De islandske vulkaner har kvindenavne, fordi selve jorden altid har været betragtet som det feminine. ”Moder jord” siger man i mytologiens verden. Det er en kvindes lod at føde børn, og hvis ikke Island havde haft vulkaner, så havde Island ikke eksisteret som det land over havets overflade, som øen består af. For 40 millioner år revnede bunden af Atlanterhavet i en lang sprække med det resultat, at de to havbundsplader begyndte at bevæge sig væk fra hinanden med nogle få cm om året og processen fortsætter den dag i dag. Ud af sprækkerne begyndte varmt materiale dybt fra jordens indre at sive ud som rødglødende smeltet lava, kølede af og lagde lavastrøm på lavastrøm oven på hinanden for til sidst at nå havets overflade og bygge en ø op af havet, nutidens Island.

Når Island er så stort et vulkansk område, så skyldes det to ting: For det første så ligger Island på den Midtatlantiske Ryg, hvor de to tektoniske plader trækker sig fra hinanden med ca. 2 – 3 cm om året. For det andet så ligger Island på en ”hot-spot”, d.v.s. at ekstra meget varmt magma(smeltet lava) fra jordens indre presser sig op lige her under selve øen og føder vulkanerne på jordens overflade i form af vulkanudbrud.

Der finder et vulkanudbrud sted i Island med ca. 5 års mellemrum i en af øens mange vulkaner, alt sammen afhængigt af, hvor meget stensmelte, der presses op under Island ved pladebevægelserne. Vi må forestille os en ca. 200 kilometer bred søjle af varmt kappemateriale dybt nede fra jordens indre bevæger sig opad i koldere omgivelser for til sidst for at komme til udbrud i form af lava. Hvor stort vulkanudbruddet bliver, afhænger af hvor meget materiale, der presses op og ud igennem den enkelte vulkan.

Da Eyjafjallakøkull i det sydlige Island for 3 år siden spyede op til 7000 tons aske ud pr. sekund i en periode på 72 timer, fik det flytrafikken til at gå i stå i næsten en uge, da skæbnen ville, at vinden bar asken i sydøstlig retning fra Island nedover Europa, hvor 63.000 fly blev aflyst på grund af askeskyen.

Dette gik ud over det meste af Europa, og når vi så samtidig ved, at endnu voldsommere udbrud har fundet sted i Island indenfor de 1000 år Island har været beboet af mennesker, så siger det noget om de enorme naturkræfter, der er stærkere end os mennesker og bestemmer over os.

Eyjafjallajøkull ligger under en gletscher eller jøkel, som islændingene kalder deres isbræer og det værste er, at selve krateret i vulkanens top ligger begravet dybt under is og sne, en enorm eksplosiv coctail, når is og ild mødes i den smeltede 1000 grader glødende lava i vulkanens indre. Dampeksplosioner flår den smeltede lava til aske, sammen med de frigivne gasser, der automatisk blæses sig ud i atmosfæren.
Vulkansk aske består af bitte små glaspartikler, som kan stoppe jetmotorer i flyvemaskiner.

Var vinden ikke gået i sydøstlig retning mod Europa men mod vest, havde det været Grønland, Canada og U.S.A., der måtte lukke deres lufthavne, men vindretningen er nu engang bestemmende for, hvor en vulkansk askesky bevæger sig hen.

Hvad værre er, at de tre gange i historisk tid, hvor Island har været beboet af mennesker, har vulkanen Eyjafjallajøkulls udbrud vækket den nærliggende og meget større og mere eksplosive vulkan Katla, som er ekstrem eksplosiv og med en meget mere tyk gletscher, altså isbræ oven over selve vulkanens kratergryde i toppen, Myrdalsjøkelen. Ikke alene kun giftig aske og skyer af gasser, men også store jøkelløb, hvor enorme mængder af smeltevand fra vulkanens is og sne pludselig vælter udover de omkringliggende landområder og drukner alt og alle. Man har bedømt Katla til at være langt kraftigere end Eyjafjallajøkull rent energimæssigt. Katlas krater er 10 kilometer bredt og fem gange større end sin lillesøster Eyjafjallajøkull, så et udbrud i Katla vil få meget større konsekvenser for askemængder og klimaet på jordkloden, udtaler eksperterne end det vi oplevede i 2010, udtaler eksperterne.
I historisk tid er man bekendt med mindst 18 udbrud fra Katla. Sidste store udbrud i Katla var den 12. oktober i 1918. Beretningerne fra dengang vidner om voldsomme vandmasser, der pludselig vælter ud under iskappen. Floden, der opstod, sendte 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som fossede fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med en gigantisk tsunami, flodbølge, der oversvømmede de lavest beliggende dele af byen. Alle beboerne nåede heldigvis forinden i sikkerhed i bjergene.

Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor enorme mængder af glødende lava og aske og giftige gasarter blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, fordi himlen var kulravende sort og tilsodet. Midt om dagen var det sort som om natten, så man ikke kunne se en hånd for sig.

Som følge af de udbrud, der har fundet sted i vulkanen Katla i de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik, som ligger 10 kilometer fra Katla, ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser fra de smeltede sne og ismasser har hver gang bragt hundrede tusinder tons af sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig og har flyttet kystlinjen efter hvert udbrud adskillige kilometer længere ud i havet. Klippestykker på størrelse med flere etagers huse flyttes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

For at kunne advare indbyggerne i området i god tid måler flere jordskælvsstationer jordbevægelserne, og mineralindholdet i de omkringliggende elve bliver ligeledes jævnligt målt.

Ifølge eksperter er Katla forfalden til et kraftig eksplosion, og det kan ændre jordens klima.
Hvis vi følger vulkanens cyklus med et udbrud med fra ca. 40 – 80 års mellemrum, så er Katla klar til det næste udbrudså bliver det næste Katla-udbrud sikkert et sub-plinisk, d.v.s. eksplosivt og måske af samme styrke som det vi oplevede i 2010 af Eyjafjallajøkull, men problemet vil så blive, at der er meget mere is og sne oven på Katla, der er 5 gange større end Eyjafjallajøkull, så eksplosionerne bliver kraftige når ild – is og og vand mødes og med langt større konsekvenser, i hvilken retning vinden fører askeskyen med sig.
Vulkanen Eyjafjallajokull, der i 2010 lukkede for lufttrafikken i Europa, er kun en lilleput i forhold til kæmpen Katla, fordi Katla er 5 gange større end sin lillesøster ”Eyjafjallajøkull” og har en meget større iskappe over sig, og det betyder igen, at konsekvenserne med aske fra Katla kan blive langt værre.
Selve det underjordiske sprækkesystem forbinder de to vulkaner med hinanden.

Der har i de senere år været registreret forstyrrelse i vulkanen i form af mindre jordrystelser og smeltninger af is på vulkanen og islandske forskere forventer i dag, at Katla snart går af, men når vi taler om geologisk tid behøver det ikke at være i dag eller i morgen, men om 2 år. Naturen har tid nok at tage af. Vi mennesker skal nå alt det vi gerne vil i de 100 år vi lever.

I Middelalderen, da Island hørte ind under Danmark, troede man i mange lande her i Europa, at Islands vulkaner var porte og indgange til Helvede, men først efter, at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands nok mest berømte vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkanerne.
Som en atomvinter.
I 1783 oplevede Island et af de værste vulkanudbrud i historisk tid(d.v.s. den tid mennesker har registreret det), da vulkanen Laki ikke langt fra Katla, kom i udbrud i otte måneder.
Det gav så voldsomme mængder af aske, hydrogenfluorid og svovldioxid, at det dræbte en femtedel af Islands befolkning samt halvdelen af landets husdyr i form af pestepedemier.
I Danmark hostede og stønnede vi af svovlgasserne, og temperaturen faldt over det meste af kloden med det resultat, at tusinde af mennesker omkom forskellige steder på kloden som følge af hungersnød, da planter og dyr visnede og døde og hygiejnen var ikke dengang, hvad den er i dag.
Så vi kan kun håbe, at det næste udbrud i Katla ikke bliver noget i den retning, men damen bestemmer selv. Hun spørger ikke os mennesker til råds.
En sagnlegende om Katla: Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.

Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet på Island. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.

Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.

Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja – Katlas spalte.

DR
14-03-2005 12:54:26

Californien er ufattelig rig. Det er USAs folkerigeste stat, der huser alt fra filmverdnens mekka Hollywood til hi-tech oasen Silicon Valley. De betagende bjerge, gyldne strande og urgamle kæmpefyrreskove tiltrækker tusindvis af turister hver dag og driver grundpriserne til astronomiske højder.
Men kan det betale sig at bo på en tikkende jordskælvsbombe?

Verden over bor folk på ventende katastrofer
“Folk bor der, hvor det er muligt at have et livsgrundlag,” fortæller seismolog Tine Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. “Det er selvfølgelig langt sikrere at bo inde på Grønlands indlandsis, men der er ikke så meget mad at finde og så mange ting at gøre, så derfor bor folk jo der, hvor de kan fiske og dyrke landbrug. Og det er typisk de samme steder, som der sker jordskælv og hvor der er vulkaner.”

