Supervulkaner kan udslette al form for liv.

Supervulkaner kan udslette alt liv.

Hvad er en supervulkan sammenlignet med en klassisk vulkan?

Supervulkanerne er et drilagtigt fænomen, der har været vanskelige at undersøge og vurdere. Netop i disse år foregår der livlige og ophedede debatter om supervulkanudbrud, der efter den seneste forskning af askelagene fra Lake Toba i
Indonesien og Yellowstone i USA ser ud til at finde sted med intervaller på op til 100.000 års mellemrum, dog somme tider mindre.

En typisk vulkan er et opbygget bjerg med en knejsende bjergkegle med et eller flere kratere, hvor igennem lava, damp og gasser spyes ud mens lavaen strømmer ned ad vulkanens flanke, men en supervulkan er ikke en bjergkegle opbygget af lavalag oven på hinanden, men består af en dyb sænkning i jordens overflade. Den værste vulkan er ikke den man kan se, men den som man står og lever inde i.

Når en supervulkan går i udbrud, vil udbruddet være så voldsomt, at det vil få jorden over det tømte kammer til at kollapse og synke sammen. Kolossale mængder af eksplosiv magma pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gasser. Der opbygges ikke noget bjerg af det udslyngede materiale, fordi udbruddet er så eksplosivt, at kammeret under vulkanen udtømmes og efterlader en enorm fordybning eller hul, en såkaldt caldera (latinsk ord for kedelformet kraterindsynkning) i jordens overflade, der efterfølgende ofte fyldes ud med vand.

En caldera i forbindelse med et superudbrud omtales som supercalderaer og de kan strække sig over tusindvis af kvadratkilometer. Som vi ved fra de klassiske katastrofeudbrud, så var Tambora 1815, Krakatoa 1883, Santorini 1613 f.Kr.f. og Vesuv i år 79 typiske calderaudbrud, altså alle kraftige eksplosive udbrud, der dannede dybe calderaer ved afslutningen i udbrudsforløbet.

Forskellen er blot, at et superudbrud er den absolut voldsomste form for vulkanaktivitet, som overhovedet kan lade sig gøre rent energimæssigt.

For at et superudbrud skal kunne finde sted, har enorme mængder af magma samlet sig i underjordiske kamre i jordskorpen i dybder fra 10 til 20 kilometers under jordens overflade. Ved tilførsel af ny smelte nedefra, og ved den fremadskridende størkningsproces i den øverste del af smelten i kammeret kan en del af den sive opad igennem jordskorpen og komme ud på jordens overflade som glødende lavastrømme og i mindre kraftige udbrud.

Ved superudbrud er der tale om tidsintervaller på fra årtusinder eller millioner af år. F.eks. havde Yellowstone et knapt så voldsomt lavaudbrud for ca. 70.000 år siden, men et superudbrud for 640.000 år siden, der ændrede al form for liv på jorden.

Efterhånden som tiden går, stiger ny magma op fra Jordens indre. Øverst i kammeret er smelten så sej, at den fastholder og indeslutter de vulkanske gasser og dermed opstår et kolossalt pres, der på et tidspunkt giver efter for det stigende pres nede fra og sprænger hul i overfladen. Da er et superudbrud en realitet.

Jordens ”hot-spots”.

Mange vulkanforskere mener i dag, at supervulkaner dannes ovenpå ”hot-spots”, altså søjler af varmt materiale, som stiger op fra dybere dele af jordens kappe.

Man diskuterer i disse år meget om supervukaner er uafhængige af pladeforskydningernes bevægelser.
Der findes ca. 30 hot-spots på jorden, og de anses for at være ansvarlige for dannelsen af de mange større vulkanske øer, som bl. a Island(Island ligger dog undtagelsesvis på både en pladeforskydning og en hot-spot) og Hawaii, men en supervulkan i udbrud er bare langt større og kraftigere end et udbrud fra en klassisk vulkan og ligger energimæssigt på flere millioner atombomber lig Hiroshimabomben.

Man har konkluderet, at der er ca. 20 slumrende supervulkaner på Jorden, men der kan være flere, som endnu ikke er kortlagt, bl.a. under havets overflade.

Især tre kendte supervulkaner, der er i fokus er: Yellowstone
i USA, Campi Flegrei i Italien ved Napoli og Lake Toba i Indonesien.

I slutningen af 1940’erne opdagede den hollandsk geolog, Rein van Bemmelen, at søen Toba på den indonesiske ø Sumatra, var omgivet af gamle vulkanske lag af aske.
Søen har et omfang på 35 gange 100 kilometer eller på størrelse med Fyn og måtte være resterne af en gammel bortsprængt kæmpemæssig vulkans kraterrand og dannet ved et uhyre eksplosivt vulkanudbrud fra engang i fortiden.

Undersøgelser viste, at udbrudsmængden af det udslyngede materiale må have været på ca. 3000 kubikkilometer.

