En voldsom seismisk aktivitet i Etiopien viser at det nordøstlige hjørne af Afrika er ved at blive revet af.

Det betyder blandt andet, at havet inden for dét, geologer, betragter som kort tid vil dække den nuværende ørken.

Det er ikke første gang i historien det sker. De første brud i området skete for flere millioner år siden og gav anledning til dannelsen af et Røde Hav og Adenbugten.

Der Spiegel citerer Tim Wright fra School of Earth and Environment ved Leeds University for at sige, at de kun 25 meter høje bakker, der omgiver området, kan synke sammen i løbet af nogle få dage.

Når bakkerne falder sammen, kommer vandet fra Det Røde hav, siger Tim Wright og forklarer, at inden for de seneste fem år er den geologiske transformation i det nordøstlige Afrika accelereret dramatisk.

MIDDELHAVETS DANNELSE

Italiens jordskælv og vulkaner er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 1 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika.

Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden må have været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der dengang lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Mange mener, at det må have taget godt og vel 100 år for det indfossende havvand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde har i dag. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker alene de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Europæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion eller underskydningszone sagt på en anden måde et puslespil, hvor brikkerne tvines til at bevæge sig på grund af pres fra syd.

Herved opfoldes bjergene nord herfor. Vi kan egentlig sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand og varmeopstrømninger i jordens indre. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger.

Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, har en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er mere sejtflydende og derfor bliver de vulkaner der opbygges ovenpå jordens overflade generelt mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. Derfor finder vi her mere eksplosive vulkaner oven over på jordens overflade i den østlige del af Middelhavet og på den Italienske støvlehalvø, hvor havbundspladen bevæger sig ned og ind under Italien både fra syd og øst og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, mens Etna på Sicilien har et mere kompliceret mønster, da den ligger dels på underskydningen fra syd, men også ved et åbent sår – Maltagraven mod øst – starten på en åbningszone og efter manges mening et såkaldt ”hot-spot” altså hvor der tilføres ekstra meget magma nedefra dybere del af jordens kappe, (Se min artikel: Sådan fungerer Etna).

For at gøre det endnu mere kompliceret finder vi også i den vestlige del af Middelhavet også en såkaldt åbningszone, der tillader smelter(magma) at bevæge sig op nedefra. Altså et kompliceret system, som man i de seneste årtier har fået mere og mere forståelse for.

Vi kan ikke stoppe pladebevægelsen af Afrika imod Europa og gnidningsmodstanden bevirker, at pludselig et sted brister spændingen og der opstår et jordskælv.

Først og sidst Middelhavsregionen med sine mange jordskælv og vulkaner er et produkt af, at Afrika rykker mod Europa.