Frugtbar jord er knyttet til vulkaner og jordskælv.

“Traditionelt er frugtbar jord, gode transportmuligheder og en strategisk lokalisering (knude-punkt, handelsruter, militært) vigtige lokaliseringsbetingelser for befolkninger,” forklarer kulturgeograf Søren Pilgaard Kristensen fra Københavns Geocenter. “Frugtbar jord er ofte knyttet til vulkaner – og det er jordskælv jo også.”

Rækker af afgrøder rykket af en vandret forskydning af en forkastning under El Progesso-jordskælvet i Guatemala 1976. (c)USGS
“Derfor finder vi befolknings-koncentrationer langs med bjergkæder (fx Andesbjergene), hvor stillehavspladen jo dykker ind under den sydamerikanske plade og forårsager jordskælv,” fortsætter Søren Pilgaard kristensen. “Kystnær lokalisering opfylder de sidste to betingelser og er ofte også knyttet til den første (Sydamerikas vestkyst, San Fransisco, Japan, Philipinerne).”

Vi bor, hvor der er farligt.

“Der er derfor en sammenhæng mellem disse faktorer. Andre typer af potentielle katastrofe-områder, hvor vi finder store befolkningskoncentrationer, er floddeltaer (f.eks. Bangladesh), som jo er hyppigt ramt af oversvømmelser.”

“Derfor er der en tendens til – hvis man kigger på et kort – over verdens befolkningskoncentration, og sammenligner det med et kort over seismisiteten i verden, så ligner de to kort hinanden utroligt meget,” fortæller Tine Larsen.

Vidste du at det første jordskælv europæere oplevede i Californien fandt sted i 1796?

Klima, skønhed og fare hænger sammen
“Klimaet er jo godt i Californien,” fortæller Tine Larsen. “Så derfor vil man gerne bo der, og i Indonesien – der er klimaet jo også godt.”

Den vestamerikanske stat er et yndet turistmål, og hver eneste dag drager tusindvis af mennesker på ferie for at nyde Solen og de bakker og bjerge, der har udsigt over den gyldne kyst.
Men det er netop Californiens jordskælvs-historie som har skabt det landskab, der tiltrækker både turister og bosættere.

Og statens jordskælvs-historie er uløseligt forbundet med San Andreas-forkastningen.

San Andreas- forkastningen.

San Andreas-forkastningen skaber Californiens jordskælv
“San Andreas-forkastninen er så berømt, fordi den er meget vel-studeret,” fortæller Tine Larsen. “Og fordi den ligger i et område hvor der bor mange mennesker, som har mange ressourcer.”

“Det er klart, at et land altid ønsker at beskytte sig selv og sine egne indbyggere, og da USA er et meget velstående land har de mange ressourcer til at studere deres egne mest aktive forkastninger. San Andreas-forkastningen er især berømt, fordi der var det store jordskælv i 1906 i San Fransisco, hvor mange mennesker blev dræbt. Og San Fransisco er jo et sted, hvor der sker meget. Det er et meget vigtigt område for USA’s økonomi og faktisk også for verdensøkonomien – hele området i Californien. Så derfor er den meget velstuderet, fordi der bliver brugt mange ressourcer på det.”

San Andreas-forkastningen er ikke speciel.

“Der findes lignende forkastninger andre steder,” forklarer Tine Larsen. “F.eks. i Tyrkiet, hvor der bliver dræbt langt flere mennesker, fordi man ikke har de samme ressourcer til at bygge på den rigtige måde langs forkastningen.”

San Andreas-forkastningen er ikke verdens største brudzone. Den er heller ikke enestående. Men den løber gennem et rigt og tætbefolket område, i en af verdens rigeste nationer, der bruger masser af ressourcer på at studere den.

Og så har San Andreas-forkastningen haft en rolle i indtil flere amerikanske katastrofefilm.

Det er svært at forstå, hvorfor folk bor ved vulkanerne, når de nu er så farlige. Ved de italienske vulkaner Vesuv og Etna bor adskillige millioner mennesker i deres skygge. Vesuv har været i udbrud ca. 60 gange i de sidste 2000 år, og Etna er næsten konstant virksom med kun få års hvilepauser imellem sine udbrud. Når en vulkan har været i ro et stykke tid, så glemmer folk faren – vi menensker lever jo kun i ca. 100 år – hvilket er et kort sekund i en vulkans liv. Det går jo nok altsammen, når der ikke er sket noget længe, så sker det vel heller ikke i vor tid.

