Lidt citater om vulkaner

“Jordskælv er ligesom vulkaner en trykaflastning – eller sagt på en anden måde – en sikkerhedsventil – for det store tryk i jordens kerne”…

“Uden den varme jordkerne ville jorden være ubeboelig.Jordens kerne er en atomreaktor der danner energi ved nedbrydning af grundstofferne helium og plutonium”…

“Jordens kerne er som en atomreaktor – det kraftværk, som driver planeten og dermed afgørende for fortsat levende liv på jorden. Uden den magnetiske beskyttelse ville vi blive udsat for radioaktivt angreb fra himmelrummet”…

Energien i “Theras(Santorins) eksplosion for 3645 år siden var 4 x Krakataus i 1883″…

“Vesuv er en forræderisk seriemorder med et flere kilometer langt synderegister”…

“Hawaii – øerne er en lang vulkan-ørække på 2500 kilometers længde midt ude i Stillehavet. Her har vulkanen Kilauea været i konstant udbrud siden 1983″…

“Diamon Head ved Honolulu var for 10.000 år siden en ildsprudende vulkan. Her bor nu over en halv million mennesker”…

“En ny vulkan – Loihi – er nu under dannelse og opbygning på havbunden ud for Hawaii”…

“Vi må tilbage i fortiden for at kunne se ind i fremtiden”…

“Geologi handler også om fremtiden”.

“Med ca. 20 millioner års mellemrum sker der noget voldsomt på jorden – en ny istid – en meteor braser ind i jorden eller kæmpemæssige vulkanudbrud og jordskælv”.

 

 


»


Citater om vulkanerne..

”Jeg har set så mange vulkanudbrud i de sidste 20 år, så jeg er ligeglad med, om jeg dør i morgen”…
udtalt af vulkanologen Maurice Krafft dagen før han blev dræbt på Unzen vulkanen i Japan 1991.

”De fleste vulkanologer dør i sengen”…
udtalt af Maurice Krafft.

”Dette er som Yellowstone”…
udtalt af amerikansk turist ved Krakatau i Indonesien i 2008.

”Hvornår og hvilken tid bryder vulkanen ud?”
udtalt af en turist på Etna i Italien i 2000.

”Dine lunger forvandles til sten”…”Merapi er en Supervulkan”…
udtalt af unavngiven vulkanolog på vulkanologisk conferance i Australien i 2006.

”Er denne vulkan aktiv?”
udtalt af en turist på Etna i Italien efter, at vedkommende havde sovet i et telt på vulkanen Etnas skråningen lige neden for en virksom kraterspalte.

”Behøver en blitz i mit kamera?”…
udtalt af en turist på vulkanen Kilauea på Hawaii efter mørkets frembrud.

”Ingen har fortalt os, at vi behøvede en gasmaske”…
udtalt af en turist på et besøg ved vulkanen Ambryn i den sydvestlige del af Stillehavet.

”Jeg behøver ikke en guide”…
udtalt af en turist på vulkanen Ambryn i 1999. Få timer senere han var forsvundet.

”Behøver vi at medbringe en sovepose eller vil vulkanen varme os om natten?”
udtalt af en dokumentarproduktør på Etna i 2000.




Kan vulkanudbrud påvirke jordens klima?

Denne artikel er skrevet af afdøde lektor Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum og trykt i Geologi Nyt fra Geus år 2000

Studier i forbindelse med meget store vulkanudbrud har kunnet påvise, at netop sådanne udbrud har indflydelse på Jordens klima, idet de er istand til at reducere gennemsnitstemperaturen på jordoverfladen, en effekt der kan strække sig over flere år efter selve udbruddet.

De fleste mennesker betragter almindeligvis vulkaner som noget farligt og destruktivt. Men paradoksalt nok kan man også betragte vulkaner som noget af det mest kreative på denne jord. Dels er vulkanudbrud vel nok den geologiske proces, der på kortest tid er i stand til at frembringe, endog meget store mængder geologiske dannelser, dels har de vulkanske processer en meget afgørende indflydelse på miljøet på Jorden. For eksempel kan vi takke aktive vulkaner for vor atmosfære og dermed den mest afgørende betingelse for liv på denne klode.

LAKAGIGAR

En del af den 25 km lange kraterrække Lakagigar (Eldborgir) på Island, der opstod ved Lakis udbrud i 1783-84. Udbruddet medførte, foruden de klimatiske virkninger, en miljøkatastofe, hvor giftige svovl- og fluor dampe, blev udviklet ved lavaens størkning. Det er beregnet, at der under lavaens afkøling blev frigjort 12 km3 gasser fra lavaen, heraf omkring 10 million tons svovldioxid (SO2); Gasserne lå som en blålig tåge over store dele af landet, der dræbte vegetationen og vandløbenes dyreliv. Følgen blev en forgiftnings- og hungerkatastrofe, hvor 50% af hornkvæget og 75% af fårene og hestene omkom, og hvor omkring 20% af Islands befolkning døde af sult. Der blev fremsat forslag om at flytte resten af befolkningen til Vestjylland, hvor man mente, at livsbetingelserne dengang for “uldjyderne” ikke var meget forskellig fra forholdene på Island.
Lavaen fra udbruddet dækker et areal på ca. 600 km2, omtrent som Bornholms størrelse, og der blev udspyet den største mængde lava i historisk tid på omkring 14 km3 samt knap 1 km3 aske. Mellem 400 og 500 millioner tons gasser blev udspyet, og af ca. 140 millioner tons svovldioxid (SO2), blev der dannet mindst 80 millioner tons svovlsyre (H2SO4), der som en dråbesky (aerosol) blev spredt over Europa og det vestlige Asien.

