Flere vulkanudbrud om vinteren ?

Vulkaner koger og rumler rundt omkring, og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden.

Endvidere tyder nye forskninger på, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren ved lufttryksfaldet,og efter vandstanden stiger i havene. Man har også bemærket, at ved tidligere istiders afslutninger,hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har trykforholdene påvirket selve den faste jordskorpe og også bevægelser i vulkanernes undergrund og derved skabt ændringer i de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne, specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet. Vi ved, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, hvilket blev bekræftet efter Krakataus udbrud i Indonesien i 1883. Man har ved forskellige målingsresultater kunnet beregne, at ved den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted, samt mange jordskælv i kølvandet af isens smeltning og stigningen af vandstanden i oceanerne.

Man har iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning”, og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at både klima og vulkaner påvirker jordens indre kræfter og omvendt. For ca. 74.000 år siden sendte Toba-vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt, og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.

2554_full




Forskning i jordskælv

Ingen kan i dag forudsige jordskælv præcist. Men USA planlægger nu en storstilet geologisk og geofysisk kortlægning af hele det Nordamerikanske kontinent fra undergrunden, fra jordoverfladen og fra himlen. Målet er at opnå ny basal viden om
jordskælv.

Af Rolf Haugaard Nielsen, fredag 06. okt 2000 og trykt i Ingeniøren.

Amerikanske videnskabsmænd satser nu på det storstilede program Earthscope, der gennem fire projekter skal medvirke til at opnå en mere grundlæggende for ståelse for de processer, der udløser jordskælv. I 1997 smed japanerne håndklædet i ringen efter 30 års intensiv forskning i jordskælv og erklærede, at vi næppe nogensinde bliver i stand til at forudsige det frygtede naturfænomen, som fra det ene øjeblik til det andet kan forvandle byer til ruinhobe og koste tusindvis af menneskeliv. Nu satser amerikanske geologer og geofysikere på at opnå en mere grundlæggende forståelse af de processer dybt nede i Jorden, som udløser jordskælv og vulkanisme. Det skal ske gennem det storstilede program Earth scope, som består af fire projekter:

