (såkaldte subplinianske) eksplosive utbrud med nogle  hundrede års mellemrum. Udbruddet i 79 e.v.t. begravede de græsk-romerske byer Pompeji og Herculaneum, ødelagde hele det omkringliggende landskab og gjorde det uproduktivt i flere hundrede år.  Omkring 600 år senere, i 1631, førte et subpliniansk udbrud til endnu større ødeleggelse i området grundet den på det tidspunkt større befolkningstæthed og dræbte mindst 10.000 menneskers dødsfald. Efter dette utbrud, ændrede Vesuv sin udbrudsrytme til at blive strombolianske og effusive, hvor dog også nogle af disse førte til store ødelæggelser, som f.eks. udbruddet i 1794, som ødelagde  Torre del Greco, og udbruddet i 1944, der ødelagde San Sebastiano al Vesuvio.  Vesuv er nu klar for næste opvågning, som kan blive stort eller middel i intensitet og kan føre til en uforudsigelige menneskelig og miljømessig katastrofe på grund af den nuværende  endnu meget større befolkningstæthed. Selv et lille udbrud kan føre til titusen eller hundretusind  døde og berøre mindst 3 millioner mennesker, som bor indenfor en radius af 30 kilometer fra vulkanen. Der bor omkring 1.000.000 mennesker indenfor en radius af 7 kilometer, med op til 15.000 – 20.000 mennesker pr kvadratkilometer.

Popocatepetl i Mexico
Popocatepetl i det centrale Mexico skiller Mexico City (hovedstaden) og Puebla – dalene med mere end 20 millioner indbyggere og i løbet af de sidste 5.000 år har vulkanen vist til flere aktive perioder, med den nyligste fra år 675 til 1095. Som følge av den aktivitet ødelagde vulkanen lokale samfund og var sandsynligvis også årsag til, at det store religiøse center Cholula ophørte med at eksistere. (Cholula, en gammel by i Mexico, ca 120 km sydøst for Mexico City. Bosætning fra ca 800 f.v.t. Særlig kendt for Mexico’s største pyramide, 55 m høj. Omkring år 1.300 ble Cholula et centrum for Mixteca- Puebla-kulturen som med sin dekorerede keramikk og sine gudlsmedearbeider har en central plads i mexsikansk kunsthistorie.- )  I 1994 genoptog Popocatepetl sin aktivit igen,og dette førte til evakueringen av 75.000 mennesker fra dens østlige side. I dag overvåges Popocatepetl i lighed med Vesuv, fra minut til minut for at observere mulige ændringer i aktiviteten, men det kan hænde, at det ikke er nok til at mildne virkningene på de flere hundrede tusinde indbyggere, der bor indenfor en 15 kilometers radius fra vulkanen, ved et moderat udbrud. Katastrofeplanene for  Popocatepetl er imidlertid bedre end dem for Vesuv, fordi de er enklere og meget fordringsfulde, men baseret både på vulkanologiske og myndighedernes holdning.

Den snedæggede Mount Rainier
(Foto: Archive of SWVRC)
Den snedækkede Mount Rainer, som rejser sig majestætisk bag Tacoma og Seattle i state Washington i U S A, har en historie, der viser massive skred og mudderstrømme fra sine  skråninger, som også i de udbrud har nået befolkede områder i disse to byer. Dens sidste aktivitet i 1882 er efterhånden blevet glemt af de lokale myndigheder. .  Taal-vulkanen midt i en stor caldera-indsø bare 50 km fra Manila på Filippinerne har haft  mere end 30 udbrud siden 1572 og er også en glimrende kandidat for stilling som en ødelæggende vulkan, der kan forårsage en menneskelig og miljømessig katastrofe –  både lokalt og globalt – ikke mindst på grund af befolkningstætheden i denne del af verden.  De ovennævnte vulkaner er bare nogle ud af adskillige eksempler på vulkaner, som kan frembringe menneskelige og miljømæssige katastrofer. For en familie kan det betyde tabet af  flere af familiemedlemmene og for en by – tabet af flere hundrede eller tusinder af indbyggerne – for en region tab af – eller forflytning af tusinder på tusinder, og for et land et sammenbrud  af regeringen eller politiske omvæltninger. Er så summen af dette – at vi er magtesløse, når  det gælder at definere mimensionerne på sådanne problemer – eller er midlerne og redskaberne vi skal benytte ufuldstændige?