Det er denne “Tørre tåge”, der påvirkede vejret på den nordlige halvkugle og medførte den usædvanligt kolde vinter 1783-84, som Benjamin Franklin bl.a. beretter om (se teksten).

Foto: Grétar Eiríksson

3552_full

Benjamin Franklins “Tørre tåge”

Benjamin Franklin (1709-1790) var den første, der erkendte at vulkanudbrud var i stand til at påvirke Jordens klima. Han lagde under et ophold i Paris mærke til, at den “tørre tåge”, som i løbet af 1783 kunne erkendes over hele Europa, havde en ejendommelig permanent karakter, idet den ikke påvirkedes af solens varme i løbet af dagen, ligesom den havde en så dæmpende effekt på solindstrålingen, at et brændglas knapt nok kunne påvirke et stykke brunt papir. Han antog, at denne “Tørre tåge”, spredt af forskellig vinde, havde forbindelse til et vulkanudbrud på Island, hvor der i Lakagígar, en vulkankraterrække netop i 1783 var et meget voldsomt udbrud.

Han mente desuden, at der var en sammenhæng mellem den tørre tåge og den usædvanlig kolde vinter man oplevede i 1783-84. Vi ved nu, at selvom et andet voldsomt vulkanudbrud samme år på den anden side af Jorden, nemlig af vulkanen Asama i Japan, utvivlsomt kan have medvirket, så er udbruddet i Laki dog sandsynligvis hovedansvarlig for fænomenet.

3552_2_full

Tekst til tegning herunder:

Vintertemperatur målt af Thomas Jefferson, U.S.A. daværende præsident for det østlige U.S.A. (1767-1805) sammenholdt med variationen af surhedsgraden i isborekernen gra Grønlands indlandsis.

3552_3_full

Året uden sommer

Denne tilsyneladende sammenhæng mellem vulkanudbrud og Jordens klima blev 32 år senere yderligere bekræftet, da det så afgjort største vulkanudbrud i historisk tid fandt sted på den indonesiske ø Sumbawa øst for Java. Udbruddet i vulkanen Tambora på Sumbawas nordkyst varede fra april til midt i juli 1815 (se diagrammet side 5). I denne periode sendtes ved talrige udbrud, 150 km3, svarende til 17 mill. tons vulkansk aske og gas mere end 40 km til vejrs. Detonationerne, som på udbruddets første dag blev forvekslet med fjern kanontorden, til stor uro for de europæiske handelskolonier på Java og Celebes h.h.v. 320 og 1200 km borte, kunne høres på øen Mauritius i Det Indiske Ocean mere end 2.600 km borte.

Da udbruddet efter tre måneder stilnede af var den 4.000 m høje Tamboravulkan blevet reduceret med en 1/3 og en 6 km bred og 1100 meter dyb indsynkning, en såkaldt caldera var dannet i vulkanens top. Mere end 10.000 mennesker havde mistet livet på Sumbawa og de omliggende øer, enten ved selve vulkanudbruddet eller ved de jordskælv og tsunamier (flodbølger) som ledsagede udbruddet. Endnu 82.000 skulle omkomme, som følge af hungersnød og sygdomme, der fulgte i kølvandet på dette gigantiske vulkanudbrud.
Den vulkanske aske fordelte sig fra Timor i øst til Sumatra i vest og til Borneo og Celebes i nord, et areal på mere end 2,5 millioner km2; men den klimatiske effekt dækkede stort set hele den nordlige halvkugle. Således slog vinhøsten fejl i Frankrig det år og kornhøsten 1816 blev en katastrofe. I London registrerede man sommertemperaturen i 1816 til at være 2-3°C under det normale. I Nordamerika sneede det over hele New England i juni måned, og nattefrost ødelagde i august de fleste haver i Connecticut. Stadig lever i Grønland sagnet om det år (1816), hvor det aldrig blev sommer.
Ingen så dengang nogen sammenhæng mellem disse kulderekorder og Tamboras udbrud; Benjamin Franklins betragtninger 33 år tidligere var glemt.

 

3552_4_full

Krakatau 1883

Tekst til maleri herover, der skildrer den indledende fase af vulkanen Krakataus udbrud i 1883, inden den eksploderede i et gigantisk udbrud.

En tæt, sort søjle med askeskyer bølger op af krateret og udbrudsmateriale “regner” ned fra askeskyerne. Det gigantiske udbrud resulterede i mere end 36.000 menneskers død og gav anledning til begyndelsen af den moderne vulkanforskning. Skarer af naturvidenskabsfolk tilbragte år med studier af alle aspekter af udbruddet og dets følgevirkninger.

Kilde: US Geological Survey.

