Vulkaner koger og rumler rundt omkring, og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden mens dette læses.

Nye udforskninger tyder på, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren ved lufttryksfaldet og vandstanden stiger i havene. Man har, efter datering af de vulkanske udbrudsprodukter udregnet, at der ved tidligere istiders afslutninger, hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har ændringer af trykforholdene i den faste jordskorpe påvirket og skabt ændringer i de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne. Specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet var der mange udbrud. Vi ved, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, hvilket så tydeligt blev bekræftet ved Krakataus udbrud i Indonesien i 1883.
Fakta er altså, at man ved forskellige målingsresultater har kunnet beregne, at i kølvandet på den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted, samt mange jordskælv i kølvandet af isens smeltning på grund af stigningen af vandstanden i oceanerne.

Man har iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Vulkanforskere har gisnet om det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning” og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde måske ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at klimaforhold kan påvirke vulkaner. For ca. 74.000 år siden sendte Toba – vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt, og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.
Det betyder altså, at nogle vulkaners udbrud synes at være sæsonbestemt, f.eks. har man bemærket i Alaska, at der om efteråret og vinteren, når det faldende lufttryk får vandstanden til at ændre sig i oceanerne, lagt mærke til, at der sker flere udbrud i vulkanerne. Det stigende vandtryk presser ekstra på en vulkans fundament og dermed øges trykket ovenpå vulkanens magmakammer, der ligger neden under. På samme måde som hvis man presser tandpastaen ud af en tube.

Det ser altså ud til, at den øgede vandstand som følge af global
opvarmning kan medvirke til at gøre Jorden mere ustabil og til sidst får vi hyppigere vulkanudbrud samt flere og flere jordskælv.

De mange istider, der har bundet enorme mængder af vand som is, har fået vandstanden i verdenshavene til at falde med adskillige hundrede meter. Det har for eksempel haft betydning i Middelhavet, hvor vulkanen Etna i perioder har opført sig helt anderledes end i dag. Således har undersøgelser vist, at Etna var usædvanlig rolig under den seneste istid.

Da vandet stiger efter istidens iskapper var smeltet, voksede trykket på magmakammeret under vulkanen og Etna fik hyppigere udbrud.

Man har beregnet, at vandstanden steg med omkring 130 meter dengang. I dag siger nye beregninger, at oceanerne vil stige med fra 10 og til 88 centimeter frem til år 2100.

Det kan sagtens give store problemer. I de senere år er forskerne blevet overbevist om, at selv små forskydninger i vandmasserne kan få voldsomme konsekvenser

Egentlig er det ikke underligt, at vand kan påvirke undergrunden. En kubikmeter vand vejer et ton, så en stigning på blot 10 centimeter vil over en kvadratkilometer øge trykket med 100.000 tons eller det samme som et større højhus.

Alligevel er det først for nylig, at forskerne er begyndt at erkende sammenhængen mellem store klimaændringerog ekstreme geologiske begivenheder. Ifølge professor Bill McGuire ved University College i London og en række andre geologer og geofysikere slår nu til lyd for, at medmindre vi minimerer den menneskeskabte drivhuseffekt, kan vi ikke kun forvente et varmere klima, men også en mere turbulent geologisk fremtid. Stigende vandstand er ikke den eneste følge af klimaforandringerne, som kan påvirke Jordens velbefindende.

Ifølge geofysikeren Jeanne Sauber fra NASA og geologen Bruce Molnia fra US Geological Survey har hastigt smeltende gletsjere nær Icy Bay ved Alaskas stillehavskyst lettet trykket på undergrunden så meget, at det i 1979 var med til at udløse St. Eliasjordskælvet med en styrke på 7,2.

