Forfatter: Henning - Vulkaneksperten.dk

Den 321 meter høje vulkan på øen “White Island” 50 kilometer uden for New Zealands østkyst er i udbrud igen. Denne vulkan tilhører subduktionstypen lige såvel som New Zealands andre vulkaner . Det betyder igen, at vulkanerne er dannet i den såkaldte ildring, d.v.s. den ring af vulkaner, der ligger rundt omkring hele Stillehavet, hvor en havbundsplade – i dette tilfælde Stillehavspladen – presser sig ind og ned under den australske plade, hvorved magma(lava) stiger op og danner de vulkaner, der ligger på havets eller jordens overflade. Denne vulkantype har oftest – som vi også ser her i tilfældet White Island – en sejtflydende type magma, hvor igennem de frigivne gasser har sværere ved at undvige og dermed får vi kraftige eksplosioner i udbrudsrytmen.

Ordet Subduktion: Lavatypen er fra andesit til – dacit d.v.s. med et forholdsvis højere indhold af kiselsyre, der igen er medvirkende til at gøre vulkanens udbrud mere kraftigt. Her mødes to af jordskorpens plader, der presses imod hinanden, og den letteste – ofte oceaniske – presser sig ned i jordens kappe under den anden kontinentale – altså kaldet subduktion, hvilket betyder underskydning. Derved sker der en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har en mere sejtflydende konsistens. Dette medfører igen, at den opstigende magma vil danne mere eksplosive vulkaner på jordens overflade, da denne sejtflydende lava bevirker, at gasserne har sværere ved at undslippe i vulkanens udbrud. Man kalder det også for en destruktiv pladegrænse.
Mange gange er der i artikler nævnt, at en neddykkende havbundsplade er mere vandholdig end ellers, og det er da også rigtigt, at der er H2O med, men det anvendes hovedsageligt til mineraldannelsen, men det er SiO2 – indholdet(kiselsyren) i den seje smeltemasse, der giver eksplosiviteten.

I dette tilfælde på øen “White Island” ved New Zealand var et Krydstogtsskib med turister gået i land på vulkanøen, hvis krater var nemt at komme i nærheden af, da krateret er åbent næsten helt ned til havet og skibene kan ligge til her i nærheden. Da øen er privatejet, skal man aftale med ejerne, om man må gå i land på øen.

Ved udbruddet sendte eksplosionerne skoldhede aske og dampskyer op i 3600 meters højde for så at kollapse og glide som hede skoldende damp – gas og askeskyer ned over vulkanens flanke. Dette nye udbrud er af phreatisk karakter, altså der dannes kraftige dampeksplosioner, hvilket igen er typisk for denne vulkans udbrud. Der kommer ikke flydende rød lava ud, fordi dens magma er ekstremt sejtflydende.

Summa Sumarium på det hele er, at denne ulykke kunne være undgået, hvis turisterne havde holdt sig væk fra øen og lyttet til advarslerne, som man oven i købet på den vulkanologiske Explosivitets Udbruds-skala havde vurderet til at stige fra trin 2 til 4 og det betyder igen, at udbrud er nært forestående. Denne advarsel var sendt ud allerede i november og for et par dage siden blev den vurderet til at stige til styrke 4 – og det betyder igen, at et udbrud kan ventes når som helst.

Trist men sandt.

Øen hedder på Maorisproget: “Whakaari – der betyder den dramatiske ø”, hvilket jo også må siges at være korrekt. Kaptajn Cook kaldte den “White Island”, hvilket betyder den hvide ø efter øens hvide dampskyer dengang han sejlede forbi i 1768.

