Henning Andersen: Island burde…

HENNING ANDERSEN: ”ISLAND BURDE HAVE HEDDET ILDLANDET – THI DER RASER ILDEN OVERMÅDE”….

”Island en ø i havet – en ø af ild, hvis stræbsomme vulkaner tårnede deres lavamasser, størknede i lag på lag, så højt til vejrs, at der til sidst lagde sig sne på dem. En ø, som i vikingetiden, da Nordboerne mere og mere vandt herredømme over havene, nu og da er bleven set af søfarende, engang imellem med ilden, men vel oftest med isen øverst. Denne klippeø i Atlanten er i sandhed et land af ild og is, og i samspillet elle tvekampen mellem de to, om det afgørende herredømme i landet evigt kæmpende magter, står ilden ingenlunde tilbage”.
”Digt skrevet af Gunnar Gunnarsson”.

“90% af alle islændinges hjem opvarmes af geotermisk energi”.
“Turbiner fremstiller elektricitet. Fordelene dominerer frygten”.
“Der er 30 aktive vulkanske systemer i Island”.
“Dyb finanskrise eller vulkanudbrud slår ikke en islænding af pinden”.
“Ståhej for aflyste fly”.
“Jeg vil – jeg kan – jeg gør – Det skal nok gå”.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil kigge på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden side ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en så fascinerende natur, som man skal lede længe efter. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt ”Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for ”Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt ”frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet, ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: ”Djævelens bolig”, og var der noget at sige til det. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter Danskertiden. Jeg selv har undret mig meget over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun få et sted, nemlig i Ragnarok, den henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner o.s.v. og både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt Islændingene, hvorfor I fra gammel tid ikke har mere skriftlige beretninger af vulkanerne, og svaret har altid været: ”Fordi vores vulkaner betragtede vi som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har, og vi finder ca. 30 navngivne, men sandheden er, at det er faktisk uvist, idet der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden med 2 cm om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme. Det er et af de få steder på vores jordklode, hvor vi med de blå øjne kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det oftest på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade på havbunden kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning ”Rift Valley”,et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænger op og danner vulkaner. De mægtige strømninger af varme i Jordens Kappe er skyld i bevægelserne af kontinental – pladerne. Man kan godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980-erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster her ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: ”Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”….

Når der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner, så skyldes det foruden, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne, Kap Verde også, at Island på en såkaldt ”Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer ”en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil, men vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi mere og mere blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, at man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973.

Klokken var lidt over 23.00 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad som havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem sovekammervinduet. I en fart kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig nedenunder til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. ”Det brænder et eller andet sted herude på Helgafjeld, d.v.s. det hellige fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej.
Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld, var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække, i jorden, hvorfra glødende fontæner af lava sprøjtede højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke højt op i luften sammen med vulkansk aske og pimpsten, (lette lavasten), der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.
Evakueringen fandt gnidningsløst af sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet, og de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5000 indbyggere allesammen evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start, vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej, og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm, men det skete heldigvis ikke.

Mennesker imod naturen.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved al komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere eller kæmpevold imod den nye fremadvæltende lavastrøm og derved kunne man ændre lavaens retning.

Tilbage igen.

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, selvom flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og de godt 4600 ud af de lidt over 5000 indbyggere flyttede tilbage igen til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med fiskeribankerne. I dag snart 50 år efter udbruddet hedder det: ”Er du født før udbruddet – eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene om øen. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973 blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle”Ildfjeldet” er det blevet døbt – ca. 200 meter høj og med mine gæster beser vi selvfølgelig krateret og samler aske og lavasten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet der, men frugtbar nok, hvis man tager prøver af den med hjem og bruger den i sine potteplanter. Prøv det nu. Jeg lyver ikke….

Vulkaner er kvinder.

Alle islandske vulkaner har kvindenavne, og det har sine årsager. Normalt kigger kvinder vrede på mig, når jeg siger det til mine foredrag, men sagen er, at det nu er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land og glem ikke, at den Moder Jord, som vi bor oven på, er en kvinde. Jorden er identisk med kvinden og frugtbarheden og det skønne. Det er ikke manden. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemytologi – ja over hele jorden. Det synes jeg nu ikke, der er noget forkert i. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder.
Hvad mere kan en kvinde forlange. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år er kommet ud af vulkanerne som gasser.80% af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære.
Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte ”sorte skorstene”.
Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi vist ikke sige mere om det. Alle de islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey o.s.v..

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla. Navnet kommer egentlig af ordet hætte, fordi der altid hænger en hættesky, der ligner en hat over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det så tydeligt, som var det i går.
”Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb… Indtil en skønne dag måske”….
Citat fra Henning Andersens bog ”Hekla Islands Dronning”…..

Islændingene betragter deres vulkaner som en naturlig ting, eller rettere som vi betragter regn og torden og storm.
Jules Verne i ”Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

”Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende og du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”. Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da JulesVerne skrev sin roman i 1864.

Surtsey.

I årene 1963 – 67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne.Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter ”Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt…..
I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livets opståen på en nyfødt ø….

Islændingene

Jeg kan ikke skrive en artikel om Island uden om de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi bl.a. så tør de gøre det, som vi andre normalt ikke tør. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var, at love og regler skal overholdes. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, som de nu har. 320.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, finder han ofte på at sælge det, går ned i sin bank og siger: ”Kan jeg låne 100 millioner?”. Simpelthen fordi de vil prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt for så enten at falde ned og dø – eller kan flyve med det samme. Islændinge ser en fremmed person an. De er venlige men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: ”Sådan gør vi ikke her”….
Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde jo intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev senere tydeligt forbedret til Danmark, og islændingene har en evne til at formidle. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere vil islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes….
Endelig islændingene arbejder hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere bøger og læser mere end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger generation efter generation. Fremmedord vil man ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog heller.
Hurra for islændingene…

Laki 1783:

Laki er et vulkanområde i det sydlige Island, der består af en 27 kilometer lang sprække, der åbnede sig i 1783. Høje rødglødende ildfontæner af lava rejste sig, og lavastrømme flød ud og dækkede et areal på ca. 565 kvadratkilometer. Kraterne ligger på række og kaldes Lakagìgar.
Det er det største lavaudbrud, som vi mennesker har oplevet på jorden siden den sidste istid, begyndte pinsedag den 8. juni 1783 og fortsatte til februar 1784.

Lavastrømmen flød over og tilintetgjorde gårde, huse og kirker, og afgav samtidig giftige gasser, der bevirkede, at græsset over hele Island blev ødelagt i denne sommer, men ikke alene i Island, også hele den nordlige halvkugles klima blev påvirket af udbruddet, fordi vegetationen blev beskadiget af de giftige luftarter. Også Asien og Afrika var berørt.

Kai Schou fortæller i ”Ukuelige menneske” fra 1960, der er udgivet på forlaget Historia i et kapitel om Lakis udbrud.

Kai Schou gengiver her den islandske teolog Sæmundur Holms beskrivelse af ”Jordbranden på Island”, meget levende. Han opholdt sig i København i 1783 og studerede teologi. Han skrev afhandlingen på grundlag af breve fra Island om katastrofen, og gengives så levende i Kai Schous ”Ukuelige Menneske”, at jeg her gengiver det:

”Vinteren 1782 – 83 havde været usædvanlig mild, og foråret var kommet tidligere end nogensinde før i de sidste 12 år.
Bønderne glædede sig over et godt år, og glemsomme som mennesker er, i gode tider, tænkte ingen på, at netop mildtvejrsperioder ofte tidligere havde været forløbere for vulkanske begivenheder.
Skibe, der i maj måned var kommet ind til Havnefjord, havde nok på deres færd sydom landet bemærket en fin blålig tåge langt inde over Vatnajøkull, men det kunne jo være hvad som helst. Den 1. juni mærkedes en jordrystelse, over store dele af landet. Den fortsatte en uges tid, uden at nogen derfor blev rigtigt forskrækkede. Det havde man også prøvet før.
Men pinsemorgen den 8. juni kunne uhyggen ikke længere bortforklares. Noget helt usædvanligt og skæbnesvangert var i gære. Både mod vest, øst og nord så bønderne ved Skaftaa på denne pinsemorgen pludselig himlen formørkes af kulsorte skyer, der såede et tommetykt glovarmt askelag ud over egnen. Snart efter begyndte det at regne, og asken forvandledes til en stinkende grød.

Udbruddet fra vulkanrækken, der havde slumret i over 800 år var i fuld gang. Fra gårdene langs Skaftaa kunne man ganske vist endnu ikke se selve udbruddet. Til gengæld var det, som man hørte ikke til at tage fejl af. Det lød, som var det ”en kæmpekedel, der kogte over”.
Billedet var træffende. Blot var det ikke en, men hundrede kraterkedler, der hver kogte over med sin sejd af brændende, tyndtflydende lava. Ned over skråningerne væltede strømmene. Snart var de forenede til en svidende, hvidglødende kæmpeflod, der fyldte alle lavninger, krøb ind i alle revner, ind under gammel lava. Som de sprængte eller omsmeltede på ny, stadig brusende nedad, nedad, ned mod sletten, gårdene og menneskene.
Allerede næste dag så bønderne, uden endnu at forstå, hvorfor, at vandet i Skaftaa, som dog var indtil meter bred, og meget dyb, begyndte at svinde ind, og tirsdag observerede man nede fra gårdene flere lysende ildsøjler oppe over bjergene. Kunne de have noget at gøre med den døende flod?
Den 11. juni svandt Skaftaa helt bort. Nu var det kun vandet fra nogle små lokale tværbække, der løb ud i den udtørrede flodseng. Og næste dag forstod man i navnløs rædsel, hvorfor floden var standset. Den glødende lavastrøm, som man ikke havde kunnet se, mens den udfyldte og udtørrede det øvre flodløb, og den 35 kilometer lange, indtil 200 meter dybe Skaftaa kløft og som i egentligste forstand havde udkogt hele flodens vandbeholdning, kom nu væltende, synlig for enhver, ned mod sletten ”gjørende lavheder og fjelde lige høje”.

