– Nej, er det virkelig rigtig, udbrød faren ved middagsbordet. Et udbrud kommer pludseligt og uden varsel, men markerer en overgang, uanset om det er den vulkanske overgang fra at være en rolig vulkan til at slynge lava og sten ud op i luften, eller glæde ved middagsbordet, når knægten fortæller en utrolig historie.

Lava og aske slynges op i luften
Apropos handler i denne uge om udbrud af forskellig art. Vulkanudbrud er et eksempel på naturens voldsomme udbrud. 500 millioner mennesker bor i nærheden af uberegnelige og kraftfulde størrelser som en vulkan.

Samme uberegnelighed gælder for sygdom, som ofte rammer uventet, men også når man har dårligst tid. Udbrud af smitsomme sygdomme har vi set massevis af i den seneste tid, og sjældent med store forudsigelser gående forud.

Følelser i udbrud
Menneskets egne udbrud kommer tit efter lang tids opbygning af frustrationer, som lige pludselig bliver for meget. Det er ikke sjældent godt, hvis man ikke kan styre sine udbrud, eller i hvert regne med dem.

På samme måde udgør solen en risiko for jorden, fordi den kommer med udbrud, som er enorme og som kan få store konsekvenser for jorden. Apropos handler i denne uge om udbrud.

Italiens jordskælv og vulkaner er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 1 – 2 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika.

Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden må have været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der dengang lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Mange mener, at det må have taget godt og vel 100 år for det indfossende havvand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde har i dag. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker alene de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Europæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion eller underskydningszone sagt på en anden måde et puslespil, hvor brikkerne tvines til at bevæge sig på grund af pres fra syd.

Herved opfoldes bjergene nord herfor. Vi kan egentlig sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand og varmeopstrømninger i jordens indre. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger.

Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, har en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er mere sejtflydende og derfor bliver de vulkaner der opbygges ovenpå jordens overflade generelt mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. Derfor finder vi her mere eksplosive vulkaner oven over på jordens overflade i den østlige del af Middelhavet og på den Italienske støvlehalvø, hvor havbundspladen bevæger sig ned og ind under Italien både fra syd og øst og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, mens Etna på Sicilien har et mere kompliceret mønster, da den ligger dels på underskydningen fra syd, men også ved et åbent sår – Maltagraven mod øst – starten på en åbningszone og efter manges mening et såkaldt ”hot-spot” altså hvor der tilføres ekstra meget magma nedefra dybere del af jordens kappe, (Se min artikel: Sådan fungerer Etna).

For at gøre det endnu mere kompliceret finder vi også i den vestlige del af Middelhavet også en såkaldt åbningszone, der tillader smelter(magma) at bevæge sig op nedefra. Altså et kompliceret system, som man i de seneste årtier har fået mere og mere forståelse for.

Vi kan ikke stoppe pladebevægelsen af Afrika imod Europa og gnidningsmodstanden bevirker, at pludselig et sted brister spændingen og der opstår et jordskælv.

Først og sidst Middelhavsregionen med sine mange jordskælv og vulkaner er et produkt af, at Afrika rykker mod Europa.

Tekst til tegning:

Volcanic complex er gamle såvel som sovende unge vulkaner.

Subduktion: Underskydning, hvor pladerne bevæger sig.

Pilenes retning er pladens bevægelse fra syd og øst.

Major faul zone er større forkastningsbælte.

“At stå på toppen af en vulkan er som at føle kontrasten imellem vildskab og fred mellem både de ødelæggende og skabende kræfter. Kort og godt kampen imellem det onde og det gode – det samme tema som i de store verdensreligioner. Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen. Så vulkanerne er skyld i, at alt liv på jorden kan eksistere”.

“Vulkaner er ikke til at spøge med; men de er heller ikke til at undvære. Vulkaner har nemlig skabt den jord vi lever på: den livgivende ilt i Jordens atmosfære (50% af jordskorpen består af ilt eller oxygen i fast form); og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene (90% af al vulkansk gas er vanddamp), som vi heller ikke kan leve foruden. Så uden vulkaner intet liv på jorden – Hurra for dem!”