En boring ned i den aktive jordskælvszone i San Andreas forkastningen nær San Francis co. Målinger af jordskorpens forskydninger langs med hele grænselinien mellem Stillehavspladen og den Nordamerikanske kontinentalplade. Et mobilt netværk af seismiske målestationer, som på ti år skal kortlægge USA’s dybe undergrund. Og endelig en ny radarsatellit, som skal måle bevægelser og ændringer i jord overfladen. Tilsammen skal de fire projekter resultere i et tredimensionalt billede af undergrunden og overfladen. Målet er dels at opnå detaljerede informationer om aktive jordskælvszoner og vulkaner, dels at skabe det store forkromede overblik på kontinentalt plan. – De potentielle gevinster er store, for Earthscope kan måske fremskaffe en basisviden, som gør det muligt at forudsige jordskælv og vulkanudbrud. Men satsningen er også risikabel, især når det gælder boringen i San Andreas forkastningen. Hvis borehullet rammer ved siden af den aktive jordskælvszone, kan projektet gå hen og blive en decideret nitte, siger Olafur Gudmundsson fra Dansk Lithosfærecenter. Dybdeboringen og den seismiske kortlægning af USA har netop fået økonomisk støtte fra National Science Board på 130 millioner dollars over de næste ti år, mens de to andre projekter endnu mangler at opnå de fornødne bevillinger. Boring i jordskælvszonen Jordskælv opstår primært i de områder, hvor to af Jordens tektoniske plader støder sammen, som det er tilfældet i det vestlige USA, hvor Stillehavspladen bevæger sig mod nord langs med den Nordamerikanske kontinentalplade. Jordskælv er svære at forudsige, fordi de geologiske processer, som får jorden til at slå revner, er uhyre komplicerede. Hvis man tager San Andreas forkastningen som eksempel, er der ikke blot én grænselinie i undergrunden mellem de to tektoniske plader, hvor de skurer mod hinanden tværtimod er der mange forkastningslinier, som tilmed er uregelmæssige på lokalt plan, hvorfor det er svært at beregne netop, hvor spændingerne mellem de to plader bygges op og til sidst udløses i et jordskælv. Samtidig mener geologerne, at vandindholdet i undergrunden spiller en rolle for, hvor og hvornår jordskælv finder sted, fordi vandet virker som smørelse. Teorien går ud på, at spændinger mellem de to plader frembringer en masse bittesmå revner i klipperne under jorden, som så fyldes med grundvand med det resultat, at pladerne pludselig skrider, og jordoverfladen sprækker. Dybdeboringen, som kaldes San Andreas Fault Observatory at Depth (SEFOD), skal mindske usikkerheden omkring de processer, som udløser jordskælv. Planen er at bore to kilometer lodret ned i jorden i udkanten af San Andreas forkastningen. Derpå skal der bores skråt til siden gennem den aktive jordskælvs zone ned til fire kilometers dybde. Fra tre kilometers dybde og nedefter udbores der en række næsten vandrette sidehuller ind i jordskælvszonen, hvorfra geologerne vil hente prøver af klipper og væsker op til analyser i laboratoriet. Samtidig nedsænkes et sandt arsenal af måleinstrumenter i borehullet, som skal måle væsketrykket, temperaturen, spændingerne og seismiske bølger fra jordskælv i nærheden. – Det er første gang nogensinde, at det vil blive muligt at lave direkte målinger af de fysiske og kemiske processer i den dybe undergrund i en jordskælvszone. Den type data er af stor betydning, hvis man skal gøre sig håb om nogensinde at blive i stand til at forstå og forudsige jordskælv, siger Olafur Gudmundsson. Målingerne i dybden vil også åbne op for udvikling af detaljerede tredimensionelle modeller af de geologiske processer i jordskælvszonen, hvilket ligeledes er en vigtig forudsætning for at kunne forudsige jordskælv. Fokus på grænselinien Mens SEFOD skal give detaljerede lokale oplysninger om geologien i San Andreas forkastningen, et målet med Plate Boundary Observatory (PBO) at undersøge hele grænselinien mellem Stillehavspladen og den Nord amerikanske kontinentalplade, som ligger under bl.a. Rocky Mountains, Sierra Nevada, vulkanerne i Cascade Mountains samt San Andreas forkastningen. Rygraden i projektet bliver 1275 GPS-modtagere (Global Positioning System), som anbringes med ca. 100 kilometers mellemrum i en linie, som rækker fra Alaska til Mexico. Ved hjælp af satellitterne i GPS’erne vil det blive muligt at bruge modtagerne til at følge de glidende og gradvise bevægelser mellem pladerne, som finder sted over perioder fra minutter til år. Seismometre opfanger ikke disse stilfærdige bevægelser, men kun trykbølgerne fra egentlige jordskælv. Imidlertid menes de glidende bevægelser mellem pladerne at spille en central rolle for udløsningen af jordskælv på grund af de spændinger, som gradvist bygges op mellem pladerne. Kontinentet kortlægges Det tredje projekt under Earth scope, USArray, skal resultere i en detaljeret geologisk kortlægning af undergrunden i hele USA. Kortlægningen udføres med et transportabelt netværk af 400 seismometre, som anbringes med 70 kilometers mellemrum. Netværket, som kaldes Bigfoot, flyttes efter 1-2 års målinger og skal på den måde dække hele det Nordamerikanske kontinent i løbet af en periode på 8-10 år. Netværket skal kortlægge den dybe undergrund, dels ved hjælp af seismiske bølger fra jordskælv overalt på Jorden, dels ved anvendelse af sprængstoffer til at frembringe trykbølger. Undersøgelserne vil give nye oplysninger om dybden af forkastningszoner, størrelsen af magmakamre under aktive vulkaner samt om det urgamle grundfjeld under det centrale USA. Netværket vil også kunne bruges til at studere Jordens indre kappe samt kernen. Øjet i himlen De amerikanske geologer håber på at kunne supplere undersøgelserne på Jorden med et øje i himlen, satellitten Interferometric Syntetic Aperture Radar (InSAR), som vil koste mellem 200 og 400 millioner dollars. Satellitten skal kortlægge deformering af jordoverfladen i forbindelse med bevægelser mellem de tektoniske plader, jordskælv og vulkanudbrud. Efter planen skal satellitten placeres i en bane, så den overflyver grænselinien mellem Stillehavspladen og den Nordamerikanske kontinentalplade en gang om ugen. På den måde kan PBO’s målinger af bevægelser i undergrunden direkte relateres til deformationer af overfladen, som satellitten opdager. InSAR vil give et kontinuert billede af overfladens bevægelser, mens PBO vil levere mere detaljerede målinger langs med den linie, hvor GPS-modtagerne er opstillet. InSAR vil desuden dække hele USA, og satellitobservationerne kan derfor også relateres til de seismiske målinger med USArray. Med Earthscope er Big Science ikke længere et fænomen, der er forbeholdt fysikere og astronomer. Og det stort anlagte program vil uden tvivl styrke den geologiske og geofysiske forskning i USA. – Der er et udstrakt samarbejde mellem geologer i USA og Europa, men også en benhård konkurrence. Hvis Earthscope bliver en succes, vil amerikanerne cementere deres i forvejen meget stærke videnskabelige position mange år frem i tiden, siger Olafur Gudmundson.




