Selve navnet er faktisk et vi selv har opfundet gennem medierne om enormt stærke vulkanudbrud, som faktisk – og heldigvis – kun finder sted med ca. 100.000 års mellemrum. Supervulkaner er oftest fordybninger i jordens overflade, hvor et helt vulkanbjerg er sprængt væk ved de stærke eksplosioner.

Det mest livlige, d.v.s. med mange små jordskælv og skiftende aktivitet i form af varme kilder, som skifter temperatur o.s.v., er Yellowstone i USA, og det t¿ttest befolkede er Napoli-området i syd-Italien, hvor 3 millioner mennesker bor oven i et kæmpe, bortsprængt krater. Det blev dannet for mange tusinde år siden, og vandet har herefter fyldt det ud i form af selve Napolibugten, og bl.a. Vesuv h¿ver sig syd herfor.

Yellowstonefilmene, som blev sendt i TV på Danmarks Radio, fortæller om den voldsomste form for vulkanaktivitet på vores jordklode, nemlig de såkaldte “super-udbrud”. Vi kan desværre ikke komme uden om dem. Det hidtil seneste var Lake Toba-dannelsen af den bortsprængte vulkan på øen Sumatra i Indonesien for ca. 74.000 år siden, og som fik vores sidste istid til at kulminere grundet askeregn og gasser i luften. Ordet Yellowstone betyder gul fra dels de gule sandsten og dels den farverige gulagtige rhyolitlava, d.v.s. meget sure vulkanske bjergart med 72 % SIO2- indhold (kiselsyre). Under Yellowstone befinder der sig en såkaldt “hot-spot”, altså større opstigning af varmt materiale nede fra, som har dannet den delvis smeltede magmabeholder, der ved seismiske beregninger er bed¸mt til at indeholde ca. 25.000 kubikkilometer magma og være ca. 80 kilometer lang – 40 kilometer bred og godt 8 kilometer dyb. De voldsomme udbrud har igennem millioner af år dannet calderasænkningerne, d.v.s. fordybninger i jordens overflade, der som en isflage bevæger sig med ca. 5 cm om året hen over denne “hot-spot”, d.v.s. mere konstant opstigende magma-(lava)tilførsel fra dybere dele af jordens indre i forbindelse med kontinenternes bevægelser. En caldera er en kraterindsynkning, som dannes efter st¿rkt eksplosive vulkanudbrud, hvor magmakammeret eller -kamrene i dybet tømmes ud, hvorved jorden oven over synker sammen. I de sidste 10.000 år har Yellowstones caldera været rastløs, hvilket betyder, at magmabevægelser i dybet både er skyld i ændringerne af de varme kilders aktivitet og hævninger eller sænkninger af jordens overflade. Ofte størkner den opadstigende magma i dybet uden at komme til udbrud ovenover på selve jordens overflade. Kraftige jordskælv ville kunne åbne magmakammeret i dybet – eller efter ny magmatilførsel under det store magmakammer – og et udbrud kan blive resultatet – både i større eller mindre form. Heldigvis holdes hele egnen under konstant opsyn på alle mulige måder med de mest moderne vulkanologiske instrumenter. Man har udregnet vulkanudbrud i styrkeindekser fra VEI 1 – 8, og et “superudbrud” beregnes til at ligge på mindst 8.

VEI-skalaen er en skala for den mængde udbrudsmateriale, som udslynges af en vulkan i et udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7. Supervulkaner slynger som regel over 100 km3 askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 7 og opefter.

Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele USA plus klimaændringer på hele jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen plus at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi b¸r dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på jorden under mere konstant opsyn, og det er n¸dvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Ved Napoli i Syd-Italien – hvor også Vesuv ligger – har jorden hævet sig ved Pozzuoli igennem årevis, men for tiden er der roligt. Også her har eksplosive udbrud fundet sted for mange tusinde år siden i form af super-udbrud. Vi ved nu, at der under hele Napolibugten befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer lidt større end Gardasøen og med en omkreds af ca. 440 kvadratkilometer, som føder både vulkanerne Vesuv, øen Ischias vulkan og De Flegreiske Marker; d.v.s. brændende marker grundet de mange gas- og svovlkilder i området, som ligger vest for Napoli fra tid til anden, men Vesuv er den mest aktive af dem alle. Andre steder på jordkloden kan man i fremtiden vente “super-udbrud” bl.a. i New Zealand og i Indonesien.