1. Vesuv – den ikke udslukte

Når man står på toppen af Vesuvs 1200 meter høje aske og slaggekegle, er det ikke uden en vis respekt for det dybe tillukkede hul, der mest af alt ligner et tilstoppet kloakrør, hvad det til en vis grad også er. Men alligevel gyser det i én, når man tænker på de rædsler, som folk her i de sidste godt og vel 3500 år har lidt stærkeste kræfter, der er tale om. Vesuv – den ikke udslukte – har gang på gang ligget hen i længere hvileperioder for at overraske befolkningen. Menneskene gang på gang. Det ryger svagt ud fra revner og sprækker – somme tider mere, somme tider mindre – som et momento for os mennesker om, at det er naturens glemmer faren på grund af den frugtbare og billige jord, som lokker folk til at bygge højere og højere op ad vulkanskråningen. Nu er der jo ikke sket noget så længe – så det går vel alt sammen i menneskenes levetid, og dog trøster folk sig i dag med, at man på vulkanobservatoriet i Napoli med 40 ansatte døgnet rundt følger vulkanens vejrtrækning. Med op til tre ugers forvarsel kan et udbrud i dag i Vesuv forvarsles, og det er nødvendigt med verdens tættest beboede egn med i alt ca. tre millioner mennesker indenfor en radius af 40 kilometer fra krateret. Hvor mange gange jeg har stået på toppen af Vesuv med eller uden rejsegruppe – helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg stod der første gang i 1965.

2. Etna

På Sicilien knejser Europas ca. 3300 meter høje vulkan. I pressen får Etna ofte æren for at være Europas mest aktive vulkan, hvilket den ikke er. Det er dens lillesøster Stromboli, der ligger i havet nord for Sicilien, som er konstant aktiv med fire mindre udbrud i timen. Første gang jeg stod på toppen af Etna var i 1972, og det glemmer jeg aldrig. Det var før man anlagde den svævebane, som vulkanen nu gang på gang elsker at brænde ned med sine lavafloder. I tæt tåge og dis nærmede jeg mig hovedkrateret med en lokal vulkanolog fra Catanias Observatorium. Pludselig stod vi på kanten og kiggede ned i det bundløse sorte hul fyldt med svovldampe, og gang på gang måtte vi hoste for at kunne trække vejret. Pludselig blev røgskyerne mørkerøde i farven, og vi kunne se en rød lavasø godt 500 meter nede, hvor igennem gaseksplosioner slyngede slagger og sten i vejret. Sicilianerne elsker deres vulkan. Hver morgen når vinbonden står op, kigger han mod vulkanen for at se, om det er hvid eller sort røg, der kommer op. Skulle lavastrømmen nærme sig hans hus sætter han en flaske rødvin og et par vinglas for at byde lavaen velkommen. Når ildfloden er størknet går han op med et stykke kridt for at afmærke det landområde, der tilhører ham, for om ca. 150 år bliver det hans oldebarn, der kommer til at opdyrke den frugtbare jord. Bosætte sig andre steder? Aldrig!

3. Stromboli

Jeg havde fået fri en weekend fra rejselederjobbet i Taormina på Sicilien og sejlede de dengang 5-6 timer ud til Stromboli, der ligger i den Lipariske ø-gruppe midt i mellem det italienske fastland og Sicilien. I dag er det forbudt at bestige Stromboli uden lokal guide, da for mange har mistet livet – senest 19 på én gang for få år siden, men for mig var fristelsen dengang for stor. Værtsparret på mit logi havde advaret mig om ikke at kravle ned i krateret. Kl. 04.00 besteg jeg vulkanen med en madpakke og en flaske vin, og efter to timer stod jeg på toppen af bjerget – og så solen stå op. Hvilken åbenbaring. Mutters alene med havet omkring øen så langt mit øje kunne skimte. Mit hjerte bankede af ophidselse, da jeg ca. 300 meter fra mig nede i bunden af den grydeformede kraterdal kunne se tre mindre krateråbninger, der konstant udstødte sorte røgskyer. Pludselig lød der dybe drøn, og der slyngedes glødende stenslagger flere hundrede meter op i luften fra de tre kraterhuller, men heldigvis for kun at trille ned igen. Dog et stykke nede var der en afsats – ca. 50 meter fra hvor jeg stod på kraterkanten. Der ville jeg ned for at hente et par flotte nydannede sorte lavasten. Med plasticposen gik jeg forsigtigt ned ad den stejle sti ad kraterets inderside og fik da samlet en sten i posen, men samtidig mærkede jeg, at luften pludselig blev meget varm. Jeg havde nu ætsende svovldampe omkring mig, og da jeg ikke havde taget mig i agt for, at der hvert kvarter kom udbrud, hørte jeg pludselig den underjordiske brusen, da gaseksplosionerne igen slyngede glødende sten til vejrs fra de tre huller i bunden af krateret. Lige med ét følte jeg mig svimmel og tænkte bare på at komme op fra afsatsen igen. Det var som om jorden åbnede sig og ville opsluge mig i ét nu. Aldrig har jeg kravlet og klatret så hurtigt i mit liv. Stenene haglede ned et stykke fra mig og varmen var ulidelig. Jeg kom op på kanten og satte mig udmattet og begyndte at gnave løs af min madpakke og drikke vin. Denne oplevelse på Stromboli glemmer jeg selvfølgelig aldrig.

