Etna, Mongibello, ”Bjergenes Bjerg”, Sicilianernes stolthed, deres rigdomskilde og – deres skræk, er Europas største vulkan og det højeste bejrg i Italiens syd for Alperne. I året 1900 var dets højde, der stadig forandrer sig, 3279 meter; 145 kilometer i omfang måler dets basis; ved foden ligger catania og mange andre byer; landsby efter landsby er bygget op ad de grønne skråninger. Flere hundrede små runde kegler – udslukte kratere – rejser sig som muldvarpeskud langs siderne, ”Etnaungerne”, kalder egnens folk dem.
Beherskende alle omgivelser rager Etna op, som en mægtig pyramide. Dens rolige, jævnt opstigende linjer tegner sig skarpt og klart mod den strålende blå himmelhvælving. Talløse småbyer lyser mellem grønne vigner(vinmarker) op ad siderne. Toppen er snedækt, gletscherne blinker og skinner i sydens sol; en hvidlig røg lægger sig som en fjerbusk over bjerget eller står som en fin lille søjle lodret til vejrs i den klare luft.
Hvilken rolle spiller ikke Mongibello i folkets fantasi; Hvor mange sagn og historier knytter der sig ikke til det hemmelighedsfulde ildbjerg, der ”brummer mod tordenvejr”. Ingen hernede kan blive ked af at se på eller tale om Etna. Bliver den helt klar i dag? Kommer kun toppen frem? Eller hyller den sig i tågekappe?
Når Mongibello et par dage er fuldstændig skjult af tykke sorte skyer, falder befolkningens humør adskillige grader.
Utallige myter og sagn knytter sig til ”il monte”, (Bjerget) som italienerne slet og ret siger; et sagn fortæller, at Vulkans esse, hvor Jupiters tordenkile blev smeddet, mens bjerget spyede flammer; et andet sagn beretter, at yfoeus, søn af Tartaros og jorden, der havde vovet at sætte sig op mod selve Zeus, lå fængslet her. Når han bevægede sine lemmer, skælvede jorden rundt om, og der udslyngedes ild, røg og glødende sten, når han trak vejret dybt.
I den forhistoriske tid skal der have været så stærkt et udbrud( man mener ca. 1470 f. Kr.f.), at Sikanerne, øens første beboere, af skræk for det ildsprudende uhyre forlod Etnaegnene og bosatte sig længere mod vest.
Pindar, som kalder bjerget ”Himlens søjle”, har efterladt beretning om et udbrud, der fandt sted år 476 f.Kr.f.
For Oldtidens folk har Etna ikke haft mindre tiltrækningskraft end for de nulevende slægter. Empedokles(se andet kapitel om ham i denne bog) fra Akragas skal have haft et observatorium heroppe. Bekendt er fortællingen om denne berømte statsmand, filosof, naturforsker og læge, – et stykke af en troldmand, der gennembrød bjerge, for at Tramontanaen, Nordenvinden, kunne trænge ind og rense luften, som udtørrede forpestede sumpe, kendte midler til at gøre landet frugtbart og var som en profet for det græsk-sicilianske folk; for at man skulle tro, at han var optaget af de høje guder, søgte han selv døden ved at springe ned i Etnas krater. Men ak! Den lunefulde vulkan slyngede atter en af hans sandaler op, der således røbede ham.
Platon skal have besteget Etnas top; Virgil og Ovid beskriver bjerget. På den øverste rand af Valle del Bove, Oksedalen, ligger der nogle gamle murrester, efter sagnet ruiner af Empedokles` Observatorium. Da de øjensynlig stammer fra Romertiden, er det vel snarere en bygning, der er blevet rejst, på den tid kejser Hadrian drog op for at beundre solopgangen fra kraterets rand.
I Middelalderen troede man, at Etna var Helvedes forgård; djævlene, der arbejdede herinde morede sig af og til med at kravle op og drage rundt i egnen for at hente nye sjæle. En anden middelalderlig fortælling går ud på, at det var bolig for Kong Arthur af Bretagne, der skulle være deroppe. I nutiden er Etna stadig i folketroen hjemsted for hekse, smådjævle, onde ånder, drager og alle slags skrækkelige uhyrer.
