Jordens dannelse

Jorden er enestående ved at være det eneste kendte sted i Solsystemet, hvor der findes liv. Jordens liv er betinget af en kombination af heldige omstændigheder: Jordklodens opbygning og størrelse – afstanden til solsystemets varmekilde Solen og placeringen mellem systemets to største tyngdefelter, Solens og Jupiters.

Jorden blev dannet sammen med det øvrige solsystem ved samling af en roterende sky af gas og støv for omkring 4,5 milliarder år siden. Temperaturen i jordens indre steg hurtigt, bl.a. på grund af varmeudvikling ved radioaktive processer. Opvarmningen resulterede i kraftig vulkansk aktivitet, og jordens overflade af basaltisk,d.v.s. mørk calciumrig lava med et forholdsvis lavt kiselsyreindhold.
Kiselsyre er også en betegnelse for siliciumdioxid – SiO2 metalilte.
Langsomt, ved gentagne opsmeltninger af allerede størknet lava, opstod de første, små kontinenter med kerner af granit og gnejs.

Samtidig var overfladen udsat for et kraftigt bombardement af meteoriter. Bortset fra enkelte mineralkorn af det meget robuste mineral, zinkon (indlejret i flere hundrede millioner år yngre sandsten), er intet materiale bevaret fra denne ældste del af jordens historie, der kaldes den “Hadeiske” (efter Hades – grækernes Helvede). Efter den første jordskorpes dannelse, antages jordens overflade at være dækket af vand med spredte, aktive vulkaner som materialet viser. Vulkanerne havde oprindelig en basaltisk sammensætning, for derefter at ændre sig til mere andesitisk lavasammensætning, d.v.s. med et større kiselsyreindhold på grund af en delvis genopsmeltning af vulkanernes dybeste rødder.

2524_full




Jordens indre kræfter

Store stærke kræfter er gemt i jordens indre. Vi lever på nåde af jordens glødende kerne. Den har kræfter til at give liv og tage liv. Lever vi også på lånt tid?

Selve vores jord blev dannet for ca. 4,6 milliarder år siden,
idet sten og støv samlede sig til en hed planet. Ca. 800 millioner år efter jordens fødsel stilnede meteorstormen af og tillod jorden at danne de ældste kontinenter.

I 1999 fandt man på Grønland den ældste form for livstegn – bitte små partikler af organisk stof , opstået af alger, 3,7 milliarder år gamle. Alger, som hjalp til med at kontrollere livet og klimaet, så livet på jorden kan udvikles til et beboeligt sted. Når algerne døde, sank de ned og lagde sig som et ligklæde på havbunden, hvor de blev omdannet til kulstof. Disse alger har sikkert ved deres stofskifte via sollyset kunnet omdanne kuldioxid og vand til ilt og heraf organiske stoffer.

Kemiske analyser fremskaffet via laboratorieundersøgelser viser, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden. Vandet i oceanerne opstod sikkert i jordens barndom ved vulkanernes udspyning af kuldioxid, vanddampe og kvælstoffer. Ca, 200 millioner år efter jordens fødsel, var overfladen så kold, at at regnvandet samledes på overfladen, og de første oceaner blev dannet. Jorden har en radius på 6370 kilometer.

Inderst i vores planet har vi kernen i ca. 5000 – 6000 kilometers dybde. Den er fast og indeholder jern og nikkel. Ca. 5000 graders Celsius og på grund af det enorme tryk udenom er den fast. Det var den danske seismolog Inge Lehmann, der i 1936 opdagede, at jordens indre kerne må være fast, idet seismiske bølger(jordskælv/rystelser) passerer hurtigere gennem en fast end flydende masse.

Derefter har vi den ydre jordkerne fra ca. 3000 – 5000 kilometers dybde, der også består af jern og nikkel, men da trykket ikke er så stort her, er den flydende, hvilket bevirker, at der her foregår store strømbevægelser – og dette er igen årsag til jordens magnetfelt. Strømbevægelserne i magnetfeltet er atter drivkraften i de langsomme varmeprocesser i den omgivende kappe.

