Japan Fujiyama. Bjerget Fujiyama – Fuji-san, 3776 m, havde sit seneste større udbrud i 1707.
Fujiyama, Fuji-san, Japans højeste bjerg (3776 m), beliggende på den sydlige del af øen Honshu 100 km vest for Tokyo. Fujiyama er en stratovulkan, dvs. en vulkansk kegle, der består af skiftende lag af lavastrømme og aske. Lavabjergarterne er basalt og basisk andesit. Fujiyama er opbygget af Shin Fuji, der udgør de øverste ca. 1000 m, som ligger oven på to ældre, gennemskårne vulkaner, Komitake og Ko Fuji. Den er dannet ved flere store udbrud gennem de sidste 10.000 år, hvoraf det seneste, i 1707, var eksplosivt og udslyngede store mængder aske.
Fujiyama ligger over en underskydningszone, hvor Stillehavspladen ved subduktion synker ind under den japanske vulkanøbue og den filippinske lithosfæreplade. Den tilknyttede vulkanisme har også skabt en række små vulkanøer, Nampoøerne, der strækker sig mod syd i Stillehavet.
Fujiyama er for japanerne ikke blot et nationalt symbol, men et helligt bjerg, en central kami fra naturen. Det religiøse aspekt kommer til udtryk i shintos mytologi, i japansk buddhisme og i praktisk form med Fujiyama som et yndet mål for pilgrimme; valfarten har ti stationer eller stadier undervejs med vigtige helligdomme placeret ved foden af og på siderne af bjerget.
Fujiyamas vældige kegle og næsten perfekte symmetri, indsat i årstidernes skiften, er et yndet kunstnerisk motiv; kendtest er de 36 træsnit, som Hokusai skabte i 1820’erne. I dansk sammenhæng kan nævnes Johannes V. Jensens myte Fusijama (trykt i Myter og Jagter, 1907), hvor han sanser og tolker bjerget som helligt.

Denne artikel er offentliggjort i Jyllands-posten efter interview med Henning Andersen.
Artiklen er skrevet af Lasse Nørgaard i 2007.

Hele kloden fik “et slag med en hammer” under jordskælvet, der udløste tsunamien 2. juledag 2004. Derfor er der øget risiko for flere jordskælv de næste 5-10 år. Nogle eksperter frygter et nyt kæmpeskælv på mindst 8,5 på Richter-skalaen.

Bangkok

Vi skal indstille os på mange jordskælv de næste 5-10 år.

Ifølge lederen af Thailands nye advarselscenter for naturkatastrofer, dr. Smith Dharmasaroja, er Sydøstasien særligt i farezonen. Andre nævner Californien, Japan og New Zealand som de mest udsatte områder på kloden. Danny Hillman, jordskælvsspecialist ved Indonesiens Videnskabelige Institut, frygter, at de seneste dages kraftige jordskælv i Indonesien kan være opvarmningen til den helt store katastrofe.

»Meget tyder på, at det her er et forvarsel om det helt store skælv. Vi er alle sammen enige om, at der er et skælv på vej, som vil måle mindst 8,5 på Richter-skalaen,« lyder det fra Danny Hillman.

To et halvt år efter, at en tsunami slog 230.000 mennesker ihjel i bl.a. Thailand, forventer dr. Smith Dharmasaroja flere jordskælv de næste 5-10 år:

»Forestil Dem, at Jorden er et glas med revner. Revnerne er de brudlinjer, der allerede eksisterer. Så kommer det store jordskælv som et hammerslag. Det splintrer ikke glasset, men det gør revnerne dybere og betyder, at glasset lettere krakelerer i fremtiden.«

Selv om man stadig ikke kan forudsige, hvor og hvornår jordskælv rammer, så følger de en række mønstre, der gør det muligt f.eks. at forudsige, at der i en periode kommer flere. Den øgede seismologiske aktivitet siden 2. juledag 2004 har f.eks. betydet, at antallet af jordskælv i Thailand gradvist er øget hvert år siden.