Ved Tamboras udbrud registrerede man i en periode efter udbruddet for første gang en række spektakulære optiske fænomener. Blandt andet de meget smukke røde solnedgange, som kunne iagttages over det meste af datidens verden, uden at man dog dengang forbandt disse med Tambora. Først 67 år senere blev tilsvarende solnedgangsfænomener sat i forbindelse med et andet af århundredets store vulkanudbrud, nemlig udbruddet af vulkanen Krakatau i Sundastrædet mellem Sumatra og Java august 1883. Ved udbruddet, hvor talrige voldsomme eksplosioner sendte 18 km3 vulkansk aske og pimpsten op i en højde af 45 – 50 km, kunne trykbølgerne fra eksplosionerne registreres på deres vej flere gange rundt om Jorden. 36.400 mennesker omkom, først og fremmest på grund af de tsunamier, som opstod i forbindelse med udbruddet, og som strippede Sundastrædets kyster helt op til en højde af 20-30 m. 165 landsbyer blev skyllet i havet og 132 blev delvis ødelagt.
En af de mange effekter man registrerede efter Krakataus udbrud var en reduktion af solindstrålingen på Jorden, og en heraf følgende reduktion af gennemsnitstemperatur ved jordoverfladen. Målingerne var dog endnu for usikre og værdierne for små til at man kunne skelne dem fra den almindelige variation på ca. 0,2°C. Finfordelt støv, som i forbindelse med de voldsomme eksplosioner i Krakatau blev slynget helt op i stratosfæren, mere end 35 km til vejrs, blev indtil for små 20 år siden betragtet som værende hovedårsagen til disse optiske- og temperaturmæssige fænomener.
Først tidligt i 1980erne blev det påvist, at der ikke var tale om vulkansk støv, men i virkeligheden mikroskopiske dråber af svovlsyre (H2SO4). Denne langtidsvarende, finfordelte dråbesky (aerosol) i stratosfæren, tilbagekastede solens stråler og medførte derfor en reduktion af solenergi- indstrålingen på Jorden, samtidig med at solstrålerne ved lysbrydning i dråbeskyen ved solnedgang fremkaldte forskellige optiske fænomener på aftenhimlen.

El Chichón 1982

Indtil 1982 var El Chichón blot en mindre ret upåagtet vegetationsdækket vulkan i det sydlige Mexico med en højde på små 1260 over havet. Men i slutningen af marts 1982 overraskede den imidlertid de fleste vulkanloger ved et voldsomt eksplosivt udbrud, hvor udbruddet efter 5 dage med intens eksplosiv aktivitet, den 4 april gik over i tre på hinanden følgende gigantiske såkaldt pliniske udbrud. Denne fase varede varede 15 timer, hvor vulkanen per sekund sendte 60 tons aske og pimpsten 26 km til vejrs. Ved udbruddet blev i alt 1 km3 aske blæst ud af vulkankrateret, dobbelt så meget som fra Mt. St. Helens 2 år tidligere.

El Chichón´s udbrud er vigtig i klimamæssig sammenhæng, idet det var det første udbrud, hvor den atmosfæriske effekt blev studeret med moderne måleudstyr, både på jorden og fra rummet. Mt. St. Helens i det nordvestlige USA fik megen presseomtale, men dens atmosfæriske effekt var ubetydelig. El Chichóns klimatiske effekt var langt mere vidtrækkende, ikke fordi det var et exceptionelt stort udbrud sammenlignet med Tamboras 17 mill. tons aske svarende til 150 km3, men fordi dens tefra (det udkastede materiale i forbindelse med udbruddet) indeholdt op til 2 vægtprocent sulfater, nogle i form af SO2 gasser, andre af Anhydrit (CaSO4), et mineral der almindeligvis ikke findes i vulkansk aske, men derimod i inddampningsbjergarter i forbindelse med saltafsætninger. At anhydrit ikke tidligere var beskrevet i vulkansk pimpstensaske, skyldes givetvis at Anhydrit ikke er særlig bestandig og let udvaskes.

En sky af svovlsyre

PINATUBO

Askeskyen fra udbruddet af den ca. 1600 m høje vulkan Pinatubo på Luzon i Filippinerne. Pinatubos eksplosive udbrud i juni 1991 betragtes som det 3. største vulkanudbrud i det 20. århundrede. Alligevel er det kun et forholdsvis lille udbrud i forhold til Pinatubos 12 tidligere udbrud inden for de sidste 35.000 år. Disse udbrud var alle voldsomme og eksplosive med lang tids pause imellem. Den sidste pause var dog kort, “kun” 500 år. Takket være en hurtig og effektiv indsats fra de filippinske myndigheders side med evakuering af 60.000 mennesker omkring vulkanen, krævede Pinatubos udbrud i 1991, trods sin størrelse, kun få dødsofre, ca. 300; især sammenlignet med andre katastrofer i forbindelse med vulkanudbrud, fx Mt. Pelé i 1902 med 33.000 døde, og Krakatau i 1883 med 36.000 døde.

Fænomenet med kraftig rødfavning af aftenhimlen gentog sig i 1991. Mange vil sikkert stadig huske de smukke solnedgange, man igen kunne opleve i efteråret 1991 og foråret 92. Cirka 15 minutter efter at solen var gået ned, flammede vesthimlen pludseligt op et i fantastisk farveorgie i gult, orange, rødt og violet, ofte inddelt i tydelige zoner på himlen. De smukke solnedgange skyldtes denne gang vulkanen Pinatubo på Luzon i Filippinerne og dens meget eksplosive udbrud i juni 1991. Et udbrud som er blevet betegnet som et af de voldsomste vulkanudbrud i det 20. århundrede. Pina-tubo sendte ikke mindre end 5 km3 vulkansk aske og gas godt 23 km op i stratosfæren. Pimpstenen fra Pinatubos udbrud viste sig ligesom El Chichóns aske at indeholde anhydrit (CaSO4). Pinatubo udkastede hen ved 10 millioner tons aske, tillige med store mængder gasformigt svovl, som ved satellitobservationer blev anslået til 20 millioner tons svovldioxid (SO2).

Svovls opførsel i forbindelse med vulkansk aktivitet er meget kompleks, afhængig af temperatur, tryk og iltningstrin, dvs. mængden af ilt i svovlforbindelserne, i magmaet. Svovl kan således eksistere både i reduceret (sulfid) og i oxideret form (sulfat) og endda på fire forskellige måder, nemlig opløst i silikatsmelten, som en ublandbar sulfidsmelte, i en særlig gasfase eller i forskellige sulfid- og sulfatmineraler. Svovls opløselighed i et magma afhænger af dets indhold af jern. Indholdet af jern er almindeligvis omvendt proportinalt med svovl indholdet, dvs. jo mere jern desto mindre svovl.