Det store spørgsmål til sidst er dog imidlertid: Hvor stor sandsynlighed er der for, at vi om et år eller om tusinde år ville komme til at opleve et super-udbrud i Yellowstone eller et andet sted på jorden? Sandheden er, at vi ved det ikke, men en gammel vulkanologisk og geologisk læreregel siger, at “hvad, som er sket før, vil ske igen”. Det vigtige er dog, at vi i dag er i stand til bedre at kunne forudsige disse naturbegivenheder end før, således at vi i tide kan tage vores forholdsregler og gøre os rede til at konfrontere begivenhederne.

Om årsagen til de mange jordskælv er atter bevis på de indre jordkræfters bevægelser. Intet kan stoppe de varme strømbevægelser i jordens kappe, der er årsag til kontinenternes bevægelser, og som skaber jordskælv og vulkaner i randkanterne ved de spændinger, som opbygges pladerne imellem, og til sidst bl.a. udløses i jordskælv.

Kort og godt det eneste man kan gøre er at lære at bygge huse, der kan holde imod jordskælv og så selvfølgelig lade være med at bosætte sig de mest udsatte steder, og hvor er så det? Ja det er, hvor vi har sammenstødningerne i randkanterne, og der ligger desværre ofte tætte bebyggelser – tænk blot på millionbyer som Los Angeles og San Francisco, men vi mennesker kan dog lære at leve med en fælles truende fare, og det gør mennesker meget i jordskælvsudsatte lande.

Dog har vi heldigvis ikke så stærke bevægelser af jordskorpen i Danmark, som ligger inde på midten af en kontinentalplade – nemlig den Europæisk – Asiasiske, så derfor bliver rystelser heldigvis kun af forholdsvis svag karakter. Det som mange spørger om er, hvad og hvorfor alt dette. Simpelthen er der tale om den indre jordvarme i Jordens kerne, som stammer fra dengang jorden blev dannet ved meteorerne, som ramlede ned – og de tungeste dele som jern og nikkel sank ind mod centrum. Herved afgives energi i form af jordvarme ved de radioaktive grundstoffers deling. Den stadige deling af disse stoffer i jordens centrum er årsag til, at jordens indre i dag er gloende hed med en temperatur på en 5 – 6000 graders Celsius. I dag er jordens overflade kold, men jordens magnetfelt i den ydre jordkerne afgiver varme i form af strømbevægelser opad mod jordens overflade, og som får kontinenterne til at bevæge sig.

Jordens magnetfelt skifter plads med nogle hundrede tusinde års mellemrum, og for tiden sker det lidt hurtigere – uden at vi egentilg ved hvorfor. Man har beregnet at Taiwan er et af de farligste steder at bo på jordkloden med hensyn til naturkatastrofer som jordskælv og cykloner. En FN-rapport fortæller, at hen imod 2 millioner mennesker er døde som følge af naturkatastrofer i de seneste 20 år…..

Herunder tekst fra:

NB: Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngne materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vill sige den h¸jeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer. Hvor går så grænsen mellem en Supervulkan og en stærk almindelig eksplosiv vulkan? Vulkanologerne bedømmer et udbrud med styrke 7 på VEI-skalan (rumfang mellem 100 og 1.000 kubikkilometer) som superudbrud. Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den ovenliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden.

Termen supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud. Dette program introducerede storskalaudbrud emnet til offentligheden.

Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde, men gør det af og til i offentlige præsentationer. Men de beskriver udbrud som er VEI 7 eller 8 som “superudbrud”.

Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk term. Termen megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner, såsom Blake River Megacaldera Complex i Abitibi greenstone belt i Ontario og Quebec, Canada. Supervulkaner er blevet set på andre planeter via Voyager-programmets rumsonder på Jupiters og Saturns måner. Men sådanne store vulkaner blev ikke opdaget før længe efter Voyager havde fortsat der

I disse år ønsker vulkanologerne en udvidet debat om hvad og hvordan vi skal forholde os – hvis der kommer et Super-udbrud igen. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår det sker.