Forskning…

Vulkaner har altid fascineret menneskene. I oldtiden kiggede man på naturen – beundrede den – for til sidst at tilbede den. Så mytedannende har vulkanerne altid været, ikke mindst fordi ingen kunne forklare vulkanernes fænomener, så det måtte være guderne, der stod bag naturens kræfter.

Det måtte vel være gudernes vrede, hvis et jordskælv eller vulkanudbrud udslettede menneskeskabte byer og samfund. Den græske filosof Empedokles påstod i det 5. århundrede f. Kr. f, at jorden og universet bestod af fire elementer nemlig jord – ild luft og vand, som igen var underkastet to andre kræfter: kærlighed og strid. Jorden måtte vel have en indre ild siden der fandtes varme kilder og vulkaner mange steder ved Middelhavet. For at udforske det ildspyende uhyre: Etna –
sprang han ned i vulkanen for at udforske den nærmere, men også i håbet om at blive spyet ud igen. Så måske er han vulkanologiens første kendte menneskeoffer.

Giganterne og titanerne satte sig op imod den almægtige Zeus og som straf blev de indespærret i jorden, hvor de hev og sled i deres sammenbundne lænker så jorden rystede jorden oven over på overfladen. Under Etna havde Zeus indespærret den ildspyende gigant Tyfon, og vulkanens udbrud tolkedes som uhyrets forsøg på at slippe fri.

Hefaistos – søn af Hera og Zeus fik sin faste esse og arbejdsplads under Etna, og når han arbejdede dernede, så gnistrede og røg det op gennem vulkanens kraterskorsten. Han blev sat i forbindelse med alt, hvad der havde med ild at gøre. Hos romerne tog han navneforandring til Vulcanus, og han kunne gå på vandring under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud. Med andre ord var vulkaner ikke noget dødelige menensker var skyld i. Det måtte være gudernes værk.

Vi finder den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på jorden fra Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr.f. beskrevet meget levende, nemlig Plinius den Yngres fortælling til Tacitus nogle år senere, da han på afstand betragtede den buldrende vulkan. En så god beskrivelse, at vores nutidige vulkanologer i dag stadig kalder den for den ”pliniske” eller ”plinianske” udbrudstype af et stærkt eksplosivt vulkanudbrud, nemlig fald af aske og slagger fra en kraftig eksplosionssky.

Igennem den mørke middelalder har man kun vage forestillinger om den indre jordvarme og trykforhold i det indre af vor
jordklode. En saksisk læge, Georg Bauer eller Agricola, der levede i begyndelsen af 1500 – tallet, påstod, at den underjordiske ild fik bjerge til at brænde ved, at luftstrømmene inde i jorden pressedes sammen således, at der opstod ild og antændte brændbare stoffer.Giordano Bruno dristede sig til at sige, at der aldrig havde været en altomspændende syndflod. Han mente, at da mange vulkaner lå ved havet eller i nærheden heraf, måtte vulkanernes virksomhed skyldes vandets indvirkning på den indre jordvarme. Denne udtalelse kostede ham døden som kætter på bålet i år 1600 i Rom.

Jesuiten Kircher skrev i det 17. århundrede et værk om den underjordiske ild – flodernes og kildernes oprindelse. Fra en centralild trænger der brændende luft gennem spalter ud til arnestederne, der igen nærer vulkanerne på jordens overflade.

