Ritzau skriver:

Seks journalister og turister er indlagt med brandsår efter en eksplosion på vulkanen Etna på Sicilien.

Et hold fra den britiske tv-station BBC og flere turister har lidt mindre skader efter at være blevet fanget tæt på en eksplosion på vulkanen Etna på Sicilien torsdag.

Det rapporterer BBC.

– Der er mange sårede – nogle med hovedskader og andre med forbrændinger, snitsår og blå mærker, skriver videnskabsjournalist på BBC Rebecca Morelle på Twitter.

Hun var blandt de journalister, der var til stede, da eksplosionen skete.

Seks personer indlagt

Af de i alt ti sårede er seks personer indlagt med brandsår og snitsår efter at være blevet evakueret fra bjerget. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der var 35 mennesker i området, da eksplosionen skete. Foruden holdet fra BBC var der 15 turister, guider og forskere.

Eksplosionen fandt sted tidligt torsdag eftermiddag, da damp fanget mellem lavaen og overfladen slap ud i et kraftigt udbrud.

Ramt af kogende sten

Ifølge Rebecca Morelle blev gruppen overdænget med kogende sten og damp.

Hun fortæller videre, at en vulkanolog på stedet fortalte hende, at det var den farligste episode, han havde oplevet i sin 30 år lange karriere.

– Eksplosioner som denne har dræbt, siger Morelle ifølge AFP.

– At løbe ned af et bjerg, mens man bliver overdænget med sten, flyvende kampesten og kogende damp, er ikke en oplevelse, jeg nogensinde vil gentage, tilføjer hun.

Alle er rystede

Hun fortæller videre, at en guide forvred sin skulder, mens det lykkedes en 78-årig kvinde, der var tæt på eksplosionen, at komme sikkert væk.

– Alle fra BBC-holdet er okay, om end nogle har fået rifter, mærker og forbrændinger. Vi er meget rystede. Det var meget skræmmende, skriver hun på Twitter.

Etna er en af de mest aktive vulkaner i verden. Det gør den til et yndet mål for forskere og turister.

Det er tredje gang på tre uger, at Etna spyr lava.

Selv vil jeg tilføje, at Etna er ikke at lege med. En forholdsvis uskadelig vulkan, hvis man holder sig på afstand fra toppen, når vulkanen er aktiv.

Henning Andersen

København den 17. marts 2017.

Opdateret 28 februar 2017 fra vulkanobservatoriet i Catania på Sicilien.

Seneste bulletin fra Sicilien om Etna.

Februar 27, 17:00 Strombolian aktivitet(d.v.s. forholdsvis svag aktivitet, hvor udbrudsmateriale i form af småsten, glødende lavablokke og aske slynges ud ved eksplosionerne i krateret i form af løst udbrudsmateriale omkring den nye sydøstre krater, der ligger i toppen af vulkanen. Aktiviteten er steget gradvis siden den 23. januar, og lava begynder at flyde fra krateret i ca. 2850 meters højde. Askeregn falder over byerne Zafferana og Linguaglossa, der ligger på Etnas nordøstlige skråning.
Der har siden i går været mange små jordskælv – rystelser – hvilket beviser på magmabevægelser inde i vulkanen.

Catanias vulkanobservatorium følger udviklingen time for time.

Det er et af Etnas topkratere – det nordøstre krater, der sender aske og slagger i vejret i form af “stromboliansk vulkanaktivitet”, og det vil sige forholdsvis svag virksomhed, hvor eksplosionerne slynger udbrudsmaterialet ud fra vulkanen.

Se artikler om Etna under artikler på vulkaneksperten.dk

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Vulkanekspert og forfatter til 10 bøger om vulkaner, bl.a. “Etna ildens bjerg” og bogen “Vulkaner” fra Frydenlunds forlag, der handler om italienske vulkaner. ..

Tlf. 20-764247

Dette foto er taget af vulkanolog Boris Behncke.

Boris Behncke

Herunder min artikel: “Etna sådan fungerer den”…

”Skønt er det, vi ser…
skønnere det, vi har erkendt…
men langt det skønneste er det, vi ikke fatter”…
(Præst og geolog Niels Steensen`s berømteste citat fra 1673)

”Etna bestemmer selv, hvornår og hvor den vil udgylpe sine lavafloder og vise sit temperament. Forskere og videnskabsfolk har delte opfattelser af vulkanens ubrudsteknik – selvom vi i dag ved mere om vor jordklode, end da Jules Verne skrev: ”Rejsen til jordens indre”. Naturens kræfter er stærkere end menneskets”.