Agatha af Catania

Minnedag: 5. februar

Den hellige Agathe av Catania (~225-~251)
Skytshelgen for Catánia, Malta og Zamarramala i Spanien; for ammer, ammende mødre, sygepleiere, klokkestøbere, vævere, hyrdinder, guldsmede, bjergarbejdere, de hungersramte, mod ildebrand, Etnas uforudsigelige vulkanbrud, jordskælv, ulve, brystsygdomme, sterilitet og ulykke.
Den hellige Agathe (Agatha; it: Agata) blev født ca. 225 i byen Catánia på Sicilien i Italien. I området rundt omkring Catánia blev hun meget tidlig dyrket og tilbedt som som jomfrumartyr. Også i Palermo hævdes det at have været hendes fødeby, men det stammer først fra 500-tallet. Hun led sandsynligvis martyrdøden rundt i år 251 under kejser Decius (249-51), men det kan også have vært i år 300 under kejser Diokletian (284-305).
Mere ved vi faktisk ikke sikkert om hende. Til gjengæld opstod der tidlig en legende om hende med talrige variasioner, både på græsk og latin. Den græske legende er den ældste, mens den latinske stammer fra begyndelsen af 500-tallet. Selv om de enkelte detaljer i legenden er upålidelige, kan ikke Agathe avfejes som en opdigtet skikkelse. Legenden er mere end noget andet en indikation på hvilken type kvinder, der blev holdt frem og æret i de første århundrer.
Der findes også et illustreret manuskript om hendes lidelse. Det stammer fra Burgund og daterer sig fra 900-tallet eller tidlig 1000-tallet. Det illustrerer det faktum, at bare biografier om kvindelige helgener indeholder seksuel lemlæstelse. Mænd bliver tortureret, men ikke seksuelt lemlestet som kvinder som Agathe, ofte jomfruer som nægtede at gifte sig.
Legenden fortæller at Agathe blev født enten i Catánia eller Palermo på Sicilien i en adelig kristen familie. Hun havde som barn viet sin jomfruelighet og sit liv til Kristus. Statholderen Quintian, som var en ond og lastefuld mand af lav herkomst, forelsket sig i den usædvanlig vakre og fornemme jomfru, men blev afvist. Han benyttede sig da af keiserens edikt mod de kristne, og fik hende brakt for sin domstol.
Hun blev dømt som kristen, og blev først plasseret hos en kvinde med det passende navn (eller mulige tilnavn) Afrodisia, som drev et bordel sammen med sine seks (muligt ni) døtre eller assistenter. De forsøgte at forderve Agathe, men forggæves. Hun var der i tredve dage, men på mirakuløs vis bevarede hun sin jomfruelighed. (Denne historie er en parallell til den om den hellige Agnes).
Da overlod Quintian hende til torturisterne, og legenden dvæler så ved det, som nogen har kaldt for «religiøs pornografi» i detaljerne ved torturen, som hun gennomgik. Hun blev lagt på strækkbænken, arme og ben blev vredet ud af led og hun blev brændt med fakler. Til slutt skar torturisterne brysterne af jomfruen og lagde dem på et fad. (Samme detalje optræder i fortællingen om den hellige Eulalia av Méridas martyrium).
Det fortelles at apostelen Peter da viste sig for hende i et syn og helbredte hendes sår. Men Quintian blev ikke bevæget af miraklet, så fire dage senere fortsatte torturen, hun blev og til slut rullet på glødende kull blandet med potteskår og stegt. Da Agathe endelig døde af pinslerne, fik vulkanen Etna et voldsomt utbrud. Jordskælv skræmte statholderens heste, og i rædsel sparkede de torturisterne ihjel. Og lavastrømmen blev stoppet ved at martyrens silkeslør blev holdt frem imod vulkanen. (En anden version siger at vulkanudbruddet skete på dagen præcis et år efter Agathes død).
Agathes tidlige kult bevitnes av at hun nevnes i den hellige Hieronymus’ martyrologium og kalenderen i Kartago (Martyrologium Carthaginiense) fra rundt 530. Den hellige Venantius Fortunatus nevner henne i sitt dikt om jomfruelighet, Carmina, som en av de feirede kristne jomfruer og martyrer. Den hellige pave Damasus I (366-84) blir tilskrevet en hymne til hennes ære, men den ble skrevet av en ukjent poet på et senere tidspunkt, og er åpenbart ment for den liturgiske feiringen på hennes festdag. Innholdet i hymnen er tatt fra hennes legende, og den har enderim.
På slutten av Romerrikets dager hadde paven enorme eiendommer på Sicilia, og de sicilianske martyrene Lucia og Agathe ble tatt inn i Canon Romanus eller Den romerske kanon (Eukaristisk bønn I) etter forvandlingen blant de syv kvinner som blir anropt som forbedere i strofen Nobis quoque (Felicitas og Perpetua, Agathe, Lucia, Agnes, Cecilia og Anastasia). Det hevdes at det var den hellige pave Gregor I den Store (590-604) som gjorde det.
To kirker blev viet til Agathe i Rom på 500-tallet, en af dem blev bygget af den hellige pave Symmachus (498-514) ved Via Appia, men den er nu i ruiner. En anden blev bygget til hendes ære af Ricimer, general for det vestlige imperie, i 460. Den blev brugt af de arianske gotere. Denne kirke, Sant’Agata dei Goti, eksisterer fortsat. Pave Gregor I den Store fik lavet et flot skrin for nogle af hendes relikvier og satte dem der. Senere fik han dem flyttet til klosteret San Stefano på øen Capreae, nu Capri. Den hellige pave Gregor II (715-31) byggede en anden berømt kirke i Rom under hendes patronat i 726, som pave Klemens VIII (1592-1605) gav til Kongregasjonen af kristen lære.
Størstedelen av Agathes relikvier ble oppbevaret i Catánia til 1040, da de ble flyttet til Konstantinopel af den græske general som på den tiden drev saracenerne ud af Sicilien. (Saracenerne var middelalderens betegnelse på muslimer; det kommer antagelig af et arabisk ord som betyder «de fra øst».) Relikvierne blev et århundrede senere i 1127 bragt tilbage til Catánia under omstændigheder som ikke er kendt. På den tiden ble martyrens intakte legeme delt mellem dem som hadde stjålet det.
Hendes relikvier oppbevares i dag i forskellige relikvarer. Arme, ben og brysterne oppbevares i et glasskrin i bevaret tilstand, om end noget mørknet og tørret efter 1750 år. Hovedskallen og store relikvier findes i Catánia og oppbevares i en statue som bærer en kostbar krone med ædelstene. Relikviet har form som en kvindekrop fra hoved til midje og står opprejst. Relikviet er udsmykket med utallige ædelstene som er givet af personer som har modtaget tjenester på hendes forbøn. Relikviet vises frem for de troende ved tre anledninger: På mindedagen 5. februar, den 12. februar og den 17. august.
I korkapellet i domkirken Duomo Sant’Agata i Catánia står der et kostbart skrin fra 1500-tallet som har form som et kvindebryst. Der obbevares også hendes slør. Relikvier opbevares også i domkirken i Verona. Små dele af hendes relikvier skal være blevet distribueret til mange kirker.
Agathes mindedag er 5. februar, og hennes navn står i Martyrologium Romanum. Dagen er også afmærket på den norske primstaven.
Agathe ble afbildet i mosaikkene i Sant’Apollinare Nuovo i Ravenna. I kunsten fremstilles hun ofte med sine afskårne bryster på et fad. De kan forveksles med klokker, og det har ført til at hun blev skytshelgen for klokkestøbere. En anden forklaring på dette patronatet er, at assosieringen med varselklokkerne som der blev ringet med for at varsle folk om brand eller vulkanudbrud samtidig som man råbte på den hellige Agathe efter hjælp, mens en tredje forklaring er at det flydende metal som blev hældt ned i støbeformene, mindede om lava fra et vulkanudbrud. Hun afbildes i tillæg med en martyrpalme eller sine torturredskaber som en knivtang, kniv eller saks, og nogle gange bærer hun det sløret, som er hendes mest berømte relikvie. Hun har ofte et horn fra en enhjørning som tegn på jomfruelighed.
Brysternes lighed med runde landbrød har også åbenbaret eller forårsaget den skik som nogle steder praktiseredes med at velsigne brød i kirken på hendes festdag. Alle middelalderens ammende mødre bad til hende, særlig hvis de havde ondt. Fordi lavastrømmen fra vulkanen stoppede da man holdt hennes slør frem, mente man hun måtte være god at bede til, når man ville have slukket ildebrande. Hendes slør blev siden brugt for at stoppe udbrud fra Etna, det mest kendte var udbruddet i 1674. Sidste gang det skete, var i 1840-årene. Hendes slør bæres stadig i højtidelige processioner på hendes festdag i Catánia. Gennem hendes forbøn ble øen Malta reddet fra tyrkerne som invaderede i 1551, så hun æres i dag som Maltas skytshelgen.

