”Den farligste vulkan er ikke den man kan se, men den, som man ikke kan se og lever inde i” Citat af vulkaneksperten Henning Andersen.. Kun cirka tredive kilometer nordvest for Vesuv ligger storebror – supervulkanen Campi Flegrei.

Tekst 2022 Henning Andersen – vulkanekspert og rejseleder og forfatter til 14 bøger om vulkaner.

Supervulkan

Campi Flegrei er græsk og betyder ”De brændende marker”. Det er navnet på supervulkanen, der ligger lige vest for Napoli. En supervulkan er en fællesbetegnelse for vulkaner, hvis udslyngede materiale under et enkelt vulkanudbrud overstiger tusind kubikkilometer.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtømning af store mængder magma forårsager, at den ovenover beliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera – dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer, og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundrede tusinder år mellem hvert udbrud, og når calderaen dannes, kan den ses i millioner af år.

En trussel mod al liv på Jorden

Supervulkanudbrud er typisk medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som for eksempel at udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på Jorden. Navnet supervulkan blev første gang anvendt i BBC-programmet Horizon i år 2000 til at referere til disse typer af udbrud. Vulkanologer og geologer refererer generelt ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde, men gør det af og til i offentlige præsentationer.

Askelag på mere end femten centimeter vil få hustagene til at styrte sammen, og asken afbryder al form for kommunikation, vand- og elforsyning. Himlen vil formørkes, og askemættet sort regn vil falde. Sollyset bliver blokeret og kraftigt nedsat.

Bragene fra en eksplosion fra Campi Flegrei vil være så høje, at det vil kunne høres over det meste af kloden. I Europa vil flere centimeter tykke lag af aske lægge sig, og ethvert menneske, planter og alt levende liv bliver påvirket. Resultatet bliver faldende temperaturer, som ødelægger landbrug, fødevarer, hungersnød vil brede sig, og flytrafikken vil løbe ind i uoverskuelige problemer. Epidemier, sult og krige over de indskrænkende ressourcer vil true menneskets eksistens.

Selvom udbruddet kun vil vare en uges tid, er ulykkerne ikke overstået. De store mængder af svovlgasser og aske vil spredes over det meste af kloden, og vores klima bliver så koldt, at vi måske får en ny istid.

En slumrende kæmpe

Vi har ikke oplevet et superudbrud i historisk tid, men for ca. 39.000 år siden kom Campi Flegrei lige vest for Napoli i udbrud. Mange mener, at vores europæiske forfædre, neandertalerne, kun lige med nød og næppe overlevede i de ekstremt kolde år, hvor klimaet lå under frysepunktet og mange dyr og plantevæksten forsvandt. Man har analyseret tykke, vulkanske askelag fra dette udbrud i store del af det sydlige Europa.

Den nærmeste supervulkan i forhold til Danmark er altså Campi Flegrei eller “De brændende marker” lige vest for Napoli og dermed heller ikke langt fra den langt mere berygtede vulkan Vesuv. Navnet “De brændende marker” er opkaldt efter de mange vulkankratere og varme kilder, som befinder sig inden for den store calderarand. Byen Pozzuoli ligger ved havnemolen lige oven i calderaen og midt imellem 24 vulkankratere, sydende og boblende kilder og mudderpotter, og midt i det hele bor der nu i dag over en halv million mennesker.

Under Napolibugten befinder sig flere magmakamre, som føder både vulkanerne Vesuv samt Ischias vulkan, der sidst var i udbrud i 1362, og så Campi Flegrei, hvor det seneste udbrud fandt sted i 1538, som dog ikke var så kraftigt.

Varme kilder og hede gasser

I året 1198 stod der et krater med boblende mudder og varme kilder lidt uden for selve Pozzuoli by. Det er Solfatara, hvis navn kommer af sulfa, “svovl”, og terra, “jord”, og varme kilder eller en slags mudderpøl. Der er en stærk lugt af rådne æg, hvilket skyldes svovlforbindelserne. Krateret er i dag aktivt i form af varme kilder, boblende mudderpotter og udstrømning af hede gasser.

