Vulkansk er det perfekte ord til at beskrive den følelsesmæssige landskab Stromboli (1949), Ingrid Bergmans første film med den italienske instruktør Roberto Rossellini. Ikke alene er filmen sat på en isoleret ø i Det Tyrrhenske Hav med en aktiv vulkan, men den skandale, der opstod fra den efterfølgende produktion sendes rungende rystelser gennem Hollywood samfund. Bergman forelskede sig i hende, instruktør under optagelserne, forlod sin mand og datter Pia, og blev gravid, idet Rossellini en søn. Offentlighedens harme, pustet af nådesløs sladder klummeskrivere, hjalp ende Bergmans karriere i Hollywood i mange år og i høj grad skadet hendes image som den sunde svenske skønhed, der havde vundet en Best Actress Oscar for Gaslight (1944) og opnåede skærmen udødelighed som Ilsa, modsatte Humphrey Bogart er Rick, i Casablanca (1942).

Bergmans forhold til Rossellini begyndte, da hun så to af hans film, inspirere hende til at skrive et brev. Ifølge hendes selvbiografi, Ingrid Bergman: min historie, læse noten, “Kære Mr. Rossellini, jeg så din film Åben By [1946] og Paisan [1946], og nød dem meget, hvis du har brug for en svensk skuespiller, der taler. engelsk meget godt, hvem der har ikke glemt sin tyske, der ikke er meget forståeligt på fransk, og som på italiensk kender kun “Ti Amo” Jeg er klar til at komme og lave en film med dig. ” Brevet blev sendt til Rossellini opmærksomhed på Minerva Film i Italien, men kort tid efter leveringen studiet blev ødelagt i en brand. Mærkeligt nok, var Bergman notat fundet intakt i asken og leveres til Rossellini.

Ingen var mere overrasket end Bergman at modtage et svar til hende halvt seriøse forslag. “Kære Fru Bergman,” Rossellini svarede. “Jeg har ventet i lang tid, før du skriver, fordi jeg ville være sikker på hvad jeg vil foreslå dig. Men først og fremmest må jeg sige, at min måde at arbejde på er meget personlig. Jeg kan ikke udarbejde et scenario, som, Jeg tror forfærdelig begrænser omfanget af det arbejde … Jeg starter ud med meget præcise ideer og en blanding af dialoger og intentioner, der, som tingene går på, vælger jeg og forbedre. ” Direktøren fortsatte med at beskrive handlingen i Stromboli (arbejdstitlen var efter Storm), der skildrer forholdene for Karin Bjiorsen, en litauisk krig flygtning, som gifter sig med en italiensk fisker for at undslippe en begravelse lejr: “Hun fulgte denne mand, er sikker hun havde fundet en usædvanlig skabning, en frelser … i stedet for hun er strandet i denne brutale ø, alle rystet op af opkastning vulkan, og hvor jorden er så mørkt og havet ligner mudder mættet med svovl. ” Ulykkelig i hendes nye liv og ude af stand til at passe sammen med øboerne, Karin bliver desperate for at flygte efter at lære at hun er gravid. En fyrmester indvilliger i at hjælpe hende, hvilket fører hende ud af byen og over bjergtoppen, hvor de er truet af et vulkanudbrud. I den dramatiske beslutning til historien, revurderer Karin hendes handlinger og vender hjem til sin mand.

Den egentlige optagelserne til Stromboli på en primitiv ø med ingen moderne bekvemmeligheder vist sig at være en fysisk udmattende oplevelse for Bergman og hendes medarbejdere. Det var også frustrerende for en skuespiller vant til at arbejde med Hollywood fagfolk. Nu var hun handler med amatører, som sjældent kendte deres linjer eller hvornår de skal levere dem. “Så for at løse det,” Bergman skrev i sin selvbiografi, “Roberto tilknyttet en streng til en af deres store tæer inde i deres sko. Så stod han der, holde denne flok strygere, og den første han ville trække, at streng og én mand talte, og så ville han trække en anden streng og en anden mand talte. Jeg havde ikke en streng på min tå, så jeg vidste ikke, da jeg skulle til at tale. Og dette var realistisk film! Dialogen blev aldrig færdig , eller der aldrig har været nogen dialog. Jeg troede jeg var ved at blive skør. ”