Derfor knyttede de fleste undersøgelser af svovls opførsel i vulkanske systemer sig før 1982 særligt til de reducerende betingelser, hvorunder sulfider almindeligvis forekom, og som navnlig knytter sig til de store lavamængder, som trænger frem langs midt-oceanryggenes spredningszoner, fx på Island. Derimod havde man meget lidt kendskab til de oxiderende miljøer, som viste sig være fremherskende i den anden ende af lithosfærepladerne, hvor oceanbundspladen, glider ned under en modstående plade. Det indbyggede vand i den nedglidende oceanisk lithosfæreplade medvirker, i en dybde af 100-150 km, til en delvis op-smeltning af den overliggende lithosfæreplade med dannelsen af et magma, som eksplosivt trænger frem i underskydnings-zonevulkaner som fx Tambora, Krakatau, Mt. St. Helens og El Chichón. Det høje vandindhold er desuden ansvarlig for de oxiderende forhold i smelten som medfører dannelsen af sulfatmineraler som anhydrit og svovldioxid i gasform.

Eksperimentelle undesøgelser har vist at silikatsmelter under oxiderende betingelser kan opløse over 0,5 vægtprocent svovl hvilket er mere end dobbelt så meget svovl som kan opløses under reducerende betingelser.

Det er forklaringen på, at vulkaner knyttet til underskydningszonerne, fx langs Stillehavet i “The Ring of Fire”, ved deres eksplosive udbrud, er i stand til at sende svovlgasser som SO2 og H2S helt op i stratosfæren, hvor de reagerer med (OH÷) ioner, dannet ved spaltning (photodissociation) af vanddamp i den øvre atmosfære. Ved en kemisk reaktion som ikke er helt klarlagt dannes fine dråber af svovlsyre, en dråbesky, aerosol, som er i stand til at tilbagekaste en del af solens varmestråling og dermed reducere temperaturen ved jorden med 0,5°-1°C.

Svovlindholdet er derfor nøglen til den klimatiske effekt af et vulkanudbrud. Svolv-indholdet i magmaer, dannet i forbindelse med underskydningsvulkanisme, kan dog variere en del, hvorfor effekten af forskellige vulkanudbrud i “The Ring of Fire” kan være ret uensartet. For eksempel havde det store udbrud af Mt. St. Helens i 1980 næsten igen klimatisk effekt på grund af det forholdsvis lave SO2 indhold i asken, hvorimod El Chichónudbruddet trods mindre dimensioner, men med langt større SO2 indhold, havde en klar klimatisk effekt.

En anden afgørende faktor for et vulkanudbruds klimatiske effekt er naturligvis den eksplosivitet, hvormed udbruddet finder sted. Man taler ligefrem om forskellige vulkaners eksplosivitetsindex (VEI) Volcano Explosivity Index.

De voldsomme vulkanudbrud, som Tambora, Krakatau, El Chichón, med et højt VEI sendte aske, støv og gas 30 – 40 km til vejrs helt op i Stratosfæren. Disse havde en langtidseffekt på 3-5 år, medens andre vulkan-udbrud som Laki i 1783 med et lavere VEI, kun påvirkede Troposfæren.

Således aftog Benjamin Franklins “Tørre tåge” relativt hurtigt, idet den tilsidst blev vasket ud af vandrende atmosfæriske vejr-systemer (cykloner).
Når Laki udbruddet, trods det at dens lavafontæner så langt fra nåede stratosfæren, alligevel havde en markant klimatisk effekt, skyldtes det udbruddets intensitet og udsædvanligt lange varighed på næsten 5 måneder.

Endelig har vulkanernes placering med hensyn til breddegrad tydeligt en betydning for udbrudsskyens fordeling i Stratosfæren. Alle tre pliniske udbrud ved El Chichóns udbrud sendte gas og støv højt op i stratosfæren. Den sidste og største kunne man på satellitter følge mens den spredte sig vestpå med en hastighed på 20 meter i sekundet. Det meste af skyen forblev dog syd for 30 nordlig bredde. Vejrsattelitter kunne registrere at SO2 indholdet i skyen fra El Chichón var på 3,3 millioner tons gas, der i løbet af de første 3 måneder blev omdannet til svovlsyre. 20 dage efter udbruddet var skyen nået hele vejen rundt om Jorden i et 75-150 km bredt bælte.

Mt. Pinatubo udsendte under sit udbrud i juni 1991 mere end 5 km3 aske og gas, 6 gange så meget som blev sendt ud af El Chichón, men udbrudsskyen havde et andet forløb i stratosfæren idet den i løbet af relativ kort tid fordelte sig mod vest og dækkede efter en måned hele den nordlige halvkugle. Et lidt mindre men tilsvarende udbrud i vulkanen Hudson i det sydlige Chile, bevirkede tilfældigvis, at også den sydlige halvkugle blev dækket af en dråbesky af svovlsyre i løbet af sidste halvdel af 1991. En dråbesky dannet ved et vulkanudbrud på en af jordens halvkugler vil altså ultimativ i løbet af en månedstid påvirke hele den pågældende halvkugle. Dråbeskyer fra vulkaner placeret i troperne spredes til både nordlige og sydlige bredder, mens dråbeskyer fra udbrud uden for troperne (20° bredde) har meget vanskeligt ved at brede sig ind over den modsatte halvkugle. Et forhold som også afspejler sig i isborekernerne for Grønlands indlandis.