Sagen er den, at vulkansk aske er frugtbar, når de rette forhold er til stede, først og fremmest i subtropiske og tropiske klimaegne med kraftig nedbør. Vulkanske askelag er i stand til at holde på regnvandet i lang tid, og den forvitrer let med næringsstoffer som kalium og fosfor i sig. Vulkansten har små huller, som suger vand til sig, når det regner. Denne næring er en velsignelse for planterne, og vi ser ofte, at man kan dyrke planter adskillige gange om året på vulkansk jord.

På grund af den frugtbare – og ofte billige jord – jord udstrækkes beboelse og dyrkede områder tættere og tættere til vulkanerne i deres hvileperioder. I dag bor over 500 millioner menesker på vores jordklode i – på – eller i skyggen af en vulkan. En anden ting er, at på den efterhånden tættere og tættere befolkede jordklode er det bedre at have et sted at bo end ingen steder at få tag over hovedet, specielt i de fattige udviklingslande…

De fleste mennesker tænker som regel kun på de negative sider, når man nævner ordet vulkan, men lad os se lidt på de positive effekter.

Gennem jordens over fire milliarder år lange liv er oceanernes vand og atmosfærens luft blevet frigjort fra jordlegemet ved de vulkanske kræfter.Vand og luft er vulkanernes gave, og da alle organismer behøver disse ting for at kunne leve, må man til sidst sige, at livet på jorden i den sidste ende kan takke vulkanerne for sin eksistens.

Til sidst så er al den jordskorpe, som vi bor ovenpå – uanset hvor gammel eller hvordan den er omformet gennem millioner af år – skabt af størknet lava på en eller anden måde. Den ældste skorpe på vores planet er formet ved vulkansk aktivitet i jordens urtid. Så vi kommer ikke uden om vulkanerne, som er både onde og gode. Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen. De radioaktive processer i jordens inderste jern – og nikkelkerne sønderdeles og omdannes til nye grundstoffer og frigiver herved energi i form af jordvarme og atter igen drivkraften i vor jordklodes indre.

“Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. Vulkaner har skabt den jord vi lever på, den livgivende ilt i jordens atmosfære og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som vi heller ikke kan undvære”.

Citat: Henning Andersen

Vulkaner er farlige ‐ men ‐ også nyttige. Asken fra meget voldsomme vulkanudbrud
er meget næringsrig og giver derfor fremragende landbrugsjord.

Lavastrømme størkner, og den bjergart, der dannes, kan ofte bruges som
bygningssten.

Varmen, som dannes nede i jorden ved områder med vulkansk aktivitet, kan
udnyttes energimæssigt. Denne form for energi (geotermisk energi) udnyttes bl.a.
på Island, hvor det varme vand pumpes op fra undergrunden. 80% af Islands
energibehov dækkes af denne type energi, og spildproduktet (40° c varmt vand)
anvendes i udendørs svømmebassiner!
Napoli er med et indbyggertal på ca. 1 million en af de større byer i Italien.

Rundt om Napoli ligger flere vulkaner, heriblandt Vesuv, som er en stor flot kegleformet
vulkan, og Campi Flegrei, som er mere flad. I Campi Flegrei, som også er en forstad
til Napoli, ligger byen i selve vulkanens caldera, dvs. det indsunkne område,
hvorfra der en gang har fundet udbrud sted. Begge vulkaner er fortsat aktive, og
mange gasser ‐ specielt ildelugtende svovlbrinter fra vulkanen ‐ slipper ud gennem
revner i jorden. Både Vesuv og Campi Flegrei overvåges meget nøje af det
Geologiske Institut i Napoli, og man måler konstant de små jordskælv i området for
at holde øje med, om der er bevægelse af lava under vulkanen. De bjergarter, der i
tidens løb er dannet ved udbrud fra disse vulkaner anvendes i stor stil som
byggematerialer. Store dele af Napoli er brolagt med basalt (størknet lava) fra
Vesuv, hvori man hugger nogle mærker, for at stenen ikke skal blive for glat at gå
på.

Flere af de ældre bygninger i Napoli har søjler lavet af ”forstenede” askestrømme
fra de voldsomme udbrud.
Det gamle Pompeii var en forstad til Napoli. Byen er bygget oven på en meget ældre
bydel. Det gamlePompeii var en blomstrende handelsby, der lå ved foden af Vesuv.
Den 24 august i år 79 (efter vor tidsregning) gik Vesuv i udbrud ‐ uventet. De fleste
af byens beboere nåede ikke at flygte. Udbruddet havde en meget voldsom
karakter. Aske og glødende stykker sten blev slynget højt op i luften, og en sky af
glødende aske væltede ned ad bjerget og begravede byen under 5‐7 m aske.
Beboerne blev kvalt i asken, og der skulle gå 1800 år, før byen så dagens lys igen.
I dag er størstedelen af Pompeii gravet fri, og man har fundet byen velbevaret under
asken.

