“90% af alle islændinges hjem opvarmes af geotermisk energi”.

“Turbiner fremstiller elektricitet. Fordelene dominerer frygten”.

“Der er 30 aktive vulkanske systemer i Island”.

“Dyb finanskrise eller vulkanudbrud slår ikke en islænding af pinden”.

“Ståhej for aflyste fly”.

“Jeg vil – jeg kan – jeg gør – Det skal nok gå”.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner.De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden, hvorfra glødende lavafontæner sprøjtede højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.
Tilbage igen

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 34 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Vulkaner har kvindenavne

Alle islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemythologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronningevulkan”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da JulesVerne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse
“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de
gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive en artikel om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

Japanerne lever med jordskælv og vulkaner til hverdag på samme måde, som vi lever med regnvejr. I dag er japanerne blevet virkelig gode til at gardere sig imod de uovervindelige naturkræfter, som de har vænnet sig til i de årtusinder, hvor landet har været beboet af mennesker.

Japan er verdens jordskælvsland nummer et og vulkanernes land: Japan kan prale af at have 10 % af verdens vulkaner – over 100 – der er mere eller mindre virksomme, og det betyder igen, at jordskælv og vulkanudbrud hører med til japanernes liv. Hvert år forekommer 1.500 jordskælv her foruden adskillige kraftige vulkanudbrud. Jorden her er nærmest som bævrende gele, og Japans 130 millioner indbyggere lever på vulkanernes bjergskråninger; nogle steder bor de inde i selve vulkanernes kratere, i dale og slugter. Japan kan rammes af tsunamier fra havet og mudder og lavastrømme fra vulkanerne. 
Det japanske ord tsunami betyder egentlig havnbølge fra tsu “havn” og nami “bølge”. I dag bruges det om kunstige havbølger, som opstår ved jordskælv eller vulkanudbrud på havbunden ude i havet.
At den japanske undergrund er så oprørsk skyldes, at flere store tektoniske plader bevæger sig i forhold til hinanden og presses ned under hinanden, og Japan ligger lige oven over i selve brændpunktet. Stillehavspladen, den euroasiske, den filippinske og den nordamerikanske plade bevæger sig med nogle centimeter om året som i en vridemaskine, der ikke kan standses. Underskydningen ved disse pladebevægelser er ansvarlig for de eksplosive vulkanudbrud og ligeså de mange ødelæggende jordskælv, som Japan har været og altid vil være udsat for fra tid til anden. Alt sammen et resultat af Jordens indre, der skal af med sin overskudsvarme.
I dag ved vi, at det er varmeprocesser dybt i Jordens indre, som er drivkraften bag kontinentalpladernes bevægelser, og selvom de er udslettende i form af stærke jordskælv, er de også med til at skabe og opbygge landet. Glødende lavastrømme og alt det smeltede udbrudsmateriale, der på vej ud igennem vulkanerne køler af, danner nyt frugtbart land til gavn for menneskene og livet. Dette er processer, der får jorden til at briste og skælve med udløste energier, der svarer til millioner af atombomber.
Gudernes vredesudbrud
Japans 6.852 øer (hvoraf 430 er beboet) er opstået netop grundet disse enorme pladebevægelsers sammenstød. At leve med så stærke naturkræfter som en daglig trussel blev skyld i, at japanerne i fortiden omtalte kontinentalpladernes bevægelser som ”gudernes vredesudbrud”. Det måtte jo være guddommelige kræfter, der var på spil, når menneskene nu ikke selv kunne standse eller have kontrol over dem.
1. september 1923 kl. 11.58 rykkede den filippinske plades front sig næsten fire meter ned under den centrale del af øen Honshu lige på det sted, hvor hovedstaden Tokyo ligger oven over. En dame, som jeg engang rejste sammen med, fortalte mig, at hun som ung var ambassadesekretær på den danske ambassade i Tokyo, og netop som hun skulle til at gå hjem, begyndte hele bygningen at svaje. Hun nåede lige at komme ud af huset og blev nærmest slynget over vejen til den store bypark på den anden side af gaden, hvor hun måtte holde fast i et træ for ikke at blive kastet væk. Flere minutter i træk rystede jorden, og træhuse styrtede sammen som brikkerne i et puslespil. Ingen kunne stå på benene i de to minutter, skælvet varede. Mange japanere var ved at gøre klar til frokosten i deres køkkener, og det gjorde situationen mere kaotisk. Huse af tegl brød sammen, og de fleste træhuse stod på få minutter i flammer ved de mange ildebrande. 140.000 japanere døde i flammerne, druknede eller blev begravet under murbrokker. 8,3 på Richterskalaen lyder bedømmelsen af den udløste energi i skælvet. Det, der slog de fleste ihjel, var ikke så meget selve skælvet, men de mange ildebrande som forvandlede Tokyo til et kæmpemæssigt flammehav i de følgende dage.