I iskerner fra Grønland og Antarktis har forskere fundet en stærk stigning af svovlholdige aerosoldreåber i selve isen, hvilket igen betyder, at gennemsnitstemperaturen på jordkloden var faldet med tre til fem grader celsius, nogle mener otte, og et sådant temperaturfald er nok til at sætte jorden ind i en ny istid. Nogle klimaforskere mener, at den seneste istid, kulminerede som følge af de faldende temperaturer, der fulgte i kølvandet ved dette vulkanudbrud for 74.000 år siden.

Kun få overlevede

Det er også omdiskuteret, hvor mange af vores egne forfædre, de to menneskeslægter ”Homo Sapiens” og ”Homo Erectus”, der overlevede. Der gisnes om så små tal som fra 3.000 til 50.000
overlevende, og hvis det er rigtigt, så betyder det igen, at over 60 pct. af jordens datidige menneskelige befolkning uddøde som følge af dette vulkanudbrud. Havde de få overlevende ikke lært at samarbejde frem for at bekrige hinanden, så havde vi ikke været her i dag.

Vulkanen Tamboras udbrud i 1815 på den indonesiske ø Sumbawa, er bedømt til at have været det tætteste på et superudbrud rent energimæssigt.

Andre supervulkaner på Jorden, som har præsteret superudbrud er ”The Long Valley” i Californien, USA, ”Valles Caldera”, New Mexico, USA, ”Taupo Caldera”, New Zealand og
”Aira Caldera”, Japan og ”Campi Flegrei” vest for Napoli.

Hvorfra stammer navnet Supervulkan?

Navnet Supervulkan blev første gang anvendt af en journalist i en BBC reportage i år 2000 i forbindelse med, at man inddelte vulkanudbrud i en vulkansk størrelsesskala,
Volcanic Explosivitets Index, der svarer til Richterskalaen
(jordskælvsskalaen).

Styrkegraden i et vulkanudbrud måles i mængden af det udslyngede udbrudsmateriale og derved udbrudssøjlens højde.

Denne VEI–skala går fra styrke 1 til 8 og stiger med 10 grader, hver gang man går et tal op på skalaen.
Vesuvs udbrud i år 79 (Pompejis undergang) lå på
styrke 5. Mt. St Helens i 1980 var også styrke 5.

Til gengæld var Krakataus udbrud i 1883 på lidt over styrke 6.

Yellowstone den rastløse Supervulkan

Under Yellowstone National Park midt i USA ligger en sådan kæmpestor beholder af glødende smeltet magma, magma, der igennem et ”hot-spot” presser sig vej
op mod jordoverfladen. Magmaet kommer helt nede fra bunden af jordens kappe i næsten 3000 kilometers dybde. Denne beholder af smeltede stenmasser er efter de seneste beregninger bedømt til at indeholde omtrent 25.000 kubikkilometer smeltet lava (magma), og kammeret er beregnet til at være ca. 80 kilometer langt, 40 kilometer bredt og 8 kilometer dybt.

Navnet Yellowstone betyder gul fra lagene af den farverige lavatype, d.v.s. meget sure, kiselsyreholdige, gule vulkanske bjergart. Ved undersøgelse af udbrudsprodukterne viser det sig, at der i de seneste 2 millioner år er forekommet superudbrud i Yellowstone med ca. 600.000 års mellemrum. Det sidste fandt sted for små 640.000 år siden. Så tiden er nu overskredet med ca. 40.000 år.

Hvis vi f.eks. sammenligner med vulkanen Mt. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer et typisk superudbrud i Yellowstone til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund.

Hvordan sker et superudbrud?

Forinden ryster jorden i dagevis, kilometerlange sprækker åbnes i calderaen(kratersænkningen), hvorfra askeskyer stiger 50 kilometer op i stratosfæren. Vinden bærer askeskyerne over kontinentet og rundt i det meste af verden.
Himlen formørkes mere og mere over hele Nordamerika. Glødende laviner af gas- og askeskyer raser med flere hundrede kilometer i timen ud over det omgivende land, brænder og fortærer alt op på sin vej på få minutter.

Askelag på mere end 15 cm vil få hustage til at styrte sammen, og asken afbryder al form for kommunikation, vand og elforsyning. Himlen vil formørkes, og askemættet sort regn vil falde. Sollyset bliver blokeret og kraftig nedsat.

Bragene fra eksplosionen vil være så høje, at det vil kunne høres over det meste af kloden. I Europa vil flere centimeter tykke lag af aske lægge sig, og ethvert menneske, plante og alt levende liv blive påvirket. Resultatet bliver faldende temperaturer, som ødelægger landbrug, fødevarer, aktiekurser vil styrtdykke, hungersnød vil brede sig, og flytrafikken vil løbe ind i uoverskuelige problemer. Epidemier, sult og krige om de indskrænkende ressourcer vil true menneskets
eksistens.

Selvom udbruddet kun vil vare en uges tid og millioner af mennesker omkommer, er ulykkerne ikke overstået. De store mængder af svovlgasser og aske vil spredes over det meste af kloden, og vores klima formentlig blive så koldt, at vi får en ny istid.

Rastløs caldera

I de sidste 10.000 år har Yellowstones caldera været rastløs, hvilket betyder, at uregelmæssige bevægelser af lava i dybet skaber ændringer af temperaturer i de varme kilders aktivitet og hævninger eller sænkninger af jordens overflade.