I starten af det 20. århundrede fandt man ud af at hælde gips ned i hulrum i
asken og på den måde lave afstøbninger af forskellige redskaber, døre ‐ og sågar
mennesker.

Det er svært at forstå, hvorfor folk bor ved vulkanerne, når de nu er så farlige. Ved de italienske vulkaner Vesuv og Etna bor adskillige millioner menensker i deres skygge. Vesuv har været i udbrud ca. 60 gange i de sidste 2000 år, og Etna er næsten konstant virksom med kun få års hvilepauser imellem sine udbrud. Når en vulkan har været i ro et stykke tid, så glemmer folk faren – vi menensker lever jo kun i ca. 100 år – hvilket er et kort sekund i en vulkans liv. Det går jo nok altsammen, når der ikke er sket noget længe, så sker det vel heller ikke i vor tid.

I vor skoletid lærte vi, at vulkansk aske var frugtbar, når de rette forhold er til stede, først og fremmest i subtropiske og tropiske klimaegne med kraftig nedbør. Vulkanske askelag er i stand til at holde på regnvandet i lang tid, og den forvitrer let med næringsstoffer som kalium og fosfor i sig. Vulkansten har små huller, som suger vand til sig, når det regner. Denne næring er en velsignelse for planterne, og vi ser ofte, at man kan dyrke planter adskillige gange om året på den vulkanske jord.

På grund af den frugtbare jord udstrækkes beboelse og dyrkede områder tættere og tættere til vulkanerne i deres hvileperioder. I dag bor over 500 millioner menesker på vores jordklode i – på – eller i skyggen af en vulkan. En anden ting er, at på den efterhånden tættere og tættere befolkede jordklode er det bedre at have et sted at bo end ingen steder at få tag over hovedet, specielt i de fattige udviklingslande…

Merapi, Java, Indonesien, er 2911 meter høj og ligger på 7.5S og 110.4E. Merapi er en stratovulkan og ligger på det centrale Java med typisk andesitlava.Ca. 70 udbrud siden 1548. merapi er en aktiv lavadome, der som regel sender glødende askelaviner ned over oplandet, og mange mennesker har mistet livet igennem årene. Vulkanen ligger kun 30 kilometer fra millionbyen Yogyakarta på java med et indbyggerantal på nær 1 million. Vulkanen betrages som en god nabo grundet den yderst frugtbare jord i det tropiske klima. Unesco har anlagt såkaldte dæminer for at lede lahars – mudderstrømme – og lava væk fra de mange landsbyer på vulkanenes nedre skråninger.

Ifølge et gammelt sagn er vulkanen bosted for Sydhavets dronning Loro Kidul, hvis skønhed ikke overgåas af andre kvinder, og selv i dag ofrer sultanen af Yogyakarta hvert år dyre gaver til loro kidul ved at kaste gaverne ned i vulkanens krater på toppen.

Merapi kollapsede sidst i år 1006, hvorved templet Borobudur blev begravet i tykke askelag. Vulkanens magmakammer blev udtømt, og der dannedes en enorm kratergryde – en Caldera. Caldera er et spansk ord for en kedelformet kraterindsynkning. En Caldera dannes oftest efter et eksplosivt vulkanudbrud, hvor magmakammeret under vulkanen og selve krateret er blevet fuldstændigt eller delvist tømt for udbrudsmateriale. Dermed bliver vægten af den overliggende vulkan tungere end undergrunden kan bære, og vulkanen – eller resterne af den – synker ned og danner en kedelformet dal oven i det udtømte magmakammer. Sådanne calderaer er ofte fyldte med vand (kratersøer), eller havet er trængt ind i uddybningen, som det skete med Krakatoa i 1883.

Den vulkanske cyklus(udbrudsperiode) er som regel tilbagevendende og opbygger igennem årtusinder – alt afhængig af ny magmatilførsel nedefra – en ny vulkankegle indenfor calderaens område. (Se tegning af vulkankollaps i mit mini-leksikon).