4. Vulcano – vulkanernes fader

Vulcano besøgte jeg første gang i 1967 på en endagstur fra Sicilien. Det var dengang en ø med kun få indbyggere. I dag bor der over 1000 mennesker, der alle er beskæftiget med fiskeri og job på den nærliggende ø, Lipari, med de store pimstensbrud (surt, størknet lavaskum, der bruges til pudsemiddel), hvorfra der foregår en livlig eksport ud af Italien. Vulkanen er ca. 350 meter høj og har et kæmpekrater med en solid prop i bunden, der lukker af for magmaet neden under – indtil en skønne dag gastrykket bliver for stærkt i smeltemassen. Dengang var øen såvel som i dag et eldorado for vulkan-entusiaster. Vulcano har lagt navn til ordet vulkan, da romernes smedegud, Vulcanus, havde sin faste bolig hernede. Når han smedede gnistrede og røg det op igennem vulkanens krater, og han kunne finde på at gå på vandring under de andre vulkaner så de gik i udbrud. Vulcanus var en gammel krumrygget mand, skægget og sortsvedet, og han var gift med skønhedens og kærlighedens gudinde, Venus. Et dejligt mudderbad kan man få ved vulkanens fod i et stort åbent bassin fyldt med næsten kogende mudder. Sort, men til gengæld fri for rynker bagefter. Ved siden af bassinet kan man se og hilse på en moderne statue af Vulcanus – vulkanernes fader.

5. Hekla – Islands dronningevulkan eller “frøken Hekkenfeldt”

Navnet Hekla kommer af hætte, fordi der altid hænger en sky over Heklas top. Ligesom vi mennesker tager en hue på om vinteren. “Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig, du smukke kvinde. Din ild, du gemmer i dit dyb, indtil en skønne dag måske”. Sådan tænkte jeg, da jeg første gang så Hekla på en solrig sensommeraften i 1974 på en køretur ud fra Reykjavik. Jeg husker, da jeg var en lille dreng, at min faster fortalte mig om et stort ildsprudlende bjerg, der lå oppe på Island, som kunne spy glødende sten så store som huse mange kilometer i vejret og giftige askeskyer, der kvalte alt liv og afgrøde. At stå på toppen af Heklas 1500 meter høje snedækte vulkankegle er som at opnå noget større end en sejr. Man får lyst til på samme tid både at le og græde. Således er Hekla, ildens vældige tempel. Når Hekla har sine store eksplosive udbrud dannes der op til 80.000 kubikmeter aske pr. sekund. I middelalderen betragtedes Hekla som nedgangen til helvede, og Gud havde en aftale med Djævelen om, at Heklas indgang skulle være åben, og man skulle kunne høre de fordømte og syndige menneskers jamren og skrigen dernede i vulkanens flammende Helvede. At gå ad Hekkenfeldt til betyder at gå til Hekla.