For det meste er de udstrømmende gasser varme og indeholder kultveilte og vanddampe. Gennem den kemiske reaktion af svovl og ilt dannes der svovldioxid, som opløser sig i vand, som igen danner svovlsyre. Dette forsurer jorden og bevirker, at sammen med de varme vanddampe opløses de mineralske bestanddele. De varme kilder og hede gasser, der her siver ud, påminder os altså om, at der er glødende, smeltet lava under jordens overflade i ganske få kilometers dybde. Derfor overvåges dette område med mange forskellige slags måleapparater med det formål i tide at kunne registrere forøget vulkansk aktivitet og dermed advare befolkningen. Solfatara er en del af selve supervulkanen, og den udsender svovlgasser hvæsende under stærkt tryk.

Det seneste udbrud var det i 1198 og et såkaldt phreatisk vulkanudbrud, dvs. forårsaget af vand i form af enorme dampeksplosioner, der fører aske, sten og løst udbrudsmateriale med sig op i luften. Denne type vulkanudbrud opstår, når grundvand eller is pludselig vælter ind i en glødende lavasmelte i Jordens undergrund.

Kraterbunden har mange fumaroler. Fumarole er et italiensk ord for at ryge. Dampene herfra har før været udnyttet og brugt til medicinske formål i mange hundrede år.

I året 305 e.Kr. blev den hellige Saint Jannuarius, Napolis skytshelgen, henrettet her ved halshugning. I den romerske myteverden hævdedes det, at Vulcanus også havde et værksted her.

Varme kilder og hede gasser

Det seneste vulkanudbrud i calderaen ved Pozzuoli fandt sted i 1538, da Vesuv havde en længere hvileperiode ligesom i dag. Det har i de seneste hundrede år dannet grundlag for den konklusion, at der måtte være en underjordisk forbindelse imellem Vesuv og Campi Flegrei, således, at når Vesuv hviler, så rører aktiviteten sig i Campi Flegrei. I virkeligheden mangler vi stadig nærmere undersøgelser for at kunne bevise dette.

Ifølge den italienske vulkanforsker Giuseppe de Natale på det vulkanologiske institut i Napoli, så er der “altid en mulighed for et udbrud i vores levetid, men problemet med befolkningen her er, at de er mere bange for Vesuv end for Campi Flegrei, og ikke mange tænker på, at en lige så stor fare truer dem fra Campi Flegrei, hvor folk lever og bor inde i selve vulkanens undergrund. Campi Flegrei udgør ligeså stor en risiko for Napoli som Vesuv. Faktisk ligger Napolis nordvestlige bydel på kanten af selve vulkanen, så det er et risikabelt sted at bo, men vi tænker ikke så meget over det” siger han. ”Jeg bor selv i Napoli, og de fleste af os i byen ved, at der er ild under vores fødder, men det har vi det i det store hele godt med. Det vidste beboerne i Pompeji til gengæld ikke”.

I begyndelsen af 1980’erne begyndte jorden at ryste og samtidig hæve sig under byen Pozzuoli, og myndighederne evakuerede de cirka hundrede tusind indbyggere. Der kom dog ikke noget udbrud, og i dag holdes Campi Flegrei under konstant opsyn af italienske og internationale myndigheder.

Vulkaner kan godt give varsler fra sig uden at komme til udbrud. Den farligste vulkan er ikke den man kan se, men den, som man ikke kan se – og lever inde i.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Flot film ægteparret Maurice og Katia Krafft, der begge omkom i 1991 ved vulkanen Unzens udbrud i Japan i en hed askelavine. De var verdensberømte vulkanologer og stjerner i vulkanologiens verden.  