Uddrag fra min bog: “Øer født af ild”:

“I skyggen af Merapi”. På det centrale Java omkring 30 km nord for Yogyakarta, hovedstad i et gammelt sultanat, rejser den majestætiske vulkan Merapi sig med sin 2911 m høje, næsten perfekte kegle. Merapi – Ildbjerget – er en evig trussel for omegnens beboere. Selvom man er født og opvokset på stedet, indgyder synet af vulkanen ærefrygt hos de omkring en million mennesker, der lever i dens skygge, for Merapi er ikke bare en af Indonesiens, men også en af verdens mest aktive vulkaner. “Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. “Vi kan få næsten alt til at gro her og få næsten lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Men den har også forårsaget megen sorg og smerte. Der er ikke én familie her, som ikke har lidt under vulkanens endeløse udbrud. Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Den gamle mand overdriver ikke. I gennemsnit eksploderer Merapi i et større udbrud hvert syvende år og er en af verdens mest aktive vulkaner. Mindre udbrud forekommer så ofte, at de ikke tælles med. På den anden side beriger asken, som vulkanen spreder ud over markerne, området så meget, at det er et af de mest frugtbare på hele Java, som i sig selv er det vigtigste kornkammer i det indonesiske øhav – og et af verdens rigeste landbrugsområder.

Vulkanen har således været både en velsignelse og en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. I den tørre årstid, fra sidst i april til midt i november, kan Merapi ses fra en afstand på 50 km. Uanset årstiden, dag ind og dag ud, stiger der røg op fra dens krater, og landsbybeboerne følger nøje røgens mønster. “Hvis røgen bliver alt for mørk,” fortæller bonden videre, “og specielt hvis jorden samtidig begynder at ryste, så løb det bedste, du har lært… og så langt væk, du kan. Jeg taler af erfaring”.

Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af glohed, fin aske og slagger i et tæppe så tykt, at det ganske skygger for den stærke sol, og jorden begynder at bevæge sig. De erfarne stikker af eller beder for deres liv – måske begge dele; de ved, at det værste først er på vej. Under selve udbruddet slynges klippeblokke på størrelse med huse op fra vulkanens krater, og rødglødende floder af lava flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt på deres vej: Marker, afgrøder, gårde, landsbyer, veje, broer, dæmninger, skove, foruden husdyr og mennesker, der ikke har nået at slippe væk. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie. En embedsmand, som har opsyn med landindvindings og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortæller: “Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af éns egen hjælpeløshed og ubetydelighed”.

Udbruddet i 1969, hvorunder 20 mennesker omkom, overbeviste omsider den indonesiske regering om, at der måtte sættes ind mod den konstante trussel, som Merapi udgør for de omkringboende, og projektet “Kontrol med vulkanske udbrud” blev etableret. Man var da enige om, at et sådant projekt burde have været iværksat for længst. Og nu hvor det har eksisteret i over 20 år, er man enige om, at det er et virkeligt langtidsprojekt — og langt vanskeligere at gennemføre, end man først havde forestillet sig. Hvorfor er det tilfældet? “På grund af Merapis uberegnelige natur,” forklarer en af ingeniørerne ved projektet. “Man når kun lige at rydde op, inden det næste udbrud indtræffer. Det er en dyr, fortvivlende, utaknemmelig og endeløs opgave. En utålmodig eller pessimistisk person ville blive vanvittig”.
Ikke desto mindre er der blevet hugget næsten 100 km landevej ud i bjergets sider. Vejene kan benyttes i al slags vejr og var under alle omstændigheder hårdt tiltrængte. Endvidere er der bygget ca. 25 km tredobbelt forstærkede “diger” af beton til at lede Merapis lava- og mudderstrømme væk fra byer og landsbyer, marker, overrislingskanaler og flodlejer. Digerne og andre forbedringer forhindrer oversvømmelser og beskytter områdets vitale vandforsyning, der er lige så usikker her som over det meste af Java. “Ud over Merapis gødning af markerne udgør vulkanen og de omliggende højdedrag det naturlige vandskel for denne del af det sydlige Centraljava,” oplyser ingeniøren. “Det er noget af vores mest frugtbare jord, og vi har ikke råd til at miste det.” Projektet omfatter også “opfyldninger” til forstærkning af de enorme diger, dæmninger og broer. Meget af vejarbejdet er udført for at skabe sikre “evakueringsruter”, der kan benyttes under de uundgåelige større udbrud fra Merapi. Bønderne i de evigt truede områder sætter særlig pris på disse veje.

