Vulkanudbruddet på Island, som i disse dage giver trafikale problemer over store dele af Europa, fordrer mange spørgsmål om vulkanens klimapåvirkning. Spørgsmålene går på, om vejret nu bliver påvirket af den vulkanske aske, der vælter ned mod Danmark i disse dage. Videre diskuterer mange om, det påvirker den kommende sommer eller klimaet længere frem.
Det overordnede svar på de spørgsmål er: Nej, ikke lige nu. Ændrer situationen og udbruddet sig ikke væsentligt til det værre, så er der ikke noget, der tyder på, at vi i Danmark får langtidseffekter af det islandske udbrud.
Foto Jens Hesselbjerg Christensen på Island lørdag
Helt anderledes står det naturligvis til på Island, men det er en anden historie.
Vejret lige nu
Selvom Danmark ligger umiddelbart under askeskyen, så er koncentrationen af partikler i luften ikke høj nok til, at den blokerer for noget sollys eller har nogen påvirkning af vejret som sådan.
“Nu har vi ligget under den vulkanske askesky stort set siden torsdag, og det har ikke betydet noget som helst for hverken antallet af forventede soltimer, skydække eller nedbør,” siger leder af DMI vejrtjeneste Knud-Jacob Simonsen. “Det er alt sammen, som vi ville forvente det på denne tid af året, i denne vejrtype.”
En effekt ser vi dog som følge af det vulkanske støv; flotte solnedgange, hvor støvet er med til at bryde lyset og dermed give nye farver til scenariet.
Solnedgang i vulkanaske over søerne i København. Den 15. april 2010. Foto Gitte Schwartz
Det kommende vejr
Hvad så med sommeren? Bliver den koldere, end den eller ville have været?
“Igen skal vi tage forbehold,” siger klimaforsker ved Danmarks Klimacenter, Martin Stendel. “Hvis ikke udbruddet bliver værre end det er nu, eller der træder andre omstændigheder til, så vil effekten være forsvindende lille. I Europa vil der formentlig være tale om få tiendedele af én grad, hvis det overhovedet bliver så meget.”
Men hvad så med klimaet?
De kræfter, der slippes løs i forbindelse med de kraftigste vulkanudbrud, er så store, at de kan påvirke jorden klima gennem flere år. I historisk tid har der været flere eksempler på voldsomme vulkanudbrud, der har haft en mærkbar effekt på Jordens klima. Især de kraftigste vulkanudbrud, som er forekommet efter at systematiske temperaturmålinger med en god global dækning er påbegyndt omkring 1850, kan entydigt påvises at have en klimatisk effekt. Ældre vulkanudbrud er sværere at gøre fuldt ud rede for på grund af begrænsede observationer.
Store vulkanudbrud har i flere omgange påvirket den globale temperatur, som vist her på figuren fra IPCC 2007.
Selv om det er svært at samle globalt dækkende beviser for, at vulkanerne har påvirket klimaet, så er der derimod meget bedre information om selve vulkanudbruddene. Her er der hjælp at hente fra iskerneboringer på Grønland og Antarktis. Asken fra vulkaner, der har været kraftige nok til at bringe askepartikler højt op i atmosfæren finder indenfor få måneder efter udbruddet næsten altid vej til de store iskapper, også selv om det kun er i ringe mængde. Ved analyse af iskernerne kan man identificere udbruddene og samtidig datere dem. Jo kraftigere en vulkan har været, jo mere aske når frem til begge iskapper. Det er dog meget tvivlsomt, om askemængderne fra Eyjafjallajökull når så markante omfang, at de efterlader sig aftryk i bare tilnærmelsesvis samme dimension.
Askelag i iskerne.
Eksempler:
Klimaet har flere gange i Jordens historie været påvirket af vulkaner og vulkanudbrud. Her kommer to eksempler.
Pinsedag 1783, den 8. juni, startede et udbrud fra vulkanen Laki, kun ca. 80 km væk fra Eyjafjallajökull, hvor det nuværende vulkanudbrud er i gang. Det fortsatte til februar året efter. Jón Steingrimsson var præst i Prestbakki og fortæller om ‘Enkel og sand skildring af vulkanudbruddet i Skaftafellsyssel året 1783’ således:
“Hvilken gru der gik her på Sida, da en vulkanild blussede i vest og en anden øst og nord for os, mægter jeg ikke at skildre. Dørene ud mellem disse flammende lavastrømme gik fra solens punkt klokken ni om morgenen til stedet, hvor den er klokken halv to… Dog fyldtes dette mellemrum ofte af røg og kvælende ilddunste af størrelse og overmagt som kraterskyerne med deres utålelige lugt og stank, hvilke var af en sådan beskaffenhed fra det vestre krater, og dets tågeskyer således at mærke, som når stenkul bliver slukket i hengemt urin eller et eller andet besk. Men fra det østre krater var det som der blev brændt våd arve eller den slags vandplanter. Så slog alt dette sammen i ét. ”
En stor del af det sydlige Island blev ødelagt. På grund af de giftige dampe vurderes, at halvdelen af kvæget og op til 80% af fårebestanden omkom. Længere bort blev der observeret en kold og våd sommer. Konsekvensen var hungersnød i store dele af Europa.