En franskmand, Telliamed, hævdede i 1716, at vulkaner vel måtte være et resultat af en slags forbrænding af olie og fedt fra dyr og fisk koncentreret på visse steder i de sedimenter, der var aflejret fra den bibelske syndflod.
En italiensk lærd, Antonio Lazaro Moro påstod, at alle landmasser vel måtte være slynget ud fra kratere på havbunden i jordens urhav. For at undgå døden på bålet, trak han i land ved at tilføje: ”Det må dog have behaget skaberen”…

Læren om urhavet forblev intakt indtil midt ind i det 18. århundrede, hvor en franskmand, Jean – Etienne Guettard, tilfældigt opdagede i 1751, at en sort sten ved vejen i Sydfrankrig jo lignede den type lava, som han havde set på de italienske vulkaner Vesuv og Etna. Kunne Vesuv eller Etna i Italien have spyet disse lavasten helt til Frankrig fra Italien. Det kunne ikke være tilfældet, og pludselig gik det op for ham, at der måtte have været vulkaner her på stedet, som engang havde udslynget dem. Hans argument var uangribeligt, og han kom til at starte den kølige strid mellem Vulkanisterne(Plutonisterne efter Underverdenens gud Pluto) og Neptunisterne(efter havguden Neptun). Neptunisterne påstod, at alt var skabt i havet, mens Plutonisterne hævdede, at bjergarterne var dannet i smeltet tilstand i jordens varme indre.

Striden fortsatte i årene fremover, men nu fremkom skotten James Hutton i 1785 med den konklusion, at ingen varmekilde på jordens overflade kunne smelte en stenmasse i sig selv. I vor jordklodes indre måtte der være en ”smeltet flydende masse, som var uændret af varmepåvirkning”. ”Jorden er en planet, hvis enorme indre varme holder dens overflade i en konstant bevægelsestilstand.Vulkaner bør betragtes som en slags åndehuller for jordens smelteovn – eller sagt på en anden måde som sikkerhedsventiler”. Helt forkert er nu det ikke, og James Hutton betragtes den dag i dag som den moderne geologis grundlægger, fordi han var den første til at opfatte jorden som et stadigt skiftende dynamisk system.
Jordskorpen er i konstant bevægelse selvom det foregår uendelig langsomt, og jorden anvender vulkanerne som sikkerhedsventiler for at kunne skaffe sig af med den overskudsvarme, som kræfterne i dens indre fremkalder.

Englænderen George Julius Scrope byggede i kølvandet videre på Huttons konklusion og han anerkendte, at vulkanbjerge må være opbygget af det udbrudsmateriale, som dynges op omkring udbrudsstedet, altså selve vulkanens krater.Desuden fremkom han med en ny og revolutionerende triumfkonklusion, nemlig at ”hovedkraften i et vulkanudbrud må være indestængte gasser, der kæmper for at komme ud fra en lavamasse og at vanddampen var den mest fremherskende af alle vulkanske gasser”. Han havde ved vulkanske udbrud set, at ud af alle de luftarter, der udsendtes af vulkanerne, var vanddampen den mest fremherskende. Hans teori var, at dybt inde i jorden måtte der befinde sig enorme mængder af vand i flydende tilstand opløst i de smeltede bjergarter. Dette vandrige magma pressedes opad igennem revner og sprækker i jordlagene, mens trykket faldt jo højere mod jordens overflade det bevægede sig, og til sidst udskiltes vandet af smeltemassen i dampskyerne. Man vidste godt, at vand udvider sig, når det omdannes til damp, men det var første gang man på en enkel forklarende måde fremkom med årsagen til, hvordan en vulkan fungerede og kom i udbrud.