Med den gamle bondes ord: “Når man ønsker at flygte fra en eksploderende vulkan, så vil man gøre det hurtigt, uden fumlen eller forvirring.”
Det var ikke nødvendigt at overbevise folk om det ønskelige i de nye evakueringsruter. De kalder dem “flugtveje”, ganske enkelt, og ud over andre formål er det, hvad de er. I begyndelsen af 1970 anslog man, at der var 60 mlo. m3 vulkansk materiale at rydde væk fra Merapis skråninger, hvoraf næsten halvdelen stammede fra udbruddet året før. Med meget store anstrengelser havde man fået fjernet omkring halvdelen, da vulkanen i 1972 eksploderede i et nyt udbrud. Ni mennesker blev dræbt, og der aflejredes på ny adskillige millioner kubikmeter udbrudsmateriale. De nu mere end tusinde arbejdere var kun lige kommet i gang igen, da Merapi slog til for anden gang det år. Denne gang nøjedes den med at rasere to landsbyer og ødelægge 114 huse; ingen blev dræbt. Men året efter indtraf et nyt udbrud, som om vulkanen var blevet irriteret over denne hær af små mænd og kvinder, der fremturede med at kravle rundt på dens skråninger… Hvad bildte de sig ind, de var i færd med? Denne gang tilintetgjorde Merapi en større landsby, ødelagde fem broer, og udslettede 387 hjem. 29 mennesker mistede livet. Hertil kom endnu en kolossal mængde materiale – ligesom for en ordens skyld og til stor bestyrtelse for de allerede opgivende arbejdere. Det er et farligt arbejde at fjerne udbrudsmaterialet, fordi det er meget ustabilt og kan bevæge sig ned fra den “forbudte” zone over 2 km oppe, især i form af mudderfloder under den lange regntid, og lægge sig over veje, marker og floder længere nede. Derefter forholdt Merapi sig rolig i de følgende ni år — så rolig, som man nu engang kan forvente det af den.

Indtil den i 1984 fik et nyt voldsomt udbrud, efter at projektets arbejdsstyrke atter havde ryddet næsten halvdelen af udbrudsmaterialet væk. Men især takket være de nyanlagte evakueringsveje – om end det var mindre end halvdelen af de planlagte – blev ingen dræbt. Selv i “rolige” år lækker Merapi mindst 1,5 mlo. m3. Under udbruddet i 1984 udsendte den over 5 mlo. m3 på en enkelt dag… “Så måske forstår De nu, hvorfor dette arbejde er så frustrerende,” slutter ingeniøren. Med udgangen af 80erne var der investeret et pænt stykke over 100 mlo. dollars i projektet. Den indonesiske regering har fået hjælp fra mange lande, bl.a. via Colombo-planen (det britiske Commonwealth’s bistandsprogram), EF, det sydøstasiatiske samarbejde ASEAN, Canada, USA, samt Japan, der indtil videre har været den største enkelte bidragyder. Det har været et stort problem blot at skaffe fødevarer til de mange kvinder og mænd, der udfører det anstrengende og beskidte, uendelige arbejde. Den største hjælp i de kritiske år 1978-84 kom fra World Food Programme (FAO’s og FN’s program for fødevarehjælp), som med en bistand på 13 mlo. dollars finansierede 5,1 mlo. arbejdsdage. Rationerne fra dette “mad for arbejde”-program bestod af tørmælk, hvede og bælgfrugter fra Canada og USA, ris fra Italien og fiskekonserves fra Japan og Norge.

På trods af de åbenbare farer, der er forbundet med dette arbejde, har projektet ikke haft besvær med at ansætte arbejdere. Faktisk letter det noget på områdets kroniske arbejdsløshedsproblem, som er endog mere akut her end på resten af Java. Det er heller ikke sandsynligt, at projektet med dets arbejde og mangfoldighed af nødvendige lokale forbedringer vil kunne afsluttes i den nærmeste fremtid. Hvad det angår, har Merapi selv et stort ord at skulle have sagt. Man forestiller sig naturligvis ikke, at man med projektet skulle kunne tæmme Merapi – det ville være en umulig opgave. Formålet er at gøre det muligt for områdets befolkning at leve sammen m ed vulkanen under et minimum af risiko.
De fleste Merapi-beboere ville ikke tage andre steder hen, selvom de havde mulighed for det. Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres smukke dræbervulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Den javanske ingeniør opsummerer det således: “Vulkanen her giver os – ligesom den gav vores forfædre – et glimt ind i paradis og et glimt ind i helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de mørke og lyse sider af vores egen sjæl.”