Ambassadesekretæren overlevede mirakuløst, fordi hun sammen med mange af Tokyos indbyggere havde søgt tilflugt i byparken og blev der i en uges tid, mens jorden efterhånden faldt til ro igen efter de mange efterskælv.
Til kamp mod naturen
En japaner fortalte mig, at hans forældre fra deres forældre igen fik fortalt om det frygtelige jordskælv i 1923, der havde lagt Tokyo i ruiner. Det var dette jordskælv, der fik Japan til at tage kampen op mod de underjordiske kræfter. ”Men vi ved også, at vi ikke kan vinde over dem, men vi kan prøve bedre at modstå dem, uanset om der er tale om jordskælv eller vulkanudbrud.”
Denne katastrofe var altså medvirkende til, at man nu begyndte at bygge huse af stål og beton og vinduer af elastisk glas, og i dag er Japan langt bedre garderet til at kunne stå i mod kraftige jordskælv. Det er nødvendigt, når jorden er så urolig under fødderne. Siden har der været kraftige jordskælv, et i 1995, hvor også mange mennesker omkom, men generelt er man nu bedre til takle de uovervindelige naturkræfter. I 1978 vedtog det japanske parlament, at en såkaldt ekspertkomite skulle nedsættes og godkende alle bygninger fremover. I dag er jordskælvsøvelser en fast rutine for ikke kun børnene i skoleklasserne, men også på arbejdspladserne for de voksne. Desuden holder man rutinemæssige øvelser i hele byer og større samfund i, hvordan skal man forholde sig, når det begynder at ryste. Ned og ind under borde og så langt væk fra vinduer som muligt eller holde fast i den nærmeste dørkarm.
Det er vigtigt at vide, hvor man sikrest kan flygte hen, hvis man oplever et jordskælv, da der altid kommer såkaldte efterskælv, der ofte kan være lige så kraftige som selve hovedskælvet. Familier opfordres til at have et specielt lager af mad og tæpper, og hver egn skal have et antal underjordiske vandbeholdere.
Det er endnu ikke muligt at forudsige jordskælv, selvom forskningen er i rivende udvikling. Man kan ikke sige, hvilket sekund en gren vil knække på midten, hvis man bøjer grenen i begge ender. Her har vi samme system. Man kan måle kontinentalpladernes bevægelser og ophobede spændinger, men ikke hvilket sekund, spændingen vil udløses i form af et jordskælv. Man er dog kommet så langt hen ad vejen, at man nu med et meget fintfølende automatisk alarmsystem kan nå at afbryde el- og gasforsyningerne samt strømmen til højhastighedstog, få sekunder inden et jordskælv rammer. Det er sådan, at et jordskælv sender bølger gennem jorden, men et elektrisk signal går endnu hurtigere. Japanerne har fx bygget tunneller, som man kan flygte sikkert igennem, hvis der pludselig kommer stenregn fra en vulkan. Andre steder har man anlagt specielle evakueringsruter og grønne områder, hvor man kan være i sikkerhed for nedstyrtende genstande. Og i storbyerne står helikoptere parate til, at man hurtigt kan danne sig et overblik over en situation fra luften.
En trendy måde at dø på
Japanerne er meget seriøse mennesker, og de forventer nærmest, at udenlandske turister begår fejl, men samtidig er de også imødekommende og hjælpsomme. Noget af det, som ofte falder turister i øjnene er, at japanerne har det med ikke at vise deres følelser udadtil, men skjule dem i sit indre. En ulykkelig kærlighedsaffære, eller en ikke bestået eksamen kan få en japaner til begå selvmord. Og at kaste sig ud fra en vulkans kraterrand og ned i dens glødende lava har været en ikke ukendt måde at begå selvmord på i Japan. Uoverskuelige problemer og for mange nederlag har fået tusinder af japanere til at kaste sig ned i selvmordsvulkanen Mihara på øen Izu Oshima kun to timers sejlads fra Tokyo.
Fra en højtaler et sted på vulkanens skråning kunne man igennem mange år høre en ung sangstemme synge om den ulykkelige kærlighed, der kun kunne løses ved en dødelig udgang. Alene i 1933 kastede 944 japanerne sig i Miharas glødende lavasø fra platformen på vulkanens top. De mange selvmord fik myndighederne til at sætte et hegn op, og det blev umuligt kun at købe en enkeltbillet til færgen over til vulkanøen.
Japans hellige og nationale symbol
Japans mange vulkaner har beriget landet med den frugtbare jord, som de vulkanske udbrudsprodukter har omdannet jorden til med deres mange næringsstoffer. De varme kilder med de opløste mineraler er en lise for sjælen og virker styrkende på organismen, og de varme sandbade med mineraler forynger og fornyer ens hud bagefter.