Kort tid efter kom den lejlighed, der skulle sætte vulkanforskningen ind i en ny fase, så det forslog noget. I Indonesien eksploderede Krakatau i august 1883 med energi, som svarede til hele den Anden Verdenskrigs samlede ammunition affyret på een gang. Askeskyer formørkede solen, og svovlsyredråber blev af vinden ført jordkloden rundt i alle retninger og dalede ned over det meste af kloden. Over 36.000 mennesker omkom ved tsunamibølger, da vulkanøen eksploderede. Den Hollandske regering nedsatte en komite, ledet af ingeniør og geolog Verbeek, med det formål at skulle undersøge vulkanudbruddet nærmere.Resultatet af disse undersøgelser skubbede vulkanforskningen fremad, så det baskede. Askeprøver fra vulkanen blev analyseret og beviste, hvad man indtil nu havde haft en svag anelse om, nemlig at vulkansk aske ikke er rigtig aske, men bitte små uregelmæssige itubrækket stykker af glasagtig lava og gasbobler dannet ved det pludselige trykfald i selve vulkanens eksplosioner. Det fineste askestøv førtes af vinden rundt i stratosfæren og indvirkede på solens stråler over store dele af jorden. Desuden faldt temperaturen de næste par år med en halv grad, hvilket afstedkom et mærkbart temperaturfald. Først troede man det var selve askestøvet. Nu ved vi, at det skyldes svovlsyredråber fra de store mængder af svovldioxidgas, som kom ud fra vulkanen og reflekterede sollyset.

Efter hollænderne blev det en amerikansk fysikstuderende, Frank Perret, der som 16-årig havde havde set ”solen så blankpoleret som en kobberkugle” ved Krakataus udbrud på den anden side af jordkloden, som skulle fortsætte vulkanforskningen. Da han senere læste om Mt. Pelees udbrud i 1902 med de hede askelaviner, der på få minutter dræbte 30.000 mennesker, besluttede han, at han ville hellige sig vulkanstudierne. Uden erfaring hverken i geologi eller vulkanologi, og uden betaling, tilbød han Raffaele Matteucci på Vesuvobservatoriet i Italien sin tjeneste og blev ansat her.
Perret studerede senere Mt. Pelees udbrud i 1929 på nærmeste hold og Hawaiis vulkaner. Hans konklusion blev: ”For at lære en vulkan at kende, skal den studeres på stedet”.Han bevægede sig tæt på de glødende askelaviner fra Mt. Pelee i 1930, hvor han havde slået lejr oppe på vulkanflanken på en forhøjning, hvor han mente, at de ikke ville kunne nå ham. Det gjorde de heller ikke. I dag ved vi, at sådanne askelaviner er almindelige ved sure – seje – lavatyper og opstår, når lavasmelten brydes i stykker og store gasmængder frigøres med det resultat, at magmaet rives med og bevæger sig i dråbeform nedad vulkanflanken. En sådan ”Nuee Ardeente”(fransk ord for glødende luftbåren askesky) kan bevæge sig med flere hundrede kilometer i timen og være op til 900 grader varm. Det var sådanne askelaviner, der kvalte Pompeji og Herculaneums indbyggere i år 79 ved Vesuvs udbrud. Perret mente, at eksplosiviteten i en ”Nuee Ardeentes gassky” sker, når den boblende masse stiger op igennem vulkanens krater og presses ud.

Vesuv var blevet betragtet som en slags laboratorium til at fremme den vulkanologiske videnskab, specielt efter genopdagelsen af Pompeji og Herculaneum.
Sir William Hamilton, Englands ambassadør i Napoli fra 1764 – 1800, en periode, hvor Vesuv var meget virksom med 9 udbrud, og Hamilton forsøgte med iver at finde årsagen til vulkanens udbrud. I de 36 år hamilton var i napoli, foretog han mere end 200 ekspeditioner op over Vesuvs flanker. Under de første studier af den opbyggende vulkankegle inde i vulkanens hovedkrater forestillede han sig, at alle Middelhavets vulkaner var opbygget fra havbunden af mange efterfølgende udbrud. Der var kun lag på lag ovenpå hinanden af vulkanske udbrudsprodukter. Dette ledte ham til en ufuldkommen, men fascinerende konklusion: ”Hvis jeg over det hele skulle grundlægge en tanke, så skulle det være, at bjerge er dannet af vulkaner – ikke vulkaner af bjerge”.
Denne observation omtalte Hamilton i en korrespondance med præsidenten for Videnskabernes selskab i 1774 og betragtes i dag som det første moderne vulkanologiske arbejde.

Det ældste vulkanologiske observatorium blev grundlagt i året 1841- 45 af den daværende napolitanske konge og herfra kunne alle vulkanens udbrudsfænomener udforskes intenst – og er siden blevet det både med bekræftelser og afkræftelser. Observatoriet ligger på en forhøjning på Vesuvs nordlige skråning og på et sted, hvor lavastrømme ikke skulle kunne nå det.