(Bearbejdelse af artikel af Peyton Johnson i Bangkok Post, dec. 1989)

Både den tidligere omtalte migration fra Mataram til Østjava og den kendsgerning, at Borobudur er blevet – i hvert fald delvist – dækket af aske på et tidspunkt, har givet anledning til spekulationer, hvori Merapi spiller en fremtrædende rolle: I første halvdel af 700-tallet blev det første medlem af det hinduistisk-orienterede Sanjaya-dynasti konge i Mataram – området omkring vulkanen Merapi. Senere i århundredet dominerede den buddhistiske Sailendra-familie landet – og lod bl.a. det fantastiske Borobudur opføre. Efter et ægteskab mellem en Sailendra-dronning og en Sanjaya-konge i 832, blev sidstnævnte familie atter den dominerende, og nu var det deres tur til at opføre et fantastisk tempel – Prambanan. En Sailendra-prins gjorde oprør, men blev slået i 856 og flygtede til Sumatra, hvor han gennem ægteskab blev hersker over det mægtige, buddhistiske Srivijaya, Matarams værste fjende. I begyndelsen af det 10. årh. indtraf så det mystiske, at byggeaktiviteten pludselig ophørte, og magtcentret flyttede fra Mataram mod øst, til landet omkring floden Brantas. Nogle har ment, at det skete pga. af en pestepidemi eller et udbrud fra Merapi; et voldsomt udbrud ville ikke alene have dækket egnen med et tykt lag af aske og lava, men også være blevet opfattet som et tegn på gudernes utilfredshed. Imidlertid er der ikke fundet belæg for disse forklaringer. Det vides ganske vist ikke med bestemthed, om kong Sindok, som grundlagde det nye rige i Østjava, var en Sinjaya, men i så fald kan han have flyttet hovedstaden af frygt for, at Srivijayas hersker skulle forsøge at genoplive dette styre i Centraljava; en faktisk invasion er også blevet nævnt som en mulighed. Men heller ikke denne forklaring kan dokumenteres, og de javanske krøniker indeholder ingen antydninger. Mange steder kan man læse den samme “historie” om begyndelsen af det 11. årh. – at Borobudur og Centraljava blev forladt til fordel for Østjava -og de fleste vil vide, at det skyldtes et udbrud fra Merapi i 1006, som begravede helligdommen (den ligger 40 km fra vulkanen) og store områder af Centraljava i aske. Dog oplyser inskriptionen i Borobudur (som jeg kun har set omtalt i Johnsons artikel) åbenbart ikke hvilken form for katastrofe. For øvrigt invaderede Srivijaya riget i Østjava samme år, hovedstaden blev ødelagt og kongen dræbt. Blandes begivenheder i de to århundreder undertiden sammen? Også observatoriet i Yogyakarta har 1006 på deres liste, men derefter er der et spring helt op til 1548!

I dette og de følgende to århundreder indtræffer udbrud med undertiden korte, undertiden lange mellemrum, inkl. det nævnte i 1672. I alle tilfælde fandt Stamford Raffles Borobudur mere eller mindre dækket af aske i 1814, da han lod den første udgravning foretage, men fra hvilket eller hvilke udbrud? Så vidt jeg har fået oplyst, er det nu bekræftet, at der var aske fra et udbrud i 1006.

I dag udgør Borobudur og Prambanan – samt Yogyakartas smukt udsmykkede sultanpalads fra det 18. århundrede – områdets største turistattraktioner, foruden selvfølgelig Merapi selv, som synlig fra alle tre steder på én gang storslået og truende uophørligt minder om sin tilstedeværelse: Dagen igennem vil man normalt kunne iagttage røg og damp vælde op, og om natten kan man undertiden følge rødglødende lavastrømme på deres vej ned over vulkanens sider, mens gnister flyver højt til vejrs. Det er ikke kun under udbrud, at Merapi udgør en trussel. Under hver regntid kan voldsomme regnskyl løsne kold lava på vulkanens top og rive det med ned ad dens sider. Sådanne regn-lahar kan føre lavablokke større end huse med sig og bevæge sig med over 30 km/t. Det er især farligt for alle, der bor langs de floder, som har deres “udspring” direkte fra toppen. Lavakuplen er under konstant genopbygning. Den alene var før udbruddet i 1984 på 1,4 mlo. m3, og i 1989 var den nået op på 6,5 mlo. m3. Man har oplevet, at jordskred i løbet af en enkelt måned har ført 3,5 mlo. m3 kold lava med sig – og ødelagt en del af digerne. I alt skal digesystemet beskytte 3809 ha boligområde med 60.000 indbyggere og kontrollere 26,5 mlo. km3 lava (1991). Der er også gennemført evakueringsøvelser for befolkningen. Vulkanen overvåges fra fem udsigtsposter, hvortil kommer seismisk observation, målinger af de vulkanske gassers indhold og iagttagelse af klimatiske forhold, men gardere sig fuldstændigt vil man næppe nogensinde kunne – allermindst på en egn som denne, hvor mennesker lever i den grad inde under vulkanens skygge… Merapis udbrud – i november 1994 – kostede 31 mennesker livet, og 5.000 måtte evakueres.

Merapi havde udbrud igen i 2006, men myndighederne evakuerede beboerne væk.