Jeg havde glædet mig til at se Fujiyama. Vulkanen er Japans hellige og nationale symbol nummer et og også et symbol på solguden. Navnet tolkes på mange måder, men mon ikke citatet: ”Der er ikke noget bjerg som dette” passer og er det mest forstående. Sådan er og har det været for mange kunstmalere igennem århundreder, et valfartssted for pilgrimme og turister foruden japanerne selv.
Vi boede på et hotel i dalen ved Owakudani, og fra hotellet var der fri udsigt til Fuji. En lise var det at sidde i hotellets hede kildebade i kælderen om aftenen og se på solnedgangen over Fuji.

Japans højeste vulkan er 3.776 meter høj og har senest været i udbrud i 1707, men kan komme i udbrud når som helst igen, og der holdes konstant øje med den. Tokyo ligger kun 100 km væk. Jovist er Fusijama det smukkeste bjerg, jeg har set. Hvis man vel at mærke bruger timer på at betragte vulkanens kegle i alle de forskellige farvenuancer, som er blevet det tildelt.

Beppu på den japanske subtropiske ø Kyushu er de varme kilders højborg med over 4.000. Hotellerne har et varmt bassin i kælderen, og hver aften kan man bade i bassinet eller blive gravet ned i det varme mineralholdige sand og føle sig 10 år yngre. Tænk engang. Med Shinkansen kørte vi til Beppu og lod os indkvartere i det gamle bycenter – udelukkende med det formål at blive gravet ned i et varmt sandbad.
Japanske damer i deres bedste alder står og skovler hver eneste gæst ned i sandet og sørger for, at man forbliver rolig og på sin post uden de store sprættende bevægelser. Skulle nogle få lyst til at spørge om det hjælper, har jeg et svar: ”Ja, det gør det, ny livskraft og energi bagefter!”
Japans mest virksomme vulkan heder Sakurajima – også kaldet for ”Østens Vesuv” – da den ligesom Napoli ligger tæt ved en vulkan. Millionbyen Kagoshima ligger kun 10 km fra vulkanen, svarende til ca. 30 minutters sejlads. Vulkanen er ca. 1.100 meter høj.
Sakurajima er næsten konstant i udbrud og sender regelmæssigt byger af småsten og aske ud over egnen, så de nærliggende byer ved vulkanens fod må gå i ly og læ, når sirenen lyder, og have en paraply med sig som ly imod stenregnen og skolebørn en hjelm til at tage på hovedet. Vulkanen betragtes som Kagoshimas symbol på både styrke og skønhed. Fra Kagoshima går der rutebåde til Okinawa og Kazanøerne syd for. Ordet kazan betyder “vulkansk” på japansk, og her ligger verdens største koncentration af undersøiske vulkaner samlet på et sted. Hver gang en vulkan skruer bissen på, og japanerne i de nærliggende beboelsesområder enten er evakueret eller gået i beskyttelsesrum, går der ikke lang tid, før de utålmodigt siger: ”Det er kun fem dage siden, jeg måtte flygte hertil, og jeg ved ikke, hvordan mine afgrøder har det. Jeg er ligeglad med, om jeg dør, jeg vil bare hjem og se til gården.” En anden siger: ”Jeg er selvfølgelig bekymret for, om der kommer en ny eksplosion oppe fra vulkanen, der kan udsende byger af sten og lava, men jeg vil altså tilbage til mit hus nu!”