»Vi kan ikke sige noget om, hvornår det topper, men bagefter vil antallet falde, og så vil de tektoniske plader igen stabilisere sig i en periode,« siger dr. Smith.

Sumatra er tippet

De seneste års store jordskælv i området er et udslag af denne øgede seismologiske aktivitet. Den indo-australske plade skubber stadig hårdt på den euro-asiatiske tæt på brudlinjen ved Sumatra. Den første er i færd med at skubbe sig ind under den anden, der så bliver løftet op og forårsager jordskælv.

»Man har målt, at vestkysten af Sumatra er et par meter højere end tidligere, mens østkysten er lavere. Hele øen bliver simpelthen tippet af presset fra den indo-australske plade.«

Under interviewet indløber der informationer om endnu et jordskælv ud for Sumatra, det fjerde store på mindre end tre døgn. Det virker som en usædvanlig voldsom koncentration af store jordskælv.

»Både ja og nej, det samme skete i 1883 ud for Java, dengang Krakatau gik i udbrud og dræbte 36.000 personer. Det er den samme koncentration, vi oplever i disse dage, og den har været ventet,« fortæller dr. Smith, der viser illustrationen med de forudsigelser, japanske videnskabsfolk foretog for godt et år siden.

For sen anerkendelse

Smith Dharmasaroja er manden, der advarede mod et større jordskælv og en efterfølgende tsunami i over 10 år, men som ingen lyttede til. Først efter katastrofen blev han anerkendt som ekspert, og der blev bevilget penge til at oprette det nye center, der blandt andet har til opgave at advare mod nye flodbølger.

»Vi kunne måske have reddet over 8.000 liv, hvis vi havde været bedre forberedt. Nu har vi centret, og det er godt. Selv om vi ikke er fuldt færdige endnu, så har vi et effektivt varslingssystem og bedre beredskab nu,« siger lederen, der bl.a. henviser til en række tårne, der kan udsende advarsler, og en ny bøje, der kan sende data fra Det Indiske Ocean.

I denne uge har dr. Smith oplevet den modsatte form for kritik. Han er blevet skældt ud for ikke at have udsendt tsunami-varsel for Thailand. Især fordi Indonesien og The Pacific Tsunami Warning Centre udsendte varsler efter det første store jordskælv i tirsdags, bl.a. for ferieøen Phuket, hvor folk fra kysten flygtede op til højere beliggende områder.

»Der var fire varsler på 24 timer, og de blev alle afblæst. Vi udsendte ikke nogen, for vi har en række kriterier, der skal være opfyldt først, og det var de ikke. Jeg er enig i, at det er bedst at være på den sikre side, men netop fordi vi går ind i en periode med mange flere jordskælv, så skal vi passe på med at råbe “ulven kommer”, indtil den vitterlig kommer, ellers tager folk ikke advarslerne alvorligt,« siger han.

I Danmark er vulkanolog Henning Andersen blandt dem, der ved mest om jordskælv og vulkaner.

»Indonesien er meget udsat. Men ellers er de tre steder, hvor risikoen for et stort jordskælv er størst, Californien, det nordlige Japan og New Zealand omkring hovedstaden Wellington. Vi har siden 1946 været inde i en periode med stigende seismisk aktivitet. I øjeblikket bliver vi ramt af omkring en million jordskælv om året,« forklarer Henning Andersen.

Se Pladetektonik i Mini-leksikon

I 1841 var kong Ferdinand den 2 ophavsmand til grundlæggelsen af det første – og ældste i hele verden – vulkanologiske observatorium på Vesuv. Man besluttede at anlægge det på et fremspring af den ældste kraterrand Monte Somma, hvor lavastrømme ikke skullle kunne nå det.
Herfra er de efterfølgende vulkanudbrud i Vesuv intenst studeret, og meget af det vi i dag ved om vulkaner, stammer fra forskningen herfra.

En regel gælder om alle vulkaner og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende deres forhistorie.