”Fire of Love” er en ganske enestående og skøn film om et fransk ægtepar, der yndende at kravle op på vulkaner i udbrud og komme så tæt på de aktive kratere som muligt. De var begge vulkanologer og rejste jordkloden rundt og optog dokumentarfilm om vulkaner, der var i udbrud. Dette er ikke at lege med, og det kom da også til at koste dem begge to livet, da de i Japan blev dræbt af en glødende askelavine, der som en ildtornado rullede ned ad vulkanen Unzens flanke i juni 1991 sammen med ca. 40 andre journalister og brandmænd betragtede udbruddet, som de troede de var i god afstand fra.

 Jeg kan og vil på det varmeste anbefale læserne at se filmen. Filmen indeholder også Krafft – parrets private filmoptagelser. Maurice sagde i et interview: “Jeg er aldrig bange, fordi jeg har set så mange udbrud på 23 år, at selvom jeg dør i morgen, er jeg ligeglad”.

Kraffterne var ofte de første til at være ved en aktiv vulkan og blev respekteret og misundt af mange vulkanologer Deres optagelser af virkningerne af vulkanudbrud var en betydelig faktor i at få samarbejde med lokale myndigheder, der står over for vulkanske trusler. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette var efter aktivitetens begyndelse på Mount Pinatubo i Filippinerne i 1991, hvor deres video af virkningerne af udbruddet af Nevado del Ruiz i Colombia blev vist til et stort antal mennesker, herunder den filippinske præsident Cory Aquino, og overbeviste mange skeptikere om, at evakuering af området ville være nødvendigt.

Katia startede sin karriere med at tage gasprøver af vulkaner og dokumentere udbrud ved at observere dem personligt. For at finansiere sine rejser skrev Katia mange bøger om sine fund og var banebrydende for et nyt område med vulkansk dækning. Hun lavede også en dokumentar, “The Volcano Watchers”, til det amerikanske PBS-show Nature. Den 23. januar 1973 blev Katia kaldt til det sydlige Island for at studere en uddød vulkan, der pludselig var gået i udbrud efter tusinder af års inaktivitet. Da vulkaner er uforudsigelige og farlige, var mange forskere bange for at observere udbrud personligt.

Katia ville dog gå lige til kanten af en vulkan. Hendes frygtløshed og tætte dokumentation førte til hendes berømmelse og succes som vulkanolog. Gennem 1970’erne og 1980’erne fortsatte Katia med at dokumentere vulkaner gennem fotografering, mens hendes mand, Maurice, fangede dem på video. Katias observationer har ført til en bedre forståelse af vulkanudbrud. Hun tog målinger, gasaflæsninger og indsamlede mineralprøver kun få meter væk fra vulkaner i udbrud og dokumenterede, hvordan disse udbrud påvirkede økosystemet. Hun var vidne til og dokumenterede nye vulkaner, der blev dannet, og virkningerne af sur regn og farlige askeskyer.

Et af hendes sidste projekter var Forståelse af vulkanske farer og reduktion af vulkanske risici. Katia fortsatte med at skubbe grænserne for at få sine observationer, iført en speciel hjelm for at beskytte sig mod faldende sten og tog en tømmerflåde i en sø af syre for at få ordentlige aflæsninger. Hendes fotografering gjorde det muligt for hende at arbejde med lokale myndigheder om sikkerhedsprocedurer og hjælpe med at udvikle vulkanevakueringsprocedurer. I 1969 blev Katia tildelt prisen for Vocation Foundation for sit første arbejde med vulkanologi på aktive steder.

Mount Unzen udbrud

I juni 1991, mens de filmede udbrud på Mount Unzen i Japan, blev de fanget i en pyroklastisk strøm, som uventet fejede ud af kanalen, som tidligere mindre strømme havde fulgt, og på den højderyg, de stod på. De blev dræbt øjeblikkeligt sammen med 41 andre mennesker, herunder vulkanologen Harry Glicken, flere brandmænd og journalister, der også dækkede udbruddene.