Lidt om VEI – skalaen:

Hvert år er der rundt regnet 60 vulkaner, som har udbrud, men med meget forskellig aktivitet. Hvordan måler vulkanologer så hvor stort et udbrud er? Der er ikke noget enkelt særpræg, som afgør størrelsen, men opstillingen nedenfor – Vulkansk Eksplosivitets Indeks, eller VEI – er baseret på en række forskellige fakta, der kan observeres under et udbrud.
VEI-skalaen er en benævnelse for den mængde materiale af aske og lava, som udslynges af en vulkan i udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7.
Det største, kendte volumen i historisk tid var ved udbruddet af Tambora, Indonesien i 1815, hvor man mente, at det samlede volumen var på 150 km3. Dette er ved senere beregninger anslået til mellem 30 og 100 km3. I forhistorisk tid er der forekommet udbrud på flere tusind km3 – 1 km3 = 1 milliard m3 !
Hvis der er meget aske og løse udbrudsprodukter er volumen større end ved et udbrud af kompakt magma. Den almindelige mængde ved større udbrud er ofte mellem 10 og 30 km3, og ved mindre udbrud gerne nogle millioner kubikmeter (m3).
Supervulkaner slynger som regel over 1000 kubik-kilometer askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 8 og opefter. Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på Jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele U.S.A. plus klimaændringer på hele Jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen.
Dertil kommer at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi bør dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på Jorden under mere konstant opsyn, og det er nødvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Alarmberedskabskoder
De fleste lande opererer med fire faser:
GRØN: Rolig
GUL: Øget aktivitet, usikker udvikling
ORANGE: Udbrud igang eller kan komme når som helst
RØD: Udbrud igang/eksplosioner forventes
Nogle lande bruger nummerering fra 0 til 5, hvor 5 svarer til RØD

Vulkan fundet vest for Grønland i havet.

Danske forskere har på havbunden ud for Nuuk vest for Grønland fundet en undersøisk vulkan, der stammer fra Kridttiden, dengang Dinosaurerne regerede vores verden og på det tidspunkt, hvor Superkontinentet Pangea blev opdelt og Afrika, Europa og Amerika begyndte at glide fra hinanden.

Herved dannedes en masse vulkaner ved udbrud fra havbunden, hvoraf de fleste stadig befinder sin på havbunden.

Vulkanen blev fundet, da et olieselskab borede efter olie, og det er den danske geolog Christian Knudsen fra GEUS – Danmarks Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland.

Vulkanen har form som en typisk strato – vulkan også kaldet keglevulkan og er flere tusinde meter høj fra havbunden som f.eks. Etna – Kilimanjaro og Fujiyama. Videre undersøgelser af vulkanens
udbrudsprodukter – lag af lava og aske – viser, at vulkanen har ligger over havets overflade, fordi det udslyngede udbrudsmateriale i form af lava og aske er størknet i luften inden det faldt til jorden.

Der er desuden mange vulkaner på Grønland, der var virksomme for 60 millioner år siden.

Den gængse opfattelse – konklusion – men stadig teori – går ud på, at kontinentalpladen, som Grønland ligger ovenpå, gled langsomt hen over et vulkansk aktivt hot – spot i undergrunden. Hot – spot betyder ekstra varmekilde.

Ekstra indhold af grundstofferne niobium og zirkonium i boreprøverne røber, at denne type eksplosive vulkaner dannes, når et kontinent brydes op – og i dette tilfælde for 95 millioner år siden udtalte geolog Christian Knudsen.

Forskerne kan også afgøre ved undersøgelser af bly og uran i krystaller af mineralet zirkon afgøre, hvornår en vulkan har været aktiv.

Der befinder sig meget vulkansk glas i og egnen omkring Nuuk. Vulkansk glas – obsidian – dannes ved, at lavaen slynges eksplosivt og højt til vejrs i kolde omgivelser og størkner så hurtigt, så der ikke dannes krystaller men glas i stedet. Det betyder igen, at denne vulkan og andre også for den sags skyld har været ekstremt voldsomme.

Delingen af mellem Amerika – Grønland og Europa endte med at danne den nordlige del af Atlanterhavet.

I dag er der ingen grund til ængstelse. Vulkanen er for længst uddød. Til gengæld deler Island sig med 2 cm om året i dels vestlig men også østlig retning, og det betyder igen, at Island deler sig med 4 cm om året. Island bliver langsomt men sikkert flået fra hinanden midt igennem landet, hvor de fleste virksomme vulkaner i dag befinder sig.

Kilde: Nature Geoscince – geolog Christian Knudsen og vulkaneksperten Henning Andersen.

Vulkaneksperten ønsker alle sine læsere en rigtig god jul og godt nytår 2020.

Vulkanudbrud ved New Zealand.

Vulkan fundet på havbunden vest for Grønland.

Vulkanrejse til italien