Kappen er ca. 3000 kilometer tyk og ikke rigtig flydende, men varm og i stand til at bevæge sig langsomt, og denne bevægelse er drivkraften bag den pladetektoniske virksomhed, som vi oplever på jordens overflade. Kappen består af Silicium(kisel)ilt, magnesium, jern, aluminium og calcium i forskellig sammenhæng.

Herefter Asthenosfæren(uden styrke), som er delvis smeltet.

Endelig Lithosfæren(med styrke)eller jordskorpen, som vi går og bor ovenpå og består af både kontinenter og havbund. Den har en tykkelse på fra få kilometer på havbunden til flere hundrede kilometer under kontinenterne. Den er delt op i 8 store og en række mindre stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Disse bevægelser foregår lidt forskelligt, men generelt med en fart fra 1 – 11 centimeter om året.

I kappen sker der bevægelser, som stammer fra den energi, der går helt tilbage fra dels jordens dannelse ved frigivelse af radioaktivt henfald, og energien skaber bevægelser i kappen som konvektionsceller, hvor varmen stiger til vejrs, hvilket opbygger spændinger i kontinentalpladerne, der til sidst resulterer i jordskælv og vulkanudbrud. Hver gang pladen rykker lidt på grund af de opbyggede spændinger, mærkes det som et jordskælv på jordens overflade. Hvor stort jordskælvet bliver, afhænger af gnidningsmodstanden pladerne imellem og hvor dybt nede bruddet sker og hastigheden af varmestrømningerne i jordens kappe.

Både jordskælv og vulkaner er nok ødelæggende, men må også betragtes som en slags sikkerhedsventil for jordens indre varme, der er hovedårsag til pladebevægelserne med efterfølgende jordskælv, som vi oplever som katastrofer i jordens tæt befolkede områder, og vulkanerne afgiver jordens indre overskudsvarme. Vulkanerne er både ødelæggende og livsgivende. Vi er nu mere af den opfattelse, at det meste af det vand, der er dannet i oceanerne, oprindeligt stammer fra jordens indre og er kommet ud til jordoverfladen i form af vanddamp ved vulkansk aktivitet.
Også vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare, fyldt med næringssalte og mineraler.

Vulkanerne nok er skyld i store naturkatastrofer på jorden, men altså også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.

Den indre jordvarme er altså årsag til dannelse af det vand – ilt – luft hvilket giver betingelser for alle former for levende organismer på jorden og i sidste instans også mennesket. Vores indre jordvarme er livsgivende, men tager også liv. Lever vi på lånt tid?…

Vi ved, at enorme katastrofer med jordskælv og vulkaner før har fundet sted på jorden, men er vi nu igen på vej ind i en mere ustabil periode med mere seismisk aktivitet – flere jordskælv og vulkanudbrud?. Det store spørgsmål diskuteres i denne tid af forskere i hele verden gennem medierne. Siden 1946 og frem til nu synes jordskælvsaktiviteten at være tiltagende, men vi må heller ikke glemme, at den stigende befolkningvækst på vores jordklode er skyld i, at mennesker rykkere nærmere og mere ind i risikoområderne i dag end før. Ordet tsunami var et efterhånden glemt ord indtil 2004, hvor Sumatra blev løftet 15 meter i vejret langs en over 1000 kilometer lang undersøisk forkastningszone, der udløse et jordskælv med en energi på 36.000 atombomber og flere hundrede tusinde mennesker mistede livet.

”Den rasende tyr” hos de gamle grækere eller ”Den vrede Gud” hos japanerne for årtusinder siden kaldte man de underjordiske kontintalpladebevægelser, der blev opfattet som et levende væsen dernede i undergrunden.