Arkivet i Indlandsisen

Diagrammet viser variationer i surhedsgraden målt i isborekerne fra Grønlands Indlandsis. Udslagene på diagrammet viser koncentrationen af svovlsyre (H2SO4) forårsaget af dråbeskyer (syreaerosoler) fra historiske vulkanudbrud. Adskillige udslag kan sættes i forbindelse med kendte vulkanudbrud, andre er mere tvivlsomme. Syrekoncentrationen er målt med hensyn til H+ ioner pr. kg. Det viste udslag ved 1601 fra en ukendt vulkan kan være et stort udbrud fra en vulkan i Andesbjergene, Huynaputina i Peru.

Kun seks ikke islandske vulkanudbrud kan ses i de grønlandske isborekerner: Agung 1963; Katmai 1912; Krakatau 1883; Tambora 1815; Thera (Santorini) 1645 f.kr. og Mazama, Japan 7000 f.kr.
Mens de geografisk tættere placerede islandske vulkaner er rigt repræsenteret, på trods af at deres tefra sjældent når stratosfæren. Det er altså ikke alle vulkanudbrud der indlemmes i det vulkanarkiv, som den grønlandske indlandsis er. Vulkanudbruddene registreres her i form af pludselige variationer i surhedsgrad (pH-værdi) svarende til den syreregn, der er en følge af svovludslippet i forbindelse med vulkanudbrud, i særlig grad fra de store eksplosive vulkanudbruds dråbesky af svovlsyre. Årsagen til at ikke alle vulkanudbrud forskellige steder på Jorden er repræsenteret skyldes, at de opståede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over kloden, men efter et mønster bestemt af de vindsystemer, der hersker i Stratosfæren. Den klimatiske effekt af svovlsyreaerosoler dannet ved vulkanske udbrud, der kan være stabile i flere måneder eller år, er derfor i første omgang begrænset til visse dele af Jorden. Alligevel ser vi, at den, om end ringe, afkøling som kan måles på jordoverfladen, ofte er jævnt fordelt på den ene eller den anden af de to jordhalvkugler. Afkølingen må således være et resultat af en indirekte snarere end en direkte klimatisk forstyrrelse (perturbationer).

Den klimatiske effekt

De her omtalte store vulkanudbrud synes at have medført et temperaturfald på 0,2-0,5 °C. Tambora i 1815 har sandsynligvis haft en effekt helt op til 1°C. Det samme gælder Laki 1783. Men den klimatiske effekt i forbindelse med vulkanudbrud kan imidlertid være vanskelig at måle helt nøjagtigt, idet flere andre faktorer som påvirker klimaet værdimæssigt ligger tæt på de nævnte værdier. Disse andre faktorer fx drivhuseffekten eller variationer i solind-strålingsintensiteten forårsaget af solpletaktivitet, vil i visse tilfælde virke i modsat retning. Pinatubos umiddelbare klimaind-flydelse kunne i først omgang kun registreres indirekte, ved at netop drivhuseffekten i årene 1991-94 var næsten borte.
Den stratosfæriske dråbesky fra Pinatuboudbruddet, som bredte sig ud over den nordlige halvkugle bistået af vulkanudbruddet i Hudson på den sydlige, bevirkede global afkøling på jordoverfladen på ca.0,5°C i årene 1992-94, tilstrækkeligt stor til at kunne skelnes fra den naturlige variation på 0,2°C.

Nogle observationer tyder på, at store vulkanudbrud også kan have indflydelse på ozonlaget ved polerne, samt spille sammen med en anden af de store klimafænomener “El Nino”. Koblingen kan være tilfældig, men flere observation synes at vise, at El Chichón dråbeskyen kan have været trigger for den store “El Nino” klimabegivenhed 1982-83, som netop da var under udvikling i Stillehavet
Fremtidige vulkanudbrud vil givetvis, som tidligere sende aske og gas op i stratosfæren, med dannelse af en syredråbesky, der også i fremtiden vil indvirke på Jordens klima. Hvor stor denne effekt i det enkelte tilfælde vil blive, vil derimod være vanskelig at sige, fordi det afhænger af samspillet mellem mange faktorer. Men efterhånden som man får bedre og bedre klimamodeller at arbejde med, vil man få bedre mulighed for at komme tættere på de processer, som påvirker vort klima og dermed også, hvor meget Jordens vulkaner i virkeligheden betyder for klimaudviklingen.

Erik Schou Jensen var cand.mag. i Geologi fra Københavns Universitet (1965). Han har været ansat som lektor ved Geologisk Institut (1966-1981) og siden 1981 ved Geologisk Museum, begge Københavns Universitet. Han har udført geologisk feltarbejde i Grønland og Sydnorge siden 1965, hvor han hovedsagelig har arbejdet med vulkanske bjergarter. På Geologisk Museum har han medvirket ved udarbejdelse af udstillinger og anden udadvendt formidlingsvirksomhed, herunder undervisningen af skoler og andre institutioner, der besøger Museet.

 

3552_gal_6_small 3552_gal_7_small 3552_gal_8_small
3552_gal_9_small 3552_gal_10_small 3552_gal_11_small
3552_gal_12_small 3552_gal_13_small 3552_gal_14_small



Ildregn over Martinique

En historisk beretning om et vulkanudbrud i Caribien

Tekst: Henning Andersen

DBKs vulkanekspert Henning Andersen giver dig her en forrygende historisk beretning om udbruddet af Mt. Pelee på Martinique. Læs denne nyere Pompejihistorie om en frygtelig vulkan, der gik i udbrud i Caribien for lidt over 100 år siden. I hovedstaden St. Pierre gik livet sin vante gang indtil vulkanen pludselig eksploderede.