Mange af verdens førende vulkanforskere har arbejdet her, bl.a. Luigi Palmieri, Frank Perret, Raffaele Matteuci, så Vesuv er en af verdens best studerede vulkaner.

“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.

Citat af vulkanologen Alessandro Mallandra i 1913 om Vesuv.

Vulkanologer fra Napolis nye Vulkanobservatorium tager hele tiden prøver af gasserne for at vurdere ændringerne i gassernes sammensætning, hvilket siger noget om trykket i den smeltede magma under vulkanen, men også om tiltagende jordskælvsaktivitet og hævning eller sænkning af jordoverfladen. Mange seismografmålere til måling af svage jordskælv og tiltmetre(hvor man kan måle hævning eller sænkninger af jordens overflade er stillet op på Vesuv og rundt omkring hele Napolibugten for at vurdere underjordiske lavabevægelser.

Inden vulkanobservatoriet blev grundlagt var Sir William Hamilton(ham med Lady Hamilton og Lord Nelson) i 177 – tallet Englands ambassadør i Napoli og den første moderne vulkanolog, der sagde, at alle vulkanbjerge er dannet og opbygget af det udbrudsmateriale såsom lava og aske er blevet slynget ud af krateret. Lidt senere Chr. D. 8 – vores danske konge, der i 1820 som kronprins opholdt sig tre måneder ved Napolibugten og var den første, der beskrev størkningen af en lavastrøm og mineraldannelse i Vesuvs udbrudsprodukter.

I dag har den nuværende direktør Marcello Martini og alle hans over 100 medarbejde et stort ansvar ved overvågningen af Vesuv og andre vulkanske områder i Napoliområdet, hvor ca. 3 millioner mennesker lever. Man har evakueringsplaner i skuffen, og EU har afsat 90 millioner euroer til at få folk flyttet væk allerede nu for dem, der bor nærmest vulkanen, da vi ved, at det ”ikke er et spørgsmål om tid, men hvonår det næste udbrud kommer”. Indtil nu er 2000 familier flyttet væk fra den inderste zone der, hvor vulkanen på 15 minutter kan udslette alt levende liv.

Henning Andersen

Vulkanen Popocatépetl i Mexico truer over 40 millioner mennesker med udslettelse og sender dagligt enorme mængder giftige luftarter ud i atmosfæren. Popocatépetl, i daglig tale kaldet Popo, ligger 55 km øst for Mexico By med omkring 25 millioner indbyggere og 45 km vest for millionbyen Puebla.

Popo hører til stratovulkanernes familie. Det er vulkaner, der er opbygget af vekslende lag af pyroklastisk materiale og tyktflydende lava, der hurtigt størkner. Stratovulkaner er derfor høje kegleformede bjerge. De har en uhyggelig tendens til før eller siden at frembringe eksplosive udbrud. Popo er for tiden med sine 5.465 m den næsthøjeste vulkan og den højeste aktive på den nordlige halvkugle.

På nahuatl; aztekernes sprog, betyder Popocatépetl det rygende bjerg. Det begyndte at ryge i 1363 og har, afbrudt af større eller mindre udbrud, fortsat indtil vore dage. Aztekerne fortæller om udbrud siden omkring år 1350. Den 29. januar 2001 rullede en pyroklastisk lavine(se minileksikon)8 km ned ad bjerget og smeltede sne og is på sin vej. Den har haft mindre udbrud så sent som 2005.
Fra kraterranden kan man se ned i det ovale (600 x 400 m) krater med lodrette vægge. Popo ryger, fordi der dagligt frigøres store mængder gasser fra den.

Fra kraterbunden rejser sig en ca. 35 meter høj slaggekegle – en slags lavaprop hvorfra gennem revner og sprækker gasserne siver ud, der kommer fra den smeltede lava i magmakammeret neden under. Det er en perfekt konstruktion for et fremtidigt massivt eksplosivt udbrud.