Enorme iskapper er i fare

Truslen om vigende gletsjere og øget vandstand er især knyttet til de tre store iskapper, der findes på Jorden i dag: Den største er det gigantiske isdække på Østantarktis, fulgt af iskappen på Vestantarktis og indlandsisen på Grønland. Når klimaet bliver varmere, afgiver iskapperne masse på grund af øget afsmeltning og kælvning af isbjerge. Til gengæld får de tilført ekstra masse via øget snefald, fordi fordampningen fra havene stiger, og fordi varmere luft kan indeholde en større mængde vanddamp. Iskappen på Østantarktis vokser for tiden, mens nye forskningsresultater viser, at både indlandsisen og iskappen på Vestantarktis mister masse. Klimafor skerne er især bekymrede for stabiliteten af indlandsisen. Ifølge modelberegninger, der er udført af Jonathan Gregory fra University of Reading i England og Philippe Huybrechts fra Vrije Universiteit
Bruxelles, vil den indlede en uigenkaldelig og selvforstærkende nedsmeltning, hvis temperaturen i Grønland stiger med 2,7 grader. Hvis iskappen forsvinder helt over måske tusind år, bliver konsekvensen en stigning i havniveauet på syv meter. Og scenariet er desværre ikke urealistisk – klimamodellerne forudsiger temperaturstigninger i Arktis på mellem fire og syv grader frem mod år 2100. Befriet for vægten af indlandsisen – og på kortere sigt vægten af gletsjere – vil undergrunden hæve sig, og det kan udløse jordskælv, der er kraftige nok til at skubbe de tykke af lejringer ved kysterne ud på dybere vand. Sådanne undersøiske landskred kan igen udløse tsunamier. Bill McGuire sammenligner med det såkaldte Storegga-jordskælv på havbunden ud for Norges vestkyst for 8000 år siden, som medførte tre store undersøiske landskred. Det skabte en tsunami, som sendte 20 meter høje bølger ind over Shetlandsøerne og seks meter høje bølger ind over den skotske kyst. Sedimenterne omkring Grønland minder om datidens af lejringer ud for Norges kyst.

Vulkanudbrud fulgte istiden

Man kan få en fornemmelse af de geologiske konsekvenser ved forandringer i fordelingen af vand på kloden ved at studere fortidens skift mellem istider og mellemistider. I løbet af de seneste 740.000 år har Jorden oplevet otte af disse dramatiske klimaskift, hvor iskapperne har bredt sig ud over kontinenterne for siden igen at trække sig tilbage mod polerne. Under en istid presser vægten af de enorme iskapper de underliggende landmasser ned og lægger låg på vulkaner og forkastningszoner. Når iskapperne forsvinder, sker det omvendte: Landjorden hæver sig, og vulkaner og forkastninger bliver atter aktive, hvorved den seismiske aktivitet stiger.

Den bedst undersøgte periode med kraftig geologisk aktivitet er de første årtusinder efter den seneste istid, som sluttede for 11.500 år siden. Perioden er blandt andet karakteriseret ved store vulkanudbrud i Island, fordi smeltningen af isdækket på vulkanøen reducerede vægten på de underliggende magmakamre.

Allen Gardner fra University of North Carolina har identificeret et tilsvarendemønster i det østlige Californien gennem de seneste 800.000 år, og øget vulkansk aktivitet i starten af mellemistider er også blevet påvist i Cascades Range i USA og i Andesbjergene i Sydamerika. Tilbagetrækningen af iskapperne medførte ligeledesen bølge af vulkanudbrud på grund af vandstandsstigninger i verdenshavene.

Blandt andet har Bill McGuire og hans kolleger ved at analysere havbundskerner fra Middelhavet påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af vulkanudbrud i området og svingninger i havvandstanden gennem de seneste 100.000 år.

En lignende tendens gør sig gældende for jordskælv. Et eksempel er Skandinavien, hvor der blev udløst kraftigere jordskælv, da landjorden hævede sig efter at iskappen smeltede bort. Det gælder især i forkastningsområdet i Lapland, hvor klimaændringerne ifølge Iain Stewart fra Brunel University i England var med til at udløse et kæmpemæssigt jordskælv for 9000 år siden, hvilket efterlod den ti meter høje og 150 kilometer lange Parvieforkastning i Nordskandinavien.

Og konsekvensen af begivenhederne omkring afslutningen af den seneste istid mærkes muligvis stadig i dag. Således mener Patrick Wu fra University of Calgary i Canada og Paul Johnston fra University of Western Australia, at den fortsatte hævning af det nordamerikanske kontinent kan have bidraget til at udløse de store New Madrid-jordskælv, der rystede Mississippidalen i 1911 og 1912.

Om vi vil opleve en fornyet bølge af naturkatastrofer i samme stil, er det endnu umuligt at sige med sikkerhed. Men ifølge Bill McGuire er der tegn på, at klimaændringerne bliver store og jordskorpens følsomhed er høj.

Copyright: Henning Andersen
www.vulkaneksperten.dk

Af Paul Bergsøe” i ”Vor Viden 1951.

”Som regel kan man komme af vejen, før en vulkan begynder at blive voldsom. Det begynder med en luftudvikling, der bliver så stærk, at den river den underliggende flydende lava med op. Man kan tænke på en Apollinarisflaske. Her spiller det en rolle, hvordan proppen tages af. Man kan linde lidt på proppen, så luften får tid til at skille sig ud fra vandet og undvige, og man kan lade proppen springe, så man får både luft og vand ud af flasken.