Vulkanen vågner

Menneskene i byen St. Pierre på øen Martinique i Vest Indien havde i mere end 200 år levet i skyggen af en vulkan, og den havde aldrig skadet dem. Rigtignok kom der røg og lidt støv op af vulkanen både i 1792 og i 1851, men den gjorde ellers ingen skade overhovedet, så i 1902 var alt glemt igen. Der var ingenting som tydede på, at de 30.000 indbyggere havde noget at frygte.

Vulkanen, som var ca. 1500 meter høj, havde navnet Mount Pelèe, hvilket betyder “det skaldede bjerg”. Den 8. maj 1902 kl. 7:52 lokal tid skete det, som ingen troede på kunne ske. Eller kunne det? Dette var ikke et pludseligt vulkanudbrud. Allerede i februar måned kunne man mærke lugten af gas fra vulkanen, selv om den dog hurtig forsvandt igen. Den 2. april kunne dampsøjler ses højt oppe på bjerget. Den 23. april faldt der aske ned over byen, og man kunne mærke små jordskælv i løbet af dagen. Ikke at de var stærke men dog nok til, at billeder faldt ned fra væggene i husene.

To dage senere kom der askeskyer op af vulkanens krater blandet med småsten. Tilsvarende udbrud fandt sted dagen efter og dækkede en del af landskabet med et gråhvidt pulver. Myndighederne så imidlertid ikke nogen grund til at foretage sig noget. Der var tilmed nogle af de mest skrappe i byen, som klatrede op på bjerget for at se på, hvad det var, der foregik deroppe. De fandt en 200 meter bred kogende indsø i krateret, og en søjle af varmt vand, som blev pumpet op nede fra. De sidste dage i april måned fortsatte vulkanen med at udspy aske, og udbruddene blev heftigere.

Nysende heste

Hustruen til den amerikanske konsul skrev til sin søster i Massachusets: “Vi kan se Mt. Pelèe herfra, og selv om den er næsten 7 km borte, kan vi høre hvordan det rumler. Byen er dækket af aske. Lugten af svovl er så stærk, at hestene i gaderne stopper op og nyser. Mange af byens indbyggere har våde klude foran ansigtet for at beskytte sig imod den stærke svovllugt. Min mand forsikrer mig om, at der ikke er nogen umiddelbar fare”.

Avisen på St. Pierre ofrede kun en lille notits om vulkanen. Et politisk valg var fastsat til den 11. maj, og det synes som om den konservative redaktør ville forsikre sig om, at de konservative vælgere skulle blive i byen, til de fik afgivet deres stemmer. Uanset hvad årsagen end var, så blev der den 2. maj trykt en artikel i forbindelse med en picnic, som skulle afholdes på bjerget: “Vi minder vore læsere om udflugten med Gymnastik og Skytteklubben den førstkommende søndag, 4. maj. Hvis vejret er fint, vil deltagerne kunne opleve en dag de sent vil glemme”.

Solen er næsten borte

Den 2. maj var askelagets tykkelse flere cm i de områder, som var nærmest vulkanen. Enkelte landeveje var blokeret af aske og nedfaldne grene, og fuglene døde. Kort før midnat den dag kom der en serie eksplosioner, som vækkede hele byens befolkning. Da folk løb ud på gaderne, kunne de se en stor sort sky over vulkanen, mørkere end natten, fyldt af lysende zigzag-lyn Den næste dag syntes det som avisen tog mere notits af, hvad der skete. Avisen klagede over, at askeregnen aldrig syntes at ville aftage. “Klokken halv ti er solen næsten borte, og lyden af trafikken bliver væk i den fine askeregn. Aske blæser fra tagene og ind i husene der, hvor vinduerne står åbne”.

I samme udgave blev det annonceret at “udflugten i morgen er aflyst, da krateret er fuldstændig utilgængeligt”. Mens vulkanen fortsatte med at buldre, faldt der kaskader af regn rundt om krateret oppe på bjerget, og flere flodlejer blev fyldte og begyndte at strømme ned over bjergskråningerne. Store træer blev ført med af vandmasserne og ud i havet neden for bjerget sammen med døde, gasforgiftede husdyr og fugle.

Domkirken var fyldt dag og nat af mennesker, som ville bekende deres synder. Det var imidlertid kun ganske få, som forlod byen. Ca. 2000 mennesker tog tilflugt i Fort-de-France, hovedstaden i Martinique ca. 15 km længere derfra. Samtidig flygtede en ligeså stor menneskemængde ind til St. Pierre fra de omkringliggende landområder, så indbyggertallet steg til ca. 30.000.

En kvinde sendte et brev til sine slægtninge i Frankrig dateret 4. maj: “Det største problem er støvet, det er overalt, selv om døre og vinduer holdes lukkede. Vi er alle rolige. Hvis døden venter os, vil vi i hvert fald ikke være alene om at forlade denne verden. Bliver det som følge af brand eller kvælning af giftige gasser? Det bliver hvad Gud vil”.

Dyrene reagerer

Selv om mange af indbyggerne nær vulkanen var rolige, så var dyrene det ikke. Ifølge avisen var dyrene rastløse og havde svært ved at få luft. På en sukkerplantage uden for byen ved foden af bjerget oplevede de en mareridtagtig invasion af myrer og 25 cm lange tusindben. Skrækslagne heste vrinskede højt, da myrer og tusindben klatrede over fødderne på dem, mens arbejderne oversprøjtede hestene med vand alt det de kunne for at holde insekterne væk. Andre arbejdere tømte oliefade ud for at hindre insektinvasionen. Selv om mange mennesker blev bidt, var der dog ingen, som døde heraf.