Christian 8. på Vesuv.

I 1820 opholdt kronprins Frederik Christian (8.) af Danmark sig 5 måneder på slottet Quisiana i Castellamare. Herfra kunne man betragte den urolige vulkan, og da kronprinsen var kendt for sine naturvidenskabelige og kunstneriske interesser, gik der ikke mange dage, før han besøgte Vesuv. Han skrev en afhandling om mineraler i Vesuvs lavastrømme – og holdt på fransk et foredrag om emnet. Denne afhandling udarbejdede han til Videnskabernes Akadami, hvor han blev optaget som æresmedlem. – Han holdt møder med danske studenter i Napoli og var på alle måder afholdt.

HANS KONGELIGE HØJHED
PRINS FREDERIK CHRISTIAN AF DANMARK
BETRAGTNINGER AF VESUV SOM JEG HAR FORETAGET I 1820

Den 26. januar besteg jeg Vesuv ledsaget af den berømte naturforsker Sir Humphry Davy og Ritter Monticelli.

Fra platformen nedenfor kraterkeglen begav vi os i retning af lavastrømmen på nordsiden af bjerget. I disse dage strømmede lavaen ud af en håndsbred spalte, som var mindst 8 m lang. Den banede sig vej midt igennem de vulkanske formationer og delte sig i to arme. Man kunne se til omkring en halv meters dybde inden i den spalte, hvorfra lavaen bevægede sig. Uendelige kogesaltholdige dampe steg til vejrs flere steder fra ildstrømmen. Sir Davy forsøgte at kaste salpeter på den varme lavastrøm for at se, om den indeholdt kul. Vi så indeni spaltens dyb ildstrømmen bevæge sig i bunden. Der hvor en ny sprække havde åbnet sig, farvedes overfladen sort som slagger omkring selve åbningen. Atmosfærens indvirkning havde intet med dette fænomen at gøre. Vi så ind i spalten på lavaens bevægelse, der skiftevis hævede sig op eller ned.

Snart fandt lavamassen inden i spalten ikke mere plads, men valsede sig ud igennem spalteåbningen og henimod det sted, hvor vi før havde stået. Vi så med både frygt og glæde den gloende masses bevægelser nedad bjergsiden. Hvert øjeblik dannede der sig slagger ovenpå lavaen, uden at den dog stoppede med at flyde af den grund. Den overfladeagtige slagge blev så tyk, at den blev fast i det. Det, der her skete, var uden tvivl udvikling og udsivning af gasser. Når lavamassen alene bevirker sådanne fænomener, at det ikke er til at forstå, at omfanget af strømmen ikke bliver større. Gasserne stiger til vejrs fra lavaen ved deres lethed, hvis jeg ikke tager fejl. Følgende betragtninger kan sandsynliggøre denne opfattelse. Lavaens bevægelse foregik med den største lethed, og der er ingen tvivl om, at gas- eksplosioner midt i lavaen var med til at drive den frem. I Ritter Monticellis samling finder man en sådan lavamasses dannelse og bevægelser. Også formationerne på lavastrømmens overflade dannes ved, at den strømmer fremad. Den afkøles først på overfladen, selvom den indeni er glødende og strømmer videre nedenunder. Jeg har allerede bemærket, at der stiger saltsyredampe op langs hele lavastrømmen uden ophold. Lavaens front er knapt nok størknet, før der vælter ny lava fremover. Den berømte Davy erkendte også dampenes tilstedeværelse og fandt, at der var saltsyreholdig Natron, Kali og svovlholdige dampe. Lavastenene blev påvirket af denne syredamp.