Hydrotermale (dampeksplosioner) er almindelige i Yellowstone og skyldes det ophedede vand i undergrunden. Sådanne dampeksplosioner kan danne kratere med vand på kogepunktet på ca. en kilometers diameter.

Normalt går der årtusinder, inden en supervulkan er ladet op til det helt store brag, men ifølge vulkanologen Birger Luhr fra det geologiske forskningscenter i Potsdam i Tyskland, kan det gå langt hurtigere. Smeltemasserne kan nede fra skubbes opad i stød og på kort tid fylde kamrene og dermed igen lette trykket for tilførsel af nydannede smelter, hvilket til sidst kan udløse et superudbrud. Denne undersøgelse er gennemført
sammen med en fransk forskergruppe fra Blaise Pascal-universitetet i Clermont-Ferrand og offentliggjort i Nature.

I øjeblikket fører forskere hede debatter om, hvor hurtigt et superudbrud kan komme. Summa Sumarum på det hele er, at vi mangler mere sikker viden og flere data. Sandheden er, at i forskning er sikkerhed meget.

Ifølge direktør Jack Lowenstern fra Yellowstone Vulkanobservatorium er det vanskeligt at vurdere, hvornår en supervulkan vil gå i udbrud.

Jeg havde kontakt med ham, og her er hans udtalelser:

»For at en supervulkan som Yellowstone skal kunne gå af i
et stort superudbrud kræver det, at der er ca. 50 pct. ren
smelte i kammeret under calderaen. I øjeblikket har vi vurderet, at der er 20 pct. smelte og resten er delvis afkølet, men ikke helt størknet. Det er bevægelser i disse lag, der er årsag til de mange jordskælv i calderaen og de varme kilders ændringer i temperaturer. Vi har lært af fortiden og kan studere nutiden og forberede os til fremtiden, men vi har ikke magt over naturen,« siger
han.

Den nærmeste supervulkan i forhold til Danmark er Campi Flegrei eller ”De brændende marker”, som navnet betyder på oldgræsk. Den ligger vest for Napoli i Italien, ikke langt fra den mere berygtede vulkan Vesuv.

Navnet ”De brændende marker” er opkaldt efter de mange vulkankratere og varme kilder, som befinder sig indenfor den store calderarand. Byen Pozzuoli ligger med havnemolen lige
oven i calderaen, og midt imellem 36 vulkankratere med sydende boblende kilder og mudderpotter. Midt og oven i det hele bor der i dag ca. 1 million mennesker.

Campi Flegrei Calderaen er en supervulkan, og hvis den går af i et superudbrud, kan det få konsekvenser for hele Europa.

Under Napolibugten befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer, med en omkreds af ca. 440 km2 lidt større end Gardasøen, som føder både vulkanerne Vesuv, øen Ischias vulkan, der sidst var i udbrud i 1362 og så Campi Flegrei.

Det seneste vulkanudbrud indenfor calderaen var et mindre et af slagsen i 1538, da Vesuv havde en længere hvileperiode, ligesom i dag. Det har i gennem de seneste 100 år dannet grundlag for den konklusion, at der skulle være en underjordisk forbindelse fra Vesuv til Campi Flegrei således,
at når Vesuv er i en længere hvileperiode så er der større chance for aktivitet i Campi Flegrei og omvendt.

Ifølge forskeren Giuseppe de Natale på det
Vulkanologiske institut i Napoli kan et superudbrud være lige om hjørnet. Han sagde:

»Der er altid en mulighed for et udbrud i vores
levetid, men problemet med napolitanerne er, at
de er mere bange for Vesuv og ikke så meget
tænker på, at en langt større fare truer dem nærmere
fra Campi Flegrei, hvor folk lever og bor direkte og oven i selve vulkanen. Vesuv er forholdsvis lille i forhold til Campi Flegrei, der efter min mening udgør en langt større risiko, da Napoli ligger lige på kanten af den,« siger han.

Det vurderes, at der måske ligefrem er større risiko for et kraftigt udbrud i Campi Flegrei end i den slumrende supervulkan Yellowstone. I starten af 1980’erne begyndte jorden at ryste og samtidig hæve sig under byen Pozzuoli,
og myndighederne evakuerede 100.000 mennesker. Der kom dog ikke noget udbrud. I en artikel i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters fra 2007 blev Campi Flegrei vurderet til at være et af verdens mest risikable
område for et superudbrud.

Giuseppe de Natale mener, at napolitanerne
direkte lider af dødsforagt. Han sagde:

»Jeg bor selv i Napoli, og de fleste af os i byen ved, at der er ild under vores fødder. Men det har vi det i det store og hele godt med. Det vidste beboerne i Pompeji til gengæld ikke. Måske er der en form for dødsforagt i Napolitanernes måde at leve på, men også en hyldest til livet. Der er mange måder at forholde sig til døden på og en populær måde er at feje den ind under gulvtæppet og så lade som ingenting og så håbe på, at det nok skal gå alt sammen,« siger han.