Den 13. juni var vejret så tilpas klart, at provst Jon Steingrimsson fik nogle af bønderne til at gå op i bjergene for at spejde efter selve udbrudsstedet. De kom ned om aftenen og fortalte, at de havde set 20 ildsøjler, hvoraf to uhyre store, hæve sig fra Ulfarsdal, og længere nordpå havde de set 7.
Om morgenen den 14. juni dryssede der ”mineralhår” ned fra himlen, og opad dagen begyndte den regn at falde, som blev den egentlige årsag til katastrofens endelige og forfærdelige omfang. Den var ”syreagtig”(fluor) og aldeles uudholdelig skriver den gejstlige fortæller. Den gjorde jern rødt og træ gråt og fik alle blomster og græs til at visne. Og hermed var det slut med føde til dyrene, som d desuden fik gule og betændte ben i det svovlinficerede græs. Man satte ind på at redde noget af det som hø, men det lykkedes ikke. Først prøvede man på at vaske den kemiske besmittelse ud af det, så at blande det med resterne af gammelt hø fra laderne. Alt forgæves.
Nye uoverskuelige lavamasser skyllede ned gennem flodlejet den 18. juni. Rundt omkring fra kom bønderne nu dragende til provsten i Kirkjubæ med hvad de kunne transportere af liggende fæ. Selv vandrede han ud til Skaftaa-kløften, og fra højderne ovenover gården iagttog han, hvordan der midt i den glødende flod, som lignede smeltet kobber, svømmede hushøje klipper og blokke som store hvaler”. Når de stødte sammen, slog gnister højt mod himlen. En lava – arm banede sig vej gennem åen Melkvisl. Mange af slettens gårde var nu enten omringet af lavaen eller oversvømmet af kogende vand.

Efter en uges relativ stilhed væltede nye, glødende strømme ned gennem flodlejet og hele sletten lå atter som et ildhav. Den brændende lavamasse trængte ind overalt og lagde nu også egnens beskedne birkeskove i aske.
I det hele taget var juni måned kun begyndelsen. I løbet af juli måned fandt den glødende masse hver dag nye veje frem over det flade forland mellem, og hver dag væltede der nye forstærkninger ned fra kraterne oppe ved Laki.
Udbruddet var for længst ophørt at være en lokal affære. Hele Island havde allerede fået sin del af den giftige aske, den onde tågedunst og syreregnen. Håndstore sten faldt ned i Reykjavik, der dog ellers lå så langt borte som Esbjerg fra København. Selve ”udbrudsparaplyen” kunne ses 200 kilometer bort. Over Færøerne faldt derså meget aske, at kløvervæksten ødelagdes for tre åre. I Skotland var det næsten ligge så slemt, og man mindedes i lange tider 1783 som ”the year of the ashie”” (askens år).

I København var der, fortæller Sæmundur Holm, ”sådan dunst og støv i luften, at man aldeles ikke kunne se solen længere end 8 – 9 og ikke heller skinnede den klart i middagstiden”. Den højlærte professor Kratzenstein (Universitetets rektor flere gange) sagde, at det var fra jordild i Island, som dog er mærkværdigt, da Island ligger snart 300 mile herfra”.

Støvtågen synes at være gået rundt om jorden. I hvert fald har man beretninger om, at den blev set både i Syrien, Østasien og Nordamerika. I Venedig samlede man noget af støvet op og konstaterede, at dele af den blev tiltrukket af en magnet.
Og imens fuldbyrdedes katastrofen på stedet, hvor livet efterhånden blev mere og mere uudholdeligt for mennesker og dyr. Når man hører fra den standhaftige provst berette, at ”den onde dunst” af lavaen fra de østlige kratere mest mindede om lugten af ”halvvådt ukrudt, der bliver brændt”, medens den, der stammede fra de vestlige kratere sammenlignes med den, som fremkommer, ”når glødende kul slukkes i gammel urin”, forstår man godt, at han i lange tider ikke vovede at trække vejret i fulde drag,. Selvom det nok ikke har hjulpet meget.
Hver nat frøs det. Køer, der f.eks. havde givet 80 potter mælk om dagen, gav nu kun 10. Til sidst kunne køerne hverken stå eller gå. Enten åd de det forgiftede græs og døde af det – eller de åd det ikke og døde så af sult. Fårene løb grassat lige ind i udbruddets evige knalden – ofte lige ind i ilden, hvor de om kom i hundredvis.
Adskilllig menneskelig smålighed opbrændtes også i den store ild. Er sted oversvømmede lavafloden således en græsgang, som tre gårde havde ført proces om i 64 år. Nu var der ikke mere at strides om.

I de følgende tre uger af juli fortsatte lavastrømmen ubarmhjertigt ned gennem Skaftaa-renden. Den 2. juli var kirken i Skal brændt. Herefter kunne det kun dreje sig om dage, før ildhavet nåede Kirkjubæ, hvor Sera Jon i hele katastrofeperioden havde gennemført gudstjenesten hver eneste søndag.
Heller ikke søndag den 20. juli ville han aflyse, skønt flammehavet nu kun var et par kilometer borte. Han mødtes med sin menighed og de mange hjemløse til den sædvanlige højmessetid. Udefra kunne de dårligt skimte kirken på 20 meters afstand og inde i den var det mørkt som om aftenen. Hver gang udbruddet lod høre fra sig, rungede ekkoet i kirkeklokkerne. Ingen tvivlede om, at det var sidste gang de var samlede til gudstjeneste i den gamle kirke. Men alle blev siddende roligt i den røgfyldte kirke under prædikenen, ”som jeg ingenlunde afkortede” – og hver eneste varv parat til at forlade livet, ”hvis det nu var Guds vilje”.
Efter gudstjenesten gik alle i flok og følge ud mod vest for at se, hvor langt lavaen var nået i mellemtiden, ”og da viste det sig, at den ikke var kommet en fodsbred videre”, men at der i flodlejet havde dannet sig en mægtig lavahøj 70 favne bred og 20 dyb, ”hvilken vil være synlig til verdens ende, hvis ingen anden ændring sker”. Holtsaa og Fjardaraa(der havde været udtørret et par uger), havde banet sig vej over den nye lavastrøms dæmninger, og med rivende fart og mægtige bølger brød de ind over ilden og slukkede den, Videre beretter Holm: ”Vi tog så hjem fra kirken ubeskrivelig af glade og priste Gud”.

Både præst og menighed følte utvivlsomt, at der var sket et under, men deres ”ubeskrivelige glæde” kan næppe have varet længe. Vel havde de oplevet højdepunktet i udbruddets drama, men det var kun begyndelsen til tragedien.
Endnu var -. Så vidt vides – slet ingen mennesker omkommet, Og heller ikke en ny lavastrøm, som en halv snes dage senere brød frem fra Lakirækkens nordøstlige kratere og brændte sig vej ned mod bygderne, tog noget menneskeliv. Landet var jo tyndt befolket, og det var stadig muligt at komme af vejen for lavaen i tide.
Men nu, da levnedsmidlerne var sluppet op, og det ikke var til at skaffe nye forsyninger, begyndte sygdom, sult og død for alvor at banke på døren, først og fremmest naturligvis i udbruddets umiddelbare nabolag, men i løbet af det følgende år overalt i Island, hvor askefald og giftig regn også havde gjort det af med afgrøderne. Fra nu af og et par år frem i tiden melder alle beretninger fra sagaøen kun om den rene elendighed.
Køerne døde hurtigst. Hestene, der var mest hårdføre, åd nogle steder hinandens lig eller staldenes græstørvsvægge, deres eget seletøj eller endog deres egen gødning. Og fårene åd ulden af hinanden for at få noget i munden.
Underernæring, forgiftninger og skørbug faldt nu hånd i hånd over den arme befolkning. Ligesom dyrene prøvede de at holde sig hungeren fra livet ved at spise alt muligt. Kogt kohud, enghø, der blev kogt sammen med de fattige rester af rugmelsbeholdningerne, foruden naturligvis allehånde planter og blomster. Hestekød måtte man af religiøse grunde ikke spise. Nogle prøvede det alligevel, men ”de døde næsten alle sammen”, fortæller Jon Steimngrimsson. Det havde de vel nok gjort alligevel.
Også fiskefangsten slog fejl. Provst Steingrimsson var selv flere gange ude på sælfangst blot for at finde lidt at putte i munden på sine egne og de mange ulykkesramte, der søgte tilflugt i hans altid overfyldte præstegård.

I sogne, hvor der normalt døde n20 om året, nåede man i denne vinter op på 200. I de 4 hårdest ramte sogne udslettedes i alt 37 % af befolkningen, og i de n læste 4 nærmest liggende sysler(herreder) blev 315 gårde forladt og 2145 mennesker døde.
I alt døde der i de to år, som fulgte efter katastrofen, 9551 flere mennesker, end der blev født. Eller en femtedel af hele landets befolkning. I 1783 var Islands folketal 48.884 og i 1786 på 38.363. Først i 1822, en 76 – 37 år efter katastrofen, passerede det med få hundreder tallet fra 1783.
Bare at få døde begravet var et stort problem. Kister var ikke til at skaffe, så mange blev sænket i graven i det dyreskind, hvori de havde ligget på ryggen af den hest, der bar dem til kirke for sidste gang. Og heste var snart heller ikke til at opdrive. Den 9. november faldt 20 heste, udtærede af sult døde om under deres ryttere på vej til kirke. Steingrimsson havde til sidst selv kun en hest, og det vare den eneste i hele sognet, som var stærk nok til at bære et lig til kirkegården. Da rygtet om, at der var foretaget hjælpeindsamlinger til fordel for de ramte, nåede provsten, red han selv af sted til Skalholt for at hente en større sum hos bisperne (”Mig gav de ikke en skilling, men de solgte mig 7 fjerdinger smør”). For denne hjælpsomhed høstede han senere stor utak. Kisten, som han transporterede med sig på hesteryggen, blev åbnet af en sysselmand, han overnattede hos, og som gerne ville give sine bønder en håndsrækning, og da seglet nu var brudt, løb provstens gode hjerte også af med ham i utide overfor den megen nød, han mødte. Resultat: Adskillige bønder fik sig en ny ko, men provsten fik sig en mulkt, og da han sener et par år senere søgte nyt embede, blev det ham nægtet.
Næsten 100.000 rigsdaler, som indsamledes i Danmark kom – og kunne kun komme – for sent til at redde menneskeliv. Postgangen var jo også langsom i de tider. Den første meddelelse om katastrofen fik den danske offentlighed gennem en notits på forsiden af Berlingske Tidende den 5. september, og den var baseret på et brev, der var afsendt den 24. juli – altså halvanden måned efter udbruddet.
For både med heste, køer og får så det jammerligt ud efter katastrofen. Der var i vinteren 1783 – 84 døde i alt 11.461 køer, 28.000 heste og 190.488 får, Så der var brug for hjælp.