6. Krakatau

På toppen af vulkanøen Anak Krakatau, dvs. Krakataus barn, ude i midten af Sundastrædet mellem Sumatra og Java, føler man livets genfødsel efter den voldsommeste vulkaneksplosion i nyere historisk tid (1883). Langsomt og sikkert vinder livet over døden, når planterne skyder i vejret i den frugtbare vulkanske jord, der er så næringsrig og livgivende, og mere ved Ækvator end andre steder pga. det varme klima. Jeg har tit tænkt, at hvor er det i grunden rigtigt, at mennesker, der lever omkring vulkanerne ved mere om naturen end vi andre. De lever i nuet. Ingen kender dagen før solen går ned eller før værtshuset har lukket. Psykologer siger, at vi mennesker kan leve med en fælles truende fare, som f.eks. en eksplosiv vulkan. Menneskene må tage konsekvenserne af at leve med de stærke naturkræfter. Hverken askestøvet, der nåede Danmark samme år eller de få, der reddede livet, har kunnet fortælle os om den ufattelige gru, som de druknende mennesker må have oplevet i deres sidste minutter. Måske nogle holdt hinanden i hånden i dødens øjeblik og mindedes et gammelt indonesisk kærlighedsvers: “Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede hår”. Krakataus eksplosion i 1883 havde den samme energi, som affyringen af hele Anden Verdenskrigs samlede ammunition på én gang inklusiv de to atombomber i Japan. Den kæmpemæssige kunstige havbølge (tsunami) på 35-40 meter skyllede ind over alle de omgivende kyster og druknede mindst 40.000 mennesker, og alligevel er den gamle undersøiske vulkan nu i sin nye opbygningsfase og i dag ca. 250 meter over havets overflade. Det tætbeboede vest-Java blev hurtigt affolket af frygt for den buldrende vulkan, så alle vilde dyr og planter dannede herefter den mest vidunderlige vilde jungle på Javas sydvestkyst – nemlig Ujung Kulon. Det er en jungle på størrelse med Sjælland, og på plænen foran det eneste – heldigvis – hotel har jeg ofte betragtet abernes leg på græsset. Dyrene og junglen kan takke den uhyggelige vulkan 40 kilometer derfra for sin eksistens netop på dette sted. At Krakatau vil eksplodere igen er helt sikkert, men ind imellem har naturen sin egen forunderlige evne til at genskabe livet. I ruinerne af den gamle bortsprængte vulkan, er der nu dannet en ny: Anak, der betyder barn på indonesisk.

7. Bromo

På den østlige del af Java ligger vulkanen Bromo – faktisk en mindre vulkan i bunden af en kæmpemæssig kratergryde – det som vi kalder for en ’caldera’, dvs. kraterindsynkning. Kl. 03.00 aser vi op til toppen af den store kraterrand for at nyde den guddommelige solopgang, som langsomt skifter farve fra hvid, gul og rød med klipperne i baggrunden. Dybt nede i den brede dalsænkning hæver sig tre mindre vulkankegler, hvoraf Bromo er den ene, og konstant stiger der hvide dampskyer til vejrs. Man føler blodet risle igennem ens krop og fornemmer, at man kun er et lille sandkorn i den mægtige vilde natur. Vi mennesker kan ikke kontrollere naturen, og derfor måtte der mange steder ofres til vulkan-guden, og nogle steder ofrede man før i tiden børn til vulkanen. Legenden fortæller, at et helligt kongepar ikke kunne få børn. Da bad de til Ildens Gud. Til sidst lovede Guden at opfylde deres bøn, hvis de til gengæld ville ofre deres sidste barn. Parret fik nu et barn hvert år indtil de havde 25 børn, men de var ikke meget for at holde deres løfte. Da de forsøgte at flygte med alle deres børn, blev de pludselig indhentet af en mørk tåge, og deres yngste barn blev opslugt af en ny vulkan, Bromo. Fra vulkanens indre lød en stemme til forældrene: “Vend hjem med fred. Jeres yngste søn er nu blevet til en vulkan, Bromo, der betyder ild”. Indtil for ca. 100 år siden ofrede den lokale hindubefolkning ved vulkanen én gang om året et barn til Bromo ved at kaste det ned i krateret. Nu nøjes man heldigvis med høns og riskager.

8. Batur på Bali

På Bali ligger der to store vulkaner, hvoraf Batur er den mest virksomme. Legenden fortæller, at en kæmpe, Kebo Iwa, engang i fortiden havde gravet en dyb brønd til menneskene, fordi de ville bygge et stort hus til ham, og da han engang imellem slugte en af dem som et ekstra måltid mad, fik de den list at binde ham og kaste ham ned i det dybe brøndhul en dag. Det er nu vulkanen Batur, og når jorden ryster, er det fordi uhyret vil ud derindefra eller spyr ild og flammer, fordi han trækker vejret i vrede. Batur ligger som Bromo i bunden af en stor forhistorisk, bortsprængt vulkan, der, som Krakatau og så godt som alle vulkaner, bygger sig op på samme måde, men kun for at bortsprænge sig selv igen på et tidspunkt. Altså kort og godt: vulkaner bygger op – skaber og ødelægger igen. Solopgangen fra toppen er vidunderlig såvel som fra Bromo på Java. Her kan man koge æg adskillige steder i den bare vulkanjord – nærmest askekorn, hvor det ryger lidt hist og her. Ilden varmer jo op derinde fra. Kebo Iwa trækker vejret.