På overfladen ser det idyllisk ud i området omkring
Napoli og Pozzuoli, men naturen gemmer på en supervulkan,
der kan gå i udbrud. Den spørger ikke mennesker om lov.

Kilde: vulkaneksperten Henning Andersen.

“Fra det vældige dyb” artikel af Vulkaneksperten

”Jorden er enestående ved at være det eneste kendte sted i Solsystemet, hvor der findes liv. Jordens liv er betinget af en kombination af heldige omstændigheder: Jordklodens opbygning og størrelse, afstanden til solsystemets varmekilde, Solen, og placeringen mellem systemets to største tyngdefelter, Solens og Jupiters”.

Jorden blev dannet sammen med det øvrige solsystem ved samling af en roterende sky af gas og støv for omkring 4,5 milliarder år siden. Temperaturen i jordens indre steg hurtigt, bl.a. på grund af varmeudvikling ved radioaktive processer. Opvarmningen resulterede i kraftig vulkansk aktivitet, og jordens overflade af basaltisk,d.v.s. mørk calciumrig lava med et forholdsvis lavt kiselsyreindhold.
Kiselsyre er også en betegnelse for siliciumdioxid – SiO2 metalilte.
Langsomt, ved gentagne opsmeltninger af allerede størknet lava, opstod de første, små kontinenter med kerner af granit og gnejs. Samtidig var overfladen udsat for et kraftigt bombardement af meteoriter. Bortset fra enkelte mineralkorn af det meget robuste mineral, zinkon (indlejret i flere hundrede millioner år yngre sandsten), er intet materiale bevaret fra denne ældste del af jordens historie, der kaldes den “Hadeiske” (efter Hades – grækernes Helvede). Efter den første jordskorpes dannelse, antages jordens overflade at være dækket af vand med spredte, aktive vulkaner, som materialet viser. Vulkanerne havde oprindelig en basaltisk sammensætning, for derefter at ændre sig til mere andesitisk lavasammensætning, d.v.s. med et større kiselsyreindhold på grund af en delvis genopsmeltning af vulkanernes dybeste rødder.