Efter beregningerne er der 1% chance for, at et superudbrud vil ske i løbet af dette århundrede.

“Vi har lært af fortiden og kan studere nutiden og også forberede os til fremtiden, men vi ved ikke nok!”

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet – eller smelten – op igennem en vulkan.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve jordens kerne.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet – og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler herpå er bl.a. de Kanariske Øer, Hawaii-øgruppen – Azorerne og Island.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

Vulkanerne hænger altså sammen med jordens store “tektoniske stenplader”, der bærer kontinenterne – verdensdelene – ligesom brikkerne i et stort puslespilm som bevæger sig med nogle få cm om året fra 2 – 11 cm ovenpå jordens kappe, hvis øverste del er at betragte som et blødt transportbånd – asthenosfæren (et gammelt græsk ord for blødt dejagtigt materiale.

Navnet vulkan stammer fra de gamle romeres ildgud – smedegud – “Vulcanus”, der havde sit faste bosted under øen “Vulcano” nord for Sicilien. De sagde, at når han arbejdede dernede i sin smedje under vulkanen, så gnistrede og røg det op igennem vulkanerne. Han kunne gå på besøg under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud.

Hvorlænge en vulkan er i udbrud afhænger af hvor meget lava, der presses opad, gasindhold – trykforhold o.s.v. Et udbrud kan vare i få dage -eller som Kilauea på Hawaii i Stillehavet, der har været i konstant udbrud siden 1983.

I dag regner vi med, at vi på jorden har ca. 2.500 vulkaner, der kan betegnes som virksomme. Man skal huske, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der har været virksom i historisk tid alene, men en vulkan, som man ved undersøgelse har registreret liv i på en eller anden måde….

En vulkanolog er en geolog, som beskæftiger sig videnskabeligt med vulkaner og vulkanske bjergarter ligesom en mineralog beskæftiger sig med mineraler og en palæontolog beskæftiger sig med fossiler.

Vulkanologi er andet end at beskæftige sig med de aktive vulkaner fra et observatorium. Man kan få ligeså meget at vide – ja mere – ved at studere de nedslidte vulkaner som der er mange af på Grønland – Island – Færøerne og i Oslofeltet og mange andre steder på kloden.

Her fra Danmark har vi bl.a. den nu affdøde professor Arne Noe-Nyggard(død i 1991), som regnedes for en af verdens ti bedste vulkanologer, som i sit liv bl.a. har beskæftiget meget med vulkaner. En virkelig god bog var hans: Vulkaner på Gyldendals forlag fra 1979. Asger Ken-Pedersen, der igennem en årrække sad i bestyrelsen i Nordisk Vulkaninstitut i Reykjavik, Gunni Jørgensen o.s.v.og ikke at forglemme nu afdøde Erik Schou-Jensen, som var lektor i geologi for at nævne nogle.

Baggrund 1991. Efter at have sovet i fire hundrede år vågnede Pinatubo på Filippinerne. Det blev til den voldsomste vulkaneksplosion i det 20. århundrede med næsten tusinde døde, en million mennesker evakueret og gigantiske ødelæggelser. På det europæiske kontinent er der omkring hundrede vulkaner, som har været aktive inden for de sidste 10 000 år, og heraf ligger de 30 inden for EU’s område. I Grækenland og i Italien har man talt 140 udbrud siden det 16. århundrede. Hvad nu, hvis disse vulkaner vågner lige så brutalt op som på Filippinerne? Af alle naturkatastrofer er vulkanudbrud nogle af de mest respektindgydende på grund af deres pludselighed og deres forskellige følgevirkninger: løse udbrudsprodukter, lavastrømme, udslip af giftige gasser, jordrystelser …

Hvad gøres der? Et stort udbrud i Europa ville få meget svære konsekvenser for befolkningen og miljøet. Man kan naturligvis ikke forhindre et udbrud. Man kan derimod forudsige et udbrud med større og større nøjagtighed, og i tide træffe alle de forholdsregler, der er nødvendige for at redde menneskeliv og begrænse de økonomiske omkostninger. For forskningen er den største udfordring at opnå en bedre forståelse af de vulkanske processer og i tide at kunne opdage tegn på, at et udbrud er på vej. Til dette formål kan det betale sig at kombinere flere forskellige videnskabelige fremgangsmåder. Der bør også udvikles standardiserede målemetoder, som gør det lettere at foretage en sammenligning mellem vulkaner af forskellige typer. På dette område bibringer Europa en vigtig merværdi ved at yde støtte til en række forskningsprojekter, der er koncentreret omkring de forskellige områder, hvor risikoen er størst.