9. Kilauea på Hawaii

Mark Twain skrev i sin tid, at Vesuv var en barnevulkan i forhold til Kilaueas kratergryde. Når man står på toppen af denne enorme vulkans flade top, så synes man, at det må være et meget dybt åbent sår i jordens skorpe, hvad det i virkeligheden også er. Her bor vulkanernes gudinde Pelee, der var datter af Himlen og Jorden. Som lille pige syntes gudinden, at hendes mors ildsted var det sjoveste at lege i som barn. Nu er hun en smuk voksen kvinde, der viser sin vrede ved at koge over med hurtigt løbende lavastrømme, der kan true byer og beboede egne. Så må der ofres til hende. I gamle dage kastedes en smuk ung kvinde – “jomfru skulle hun være” – ned i den glødende lavagryde, hvis vulkanen buldrede og truede for meget. I dag nøjes man heldigvis med gin-flasker. Det var kristne missionærer, der forbød menneskeofringer til vulkangudinden. Madame Pelee kan blive meget vred, for man har her målt den højeste temperatur i lavastrømme på vores jordklode. Helt op til 1500 graders celsius. Det er ret almindeligt, at turister samler lavasten op som souvenir og tager med hjem. Jeg vovede mig ned i gudindens bolig ad de stier og smalle veje, hvor advarselsskiltene markerer, at man skal holde sig til vejen og ikke gå væk fra stierne. Der er op til 100 fod dybe spalter og sprækker under de løse størknede lavaflager eller tynde skorper. Et fald kan nemt betyde døden. “Sørg for at holde Dem og Deres børn under kontrol”, står der videre på vejskiltet. I hotel “Volcano House” oppe på kraterranden havde jeg i en glasmontre set de farverige mineralsten fra madame Pelees hjem i krateret. Samtidig havde man i en anden montre udstillet en del breve, der var skrevet af turister fra hele verden om de ulykker, der var hændt dem efter at de var kommet hjem med sten fra madame Pelees bolig. En japaner var udsat for den ene ulykke efter den anden. En indoneser skrev, at familien blev udsat for de mest uforståelige sygdomsanfald og dødsulykker. Et amerikansk ægtepar blev udsat for den ene ægtefælles død. Alle havde de så godt som returneret stenene fra vulkankrateret i Kilauea. Flere breve fortalte, at nu holdt ulykkerne pludselig op igen. Hvorfor? På Hawaii siger et gammel sagn, at hvis du fjerner sten fra Madame Pelees hjem, der skabte øerne, så rammer alverdens ulykker dig. Jeg havde denne eftermiddag samlet en halv plasticpose af flotte lavasten, som jeg ville have med hjem. Nogle af dem ville jeg give til Geologisk Museum i København, som jeg plejer. Senere samme aften inden jeg skulle flyve tilbage fra Hawaii, tog jeg plasticposen med stenene, gik hen til kraterkanten og kastede det hele ned i dybet.

10. Santorin – Atlantis eller hvad?

At stå på den græske vulkanø Santorins kæmpemæssige vandfyldte kraterrand giver én et uhyggeligt bevis på, hvad en vulkan kan præstere af ulykker. Vi ved i dag, at det store brag fandt sted år 1645 f.Kr. og ikke omkring 1250 f.Kr. efter datering af askelagene. En historie lig Pompeji blot 1600 år tidligere og meget voldsommere – ingen overlevede. Atlantismyten siges at stamme herfra i forbindelse med den minoiske kulturs undergang på Kreta, hvilket i dag diskuteres. En del af Kreta er blevet ødelagt. Der er ingen tvivl herom. En flodbølge på godt 50-60 meters højde, der med høj fart væltede ind over Kretas beboede kyster må have startet det dødsstød, som senere fik kulturen til at forsvinde. Aske såvel som pimpsten spredtes i stratosfæren over hele den østlige del af Middelhavet. Dog kan det ikke være samtidigt med Exodus (Moses’ udgang fra Egypten), som mange har hævdet, idet der er et par hundrede års forskel. Atlantis kan de i hvert fald godt holde op med at lede efter. Vi finder det aldrig. Det er Bibelens syndflodsberetning, der gentager sig i alle verdensreligionerne og kampen mellem det rene og urene, det syndige og ikke-syndige. I dag er Santorin et yndet turistmål og besøges af mange gæster fra hele verden, og ude i midten af den gamle bortsprængte vulkan er nu en ny vulkan ved at bygge sig op langsomt men sikkert. Igennem 2500 år er der fra havbunden på samme måde som i Krakataus tilfælde atter opstået en ny aktiv vulkanø. Øens indbyggere lever roligt og i pragtfuld harmoni med denne vilde og smukke natur. Det levende vinder over det døde.