Horder af giftslanger

I et andet område blev man udsat for en mere dødelig invasion: Horder af giftslanger dukkede pludselig op i gaderne. Enkelte var over en meter lange, og et bid af dem førte til døden. På deres vej dræbte de både kyllinger, grise, heste og hunde og angreb mænd og kvinder, som ikke flygtede hurtigt nok. Mange børn blev dræbt, og militæret blev hidkaldt for at knuse invasionen. Riffelskud rungede gennem gaderne i over en time, og flere hundrede slanger blev dræbt. Alligevel døde mere end 50 mennesker og over 200 dyr af slangernes bid.

Dette var den 5. maj, tre dage før udbruddets klimaks. Nu var den kogende sø oppe i krateret i vulkanens top blevet så stor, at den brød igennem muren af askelag på kraterkanten, som omkransede den, og kaskader af kogende vand væltede ned over vulkanflanken mod havet næsten 7 km borte og 1000 meter længere nede. Vandet kom med en frygtelig hastighed og udvidede sig hurtigt til et mudderskred 500 meter bredt og 30 meter dybt. Det tog alt med sig, som kom i vejen, også sukkerplantagen, som tidligere blev nævnt. Der er ingen optegnelser over, hvor mange som befandt sig på plantagen. Mange var gået hjem efter kampen mod insekterne, men det antages, at ca. 30 var tilbage. Alle omkom og blev begravet i mudder, som dækkede hele området, så kun plantagens højeste skorsten stak op af det varme mudder.

Samme dag modtog guvernøren på Martinique en rapport fra den komité, han havde nedsat for at undersøge faren for et eventuelt større udbrud fra vulkanen. Komitéen bestod af loyale og samfundsbevidste indbyggere i St. Pierre. En af dem var en respekteret professor i naturvidenskab ved højskolen i St. Pierre. De rapporterede, at “der er intet i Pelees aktiviteter, der indikerer, at det er nødvendigt at evakuere St. Pierre. Kraternes åbninger og dalenes beliggenhed retfærdiggør den konklusion, at St. Pierres sikkerhed er fuldstændig garanteret”. Efter at have modtaget denne rapport, forberedte guvernøren og hans kone sig selv på at drage til St. Pierre, for derved at overbevise befolkningen om, at der ikke var nogen grund til bekymring.

Telegraflinjen kappes

Den 6. maj tiltog udbruddene i styrke. Mt. Pelèes tordenlignende udbrud kunne nu høres så langt borte som på Guadeloupe, en anden ø over 150 km længere nordpå. I de omkringliggende skove blev bladene på træerne brune og faldt af, og på sukker- og kokosnøddeplantagerne bøjede træer og buske sig på grund af det tykke askelag. Ved femtiden om eftermiddagen blev telegraflinjen til øerne syd for Martinique pludselig brudt. Undersøiske skred og bevægelser på havbunden havde ødelagt kablerne. Nu var der kun ét kabel igen, som forbandt Martinique med omverdenen.

Den 7. maj blev St. Pierres indbyggere vækket af Mt. Pelèe klokken 4 om morgenen. Da dagslyset kom, så det ud til, at hele Caribien var indhyllet i askeskyer, og havoverfladen var dækket af døde træer, dyr og fugle. Omkring et dusin skibe lå for anker i havnen med forventning om, at kunne tage sukker og rom ombord. Kaptajnerne på skibene, dog med undtagelse af én, så ikke ud til at være særlig optaget af vulkanudbruddet. Kaptajnen på en italiensk bark, hvis hjemstavn var Napoli, vidste kun lidt om vulkaner, og ikke stort om Vesuv heller. Om morgenen sagde han, at han ville forlade St. Pierre. Han brød sig ikke om, at han bare havde lastet halvdelen af den last han skulle afhente. Havnemyndighederne forbød ham at sejle ud og truede med arrest, men han ignorerede dem, idet han sagde: “Jeg ved ingenting om Mt. Pelèe, men hvis Vesuv havde set ud som vulkanen her nu ser ud denne morgen, så havde jeg forladt Napoli også”. Hans skib var langt ude på havet, da Mt. Pelèe eksploderede dagen efter.

Udbrud på St. Vincent

Om eftermiddagen den 7. maj fik man nyheden om, at vulkanen Soufrière på St. Vincent 140 km længere sydpå havde haft et voldsomt udbrud. Selvom de ikke kendte til antallet af døde der – over 2000 var blevet dræbt – så førte det til en opløftet stemning i St. Pierre. Man antog, at der var en undervandsforbindelse mellem Soufrière og Mt. Pelèe, og at udbruddet på St. Vincent på en eller anden måde havde lettet presset under deres egen vulkan, Mt. Pelèe. Den sidste udgave af lokalavisen, dateret den 7. maj, havde afsat meget spalteplads til vulkanudbruddet, selvom den største overskrift på forsiden stadig gjaldt valget den 11. maj.

Nu var der imidlertid flere, som så hvad der var ved at ske. Den amerikanske konsul skrev et ekstraordinært brev om situationen. I stedet for at sende det gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler, adresserede han det direkte til USAs præsident, Theodore Roosevelt. Det, som bekymrede konsulen mest, var udtalelserne i lokalavisen og forsikringerne fra de lokale politikere – at man ikke havde noget at frygte fra vulkanen. Han gav udtryk for, at dette var det værste slag af politisk manipulation, beregnet på at berolige befolkningen, så de blev for at deltage i valget den 11. for enhver pris. Ikke at deltage i valget ville være utænkeligt, skrev han. Situationen er et mareridt, hvor ingen synes at være i stand til eller villig til at se sandheden i øjnene.