Etna har forskellige typer udbrud. Ved flankeudbrud på bjergsiden, er der oftest tale om en sprække, som får tilført magma fra det centrale hovedkrater. Et exentrisk udbrud er et udbrud, som finder sted på siden af vulkanflanken, men med sit eget magmakammer i dybet. Det skete netop i år 2001/2002/2003. Man formoder, at de øverste magmakamre ligger kun få kilometers dybde under vulkanens top, mens den store magmakilde i dybet i Jordens kappe befinder sig fra 50 til 100 kilometers dybde.(Kilde: Instituto Nazionale di Geofisicia Vulcanologica Catania)

Den Europæiske og Afrikanske Plade støder sammen, og der er dannet flere knæk eller brudlinjer, som igen forskubber sig, da Afrika rykker mod Europa med 2 cm om året. Der udover ligger Etna på en ”hot-spot”, d.v.s. ekstra varmekilde med opadstigende materiale, som blander sig med den neddykkende pladerand og kan hermed give forklaring på Etnas forskellige lavatyper fra tid til anden.

Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 og nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som indbyggere kalder deres vulkan.

Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre eller bedre end mange andre de tusinde vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der kraftige udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid, og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer dette mineral ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Her er det bl.a. vand, som den tunge neddykkende plade fører med sig, og som udløser en opsmeltning af det neddykkende materiale under enormt tryk og varme. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna kan have fået tilført en slags lavablanding nedefra – måske er en del af den neddykkende Afrikanske plade knækket og blander sig med den opadstigende magma længere nede fra jordens kappe og vil om nogle tusinde år blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) ”Vi tager den med ro. Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”.

Vi kan konkludere, at Etna ligger på et ”sår” i jordskorpen, hvor tre brudlinjer krydser hinanden. Den ene går via Messinastrædet mod nord, den anden over øerne Liparai og Vulcano nord for Sicilien, og den tredje gennemskærer hele Sicilien på tværs. Alle linjerne krydser Etna mere eller mindre. Brudlinjerne ses som et resultat af det Afrikanske kontinents fremrykning mod Europa gennem de sidste 60 millioner år, hvilket de mange jordskælv i Middelhavsregionen også vidner om. Disse dybe revner og sprækker baner vej for det hede opstigende magma fra de dybere dele af jordens kappe, men Etna betragtes også ofte som et resultat af en riftzonevulkan, hvor undergrunden eller skorpen under vulkanen er udsat for en slags langsom udvidelse, hvilket bevirker, at jordkappen hæver sig neden under og smelter ved trykfaldet. Udfor Siciliens østkyst ligger en dyb gravsænkning, der har forbindelse med Maltagraven og begyndelsen til en udvidelses- eller riftzone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år. Den næste årsag til at forklare Etnas livlige vulkanvirksomhed har man vulkanologisk tolket som en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af kappemateriale i form af varmt magma – altså smeltet lava – finder sted. Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller mindre konstant aktiv i årtusinder – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum.

Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f.Kr.f., men senere i historisk tid 1169 og 1669-udbruddene må betegnes som nogle af de største, hvor lavaen strømmede ned over dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod – i dag Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor gastrykket altid er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner fra topkraterne.Værre er det, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkratere, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og herfra strømmer ud og nærmer sig de tætte bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas mange udbrud.
De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, idet gasserne i den smeltede magma(lava) inde i vulkanen har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplades bevægelse ind under Italien.

Vi ved, at Etnas enorme vulkankegle med sit fundament er bygget op af sine udbrudsprodukter for ca. 600.000 år siden, men allerede for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har opbygget sig ved gentagne udbrud af de udslyngede udbrudsprodukter. Der har siden været ca. 8 såkaldte opbygningsfaser af forskellige vulkankegler i Etnas vulkankompleks, som hver på et eller andet tidspunkt enten er styrtet sammen på grund af udtømning af magmakamre under vulkanen eller eroderet væk, og den nuværende vulkantop er bedømt til at være ca. 8000 år gammel.

Det Afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen med Alperne, alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien og hele Middelhavsbækkenet dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 1 million jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og forvolder skade. En mægtig stor geologisk livsproces, og årsagen til denne jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm kan tage mange tusinde år, men er mere eller mindre konstant.
Etna ligger altså på den Afrikanske Kontinentalplades subduktion(d.v.s. neddykning – underskydning) – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

I hele verden bor i dag over en halv milliard mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 50.000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på grund af enorme udslyngede mængder af aske og svovldioxid, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere.Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de ofte alt for tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i U.S.A. og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.

I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosioner, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer og magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.

Etna udsender røgringe, der ligner en stor udgave af de røgringe, man man ser rygere øve sig i at udblæse, f.eks. med en cigar. Røgringene består dog ikke af røg, men af vulkanske gasser, mest vanddamp og og kuldioxid op til 100 – 200 meter i størrelse. Man har observeret det andre steder på vulkaner i verden, men mest på Etna. De dannes ved en slags samspil mellem vulkanens kraterstørrelse og de processer, der foregår, når gasserne frigives fra den smeltede lava i dybet under vulkanen. Herefter presses gasserne op gennem en flaskehalsformet tilførselskanal og ud i luften på overfladen. Hvis krateråbningen er cirkelrund, dannes en som nævnt en røgring.

Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gibel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Senere troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre.

.

Vulkaner rumler rundt omkring, og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden mens dette læses.

Nye udforskninger tyder på, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren ved lufttryksfaldet og vandstanden stiger i havene.

Man har, efter datering af de vulkanske udbrudsprodukter udregnet, at der ved tidligere istiders afslutninger, hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har ændringer af trykforholdene i den faste jordskorpe påvirket de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne. Specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet var der mange udbrud. Vi ved, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, hvilket så tydeligt blev bekræftet ved Krakataus udbrud i Indonesien i 1883.

Fakta er altså, at man ved forskellige målingsresultater har kunnet beregne, at i kølvandet på den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted samt mange jordskælv rundt omkring på kloden.

Man har iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Vulkanforskere har gisnet om det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning” og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde måske ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at klimaforhold kan påvirke vulkaner. For ca. 74.000 år siden sendte Toba – vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.

Det betyder altså, at nogle vulkaners udbrud synes at være sæsonbestemt, f.eks. har man bemærket i Alaska, at der om efteråret og vinteren, når det faldende lufttryk får vandstanden til at ændre sig i oceanerne, lagt mærke til, at der sker flere udbrud i vulkanerne. Det stigende vandtryk presser ekstra på en vulkans fundament og dermed øges trykket ovenpå vulkanens magmakammer, der ligger neden under. På samme måde som hvis man presser tandpastaen ud af en tube.

Det ser altså ud til, at den øgede vandstand som følge af global opvarmning kan medvirke til at gøre Jorden mere ustabil og til sidst får vi hyppigere vulkanudbrud samt flere og flere jordskælv.

De mange istider, der har bundet enorme mængder af vand som is, har fået vandstanden i verdenshavene til at falde med adskillige hundrede meter. Det har for eksempel haft betydning i Middelhavet, hvor vulkanen Etna i perioder har opført sig anderledes end i dag. Undersøgelser har vist, at Etna var usædvanlig rolig under den seneste istid.

Da vandet stiger efter istidens iskapper var smeltet, voksede trykket på magmakammeret under vulkanen og Etna fik hyppigere udbrud.

Man har beregnet, at vandstanden steg med omkring 130 meter dengang. I dag siger nye beregninger, at oceanerne vil stige med fra 10 og til 88 centimeter frem til år 2100.

Det kan sagtens give store problemer. I de senere år er forskerne blevet mere overbevist om, at selv små forskydninger i vandmasserne kan få voldsomme konsekvenser.

Egentlig er det ikke så underligt, at vand kan påvirke undergrunden. En kubikmeter vand vejer et ton, så en stigning på blot 10 centimeter vil over en kvadratkilometer øge trykket med 100.000 tons eller det samme som et større højhus.

Alligevel er det først for nylig, at forskerne er begyndt at erkende sammenhængen mellem store klimaændringerog ekstreme geologiske begivenheder.

Professor Bill McGuire ved University College i London og en række andre geologer og geofysikere slår nu til lyd for, at medmindre vi minimerer den menneskeskabte drivhuseffekt, kan vi ikke kun forvente et varmere klima, men også en mere turbulent geologisk fremtid.

Stigende vandstand er ikke den eneste følge af klimaforandringerne, som kan påvirke Jordens velbefindende.

Ifølge geofysikeren Jeanne Sauber fra NASA og geologen Bruce Molnia fra US Geological Survey har hastigt smeltende gletsjere nær Icy Bay ved Alaskas stillehavskyst lettet trykket på undergrunden så meget, at det i 1979 var med til at udløse St. Eliasjordskælvet, der havde en styrke på 7,2.

Truslen om vigende gletsjere og øget vandstand er især knyttet til de tre store iskapper, der findes på Jorden i dag:

Den største er det gigantiske isdække på Østantarktis, fulgt af iskappen på Vestantarktis og indlandsisen på Grønland.

Når klimaet bliver varmere, afgiver iskapperne vand på grund af øget afsmeltning og kælvning af isbjerge.

Klimaforskerne er især bekymrede for stabiliteten af indlandsisen. Ifølge modelberegninger, der er udført af Jonathan Gregory fra University of Reading i England og Philippe Huybrechts fra Vrije Universiteit Bruxelles, vil den indlede en uigenkaldelig og selvforstærkende nedsmeltning, hvis temperaturen i Grønland stiger med 2,7 grader. Hvis iskappen forsvinder helt over måske tusind år, bliver konsekvensen en stigning i havniveauet på syv meter. Og scenariet er desværre ikke urealistisk – klimamodellerne forudsiger temperaturstigninger i Arktis på mellem fire og syv grader frem mod år 2100.