 

 

 

 

Den 18. maj 1980 eksploderede vulkanen Saint Helens.

Gamle Harry Truman ville blive på sit bjerg.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid. Iøvrigt kom han ulykkeligt af dage, da han ville mægle imellem en indianer og en hvid tilflytter.

Fra Seattle kan man skimte to kæmpehøje snedækte majestætiske vulkankegler, Mount Rainer mod syd, og Mount Baker mod nord, begge aktive, men sovende vulkaner, der for mindre end 100 år siden har haft voldsomme udbrud. I starten af 1986 begyndte en række små jordskælv at ryste egnen omkring Mount Baker, ca. 100 kilometer fra Seattle. Amerikanerne var så småt begyndt at vente et udbrud, men ligeså brat holdt det op igen.

Millionbyen Seattle ligger i sikkerhed for lavastrømme, men er til gengæld udsat for askeregn. Cascadebjergenes vulkaner er som tidsinstillede bomber og alle et resultat af kontinentaslpladernes bevægelser. At de kan blive virksomme har vi talrige beviser for. De er en del af ”Ildringen”, den vulkanrække, der strækker sig rundt og langs med hele Stillehavskysten.

Cascadevulkanerne er for det meste stratovulkaner(d.v.s. lagdelte) de fleste opstået i tertiærtiden som skjoldvulkaner(d.v.s. med tyndtflydende basaltiske lavastrømme), men senere hen med mere tyktflydende og sure lavatyper.

På grund af risikoen for eksplosioner og udbrud i disse vulkaner oprettede U.S.A.`s regering permanente vulkanobservatorier bl.a. i Seattle og i Vancouver ved Oregon.

Gamle Harry og hans bjerg.

Den yngste af vulkanerne er Mount St. Helens, der eksploderede i maj 1980.
St. Helens var berømt i Amerika som Fujiyama i Japan. Man kaldte vulkanen Fujiyama, for bjerget lignede den japanske vulkan. Smuk og majestætisk i al sin vælde. Et næsten 3000 meter højt snedækt bjerg, beklædt med tætte nåleskove opad skråningerne og i omegnen.

På nordsiden ved vulkanens fod lå en af de yndigste skovsøer, man kunne tænke sig, Spirit-Lake(Åndssøen). Ifølge gamle indianske sagn holdt både gode og onde ånder til ved søen. Her ved Spirit Lake og Mount St. Helens boede den gamle Harry Trumann. Harrys hjem var hans slot, og ingen konge kunne ønske sig et skønnere sted at bo. Hans ”lodge” (skovhytte) lå her ved foden af den 3000 meter høje vulkan. Harry lejede værelser og skibe ud til de besøgende. Alt var såre godt. Det eneste problem i Harry Trumanns paradis var, at Mount St. Helens var en sovende vulkan, og den var ved at vågne til live igen efter mere end 120 års hvile.

I 1980 havde Harry Trumann boet ved foden af vulkanen i 54 år. Det var hans plads. Han købte den første lodge, som han byggede om og gjorde større. Her havde han boet med sine tre hustruer. Hans sidste hustru var død for kun 4 år siden. Han tilgav aldrig Gud for, at hun efter ca. 1 døgns sygdom var blevet taget fra ham. Alle Harrys ægteskaber var barnløse, men søskendebørn besøgte ham meget. Efter den sidste hustrus død trak Harry sig ind i sig selv. Han lejede ikke så meget mere værelser ud hverken til feriegæster eller campister. Han nøjedes med at holde skindet på næsen, som han sagde.

Flere gange var han blevet tilbudt op til en halv million dollars for at sælge lodgen, men det ville Harry slet ikke høre tale om. ”Hvor skulle jeg slå mig ned. Det vil tage livet af mig”, sagde han. I 1980 gik Harry i sit 84 – tyvende år.

Vulkanen vågner.

Den 20. marts 1980 skulle blive en skelsættende dag for ham. Klokken 15.45 om eftermiddagen rystede jorden for første gang i mange år. Harry kunne slet ikke forestille sig, at hans bjerg, som han talte til i ny og næ, og som han hævdede talte til ham engang imellem, skulle blive årsag til den kommende tids mere og mere hyppige jordrystelser.

Nu begyndte de besøgende at blive mere og mere væk fra Spirit-lake og egnen omkring St. Helens. Til gengæld kom nu geologer og vulkaneksperter til istedet. Harry trumann fik sig mange samtaler med dem. Han mente at være i sikkerhed i sit hjem ved søen. Skulle der komme lava ned ad bjerget ville en høj jordvold, der lå imellem vulkanens fod og lodgen beskytte ham. Kom der aske – og gasskyer, kunne han krybe ind i en lang tunnel i nærheden og opholde sig der til faren var drevet over, mente han.