Hvor mange udbrud, der har været, er umuligt at sige; man kender mellem 80 og 90 i den historiske tid, men der har sanndsynloigvis været mange flere. Nogle af de heftigste var i årene 396, 126 og 122 f. Kr. Og i årene 1169, 1329, 1357 og 1669 e.Kr.f.
I 1169 styrtede store dele af Catania sammen ved et voldsomt jordskælv, og 15.000 af dens indbyggere blev begravet under ruinerne.
I 1329 dannedes bjerget monte Rosso på nordsiden; to uhyre lavafloder trængte helt ned til havet tæt ved Aci, en tredje standsede ikke langt fra Catania. Om det frygtelige udbrud i 1669, deer varede fire måneder og 10 dage, er der efterladt en udmærket beretning,. Tre dage varede de heftige jordrystelser, der jævnede den lille by Nicolosi med jorden; nye bjerge opstod, Misterbianco forsvandt i et ildhav, mange andre småbyer blev beskadiget, og 27.000 mennesker blev hjemløse.
En uhyre lavaarm væltede sig mod Catania og truede med at ødelægge den, men som før blev den felst ved hjælp af Sant`Agatas sl’ør, sm præster og munkene i prosession bar ud mod strømmen, der tog en anden retning og styrtede sig i havet sydvest for byen, hvis havn blev delvis opfyldt.
I året 1693 var der atter et vældigt udbrud. Et heftigt jortdskælv tilintetgjorde næsten fuldstændig Catania og beskadigede mere eller mindre mange andre byer; der skal være omkommet over 60.000 mennesker, mener man.
Men ikke desmindre har catania rejst sig igen og er en af øens rigeste byer. Virkelig rørende er sicilianernes kærlighed til det sted, hvor de er født. De trodser de farer, der lurer, bygger op igen, så snart byen er ødelagt, og når solen skinner, blomsterne dufter, jorden yder al sin rigdom, så tænker de slet ike på, at ulykkerne kan gentage sig.
Og nu Nicolosi, der ligger 14 kilometer fra Catania og 691 meter over havet. Gang på gang er den ødelagt af lava. Gang på gang er indbyggerne blevet tvunget til at forlade byen, – ikke mindre end tre gange i slutningen af sidste århundrede var den stærkt truet, – men alloigevel taber de aldrig modet, glæden ved arbejdet er for stærk og overvinder alt; de bruger lavaen som bygningsmateriale, tager fat igen, når alt atter er roligt, ænser hverken vintersneen eller sommersolens glød, men dyrker ufortrødent jorden. Snart løfter gyvelen sig over lavaen, så spirer et oliventræ op, så skyder en kastanje frem, og endelig breder vinranken, lønnen for al deres møje, sig grøn og frodig mellem de sorte lavablokke.
I det 19. århundrede var der i alt 19 udbrud. Varigheden er forskellig, undertiden kun få dage, undertiden mange måneder. Af og til åbner der sig helt nye munde, men til andre tider er det hovedkrateret eller de gamle kratere, der atter er i virksomhed.
I vort århundrede har der allerede været forskellige større og mindre udbrud; et fandt sted i maj 1908, men var hurtig forbi og gjorde ikke videre skade, da lavaen ikke berørte de dyrkede egne, men roligt gled ned i Valle del Bove, en spalte i bjerget, der er 5 kilometer bred og på de tre sider omgivet af høje klipper.
En af de første dage i maj ved ottetiden om morgenen blev der pludselig liv i Taormina.”Der er udbrud på Etna”! Lød det fra mund til mund.
Alle udsigtspladser blev straks besat af de talrige fremmede, Og se! Op fra bjergets top væltede der en tyk sort røgsøjle, som snart antog den sædvanlige karakteristiske form af en kolossal pinje. På een gang kom der en stærk damp op fra den ene side af bjerget, hvor der havde åbnet sig et nyt krater. Den brunrøde røg herfra forenede sig med den kulsorte røg fra toppen og dannede en uhyre sky, som dækkede et stort stykke af himlen.