De fleste vulkaner har også en lavaprop, der består af størknede udbrudsmaterialer fra sidste udbrud. Den kan sidde så løst i krateret, at luften langsomt kan sive ud i det fri, og den kan slutte så tæt så luftarterne ikke kan komme bort. Den flydende lava nede i vulkanens indre findes under et uhyre tryk og opløser ligefrem de mange luftarter, der ikke kan slippe bort ad anden vej. Sprænges nu proppen i krateret, fordi trykket bliver for stort, vil lavaen drives ud med voldsom kraft, og de opløste luftarter vil udskilles øjeblikkelig. Herved forstøves lavaen og danner pimpsten, som ikke er andet end lava, der i smeltet tilstand er blæst op af luft og derefter størknet.
Når lavaen endelig flyder ud som en strøm, er den en kogende vælling, der stadig udskiller luftarter.

Støvet fra en vulkan kan af vinden bæres milevidt bort, og så optræder det som vulkansk aske, der kan ødelægge vegetationen og forgifte planter og dyr, navnlig når vulkanen har indeholdt forbindelser af fluor.

Flere gange har et vulkanudbrud givet anledning til nogle af de forfærdeligste naturkatastrofer, der nogensinde er overgået mennesker. Det er altid når der sker noget ekstraordinært, hvorved udbruddet får en eksplosiv karakter. Det kan f.eks. hænde, at en vulkan åbner sig under havet, dampudviklingen kan i så fald rejse en flodbølge(kaldt tsunami), der vandrer tusinder af kilometer til den træffer en kyst, hvor den brydes og skyller langt op i landet.

Men også en landvulkan kan, når forholdene er ugunstige og udbruddet er eksplosionsagtigt, anrette store tab af menneskeliv. Hele kraterkeglen kan pludselig sprænges bort, og så kan den smeltede lava forstøves på een gang. Det glødende lavastøv kan indeholde gasarter, der giver sig til at ”undvige inde i støvet” og trods sin høje temperatur kan denne blanding af støv og gasarter være tungere end luften. Den vil derfor ikke kastes til vejrs, men vil rulle som en lavaine ned ad bjerget og hen ad jorden, hvor adskillelsen af støv og luft så fortsættes.

NB: Historien om dette er både rigtigt og forkert, men i 1950-erne vidste vi ikke endnu så meget om disse såkaldte askelaviners forløb, som faktisk er ret så almindelige ved eksplosive vulkanudbrud med kiselsyrerige lavatyper(SiO2).(Se mit minileksikon).

I 1902 fik vulkanen Mount Pelee på øen Martinique et sådant udbrud. Hovedstaden St. Pierre blev ramt af de ”udskilte giftige” luftarter. Alle 30.000 indbyggere omkom, Bagefter brændte byen og blev tilsidst dækket af et hvidt askelag.

Det lykkedes de fleste mennesker at flygte fra Vesuvs store udbrud i år 79 e. Kr.f., da Pompeji, Herculaneum og Stabiæ blev dækket af uhyre askelag, men det ser ud til, at der lidt senere er kommet en gas og askesky, som har dræbt de tilbageblevne, 2000 ialt.

NB Den senere aske – og gassky, som der omtales er en af de brændende overophedede laviner bestående af aske og pimpsten – båret af gasserne, som Vesuv sendte nedover flankerne og ud i oplandet i sit berømte udbrud i Oldtiden.

Ol Doinyo Lengai, Tanzania, Afrika. Denne vulkan hæver sig 2.890 meter over havets overflade, ligger på 2.75S og 35.90 E og tilhører den Midtafrikanske Gravsænknings vulkankompleks, der ligger på en åbningszone, dvs. hvor kontinentalpladerne trækker sig fra hinanden.

Denne vulkan er speciel, idet den spyr sort, tyndtflydende lava ud, hvis hovedindhold er carbonatitminerale, der igen indeholder grundstoffet niobium. Dette niobium er et gråligt metal, som ligner jern. Et andet grundstof, der befinder sig i Carbonatit, er Molybdæn, der her findes 20 gange mere end i andre bjergarter. Det er et grundstof, der bruges til kampvogne og kanoner ligesom stål.