Politi og militær udarbejdede en evakueringsplan, som blev offentliggjort i TV og presse. Kun rapportere og journalister fik lov til at besøge Harry i hans hjem for interwievs. På få dage var Harry Trumann en folkehelt i U.S.A. ”Jeg er den eneste heroppe i skoven ved bjerget”, sagde han. ”Jeg forlader ikke stedet her”.

Den 27. marts sprængte gasser et kraterhul i vulkanens top, hvorfra eksplosioner med mellemrum sendte askeskyer og sten højt til vejrs. Det nye krater var ca. 20 meter bredt. Mange steder var der opstået revner og sprækker på vulkanens skråninger. Sneen smeltede også på grund af den tiltagende varme i vulkanens undergrund.

Harry kunne ikke lide de mange jordrystelser. De bekymrede ham mere end selve vulkanen. ”En tidlig morgen blev jeg slynget ud af sengen kl. 5.00”, men med sine 16 huskatte og sin dejlige Lassiehund følte han sig tryg. Journalister tog billeder af ham, hvor han sad på verandaen med et whiskyglas i sin hånd. ”Harry var en mand, der elskede at være i centrum for opmærksomhed”, fortæller hans niece i en bog om sin onkel. ”Min onkel fortalte alle og enhver, at det kan godt være, at geologerne ved mere om, hvad der er indeni selve bjerget end jeg, men jeg kender bjerget bedre end dem. Jeg har boet her i over 50 år. Jeg taler med dette bjerg, og det taler til mig”, fortæller Shirley Rosen.

Endnu et krater åbnede sig i april på vulkanen, hvorfra gaseksplosioner sendte askeskyer til vejrs. Nu observerede vulkanologerne, at på nordsiden af bjerget svulmede en bule ud på selve bjergflanken. Den blev langsomt større og større. Et bevis på, at der samlede sig magma(glødende lava) indeni vulkanen på dette sted, men trykket var endnu ikke stærkt nok til en eksplosion.

Nu fik Harry Trumann besøg af journalister fra National Geographic Magazine. Han fortalte dem om de mange seneste døgns små jordrystelser og dyrenes uro. Han kaldte det et show. Til en forsamling på 40 rapportere fortalte han, at han var sikker på, at dette bjerg ikke ville gøre ham noget ondt.

En hel nation holdt i ånde.

Den 2. april skælvede jorden og bjerget med en styrke målt til næsten 5,0 på Richterskalaen. Lavaen pressede sig endnu højere op indeni vulkanen, og damp- og gaseksplosionerne blev stærkere. De næste par dage fulgte flere rystelser af nogenlunde samme styrke.

Nu begyndte Harry at få så meget post ind ad døren, at han dårligt nok kunne læse det altsammen. ”Det ender med, at jeg får så mange breve, så jeg bliver begravet i dynger af breve istedet for lava”, spøgte han. ”Jeg kunne ikke nå at læse det altsammen på et år”. Mange breve kom fra kvinder, der med spænding fulgte Harrys skæbne. En del af dem ville besøge ham, og en dame skrev: ”Jeg er en stærk kvinde. Dygtig til at ordne hus og hjem. Jeg kan blive dig en god kone”. Han svarede hende kort: ”Du bliver hvor du er”.

Mange skolebørn sendte Harry breve. Brevene kunne få ham til at græde. ”Disse breve kommer fra fremtidens amerikanere. Der er ikke et eneste eller bebrejdende eller dårligt brev imellem”, sluttede han. ”Skulle jeg dø imorgen, så har jeg fået alt, hvad jeg har haft lyst til”.

Nu fulgte en tid, hvor vulkanen blev mere rolig. Mindre jordrystelser mærkedes, og man begyndte at tale om, at bjerget nok faldt til ro igen. En avis skrev, at ”Ildbjerget”, som indianerne havde kaldt Mount St. Helens, sikkert ville falde i søvn igen.

Men i slutningen af april begyndte jordskælvene igen at blive hyppigere. Guvernør Dixy Lee Ray deklarerede, at den røde forbudte zone skulle udvides med 10 miles rundt om vulkanen. Fra den 7. maj begyndte stærkere eksplosioner at finde sted, mens jordskælvene tog til i styrke. Harry Trumann fik nu besøg flere gange om dagen af militær og politi, der skulle inspicere skovene.