Den mest omfattende, geolog-beskrivelse af hele udbruddet blev givet af den store islandske forsker Thorvaldur Thoroddsen(1855 – 1921) i det værk om Islands vulkaner, som det danske Videnskabernes Selskab udsendte i sine skrifter 4 år efter hans død. Heri findes også den beregning af Skaftaa-brandens lavamængde, som berettiger os til at kalde den for verdens største lavaudbrud.
Baseret på tykkelses- og udstrækningsmålinger forskellige steder kom han til det resultat, at der ialt var flydt 12,3 milliarder kubikmeter lava ud af Lakirækkens kratere, nok til at dække hele Sjælland med et to meter tykt lag, eller København og Amager med 50 meter.
Sådan slutter Kai Schou sin beretning.

Konklusionen af dette udbrud er ”up to date”, at der er tale om et stort spalteudbrud, hvor en 27 kilometer lang sprække åbnede sig og udspyede sit glødende indhold i 10 faser eller omgange indenfor samme udbrudsperiode – d.v.s. fra juni 1783 til og med foråret 1784. Hver fase eller trin indledtes med, at der rejste sig ildsøjler ved siden af hinanden, så det nærmest lignede et gardin af ildfontæner i fra 1 – 2 kilometers længde. Hurtigt derefter koncentrerede udbruddet sig punktvis langs spalten og det glødende udbrudsmateriale i form af aske og slagger opbyggede lave kegler af omkring udbrudsåbningen.
Herefter fulgte også hungersnød for menneskene, omkring titusinde døde, dvs. en femtedel af den daværende islandske befolkning. Island hørte på det tidspunkt under Danmark, og der var faktisk alvorlige overvejelser om, hvorvidt man skulle evakuere hele befolkningen til Danmark. Ideen blev dog hurtigt opgivet.
Man har beregnet, at der i løbet af udbruddets 8 måneder blev dannet 250 millioner tons svovlsyre ud fra de afgivne svovlgasser. Omtrent 15 millioner tons svovlsyre som fluorgasser blev frigivet i udbruddet.
En overdødelighed i England og ligeledes overdødelighed i Frankrig i disse og de efterfølgende år, hvilket har skabt den opfattelse, at den franske revolution egentlig blev startet af ophidsede bønder, der i forvejen var gale på kongen og dronningen. Mange døde af sult og hungersnød i Frankrig på grund af fejlslagen høst.
Det hedder sig officielt, at der døde 10.000 islændinge i selve moderlandet, hvor udbruddet fandt sted, men i virkeligheden ved vi ikke hvor mange, der bukkede under rundt omkring med alle de ændringer i klimaet, som dette udbrud også førte til. Vi ved dog at over 20.000 døde i Irland og måske drejer det sig om mere end en million set på verdensplan.
I dag er Lakagigar et pragtfuldt naturområde med fantastiske farver, grønt mos, røde slagger og sort, vulkansk aske.

Min udtalelse i år 2010 ved Eyjafjallajøkulls udbrud til den danske presse:

Den danske vulkanekspert, geolog Henning Andersen siger, at en konsekvens af vulkanudbruddet på Island under gletsjeren Eyjafjalljøkull kan føre til en ændring af det lokale klima i området.
– Det kan ske det, at der kommer meget fluor og svovldioxid i luften og det kan ændre klimaet, siger Henning Andersen.
Han tilføjer, at selv om Eyjafjallajøkull-vulkanen ikke har været i udbrud siden 1823, så er nattens udbrud ikke overraskende.
Tydelige tegn siden januar
– I slutningen af januar hævede området sig med 40 mm og siden har der været mange små jordskælv, som er tydelige tegn på vulkansk aktivitet.
De islandske myndigheder valgte at evakuere omkring 500 personer fra området omkring vulkanen og trafikken til og fra Reykjaviks lufthavn.
Henning Andersen siger, at al vulkanaktivitet er farlig.
– I det her tilfælde har man valgt at evakuere de nærmeste områder dels fordi der kommer der lava ud, dels på grund af giftgasserne svovldioxid og fluor. Desuden kan der komme askeregn, som er tæt i luften, siger Henning Andersen.

Forskere ventede vulkanudbrud uger før det skete
Allerede fra begyndelsen af marts ventede forskerne, at Eyjafjallajökull ville bryde ud i vulkansk aktivitet. 3000 jordskælv gik forud for udbruddet.
Af Mie Stage, torsdag 13. maj 2010 kl. 11:04
Vulkanen under den islandske gletsjer Eyjafjallajökull minder om en cola, som har fået en ordentlig rystetur og sprutter sin klistrede masse ud over det hele. Sådan lyder den mest forsimplede forklaring fra lektor Tod Waight fra Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet, når han skal beskrive den islandske stratovulkans udbrud her i løbet af foråret.

»Der er masser af gasser og volatiler opløst i den smeltede bjergart, eller magma, der kommer op. Når magmaet kommer tæt på overfladen, vil disse volatiler kommer ud af opløsningen, ekspandere, og magmaen eksploderer som en rystet sodavand,« forklarer Tod Waight.

Og der er stadigvæk magma i undergrunden, der får den islandske vulkan til at spy aske ud over både Island og Europa. Hvor længe det vil vare, vil altid være svært at spå helt konkret om, siger Tod Waight. Men aktivitet i den islandske undergrund er der stadig og bringer magmaen op i energiske pulser.

Brug af GPS og seismografiske målinger fra det islandske meteorologiske institut viser nemlig, at der fortsat er masser af jordskælv omkring Eyjafjallajökull, hvilket betyder fortsat aktivitet i undergrunden.

3000 jordskælv kom forud

Aktiviteten omkring Eyjafjallajökulls var længe ventet. I begyndelsen af marts, et par uger før første udbrud, registrerede geologer omkring 3000 jordskælv på Island med epicenter ved Eyjafjallajökull.

Ifølge Tod Waight er en så intens samling ’plukveer’ fra undergrunden en indikator for, at der kan ske større ting. Og især på Island kan det gå stærkt, fordi vulkanen ligger på et sted, hvor der både er et meget aktivt hotspot samt en spredningszone, der tilsammen gør forholdene ideelle for den flydende magmas opstigning.

Spredningszonen er det område, der ligger langs de tektoniske pladers grænser, som det er tilfældet med Island, der ligger mellem den europæiske og nordamerikanske plade. Pladernes bevægelse væk fra hinanden gør plads til, at bjergarten kan komme op, smelte, og danne en slags ’arvæv’ mellem pladerne i form af nye vulkaner eller få eksisterende til at vokse.

På Island er der derudover det særlige forhold, at den islandske vulkan også ligger på et hotspot, som er et område midt på de tektoniske plader, hvor der er dannet en stor mængde magma, dvs. flydende bjergart, som også kan bevæge sig opad og ud, hvis der er tilstrækkeligt knald på magmaen. Dette gør altså, at alle forhold er til stede for vulkanudbrud og dannelse af vulkaner.

Overtryk i fyldt magmakammer

Opsmeltningen af de faste bjergarter fra Jordens indre sker mellem 40 og 100 km under Island. Her har det dannet en 1000-1200 grader varm basaltisk magma, som langsomt stiger op mod overfladen. Den består hovedsageligt af silicium, magnesium og jern samt aluminium og kalcium. De seneste målinger under Eyjafjallajökull har vist, at magmaen her består af 61 % silicium (SiO2), 13 % aluminium (Al2O3), 8 % jernoxid (FeO), 3 % magnesiumoxid (MgO), 5 % kalciumoxid (CaO) og 5 % dinatriumoxid (Na2O). Dertil kommer en mængde vand og kuldioxid (ca. 1 % af magmaens vægt), som er med til at skabe trykket i det kammer under jorden, hvor magmaen opholder sig, før det bliver sendt op gennem vulkanen.

Magmaens vandring op mod jordens overflade forgår ganske langsomt, måske 1-10 cm om året, indtil den er cirka halvvejs oppe i jordens skorpe. Når magmaen så er nogle km under jordens overflade, bliver den typisk bremsen af jordskorpen og sten og lægger sig i et magmakammer, der nemt kan være en kubikkilometer stor, vurderer Tod Waight.

Er der plads nok, behøver der ikke at ske videre, men når kammeret er fyldt, skabes der et overtryk fra bjerget rundt om kammeret, som giver magmaen nok energi til at presse sig op gennem vulkanen imod overfladen.

På vejen op danner den typisk en sprække, eller en pibe, på et par hundrede meter i diameter, som den rejser igennem inden den kommer op af krateret, som for vulkanen under Eyjafjallajökulls vedkommende er 3-4 km i diameter. Er der tale om en stor vulkan, kan det være, at magmaen tager en kortere vej og sprutter ud gennem siden, men er der tryk nok på, vil den drøne lige lodret op gennem vulkanen.

Høj koncentration af silicium
Første udbrud i nærheden af Eyjafjallajökull – i det område, der hedder Fimmvörðuháls – den 20. marts havde et mindre tryk og borede sig derfor ikke lige lodret op gennem vulkanen, fortæller Tod Waight. Derimod var udbruddet den 15. marts kraftigere og sendte magmaen ud gennem toppen.