Et andet problem, der gør Ol Doinyo problematisk er, at lavaen i denne vulkan indeholder over 50% kalk. Dette er før set i vulkaner. Bl.a. ved vi, at Vesuv har et kalkholdigt lag over sit magmakammer, der giver ekstra gasindhold i smelten, og det skyldes, at vulkanen ligger ved havet. Her ser vi en så godt som konstant udstrømning af kalklava – tyndtflydende – og fyldt med calcium og natrium. Nærmest sort blæk ligner det eller snarere sort mudder, hvis farve skyldes, at lavaen er kold, dvs. dog ca. 600 grader Celsius eller halvt så varmt som almindelig lava. Den er næsten konstant i udbrud, og siden 1960 er 1,5 millioner kubikmeter lava sivet ud fra bjergets indre.

Krateret er 300 meter bredt og fladbundet, men med en lille udbrudskegle i midten, hvorfra der står skyer i vejret at vulkanske gasser.

Ol Doinyo Lengai er en af de mange vulkaner i den Østafrikanske Gravsænkning, der er 6000 kilometer lang og danner en åben brudzone, der trækker sig fra hinanden, hvoraf mere end 30 vulkaner er virksomme.

Af O.A. Girina

Vulkanologisk og Seismologisk Institut, Videnskabernes Akademi, Russisk Fjernøsten.
Dansk oversættelse:
Thomas Køhler

Copyright.