I natten til den 27. maj har jeg nok engang besteget Vesuv og denne gang fundet, at lavaen var en meter bredere end sidst jeg var der. Lavastrømmen flød langsomt i en bred dalsænkning af gammel lava fra fordums tid. Ca. 100 skridt videre nedenunder på bjergsiden
befandt sig endnu en krateråbning, hvor en lavastrøm flød ud fra. Lavasubstansen er gennemgående af samme slags som i vinters. Dengang som nu var strømmen ledsaget af saltsyreholdige vandampe, som også kom ud af krateret i bjergtoppen. Krateret her har jeg for nylig besteget med stor anstrengelse. Der fik jeg set alt, hvad denne hvide saltsyreagtige røg havde forårsaget. De inderste vægge af kraterkeglen viste sig at være gennemtæret af saltsyrefugtighed, som halvt havde opløst lava- og askelagene. Vulkanen kastede glødende sten og slagger ud fra krateret, og disse udkast synes at ske regelmæssigt med mellemrum af 1 minut eller mere, og hver tredje gang synes vi, at nu kom der en længere pause. Så kom der to eksplosioner lige efter hinanden af saltsyregas, umiskendeligt gennem den hver gang tiltagende røg, som måtte anvende dobbelt kraft hver gang for at åbne sin bane gennem de sten og slagger som fløj med op i luften. At bemærke er endnu, at dene bjergkegle inden i det store krater er skabt på ca. 10 måneder. 1. Maj forrige år, da kejseren af Østrig var her, røg det som en ovn ud af flere åbninger. Kun udvikledes der hverken lava eller kastede stenene ud. Fra en åbning, der er skabt af det store krater, er der dannet en søjleformet gang (lavaformation), som er dannet ved denne størkning. I marts måned blev asken kastet helt over til Napoli. Askeprøver er analyseret med saltsyreindhold. De øvrige vedlagte stykker er specielt udvalgte for at anskueliggøre, at ilden ikke kun ødelægger, men også viser krystallisationer (d.v.s dannelse af krystaller). Disse krystaller findes i det indre af de udkastede stene, som er brændte materialer imellem glas og pimpsten. Ifølge Sir HumphryDavys teori (som om kort tid vil bekendtgøre sin mening om vulkaner og videre på sin hjemrejse til England også besøge Auvergne) er en langsom nedkøling nødvendig for at opnå krystallisation i en lavamasse.

Det er en kendsgerning, at i denne vulkans udbrudsprodukter dannes 228 mineraler – ved krystalliseringsprocessen på samme måde som vand krystalliserer til is, når temperaturen synker.
Et af de kendteste er Vesuvmineralet – som består af smukke farverige krystaller. Dette mineral er først fundet på Vesuv i løst udkastede kalkstensblokke. De dannes netop ved varmepåvirkningen af de kalkstene, der ligger omkring Vesuvs magmakammer.




Fortidens tanker…

De virksomme vulkaner inddelte man i to grupper, de aktive og de udslukte og igen vulkaner med rolige udbrud og eksplosionsvulkaner. Generelt vil en aktiv vulkans eksplosive fase kun være af kort varighed. Sædvanligvis, men ikke altid kommer der en advarsel i form af en indre torden af kort varighed, men selv i rolige perioder viser en vulkan ofte en røgsøjle – om natten et rødt skær. Stromboli i Italien lyser så konstant, at der ikke behøves noget fyrtårn her. Denne vulkan tjener et nyttigt formål.

Er der nu til dags nogen, der læser Bulwer –Lyttons bog: ”Pompejis sidste dage”? Vesuv har været i udbrud mange gange siden det store udbrud i år 79. e.Kr.f., senest i 1944, hvor lavastrømmen flød ned mod de allieredes hære.

Et meget ødelæggende udbrud fandt sted i 1902 af vulkanen Mount Pelee på den franske ø Martinique i Caribien, hvor byen St. Pierre med 30.000 indbyggere blev udslette på få minutter af en brændende hed sky af giftige luftarter på 800 – 900 graders Celsius rullede ned ad vulkanflanken og dræbte alle indbyggerne.

Hvad man har vanskeligst ved at forstå er, hvorfor menneskene fortsætter med at leve på vulkanernes skråninger og generation efter generation glemmer at ænse advarslerne om en kommende eksplosion. Dog har verdens selv skabt en atombombe som er i besiddelse af ligeså voldsomme og ødelæggende kræfter som en vulkan, og alligevel prøver vi på at leve videre med den., fordi vi ikke kan flygte noget sted hen. Måske er dette også sandheden for de mennesker, der bor på vulkanerne de flygter ikke, fordi de ikke har noget sted at flygte hen. Det ser dog underligt ud, at de dag efter dag fortsætter med at se op på bjerget og uden tvivl tænker på, hvornår den igen vil udspy sin frygtelige død? Troen på, at det går nu nok altsammen er der, og jorden er jo frugtbar og billig.