Den relativt høje koncentration af silicium i magmaen under Eyjafjallajökull gør den ’mellemtyktflydende’, som er typisk for en stratovulkan af Eyjafjallajökulls størrelse, fortæller Tod Waight.

’Strato’ hentyder til vulkanens mange lag, der har givet den sit kegleformede udseende. Den er kendetegnet ved, at magmaen er forholdsvis tyk, så der skal et rimeligt stort tryk til at ’poppe’ den ud af krateret. Derfor løfter magmaen sig også højt, men flyder knap så meget ud, som det er tilfældet for vulkaner med tyndere magma, der typisk bliver til det, der kaldes skjoldvulkaner.

Varmen får is til at eksplodere

Ud over gassernes tryk har gletsjeren oven på vulkanen kølet den 1000 grader varme magma så hurtigt ned, at isen er eksploderet i en damp, som har ført partiklerne langt ned over Europa med vinden og haft indlysende konsekvenser for flytrafikken. Efterhånden som gletsjeren er forsvundet, er askeskyen skrumpet ind, men ifølge Tod Waight behøver en smeltet gletsjer ikke at betyde enden på askeskyen.

»Der vil hele tiden være is, der smelter og kommer ind i ’systemet’. Det er muligt, at det værste er overstået, men indholdet af volatiler og gasser kan sagtens skabe store nok eksplosioner uden dampene fra smeltet is. Dog vil udbruddene så nok holde sig mere lokalt på Island og blive mindre, efterhånden som volatilerne og gasserne damper af,« forklarer han.

Sammensætningen af mineraler og gasser såsom fluorid har også været genstand for forskeres bekymring. En voksende koncentration af netop fluorid kan nemlig være særdeles giftigt og ødelæggende for de islandske landbrug, som det har været set under tidligere vulkanudbrud. Tod Waight vurderer dog ikke, at fluorkoncentrationen i vulkanens magma er høj nok til at skade andet end det umiddelbare område omkring vulkanen, og vil aldrig nå ned og lægge sig i Danmark i skadelige koncentrationer.

»Der er kommet 30 ton fluorid ud dagligt, men det er meget mindre end mængden af vand og kuldioxid og ikke noget, der vil gøre skade, fordi askeskyen er meget fortyndet over Danmark,« siger Tod Waight, hvis institut har målt små glaspartikler fra askeskyen, som var helt tynde og gennemsigtige og højst 50 my store.

Til sammenligning kan der tæt på vulkanen blæses blokke af partikler ud i størrelser af både ærter og folkevogne, fortæller han. De når dog sjældent rent langt, og kun de mindste og mest fortyndede partikler når helt ned over Europa.

Jorden bevæger sig stadig

Baseret på tidligere vulkanudbrud kan det dog sagtens tage nogle år, før magmakammeret er blevet tømt til et niveau, hvor trykket ikke længere er et problem og intet aske kommer ud. For samtidig med udtømningen kommer der stadigvæk ny magma op fra undergrunden og lægger sig under skorpen.

»Jorden bevæger sig stadig, og der er målt aktivitet 18-20 km under jorden. Det betyder, at der stadig er magma, der bevæger sig op. Så lige nu er der ingen indikationer på, at vulkanen ændrer adfærd,« siger Tod Waight.

Når der engang er ro på undergrunden igen, vil jordskælvene imidlertid ophøre, og magmaen vil lægge sig som en tyktflydende prop i krateret i mindre strømme, som først vil blive forløst, næste gang magmakammeret sprænger. Og for vulkanen ved Eyjafjallajökulls vedkommende vil der typisk gå et par hundrede år, hvis man ser på dens historie.

Nabovulkanen Katla spøger

Om den noget større nabovulkan Katla under gletsjeren Mýrdalsjökull kommer i udbrud snart, mener Tod Waight ikke, man kan sige noget om på nuværende tidspunkt, selv om tiden er ved at være inde, målt på tidligere udbrud, der er kommet i frekvenser på 40-80 år.

»Begge vulkaner er en del af samme opsmeltningssystem under jorden. De to første udbrud kom også fra to forskellige steder, fordi magmaen flytter sig i rørsystemet under vulkanerne,« siger han med den forklaring, at magmaen kan rejse langt fra den begynder sig rejse 100 km under jorden.

Samtidig vil jordskælv indikere, hvor selve vulkanudbruddet vil finde sted, og foreløbig viser de islandske målinger ikke intense jordskælv ved Katla. Skulle dette imidlertid ske, vil problemet ligne Eyjafjallajökulls, bare i større målestok, fordi krateret er større. Det er gletsjeren ovenpå derfor også, som vil eksplodere i en damp og sprede partikler over et stort område.

Et udbrud fra Katla kan derfor være så stort, at det senere vil kunne måles på Islands størrelse, som i forvejen øges med et par cm om året pga. ny magma, der lægger sig og danner nyt land.

»Der hersker stor nervøsitet for denne vulkan, men foreløbig ser der ikke ud til at ske noget. Fingers crossed!,« lyder det fra lektoren.

Katla var senest i udbrud i 1918, mens vulkanen under Eyjafjallajökull senest gav lyd fra sig i 1823.

Om vulkanen Katla:

Sidste udbrud fandt sted den 12.okt. 1918. Tidligst kendte udbrud: 934 AD Krater: 10 km bredt og kraterets dybde: 700 meter. Der har siden juni 1999 dannet sig adskillige fordybninger af forskellige størrelser på overfladen af gletscheren Myrdalsjökull, ligesom der er observeret en kilometerlang buet kløft med flere revner i nord-sydgående retning. I bunden af den største fordybning, hvis radius er anslået til 2-3 km, er nu 50 meter dyb.
Vest for Myrdal-gletsjeren ligger en mindre gletscher, Eyafjallajökull. Mellem de to gletsjere ligger passagen Fimmvörthuháls, som rummer en turistvej på 18 kilometer fra sydkysten til naturreservatet Thorsmörk. I passagen er nu observeret tydelige bevægelser i jordskorpen, og isen i passagen viser en forsænkning, som ikke var at spore i juli måned. Forsænkningen er 10-20 meter dyb med en diameter på 2-300 meter.
En beretning fra 1918 tyder på, at der op til tidspunktet for katastrofen vil ske en kraftig hævning af iskappen. Den lokale politibetjent, Reynir Ragnarsson, kan berette om en landmand, som lagde mærke til den hævning af isen før sidste udbrud. Af samme grund måler man nu jævnligt højden på iskappen.
I byen Vik forventer indbyggerne udbrud hvad dag det skal være, men andre taler om måneder eller endda år. Eksperterne kan ikke forudsige et præcist tidspunkt, fordi de ikke har et erfaringsgrundlag for hvilke tegn, der viser sig, lige før det sker.
Vulkanen Katla er beliggende på Islands sydligste del og ligger begravet under gletscheren Myrdalsjökull.
Fra Myrdalsjökulls sydligste rand er der ca. 7 km til bygden Vik, som ligger helt ud til havet.
Myrdalsjökull er Islands fjerdestørste gletscher og dækker et samlet areal på 580 kvadratkilometer og har en længde på 25 til 28 km på de længste strækninger, målt i lige linje. Isen har en højde fra 225 m til 750 m fra bunden og gletscheren rummer ca. 130 kubikkilometer is.
Højeste punkt på gletscheren er Godabunga , som ligger 1515 meter over havets overflade. Næsthøjeste punkt er Haabunga som ligger i 1505 meters højde. Isen over Katla ligger i 1230 meters højde.
Fra gletscheren udgår der flere bræer, hvoraf syv er navngivet og vulkanen Katla er beliggende over bræen ved navn Kotlujökull på gletscherens syd-østlige del, ned mod indlandsplateauet og marginalzonen, som ender ud til kysten.

Historie

I historisk tid er man kendt med mindst 17 udbrud fra vulkanen Katla. Sidste udbrud fandt sted i 1918, hvor der ved afsmeltning af isen blev dannet vandmasser som løb nedad terrænet med 3 – 400.000 kubikmeter per sekund i en dybde af op til 100 meter.
Man forventer et udbrud for hvert 40 – 60. år. Det korteste mellemrum mellem to udbrud er målt til 13 år og det længste er 81 år, som er tiden efter sidste udbrud i 1918. Kun vulkanen Grimsvotn under Vatnajjökull er kendt for flere udbrud end Katla.
Som følge af de udbrud, der har fundet sted fra Katla de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser bringer hundredtusinder tons sand, slagger, lavastykker og sort vulkanstøv med sig. Kystlinjen flyttes efter et udbrud adskillige km længere ud i havet, som til gengæld langsomt borteroderer det indtil næste udbrud. Klippestykker på størrelse med fleretagers huse flyttes ligeledes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

I det syttende århundrede forbandt man i mange lande vulkaner, her i blandt Katla, med porten til helvede. Men efter at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands største vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkaner.
Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.
Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.
Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.
Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja – Katlas spalte.

Efter et udbrud hviler Katla sig, og gletscheren får ro til at lægge sig, og ismassen bliver tykkere.
Når et nyt udbrud nærmer sig, begynder en opvarmning fra bunden, hvorved isen begynder at smelte nedefra.
Vandlommen, som dannes under isen, bliver ved med at vokse til siderne og opad, hvorved der på et tidspunkt opstår fordybninger og revner på overfladen. I bunden af fordybningerne, som kan være op til flere kilometer i radius, kan der danne sig en cirkelformet sø.
Umiddelbart forud for udbruddet mærkes der 2-3 middelsvære jordrystelser med en styrke på op til fem på richterskalaen.
Ved udbruddet bryder vandlommen det omkringliggende is og vælter i enorme masser ned over det underliggende terræn med stor hastighed.
Samtidig bliver der slynget store mængder glødende udbrudsmaterialer i form af aske og lava højt i luften, omgivet af røg, damp, og giftige gasarter. Der opstår lynnedslag og stærk nedadgående vind, som fører den sorte aske med sig og totalt kan mørkelægge en klar solskinsdag. Beretninger lyder på, at folk end ikke kan se en hånd for sig.
Et udbruds varighed kan ikke forudsiges, men det kan vare i flere måneder. Hvileperiodernes længde kendes heller ikke med sikkerhed.
Følgerne af udbruddet er ødelæggelser af store landområder og mange menneske- og dyreliv er gennem tiderne gået tabt som følge af vulkanudbrud. Dog kendes kun to tab af menneskeliv som følge af Katla, hvor to personer blev ramt af tilstødende lyn.
For den lille by Viks vedkommende vil vandmassen, som kommer fra udbruddet, slå tilbage fra havet og oversvømme store dele af bygden som en flodbølge.

