He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker. Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter og fremstilledes i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker.blev og var han. Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite til hustru.
Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland. Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne. Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter.. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.
Homer beskriver Hefaistos:
”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….
Hos romerne skiftede han navn til Vulcanus som romersk ildgud, der kunne beherske ild i jorden, dvs. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.
Hans faste boplads flyttes hos romerne fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, som dermed bliver navnefar til ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv.Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han hos romerne havde sin faste bolig under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, og så røg og gnistrede det op gennem kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne.

Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker.

Hefaistos overlevede denne ydmygelse fra sin mor og måtte leve som “outsider”.

Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter og fremstilledes ofte i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker blev og var han.

Klædt i et stort forklæde, klodset, tildels lammet og med et sodsvedent ansigt, gik han altid rundt rundt med en hammer og tang.

Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite(hos romerne Venus) til hustru.

Det skønne og det grimme. Det smukke og det ækle.
Alligevel ser vi her, hvordan de to modsatte elementer hører sammen. Kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite og Hefaistos er kombineret med hendes elegance og ynd – og hans kreative færdigheder.

Han arbejdede hårdt i sin gloende smedje, hvor han fik hjælp af de uhyggelige enøjede kykloper.

Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland.

Hos romerne skiftede han navn til Vul’canus, som romersk gud, der kunne beherske ild i jorden, d.v.s. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.

Hans faste boplads flyttes fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, og herfra har vi fået ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv.

Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han havde en fast boplads under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, så røg og gnistrede det op fra kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Homer beskriver Hefaistos:

”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….

“Island, en ø i havet – en ildø, hvis stræbsomme vulkaner tårnede deres lavamasser, størknede i lag på lag, så højt til vejrs, at der til sidst lagde sig sne på dem. En ø, som i Vikingetiden, da Nordboerne mere og mere vandt herredømme over havene, nu og da er bleven set af søfarende, engang imellem med ilden, men vel oftest med isen som øverst”.

(Digt af Gunnar Gunnarsson)

——————————————————————————–

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil kigge på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen, og på den anden side ildens land på grund af de mange vulkaner. Af alle de islandske vulkaner, har Hekla formået at fremstå på førstepladsen, og det har sine årsager.

Jeg husker, da jeg var en lille dreng, hvordan min faster fortalte mig om et stort ildsprudende bjerg, der lå oppe på Island. Da hun for ca. 60 år siden gik i skole, havde hendes lærer fortalt hende om Heklafjeldet, der kunne spy glødende lava, giftig aske og sten så store som huse ud over marker og byer, og om giftige dampe og skyer, der kvalte alt liv og afgrøde.

Var der noget at sige til, at man forestillede sig “Djævelens bolig”, den onde selv, der holdt til og boede her, hvorfra han kunne udføre sine slemme gerninger. Islændingene var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere både under og efter Danskertiden. Jeg har selv undret mig meget over, hvorfor ikke de Islandske Sagaer omtaler Hekla eller de andre islandske vulkaner mere. Det samme spørgsmål har jeg tit stillet islændingene, og svaret har altid været, at vulkanerne specielt i fortiden blev betragtet som ondskaben selv. Det er årsagen til, at vulkanerne ikke har fået en større plads i sagaerne…

Da jeg kom i skole i 1950-erne og i geografi hørte om Islands vulkaner, var det Hekla, vi først fik nævnt, og når vi taler om Islandske vulkaner i almindelighed, er det Hekla, der som regel træder i forgrunden.

Den ældste beskrivelse om vulkanen Hekla, finder vi i munken Herbet af Clairvauxs bog fra 1100-tallet, “Miraklernes bog”, i kapitel 115 om Islands helvede:

… “Det vides, at der i Norden findes en ø, kaldet Island, som er underlagt den kristne tro. Men på den findes der et stejlt og umådeligt bjerg, der dækker en stor del af egnen, og de lokale indbyggere mener, at der nedenunder dette bjerg og inden i det findes et kæmpemæssigt helvede. For dette bjerg, som på alle sider er fuld af huller og hulheder, gløder over det hele, spyr flammer og udsender en evig ild, der gennemtrænger og ødelægger det udvendigt og indvendigt helt ned til dets fod, ja endog hinsides foden af bjerget. Thi det bekræftes af sikre beviser, at denne rædselsvækkende ild lever og raser ikke alene nede under bjergets grundvold, men under havets bund”.