Middelhavet, som vi alle betragter som vor kulturs vugge, har igennem millioner af år gennemgået de voldsomste geologiske forandringer, på dramatisk vis. Jordskorpens bevægelser, som er særdeles aktive i dag og fortsat vil være det fremover, har dannet den smukkeste natur, som et resultat af ekstremt stærke kræfter fra jordens indre.
Af de henimod 1 million jordskælv – rystelser, der forekommer på vores jordklode hvert eneste år, tegner hele Middelhavsområdet sig for de ca. 100.000, hvoraf de godt 200 kan mærkes af mennesker, og nogle få forvolder skade af betydning. Jordskælv og vulkaner er et resultat af de varmebevægelser, der finder sted i jordens kappe, og for at forstå disse processer, er vi nødt til at gå helt tilbage til jordens skabelse sammen med det øvrige solsystem for godt 4,6 milliarder år siden. Jorden, (lat. Tellus), den tredje inderste planet i solsystemet er dannet samtidig med de øvrige planeter.
En roterende sky af gas og støv, påvirket af ydre begivenheder gjorde, at den blev ustabil og faldt sammen under sin egen tyngde. Man ved ikke med sikkerhed, hvad det var for forhold, der forårsagede sammenfaldets start, men det mest sandsynlige er, at en nærliggende stjerne eksploderede som supernova.
Støv – og gasskyen blev hurtigt delt op i koncentriske ringe, af hvilke de enkelte planeter dannedes. Støvet samledes først til mindre klumper på ca.en meters størrelse, som derefter blev tiltrukket af hinandens tyngdekraft; de største opslugte langsomt de mindre, indtil kun én var tilbage inden for hvert bånd i Nebulaen(Nebula betyder teori om solsystemets dannelse af en tågemasse). På denne måde “støvsugede” Jorden nebulaen for materiale. Under samlingen af Jorden blev der frigivet megen energi, der omdannedes til varme. Det meste af denne varme gik først tabt i form af stråling til rummet, men lidt af den blev fanget i den voksende jordklode og bidrog til dens videre opvarmning.
Efterhånden som temperaturen steg i Jorden, var de små metalkorn det første materiale, der smeltede. Det smeltede metal søgte ned mod Jordens centrum på grund af sin høje massefylde, og ved denne proces blev der frigivet ny varmeenergi. Denne gang kunne energien ikke undslippe, men blev igen årsag til yderligere opvarmning. Da processen var forløbet til ende, bestod Jordens kerne af en jern-nikkel-legering, mens silikaterne lå øverst og udgjorde kappen, der havde lagt sig uden om jordens kerne.
Inden for de første få hundrede millioner år dannedes en skorpe ved en delvis smeltning af den øvre jordkappe. Den lagde sig som en slags slagge uden på kappen og bestod formodentlig af basaltlava som før omtalt. Den nydannede skorpe blev dog hele tiden ødelagt ved det voldsomme bombardement af jordoverfladen med asteroide- og kometmateriale fra rummet. Først da dette ophørte senere hen, blev en mere stabil jordskorpe dannet. En egentlig kontinentskorpe blev formentlig dannet ved en delvis smeltning af basaltskorpen på steder, hvor temperaturen var særlig høj.
Med dannelsen af kerne, kappe og skorpe skete der en adskillelse af grundstofferne. Grundstofferne af silikat og oxidmineraler blev koncentreret i kappen og i skorpen, mens de opløselige grundstoffer søgte ind til kernen. De flygtige grundstoffer blev sandsynligvis koncentreret i hydrosfæren(havet)og atmosfæren i løbet af få hundrede millioner år.
På et senere tidspunkt begyndte den indre, faste kerne at dannes ved krystallisation, d.v.s. ændring på grund af temperatur- og trykforhold, en proces, der endnu ikke er afsluttet. Krystallisationsprocessen frigiver energi i form af varme, der sammen med den varme, som frigøres fra henfaldet af de langlivede radioaktive isotoper (atomkerner) i kappe og skorpe gør, at jordens kappe til stadighed bevæger sig i en langsom og sej flytning af varmebevægelse(varmestrømninger), som holder pladetektonikken på Jordens overflade i gang den dag i dag.
Jordens opbygning og størrelse bevirker, at dens øvre del opfører sig som en skorpe, lithosfæren (d.v.s. stive), der bevæger sig oven på et blødere lag, asthenosfæren (d.v.s. bløde), i den øverste del af kappen.
Skorpen og den øverste del af kappen er altså stiv og betegnes lithosfæren. Denne er få km tyk ved midtoceanryggene, men tykkelsen vokser væk fra disse til mere end 150 km under de ældste dele af kontinenterne. Lithosfæren er opdelt i et antal plader, der bevæger sig i forhold til hinanden.
Under lithosfæren ligger asthenosfæren eller det bløde lag. Grænsen markeres af et svagt fald i jordskælvsbølgernes hastighed, hvilket skyldes, at kappen er så varm, at den indeholder dråber af smeltet kappemateriale eller vand, hvilket bremser jordskælvsbølger. Asthenosfæren forandrer form på grund af indholdet af flydende materiale, og konvektionsstrømme menes her i dag at være drivkraften til lithosfærepladernes bevægelser.
Disse såkaldte pladetektoniske bevægelser holdes i gang af konvektionsstrømme i kappen, der igen skyldes varmeafgivelsen fra Jordens kerne, som er udviklet ved nedbrydning af kappens indhold af radioaktive grundstoffer, især uran, thorium og kalium. Jorden er således en geologisk aktiv planet i modsætning til naboplaneterne, Venus og Mars, samt Månen, hvor de geologiske processer er ophørt.
Jorden adskiller sig også fra de andre planeter ved at have overfladevand, hydrosfæren. Tilstedeværelse af frit vand skyldes, at Jordens tyngdefelt er så kraftigt, at det kan tilbageholde det vand, der er frigivet ved indre processer eller tilført af kometer og asteroidemateriale, og at Jorden ligger så langt fra Solen, at vandet ikke fordamper. Jorden har også kunnet fastholde en atmosfære, hvis drivhuseffekt bevirker, at overfladetemperaturen er den, vi kender. Uden atmosfæren ville Jordens gennemsnitstemperatur være helt anderledes.
Konvektionsstrømme i den elektrisk ledende, flydende del af kernen anses for at være årsag til Jordens magnetiske felt.
I grænsen mellem kappen og kernen findes en ca. 200 km tyk zone, hvori der sker kraftige ændringer i jordskælvsbølgernes hastighed. Dette kan evt. repræsentere en zone, som består af materiale med en massefylde, der ligger mellem massefylderne for kernen og kappen. Grænsen mellem kappe og kerne menes at have et uregelmæssigt forløb. Ligesom jernmeteoritter består Jordens kerne sandsynligvis af jern-nikkel-legeringer, som indeholder cobalt, platinmetallerne, svovl og oxygen.
Jorden er omgivet af vand og luft, hydrosfæren og atmosfæren. En del af disses indhold af vand, kuldioxid og nitrogen er frigivet fra Jorden i forbindelse med vulkanske processer. Der foregår til stadighed en sådan frigivelse af gasser, men beregninger viser, at dannelsen af hydro- og atmosfærer kræver en kraftigere tilførsel, end den der nu foregår, hvilket kan have fundet sted i jordklodens allerførste tid, da kappen var smeltet. Man formoder imidlertid også, at vand kan være tilført udefra af kometer og asteroider, som er stødt ind i Jorden i løbet af dens tidligste historie. Temperaturen stiger med dybden i jorden. Det skyldes at der, som før omtalt, frigives varme i Jordens indre ved henfald af radioaktive isotoper og ved krystallisation af den flydende kerne. Denne varme transporteres til overfladen og afgives i sidste ende til Universet ved varmestråling. I den øverste del af Jordens kappe, asthenosfæren, transporteres varmen ved konvektion, altså hvor det varme kappemateriale stiger opad, afgiver det en del af sin varme nær jordoverfladen, hvorefter det atter synker tilbage i dybet. I Jordens centrum anslås temperaturen til 6000-7000 °C. Ved grænsen mellem kerne og kappe er den ca. 4000 °C, ved bunden af lithosfæren ca. 1300 °C og i bunden af skorpen ca. 350-400 °C.
Jordens rotationsakse skærer jordoverfladen i hhv. den geografiske nord- og sydpol.
De magnetiske poler er i modsætning hertil ikke stationære og ligger i dag forskudt i forhold til de geografiske. Nær Sverdrup Island i Nord-Canada ligger den magnetiske nordpol (i geografi kaldes den sådan, selvom den magnetisk set er sydpol), og i havet ved Antarktis findes den magnetiske sydpol. I århundreder er magnetfeltets retning og størrelse blevet registreret af søfarende og på magnetiske observatorier på landjorden. I nyere tid er disse blevet suppleret af målinger fra satellitter. Ifølge disse stammer 95% af Jordens magnetfelt fra Jordens dybe indre og ligner feltet omkring en stangmagnet, et såkaldt dipolfelt. Jordens magnetfelt er kraftigt. Den eneste mulige forklaring på dette er, at det dannes og opretholdes af et system af elektriske strømme i den ydre del af Jordens jern-nikkel-kerne. Et sådant system af elektriske strømme ville imidlertid dø ud i løbet af nogle få tusinde år på grund af den elektriske modstand i kernen, hvis ikke strømmen blev opretholdt af en vedvarende energikilde. Den mest sandsynlige energikilde er konvektion i kernen: Varmt og let materiale ved den indre kerne stiger op og afkøles nær kerneoverfladen, hvor det igen synker ned. Når materialet således tvinges til at bevæge sig i magnetfeltet, opstår der elektriske strømme, og disse strømme producerer det magnetiske felt.
Undersøgelser af magnetiseringen af bjergarter har vist, at jordens magnetfelt har eksisteret i millioner af år, men langtfra været konstant gennem tiderne. Tværtimod viser Jordens historie talrige skift, hvor den magnetiske nordpol og sydpol bytter plads. Disse polskift forekommer med stærkt uregelmæssige mellemrum, som vi endnu ikke har nogen fyldestgørende forklaring på.