Taorminas beboere forholdt sig fuldstændig roligt. De vidste jo godt, at om etna er nok så meget i virksomhed, kan der ikke ske dem noget ondt, og naturfænomener interesserer dem ikke synderlig. De fremmede derimod indstillede straks alt arbejde, opgav deres ture, og malerne begyndte at smøre løs med store pensler, som om det gjaldt livet, fotografiapparaterne smækkede i eet væk, – Gud ved, hvor mange tusinder af billeder, der blev taget af etna den ene dag!
Om aftenen så man bjerget lyse og flamme. Det så vidunderligt ud, men med gysen tænkte man på de mange, der trygt havde bygget på skråningerne, og som nu måtte leve i angst og uro. Næste dag var udbruddet forbi; der havde været lettere jordrystelser i forskellige af Etnaegnene, fortaltes der, men egentlig skader var der ikke sket. Dog varede det en stund, inden bjerget faldt helt til ro; snart var der et lille ubetydeligt jordskælv i en by, snart i en anden; af og til røg det fra hovedkrateret, af og til fra et sidekrater, og lavastrømmene gled langsomt ned i Valle del bove, hvor de standsede efter nogen tids forløb.
En dejlig sommernat fire uger senere kørte vi, – et lille selskab bestående af tre danske damer – ad Etna til. Det var ganske mørkt, men store stjerner lyste for os. Så slukkedes de; halvmånen blev blegere og bleger; solen hævede sig langsomt bag calabriens blålige bjergrække og kastede en rødlig glans over Etnas top.
Tidlig om morgenen kom vi gennem landsbyen Santa Venerina, der ligger på en usolid klippe, hvorfor jordskælvene føles stærkere her end i andre af byerne. Beboerne foretrak endnu stadig at kampere ude; i hver lille have, på gaden, på kirkepladsen, i det udtørrede flodleje var der rejst primitive telte, hvor indbyggerne sov om natten. De brugte, hvad de kunne få fat på, sejldug, de flettede måtter, hvorpå man om efteråret tører figen, hvide sengetæpper og brogede klude. På jorden blev der lagt en madras, og her i dette improviserede soveværelse krøb helefamilien sammen.
Gudstjenesten holdtes i fri luft. Midt på kirkepladsenvar der rejst et alter; en præst stod og messede, idet vi kørte forbi, og hele befolkningen lå knælende på jorden; alle så blege og forskræmte ud: det var let at se, at angsten endnu stadig havde tag i dem. Dog indrømmede de, at der ikke var sket synderlig skade; kun et par usle rønner var styrtet om.
Fra Santa Venerina gik vejen opad i en voldsom stigning. Orangetræerne forsvandt helt, heller ikke mandler så man længere, men rundt om var der smilende vigner med unge, lysegrønne planter.
Ved nitiden om morgenen nåede vi den lille by Zafferana; længere kunne vi ikke køre. Vor kusk, der aldrig havde været her før, havde forsynet sig med med en anbefalingsskrivelse til en derboende familie. Hernede gælder det, at at havae venner og venners venner! Næppe er havde han afleveret den på gaden, før en ældre mand kom hen til os, bad os om at stå ud og føle os som ”Padronaer” i hans hus – på bekvemmeligheder skulle det ikke mangle, forsikrede han, og vi måtte endelig blive der natten over.
Mens den gæstfri mand påtog sig at bestille æsler til os, gik vi op i huset og blev modtaget med overstrømmende venlighed af hans kone, der førte os ind i deres bedste stue, hvis bohave bestod af tre opredte senge, et ikke helt rent bord i en krog, en kommode, tre stråstole og på væggen naturligvis et madonnabillede.
Da vi ytrede ønsket om at få en kop kaffe – den vare fandtes der ikke i huset, viste det sig, – løb manden af sted i stærkt trav og kom tilbage med en mystisk udseende pakke i tykt karduspapir. Konen gik straks i gang med at tilberede den vidunderlige drik, og så godt mente hun det, at hun skænkede løs for os ikke alene i koppen, men også i underkoppen. Så kom hun med to flasker vin og et udmærket hjemmebagt brød, som vi skulle lægge i vor madkurv og tage med op på bjerget. Nu meldte manden, at æslerne var parat; vi skyndte os ud, men stor var vor skuffelse og vor forfærdelse, da vi så – ikke tre små nette æsler, som vi havde ventet, men tre store højbenede muler, som magelig kunne gå for heste.