Benjamin Franklin er mest kendt som medforfatter af den amerikanske uafhængighedserklæring. Han kom imidlertid allerede året efter, i 1784, med en korrekt forklaring på, hvad der var sket:
“Gennem flere af sommermånederne i året 1783, hvor effekten af solens stråler skule have opvarmet jorden i disse nordlige områder i højere grad, var der en konstant tåge over hele Europa og en stor del af Nordamerika. Denne tåge var vedblivende, og den var tør… Solens sommeropvarmning af jorden blev derfor i høj grad formindsket. Derfor kom der tidlig frost i jorden. Derfor forblev den første sne på jorden uden at smelte, og snedækket voksede hele tiden ved fornyede snefald. Derfor var luften mere kølig, og vinden mere bittert kold. Derfor var vinteren 1783-1784 måske strengere end nogen i mange år… Årsagen til den vedblivende tåge ligger ikke fast endnu… eller om det var den store mængde røg, der længe fortsatte med at strømme ud den sommer fra Hekla på Island, og fra den anden vulkan, som udsprang fra havet nær denne ø, hvis røg kunne spredes af vindene over den nordlige del af verden, er stadig usikkert.”
Selv om der ikke var noget udbrud af Hekla dette år, blev flere andre udbrud observeret i området, og Laki ligger kun 70 km fra Hekla.
Den 10. april 1815 var der et udbrud fra vulkanen Tambora på øen Sumbawa i Indonesien. Det er det største kendte udbrud i de sidste mindst 22500 år. Eksplosionen kunne høres på Sumatra, 2000 km væk. Der skønnes at have været 82000 omkomne. Asken faldt ned i ca. 1300 km afstand, og himmelen blev formørket ca. 600 km fra vulkanen i to dage.
Vulkanskyen udbredte sig over hele kloden. Konsekvensen var, at Solens indstråling ikke kunne komme igennem til Jorden, og sommeren 1816 gik ind i historien i både Europa og Nordamerika som ‘Året uden sommer’. Temperaturerne var da de lavest målte, i den tid, hvor der har været observationer. Konsekvensen var hungersnød, fejlslagen høst og forhøjede priser samt en stor emigrationsbølge fra flere lande. Der blev erklæret undtagelsestilstand i Schweiz, og der var oprør i England og Frankrig.
Udbruddet havde også flere uventede konsekvenser. På grund af den dyre havre gik tallet af heste tilbage i store dele af Europa, og som konsekvens blev draisinen udviklet. Solnedgangene var meget farverige, med alle nuancer i rød, orange og lilla, også blå og grøn er blevet observeret. Man kan stadig se det i dag i værker af den engelske maler William Turner og den tyske maler Carl Spitzweg. Den tyske kemiker Justus von Liebig opfandt gødningen med mineraler for at undgå eller formindske yderlige hungersnød. Den engelske forfatterinde Mary Wollstonecraft Shelley tilbragte sommeren 1816 med sine venner i nærheden af Genevesøen og besøgte ofte Lord Byron i hans Villa Diodati i nærheden. Pga. vejret kunne de tit ikke gå ud af huset. Mary Shelley foreslog, at hver af tilstedeværende skulle forfatte en gyserhistorie og læse den for de andre. Shelley skrev ‘Frankenstein or: The New Prometheus’. I modsætning til de fleste filmindspilninger, spiller vejret i 1816 en stor rolle i romanen. Byrons læge John Polidori skrev ‘The Vampyre’– 81 år før Bram Stokers Dracula. Lord Byron fuldendte ikke sin historie, men bearbejdede den i digtet Darkness (Mørket).
Hvad med den globale opvarmning?
Askeskyen vil ikke påvirke den globale opvarmning, men det har tidligere været foreslået, at man kunne bruge svovlforbindelser – ikke ulig de, der formentlig findes i askeskyen – til at reducere den globale opvarmning.
Nobelpristager Paul Crutzen foreslog i 2006, at man kunne sende svovlpartikler op i stratosfæren. Det er dog noget højere end askeskyen i denne omgang kommer op.
“Svovl i den nedre del af atmosfæren – i troposfæren – kommer til dels fra afbrændingen af fossile brændstoffer, mens svovl højere oppe i atmosfæren – i stratosfæren – primært stammer fra vulkanudbrud. Begge steder har det en afkølende effekt, fordi visse svovlforbindelser reflekterer en del af Solens kortbølgede stråling”, forklarer Anne Mette K. Jørgensen.
I den nedre del af atmosfæren vil svovl også kunne øge nedbrydningen af ozon, men endnu er koncentrationerne over Europa så små, at hverken den kølende eller ozonnedbrydende effekt vil slå igennem.
Af Martin Stendel, Ole Bøssing Christensen, Jens Hesselbjerg Christensen og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
© DMI, 19. april 2010.