www.vulkaneksperten.dk

Vulkanen Taal på Filippinerne er igen i udbrud

Kilde: The Guardian:

Tusinder flygter efter udbrud i Filippinerne

Beboere er af myndighederne beordret til at forlade deres hjem, da aske og damp fra vulkanen Taal sendtes hundredvis af meter op i luften.

Taal-vulkanen er en lav vulkan, der ligger midt i en malerisk sø syd for Manila. Den eksploderede i et “kortvarigt” udbrud klokken 7.22 lørdag morgen lokal tid, oplyser det filippinske institut for vulkanologi og seismologi i en erklæring.

De advarede om, at yderligere udbrud var mulige, hvilket de udtalte kunne udløse farlige, hurtigt bevægende pyroklastiske vulkanske strømme af gasser, aske og snavs samt en tsunami fra vandet i søen, som vulkanen ligger midt i. NB: Se ordet pyroklastiske strømme neden under i denne artikel.

Beboere i fem fisker- og landbrugsbosættelser omkring søen blev beordret til at forlade deres hjem i den tredje masseevakuering på lige så mange år omkring en af landets mest aktive vulkaner.

“Det regnede mudder,” sagde Cornelia Pesigan, 25, der søgte ly på en skole uden for den 7 kilometer “farezone”.

– Det lugtede rigtig dårligt, og jeg havde svært ved at trække vejret, tilføjer hun.

Det første udbrud blev efterfulgt af “næsten konstante phreatomagmatic aktivitet”(d.v.s. voldsomme eksplosioner på grund af dampeksposivitet) der sendte skyer, der strakte sig 1.500 meter op i luften udtalte det seismologiske agentur og hævede alarmniveauet fra to til tre på en skala fra nul til fem.

Et phreatomagmatic udbrud sker, når smeltet sten som magma(lava) kommer i kontakt med underjordisk eller overfladevand, udtalte en videnskabsmand ved agenturet, og sammenlignede det med at hælde “vand på en varm pande”.

De udtalte også, at aske- og dampeksplosionerne ville aftage i timerne efter de første udbrud, men sagde også, at instituttets sensorer på stedet fortsatte med at registrere vulkanske jordskælv, og at et andet udbrud var “muligt”. Vulkanske jordskæls skyldes magmabevægelser inden i en vulkanens rørsystem, når magmaet presser sig på i et udbrud.

Agenturets chef, Renato Solidum, sagde, at aktiviteten nu er svagere end i januar 2020, da Taal sendte askeskyer 15 kilometer op i luften og udspyede rødglødende lava i form af store og mindre stenblokke, knuste snesevis af hjem, dræbte husdyr og sendte titusinder af de omkring vulkanen beboere i krisecentre.

»Der er ingen trussel udover de fem landsbyer,” sagde Solidum.

Mere end 12.000 mennesker bor i de mest sårbare samfund, ifølge de seneste tilgængelige officielle data.

