”Vi må lære at leve med naturen ikke imod den”.
”HVORDAN DANNES VULKANERNE?”
I vores teknologiske tidsalder har vi efterhånden måttet se i øjnene, at naturen er stærkere end os mennesker.
Igennem årtusinder har man betragtet de voldsomme underjordiske kræfters raseri i form af jordskælv vulkanudbrud som gudernes vrede, når man nu ikke havde magt eller kunne kontrollere og bestemme over dem.
Igennem vore verdenskulturer kan vi finde nedskrevne beretninger om, hvad der dog kunne være gået galt, siden
sådanne uforståelige katastrofer skulle udslette næsten hele menneskeheden.
”Den rasende tyr” hos de gamle grækere eller “Den vrede Gud” hos japanerne kaldte man kontintalpladernes
bevægelser, hvis en vulkan buldrede løs eller jorden skælvede.
Vi ved nu, at det er de tektoniske pladebevægelser, der giver sig udslag i både vulkanudbrud og jordskælv på vores
planet, som er årsagen.
Jorden koger indvendig på grund af sønderdelingen af grundstofferne uran, thorium og kalium og derved frigives
der energi i form af jordvarme.
Denne overskudsvarme og overtryk – skal jorden af med. Ellers ville den eksplodere. Vulkaner og jordskælv er en sikkerhedsventil for, at jorden ikke eksploderer og er nødt til at ødelægge sig selv hist og her for netop ikke at eksplodere.
Den inderste jordkerne er fast som følge af det voldsomme tryk oven fra, men den ydre kerne er flydende og her finder de strømbevægelser af flydende metaller sted, der efter mange forskeres opfattelse er årsag til jordens magnetfelt.
Man gisner, at temperaturerne her i den indre faste og den ydre kerne ligger på omkring en 4000 graders Celsius.
Uden om den ydre jordkerne finder vi jordens kappe, der består af tunge silikatmineraler og som er delvis fast men
grundet varmen indefra dannes der langsomme og cirkulerende strømbevægelser i kappen(vi kalder det for
konvektion) på samme måde som vand i en gryde, der langsomt varmes op fra neden. Da der her er tale om
bjergarter og ikke vand, er bevægelseshastigheden mere end 10.000 gange langsommere end i vandet. Det varme
kappemateriale stiger til vejrs udad i koldere omgivelser, mens det kolde synker ned med det resultat, at vi får
strømbevægelser i kappen, der igen er drivkraften bag pladeforskydningerne på jordens overflade. Kontinenterne
udvider sig, slår revner og sprækker, der udvider sig og forskubber sig som store isflager på havet og bevæger sig i
forhold til hinanden. Kort og godt et stort puslespil.
”Hælder man kold mælk i en kop varm kop kaffe kan man se mælken bevæge sig rundt i kaffen som cirkler. På
samme måde er det med varmestrømmene i jordens kappe.”
Citat: Henning Andersen(måske skal dette citat med mælken slettes Klaus, men det bestemmer du)
Når det varme kappemateriale kommer op i koldere omgivelser falder smeltepunktet og hermed stiger temperaturen i kappematerialet automatisk. Vi ved, at smeltepunktet stiger med trykket indad i jorden, men udsættes det varme materiale f.eks. for trykfald i forbindelse med pladebevægelserne, begynder det at smelte og der dannes magma(lava indeholdende opløste gasser).
Hver gang pladerne udløser sine opbyggede spændinger, mærker vi det som et jordskælv på jordens overflade. Nogle steder trækker pladerne sig fra hinanden, andre steder støder de sammen og skubber jordskorpen op i bjergkæder, eller skubber sig ned og ind under hinanden ”subduktion”(d.v.s. underskydning).
De såkaldte ”hot-spots” også kaldet ”kappediapirer” – ekstra varme søjler af opadstigende bjergartsmateriale stiger til vejrs helt nede fra bunden af den 3000 kilometer tykke jordkappe. Igen falder smeltepunktet, da det varme materiale kommer under lavere tryk og danner magma. Hawaii-øgruppen i Stillehavet og Island ligger på sådanne ”hot-spots”. Island ligger samtidig med på en åbningszone, hvor den Euroasiske og Amerikanske plader trækker sig fra hinanden. Derfor så mange vulkaner samlet på et sted.