Kamtjatka er et af Jordens helt enestående steder. Her kan man studere vulkansk aktivitet af en enhver art, som forekommer i de forskellige tektoniske zoner af Jorden. På Kamtjatka er der forekommet og forekommer der udbrud af hawaiansk, stromboliansk, merapisk, volcano, plineansk og peleansk art. Der findes alle eksisterende vulkaniske formationer: calderaer, stratovulkaner, skjoldvulkaner, sprækkevulkaner og lavadomer (ved ekstrusion). Der er over 7100 vulkaner, som er dannet inden for de sidste 2-2,5 millioner år, heraf 30 aktive. Nu for tiden regner man de vulkaner for aktive, ”hvor der er konstateret og dateret mindst et udbrud inden for de sidste 3000-3500 år” ( Melekestvev m.fl., 2001, s. 195). Hovedparten af de aktive vulkaner er koncentreret i de østlige og centrale dele af Kamtjtka. Af de mange vulkaner på Den centrale Højderyg er det kun vulkanerne Itjinskij og Khangarskij, der er aktive.
Itjinskij-vulkanen (3621 m) – er en af de største vulkaner på Kamtjatka og det højeste bjerg på Den centrale Højderyg. Vulkanformationen består af et komplekst massiv. Det kan forekomme eksplosive og eksplosivt-effusive vulkanudbrud, som ligner de islandske vulkaners udbrud. Det seneste udbrud fandt sted omkring for 300-400 år siden.
Khangarskij-vulkanen (2000 m) Vulkanens krater har en størrelse på 2 x 3 km som er fyldt op af sø på 150 meters dybde. Vulkanens sidste udbrud fandt sted for omkring 400 år siden.
Den nordlige gruppe
Enestående i enhver henseende er den nordlige vulkangruppe, indeholdende Kljutjevskaja-gruppen af vulkaner og den nordligste aktive vulkan er Sjivelutj. F. Gjulemar, en berømt jordomrejser fra 1800-tallet, som havde set både alperne, andesbjergene og vulkanerne i Japan og Italien, skrev, at Kljutjevskaja-vulkangruppen både var mere storslået og mere fuldkomne i skønhed end vulkanerne Kotopakhi, Etna og Fuji. Alle forskere, der kommer til Kamtjatka, er enige i hans begejstrede bedømmelse.
Kljutjevskaja-vulkangruppen befinder sig i Centralkamtjatkas sænkning. På det omfattende vulkanske bjergplateau, som rejser sig til 1000-1500 meter over havets overflade, ligger 13 stratovulkaner fra 3000 til 4800 meter: Krestovskij, Kamen, Bezymjanyj, Ploskij Tolbatjik, Ostrij Tolbatjik, Ovalnaja Zimina, Ostraja Zimina, Gornyj Zub, Bolsjaja Udina, Malaja Udina. Herudover er arealformationer udbredt, lavaplateuaer, slagge- og lavamonogeniske formationer. Det samlede omfang af kvartære vulkanitter udgør efter forskellige bedømmelser 5000 km3, og f.eks. har alle kvartære vulkanitter i Japan et lignende omfang. Fire af vulkanerne i Kljutjevskaja-gruppen er aktive. Kljutjevskaja, Bezymjannyj, Ploskij Tolbatjik, Usjkovskij. I den nordlige gruppe af vulkaner, ud over Kljutjevskaja-gruppen og Sjivelutj, indgår vulkanerne Zaretjneyj og Khartjinskij.
Kljutjevskaja-vulkanen (4750 m) – er den højeste vulkan i Europa og Asien, og en af de mest aktive vulkaner i verden – den producerer årligt 60 millioner ton affald, hvilket udgør 2,5% af det klippemateriale, som udsendes af samtlige 850 vulkaner på land i verden. Vulkanen er en klassisk stratovulkan med et krater på 700 meter i diameter på toppen. Fra 1900 til 2012 har der været 36 udbrud fra vulkanens top, fra 1900 til 1989 17 sideudbrud. Det seneste udbrud fra toppen varede i mere end et år fra september 2009 til november 2010. I krateret opstod der en kegle af slagger og lava, og vulkanens højde steg til 4800 meter.
Vulkanen Bezymjannyj (2900 m) – er en af Kamtjatkas mest aktive vulkaner. 22. oktober 1955 vågnede vulkanen efter tusindårig ro, og den 30. marts 1956 skete der et katastrofalt udbrud med 3 km3 vulkansk affald. I eksplosionskrateret, som opstod ved katastrofen, er der siden 1956 udvokset en lavekegle, der stadig vokser. Siden 1977 har der været fast tilbagevendende, kraftige udbrud med askeskyer op til 15 km over havets overflade og en udbredelse på op til 5000 km en eller to gange årligt. I perioden 1977 til 2011 er der sket 41 eksplosive udbrud. Det seneste forekom 13. april 2011.
Vulkanen Ploskij Tolbatjik (3085 m) – består af en stump kegle med en caldera på toppen med en diameter på 5 kilometer. I den vestlige del af vulkanformationen findes der en lille sammenstyrtet caldera, der er 1,8 km i diameter, 450 m dyb og blev dannet i 1975. Før 1975 fandtes der på toppen af vulkanen i en kraterbrønd, der var 200 m i diameter, en lavasø, og på kraterranden kunne man se ”Pelees tårer” – glastråde af særligt flydende lava, der udslynges under udbrud, men også plagioklaslapilli – sammenvoksninger af mineralet plagioklas. Man kan finde lapilli den dag i dag. Vulkanens udbrud minder om hawaianske udbrud.
Der støder et område op til vulkanerne Ostrij Tolbatjik og Ploskij Tolbatjik, der kaldes Tolbatjik-dalen, som strækker sig med en bredde på 20 km og 45 kilometers dybde frem til den gamle vulkan Nikolka. Her er der talrige kegler af slagger og af lava og slagger, der stikker frem af sprækken på den nordøstlige udstrækning. Sletter af lava af hawaiansk type, overdrysset med aske og slagger, danner her et perfekt månelandskab. Det er ikke for ingenting, at det var her, at man testede de russiske måne- og marsbiler. På kraterranden af keglerne på Det nordlige Brud, som opstod ved udbruddet i 1975, er der stadig temperaturer på over 300-400 grader, og på keglerne her har de russiske vulkanologer opdaget 24 nye mineraler (tolbatjit, pijnit, sofit m.fl.).
Vulkanen Usjkovskij (3943 m) er en ellipseformet, stump kegle med en caldera på toppen på 4,5 x 5,5 km, fyldt med is med et omfang på cirka 5 km3. I den sydlige del af calderaen befinder der sig to sammenvoksede kegler med mofette-aktivitet. Vulkanens sidste udbrud fandt sted i 1890. Vulkanens udbrud minder om de islandske vulkaners udbrud.
Vulkanen Sjivelutj (3823 m, lavakeglen er på 2500 m) – er en af de mest aktive af Kamtjatkas vulkaner. I 1964 fandt der et katastrofalt udbrud sted med en sky af vulkansk affald på 1,5 kvm til følge. I 1980 inde i det eksplosive krater fra 1964 begyndte der at opstå en lavakuppel, som fortsat vokser i dag. Fra 1980 til 2011 skete der 6 paroxysmale eksplosive udbrud, under hvilke askeskyerne steg til 15-20 km over havets overflade og strakte sig 2500 km hovedsageligt mod vest fra vulkanen. Det sidste kraftige udbrud fandt sted 27.-28. oktober 2010.
Vulkanen Kizimen (2485 m) – er en kegleformet stratovulkan, på hvis nordøstside 300 meter under toppen der befinder sig et stort område med fumaroler. 9. december 2010 begyndte der et udbrud efter 81 års ro, og udbruddet fortsætter den dag i dag. Fra december 2010 og til maj 2011 er der forekommet askeskyer på op til 10 km over havets overflade og dannelse af pyroklastiske udstrømninger. Fra 23.-25. januar 2011 og frem til nu er lavastrømmen fortsat med en lavafront på 100 meters højde.