Isen og sneen på vulkanens skråninger smeltede mere og mere. Vulkanologerne var sikre på, at det kun var et spørgsmål om tid, inden vulkanen ville eksplodere. Lørdag den 17. maj var Harry Trumann ved at vande sin græsplæne, da nogle forbipasserende i en patruljevogn hilste på ham. Det var sidste gang, man så ham i live.

Harry blev på sit bjerg.

Søndag morgen kl. 8.40 blev Harry Trumanns niece ringet op af sin søster: ”Skynd dig at åbne for nyhederne. Mount St. Helens er eksploderet for 10 minutter siden”. Shirley skyndte sig at åbne for fjernsynet.
Et jordskælv på 5,0(Ritcherskalaen), havde fået den bule af lava, der i længere tid havde hævet sig på bjergets nordflanke til at åbne sig. Resultatet var en enorm eksplosion og trykbølge, som i form af hede og gasrige askelaviner væltede sig nedover bjergsiderne. Selve eksplosionen udløste en energi af en 10 megaton atombombe, og braget kunnet høres 350 kilometer væk.

3 kubikkilometer af bjerget blev forvandlet til aske og slagger og ført 20 kilometer op i luften og drev med vindretningen østpå. I store dele af statem Washington – Idaho og Montana faldt flere centimetre tykke askelag. Sneen og isen på vulkanskråningerne, der var delvis smeltet blandede sig med asken og i form af store dybe mudderfloder og strømme opslugte det alt, hvad der lå i vejen af huse, biler, broer – og gjorde det hele til ukendelighed. ”Spiritsøen”, hvor Harry Trumanns hjem havde ligget – blev på sekunder forvandlet til en dampende mudderpøl.

Det var ikke lavastrømme, men aske, dynd og gasser, der forårsagede katastrofen. Over 70 mennesker blev meldt savnet efter eksplosionen. Nogle fandt man seneres forkullede og forbrændte til ukendelighed i deres biler og flere steder i nærheden af vulkanen.

Harry Trumann eller hans lodge har man aldrig fundet rester af. En uges tid efter katastrofen blev han officielt erklæret for omkommet. Den 14. juni afholdtes en mindegudstjeneste i Longwiev, hvor man rejste en sten med inskriptionen:

”HARRY TRUMANN

FØDT OKTOBER 20. 1896.

DØD MAJ 18. 1980.

EN MAND MED STOR TAPPERHED SOM IKKE KUNNE FORLADE SIT BJERG

Præsten sagde bl.a. ”Måske Harry ikke forstod Gud, hvilket måske ikke gjorde Gud så vred. Men måske Gud heller ikke forstod Harry. Harry var en mand, der kendte naturen. Han modarbejdede ikke naturen. Han respekterede den. Han var en skabning af den cyklus eller periode, som kun naturen kan blive. Hvorend Harry er nu, og hvis han kan se, hvad der foregår her nu, vil han sige: ”Begynd nu ikke at græde over mig. Jeg fik, hvad jeg ønskede. Gå og ha en god tid. Han døde med støvlerne på. Så ingen tårer for Harry Trumann.

MÅ HANS SJÆL LEVE VIDERE”

”Men jeg tror jeg kan se et smil på hans ansigt for han levede og døde på hans specielle plads, og alt han ville spørge Gud om for hans skyld er en plads i evigheden som Spirit – søen ved Mt. St. Helens”

”Harry Trumann 1896 – 1980”.

”Det er så afgjort en misforståelse. Nogle gør det meget svært for mig og loven og mange andre. Jeg har ingen interesse i at forlade stedet her. Jeg har ikke haft stærke grunde til det, og alle ved det. Nordsiden har ladet mig alene totalt. Jeg er her på nordøstsiden. Der er ingen sten, ingen aske, ingenting på min side. Jeg havde nogle, der spurgte mig, hvorfor jeg blev, hvad jeg gjorde heroppe. Dette er mit liv. Spirit – søen og Mount St. Helens – mit liv, venner. Jeg har levet her for 50 år – det er en del af mig. Dette bjerg og denne sø er del af Harry trumann, og det er en del af det”…

17. maj 1980.

Vulkanen Mt. St. Helens er aktiv som altid, men er nu faldet mere til ro. I 1982 deklarerede U.S.A.`s daværende præsident Reagan, at et 110.000 agre stort område udenom vulkanen skulle fredes som ”Mt. St. Helens National Vulkanpark”.

Copyright: Henning Andersen