I perioden efter 1994 har den gennemsnitlige daglige udledning af svovldioxid været 7.000 ton.
Fra det tidsrum har Popo leveret omkring 20 millioner tons So2 – svovldioxid – til atmosfæren. Desuden strømmer der ca. 40.000 tons CO2 – kuldioxidgas – man kender perioder hvor op til 50.000 tons So2 – altså svovldioxidgas – pt. Dag og op til 100.000 tons Co2 – kuldioxid pr. dag.

Disse gasser – luftarter – frigøres i en slags blandingsproces melle to forskellige slags lava i vulkankammeret eller magmakammeret, der befinder sig i 6 kilometers dybde under vulkanen.

En mere romantisk forklaring på hvorfor Popo ryger, finder vi i følgende historie:

Aztekerkrigeren Popocatépetl og Iztaccihuatl, som var datter af en stammehøvding, forelskede sig i hinanden. På nahuatl betyder hendes navn »sovende kvinde«. Høvdingen vil kun give sit samtykke til ægteskab, hvis Popocatépetl besejrer en fjendtlig stamme og bringer lederens hoved. Det lykkedes, men efter så lang tid at Iztaccihuatl, overbevist om sin elskedes undergang, bukker under for sorgen og dør. Da Popocatépetl vender tilbage og finder sin elskedes afsjælede legeme, bærer han det til bjergryggen, hvor hun antager formen af en sovende kvinde. Det er bjerget Iztaccihuatl, hvor silhuetten af den sovende kvinde tydeligt ses, når man nærmer sig de to bjergmassiver. Popocatépetl tænder en fakkel og står vagt over sin elskede. Røgen kan stadig ses fra vulkanen, der bærer hans navn.

Popocatepetl er på UNESCO’s Verdensarvsliste fordi vi på dennes skråninger finder 14 klostre, fra det 16. århundrede. Disse klostre er meget velbevarede og gode eksempler på arkitekturstilen benyttet af de første kristne missionærer – fransikanerne, dominikanerne og augustianerne. Disse kristne missionærer fik indført kristendommen til Mexico i den tidlige del af det 16. århundrede.

Inden den spanske erobring af Mexico, sendte kong Montezuma ti af sine bedste krigere ud for at undersøge, hvor røgen fra det hellige bjerg stammede fra. To af dem omkom under bestigning af vulkanen, og under nedturen omkom de seks. De to sidste fortalte om krateret, men de var så beskadiget af ekspeditionen, at de aldrig blev helt raske siden. Den spanske erobrer Hermando Cortez sendte Francisco i spidsen for sine soldater til toppen i 1522. Hans formål var ikke videbegærlighed, men at skaffe svovl til fremstilling af krudt for at underlægge sig Aztekerriget. Montano lod sige fire ned i krateret i et reb, og det lykkedes ham på denne måde at skaffe det eftertragtede svovl. Det var den højeste bjergbestigning for nogen europæer i den tid.

Mange har senere kæmpet sig til toppen. I 1955 forsøgte den argentinske revolutionær Ernesto Che Guevara at komme op på toppen efter et mislykket forsøg tidligere samme år. Ved det første forsøg måtte han vende om, fordi to tæer frøes til is på en af hans cubanske ledsagere. Der er ingen t´vivl om, at Guevara så det som en slags udfordring, der hvis nødvendigt måtte betales med livet. En lidt underlig tanke, fordi Guevara led af alvorlig astma.

NB: Både Pompeji og Herculaneum blev dækket af pyroklastiske askelaviner fra Vesuv i år 79.e.Kr.f. Katastrofen blev beskrevet af Plinius den Yngre, og navnet “plinisk udbrud” er opkaldt efter hans beskrivelse af denne type meget eksplosive vulkanudbrud. I 1902 døde ca. 30.000 mennesker i Saint Pierre, da Mount Pelee sendte en gloende hed askesky – en såkaldt askelavine – ned over byen.

Disse laviner består af fint pulveragtigt vulkansk askestøv, der nærmest glider som mel, men kan også være iblandet med større sten, somme tider sten på størrelse med et hus eller en bil og gloende gasser.