Om damesadler var der selvfølgelig ikke tale, og hvor skulle de egentlig også være kommet fra i denne udørk. Nej, over hvert af dyrene var der lagt en såkaldt herresadel, d.v.s. et stykke tøj, stivet af med to pinde og bundet under bugen med en skrøbelig gjord. Ovenover lå der der en tværsæk, hvori vor frokost blev anbragt; derover blev der lagt et stort sort lammeskind, her skulle vi tage sæde, en cavalier, naturligvis.
Vi så lidt på hinanden og så lidt på mulerne, ingen af os sagde noget, for man må jo tage forholdene, som de er, men hver især tvivlede sikkert i sit stille sind om, at vi kom godt fra den ekspedition.
Og ganske resigneret klatrede vi op på dyrene. Tømme var der ikke noget, for man må jo tage forholdene, som de er, men for at vi dog skulle have noget at holde fast i, tog æseldriverne deres skærf af, en lang strimmel tøj, der engang havde været rød. Jeg var så favoriseret, at jeg fik en stigbøjle til den ene fod, lavet af et gammel reb. Så drog optoget af: en fører, tre æseldrivere, og tre ridende damer. Udsigterne var ikke videre lyse – fire timer på muleryg ad skrækkelige, ubanede veje!
Men vi skød hjertet op i livet, bad en stille bøn om, at de forvovnes Gud måtte være med os, holdt med den ene hånd krampagtig fast i skrærftet, med den anden i lammeskindet og så – avanti!
Hele byen fik sig en ekstrafornøjelse ved at betragte disse ”gale englænderinder”, der absolut ville op at se den nye lavastrøm. Alle døre og balkoner var fulde af mennesker, der nikkede og smilede venligt til os, vi smilede naturligvis igen, men måske dog lidt tvungent.
Da den første tid var gået, begyndte man alligevel at føle sig helt til pas. Ganske vist måtte vi ved de vanskelige passager omklamre dyrets hals for ikke at falde af, men også det vænnede man sig til. Snart overlod driverne os til vor skæbne, gav os grimen i hånden og gik så småsnakkende bagefter. Vi hørte dem anerkendende udtale, at de ”Englænderinder fra Taormina”, de var ikke forknytte.
Vi kom forbi utallige vinmarker, hist og her gennem dejlige lunde af nyudsprungne kastanjetræer med en skovbund, der var som et lille stykke nordisk forår, her var kløverblomster, skovstjerner, vikker i alle farvenuancer, der dannede det blødeste tæppe, så vi ikke kunne modstå fristelsen til at springe af og hvile os et øjeblik.
Så igen gik det atter videre, opad, bestandig opad, stadig med udsigt til Etnas kegle- Dybt nede så vi havet. Rundt om stod store gyvelbuske med skinnende gule, stærkt duftende blomster.
Efter få timers forløb var vi nået til ”søen”, en lavamark, omgivet af grønne skråninger, hvor der voksede ørnebregner, den lignede virkelig et hav, der havde været mægtigt i oprør, men hvis bølger oludselig var stivnet på naturens bud.
Nu blev plantevæksten sparsommere, et enkelt sted stod der en forkrøblet eg, et andet sted et lille bøgetræ, eller rettere en bøgebusk, der havde tilbøjelighed til at kravle henad jorden. Men efterhånden som vi kom højere op, forsvandt ethvert spor af plantevækst, ikke engang et græsstrå var der tilbage og hverken biller, orme, myg eller sommerfugle, men kun lava, – grå lava, brun lava, dort lava, intet som helst andet.
Nu kom vi gennem aske, og endelig efter fire timers ridt var vi ved vort mål, det sted, hvor den ny lavastrøm var standset for nogen tid siden. Den var let kendelig på sin kulsorte, metalglinsende farve. Her stod vi af og tog plads foran den endnu varme lava for at spise frokost. Som en modsætning bragte føreren os sne, han havde hentet oppe i en klipperevne, til at køle vinen med.
