Hellige bjerge, højtliggende områder, der hæver sig tydeligt (mindst 200 m) over det omliggende terræn. I bjergkæder varierer formerne fra skarpe kamme med spidse tinder til afrundede rygge. Enkeltstående bjerge har ofte kuppel- eller kegleform eller findes som afgrænsede plateauer med plan overflade og stejle sider.

Bjerge dannes i de zoner på Jorden, hvor to lithosfæreplader bevæger sig mod hinanden (konvergenszoner), så dele af jordskorpen trykkes ned og deformeres. Derved forstyrres masseligevægten i jordskorpen, og en efterfølgende hævning (isostasi) vil tilstræbe at genoprette denne ligevægt. Derved kan sedimentlag, der oprindelig er dannet i havet og senere tektonisk foldet, hæves som foldebjerge. Udviklingen af foldebjerge tager flere mio. år. De højeste dannes, hvor to kontinenter kolliderer som fx i Himalaya. Foldernes hældning og rytmiske forløb med sadler (antiklinaler) og trug (synklinaler) afgør den videre landskabsdannelse.

Med tiden vil erosionens nedbrydende virkning omforme foldebjerge til mere eller mindre nedslidte foldebælter. Ved fornyet hævning og erosion dannes erosionsbjerge. I disse fremstår rester af det oprindelige højland som bjergmassiver med flade toppe på de højeste bjerge mellem dybt nedskårne dale. Fjeldkæderne i Norge og i de østgrønlandske kystområder er eksempler herpå. De er hævet omkring et nydannet spredningsocean (Atlanterhavet).

De tektoniske spændinger, der opstår ved en kontinent-kontinent kollision, kan forplante sig langt ind i pladerne og her udløse forskydninger langs forkastninger, så der opstår indsynkninger eller gravsænkninger som fx i Rhingraven eller brudbjerge som fx Erzgebirge, Harzen og de skånske horste, bl.a. Kullen.

Vulkaner er ofte skjold- eller kegleformede og dannes relativt hurtigt. De optræder som regel i konvergenszonerne langs de kontinentale riftzoner, som fx Kilimanjaro, eller i divergenszonerne, fx i Den Midtatlantiske Ryg.

I den religiøse kosmologi hører bjerge til den guddommelige sfære. Et bjerg forbinder himmel og jord; som en skyomkranset, urokkelig lokalitet, måske endda vulkansk, hører det til himlen, og bjerge er ofte blevet opfattet som himmelguders bolig, fx Olympos i det antikke Grækenland.

Det er en udbredt mytologisk forestilling, at der i urtiden fandtes et kosmisk bjerg i verdens midte, hvorigennem verdens akse mentes at gå. Et sådant bjerg lokaliseres til en konkret bjergtop og udtrykkes evt. symbolsk i bygningsværker som Borobudur på Java. Pyramider, tempeltårne (som babylonernes ziggurater) og gotiske kirkespir kan gengive menneskets himmellængsel.

Guderne opfattes ofte som tabu. I jødisk sammenhæng er det således kun Moses, der direkte kan møde Jahve på Sinai (2.Mos., 19,16f. og 20,18); herved er bjerget helliggjort, så blot det at berøre det vil medføre døden.
I religiøs praksis er bjerge ofte genstand for valfart, fx Fuji i Japan og Adam’s Peak på Sri Lanka; sidstnævnte er valfartsmål for hele fire religioner: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; muslimer, der mener, at Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradiset; hinduer, der knytter guden Shiva hertil, og indiske thomaskristne, der forbinder apostlen Thomas med pilgrimsfærden.