”The ring of fire” – ”Ildringen” omkring Stillehavet, er det sted, hvor vi har mange eksplosive vulkaner, hvor Stillehavspladen er knækket flere steder og presses ned og ind under kontinenterne. Det samme sker i Middelhavsregionen og Indonesien. Afrika rykker imod Europa med 2 cm om året – folder Alperne op som en fold på et voksdug og danner vulkanerne i Middelhavsregionen. Når en havbundsplade presses ned og ind under et kontinent, vil der ske en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har her ofte en mere sejtflydende konsistens på grund af genopsmeltningen af havbundspladen, der i forvejen består af størknet lava og sedimenter. Dette medfører, at det opstigende magma bliver sejtflydende, hvor gasserne har sværere ved at undslippe og resultatet er derfor mere eksplosive vulkanudbrud i de vulkaner, der opbygges oven over på jordens overflade.
Ned igennem Afrika knækker kontinentet i den Østafrikanske gravsænkning – og midt ude igennem Atlanterhavet trækker havbundspladerne sig i hver sin retning og der opbygges vulkaner som øer af lava i havet opbygger vulkaner på havbunden, der til sidst på et tidspunkt når havets overflade som øer af størknet lava.
HVAD SKER DER INDE I VUKANEN – KRUDTKAMMERET?
Når en stensmelte er dannet ved varmeprocessen i kappen og bliver til magma, er den tvunget til at bevæge sig, fordi den har mindre massefylde end sine faste omgivelser og begynder derfor at bevæge sig opad igennem revner eller kan smelte sig vej igennem den faste jordskorpe i svaghedszoner op mod jordens overflade og det sker som regel i to etaper.
Når omgivelsernes massefylde er lig med eller mindre end magmaets, standses opdriften og der dannes et magmakammer, hvori der på grund af temperaturforskelle opstår strømninger. Magmakammerets omgivelser er koldere end magmaet og begynder derfor at fryse til langs randen(vi kalder det krystallisering) og størkner.
”Man kan sammenligne processen med når det sner og fryser, vokser snekrystallerne sig større og bliver til iskrystaller”.
(Jeg ved ikke om du synes det er ok Klaus, ja det er rigtigt, men det er måske for meget at have denne sætning med. Det bestemmer du).
Efterhånden som størkningen skrider frem, øges gas – og damptrykket i restsmelten, da gasarternes tryk forøges i den resterende smeltemasse i kammeret og danner gasbobler øverst i kammeret. Gasboblerne nedsætter magmaets vægt. Trykket stiger og løfter smelten op igennem vulkanens indvendige rørsystem. Er denne lukket af en lavaprop eller størknet vil vulkanen hæve og udvide sig og til sidst vil der komme en voldsom eksplosion på et tidspunkt og et vulkanudbrud kan begynde. Udbruddet kan sammenlignes med en flaske champagne, hvor man trækker proppen af og champagnen skummer over i form af glødende askelaviner båret af hede gasser, der som flammende tornadoer rutscher ned ad vulkanflanken, noget af det farligste en vulkan kan præstere.
Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens kemiske sammensætning – er det sejtflydende kiselsyrerig lava eller er det tyndtflydende og ikke righoldig på kisel – damp og gastrykket,
– hvor stort er magmakammeret og er der eventuelt flere magmakamre, der står i forbindelse med hinanden.
Dette er enhver vulkans udbrudsteknik uanset om det er en gammel eller ung vulkan og vulkanen hører til de meget aktive eller har lange hvileperioder imellem sine udbrud. Etna – Stromboli – Sakurajima og Kilauea hører til de næsten konstant aktive, hvor der er tale om mere konstant tilførsel af smelter nede fra.
Det hele kommer an på processerne inde i jorden ved dannelsen af smelterne – mængde af udbrudsmateriale – den kemiske sammensætning og indhold af opløste gasser.