Politiet er blevet indsat for at stoppe folk i at komme ind i højrisikozonerne, mens luftfartsmyndighederne advarede flyselskaber og piloter om potentielle farer fra vulkansk aske i atmosfæren.

Filippinerne rammes med jævne mellemrum af udbrud og jordskælv på grund af dets placering på Stillehavet “Ring of Fire” – en zone med næsten konstant seismisk aktivitet.

Adgang til vulkanøen, der engang var hjemsted for et samfund på tusinder, har været forbudt siden udbruddet i 2020.

I juli sidste år hævede det seismologiske agentur alarmniveauet til tre, efter at Taal brød ud i livet igen.

Det bølgede med svovldioxidgasser i luften i flere dage, hvilket skabte en tyk dis over de omkringliggende provinser.

Alarmniveauet blev sænket tilbage til to inden lørdagens udbrud.

Kilde: Henning Andersen – vulkaneksperten.dk

Denne her artikel skrev jeg i 2020, da Taal var i et endnu kraftigere udbrud.

Den Fillipinske vulkan Taal, der ligger ca. 50 kilometer syd for hovedstaden Manila er i udbrud. Kraftige eksplosioner finder sted i vulkanen og store askeskyer rejser sig mange kilometer i vejret.
Taal har haft mange og voldsomme udbrud siden 1572. Taal er efter Mayon en af Filippinernes mest aktive vulkaner. Det kraftigste udbrud fandt sted i 1754 og begyndte den 15. maj og varede til den 4. december.
Den 3. oktober 1977 var det sidste forrige udbrud af Taal – vulkanen. Siden har der ikke været udbrud, men fra 1991 har vulkanen været rastløs og mange små jordskælv er registreret og det betyder igen, at der skete bevægelser inde i og under vulkanen.

Taal er en forholdsmindre mindre vulkan, som er 311 meter høj og er en kompliceret vulkan, fordi den ligger på en lille ø, der ligger midt i søen inde i et større vulkankrater, en såkaldt caldera, der er fyldt med vand og hvis skråninger og søbred er tæt beboet af mennesker. Det store krater med søen og altså den mindre vulkan inde i, har en diameter på omkring 25 kilometer, med søen, som den virksomme vulkan ligger inde i.
I fire ekstremt eksplosive udbrud for henholdsvis 500.000 år og til for 100.000 år siden, blev calderaen skabt med en diameter på 25 til 30 kilometer. Hvert af disse udbrud var voldsomme og bortsprængte den gamle vulkan ved sine eksplosioner, men samtidig opbyggedes også en ny ø på 311 meters højde i midten af den sø, der opstod midt i den store vandfyldte calderaindsynkning.

Da den vulkanske jord er frugtbar bor der mange mennesker. Derfor har flere af vulkanens udbrud kostet mange menneskeliv ved tsunamis – bølger, som er opstået i selve søen i forbindelse med vulkanens udbrud, hvis askenedfald og dampeksplosioner gentagne gange har sat vandet i høje bølger. I 1911 omkom der 1334 mennesker og der faldt askeregn over hovedstaden Manila, som ligger 60 kilometer derfra.
Denne vulkan er ikke kun meget aktiv men også bedømt til at være ekstrem farlig og er på listen over de 16 farligste vulkaner på jorden, udarbejdet af IAVCEI, den internationale og videnskabelige sammenslutning af vulkanologi.

Lavatypen er sejtflydende, hvilket igen gør, at de indesluttede gasser i et udbrud ofte fremkalder kraftigere eksplosioner og der dannes ofte ”base surges”, d.v.s. tætte aske og gasskyer, der kvæler alt levende på sekunder og bevæger sig langs med jorden i form af askelaviner og væk fra vulkanen i alle retninger. Vulkanens udbrudssøjle kollapser ofte ved denne type udbrud og skyerne kan være adskillige hundrede grader varme og er derfor øjeblikkeligt dræbende. Man kalder det også for pyroklastiske (pyro = båret af ild og klast = itubrækket) askeskyer, der som tordnende hede brændende skyer med stærk fart rutsjer ud over landskabet.

8000 tusinde mennesker er indtil nu evakueret fra området omkring Taal -vulkanen.
Vulkanen spyede søndag damp og aske op i 15 kilometers højde og der ligger fint lavastøv i hele området. Bulletiner fra det seismologiske Institut har advaret om, at asken fra vulkanen kan udgøre fare for fly. Derfor er Manilas lufthavn fortsat lukket.
I lufthavnen udtalte direktøren, at flyaflysninger kan fortsætte i de kommende dage, da der ligger aske på start- og landingsbanerne.

Myndighederne advarer om, at man helst ikke skal opholde sig for tæt på vulkanen på grund af større eksplosioner og hvor der er fare for giftige gasser.
På den Internationale vulkanske udbrudsskala har man nu vurderet udbrudsniveauet i Taal fra trin nr. 4 til 5 altså hvor større eksplosioner kan ske når som helst. Hvor kraftigt udbruddet vil blive eller hvor længe det vil vare, er det endnu for tidligt at vurdere. Taal havde også udbrud i 1965, hvor mange mennesker mistede livet.