Bjergene tårner sig op. Min egen lidenhed bliver udstillet. Glemt er alt om skatteprocenter, BBR meddelelser og komplicerede parforhold. Det hele er skåret ind til benet, Det er bjergene og mig. Beslutningerne er simple, livet er ukompliceret. Det hele handler om vores evne til at vurdere. Min overlevelse afhænger af min dømmekraft. Vejret er en markant faktor. Naturen og mine beslutninger styrer min skæbne. Vi lever først når vi er ude på kanten. Sikkerhed og tryghed udvikler ikke individet. Som mennesker bliver vi sat på prøve i bjergene. Ekstremerne tester os. Hvad indeholder vi som mennesker? Bjergene giver os svaret. Til hverdag er vi vores egen verdens akse, i bjergene er vi en forsvindende lille del af storheden. Bjergene skræller overfladen væk, og blotligger min personlighed, vores personlighed, ind til selvet. Her kan jeg ikke gemme mig. Væk er min selvhøjtidelighed. Jeg må rette min respekt mod bjergene, naturen og vejret, hvis jeg vil overleve. Min skæbne ligger i bjergenes hænder.
For jeg er intet.

Flere vulkaner i udbrud om vinteren om vinteren – hvorfor?

Et vulkanudbrud fødes ikke blot af ild, men sikkert også af vand og is.

At der skulle være en årstid for vulkanudbrud, lyder umiddelbart mærkeligt.

Vulkaner koger og rumler rundt omkring, og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden.

Ifølge forsker fra Cambridge Universitetet – Ph.d. Ben Mason – skrev i en artikel, at der – på den nordlige halvkugle – er langt flere udbrud om vinteren end om sommeren. Konklusionen var baseret på et solidt statistisk grundlag – 3.200 vulkanudbrud i perioden 1700-1999.

Denne fysiske forklaring tager udgangspunkt i det, der kaldes klodens åndedræt – dvs. de 10.000.000.000.000.000 liter (10 millioner millioner tons!) vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

Processen skulle ifølge Mason medføre en rytmisk trykændring i de magmakamre, der fodrer vulkanerne. Dels fordi noget af vandet falder som sne på vulkanerne og deres umiddelbare omgivelser; dels fordi atmosfæren er koldere – og derfor tungere – om vinteren.

De rytmiske trykændringer får så på et givet tidspunkt en i forvejen ladt vulkan til at gå af. Det betyder igen en vulkan, der er på nippet til at gå i udbrud.

Og trykforholdene er altså åbenbart mere gunstig for vulkanudbrud om vinteren.

Jorden er nemlig ikke rigtig rund. Det skyldes blandt andet de 10.000.000.000.000.000 liter vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

I begyndelsen var Mason faktisk slet ikke interesseret i årstiden, men indførte blot datoer for vulkanudbrud i sin computer. På et tidspunkt gik det op for ham, at han meget oftere tastede ‘januar’ og ‘februar’ end ‘juni’, ‘juli’ og ‘august’, og det krævede naturligvis en nærmere undersøgelse.

Sammenhængen eksisterer faktisk også på en større skala, hvor det viser sig, at vulkanudbrud er særlig hyppige lige efter afslutningen af en istid. Når presset fra de udbredte gletschere forsvinder, så ændres trykket i magmakamrene hvilket altså medfører øget risiko for vulkanudbrud.

Vejret påvirker også vulkaner på anden vis. Blandt andet viste Adrian J. Matthews og Jenni Barclay fornylig hvordan intens nedbør (30-45 millimeter over et par timer) udløser vulkanen Soufrière Hills på den caribiske ø Montserrat.

Og som om det ikke var nok; så går påvirkningen også den anden vej. Vulkaner kan tillige påvirke vejret. Er udbruddet voldsomt nok, så slynges store mængder aske – og frem for alt svovl – højt op i atmosfæren. Her reflekterer partiklerne Solens lys og fører til en afkøling på op til flere grader ved jordoverfladen de efterfølgende år. Det hændte blandt andet ved udbruddet af Tambora i Indonesien (1815), der i 1816 førte til hungersnød og koleraepidemi i Europa og Nordamerika. 1816 blev siden hen kendt som ‘året uden sommer’.