Vulkanen Vysokij (2153 m) kegleformet vulkan med et vældigt krater på toppen. Vulkanen var i udbrud sidste gang for 2000 år siden.
Vulkanen Komarova (2070 m) er en ung stratovulkan, som ligger på den vestlige side af calderaen i den midterste del af Gamtjenskij-højderyggen.
Vulkanen Gamtjen (2576 m) Komplekst vulkansk massiv, som består af fire stratovulkaner. På den syd-østlige side af vulkanen Sydlige Gamtjen ligger den aktive stratovulkan Baranij med et krater med en diameter på 500 meter og en dybde på 200 meter.
Vulkanen Kronotskij (3528 m) Vulkanen har en helt perfekt kegleform. Dens seneste, mindre freatiske udbrud fandt sted i februar 1923.
Vulkanen Krasjeninnikova (1856 m) To sammensmeltede keglevulkaner befinder sig i calderaen med en diameter på 9 km. Det sidste udbrud fandt sted for 400 år siden.
Vulkanen Kikhpinytj (1552 m) Et komplekst massiv, som består af kvartære vulkanske konstruktioner, af hvilke keglen Savitja er aktive, med et krater med en diameter på 70 meter og en dybde på 30 meter. Det sidste udbrud fandt sted for 600 år siden.
Vulkanen Taunsjii (2353 m) Stratovulkan, som har et krater i toppen på 1,5 km i diameter, hvor der er en ekstrusionskuppel. Vulkanen havde et kraftigt udbrud for 2400 år siden.
Vulkanen Malyj Semjatjik (1560 m) er en vulkansk højderyg, som består af tre tæt beliggende stratovulkaner, af hvilke den sydvestlige kegle er en aktiv vulkan med en termisk sø på 860 meter i diameter i Troitskij-krateret. Det seneste udbrud fandt sted i 1804.
Vulkanen Karymskij (1486 m) – er en af de mest aktive vulkaner på Kamtjatka. Den meget regelmæssige keglevulkan med et krater på toppen ligger i den centrale del af calderaen med en diameter på 5 km. Der er foregået et begrænset eksplosivt udbrud siden 1996 frem til nu.
Vulkanen Zjupanovskij (2958 m) Den vulkanske højderyg er dannet af fire sammenvoksede kegler fra stratovulkaner med kratere i toppen og fumarole-områder. Det seneste udbrud fandt sted i 1956-1957.
Nord og øst for Avatjinskij-bugten
De fire aktive vulkaner, som ligger mod nord og øst for Avatjinskij-bugten og dermed nord og øst for byen Petropavlovsk-Kamtjatskij, kaldes ”de hjemlige (nære o.a.) vulkaner”. Alle ses de i klart vejr fra byen. I Avatjinskij-gruppen, som ligger nord for Avatjinskij-bugten, indgår vulkanerne: Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag, Kupolnij m.fl. I vinter- og forårsæsonen anlægges der op til vulkanen Avatjinskij den såkaldte ”Helbredets Skiløjpe”, som mange af byens indbyggere elsker. Hele familier tager ud på skiløjpen, og mange vandrere og bjergbestigere kommer ad den vej frem til vulkanens fod, hvorfra de fortsætter op til dens krater. På bjergpasset mellem vulkanerne Avatjinskij og Korjakskij ligger der flere hytter, hvorfra vandrere og bjergbestigere tager op på vulkanen på alle tider af året. Kamtjatkas mest erfarne bjergbestigere har flere gange foretaget ”femvulkaners tour” – og følgelig besteget Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag – nogle gange med udgangspunkt fra Kozelskij, andre gange fra Aag.
Vulkanen Korjakskij (3456 m) – en stratovulkan, hvis krater på 45 x 90 meter befinder sig i den vestlige del af toppen. På nordvestskråningen af vulkanen i 3000-3100 meters højde befinder der sig en sprække, i hvilken hovedparten af vulkanens fumaroler er koncentreret. Det seneste udbrud af begrænset styrke fandt sted 22. december 2008 til den 30. august 2009 – og askeskyen rejste sig til over 5, 5 km over havets overflade og strakte sig 700 km fra vulkanen. Der blev konstateret aske i luften ved byerne Petropavlovsk og Elizovo, og lufthavnen i Elizovo måtte lukkes flere gange i den forbindelse.
Vulkanen Avatjinskij (2751 m) Aktiv vulkan af Somma-Vesuv-typen. Inde i sommaen , der er 4 km i diameter, dannet ved et katastrofalt vulkanudbrud for omkring 30 000 år siden, befinder der sig en regelmæssig keglevulkan på omkring 500 meter. Keglen begyndte at tage form for cirka 4000 år siden. Vulkanens krater blev fyldt med lava ved udbruddet i 1991. Vulkanen var senest i aktivitet i 2001, hvorved der opstod en sprække i lavaproppen.
Syd for Avatjinskij-bugten befinder vulkanerne Gorelyj og Mutnovskij sig.
Vulkanen Gorelyj (1829 m). I den centrale del af calderaen på 13 x 12 km finder vi den moderne vulkanformation, i form af en højderyg i vest-nordvestlig retning. Hoveddelen af vulkanen består af tre sammenvoksede kegler, og derudover er der på toppen 10 kratere, beliggende på hinanden. På yderskråningerne af vulkanen kan tælles omkring 40 sidesprækker. Seneste udbrud fandt sted i 1986. Fra juni 2010 op til nu har der været aktivitet i vulkanen. På skillevæggen, som skiller det varme syrevand fra det kolde ferskvand, er der på varmtvandssøens side i foråret 2010 opstået en ny mægtig fumarole, hvis gas har nået en temperatur på 800-900 grader. I efteråret 2010 forsvandt den varme sø, begge kratere blev dækket af sne, men fumarolen er fortsat aktiv.
Vulkanen Mutnovskij (2323 m) udgøres af en kompleks formation, bestående af fire stumpe mindre toppede calderaer af stratovulkaner. Det aktive krater, der er på 440 x 100 meter, er skåret ind i den vestlige rand af vulkanens hovedkrater. Fumarolernes gasser kommer op på en temperatur på 580 grader. For nogle år siden fandt den russisk forsker M. Zelenskij ved fumarolernes sublimation i det aktive krater et nyt mineral, som han gav navnet tazevit, til ære for den berømte franske vulkanolog Haroun Tazieff. Den seneste aktivitet i vulkanen kunne iagttages i 2007 – ved et freatisk udbrud i det aktive krater blev der dannet et eksplosionskrater på 200 meter i diameter. Asken derfra kunne findes 5 km fra vulkanen. I Mutnovskijs caldera foregår der aktive postmagmatiske og hydrotermiske processer. Bunden af fumaroleområdet ligger på 1450 meters højde over havets overfalde ved en sø, som har ligget i krateret siden 1950’erne. Gasdampe af høj temperatur (150-180 grader) står ud fra de hævede dele på periferien af reposen. Fumarolernes udmundinger er indlejret med svovl. Ind i mellem vokser finurlige svovltårne ud over dem. På sænkede steder fyldt med grundvand omdannes fumarolerne til kogende mudderhuller. Nogle gange er de skjult af kuppelformede hvælvinger af svovl. Disse områder er farlige, eftersom svovlskorpen er tynd og sprød. I lavere beliggende områder er det udbredt med åbne mudderhuller med en diameter på op til 6 m. Fra nogle af dem udgår der fontæner af mudder og vand på 1-2 m.