For Bergman, som allerede var gravid ved dette punkt, var det sværeste scene at skyde hende klimatiske følelsesmæssige opdeling på toppen af krateret. I As Time Goes By: The Life of Ingrid Bergman, skrev biograf Laurence Leamer, “Ingrid fik den ene muldyr, og hun og Roberto og filmhold af sted til vulkanen Den muldyr kæmpede opad, springe over de mindre kløfter, ridser. for fodfæste på det sorte grusede overflade. Roberto havde kameraet oprettet nær kegle af vulkanen. For hendes scene gå op til vulkanen, bar Ingrid tynde sandaler, ringe beskyttelse mod den sorte lava sand, så varmt som tjære tag på en sommereftermiddag … Roberto var som regel glad for hurtig tager, men han øvede denne scene igen og igen. Gentagne gange Ingrid kæmpede opad, gennem røg og stanken af svovl. Hun var gennemblødt af sved … Når Ingrid og andre vendte tilbage til landsbyen ved middagstid, var de til fods. For at spare tid, havde de gled 2.000 meter ned ad bjerget på deres bagdele. Deres ansigter var sort og sved-stribede. ” Men de ville vende tilbage til vulkanen flere gange ud scener og en produktion udøvende, Lodovici Muratori, blev til sidst overvundet af den røg, og døde af et hjerteanfald.

I første omgang Rossellini planlagt at filme Stromboli med Anna Magnani (hans elskerinde på det tidspunkt), indtil Ingrid Bergman ind i billedet. Men han stadig insisterede i sin kontrakt med RKO, at han ikke ville direkte Stromboli medmindre studiet også finansieret en film med Magnani. Så RKO produceret Volcano (1949), instrueret af William Dieterle og stjernespækket Magnani som en prostitueret fra Napoli, der vender tilbage til sin fiskerby på en ø tæt på Stromboli. Filmen selv ender med en lignende vulkanudbrud.

RKO Studios (under ejerskab af Howard Hughes) var utilfreds med Rossellini sidste 117 minutter nedskæring på Stromboli og udgivet den i en drastisk nedskæring udgave (81 minutter) i USA De fleste kritikere panorerede filmen (i nogle byer blev boykottet af religiøse grupper ), vælger at fokusere i stedet på den skandaløse bag-the-scenes forholdet mellem Bergman og Rossellini (parret var lovligt gift i 1950). Publikum, der deltog Stromboli ud af nysgerrighed, fandt filmen både deprimerende og decideret un-erotisk. Set i dag, dog Stromboli er helt klart en central film i både Rossellini og Bergman karriere, der repræsenterer en unik fusion af dokumentarisk form med Hollywood-melodrama. Den barske landskab i vulkanøen giver en virkelig spektakulær indstilling, og den scene, hvor Karin overholder de fiskere at fange tun på havet er en af de mest visuelt bemærkelsesværdige sekvenser i italienske film. Bergman og Rossellini ville gå videre til filmen yderligere fem film sammen med Viaggio i Italia (alias Voyage til Italien, 1953) generelt betragtes som deres bedste samarbejde.

Producer / Instruktør: Roberto Rossellini
Manuskript: Roberto Rossellini, Sergio Amidei, Gian Paolo Callegari, Renzo Cesana, art Cohn
Cinematografi: Otello Martelli
Film Redigering: Jolanda Benvenuti, Roland Gross
Original musik: Renzo Rossellini
Principal Medvirkende: Ingrid Bergman (Karin Bjiorsen), Mario Vitale (Antonio), Renzo Cesana (præsten), Mario Sponzo (The Lighthouse Keeper).
BW-107. Lukket billedtekster.

af Jeff Stafford

intrusion, (af lat. intrusio, af intrudere ‘trænge ind i’), geologisk betegnelse for den proces, at magmaer trænger ind i, intruderer, nogle allerede eksisterende bjergarter, og for de legemer af magmabjergarter, som dannes ved denne proces.