Vulkanen Mt. Pelee eksploderer

Omkring 7.50 om morgenen den 8. maj eksploderede Mt. Pelèe. En superophedet sky af gas bevægede sig fra krateret og nedover vulkanflanken med en fart på over 150 km/t og ramte byen i løbet af to minutter med fuld styrke. De tykke vægge i selv de største bygninger blev blæst omkuld. Skyen satte hele byen i brand, og på kajer og i varehuse eksploderede tusindvis af tønder rom, som igen flød ud i gaderne og satte ild til alt, som kom i vejen. Af de 30.000 mennesker, som befandt sig i byen den morgen, var der kun to mænd, som overlevede.

Der var også andre overlevende. Ikke i selve St. Pièrre, men på skibene i havnen. Antallet af skibe var flere end før, og der lå nu 18 skibe for anker. Da den ophedede gassky traf skibene, satte den 16 af dem i brand. Mænd, kvinder og børn døde hurtigt, og kun et lille antal på skibene overlevede.

Udbruddets følger

En af følgerne af dette vulkanudbrud blev, at det fik større opmærksomhed fra videnskabens side. Man begyndte nu at interessere sig i endnu større grad for vulkaner, og vulkanologerne begyndte at dukke op. Senere er man kommet væsentligt længere frem med at kunne forudse, hvad der vil komme til at ske. Det, man imidlertid ikke helt har klaret, er at få mennesker til at forstå, hvornår det er på tide at evakuere. Mange gange har man måttet bruge både politi og militær for at tvangsevakuere genstridige indbyggere.

En anden følge af vulkanudbruddet på Martinique var, at Panama-kanalen blev bygget gennem Panama, og ikke gennem Nicaragua, som flertallet havde ønsket. Man blev pludselig opmærksom på, at i Nicaragua lå der hele 12 vulkaner i nærheden af den ellers planlagte kanal.

Mt. Pelée og St. Pierre i dag

Sangen om vulkankatastrofen på Martinique

Det danske skib ”Valkyrien” lå i farvandet ved Martinique, og kaptajn H.P. Holm reddede henimod 2000 mennesker fra de delvis ødelagte landsbyer omkring vulkanen Mt. Pelee ved at sejle ind ved kysterne.

I 1902 var dette den mest efterspurgte skillingevise i Danmark og gik på melodien: ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne”.

Man sang og nynnede den, når man malkede køer, vaskede op eller passede børn.

Den yndige ø Martinique ligger øde…
Den ramtes af ulykkens hærgende ånd…
Nu huser den sorg over alle de døde…
Som pludselig sank for dens grusomme hånd…

En fredelig aften gled hen over landet…
Man ønsked hinanden godnat, glad i sind…
Og natten sig lejred, men underlig blandet…
med ukendte lyde, og sorgen brød ind…

Det buldred i bjerget, med aske det regned…
man søgte fra huset og ud i det fri…
Da meldte sig ildregn, og kinderne blegned…
Man aned, man skimted ej faren heri…

Og pludselig sænked sig glødende strømme…
Med giftsvangre dunst over land, over by…
Den nat, blev ej til at slumre og drømme..
. dog det var for silde, for silde at fly…

Den glødende lava indhented alle…
De brændte i fart, mange blev straks til kul..
Den moder med barnet i favn måtte kalde…
I jorden sig åbned et glødende hul…

Og havet af lavaen brøled i hede…
det styrted mod landet og kogte enhver…
på marken i tøjrene fløde…
snart lå de dog alle forkullede der…

Af fartøjer femten blev alle nedbrændte…
Besætningen svined, forbrændt sank de ned…
Slig ulykke sjælden i verden man kendte…
man læser og bæver og gyser derved…




Hvad er en geolog – en geofysiker og en vulkanolog?

En geolog er en person der beskæftiger sig professionelt med geologi. I Danmark består uddannelsen af en bachelor- og en kandidat-grad. Uddannelsen tager generelt 5 år. Man kan tage uddannelsen på enten Aarhus Universitet eller Københavns Universitet.

Geologer har kendskab til fag som mineralogi, petrologi, palæontologi og geoscience. En af de typiske jobmuligheder er efterforskning efter råstoffer, hvilket kan være mange forskellige slags, f.eks. olie.

En geofysiker er en person, der beskæftiger sig med jordens, havets og atmosfærens fysiske forhold.

Geofysik anvendes til kortlægning af undergrunden her på Jorden, men også andre steder i solsystemet; f.eks. er det muligt at studere Solens indre via de forskydninger, som opstår i sollyset, når der er “jordskælv” på Solen. Dette kaldes også for helioseismik og er en slags sidegren af seismik.

Seismik er en geofysisk metode, hvor undergrunden kan kortlægges via udbredelsen af lydbølger. Seismik anvendes bl.a. til at finde olie i undergrunden og til at kortlægge jordens indre. Det er ved hjælp af seismiske målinger, at man har fundet ud af, at jordens ydre kerne er flydende.

Herudover findes der en lang række af andre geofysiske metoder. Blandt andet de elektriske og elektromagnetiske metoder, hvor man enten sætter strøm direkte til jorden eller påtrykker jorden et magnetfelt. Responset fra jorden fortæller os noget om jordens fysiske egenskaber, og man kan herud fra lave en geologisk tolkning af de fysiske resultater.

De elektriske og elektromagnetiske metoder anvendes i Danmark primært til råstofkortlægning samt indenfor miljøgeofysikken til kortlægning af grundvandsbassiner og deres sårbarhed (sårbarhedskortlægning), forurenede områder m.v.

En vulkanolog er en person som forsker i hvordan vulkaner er opstået, og deres nuværende og historiske udbrud. Vulkanologer besøger ofte vulkaner, specielt aktive, for at observere vulkanudbrud, samle materiale fra udbrud, inkluderet vulkansk aske. Et vigtigt fokusområde for forskningen er forudsigelsen af udbrud for at undgå dødsfald i forbindelse med vulkanudbrud.