Vik ligger i farezonen af Katla.

Få kilometer fra vulkanen Katla lever den lille by Vik i konstant alarmberedskab. Når Katla ryger i luften er spørgsmålet ikke, om byen bliver ramt. Det er et spørgsmål om, hvor store ødelæggelserne bliver.

Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. september og  1999 trykt i Ingeniøren:

Alle taler om det nu. I radio og fjernsyn er der dagligt reportager om det, og befolkningen på Island ruster sig til det forestående helvede af vand, ild og aske, som vil ødelægge og tilintetgøre huse, veje og folks ejendele. I værste fald kan der blive tab af menneskeliv.
Vulkanen Katla står foran et udbrud. Ingen ved præcis hvornår, men det sker helt sikkert.
For foden af den truende vulkan ligger den lille by Vik, hvor 350 sjæle lever i skyggen af en uvægerlig katastrofe.
Spøgelsesslotte i tågen.
I en lejet kassevogn kører vi til Vik. Det støvregner og vejene er smattede, men der er asfalt hele vejen på de godt 225 km fra lufthavnsbyen Keflavik til Vik på saga-øens sydside. Landskabet imponerer med mosbeklædte lavamarker, bjerge af slagger og ind imellem ser vi gul-rødlige rygende pletter, som vidner om den altid sprudlende undergrund. Senere ændres landskabet til landbrugsland med vidtstrakte enge, hvor islandske heste idyllisk græsser på sletterne
Tættere på Vik kommer vi ind i et markant bjergområde, hvor de voldsomme, knudrede lava- og slaggeformationer står som spøgelsesslotte i tågen. Det er et eventyrland, som overalt vidner om vulkansk aktivitet. Vejen snor sig gennem bjergene. Pludselig dukker Vik op neden for bjergene, helt ude ved kysten.

“Velkomin til Vikur” står der på et skilt ved indkørslen til den lille, søvnige by. På østskråningen ligger kirken i ensom majestæt, og bjergene rejser sig umiddelbart bag den. Tæt på ligger sygehus og skole, og på den modsatte side af vejen mod syd og vest breder beboelseskvarterene sig.
Jordskælv varsler katastrofen.
Efter at have indlogeret os på det ramponerede Gistihusid, besøger vi den kombinerede grill- og tankstation, som ligger lige uden for byen på en kold og blæsende plads ved vejen. Regnen styrter ned. De få gæster virker som om, de er på gennemrejse.
Pigen bag disken tager det forestående udbrud med sindsro, og virker på ingen måde bange. Nærmest resignerende. Hun var klar over, at det ville komme.
– Jeg kan ikke tænke på det hele tiden. Det kommer, når det kommer – og så vil vi blive evakueret.
Hendes holdning går igen hos flere af gæsterne på grillen. De tror på eksperternes forventninger om, at der vil komme et varsel inden katastrofen: To-tre jordskælv inden Katla springer i luften. Fra det første jordskælv vil de sandsynligvis have et par timer til at komme væk fra kysten, hvor man forventer en flodbølge, der måske vil udslette de lavest liggende dele af byen.
En 100 meter dyb syndflod.
Næste morgen besøger vi den lokale politimyndighed, Reyner Ragnarsson. Han har kontor over den ene af den lille bys to banker. Kontoret var lige stort nok til at rumme et skrivebord, et par arkivskabe, en reol og en lidt presset PC-arbejdsplads.
Reyner Ragnarsson viser os et kort over Myrdalsjökulen, hvor han har indtegnet de områder, hvor isen er sunket, som følge af smeltning fra neden. Ét stort hul og otte mindre samt en lang dalsænkning. Det er hovedsageligt det største hul, der er synligt efter de seneste dages snefald.
Men under isen er der ved at blive dannet et gigantisk vandreservoir. På grund af undergrunden kan det opsamles der, indtil trykket får “ballonen” til at springe, og alt vandet på én gang presses ud. Det vil ske på det tidspunkt, Katla går i udbrud, eller lige umiddelbart før i forbindelse med de indledende jordskælv.
Det sidste udbrud skete i 1918. Beretningerne fra dengang og fra endnu tidligere udbrud vidner om voldsomme vandmasser, der på en gang vælter ud under iskappen. Floden, der opstår, sendte sidst i en kort periode 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som løb fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med returnering af en gigantisk flodbølge, der oversvømmede de lavest beliggende dele af byen. Alle nåede imidlertid forinden i sikkerhed i bjergene.
Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor aske og lava blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, når der var nordenvind. Fordi Katla ligger under isen, var asken våd som slam, og denne slam-aske blev sendt ned over Vik og dens indbyggere, så de absolut intet kunne se. Alt var kulravende sort og tilsodet. Heldigvis er der kun nordenvind 3 procent af tiden.

Bekymrede børn.