Tilføjelse fra Henning Andersen:

Man kan tilføje, at eventuelle uventede steder, hvor der bl.a. kunne ske udbrud i Europa og ikke regner med det, er Eifel i Nordvesttyskland, hvor de seneste udbrud fandt sted for ”små” 8000 år siden eller i Sydfrankrig i Auvernes Højland, et sovende vulkankompleks med sidste udbrud for ca. 6000 år siden – meget – kort tid i den geologiske tidsskala.

Piton de la Fournaise – på øen Réunion i det Indiske Ocean. Denne vulkan, der dominerer den franske ø Réunion, er en af de mest aktive i verden. Den europæiske forskning, der gennemføres for at forstå de mekanismer, der ligger bag de seneste udbrud, er af afgørende betydning for sikkerheden for øens indbyggere og er en værdifuld kilde til større viden for vulkanologer.

Teide – De Kanariske Øer med sine 3 718 m er denne vulkan, der er aktiv, men sovende, den højeste i Europa. Kan der opstå en katastrofe på øen Tenerife (de spanske Kanariske Øer)? Under den igangsatte forskning måles den risiko, der er forbundet med et magmakammer inden i denne vulkan.

Vatnajökull – Island. Kommissionen yder også støtte til forskning uden for EU, som den der vedrører vulkanen Vatnajökull, der ligger gemt under Europas største gletscher. Forskerne beregner et udbruds virkninger på smeltningen af is og på klimavariationer i Atlanterhavet. Ironisk nok faldt lanceringen af dette projekt, i oktober 1996, sammen med et stort vulkanudbrud, som gav forskerne en enestående lejlighed til at foretage en direkte analyse.

Etna – Sicilien. Etna er den mest imponerende og mest aktive vulkan i EU. Den er et ideelt laboratorium til udvikling af avanceret forskning. Ikke mindre end fire projekter på dette sted får støtte fra Europa-Kommissionen. De analyserer vulkanens forskellige jordrystelser, undersøger magma, udvikler edb-systemer til risikovurdering og anbringer forskellige forbedringer på overvågningsværktøjerne.

Thera – Grækenland. Vulkanen Thera (Santorini) ligger midt i en række øer i den sydlige del af Det Ægæiske Hav, i Grækenland. Siden 1950 har den været i “sovende tilstand”. Eksperterne udelukker imidlertid ikke noget udbrud i nær fremtid, der vil true sikkerheden for 10 000 indbyggere samt de talrige turister, der besøger Thera om sommeren. Takket være finansiering fra EU er forskerne ved at udvikle meget pålidelige overvågningssystemer.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra European Comission`s Research Directorate-General.

On behalf of the European Communities and upon consultation with the relevant author service (the European Commission’s Research Directorate-General) permission is granted to you to download, store and redisseminate on your website for free of charge consultation purposes the text of the articles concerning the Volcanic Eruptions published in the brochure ‘What is Europe doing’ (currently displayed at: http://ec.europa.eu/research/leaflets/disasters/en/volcan.html), subject to the condition that appropriate acknowledgement is given to the European Communities and to the source as follows:
‘Title’, source: [http://europa.eu/], © European Communities 1995-2007.’
Please do not hesitate to contact us again for any further question or request.
Corinna Paysan-Huens
______________________________
Office for Official Publications of the European Communities
Author Services Unit, ‘Licences & Copyright’
2, rue Mercier
L-2985 Luxembourg
Fax (352) 29 29-42755
E-mail: corinna.paysan-huens@publications.europa.eu

From: Henning Andersen [mailto:info@vulkaneksperten.dk]
To: OPOCE INFORMATION COPYRIGHT