Vulkaner er altså en slags forbindelsvej mellem jorden indre og overfladen, hvor den gasrige magma dannes ved opstømmende varme i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser og så kan strømme ud på jordens overflade.
Seismiske undersøgelser viser, at der under de fleste virksomme vulkaner findes et magmakammer(indeholdende magma/lava), som ofte har form af et rødvinsglas med forskellig kemisk sammensætning alt afhængigt af, hvor på jorden vulkanen står eller ligger.Magmaet dannes ved lokal opsmeltning i selve jordskorpen eller den øverste del af jordens kappe og i forbindelse med trykfald og varmeopstrømningerne nede fra altså igen i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser. Altsammen et resultat af de varmeopstrømninger, der skyldes jordens magnetfelt og energiudladninger fra jordens kerne. I de Midtoceaniske rygge dannes magmaet tæt på jordens overflade, hvor pladerne trækkes fra hinanden.

Ved store vulkanudbrud slynges enorme mængder af aske og svovldioxid op i atmosfæren og stratosfæren. Her spreder støv og gasskyerne sig. Tidligere troede man, at det var støvet, der påvirkede klimaeffekten. Idag ved vi, at det er svovgasser, som er skyld i temperaturfaldet – alt afhængigt af hvor vulkanudbruddet finder sted på jordkloden, hvor store mængder udbrudsmateriale o.s.v. Også mængder af kuldioxid som drivhusgas kan komme ud og medvirke til den fortsatte drivhuseffekt og igen være påvirke temperaturforholdene på jorden.

Enorme vulkanudbrud slynger enorme mængder aske og svovl op i stratosfæren, og i Grønlands indlandsis kan syre- og askeindholdet ses i isborekernerne gennem århundrederne. Variationer i surhedsgraden(pH-værdien) i isen kan måles, bl.a. ved den syreregn, som er et resultat af svovludslippet i de eksplosive store vulkanudbruds dråbeskyer af svovlsyre.
Også ved sammenligning af mikroskopiske askeprøver fra indlandsisen med aske fra f.eks.vulkanen på Santorini kan man se, at de stammer fra den vulkan. Sammensætningen af grundstoffer i askelagene fra vulkan til vulkan er nemlig forskellig. Man har fundet ud af, at Santorin eksloderede for 3650 år siden og ikke 3500 år siden.
Ikke alle vulkanudbrud på jorden er her registreret eller repræsensteret, og det skyldes, at de dannede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over hele jorden, men følger de vinde, som hersker i stratosfæren.

I 1784 mente Benjamin Franklin Paris, at den usædvanlig kolde vinter og ”tørre tåge”, over det meste af Europa, nok stammede fra det enorme lavaudbrud på Island fra Laki i 1783. Han havde mange modstandere, men i dag ved vi han havde ret.

Året 1816 var uden uden sommer i Europa og Amerika. Tamboras udbrud i Indonesien 1815 udslyngede 150 km3 eller 17 millioner tons vulkanske udbrudsprodukter i vejret, og 100.000 mennesker mistede livet. Klimaeffekten gjorde sig gældende over hele den nordlige halvkugle. Høsten slog fejl i Frankrig og i London var temperaturen om sommeren 2 – 3 grader Celsius under det normale. Det sneede i juni måned i Europa og U.S.A. Alle havde glemt Benjamin Franklins forudsigelser 33 år tidligere. Man havde bemærket ejedommelige røde solnedgange over store dele af verden uden at man satte det i forbindelse med Tamboras udbrud.

I 1883 eksploderede vulkanøen Krakatau i Indonesien med et brag, der kunne høres over store dele af Sydøstasien og sendte 18 km3 aske og pimpsten i vejret, og næsten 40.000 mennesker druknede ved den efterfølgende tsunamisbølge. Her begynder den moderne vulkanforskning med en ny æra. Øen Krakatau lå på en befærdet søvej, og både askeskyer og udbrudsfænomener blev betragtet af mange hollændere. Fra begyndelsen af 1980-erne konkluderedes det bl.a., at det som man før havde betragtet som årsag til temperaturfaldet ikke var aske eller støvskyer, men dråber af svovlsyre(aerosoler) i stratosfæren, som tilbagekastede solens stråler og var skyld i en sænkning af temperaturen.