Fra det enlige politimandskontor tager vi til den lokale butik, hvor man kan købe alt fra et pund smør til en speedbåd. Her arbejder Alfheidur Gisladottir. Hun fortalte, at indtil for et par dage siden havde hun ikke været bange, men efter et informationsmøde i byen sidste mandag aften, var hun blevet nervøs. Det skræmmer hende, at den flodbølge, der formentligt kommer som noget af det første, sandsynligvis vil udslette hendes hus, som er et af dem, der ligger tættest på havet.
Alfheidur Gisladottir bor her sammen med sin mand og deres 7-årige søn. Alle taler om udbruddet, også i skolen, og det bekymrer hendes dreng, ligesom det bekymrer de andre børn i skolen.
Men de kan ikke gøre andet end at vente på de første svage jordskælv, der vil være signalet til en evakuering. Hvornår udbruddet vil komme er fortsat meget uvist. Måske i morgen, måske om en uge eller en måned. Ingen ved det. Heller ikke eksperterne, som var med til mødet i mandags.
I den sorte ørken.
Udenfor er byen fortsat indhyllet i tåge, men regnen er midlertidigt holdt op. Vi kører mod øst til det sted, hvor floden fra isen vil vælte ned. Et kæmpe delta breder sig her – kulsort af slagge og aske over et gigantisk område. Det er primært her, vandmasserne vil vælte ned. Det er spændende og tankevækkende at køre rundt i den sorte ørken.
Midt i det hele sætter bilen ud. Vi kæmper for at starte den igen, men det lykkes ikke. Så vi ender som blaffere. Det er dog ikke svært, at få kørelejlighed til Vik, hvor vi får lynhjælp til afhentning og reparation af bilen.
Men selv om synet af den sorte ørken er skræmmende, har folk her lært at leve med Katla. Alle ved, der kommer et udbrud på et tidspunkt, men de kan intet gøre ved det. Bare håbe på at nå væk i tide.
I sne og tåge over Katla.
Den lokale betjent overvåger vulkanen fra sit lille fly. Ingeniøren|net var med på to patruljer. Fra luften er det tydeligt, at noget voldsomt er under opsejling.
Af Anders Bilgram og Frederik Lynge, Vik, fredag 24. september 1999 og trykt i Ingeniøren:
Den lille firepersoners flyvemaskine står i en lille hangar for enden af startbanen, som naturligvis er sort. Katla farver alt. Sort sand, sorte sten. Alt er sort. Kun med god vilje kan man kalde det en flyveplads.
Den lokale betjent Reynir Ragnarsson trækker flyet ud af hangaren med politibilen og gør klar til start. Vi har fået lov at komme med ham op over gletscheren Myrdalsjökullen, der skjuler vulkanen Katla, der er ved at vågne efter en 81 år lang søvn.
Den 17. juli i år kom der meget store vandmængder fra gletscheren, og dagen efter havde Reynir overfløjet området og som den første opdaget de nye fordybninger i overfladen. Han havde de følgende dage fløjet over gletscheren hver dag. Dag for dag var der opstået dybere og dybere hulninger i isen omkranset af store revner.
Reynir Ragnarsson er ikke bare betjent, men også pilot og eventyrer. Han fik sit første flyvecertifikat som 20-årig og har fløjet siden. I mange år med turister ved siden af jobbet som betjent, men efter han rundede de 60 kun privat eller i forbindelse med arbejdet som betjent. Han ejer flyet sammen med en kammerat.
Reynir trækker i gashåndtaget og vi kører med god acceleration ud ad startbanen. Den letter forbavsende hurtigt og i en blød bue stiger han langsomt men sikkert til fem hundrede meter. Landskabet glider hastigt forbi. Mod vest ligger Vik ud til sydkysten, og mod nord ligger bjergene og bag dem Myrdalsjökullen og Katla. Mod øst er der sort slette. Det er her de enorme vandmasser sendes ned, når Katla går i udbrud.
Overblik over katastrofen.
Det lille fly bevæger sig ind over bjergene. Skarpe og dybe kløfter med vandløb i bunden skærer gennem de gamle mos- og græsklædte slagger og lavabjerge. Efter fem minutters flyvning får vi det første glimt af Myrdalsjökullens ismarker. Lave skyer hænger mellem bjergene og forhindrer frit udsyn til hele gletscheren, men efterhånden fyldes synsfeltet af mere og mere is.
Isen er gennemskåret af tværgående sprækker overalt. Lange tunger skyder ud i dalene fra gletscheren, og her mellem de golde stenfyldte kløfter smelter isen. Langs kanten af gletsjeren er der mange steder sort af sand/ slagger, især tæt på Katla. En kæmpe gletsjertunge løber her ud mod den dal og den brede slette, hvor vandet fra Katla søger til havet. Det er her, at den nogen steder 100 meter dybe flod får sit udspring, når Katla går i udbrud. Her fra isen under os.
Reynir flyver roligt den lille maskine ind over isen. Der er mange lufthuller, både over isen og mellem dalene, som han rutineret bevæger sig ned i. Desværre er der tæt af skyer over Myrdalsjökullen, så vi får ikke den sammensunkne isflade at se. I stedet går det retur til flyvepladsen, hvor Reynir lander sikkert. Når det klarer op, tager han derop igen, og vi er velkomne til at flyve med.
Dybe dale i gletscher-isen.
Chancen opstår allerede dagen efter. Vi drønede ud til startbanen for at få endnu en lufttur, og forhåbentligt se mere til fordybningerne denne gang. Og det gjorde vi. Da vi kom ind over isen, viste Reynir os først en af de fordybninger, der var lige over vulkanen Katla. Det var en tydelig cirkelrund fordybning i overfladen på vel 6-800 meter i diameter. I bunden var der dannet en lille sø. Langs kanten var der fyldt med revner, som tydeligt markerede hullets afgrænsning.
Bagefter fløj vi over den største fordybning. Den var 2-3 km i diameter, og der var ligeledes revner langs kanten, men de var til dels udviskede af nysne. Dog var der ingen tvivl om, at her var isen sunket gevaldigt sammen over et stort område.
Da man ikke har tilsvarende observationer fra de tidligere udbrud, er det selv for videnskabsfolkene umuligt præcist at sige noget om, hvornår Katla kommer i udbrud. Aktiviteten under isen er et sikker tegn på at det vil ske, men det siger ikke meget om tidspunktet
Med vulkanens ånde i nakken
Siden 1977 har en gruppe forskere med Johannes Krüger i spidsen studeret, hvordan gletsjere former landskabet, og hvordan klimaet styrer gletsjerne. Studiestedet er den islandske Myrdalsjøkel, hvor vulkanen Katla ulmer
Af Sinja Sveinsdottir, fredag den 3. marts 2000 – Denne artikel har været trykt i Ingeniøren.
På Geografisk Institut, Københavns Universitet, sidder Johannes Krüger, naturgeograf dr. scient. og venter på nyt fra Island.
Vil vulkanen Katla under Myrdalsjøklen gå i udbrud – eller vil den ikke? Her til sommer skulle et forskerhold på otte mand have været på feltarbejde. Efter planen altså.
– Men lige nu ser det ud til, at jordskælvene, der plejer at varsle et Katla-udbrud, er taget noget af i styrke, siger Johannes Krüger.
– Det hjælper os ikke, for der kan hurtigt ske noget. Det er ikke forsvarligt at opholde sig i studiefeltet i længere tid, så det må vi udskyde til sommeren 2001. Til sommer tager jeg sammen med en kollega alene af sted en uges tid for – med hjælp fra
politimester Reinir Ragnarsson fra den nærliggende by Vik – at redde, hvad reddes kan af årets data og indsamle noget af udstyret.
– Hvis Katla går i udbrud, kommer vi selvfølgelig ikke af sted, og måske forsvinder udstyret under asken. Men jøkelløb og askefald vil give os helt nye forskningsmuligheder, siger Johannes Krüger.
Stille ved nordranden
Forskerholdet arbejder to steder. Den største del af projektet foregår ved nordranden, hvor iskappens overflade er forholdsvis ren og hvid. Siden Katla sidst havde udbrud i 1918, har isranden trukket sig halvanden kilometer
tilbage og frilagt et imponerende bundmorænelandskab, der er et rent eldorado for forskerne.
Smeltevand fra gletsjeren har skåret lange profiler i landskabet foran, så man kan studere de aflejringer og landskabsformer, der i sin tid blev dannet inde under gletsjeren og langs isranden.
Resultaterne herfra er så sammenholdt med klimaudviklingen i historisk tid.
– Når Katla kommer i udbrud, kan der opstå en interessant situation, hvis der falder store mængder aske på den nordlige del af Myrdalsjøklen, siger Johannes Krüger.
– Hvis vi tænker os tilbage til landnamstiden for 1000 år siden, da Island blev befolket, var klimaet mildt og Myrdalsjøklen noget mindre end i dag. Dengang skabte en række vulkanudbrud en vældig spalte, Eldgjá, der fra landskabet nordøst for Myrdalsjøklen fører ind under iskappen og slutter sig til vulkanen Katla. De store mængder aske, der dengang faldt på gletsjeren, blev ført med smeltevandet og aflejret i tykke lag foran isranden. I dag kan vi finde disse lag ude under morænelagene foran gletsjeren.
Men vi vil gerne spore dem ind under gletsjeren, for de kan fortælle, hvor isranden gik, da Island blev bosat. Så efter et Katla-udbrud vil vi ved selvsyn kunne studere nedvaskningen af asken fra gletsjeren og få et håndgribeligt bevis for, hvordan det
gik til i landnamstiden.
Kaos i sydøst
Anderledes ser situationen ud på det andet forskningsfelt i den sydøstlige del af Myrdalsjøklen. Her studerer forskerne det centrale randafsnit af en gletsjertunge, Kötlujøkel, der løber ud fra iskappen. I modsætning til nordranden er Kötlujøkel snavset.
Det er gamle askelag, der smelter frem på isens overflade, blandet med sten og grus, som fragtes op til isens overflade langs vældige brudflader i isen. Isen er rykket frem flere gange, senest i 1980’erne, og efter hvert fremstød har gletsjeren efterladt
store masser af såkaldt dødis, dvs. is, der ligger stille og ikke mere følger gletsjerens bevægelser. Det er her, forskergruppen studerer, hvordan isen smelter, og hvordan de småbakkede dødis-morænelandskaber dannes.
– Sidst Katla havde udbrud for 82 år siden, strømmede vældige smeltevandsmasser af sted nord og syd for vores studiefelt. De rev kæmpemæssige isblokke med sig, og efterlod dem som strandede isbjerge, 40-50 meter høje, på den vidtstrakte slette foran
gletsjeren, fortæller Johannes Krüger. Han fortsætter:
– Også når Katla ikke er i udbrud, er området meget aktivt.
For bare fem år siden havde vi et mindre jøkelløb, hvor vandstanden i smeltevandsfloden steg 3,5 meter. Smeltevandsstrømmen skar sig gennem landskabet og efterlod en flere hundrede meter bred fure, der delte vores studiefelt i to områder. Det
overraskede os, for på det overskyllede område havde vi netop tænkt at installere nyt måleudstyr. Så valgte vi naboområdet. Men når Katla kommer i udbrud, skylles dette område måske også bort. Vi forsker med Katlas ånde i nakken.
Iskapper fortæller historie
I istiderne for mere end 11.000 år siden var der gletsjere i store dele af Nordeuropa og Nordamerika. I Danmark er 90 procent af landarealet gletsjernes og smeltevandets værk. Mange af de områder, der før var dækket af is, er i dag tæt befolkede. Nu slider mennesker landskabet, og omformer det som aldrig før.
De mange interesser i brugen af istidens landskaber gør det nødvendigt at kende til, hvordan de er dannet og bygget op. Derfor bruger man nutidens gletsjere som et moderne istidslaboratorium. Landskabet kan også betragtes som et klimaarkiv, der
supplerer den viden, man får ved at studere borekerner fra den grønlandske indlandsis.
Borekernerne giver værdifulde oplysninger om temperatursvingninger, men de afspejler temperaturen på det sted, sneen faldt og blev til is. Det vil sige i 2-3 kilometers højde. Landskaber afspejler temperatur-, vind- og nedbørsforhold ved overfladen.
Hekla vækker ikke Katla
Sidste lørdag klokken 18.18(det var i år 2000) gik Islands mest berømte vulkan, Hekla, i udbrud. Godt nok et forholdsvis lille udbrud, som nåede sit foreløbige klimaks allerede en time efter.
I skrivende stund (tirsdag) flyder lavaen stadig, men vulkaneksperterne på Nordisk Vulkanologisk Institut i Reykjavik tror ikke på, at udbruddet kommer til at måle sig med det store udbrud i 1947.
På det tidspunkt var der gået 100 år siden sidste udbrud. Denne gang er der kun gået ni år.
Spørgsmålet er så, om Heklas udbrud kan sætte gang i vulkanen Katla, der gemmer sig under Myrdalsjøklen. Til det siger direktøren for instituttet, dr. Freysteinn Sigmundsson:

– De to vulkaner er ikke direkte forbundne og befinder sig langs parallelle sprækker. Vi har heller ingen erfaring for, at ét vulkanudbrud direkte sætter gang i et andet.
Katla begyndte at røre på sig i juli måned sidste år. Der kom jordskælv og store fordybninger i isen, der dækker vulkanen, som tegn på, at noget voldsomt var ved at ske nedenunder.
De seneste par måneder har der dog været forholdsvis fredeligt omkring Katla, men området er under konstant overvågning. Hvor Hekla producerer lava i store mængder og udspyr giftige fluorgasser, er Katlas særpræg de voldsomme jøkelløb og de store
mængder aske.

“Fakta om vulkanen Katla”. Denne artikel har været trykt i Ingeniøren
Torsdag 23. september 1999.