Mod syd

Længere mod syd, kan man se følgende aktive vulkaner:
Vulkanen Opala (2475 m). Stratovulkan, som ligger i den nordlige del af calderaen med en størrelse på 13 x 15 km. Det seneste udbrud fandt sted for 300 år siden.
Vulkanen Khodynka (2090 m) Stratovulkan, hvis seneste udbrud fra det centrale krater fandt sted for 2000-2500 år siden.
Vulkanen Ksudatj (1079 m) Stor vulkan, som er dannet ved kraftige eksplosive calderadannende udbrud. I den nordlige del af den nuværende caldera der er 9 km i diameter findes keglen Stjubel med en diameter på 2 km, dannet for 1400 år siden. Ved det seneste vulkanudbrud i 1907 var omfanget af udkastet vulkansk affald på omkring 0,3 km3. Da lagde der sig et groft vulkansk støvlag på 2-3 centimeter i byen Petropavlovsk-Kamtjatskij (155 km fra vulkanen).
Vulkanen Zjeltovskij (1953 m). Stratovulkan af typen Somma-Vesuv med en krater i toppen på 500 x 800 m fyldt med lavakupler. I den vestlige del af den største kuppel kan der iagttages fumaroleaktivitet. Seneste udbrud skete i 1923.
Vulkanen Ilinskij (1578 m) Stratovulkan af typen Somma-Vesuv. Dens nuværende kegle voksede frem i calderaen til en diameter på omkring 4 km. Det seneste kraftige udbrud var i 1901.
Vulkanen Dikij Greben (1079 m) – er den kraftigste ekstrusionsformation i Kurillernes og Kamtjatkas område. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1600 år siden.
Vulkanen Kosjelevskij (1812 m) Er et vulkansk massiv bestående af fem store formationer med et aktivt krater på Den centrale Stratovulkan. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1690.
Vulkanen Kambalnyj (2156 m) Stratovulkan, hvis top er kronet med et krater på 800 x 400 m. Der er kraftig fumaroleaktivitet på den vestlige skråning af vulkanen. Sidste udbrud fandt sted i 1769.