Pinatubos udbrud i 1991 på Filippinerne sendte 5 km3 aske og gasser op i stratosfæren – eller 10 millioner tons aske og 20 millioner tons svovldioxid(SO2) til vejrs og temperaturen faldt op til en halv grad. Her i Danmark kunne man observere farverige solnedgange denne sommer, altsammen en effekt af Pinatubos udbrud.

Svovl er lidt indviklet i forbindelse med vulkanudbrud. Altsammen afhængigt af varme, tryk, mængde af ilt i selve svovlforbindelserne i magmaet. Det kan være opløst i selve den smeltede lava(magma) eller en gasfase, igen afhængigt af dets jernindhold. Jo mere jern, desto mindre svovl. Det har vist sig, at i en underskydningszone, hvor en havbundsplade langsomt skubbes ned og ind under en kontinentalplade, smelter havbundspladen allerede i en dybde af 100 – 150 kilometer, og der opløses 0,5 vægtprocent svovl, hvilket er mere end dobbelt så meget som ellers. Når en vandmættet havbundsplade presses ind og ned under et kontinent nedsættes smeltepunktet, og det nydannede magma stiger til vejrs og danner magmakamre – eller opfylder de magmakamre – krudtkamre – til de vulkaner, som dannes på jordens overflade.

Resultatet er også, at vulkanerne langs en underskydningszone, som f.eks. Stillehavet, i deres eksplosive udbrud ofte udsender mere svovlgasser op i stratosfæren, som igen ved ved kemiske reaktioner danner fine dråber af svovlsyre, dråberskyer, der tilbagekaster en del af solesn varmestråling og dermed sænker temperaturen.
Svovlindholdet må derfor ses som en slags klimatisk nøgleeffekt i et vulkanudbrud, men der er forskel på hvor meget svovl, der er i magmaet og hvor meget magma, der udkastes alt efter hvor stort magmakammeret er. Mt. St. Helens udbrud i 1980 havde
næsten ingen klimatisk effekt på grund af det lave SO2 indhold i asken.




Jordens magnetfelt

Rummet er et farligt sted, fyldt med dødbringende stråling og meteoroider. Alligevel er vores blå planet tilsyneladende i stand til at flyve gennem denne galaktiske ´skydeban´ forholdsvis uskadt. Hvorfor? Fordi Jorden er beskyttet af et forbløffende ´panser´ – et kraftigt magnetfeldt og en specielt konstrueret atmosfære.

Jordens magnetfeldt stammer fra klodens dybe indre og rækker langt ud i rummet, hvor det danner et usynligt skjold der kaldes magnetosfæren (se billedet foroven). Dette skjold beskytter os, så den kosmiske stråling ikke rammer os med fuld styrke, og skærmer os mod farer fra solen. Blandt disse farer er solvinden, som er en konstant støm af elektrisk ladede partikler, soludbrud eller flares, som på få minutter frigiver energi svarende til energien i milliarder af brintbomber; og koronale masseudkastninger, hvor flere milliarder tons stof fra Solens korona slynges ud i rummet. Både soludbrud og masseudkastninger forårsager kraftigt lysende polarlys (se billedet forneden), et farverigt lysfænomen, som kan ses i den øvre atmosfære nær Jordens magnetiske poler.