Ovenstående er fritt oversatt fra artikkelen
‘Mitigation of Volcanic Disasters in Densely Populated Areas’ av Flavio Dobran

I Peru er det muligt at bestige bjerge på op mod 6000 meter uden egentligt at klatre. Vulkanen El Misti (5822 m.o.h.) rejser sig som en perfekt kegle over den smukke by Arequipa og er et godt eksempel på det. En fantastisk tur op i tynd luft til et rygende krater med en utrolig udsigt ud over Andesbjergene.

En tidlig morgen, inden ørkenens hede sætter ind, svinger jeg rygsækken på skulderne, lægger Arequipa i 2400 meters højde bag mig og begiver mig af sted mod El Mistis skråninger. I et par timer vandrer jeg ad en lille sti langs lavt buskads og forbi store kaktusser til foden af vulkanen, der tårner sig op i en perfekt kegle med et rundt krater flere tusinde meter over mit hoved.

Solen står højt på himlen, da jeg bevæger mig op på selve vulkanen. Underlaget skifter hurtigt fra hård jord til løst grus, og jeg må sænke tempoet væsentligt. Jeg følger en bjergkam og ser det arrede, furede landskab under mig på en helt anden måde, som jeg kommer højere op.

Arequipa er snart ikke andet end en samling små prikker dybt under mig, og som dagen skrider frem forsvinder den mere og mere. Jeg kommer hurtigt ind i en en rytme, der langsommeligt men sikkert bringer mig højere op.

Lidt over middag stopper jeg på en lille klippeafsats i omtrent 4700 meters højde. Jeg kommer direkte fra ørkenen og vil ikke sove højere. Ingen grund til at risikere at blive syg af højden alene her på bjerget. Så snart mørket falder på, bliver dagens hede varme afløst af nattens kulde her i højderne.

Gennem åbningen i mit telt ser jeg himlen funkle i ildrøde og varme orange farver, som solen forsvinder bag ørkenhorisonten. Jeg føler mig helt alene på bjerget, og da mørket et altomfattende, ser jeg lysene fra Arequipa funkle næsten 2,5 kilometer under mig og stjernerne klumpe sig sammen over El Mistis formørkede silhuet. Fantastisk!

Næste morgen sætter jeg af sted mod toppen. Bjergskråningen er stejl, og underlaget er ren, løs grus, jeg synker ned i. Et skridt frem, trefjerdedele skridt tilbage. Et skridt frem, trefjerdedele skridt tilbage. Jeg finder nogle klipper, der danner et bedre underlag, og bevæger mig op over dem. Nu går det meget lettere.

Efter tre en halv times vandring og kravlen, pusten og prusten når jeg et stort jernkors, der markerer vulkanens top. Røg og damp stiger op fra det cirkelrunde krater under mig, og langt inde over højsletten i Bolivia, rager snedækkede tinder op hist og her. Adskillige kilometer under mig ligger Arequipa og ørkenen. Alene nyder jeg stilheden, vinden og solen i 5822 meters højde i en lille time, inden jeg begiver mig tilbage til Arequipa – en nem og hurtig tur, hvor jeg halvt løber, halvt glider med gruset ned ad bjergsiden.

HVORNÅR? Der er bedst at bestige El Misti mellem maj og september. Jeg besteg det dog under perfekte forhold først i november.

HVEM? Ligger der ikke sne, er vulkanen lige til at bestige uden erfaring. Ruten nem at følge og kræver intet klatreudstyr.

UDSTYR Medbring mad og rigeligt med vand, da der ikke er en dråbe at finde, efter du forlader Arequipa. Medbring også varmt tøj, da nætterne på bjerget er kolde.

HVORDAN? Rejsebureauer i Arequipa kan give gode råd om ruten, hvis du selv vil tage turen, og arrangerer også ture til toppen fra omkring 1000 kroner per person. Jo flere man er, jo billigere bliver det.

BESTIG ANDRE BJERGE Fra Arequipa er det også muligt at bestige bjerget Chachani på 6057, der generelt bliver betragtet som et af de nemmeste bjerge i verden på over 6000 meter at bestige. Tager du til Bolivia, er Huayna Potosi på 6088 meter også en mulighed, der dog kræver en smule erfaring eller en guide.