Andre af Kamtjatkas perler

Ud over de aktive vulkaner er der blandt Kamtjatkas perler en række hydrotermiske systemer, blandt hvilke Gejserdalen og Uzon-calderaen særligt udmærker sig. De ligger i Kronotskij Naturparken, som er et af Ruslands statslige fredede områder.
Gejserdalen Egentlige gejsere findes her på Jorden i Island, New Zealand, Nordamerika (Yellowstone) og på Kamtjatka. I Gejserdalen, som er 4 km i udstrækning, var der indtil 2007 mere end 40 gejsere, der hver havde sit eget karakteristiske udbrudsmønster. For eksempel så man ved udbrud af Kæmpen en søjle af vand hæve sig op til 30 meter og damp derfra på 200-300 meters afstand. Pauserne mellem Kæmpens udbrud var på mellem 3-11 timer. Den største gejser, Grotten, kom i udbrud sjældent – 1-2 gange om året, men udspyede på en gang op til 60 t vand. Derudover var der mange termiske reposer og vandfald på skråningerne af dalen. 3. juni 2007 skete der et jordskred, og der dannedes en opdæmmet sø. En del af gejserne blev begravet under afbrækkede klippestykker og fyldt op med vandet fra søen. Men naturen er ved at genoprette sig selv. Gradvist skylles jordvolden bort, og de kendte gejsere kommer i aktivitet igen, eller nye dannes. Selv om Gejserdalen har forandret sig, har den ikke mistet sin charme og fortsætter med at virke overraskende på alle, der besøger den.
Uzon-calderaen har en størrelse på 9 x 12 km med en flad bund, der er hævet 700 meter over havets overflade, og blev dannet for omkring 40.000 år siden. I begyndelsen var den fyldt op af en sø. I vore dage optager vandet en mindre del af calderaen. Her finder man floden Sjumnoj, som udmunder i floden Gejzernaja. I den nordlige del af calderaen går en 5 km lang og 200-500 m tynd stribe med termiske områder med kogende kilder, stråler af damp og gas, mudderhuller, mindre muddervulkaner. Her er 12 termiske søer og mere end 1000 termiske kilder.

Litteraturliste:
Vulkany i geotermy Kamtjatki. Peteropavlovsk-Kamtjatskij. 1974. s. 224.
Dejstvujusjtjie vulkany Kamtjatki. V 2-kh tomakh. M.:Nauka. 1991.
I.V. Melekestvev, O.A. Brajtseva, V.V.Ponomareva. Novyj podkhod k opredeleniju nojatija ”dejstvujusjtjij vulkan”//Geodinamika i vulkanizm Kurilo-Kamtjatskoj ostrovoduzjnoij sistemy. Peteropavlovsk-Kamtjatskij.2001. S. 191-203.
O.B. Seljanin. K vulkanam Mutnovskij i Gorelyj (vulkanologitjeskij i turistitjeskij putevoditel). Petropavlovsk-Kamtjatskij. 2009. S. 106.

Ordforklaring:
Ekstrusion – modsat intrusion, udstødning fra vulkanen, hvorved den vokser udefra.
Effusive – udflydende
Mofette – kulsyreudstrømning
Paroxysmale – anfaldsvis
Pyroklastiske – glødelavine
Freatisk – vulkanudbrud, hvor magma kommer i kontakt med vann og derved danner damp.
Fumarole – udstrømningssted
Sublimation – faseovergang direkte fra fast form til gas.

Kære Henning
Her er artiklen

Copyright: Direktør Thomas Køhler
Direktør