Mason og kollegers arbejde er et værdifuldt bidrag i forsøget på at beskytte den hen ved halve milliard mennesker, der på verdensplan så at sige bor i skyggen af en vulkan, men det er mere end det. Det er også en påmindelse til videnskaben om, at det kan være frugtbart at søge årsagssammenhænge selv der, hvor de synes usandsynlige.

Journal of Geophysical Research, vol. 109, B04206, doi:10.1029/2002JB002293, 2004

Henning Andersens konkusion:

”Det ser altså ud til, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren dels ved lufttryksfaldet og dels efter vandstanden stiger i havene. Man har også bemærket, at ved tidligere istiders afslutninger,hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har trykforholdene påvirket selve den faste jordskorpe og også bevægelser i vulkanernes undergrund og derved skabt ændringer i de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne, specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet. Vi ved jo, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, ingsresultater kunnet beregne, at ved den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted, samt store jordskælv i kølvandet af isens smeltning og stigningen af vandstanden i oceanerne.

Man har også iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning”, og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at både klima og vulkaner påvirker jordens indre kræfter og omvendt. For ca. 74.000 år siden sendte Toba-vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt, og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.

I 1820 opholdt kronprins Frederik Christian (8.) af Danmark sig 5 måneder på slottet Quisiana i Castellamare. Herfra kunne man betragte den urolige vulkan, og da kronprinsen var kendt for sine naturvidenskabelige og kunstneriske interesser, gik der ikke mange dage, før han besøgte Vesuv. Han skrev en afhandling om mineraler i Vesuvs lavastrømme – og holdt på fransk et foredrag om emnet. Denne afhandling udarbejdede han til Videnskabernes Akadami, hvor han blev optaget som æresmedlem. – Han holdt møder med danske studenter i Napoli og var på alle måder afholdt.
Hans beskrivelse af lavaen på Vesuv er på tysk og jeg har oversat den til dansk.

HANS KONGELIGE HØJHED
PRINS FREDERIK CHRISTIAN AF DANMARK
BETRAGTNINGER AF VESUV SOM JEG HAR FORETAGET I 1820

Den 26. januar besteg jeg Vesuv ledsaget af den berømte naturforsker Sir Humphry Davy og Ritter Monticelli.

Fra platformen nedenfor kraterkeglen begav vi os i retning af lavastrømmen på nordsiden af bjerget. I disse dage strømmede lavaen ud af en håndsbred spalte, som var mindst 8 m lang. Den banede sig vej midt igennem de vulkanske formationer og delte sig i to arme. Man kunne se til omkring en halv meters dybde inden i den spalte, hvorfra lavaen bevægede sig. Uendelige kogesaltholdige dampe steg til vejrs flere steder fra ildstrømmen. Sir Davy forsøgte at kaste salpeter på den varme lavastrøm for at se, om den indeholdt kul. Vi så indeni spaltens dyb ildstrømmen bevæge sig i bunden. Der hvor en ny sprække havde åbnet sig, farvedes overfladen sort som slagger omkring selve åbningen. Atmosfærens indvirkning havde intet med dette fænomen at gøre. Vi så ind i spalten på lavaens bevægelse, der skiftevis hævede sig op eller ned.