Jordens atmosfære er også med til at beskytte vores klode. Stratosfæren, et ydre lag af atmosfæren, indeholder ozon, der er dannet af ilt. Ozon absorberer op til 99 procent af den ultraviolette (UV) stråling fra Solen. Ozonlaget er altså med til at beskytte mange former for liv, herunder mennesker og plankton, mod farlig stråling. Intressant nok er mængden af ozon i stratosfæren ikke konstant, men direkte propotional med den ultraviolette strålings intensitet. Hvilket gør ozonlaget til et dynamisk og effektivt skjold.

Atmosfæren beskytter os også mod et dagligt bombardement af milioner af meteoroider, som kommer ned i Jordens atmosfære, kaldes meteorer og danner et lysende spor.

Jordens skjolde blokerer dog ikke for stråling, som er en nødvendighed for liv, herunder varmestråling og synligt lys. Atmosfæren er desuden med til at fordele varmen på jorden, og om natten virker den som et tæppe der holder igen på varmen.

Jordens atmosfære og magnetfeldt er meterligt designede fænomener, som man endnu ikke ikke forstår fuldt ud. Det samme kan siges om om et andet fænomen på vores klode, nemlig den store mængde vand i flydende form.

Livets væske

Vand er en gåde. Det er både simpelt og komplekst. Hvert vandmolekyle består af blot tre atomer – to brintatomer og et iltatom. Alligevel forstår forskerne stadig ikke fuldt ud den måde vandmolekylerne opfører sig på. Vi ved dog alle at vand er en betingelse for liv. I alt levende udgør vand cirka 80 procent (vægtprocent). Lad os se på blot fem egenskaber ved den fantastiske væske.

Vand kan optage en masse varme uden at dets temperatur stiger væsentligt, og er på den måde med til at regulere klimaet.

Vand udvider sig når det fryser til is, med det resultat, at isen stiger op til vandoverfladen, og danner et isolerende lag. Hvis vand ligesom andre væsker fik en større vægtfylde når den frøs, ville vandet i søer, floder og have fryse nedefra, og alt ville til sidst blive begravet i is!

Vand er meget transparent, og det gør at organismer, der er afhængige af lys, kan overleve på store dybder.

Vand har en overfladespænding, som får dets overflade til at virke som en elastisk membran. Det bevirker at insekter kan bevæge sig på vandet i en sø, og at vand kan danne dråber. Det bidrager også til hårrørsvirkningen, som gør at vand kan stige op i selv de højeste træer.
Vand er det bedste opløsningsmiddel man kender. Ilt, kuldioksid, salt, mineraler og mage andre vigtige stoffer, kan alle opløses i vand.
Nødvendig for Jordens ´klimaanlæg´

Havene dækker cirka 70 procent af jordoverfladen og spiller derfor en fremtrædende rolle i forbindels med reguleringen af klimaet på Jorden. Der er et tæt samspil mellem havene og atmosfæren, idet der sker en konstant udveksling af varme, vand, gasser og bevægelse (mellem vind og bælger). Havene og atmosfæren er også fælles om at transportere varme fra troperne til polerne, og på den måde regulere temperaturen på Jorden. En forudsætning for de fleste organismers overlevelse er, at temperaturerne holder sig inden for det område, hvor vand stadig er flydende. “Det lader til, at Jordens har ramt helt rigtigt,” siger bogen: Rare Earth -Why Complex Life Is Uncommon in the Universe.

Men Jorden er selvfølgelig en virkning, ikke en årsag. Var årsagen ´tilfældig´ eller er den forårsaget af en vis Skaber?




Jordens vulkan – regioner

Region 1 er Europa, der også hænger sammen med den Euroasiske plade, d.v.s. hele Asien med Rusland. Her sker bevægelserne med op til 7,5 cm pr. år, dels fra øst, altså fra Stillehavet og fra Atlanterhavet med ca. 2 cm pr. år. Pladebevægelser
ne(Kontinentalforskydningerne) skyldes store varmestrømninger i Jordens 2900 kilometer tykke Kappe, som befinder sig uden om Jordens indre hede kerne – faktisk på samme måde, som hvis en isflage langsomt flyder ovenpå havet.