Kraffts arbejde blev fremhævet i et videonummer af National Geographic, som indeholdt en stor del af deres filmoptagelser og fotografier samt interviews med begge. Maurice sagde i den video, at “Jeg er aldrig bange, fordi jeg har set så mange udbrud på 23 år, at selvom jeg dør i morgen, er jeg ligeglad”.

Jeg har fået tilladelse til at linke til filmens egen side her. af Maja Dige Dige
Outreach
CPH:DOX | March 23 – April 3, 2022
Copenhagen Film Festivals
Flæsketorvet 60
1711 København V
Outreach
CPH:DOX | March 23 – April 3, 2022
Copenhagen Film Festivals
Flæsketorvet 60
1711 København V

Jeg skriver på vegne af dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX, som foregår fra 23. marts – 3. april i de københavnske biografer og i en begrænset online udgave fra 1.-10. april. I år har vi en film på programmet, som jeg tænker er særligt interessant for dig og dit publikum og læsere.

Filmen Fire of Love er en meget smuk og næsten frygtløs film om de franske vulkanologer Katia og Maurice Krafts kærlighed til og evige opdagelsesrejse mod vulkanudbrud, lavastrømme og askeskyer. Du kan læse mere om filmen her <https://cphdox.dk/da/film/fire-of-love-da/> .

Jeg vil derfor høre, om du kunne have lyst til at hjælpe filmen ud til dem, der virkelig vil værdsætte den og sprede ordet via dine kanaler. Måske på din facebook, hjemmesiden eller lignende.

Med venlig hilsen
Maja Dige
www.cphdox.dk <http://www.cphdox.dk/>

 <https://docs.google.com/uc?export=download&id=1MW_3WRr3LtIIEY5SEfYtOWIDNf8EgZzI&revid=0BwhX-KYt_fc4cVV4KzJSWGliQ3JhZnpuU3I4K1J0YkFmVWtvPQ>

Vulkanen Hunga – Tonga – Hunga Haàpai er en over 2000 meter høj undersøisk vulkan – altså opbygget fra havbunden til havets overflade. Hele området  Hunga Tonga og Niuafouou ligger på en subduktionszone ved krydset mellem Stillehavets og Australiens tektoniske plader. Der ligger henimod 20 vulkanske krateråbninger delvis over men også under vandet.

Tongaøerne omfatter en dobbelt ø-kæde og ligger i den nordlige ende af en aktiv ø-bue, der strækker sig NNE fra nordøen i New Zealand.

Den østlige kæde er kalkstensdækket, og den vestlige ø-kæde indeholder aktive vulkaner. 

Mange har undret sig over, at dette her seneste udbrud i januar i år var så kraftigt, hvilket man dog forholdsvis hurtigt kunne tolke. 

Som læsere af vulkaneksperten husker var det kraftige vulkanudbrud i Stillehavet ved Tongaøerne et af de mest energiudladende på vores jordklode i de seneste 30 år. Det seneste inden dette her, var vulkanen Pinatubos udbrud på Filippinerne i juni 1991. Askeskyerne ved Tongaudbruddet i år steg op til ca. 60 kilometers højde og spredtes med vinden i alle retninger. Udbruddet begyndte sidst i december 2021 i vulkanen ved Tonga og knapt en måned senere – 15. januar kom det voldsomme udbrud med eksplosionerne. Øen, hvor udbruddet fandt sted, hævede sig kun lidt over havets overflade. Døgnet forinden de store eksplosioner havde der været et mindre udbrud, hvilket ændrede og sænkede vulkanens overflade, så havvandet nu fossede ind i den glødende smeltede lava, der havde en temperatur på mindst 1000 graders Celsius. Når havvandet – eller is for den sags skyld kommer i berøring  med en 1000 grader hed glødende stenmasse, som lava nu engang er, så vil det nå kogepunktet og splintre alt omkring sig til småskår.