Taal er en af Filippinernes 50 vulkaner, der alle hører til den mere eksplosive type af vulkaner, der er dannet ved, at Stillehavsbundpladen skubbes ind og ned under den Filippinske plade. En såkaldt subduktionsvulkan. Subduktion betyder underskydning.

Hvis man kommer i kontakt med asken, kan det give sundhedsproblemer. Derfor opfordres folk til så vidt muligt at blive inden døre.
Tidligere er udbrudsprodukter fra Taal – vulkanen i form af aske nået til Manila, der faktisk ligger ovenpå den vulkanske jord fra Taals forhistoriske udbrud.
Filippinerne tilhører “The ring og fire” den ring af vulkaner, der omkranser hele Stillehavet, og her ligger to tredjedel af jordens ca. virksomme 2500 vulkaner. Alene Filippinerne har ca. 50 vulkaner.

Kilde for mine oplysninger hertil er: Phillippine Institute of Volcanoly and Seismology.

Seneste bulletin fra Philippine Institute of Volcanology:

Fint askenedfald kan forårsage irritation og vejrtrækningsproblemer, især blandt ældre og børn. Langvarig indånding kan være skadelig for åndedrættet. Derudover har man i områder, hvor der er faldet aske også oplevet stærk svovlagtig lugt, som kan forårsage irritation og vejrtrækningsproblemer. De udsatte og berørte befolkninger tilrådes at undgå indånding af aske og bruge ansigtsmasker eller en våd klud eller håndklæde, når man går udendørs. Bilister tilrådes at køre med ekstrem forsigtighed, da asken kan medføre dårlig sigtbarhed og når asken er våd, kan den gøre veje glatte.

Det filippinske seismiske netværk har registreret i alt hundrede og fireogfyrre (144) vulkanske jordskælv i Taal-regionen siden kl. 13:00, den 12. januar 2020. En sådan konstant jordskælvsaktivitet betyder bevægelser af magma igennem vulkanens indvendige rørsystem, hvilket fører til yderligere udbrud.

DOST-PHIVOLCS d.v.s. Phillippine Institute of Volcanology gentager kraftigt, at total evakuering inden for en radius af 14 kilometer fra Taal – vulkanen skal gennemføres. Befolkningen i områderne længere væk anbefales også at beskytte sig mod virkningerne af langvarigt askenedfald. Civile luftfartsmyndigheder råder fly til at undgå luftrummet omkring Taal – vulkanen. DOST-PHIVOLCS overvåger løbende udbruddet og vil opdatere udviklingen.
Seneste: ”Et magmatisk (lavaudbrud) udbrud er nu begyndt”, udtaler Renato Soldium fra Instituttet for Vulkanologi og Seismologi.”Vi må følge udviklingen”.

www.vulkaneksperten.dk

Tonga efter undersøisk vulkanudbrud.

Tonga er tilbage online efter over en måneds nedbrud

Stillehavsnationen Tonga er tilbage online, godt en måned efter at landet blev ramt af et voldsomt vulkanudbrud og efterfølgende tsunamibølger.

Det oplyser to teleselskaber ifølge nyhedsbureauet AFP.

Katastrofen, der ramte 15. januar, fik Tonga til at gå i sort, og i flere dage var det stort set umuligt overhovedet at få kontakt til den lille østat.

Det skyldtes blandt andet, at et stort undersøisk kabel var blevet revet over.

Det er det kabel, der nu er blevet repareret, lyder det.

– Folk på hovedøen vil have adgang stort set med det samme, siger James Panuve fra Tongas kabeltjeneste ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beboere i Tonga har den seneste måneds tid kæmpet for at komme online ved hjælp af hjemmebryggede satellitløsninger.

Samtidig har reparationsskibet “Reliance” været i fuld gang med at ordne det ødelagte kabel. Det har taget 20 dage at erstatte et 92 kilometer langt stykke kabel, der udgør en del af et i alt 827 kilometer langt kabel.

Kablet forbinder Tonga til Fiji og andre internationale netværk.

Næste udfordring i Tonga bliver at reparere det indenlandske kabel, der forbinder hovedøen til fjerntliggende øer, der blev hårdt ramt af tsunamien.

Det kan komme til at tage mellem seks og ni måneder.

– Vi har ikke nok kabel, siger James Panuve til Reuters.

Ifølge USA’s rumfartsadministration, Nasa, udløste vulkanudbruddet i januar kræfter, der var over 100 gange kraftigere end den amerikanske atombombe, der i 1945 blev nedkastet over japanske Hiroshima.

Ifølge Nasa spyede vulkanen Hunga-Ha’apai aske og lava over 40 kilometer op i atmosfæren. Udbruddet udløste store tsunamibølger.

Tonga ligger relativt isoleret i det sydlige Stillehav. Der er 750 kilometer til Fiji og næsten 2000 til den nærmeste større landmasse, New Zealand.

Landet har omkring 105.000 indbyggere fordelt over 36 beboede øer.

Kilde: /ritzau/