Underegion 1. De fleste vulkaner i denne store plade er hovedsageligt subduktionsvulkaner, der dannes, når et kontinent kolliderer med et andet, f.eks, når Afrika presses ind under Europa i Middelhavsregionen og skubber Alpebjergkæden i vejret, som folden på en dug. Herved dannes alle vulkanerne i Middelhaveslandene med undtagelse af Etna, der også er en “hot-spotvulkan”, d.v.s. hvor en konstant varmeopsytrømning som en vandhane skubber magma op som lava igennem vulkanen. I Frankrig – og Tyskland findes gamle vulkaner, der til dels er sovende, idet de ikke har været virksomme i 5000 – 8000 år, og Europa har engang været ved at knække midtover, men bevæsgelsen gik i stå, idet varmeopstrømningen srtandsede helt oppe fra Norge ned igennem tyskland i Rhingraven og Frankrigs østlige del.. Kaukasus er en sammenpresset fold, der også har været vulkansk.

Region 2. Afrika inkl. Det Røde hav og Madagascar er et stort kontinent, der i den Østafrikanske gravsænkning, åbner sig som konstruktionszone. Her sker bevægelserne atter på grund af varmeopstrømningerne helt oppe fra Rødehavet og videre ned igennem hele den Østafrikas lande med det resultat, at vi her finder mange vulkaner, hvoraf Kilimajaro – Afrikas højeste bjerg er den største sovende kæmpe på kontinentet.

Underregion: Region 3: er et af de største kontinenter, og deles op i Rift Valley, som vi kalder sprækkezonen. Madagascar må betragtes som en isflage, der for 30 millioner år har revet sig løs fra Afrika og langsomt er drevet ud i det Indiske Ocean, der ligger øst for Afrikakontinentet. Endelig har i i vestafrikas inderste hjørne Cameroonvulkankomplekset, der må bertragtes som et hotspotvulkanområde.

Region 3: Asien inkl. Mellemøsten hænger rent pladetektonisk sammen med Region 1 – altså Europa, og vi må derfor betragte det som jordens største kontinent. Her er så godt som alle vulkanologiske fænomener repræsenteret i forbindelse med kontinentalforskydningerne. Indien må betragtes som en forhenværende løs isflage for små 65 millioner år siden er drevet mod nordøst og baldret ind i Asien og på den måde har foldet Himalayabjergkæden – Jordens højeste bjergkæde op.

Underregion: I Mellemøsten finder vi gamle vulkanske områder, der dels er at betragte som konstruktionszonevulkaner, altså åbninger, der hænger sammen med Afrikas åbning i den østlige del, og dels er subduktionsvulkaner, hvor små bidder af pladerne er knækket og skubbes og gnides imod hinanden, nogle steder ned under hinanden, andre steder forbi hinanden. Endelig “hot-spot” områder, hvor mere konstante opstrømninger finder sted. Ved Stillehavet har vi i den berømte “Ildring”, d.v.s. den kæde af vulkaner, som omkranser Stillehavet, og holder vi os til Asien, finder vi øverst i Rusland Kamchatkahalvøen med vulkaner, der ligger som perler på en snor, videre ned igennem Kuriller-ø-gruppen til japan, for at fortsætte mod Filippinerne. Her er der tale om underskydningszoner – subduktion – hvor Stillehavsbundpladen med raketfart – ca. 11 cm – om året skubber sig ned under Askiens østlige forkant af kontinentet. Herved dannes magma, der er ekstra rige på gasser, som f.eks. vanddamp, der opløses i de sejtflydende smeltemasser, og derfor har sværere ved at undslippe, og resultatet er, at der opbygges et overtryk i disse vulkaner, der efter lange hvileperioder, somme tider i årtusinder eksploderer som atombomber.