Gasundvigelsen i et vulkanudbrud river stumper af stensmelten med sig ud som små glas og stenstumper – det som vi kalder for vulkansk aske eller sagt på en anden måde som skumsprøjt på havets bølger.
Det er værd at huske, at al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.
”VULKANERNES GAVE TIL OS MENNESKER OG LIVET PÅ JORDEN”.
”Vulkanudbrud er skyld i store naturkatastrofer på jorden, men ligeså uundværlige for livet på jorden. Det gode
og det onde hænger sammen”.(det sidste citat er mit eget, så jeg ved ikke om du synes det skal være med)
”De enorme naturkræfter bringer oftest dødelige konsekvenser med sig for det levende liv, men dybest set er et vulkanudbrud(og også jordskælv)ingen katastrofe men en forudsætning for, at der kan findes liv på jorden for uden disse mægtige naturmagter ville jorden være en uddød planet som månen”. (Måske skal dette citat slettes Klaus, men det bestemmer du)
Citat: Henning Andersen
Så vi kommer ikke uden om, at vulkanerne ikke kun har negative men også positive sider.
Vandet i oceanerne og vores søer er kommet ud fra vulkanerne i form af vanddampe og er dermed medvirkende til dannelsen og fornyelse af atmosfærens ilt igennem millioner af år.
Så både vand og luft er vulkanernes gave og da alle organismer behøver disse ting for at kunne leve, må man til sidst sige, at livet på jorden i den sidste ende kan takke vulkanerne for sin eksistens.
Når det hagler med vulkansk aske, regner det i virkeligheden med gødning. Vulkanerne bringer de næringsrige mineraler med op fra Jordens indre, hver gang de er i udbrud. Udbrudsprodukter som aske holder på fugtigheden til planternes rødder og asken frigiver grundstoffer som fosfor og kalium, der er vigtige for planterne. Derfor ser vi ofte, at vulkanerne er tæt beboet af mennesker på vores jordklode. Jo mere varme og regn desto hurtigere forvitrer de vulkanske udbrudsprodukter, hvilket ses så tydeligt i tropiske og subtropiske områder på jorden.
På grund af den frugtbare jord udstrækkes beboelse og dyrkede områder tættere og tættere til vulkanerne. I dag bor snart 600 millioner mennesker på vores jordklode i skyggen af en vulkan. En anden årsag er, at på den efterhånden tættere og tættere befolkede jordklode er det bedre at have et sted at bo med tag over hovedet end ingen steder.
”Den smukkeste natur er skabt af de voldsomste naturkræfter”.
Citat af mange vulkanologer.
DE UDSLUKTE VULKANER – EN DØDELIG TRUSSEL.
Undertekst:
”Alle stærkt eksplosive vulkanudbrud et tit kommet fra vulkaner, som man har troet var udslukte”.
Ved ordet ”udslukt” vulkan tænker vi på, at det faktisk betyder en vulkan, som aldrig mere vil kunne komme i udbrud. I
vulkanologiens verden er det en vulkan som har været i ro i de sidste 10.000 år – rettere sagt i historisk tid – altså den tid
mennesker kan huske eller har gamle optegnelser om. Byer som Rom i Italien, Portland i U.S.A og Clermont-Ferrand i Frankrig,
ligger i skyggen af gamle vulkaner, der har været ro i den tid mennesker har boet der, men det betyder ikke, at der ikke vil kunne
ske noget igen. Dette er fakta. Vulkanerne er kun uddøde i de øjne, som hverken kan eller vil se. Vi mennesker har en kort
hukommelse. Såvel politiske som naturkatastrofer plager os ikke længere, så snart de er overstået af den årsag, at vi kun lever i
100 år. Nok kender vi de klassiske historier om Santorin og Vesuv, er en anden, men hvis en vulkan ikke har været i udbrud i
flere århundreder eller årtusinder, så holder vi op med at betragte den som en trussel.