Snart fandt lavamassen inden i spalten ikke mere plads, men valsede sig ud igennem spalteåbningen og henimod det sted, hvor vi før havde stået. Vi så med både frygt og glæde den gloende masses bevægelser nedad bjergsiden. Hvert øjeblik dannede der sig slagger ovenpå lavaen, uden at den dog stoppede med at flyde af den grund. Den overfladeagtige slagge blev så tyk, at den blev fast i det. Det, der her skete, var uden tvivl udvikling og udsivning af gasser. Når lavamassen alene bevirker sådanne fænomener, at det ikke er til at forstå, at omfanget af strømmen ikke bliver større. Gasserne stiger til vejrs fra lavaen ved deres lethed, hvis jeg ikke tager fejl. Følgende betragtninger kan sandsynliggøre denne opfattelse. Lavaens bevægelse foregik med den største lethed, og der er ingen tvivl om, at gas- eksplosioner midt i lavaen var med til at drive den frem. I Ritter Monticellis samling finder man en sådan lavamasses dannelse og bevægelser. Også formationerne på lavastrømmens overflade dannes ved, at den strømmer fremad. Den afkøles først på overfladen, selvom den indeni er glødende og strømmer videre nedenunder. Jeg har allerede bemærket, at der stiger saltsyredampe op langs hele lavastrømmen uden ophold. Lavaens front er knapt nok størknet, før der vælter ny lava fremover. Den berømte Davy erkendte også dampenes tilstedeværelse og fandt, at der var saltsyreholdig Natron, Kali og svovlholdige dampe. Lavastenene blev påvirket af denne syredamp.

I natten til den 27. maj har jeg nok engang besteget Vesuv og denne gang fundet, at lavaen var en meter bredere end sidst jeg var der. Lavastrømmen flød langsomt i en bred dalsænkning af gammel lava fra fordums tid. Ca. 100 skridt videre nedenunder på bjergsiden
befandt sig endnu en krateråbning, hvor en lavastrøm flød ud fra. Lavasubstansen er gennemgående af samme slags som i vinters. Dengang som nu var strømmen ledsaget af saltsyreholdige vandampe, som også kom ud af krateret i bjergtoppen. Krateret her har jeg for nylig besteget med stor anstrengelse. Der fik jeg set alt, hvad denne hvide saltsyreagtige røg havde forårsaget. De inderste vægge af kraterkeglen viste sig at være gennemtæret af saltsyrefugtighed, som halvt havde opløst lava- og askelagene. Vulkanen kastede glødende sten og slagger ud fra krateret, og disse udkast synes at ske regelmæssigt med mellemrum af 1 minut eller mere, og hver tredje gang synes vi, at nu kom der en længere pause. Så kom der to eksplosioner lige efter hinanden af saltsyregas, umiskendeligt gennem den hver gang tiltagende røg, som måtte anvende dobbelt kraft hver gang for at åbne sin bane gennem de sten og slagger som fløj med op i luften. At bemærke er endnu, at dene bjergkegle inden i det store krater er skabt på ca. 10 måneder. 1. Maj forrige år, da kejseren af Østrig var her, røg det som en ovn ud af flere åbninger. Kun udvikledes der hverken lava eller kastede stenene ud. Fra en åbning, der er skabt af det store krater, er der dannet en søjleformet gang (lavaformation), som er dannet ved denne størkning. I marts måned blev asken kastet helt over til Napoli. Askeprøver er analyseret med saltsyreindhold. De øvrige vedlagte stykker er specielt udvalgte for at anskueliggøre, at ilden ikke kun ødelægger, men også viser krystallisationer (d.v.s dannelse af krystaller). Disse krystaller findes i det indre af de udkastede stene, som er brændte materialer imellem glas og pimpsten. Ifølge Sir HumphryDavys teori (som om kort tid vil bekendtgøre sin mening om vulkaner og videre på sin hjemrejse til England også besøge Auvergne) er en langsom nedkøling nødvendig for at opnå krystallisation i en lavamasse.
(Oversat til dansk af Henning Andersen i bogen: “Vesuv en meget farlig vulkan”)

Som vi kan se af Christian 8.s beretning begyndte allerede dengang studiet af Vesuvs udbrudsprodukter.
Det er en kendsgerning, at i denne vulkans udbrudsprodukter dannes 228 mineraler – ved krystalliseringsprocessen på samme måde som vand krystalliserer til is, når temperaturen synker.
Et af de kendteste er Vesuvmineralet – som består af smukke farverige krystaller. Dette mineral er først fundet på Vesuv i løst udkastede kalkstensblokke. De dannes netop ved varmepåvirkningen af de kalkstene, der ligger omkring Vesuvs magmakammer.