I sandhed ukuelige mennesker.

Copyright: Henning Andersen

Hvorfor rammes Japan?

Japan ligger på randen af tre plader på jord-kloden: den Eurasiske plade mod vest, den Filippinske plade mod syd og Stillehavs-pladen mod øst.
Faktisk ville Japan slet ikke eksistere, hvis ikke de tre plader skubbede mod hinanden. Det har nemlig skabt et nyt land af bjerge og vulkaner. Det er derfor helt naturligt, at der ofte sker jordskælv i Japan. Det er faktisk derfor, Japan eksisterer.

Spor efter bebyggelse i Japan fører os årtusinder tilbage, og en ubrudt linje af kejsere kan fremvises helt tilbage til år 660 f.v.t. Japans første dokumenterede historiske vulkanudbrud fandt sted i Aso-vulkanen i 553 e.v.t. Det største udbrud, som vi kender til i Japan var i år 915 fra vulkanen Towada, og forinden havde 17 vulkaner været aktive. Det er mere end i hele resten av verden tilsammen (inkluderet 10 i Europa), men det var ikke før år 1626, at mennesker oplevede det første historiske udbrud på Hokkaido, og denne ø blev først en del af Japan i 1868. Sydøst for Japan ligger Marianna-øerne, som vi ved har være beboede siden år 1500 f.v.t. og 3000 år senere fundet af spaniolerne, som underlagde sig øerne senere. Det første historisk kendte vulkanudbrud fandt sted året efter. De nordlige vulkanske øerne blev solgt til Tyskland i 1898 og i 1947 underlagt FNs administration for derefter at blive en selvstændig stat indenfor De Forenede Stater. Hele denne regions område inkluderet Japan er i størrelsesorden omtrent som Californiens, men befolkningen er 4 gange større, hvoraf Marianna-øerne kun udgør 0,1% af arealet og befolkningen. Japan’s lange og detaljerede historie har givet os et godt indblik i den vulkanske aktivitet. Et resultat af dette ses bl.a. i, at hele regionen ligger foran på verdensbasis i antal af daterede vulkanudbrud, i alt 1274 og antal af vulkaner, som har været i udbrud, er 94.

Til sammenligning i andre regioner, f.eks. New Zealand eller Middelhavsregionen, har vi beskrevet en stor andel af kraftige og eksplosive vulkanudbrud (VEI 4: se minileksikon), som har fundet sted for over 2.000 år siden. I modsætning til dem, har regioner som Latin Amerika, Indonesien og Filippinerne, været udsat for store udbrud indenfor de sidste 200 år. Japan derimod, sammen med Alaska, Kamchatcka og Island, viser en mere jævn liste med udbrud, både i antal og styrke. Vulkanerne i denne region er usædvanlig eksplosive og inkluderer bl.a. Kikai, der producerede et af jordens mest eksplosive vulkanudbrud for omkring 6.000 år siden. Ingen andre regioner har opdateringer af flere store eksplosioner i samme styrkegrad og omfang (VEI 4). Pyroklastiske askelaviner har ledsaget har ofte ledsaget udbruddene i ca. 30% af tilfældene, inklusiv Unzen-udbruddet i 1991. Man konkluderer i dag, at de fleste vulkaner i dette område må være dannet og bør ses som et resultat ved subduktionen(d.v.s. underskydningen) af den vestligt-bevægende ocean-havbundsplade, der presses langsomt ned under den Asiatiske fastlandsplade.

I Izu-Mariana-kæden,er der derimod tale om to oceanplader, som kolliderer og danner øgrupperne, hvor de opbyggede vulkaners udbrudsmaterialer hovedsagelig er af mere basaltisk (basalt: se minileksikon) sammensætning, men dog med mere eksplosive udbrud end hot-spotvulkanerne (hot-spot: se minileksikon) i havområderne. Regionen har også det største antal af undersøiske vulkaner, som vi kender på jorden. De fleste ligger nedover Izu-Mariana-øygruppen, og her finder der enormt mange undersøiske vulkanudbrud sted. Gang på gang observeres der havområder, som er misfarvet af på grund af den undersøiske vulkanvirksomhed fra havbunden.

Tekst af Jørgen Aabech og Henning Andersen