Alt liv på jordens overflade skyldes jordens kerne og holder planeten aktiv.

Kernen er varmekilde og igen årsagen til kontinenternes skabelse og undergang igennem millioner af år.

Deccan plateauet dannet af lavaudbrud for 65 millioner år siden.

Det består af lavalag på 1 ½ kilometers tykkelse. 75 % af alt liv forsvandt næsten fra jordens overflade.

For 250 millioner år siden var kontinenterne samlet.

Jordskælvsbølger kan forplante sig med 12.800 kilometer i timen i gennem jorden.

I jordens kappe drives pladerne af varmestrømninger – såkaldte konvektionsstrømme fra kernen – dybt i jordens indre.

Varmt materiale stiger opad og det kolde synker ned.

Dette er jordens motor med brændstoffet indefra.
Inderst inde 6400 kilometer i centrum er jordens tryk 3 ½ million gange større end ved overfladen.

Jordens inderste kerne er grundlag for alt.

Varmen dannes af Uran – Kalium og Thorium frigiver energi i form af varme. Varmen er en gave og gør verden smuk og omskiftelig. Det handler om tryk og varme.

Den er 4000 grader varm og består af smeltet metal som jern og nikkel og på størrelse med månen.

Sc. Andreasforkastningen bevæger sig med 2 ½ cm om året i modsat retning.

Marianergraven er den dybeste kløft på jorden og en subduktionszone.

Den er 11 kilometer dyb.

Vandtrykket i 8 kilometers dybde er 1000 gange større end ved havets overflade.

Magma befinder sig i få kilometers dybde og frigiver luft og vand fra sig.

Hawaii med Kilauea er en plumevulkan og 2900 kilometer dyb søjle af varm kappediapir(en klippe og søjle af magma)og Stillehavsbundpladen flytter sig med 12 cm om året.

Et resultat af varmeafgivelsen fra dynamoen i jordens hjerte.

Diamanter er op til 3 milliarder år om at dannes ved ekstra varme og trykforhold.

Jordens magnetiske skjold beskytter jorden mod solvinde – ellers ville overfladen blive en gold ørken.