Aktuel status vedr. Katla:

Vest for Myrdal-gletsjeren ligger en mindre gletscher, Eyafjallajökull. Mellem de to gletsjere ligger passagen Fimmvörthuháls, som rummer en turistvej på 18 kilometer fra sydkysten til naturreservatet Thorsmörk. I passagen er nu observeret tydelige bevægelser i jordskorpen, og isen i passagen viser en forsænkning, som ikke var at spore i juli måned. Forsænkningen er 10-20 meter dyb med en diameter på 2-300 meter.
Vulkanen Katla er beliggende på Islands sydligste del og ligger begravet under gletscheren Myrdalsjökull.
Højeste punkt på gletscheren er Godabunga , som ligger 1515 meter over havets overflade. Næsthøjeste punkt er Haabunga som ligger i 1505 meters højde. Isen over Katla ligger i 1230 meters højde.
Fra gletscheren udgår der flere bræer, hvoraf syv er navngivet og vulkanen Katla er beliggende over bræen ved navn Kotlujökull på gletscherens syd-østlige del, ned mod indlandsplateauet og marginalzonen, som ender ud til kysten.
Historie
I historisk tid er man kendt med mindst 17 udbrud fra vulkanen Katla. Sidste udbrud fandt sted i 1918, hvor der ved afsmeltning af isen blev dannet vandmasser som løb nedad terrænet med 3 – 400.000 kubikmeter per sekund i en dybde af op til 100 meter.
Man forventer et udbrud for hvert 40 – 60. år. Det korteste mellemrum mellem to udbrud er målt til 13 år og det længste er 81 år, som er tiden efter sidste udbrud i 1918. Kun vulkanen Grimsvotn under Vatnajjökull er kendt for flere udbrud end Katla.
Som følge af de udbrud, der har fundet sted fra Katla de sidste 1000 år, er kystlinjen ved Vik ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser bringer hundredtusinder tons sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig. Kystlinjen flyttes efter et udbrud adskillige km længere ud i havet, som til gengæld langsomt borteroderer det indtil næste udbrud. Klippestykker på størrelse med fleretagers huse flyttes ligeledes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.
I det syttende århundrede forbandt man i mange lande vulkaner, her i blandt Katla, med porten til helvede. Men efter at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands største vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkaner.
Vandlommen, som dannes under isen, bliver ved med at vokse til siderne og opad, hvorved der på et tidspunkt opstår fordybninger og revner på overfladen. I bunden af fordybningerne, som kan være op til flere km i radius, kan der danne sig en cirkelformet sø.
– Når Katla kommer i udbrud, kan der opstå en interessant situation, hvis der falder store mængder aske på den nordlige del af Myrdalsjøklen, siger Johannes Krüger.
– Hvis vi tænker os tilbage til landnamstiden for 1000 år siden, da Island blev befolket, var klimaet mildt og Myrdalsjøklen noget mindre end i dag. Dengang skabte en række vulkanudbrud en vældig spalte, Eldgjá, der fra landskabet nordøst for Myrdalsjøklen fører ind under iskappen og slutter sig til vulkanen Katla. De store mængder aske, der dengang faldt på gletsjeren, blev ført med smeltevandet og aflejret i tykke lag foran isranden. I dag kan vi finde disse lag ude under morænelagene foran gletsjeren.
Men vi vil gerne spore dem ind under gletsjeren, for de kan fortælle, hvor isranden gik, da Island blev bosat. Så efter et Katla-udbrud vil vi ved selvsyn kunne studere nedvaskningen af asken fra gletsjeren og få et håndgribeligt bevis for, hvordan det gik til i landnamstiden, dengang Island blev beboet af mennesker.

Anmeldelse af Vulkaneksperten Henning Andersen:

Henning er Vulkanekspert – Vulkanguide og en garvet foredragsholder, som gang på gang har tryllebundet publikum med sin vulkanviden. Han har skrevet bøger om vulkaner: “Vesuv en meget farlig vulkan”, “Øer født af ild” og “Hekla Islands dronning”, ”Mod Vesuv jeg øjet vender” og ”Ildbjerget Etna – den brændende vulkan”, som også har et afsnit med et af Dansk rejseklubs medlemmer på eendagssturen til Etna med Startour i 2001. Han har indspillet TV-filmen: “Verden brækker på Island”, der handler om de Islandske vulkaner. Hans interesse for vulkaner startede, da han som dreng læste Jules Vernes: “Rejsen til Jordens indre”, der jo som bekendt har én af Islands smukkeste vulkaner, Snæfellsjökull, i hovedrollen.

Copyright: Henning Andersen
www.vulkaneksperten.dk




Lidt om Island

 

“90% af alle islændinges hjem opvarmes af geotermisk energi”.

“Turbiner fremstiller elektricitet. Fordelene dominerer frygten”.

“Der er 30 aktive vulkanske systemer i Island”.

“Dyb finanskrise eller vulkanudbrud slår ikke en islænding af pinden”.

“Ståhej for aflyste fly”.

“Jeg vil – jeg kan – jeg gør – Det skal nok gå”.

 

2507_full
Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner.De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden, hvorfra glødende lavafontæner sprøjtede højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.
Tilbage igen

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 34 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Vulkaner har kvindenavne

Alle islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemythologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronningevulkan”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da JulesVerne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse
“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de
gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive en artikel om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

2507_2_full

 

2507_3_full

 

2507_4_full




Agungs rasen

Tusinder på flugt efter årtiers stilhed – her er forklaringen på vulkanen Agungs rasen

27. nov. 2017, 20:20
af David Buch

Vulkanen Agung på Bali er vækket til live efter årtiers hi. Lavastrømmene fra seneste udbrud i 1963 dræbte omkring 1.500 mennesker.
Myndighederne på den indonesiske ø Bali har hævet alarmberedskabet til det højeste niveau og op mod 100.000 mennesker er blevet evakueret, fordi vulkanen Agung for anden gang på en uge har været i udbrud.
Ifølge de indonesiske katastrofemyndigheder kan der høres mindre eksplosioner fra toppen af vulkanen, samtidig med at der stiger askeskyer op.
– Alarmberedskabet er hævet til det højeste niveau. Vi kan mærke konstante rystelser nu, siger vulkanekspert Gede Suantika, der arbejder for den indonesiske regering.
Agung er en 3161 meter høj såkaldt keglevulkan på øens østlige side, der er kendt for at kunne danne eksplosive udbrud med glødende askelaviner – også kaldet pyroklastiske lavastrømme.
Altødelæggende og dødbringende lavastrømme
Netop disse pyroklastiske lavastrømme er de mest ødelæggende og dødbringende. Det fortæller Thomas Kokfelt, som er seniorforsker ved forskningsinstitutionen GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser.
– Disse lavastrømme ødelægger alt på deres vej, og kan i princippet rejse op mod 100 kilometer. Ved de to forrige udbrud i 1963 og i 1843 rejste lavastrømmene dog kun 10-12 kilometer. Men med en fart på flere hundrede kilometer i timen og en lavatemperatur på op mod 500 grader er det også alvorligt nok.
Agung spyr aske i flere kilometer højde. Foto: Scanpix
Det sidste udbrud i 1963 krævede omkring 1.500  dødsofre – blandt andet, fordi man ikke tog myndighedernes advarsler alvorligt nok. Derfor mener Thomas Kokfelt, at der er god grund til at tage advarslerne alvorligt denne gang.
• Agung er en 3161 meter høj såkaldt keglevulkan.
• Ved udbruddet i 1963 blev en søjle af glødende sten og aske slynget 10 km i vejret.
• Keglevulkaner som Agung er kendt for at producere såkaldte pyroklastiske lavastrømme, der er de mest altødelæggende og dødbringende.
• Lavastrømmen rejste i 1963 op mod 10-12 kilometer og dræbte omkring 1.500 mennesker.
• Op mod 100.000 mennesker er blevet evakueret inden for den seneste uges tid af frygt for et nyt udbrud.
• Bali placeret i den såkaldte “ildring”, der er et seismisk område, hvor vulkaner og jordskælv forekommer særligt hyppigt.
– Det er meget svært at forudsige, om Agungs udbrud i denne omgang vil føre til regulære lavastrømme som i 1963. Én ting er dog sikkert. Der foregår et og andet nede i vulkanen lige nu, og så er det op til trykket i vulkanen og andre faktorer, om der vil komme et eksplosivt udbrud. Så det bedste man kan gøre, hvis man befinder sig i området, er at lytte til myndighederne og følge deres instruktioner, siger Thomas Kokfelt til TV 2.
Det sker der inde i Agung
Agung er en såkaldt subduktions-vulkan. Ordet subduktion betyder underskydning, og det dækker over et område, hvor to af jordskorpens plader mødes og presses imod hinanden.
Agung har været i udbrud to gange inden for den seneste uge. Onsdag blev der registreret en 700 meter høj askesky, og lørdag kunne så ses et rødglødende skær fra lavaen i krateret. Foto: JOHANNES CHRISTO / Scanpix Denmark
Den letteste plade – ofte den oceaniske – presser sig ned i kappen under den anden kontinentale plade – deraf betegnelsen underskydning.
Ved underskydning sker der en delvis smeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har en sejtflydende konsistens. Modsat såkaldte skjoldvulkaner, som man finder på blandt andet Hawaii, der producerer en mere letflydende lavastrøm
Bolig for guder og dæmoner
Indonesien er det land i verden med flest virksomme vulkaner – cirka 150. Fra tidernes morgen har man betragtet vulkanerne som en vigtig del af livet. Hver vulkan var bolig for guder og dæmoner.
Vulkanen Agung på Bali. Foto: Reuters/Darren Whiteside
Da man ingen kontrol havde over disse mægtige naturkræfter, var det eneste, man kunne gøre at ofre til de ånder, der talte gennem ilden. De måtte formildes. Vulkanudbrud sås som et varsel om politiske og sociale omvæltninger eller anden form for menneskelig tåbelighed.
Agung kaldes blandt lokale for Gunung Agung – bjergenes bjerg. Balis indbyggere er hinduer, og de mener, at Agung er hjem for de tre guder – skaberen Brama, opretholderen Vishnu og ødelæggeren Shiva. Det gælder om at leve i harmoni med de skabende og ødelæggende kræfter inde i vulkanen.
50 meter dyb flod af lava
Fra Agung kommer det gode i form af vand, som overrisler markerne og den frugtbare vulkanjord, der ved forvitring giver næring til planterne, men fra Agung kommer også ild, lava og aske, som det skete i 1963, da vulkanen brød ud i lys lue.
En uge senere, da Agung var faldet til ro, var en 50 meter dyb, dampende varm flod af lava alt, der var tilbage. Templet, byen og mennesker var forsvundet. Mange tusinder var døde.
Agungs ødelæggelser i 1963 var massive, og op mod 10.000 mennesker mistede livet. Foto: Wikimedia
Helvedes mund havde åbnet sig, men de indbyggere, der boede ved vulkanen og havde overlevet, ville hellere blive boende frem for at bosætte sig et nyt sted. Balineserne tilgav hurtigt deres hellige vulkan Agung.
Agung ligger på Balis østside, og myndighederne har oprettet en evakueringszone i en radius af ti kilometer omkring vulkanen. Frygten for et ødelæggende vulkanudbrud har fået myndighederne til at lukke hovedlufthavnen på øen. Lukningen har resulteret i at flere turister er strandet.