Hvis man ser på de store vulkanudbrud, som har krævet flest menneskeliv igennem vores historie må man ikke glemme, at der
her ofte har været tale om vulkaner, som man efterhånden har regnet for at være uddøde på grund af den længere hvileperiode,
men en vulkans hvileperiode hører med til dens cyklus – livsrytme – såvel som vi mennesker sover. Vulkaner lever et liv i
geologisk tidsforstand. For dem kan tiden ikke regnes i år – århundreder eller endda i årtusinder. En tusindårrig søvn er intet for
en vulkan, men evighed for de mennesker, der lever i deres skygge. Man kan i dag ofte læse i turistguidebøger, at den eller den
vulkan stadig er i live – som om man tror, at den på et tidspunkt må holde op og uddø. Ja det gør vores
liv og al form for liv og til
syvende og sidst også en gammel vulkan, som nedslides af vind og vejr, men her taler vi om millioner af år. Forskellen er, at et
menneskeliv kun er et lille sekund i jordens lange liv. Der er ingen grund til at tro, at en vulkans nuværende ro er afslutningen på
dens aktivitsrytme. Selvfølgelig er vulkanernes lange hvileperioder betryggende, men der kan hurtigt komme ændringer, da vi nu
kender mere til jordens indre teknik.
Hertil kan tilføjes, at vi mennesker er totalt magtesløse. Vi kan forholde os til et vulkanudbrud og jordskælv, men vi kan ikke
forhindre det. Moder Jord gør, hvad hun altid har gjort.
Da vulkanudbrud og jordskælv ligger udenfor regeringers indflydelse har mange lande derfor ofte været uvillige til at satse på
offentlige tilskud til den vulkanologiske forskning. Det har nu heldigvis ændret sig. I Japan er man gået forud for alle andre, da
landet regner vulkanudbrud og jordskælv, som vi regner med et regnvejr som en hverdagsbegivenhed.
Vulkanernes dødsofre mange gange skyldes bivirkninger. Vi forestiller os ofte, at det er glødende lavastrømme og hede
askelaviner, fald af sten, slagger og kvælende gasskyer, som slår folk ihjel, men som vi så i Krakataus tilfælde, var den største
katastrofe tsunamien, som skyllede ind over de nærliggende kyster den 27. august i 1883. Sådan har det også været før hen og
senere. Nu er det nemmere at forudsige en vulkans udbrud, men det er straks sværere at vurdere, hvornår udbruddet er færdigt.
Vulkanologernes fornemste opgave er i dag at kunne forudsige udbrud, og det er vi blevet ret så gode til i de sidste 20 år. I alt
lever ca. 600 millioner mennesker på jordkloden i dag i skyggen af en vulkan, og man må huske, at i fattige udviklingslande er
det som regel de billige byggegrunde og den frugtbare jordbund, der lokker folk til sig i hvileperioderne mellem en vulkans
udbrud, men også selvom de ofte er i udbrud. Mens et menneske kun lever i ca. 100 år, så fungerer vulkanerne i
hundredetusinde – ja ofte millioner af år. Alle vulkaner er farlige, men de værste er dem, som har lange hvileperioder imellem
deres udbrud. Endelig ikke at forglemme, så er de såkaldte ”Supervulkaner” såsom Yellowstone og vulkanerne vest for Napoli i
Italien de mest truende, men sådanne udbrud finder sted med godt 100.000 års mellemrum. Det kommer vi tilbage til i næste
artikel.
I jordens geologiske tidsalder har der fundet enorme vulkanudbrud sted ”Supervulkaner” eller “Dommedagsvulkaner”, kalder vi dem.
”Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen.”
Lever vi på lånt tid og nåde fra jordens glødende kerne?
Dette spørgsmål diskuteres livligt af forskere over hele verden i disse år.
Citat: Henning Andersen: ”Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har skabt den jord vi bor over på, den ilt og luft vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i oceanerne.
Dermed udvikledes de livsbetingelser for at det levende liv på jorden kunne udvikle sig.
Så det er et spørgsmål om ikke vulkanerne skal betragtes som vores venner og ikke fjender.
Hurra for dem”.
”Byger af meteorsten ude fra universet af jern og nikkelklumper med iskrystaller inden i, baldrede ind i hinanden for 4,6 milliarder år siden og skabte den jordklode vi nu lever på.”
Citat slut: Henning Andersen