Foran os lå den uhyre Valle del Bove, hvor der ikke findes andet end lava, som på sine steder havde glans som sort fløjl. Lige overfor havde vi hovedkrateret, fra hvis top der steg en hvidlig røg, lidt nedenfor så vi det store ny krater, hvorfra der var udgået ikke mindre end tre strømme, der havde taget hver sin retning i dalen.
I dette øjeblik kom solen, der hidtil havde været skjult, frem og kastede en stærk stråleglans over egnen. Overalt en vild, majestætisk og forunderlig skønhed. Her var et spil af farver, somman næppe ser noget andet sted i naturen, en gnistrende blå himmel, den blåhvide røg og bjergets masser af kulører, rødlige, gule, dyb bronze, violette, blå, metalglinsende og sorte farver. Ovenover det friske, endnu ikke afkølede lavabælte dirrede og flimrede luften af varme.
Efter en times hvil måtte vi begynde nedstigningen. At benytte mulerne kunne der slet ikke være tale om, det var for halsbrækkende, så de blev sendt i forvejen. Nu gik det nedad over de løse lavastumper, der rullede under vore fødder. Somme tider kom man lidt hurtigere af sted, end man egentlig havde ønsket, så snublede den ene, så faldt den anden; endelig nåede vi de dyrkede egne, men da var øjet for længst træt af den evindelige lava.
Hvor mærkeligt var det ikke at se – deroppe goldhed og her i så kort afstand den rigeste plantevækst. Men længe, alt for længe varer det, før lavaen bliver til muld, der gør jorden dobbelt frugtbar til gengæld for, hvad den har ødelagt. Gyvelen, denne kulturens pioner, der her bliver så stort som et fibgentræ., er den første plante, der vover sig frem og bryder den sorte sten.
Efter halvfjerde times anstrengende marsch kom vi endelig til vore værtsfolks huse, hvor vi atter blev trakterede med kaffe. Så kørte vi gennem dejlige egne tilbage til taormina, som vi nåede kl. 23.30 aften, dødtrætte, men tilfredse med dagens udbytte, at have lært Etna og dets forskellige zoner nærmere at kende.
I marts 1910 var der et nyt udbrud tæt ved Belpasso, det varede adskillige uger og gjorde en del fortræd, da lavaen flød gennem de dyrkede egne, men dog mindre skade end det sidste, der fandt sted i september 1911.
Den første aften, fortalte Taorminas bebeoere, var det, som om det ene lille krater, af form som sukkertoppe, havde rejst sig på bjerget tæt ved siden af det andet, alle spyende ild og flammer, de grønlige natteskyer på den mørke himmel blev røde i genskæret fra kraternes luende bål.
Hver eneste aften i de første ti – tolv dage var der over toppen en lysende glans, og en bred ildstribe rislede bestandig ned ad bjergets sider. Det var lavastrømme, der banede sig vej gennem nogle af de rigeste egne, spredende skræk og sorg blandt Etnas dygtige befolkning, der med flid og møje havde dyrket jorden og nu ventede sig lønnen for alt deres slid.
Det var ikke hovedkrateret, der var i virksomhed, men mellem Monte Rosso og Monte Nero havde der dannet sig et nyt krater så lavt nede, at det ikke var vanskeligt at komme på nærmere hold.
På de brede udmærkede landeveje, der i alle retninger fører hen over Etna, bevægede der sig hver dag et uhyre tog af automobiler, cykler, vogne og små kærrer. Folk kom også ridende på æsler eller gik hertil. Der var tusinder, som var mødt op, fra hele omegnen – fra messina og Taormina, fra catania og Syrakus, ja helt ovre fra fastlandet var der kommet store skarer for at se det sørgelige, gribende og dog så vidunderlige skønne syn, den rasende vulkan, der i sin vælde i et eneste nu tilintetgør de rigdomme, den selv har skabt.
Den 17. september kørte jeg derop fra Taormina, først kom vi gennem Piedimonte, en lille by ved bjergets fod, med slet byggede huse, hvis haver er indhegnede af grålige lavasten. Derfra til Linguaglossa, en anden lille by, lidt højere oppe.