Magmaer vil oftest have en lavere massefylde end jordskorpens bjergarter og derfor bevæge sig gennem sprækker, langs lagplaner i sedimenter og geologiske diskontinuitetsflader som fx forkastninger og diskordanser. Magmaer kan også bevæge sig opad som diapirer, idet sidestenen skubbes til side eller fortrænges, ved at brudstykker af de overliggende bjergarter løsnes og synker ned i magmaet. Denne proces kaldes stoping.

Intrusive legemer inddeles efter deres relationer til de omgivende bjergarter i konkordante og diskordante intrusioner og underinddeles evt. efter størrelse.

De konkordante legemer inddeles i sills, laccolither, fakolither og lopolither. Sills dannes ved, at et tyndtflydende magma, oftest af basaltisk sammensætning, trænger ind langs lagplanerne i en sedimentpakke. Et eksempel er Whin Sill i det nordøstlige England, der er op til 80 m tyk og har en udbredelse på mere end 1000 km2. Laccolither dannes, hvor sejtflydende magmaer, oftest af rhyolitisk eller trachytisk sammensætning, trænger ind langs en sedimentær laggrænse. Det presser de overliggende lag op, men størkner, før det når at trænge langt ud til siden. Resultatet bliver linseformede legemer, der har en flad bund og en opad konveks øvre grænse. De kan blive nogle hundrede meter tykke og op til nogle få kilometer i diameter. Fakolither er konforme intrusioner, der er dannet ved størkning af magma i folders ombøjningszoner. Lopolither er enorme legemer af basiske og ultramafiske bjergarter som fx Bushveld-komplekset i Sydafrika, der er op til 11 km tykt og op til 500 km i diameter. Disse meget store masser af tunge magmabjergarter udøver en kraftig belastning af jordskorpebjergarterne, der bliver trykket nedad under den centrale del af intrusionen, hvilket resulterer i, at denne får form som en flad skål, der er konkav opad og konveks nedad. Nogle lopolither anses nu for at være nærmere tragtformede, dvs. at de flade strukturer nedad går over i magmaets tilførselskanal.

De diskordante intrusioner skærer strukturerne i sidestenen og inddeles i dykes, stocks og batholither.

Dykes dannes, hvor magma størkner i sprækker i jordskorpens bjergarter. Det er planare legemer, der varierer i tykkelse fra nogle centimeter til nogle kilometer, og som kan nå længder af mere end 100 km. De fleste dykes består af basalt (diabas), men de fleste typer af magmabjergarter kan findes som dykes. Dykes er som regel lineære intrusioner, men der kendes også ringdykes, dvs. ringformede dykes, der findes omkring magmatiske centre og hælder udad, og keglegange (eng. cone sheets), der er kegleformede med spidsen vendende nedad.

Stocks og batholither er magmalegemer, der oftest har cirkulære eller ellipsoidale omrids. Stocks har arealer mindre end 100 km2; batholither er større end 100 km2. Stocks er intrusioner, der er dannet i tilførselskanaler til vulkaner, i magmakamre under vulkaner eller er størknet i lukkede magmakamre. De har oftest skarpe kontakter mod de omliggende bjergarter, der kan være kontaktmetamorfoseret i en zone omkring intrusionen, en såkaldt aureole. Alle typer af plutoniske magmabjergarter findes i stocks. Batholither findes i de centrale dele af jordens orogene bælter, fx i Andesbjergene og Rocky Mountains, og de er opbygget af et stort antal fladtliggende intrusioner. De består især af granit og granodiorit.

Vulkanøen Ischia i Napolibugten

Det er ikke kun Vesuv, der truer Napolibugten.

En jordrystelse fandt sted den 21. august 2017 på øen Ischia kl. 20.57 lokal tid.

Den 45 kvadratkilometer store og 800 meter høje vulkanø Ischia(den grønne Ø) ved Napoli i Syd – Italien ligger ca. 30 kilometer sydvest for Napoli og er dannet af tuflag – forvitret vulkansk aske – i forbindelse med opløftning af undergrunden ved udbrud fra øens gamle vulkaner, der har mange gamle kratere. Vulkanen Epomeo på øen har et smalt magmakammer – med flydende magma (lava) befinder sig under øen og opvarmer undergrunden og danner varme kilder.