Befriet for vægten af indlandsisen – og på kortere sigt vægten af gletsjere – vil undergrunden hæve sig, og det kan udløse jordskælv, der er kraftige nok til at skubbe de tykke af lejringer ved kysterne ud på dybere vand. Sådanne undersøiske landskred kan igen udløse tsunamier.

Bill McGuire sammenligner med det såkaldte Storegga-jordskælv på havbunden ud for Norges vestkyst for 8000 år siden, som medførte tre store undersøiske landskred. Det skabte en tsunami, som sendte 20 meter høje bølger ind over Shetlandsøerne og seks meter høje bølger ind over den skotske kyst. Sedimenterne omkring Grønland minder om datidens af lejringer ud for Norges kyst.

Vulkanudbrud fulgte istiden

Man kan få en fornemmelse af de geologiske konsekvenser ved forandringer i fordelingen af vand på kloden ved at studere fortidens skift mellem istiderog mellemistider. I løbet af de seneste 740.000 år har Jorden oplevet otte af disse dramatiske klimaskift, hvor iskapperne har bredt sig ud over kontinenterne for siden igen at trække sig tilbage mod polerne. Under en istid presser vægten af de enorme iskapper de underliggende landmasser ned og lægger låg på vulkaner og forkastningszoner. Når iskapperne forsvinder, sker det omvendte: Landjorden hæver sig og vulkaner og  forkastninger bliver atter aktive, hvorved den seismiske aktivitet stiger.

Den bedst undersøgte periode med kraftig geologisk aktivitet er de første årtusinder efter den seneste istid, som sluttede for 11.500 år siden. Perioden er blandt andet karakteriseret ved store vulkanudbrud i Island, fordi smeltningen af isdækket på vulkanøen reducerede vægten på de underliggende magmakamre.

Allen Gardner fra University of North Carolina har identificeret et tilsvarende mønster i det østlige Californien gennem de seneste 800.000 år, og øget vulkansk aktivitet i starten af mellemistider er også blevet påvist i Cascades Range i USA og i Andesbjergene i Sydamerika.

Tilbagetrækningen af iskapperne medførte ligeledes en bølge af vulkanudbrud på grund af vandstandsstigninger i verdenshavene.

Bill McGuire og hans kolleger har ved analysering af havbundskerner fra Middelhavet påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af vulkanudbrud i området og svingninger i havvandstanden gennem de seneste 100.000 år.

En lignende tendens gør sig gældende for jordskælv. Et eksempel er Skandinavien, hvor der blev udløst kraftigere jordskælv, da landjorden hævede sig efter at iskappen smeltede bort. Det gælder især i forkastningsområdet i Lapland, hvor klimaændringerne i følge Iain Stewart fra Brunel University i England var med til at udløse et kæmpemæssigt jordskælv for 9000 år siden, hvilket efterlod den ti meter høje og 150 kilometer lange Parvieforkastning i Nordskandinavien.

Konsekvensen af begivenhederne omkring afslutningen af den seneste istid mærkes muligvis stadig i dag. Således mener Patrick Wu fra University of Calgary i Canada og Paul Johnston fra University of Western Australia, at den fortsatte hævning af det Nordamerikanske kontinent kan have bidraget til at udløse de store New Madrid-jordskælv, der rystede Mississippidalen i 1911 og 1912.

Om vi vil opleve en fornyet bølge af naturkatastrofer i samme stil, er det endnu umuligt at sige med sikkerhed, men ifølge Bill McGuire er der tegn på, at klimaændringerne bliver store og  jordskorpens følsomhed er høj.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Vulkaneksperten Henning Andersen blev kendt fra ”Kvit eller Dobbelt” med Otto Leisner. Han er en garvet foredragsholder, som gang på gang har tryllebundet publikum med sin store viden.

Om vulkaner siger han: “Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft, vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet levende liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner, som de er vores fjender.

Hans foredrag: ”Når vulkaner går amok” handler ikke kun om de berømteste og største vulkankatastrofer på jordkloden, men også hvad de har betydet for os mennesker og al form for dyreliv på jorden, samt de sagnlegender og myter, der knytter sig til vulkanerne. Når mennesker ikke havde magt over naturkræfterne, skulle der ofres til dem, og på den måde opstod religionstilbedelsen.

Vesuv – Etna – Stromboli – Hekla – Krakatoa – Mt. Pelee – Fujiyama – Mt. Saint Helens – Yellowstone – Santorini – vulkaner, der har sat store spor og ændringer i menneskehedens historie.