Solen var borte, skjult af en tæt askesky, den brune aske hvirvlede bestandig omkring i luften og lagde sig over alle blomster og blade. Jo højere man kom til vejrs, des varmere blev det, en hed tør vind blæste ned fra bjerget, det var, som om man indåndede ildsluer. Et par kilometer oven over Linguaglossa ligger den lille flække Cerro` lige ved den smalsporede Etnabane, der går eller rettere gik rundt om bjerget. Den var afbrudt af af en lavastrøm, og før denne afkøles, hvilket varer et årstid, kan der ikke være tale om at få ryddet, så forbindelsen mellem de enkelte egne atter kan benyttes.
Alle de små lyserøde og lyseblå huse, der havde ligget spredt mellem vignerne der, var forsvundne, opslugt af lavaen, der var gledet ned med forfærdende hast.
På vejen mødte vi store tog af mænd, kvinder og børn, som på hovedet bar tunge kurve med næppe helt modne druer. De havde i farten villet redde, hvad der kunne reddes, før det grådige bjerg slugte det hele.
”Nå, I har nok høstet!” råbte folk til dem i forbigående.
”Høstet?. Nej det er bjerget, der har høstet, det har taget alt, hvad vi havde”.
Andre flokke af mennesker kom gående med tunge byrder på skulderen eller på hovedet, sengetøj, møbler, køkkenredskaber. Deres vigner var ødelagt, deres huse brændt, de var jaget bort fra deres hjem og ejede nu intet andet end de smuler, der her førte med sig. Langsomt gik de ned ad bjerget og vidste øjrensynlig ikke, hvor de skulle gå hen, eller hvad der skulle blive af dem i fremtiden.
Lige ved jernbanelinjen, hvor lavaen dannede en mange meter høj mur, der var begyndt at stivne, men satdig røg og dampede og udsendte en kvælende hede, lå der en stor ejendom, som tilhørte en velhavende familie. Her herskede febrilsk travlhed ude og inde; udenfor holdt æselkærrer belæsset med madrasser. Beboelseslejligheden var allerede ryddet; 6 – 8 mand arbejdede i kælderen og løsnede jernbåndene på de uhyre vintønder, skilte staverne og stablede det hele på kærrer. Døre og vinduer blev løftet af huset og lagt ovenpå. Folkene tog under overvejelse, om de skulle rive taget ned og slæbe materialet med sig.
”Huset er truet”, sagde de, ”der er ingen øjeblikkelig fare, men om en dags tid, måske allerede i nat, har lavaen nået det. Vi tager derfor med os, hvad vi kan. Ja, gå selv op i vignen, så skal De se!”.
Vignen lå på et højedrag lige bag ved huset. Nu stod vi på een gang foran en uhyre arm, der havde skudt sig ud fra den anden og langsomt drog fremad.
I første omgang blev vi forbavsede, ja, næsten skuffede. Var det lava, denne underlige sorte masse? Vi havde tænkt os noget helt andet. Man har jo altid hørt, at lava er som et hav af ild, at den flyder af sted med rivende fart og brænder alt – men her var jo hverken ild eller flamme!
Men bliver man stående en lille stund og iagttog den sorte lava, så forstod man lidt efter lidt, at intet kan hæmme dens løb. Stille og snigende, langsomt og lurende, glødende under den kulsorte overflade glider den fremad som drevet af en usynlig, hemmelighedsfuld magt. Floden vokser og vokser, i højde og bredde, såvel som i længde, standser ikke et øjeblik, skåner intet, fortærer, ødelægger alt.
Med en underlig hvislende, knitrende lyd, rullede det ene stykke efter det andet ned i lavningen foran os og gik midt over; en lang flammetunge kom til syne og slikkede hen over jordbunden. Her blev en lille busk svedet af, der begyndte et træ at svaje frem og tilbage; det var, som det ville yde modstand. Bladene trak sig sammen, som om de næsten følte smerte; på en gang så man stammen ryge, så flammede den op i lys lue. Nu gik der ild i en busk tæt ved det sted, hvor vi stod. Meget snart ville den lille hulning være opfyldt; hele vignen blive dækket af af sørgekappen, og om kort tid måtte huset være opslugt.
Der er ingen mure stærke nok til at modstå en lavaflod. De løber over sletterne, fylder dalene, baner sig vej langs bjergenes sider, overvinder alle hindringer og tilintetgør alt, hvad der lever. –
Ikke langt fra dette sted lå det ny krater, der havde dannet sig, ”Jubilæumskrateret”, som folk straks døbte det.