Det seneste vulkanudbrud på øen fandt sted i februar 1302 e. Kr.f. efter at have været i ro i ca. 1000 år og var eksplosivt. Øens indbyggere blev overrasket, da et nyt krater med en diameter af 500 meter åbnede sig midt i tæt beboede egne, og mange dyr og mennesker omkom ved bl.a. svovldioxidgasudslip. Pimpsten(surt lavaskum) og askeskyer hævede sig, og glødende lava strømmede ud.

Siden har der ikke været vulkanudbrud, men jordskælv og jordrystelser fra tid til anden.
Det værste jordskælv fandt sted den 28. juli 1883 og dræbte 2213 af øens beboere. Skiftende hævninger og sænkninger af jordens overflade beviser, at magma bevæger sig under jordoverfladen.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Et jordskælv på over 6 på Richterskalaen ramte det sydlige Island i dag torsdag den 29. maj 2008. I går blev Færøerne ramt af en tsunami havbølge, som skyldtes et undersøisk skælv under havbunden. Island ligger på Atlanterhavsryggen, som er en meget aktiv vulkanzone og dannet, hvor de to kontinentalplader – den ameriaksne og europæiske trækker sig fra hinanden med 2 – 3 cm om året.

Der går oftest perioder på op til 10 – 15 år imellem hvert kraftigt skælv, hvor pladerne i ryk bevæger sig og samtidig med på lidt længere sigt, men stadig med få års mellemrum, sender magma(lava) til vejrs fra en kraftigere magmasøjle fra dybere dele af jordens kappe. Se pladetektonik nedenunder.

En hotspot er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en hed opstrømning bringer magma (lava) mere konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at Geologer har konkluderet, at der befinder sig mellem 40 og 50 hotspots rundt om på kloden med Hawaii, Island, Galapagos, Reunion og Yellowstone som nogle af de mest aktive for tiden.

Pladetektonik

I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til havbundens overflade. Her dannes der ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne, der tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne og flyder ud på havbunden. Hvis der er tale om større lavaproduktion dannes der øer som Island og Hawaii-øerne er så tydelige eksempler på.
Der er mange vulkaner i spredningszonerne på havbunden, som vi ikke ser.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at den tunge havbundsplade skubbes og tvinges ned i dybet og dykker ned under en kontinentalplade, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, opkaldt efter en jugoslav, Benioff, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gled imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra både den vandholdige oceanbundplade og fra kontinentpladen og er derfor ofte mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Disse vulkaner, der dannes ved underskydningszonerne er tit mere eksplosive, og det skyldes, at den gas, der dannes i magmaet, har sværere ved at slippe ud gennem den her mere sejtflydende magma. Først når trykket fra gasserne i smelten er meget stærkt, finder der et voldsomt udbrud sted af eksplosiv karakter. Der opbygges altså et overtryk i disse magmabeholdere eller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner – underskydningszoner – eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte ender med calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og askestrømme eller glødende askelaviner af de undvigne gasser fra den smeltede lava.

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma nede fra, som igen giver ny næring og magmatilførsel til ø-buevulkanerne. Der hvor oceanbundspladen dykker ned og dannes en dybhavsgrav i oceanet, der kan være ca. 10 kilometer dyb.

Inde på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale. Et meget tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, som har opbygget store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

Forskellige steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i store områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden i flere hundrede tusinde kvadratkilometers områder, hvor sådanne lavaudbrud har fundet sted fra tid til anden.

Feks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse må ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den Øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, altså som en slags forløber for et oceaniske riftsystemer, hvor kontinentet eller pladen revner og langsomt trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og dannes som følge heraf vulkaner i bunden af dalen.

Copyright:

Henning Andersen

Tlf. 38 19 34 11/ mobil: 20 76 42 47 • E-mail: info@vulkaneksperten.dk