I 1300-tallet skriver munken Trofaines om kvæghyrder, som i vulkanens nærhed har set sorte gribbe drive de faldnes sjæle ned i krateret. Den italienske munk Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk år 1647, at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for eventuelle syndere.

Men også vor egen historie skriver Sakse fra 1200-tallet omtaler Hekla i en malende beskrivelse fra Island: “Vest for Norge ligger der, omskyllet af det store hav, den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, og om hvilken der er utrolige ting at fortælle, så vidunderlige er de. På denne samme ø findes der også et bjerg, der står i brand, og uafladelig spruder ild. Dette er lige så sælsomt, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have sådan en overflod af hede i sig, at den lønlig kan holde en stadig ild ved lige i sig og bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved”.

Jules Verne var også fascineret af Islands vulkaner. I det hele taget har han omtalt vulkaner ret så meget i de fleste af hans bøger. Hans motto i sine bøger var, at alt hvad et menneske er i stand til at forestille sig, vil andre mennesker virkeliggøre en dag… Ikke desto mindre er hans bog: “Rejsen til Jordens Indre”, nok en af hans mest urealistiske. En rejse ned igennem en islandsk vulkan Snæfell og tværs under Europa for så at blive spyet ud, siddende på en tømmerflåde ovenpå en lavastrøm igennem den syditalienske vulkan Strombolis krater.

Dette er det mest urealistiske, der kan foretages. Tryk- og temperaturforhold i det indre havde man omkring sidste århundredskifte temmelig delte meninger om. Men ikke desto mindre er Jules Vernes historie om de brave forskeres interesse for vulkaner nok den beretning, der satte min vulkaninteresse i gang.

Når der er så mange vulkaner på eet sted, så skyldes det, at Island ikke alene ligger på den Midtatlantiske Ryg, men også på en “hot-spot”, og det vil igen sige, at der kommer ekstra meget varmt magma (lava) op igennem kontinentalsprækken på dette sted. Geologerne har målt, at Island brækker midtover med ca. 2 – 3 cm om året. Det er årsagen til, at Island eksisterer og består af lavastrømme, der har bygget øen højere og højere derude i midten af Atlanterhavet.

Vil du læse mere om Hekla og dens udbrudsteknik, så læs bogen af Henning Andersen:
“Hekla – Islands dronning”.

Hekla
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hekla er en 1491 m høj islandsk vulkan, der ligger på koordinaterne 64.0° N, 19.7° W, i den sydlige del af Island, ca. 110 km øst for Reykjavik. Fjeldet ligger i nærheden af det fredede område Landmannalaugar. Hekla er en kegleformet vulkan, en såkaldt stratovulkan.

Hekla betyder på islandsk hætte eller hat og Heklas top er ofte indhyllet i et tykt lag skyer – en hætte. På dansk er ordet “Hekkenfeldt” afledt af “Heklafjeldet”, så når man siger “skrub ad Hekkenfeldt til” siger man faktisk “skrub til Hekla”. Ifølge folketroen var Hekla et sted hvor heksene mødtes med Fanden.

Den italienske munk Julius Cæsar Recuptus skriver i 1647, at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for syndere. Vulkanerne på Island omtales ikke meget i sagaerne, da også vikingerne troede på, at vulkanerne var ren ondskab

Den 14 km lange opstigning til toppen begynder ved Landmannaleið vest for Nýjahraun ved krateret Rauðaskál.

Hekla er sammen med vulkanen Grímsvötn de mest aktive i Island.

Siden 1970 har Hekla haft udbrud med et regelmæssigt mellemrum på ca. 10 år. Det seneste udbrud var i februar 2000.

Et typisk udbrud fra Hekla starter med et eksplosionsagtigt udbrud, der varer nogle få timer, derefter fortsætter vulkanen med at lække store mængder lava i op til flere uger.

Hekla udbrud: 1104, 1158, 1206, 1222, 1300, 1341, 1389, 1510, 1597, 1636, 1693, 1766, 1845, 1947, 1970, 1980, 1991 og 2000.

I 1947 gik den islandske vulkan Hekla efter 101 års pause i udbrud. En askesøjle på 27 km rejste sig fra vulkanen, og først i april året efter stoppede lavastrømmen.