”Hvis strømmen her ikke standser,” blev der sagt rundt om, ”så er der fare for Linguaglossa eller Piedimonte; det kommer an på hvilken vej den tager”.
Landevejen var naturligvis afbrudt lige såvel som jernbanelinjen, så vi måtte vende om og køre længere ind på bjerget op over den lille by Castiglione, der ligger på toppen af en klippe. Også heroppe levede beboerne i stor spænding. Lavastrømmene kunne ganske vist ikke nå derop, men de kunne glide hver sin vej og mødes nedenfor: på denne måde ville Castiglione være afskåret fra omverdenen. Med ængstelse spejdede folk ud efter, hvilken retning lavaen tog.
Uikke langt fra Castiglione tæt ved holdepladsen Solicchiata skød en anden bred arm sig ned mod Alcantarafloden; man frygtededet øjeblik, da den glødende strøm skulle kaste sig i floden og afbryde dens løb, og kunne slet ikke beregne følgerne. Endnu var den et par kilometer derfra; den kunne jo standse eller tage en anden retning – Folk levede delt mellem håb og frygt.
Det var dejlige frugtbare egne, der her i løbet af de få dagevar blevet ødelagt. Utallige vigner og store nøddeskove var komplet forsvundet. I de første dage drog bønderne ud i procession og anbragte billeder af Madonna og deres skytshelgen, fæstet på lange stave. Lige foran lavafloden, der truede deres ejendom; de var sikre på, at disse ville standse den. Men ildfloden ænsede intet, den hvislede spottende, skød sig fremad, væltede de tykke stave, så helgenbilledrne vred sig sammen og flammede op, knækkede nøddebuskenes solide stammer, som om de havde været siv og rør, og opslugte alt.
Den store tilskuerskare, der kom i muntre klynger, snakkende, fløjtende, nysgerrig efter at se ”il fuoco”, stormede murene omkring mde vigner, der lå nærmest ved lavaen, trampede rundt mellem rankerne, rev druerne af og fortærede dem, rystede nøddebuskene og stoppede lommerne fulde. De fattige brækkede grenene af og slæbte dem med sig hjem som brændsel: Hvorfor skulle de ikke gøre det? Bjerget tog jo dog det hele i morgen!
Et ungt ægtepar, der ejede et hus og en vinhave tæt ved Solicchiata, blev så fortvivlet, da de så lavaen nærme sig, at de lukede sig inde i huset for at dø. Kun med besvær fil carabiniererne dem tvunget til at gå derfra. Blege og betagne forlod de stedet og gik som i drømme hedad vejen uden at ane, hvad de skulle gribe til.
Da mørket faldt på, blev man vidne til et naturskuespil, så imponerende, så frygteligt og dog så smukt, at man aldrig nogensinde vil glemme det. Himlen var skinnende rød, I det fjerne så man krateret, der slyngede glødende sten op i luften; dampen, røgen og alle askeskyerne blev fuldstændig rosenfarvede, og lavafloden var nue et strålende, lysende, rødglødende ildhav, der bredte sig til alle sider, fortærende alt i vildt og flammende begær. – Det var, som man så ind i Helvedes luer!
To dage senere var de to arme faldet helt til ro; den tredje bevægede sig endnu ganske langsomt, men det var øjensynligt, at kraterets kræfter snart var udtømt, og at det omsider ville standse sit hærværk.
Beboerne i småbyerne rundt om trak vejret lettere; faren var ovre, – for denne gang; Intet menneskeliv var gået tabt, vulkanen havde højmodig skånet dem, der byggede i dens favn og nøjedes med at tage deres ejendom. Ti millioner Lire beløb skaden sig tilm, blev der sagt.
Efterhånden blev ildstriben på bjerget smallere og forsvandt til sidst helt, røgskyerne trak bort, Etna lå klar som før – Titanen var igen sunken til ro.
Johannes V. Jensen skriver denne linje om Etna i “Jordens Kreds”:
”Det vældige skybjerg over Sicilien fødte skyer som flød svovlblå ud over havet imod os i den mest levende bevægelse”.