Region 4: Det Indiske Ocean må betragtes som dels en konstruktionszone, altså sprækkeåbning, hvor igenem oceanbunden åbner sig og trækker sig fra hinanden med fra 2 – 3 cm om året. der siver magma op igennem åbningen som i alle andre åbningszoner og danner ny frisk havbund i midten, men også “hot-spotter” finder vi her, hvor en kraftig magmasøjle – lig Island og Hawaii-ø -kæden, har dannet den franske ø Rheunion i midten af havet.

Underregion: Indien har for 65 millioner år siden ligget hernede, men er langsomt drevet i nordøstlig retning grundet varmeopstrømningerne i Jordkappen.

Region 5: Den nordlige del af Stillehavet må betragtes som tilhørende det meste af Stillehavets bundplade, der dog i dag må opdeles i mindre plader, men generelt kan siges, at der er tale om en stor undersøusk bundplade, der fuser af sted med en fart af 11 – 12 cm af året, hvilket må siges at være en rekord, der ikke overgåes af andre pladebevægelser. Resultatet ses tydeligt i Hawaii-ø-kæden, hvor en “hot-spot” strømning af varmt magma fra dybere dele af Jordens Kappe – konstant stiger op mod Jordens overflade og danner vulkaner, der næsten er i konstant udbrud. Kilauea er et typisk eksempel. Verdens mest aktive vulkan, der er i konstant virksomhed.

Region 6: Syd-øst Asien, Australien, New Zealand og Sydlige del af Stillehavet. Her er der faktisk tale om 2 plader, nemlig Den Indo-Australske med Australien med New Zealand, der skubber sig mod nord med 7 cm om året og danner vulkanerne i indonesien, et af verdens vulkanrigeste lande, men også den sydlige del af Stillehavet, der skubber sig østover imod New Zealand og som subduktioner, underskydning) danner vulkanerne her.

Underregion : I selve Stillehavet ligger et hav af undersøiske vulkaner, der på et tidspunkt, når de ikke er så aktive eller opstrømningen under dem er gået i stå, synker ned i den bløde og forholdsvis tynde undersøiske havbundsplade. Dette afstedkommer, at koraldyr opbygger cirkelformede atoller, d.v.s. runde øer af koraller oven over på havets overflade. Alle Stillehavsøerne må betragtes at have været gamle vulkaner, der er sunket – eller vil synke i fremtiden, men koraldyrere fortsætter der, hvor vulkanaktiviteten bliver sjældnere.

Region 7: Nordamerika inkl. Berentshavet. Nordamerika er et kontienent, hvor der må siges at være adskillige mindre pladeforskydninger, alt i form af et puslespil med brikker, der gnubber sig mod hinanden. Dette giver sig udtryk i tilbagevendende kraftige jordskælv, bl.a. i Californien, men også i vulkanaktiviteten , der tilhører “Ildringen”, altså Stillehavskysten rundt omkransende hele Stillehavspladen, men generelt må man betragte Nordamerika inkl. Alaska som et stort sammenhængende kontinent.
De eksplosive vulkaner igennem Nordamerika, bl.a. Californien, Staten Washington og Canada og videre i Alaska og Aleuter-ø-gruppen er alle subduktionsvulkaner – underskydnings og ekspålosve vulkaner, hvilket gav sig udtryk senest i Mount Saint Helens udbrud i 1980 i Staten Washington, hvor eksplosionen havde en energiudladning svarende til 500 atombomber affyret på een gang. Dog tilhører Yellowstone Nationalpark en kæmpemæssig Caldera, som med ca. 600.000 års mellerum frammes af endnu kraftigere vulkanudbrud, og det er ca. 600.000 år siden det seneste “super-udbrud” fandt sted her. Hele området – d.v.s. flere hundrede kvadratkilometer har siden 1921 hævet sig 2 meter på grund af magmamassers pres mod overfladen i undergrunden. En dag kommer eksplosionen, og der er grund til opmærksomhed, da der her er tale om energiudladninger, der kan skabe klimaændringer over hele Jorden plus udslettelse af levende liv alene i U.S.A. .
Berentshavet er at betragte som den nordloige del af Stillehavsbundpladen.