“Hekla du er et fjollet fjeld når du opfører dig på den måde. Altid kommer der askefasld fra dig du gamle kone”…

GPS coordinates: 63°59’29” N, 19°39’41” W
Max. elevation: 1490 m.a.s.l.

Hekla is located in south Iceland where the South Iceland Seismic Zone intersects the Eastern Volcanic Zone and is characterized by eruption of intermediate to silicic magma. It is a volcanic ridge, but the view along the volcanic zone reveals the profile of a perfectly shaped stratovolcano. The central volcano is superimposed on a basaltic hyaloclastite basement, probably produced in the last glacial period. Basaltic lavas are also produced in effusive eruptions on a parallel fissure system. Hekla has been active since the early Holocene, featuring several large silicic Plinian eruptions as well as smaller sub-Plinian eruptions forming two-coloured tephra layers of rhyolitic to andesitic composition. The best known and largest explosive eruptions producing only tephra, occurred roughly 7000 years ago, 4200, 3900 and 3000 years ago, and the last one in the year 1104 AD. Several smaller explosive eruptions occurred in this period, but information on lava production is scant.
In the period AD 1200-1900 Hekla produced one to two eruptions per century. Each eruption began with a sub-Plinian to Plinian tephra-producing phase of andesitic to dacitic composition and in many eruptions this was followed by a longer-lasting phase of lava effusion. The composition of these lavas ranges from basaltic andesite to andesite. This eruption pattern changed in the latter half of the 20th Century, and since 1970 Hekla has produced small basaltic andesite to andesite eruptions every 9-10 years. Historical eruptions from the Hekla volcanic center, including the eruption 1104 AD, are 18 as counted by detailed tephrochronology and historical records. The dates are; 1104, 1158, 1206, 1222, 1300, 1341, 1389, 1510, 1597, 1636, 1693, 1766, 1845, 1947, 1970, 1980, 1991 and 2000.

Compiled by Guðrún Sverrisdóttir, 13.12. 2011

I den religiøse kosmologi hører bjerge til den guddommelige sfære. Et bjerg forbinder himmel og jord; som en skyomkranset, urokkelig lokalitet, måske endda vulkansk, hører det til himlen, og bjerge er ofte blevet opfattet som himmelguders bolig, fx Olympos i det antikke Grækenland.

Det er en udbredt mytologisk forestilling, at der i urtiden fandtes et kosmisk bjerg i verdens midte, hvorigennem verdens akse mentes at gå. Et sådant bjerg lokaliseres til en konkret bjergtop og udtrykkes evt. symbolsk i bygningsværker som Borobudur på Java. Pyramider, tempeltårne og gotiske kirkespir kan gengive menneskets himmellængsel.

Guderne opfattes ofte som tabu. I jødisk sammenhæng er det således kun Moses, der direkte kan møde Jahve på Sinai. Herved er bjerget helliggjort, så blot det at berøre det vil medføre døden.

I religiøs praksis er bjerge ofte genstand for valfart, fx Fuji i Japan og Adam’s Peak på Sri Lanka; sidstnævnte er valfartsmål for hele fire religioner: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; muslimer, der mener, at Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradiset; hinduer, der knytter guden Shiva hertil, og indiske thomaskristne, der forbinder apostlen Thomas med pilgrimsfærden.

Ararats bjerg i Armenien, hvor Noahs Ark strandede, er en sovende vulkan. Ildtilbeldelsen er efter min opfattelse den ældste form for religionstilbeldelse på jorden. Johannes V. Jensen skriver: ”Jeg føler vished for, at den højere verden, vi længes imod, er vor egen velsignede jord, som vi til daglig er blinde for”.

Atter denne længsel mod Atlantis, som vi måske hellere skulle finde inde i os selv.

Ifølge Hindumytologien i Sydøstasien bevæger verdens gang sig gennem en cyklus på flere tidsaldre. Den første og mest dydige og langvarige – hvorefter alting begynder at gå ned ad bakke indtil den mest amoralske ender med, at ild og svovl udsletter alt. Efter en periode i hvile begynder den uafvendelige cyklus forfra igen med nyt liv, der opstår i vand….

Måske er det hele ikke så indviklet, som vi tro. Man ser på naturen – kommer til at beundre den – og til at tilbede den…