Det var denne proces, der i dette udbrud blev skyld i de stærke eksplosioner.

En liter vand kan forvandles til flere tusinde liter vanddamp og når det sker lynhurtigt dannes der kraftige eksplosioner. Et sådant vulkanudbrud kaldes for en hydromagmatisk eksplosion, d.v.s. vanddampeksplosion. Dette er sket mange gange før, bl.a. ved undersøiske vulkanudbrud.

Analyse og tolkning af udbrudsfænomenerne og det udslyngede materiale blev gjort af vulkanologer på stedet og vulkanolog Melissa Scruggs fra University of California. 

Vulkanforskere har beregnet, at der i dette udbrud blev udsendt ca. 2 kubikkilometer aske og gasser ud i luften, som bevirkede, at næsten 90 procent af de lyn, der fandt sted skyldtes udbruddet fra Tonga. 

Kermandec og Tongaøerne består altså af en ø-kæde af vulkaner af hvilke de 15 betragtes som aktive og 8 undersøiske vulkaner.

Ud af dem er der bl.a. Falcon Island og Late.

En af dem er Niuafou`ou – en lille bevokset vulkanø i Stillehavet – ikke langt fra Fiji – Tonga og Samoa. Den er ca. 200 meter høj og kaldes også Tin – can fra den tid, da posten til og fra øen blev afhentet i en tilloddet kiksdåse, som en svømmer trak i land efter sig. Øen er godt 20 kilometer i omkreds og har en lagune i midten. I lagunen er der varme kilder.

Vulkanologien siger, at Niuafou`en udgør toppen af en stor undersøisk skjoldvulkan, samt at den vandfyldte lagune er en caldera, og ringvolden består af lava og askelag. Der sker både vulkanudbrud af den rolige slags og så de mere eksplosive fra bunden af lagunesøen. Her bor folk faktisk inde i selve vulkanen, og i 1929 opstod et ildspyende krater sig i midten af byen Angahas ved et køkken udenfor et hus og 20 meter fra et andet hus, der var beboet. Folk løb heldigvis væk med det samme. Husene blev begravet under 100 meter lag af lava og aske.😊

Det er ganske utroligt, hvad man kan finde på for at true hinanden.

“Rusland udgør en dødelig trussel mod hele den vestlige civilisation”. Sådan lød formaningen fra den russiske oberst Konstantin Sivkov i et interview med kulturavisen Literaturnaja Gazeta i januar. 

Sivkov, der også er vicepræsident i Ruslands Akademi for Missil og Artillerividenskab, forklarer, at de russiske atomstyrker har kapacitet til at udvikle missiler med sprængkraft på 100 megatons. Det er 6600 gange mere end Hiroshimabomben.

Med sådanne våben kunne russerne angribe supervulkanen Yellowstone eller forkastningen mellem kontinentalpladerne på USA’s vestkyst, fantaserer Sivkov, der også har en ide til angribe med en atom-tsunami:

Den med Yellowstone er utopi. Det hele kommer an på vulkanens udbrudscyklus og i hvilken fase den smeltede magma, der befinder sig i magmakammeret under vulkanen og hvor meget af den magma, der er afkølet og hvor meget, der er smeltet – altså flydende. Det farligste ved et udbrud i en supervulkan er nu ikke den smeltede magma – lava – men selve askestøvet, der er hvidt og består af små glasskår og som den smeltede magma forvandles til, når vulkanen går i udbrud.

Som det ser ud lige nu er smelten i Yellowstone – verdens mest berømte Supervulkan ikke udbrudsdygtigt nok til at fremkalde et udbrud i nær fremtid. Beregninger går på ca. 10.000 år ud i fremtiden før det sker. Denne konklusion er fra direktør Jack Løvenstern fra vulkanobservatoriet i Yellowstone, som jeg har talt med om dette.

Kilde: vulkaneksperten.dk