Kilde: Vulkaneksperten.dk v. Henning Andersen.

Copyright: TV2.




Profil af Henning Andersen

Hans interesse for vulkaner begyndte, da han som dreng læste Jules Vernes bøger, bl.a. “Rejsen til Jordens indre”.

2344_full

Efter skolen blev han uddannet som boghandler, besøgte i en ferie Italien vulkanerne Vesuv og Etna og senere også Island. Han begyndte i 1968 at arbejde som rejseleder med det hovedformål at komme ud i verden og studere vulkaner. Drivkraften er for ham en ukuelig interesse for vulkanernes hemmeligheder, hvorfor mennesker bor ved dem og på dem, men også om kontrasten ved både de ødelæggende og skabende kræfter, som vulkanerne trods alt repræsenterer.

2344_2_full

Hans vulkan – interesse fik fornyet kraft, da han vandt i Otto Leisners “Kvit eller Dobbelt” i 1985. Pengene gjorde det muligt for ham at arrangere studierejser, lave film om vulkaner samt skrive bøger og holde foredrag.

2344_3_full

Siden læste han geologi og holder nu mange foredrag om “Moder Jords” mystiske indre.

Han er en garvet foredragsholder, som gang på gang har tryllebundet publikum med sin store viden

2344_4_full

Om vulkaner siger han: “Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft, vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner, som de er vores fjender” …

“Vulkaner repræsenterer som i de store verdensreligioner det gode såvel som det onde”.

Hans første møde med en vulkan havde nær kostet ham livet, da han i 1971 var ved at falde ned i Strombolis krater. Alligevel har hele hans liv drejet sig om de rigtige vulkaner, som han har brugt formuer på at udforske, men også som vulkanguide for mange danske rejsebureauer. Han har skrevet adskillige bøger om vulkaner, bl.a.”Vesuv den udødelige vulkan”, “Øer født af ild” , “Hekla Islands dronningevulkan”, ”Vesuv en meget farlig vulkan” og ”Etna ildens bjerg”. Senest udkom i 2018 bogen: “Sagn og myter om vulkaner”.

I 1985 deltog han i Otto Leisners: Kvit eller Dobbelt” i emnet vulkaner – vandt og læste geologi. I dag underviser han – holder foredrag og er guide på vulkaner til Italien for “Viktors Farmor”. Henning var fagdommer i DR`s “Kvit eller Dobbelt” i 2013, hvor en dreng på 11 år stillede op i “Vulkaner” og vandt. Han har deltaget i radioudsendelser som “Når Cosmos kalder” og “Vulkanmanden” i DR. 

Han har indspillet TV-filmen: “Verden brækker på Island”, der handler om de Islandske vulkaner og ”Mod Vesuv jeg øjet vender”, der handler om H.C. Andersens dragning mod Vesuv, vulkanen over alle vulkaner, der også er Henning Andersens yndlingsvulkan. Senest filmen om Etna, der har været vist på DK4.

Henning interesse for vulkaner startede, da han som dreng læste Jules Vernes: “Rejsen til Jordens indre”.

”Vulkaner er skabende såvel som udslettende”…
”Lever vi på lånt tid og nåde fra Jordens glødende kerne”…

“Vulkaner og jordskælv er sikkerhedsventiler for jordens glødende kerne med sin overskudsvarme. Den der skaber liv kan også tage det. Hvis ikke vi havde vulkaner eller jordskælv, ville den indre jordvarme få hele jordens overflade til at eksplodere på et tidspunkt.”…




Katla en tidsindstillet bombe

3792_full

3792_gal_6_small

3792_gal_7_small 3792_gal_8_small 3792_gal_9_small



Etna, sådan fungerer den

Uddrag af bogen: “Etna ildens bjerg” af Henning Andersen, der udkom 2006.

2490_full
”Skønt er det, vi ser…
skønnere det, vi har erkendt…
men langt det skønneste er det, vi ikke fatter”…
(Præst og geolog Niels Steensen`s berømteste citat fra 1673)

”Etna bestemmer selv, hvornår og hvor den vil udgylpe sine lavafloder og vise sit temperament. Forskere og videnskabsfolk har delte opfattelser af vulkanens ubrudsteknik – selvom vi i dag ved mere om vor jordklode, end da Jules Verne skrev: ”Rejsen til jordens indre”. Naturens kræfter er stærkere end menneskets”.

Etna har forskellige typer udbrud. Ved flankeudbrud på bjergsiden, er der oftest tale om en sprække, som får tilført magma fra det centrale hovedkrater. Et exentrisk udbrud er et udbrud, som finder sted på siden af vulkanflanken, men med sit eget magmakammer i dybet. Det skete netop i år 2001/2002/2003. Man formoder, at de øverste magmakamre ligger kun få kilometers dybde under vulkanens top, mens den store magmakilde i dybet i Jordens kappe befinder sig fra 50 til 100 kilometers dybde.(Kilde: Instituto Nazionale di Geofisicia Vulcanologica Catania)

Den Europæiske og Afrikanske Plade støder sammen, og der er dannet flere knæk eller brudlinjer, som igen forskubber sig, da Afrika rykker mod Europa med 2 cm om året. Der udover ligger Etna på en ”hot-spot”, d.v.s. ekstra varmekilde med opadstigende materiale, som blander sig med den neddykkende pladerand og kan hermed give forklaring på Etnas forskellige lavatyper fra tid til anden.

Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 og nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som indbyggere kalder deres vulkan.

Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre eller bedre end mange andre de tusinde vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der kraftige udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid, og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer dette mineral ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Her er det bl.a. vand, som den tunge neddykkende plade fører med sig, og som udløser en opsmeltning af det neddykkende materiale under enormt tryk og varme. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna kan have fået tilført en slags lavablanding nedefra – måske er en del af den neddykkende Afrikanske plade knækket og blander sig med den opadstigende magma længere nede fra jordens kappe og vil om nogle tusinde år blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) ”Vi tager den med ro. Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”.

Vi kan konkludere, at Etna ligger på et ”sår” i jordskorpen, hvor tre brudlinjer krydser hinanden. Den ene går via Messinastrædet mod nord, den anden over øerne Liparai og Vulcano nord for Sicilien, og den tredje gennemskærer hele Sicilien på tværs. Alle linjerne krydser Etna mere eller mindre. Brudlinjerne ses som et resultat af det Afrikanske kontinents fremrykning mod Europa gennem de sidste 60 millioner år, hvilket de mange jordskælv i Middelhavsregionen også vidner om. Disse dybe revner og sprækker baner vej for det hede opstigende magma fra de dybere dele af jordens kappe, men Etna betragtes også ofte som et resultat af en riftzonevulkan, hvor undergrunden eller skorpen under vulkanen er udsat for en slags langsom udvidelse, hvilket bevirker, at jordkappen hæver sig neden under og smelter ved trykfaldet. Udfor Siciliens østkyst ligger en dyb gravsænkning, der har forbindelse med Maltagraven og begyndelsen til en udvidelses- eller riftzone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år. Den næste årsag til at forklare Etnas livlige vulkanvirksomhed har man vulkanologisk tolket som en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af kappemateriale i form af varmt magma – altså smeltet lava – finder sted. Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller mindre konstant aktiv i årtusinder – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum.

Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f.Kr.f., men senere i historisk tid 1169 og 1669-udbruddene må betegnes som nogle af de største, hvor lavaen strømmede ned over dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod – i dag Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor gastrykket altid er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner fra topkraterne.Værre er det, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkratere, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og herfra strømmer ud og nærmer sig de tætte bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas mange udbrud.
De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, idet gasserne i den smeltede magma(lava) inde i vulkanen har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplades bevægelse ind under Italien.

Vi ved, at Etnas enorme vulkankegle med sit fundament er bygget op af sine udbrudsprodukter for ca. 600.000 år siden, men allerede for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har opbygget sig ved gentagne udbrud af de udslyngede udbrudsprodukter. Der har siden været ca. 8 såkaldte opbygningsfaser af forskellige vulkankegler i Etnas vulkankompleks, som hver på et eller andet tidspunkt enten er styrtet sammen på grund af udtømning af magmakamre under vulkanen eller eroderet væk, og den nuværende vulkantop er bedømt til at være ca. 8000 år gammel.

Det Afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen med Alperne, alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien og hele Middelhavsbækkenet dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 1 million jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og forvolder skade. En mægtig stor geologisk livsproces, og årsagen til denne jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm kan tage mange tusinde år, men er mere eller mindre konstant.
Etna ligger altså på den Afrikanske Kontinentalplades subduktion(d.v.s. neddykning – underskydning) – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

I hele verden bor i dag over en halv milliard mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 50.000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på grund af enorme udslyngede mængder af aske og svovldioxid, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere.Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de ofte alt for tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i U.S.A. og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.

I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosioner, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer og magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.

Etna udsender røgringe, der ligner en stor udgave af de røgringe, man man ser rygere øve sig i at udblæse, f.eks. med en cigar. Røgringene består dog ikke af røg, men af vulkanske gasser, mest vanddamp og og kuldioxid op til 100 – 200 meter i størrelse. Man har observeret det andre steder på vulkaner i verden, men mest på Etna. De dannes ved en slags samspil mellem vulkanens kraterstørrelse og de processer, der foregår, når gasserne frigives fra den smeltede lava i dybet under vulkanen. Herefter presses gasserne op gennem en flaskehalsformet tilførselskanal og ud i luften på overfladen. Hvis krateråbningen er cirkelrund, dannes en som nævnt en røgring.

Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gibel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Senere troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre.

2490_2_full

 

2490_3_full