Region 8: Mellemamerika og Caribien. Her har vi flere underskydningszoner – altså subduktioner, hvor bl.a. Stillehavsbundpladen fra øst presser sig ind under Mexicos vestkyst og i Caribien, hvor Atlanterhavsbundpladen presser sig på fra øst. Der er tale om forholdsvis kraftige og mere eksplosive vulkantyper, dog er der også lidt blidere ind imellem. Dette hænger sammen med, at større magmabeholdere – kamre – i jordskorpen og kappen skiftesvis føder vulkanerne mere eller mindre regelmæsssiget fra Jordkappen. Der er altså tale om uregelmæssig opstrømning nedefra.

Region 9: Sydamerika inkl. Galapagos-øerne i Stillehavet. Her er der langs hele Sydamerikas øastkyst tale om enorme høje og meget eksplosive vulkaner, der alle må betragtes som voldsomme. Med uregelmæssige mellemrum rammes kontinentet af kraftige jordskælv og vulkanudbrud, der alle sættes i sammenhæng med Stillehavsbundpladens nedskydning under havet fra øst.

Galapagos-øerne er derimod “hotspot-vulkaner” som Hawaii-ø-gruppen og Island og har opbygget øerne fra havbunden.

Region 10: Atlanterhavsryggen inkl. Island. Hele Atlanterhavsryggen er dannet som følge af åbningen af Oceanbunden med ca. 2 cm om året, og faktisk er ryggen 74.000 kilometer lang og begynder syd for Nordpolen – fortsætter ned imellem Grønland og Norge med vulkanøen Jan Mayen – Island, der ligger på en hot-spot – bred søjle af opstigende magma, som giver sig udslag i vulkanudbrud hvert femte år ca. og videre ned igennem Atlanterhavet – Azoerne, der alle er vulkanske – De canariske Øer, som ligger på en tilsvarende hot-spot igennem Syd-Atlanterhavet via Tristan da Cunha rundt om Afrika – op igennem det Indiske Ocean og over igennem Stillehavet for at fortsætte op imod Alaska og Ruslands østkyst.
Her dannes magmaet på grund af trykaflastning – altså varmeopstrømninger – i Jordens kappe.

Region 11: Antarktis inkl. Syd Sandwich-øerne. Antaktis eller Sydpolen har adskillige aktive vulkaner under isen, bl.a. Mount Erebus, der har en lavasø i krateret. Desuden Syd Sandwich-øerne er alle vulkanske og opstået på både underskydnings- og åbningszonen, der går tæt forbi området.

Region 12: Sydøstasien, der også kan betragtes som tilhørende Den Eurasiske Plade, må betragtes at være verdens vulkanrigeste land, med flere hundrede vulkaner alene i Indonesien, hvor Den Indo-Australske Plade med over 7 cm om året presses ned under Den Euroasiske Plade og danner hermed de voldsomme Indonesiske vulkaner på de 13.677 øer, hvoraf Java er den største. Endnu at tilføje presses Stillehavsbundpladen fra øst sig med 11 – 12 cm om året sig på og ned under Filippinerne og New Guniea og danner fra den anden side også eksplosive vulkaner.
Gang på gang har de stærkeste vulkanudbrud på jordkloden fundet sted her – bl.a. Karkataus i 1883 og Tamboras i 1815, der var skyld i året uden sommer i hele verden på grund af faldende temperaturer ved askeregnen. Senest i 1991 så vi Pinatubo på Filippinerne et udbrud, hvor vi i Danmark mærkede ekstra røde solnedgange om sommeren grundet sænkning af temperatur og vulkanske gassers transport i stratosfæren..

Copyright: Henning Andersen