En regel gælder om alle vulkaner og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende dens forhistorie.
“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.
Citat af vulkanologen Alesandro Malladra i 1913.
I slutningen af år 2001 opdagede man i udkanten af byen Nola syd for Vesuv resterne af en bronzealderby begravet i hvid pimstensaske som Pompeji blot ca. 1500 år før. Udgravningerne begynder så småt, og indtil nu ser det ud til, at indbyggerne har forladt stedet i tide, da vulkanen buldrede ildevarslende…
“Vesuv vil gentage sit store nummer. Det er ikke et spørgsmål om hvis der kommer et udbrud, men hvornår det sker”
Vesuvius er en stratovulkan lig sommavulkantype – altså sammensat vulkan – (se minileksikon)- som har haft stort eksplosivt udbrud i 79 efter Kr.f., hvor Pompeji, Herculaneum blev begravet i aske, slagger og småsten, et mixet blandet udbrud i 1631, eksplosivt udb rud i 1779, mixet udbrud igen i 1872, 1906 og 1944. Siden 1712, har der været 14 perioder med konstant aktivitet afsluttende i udbrud og efterfulgt af hvileperioder. Fra 1911 til 1944 var der en vedvarende virksomhed med en kort effusivt(roligt) udbrud i 1929.
Vesuv er en subduktionsvulkantype. Se ordet subduktion i minileksikon.
“Vesuv er skolevulkanen over alle vulkaner, og det er der flere årsager til, bl.a.ved det første beskrevne udbrud i historisk tid af noget menneske, nemlig Plinius den Yngres beretning om oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneums undergang i året 79 e. Kr.f., men også fordi, det var på denne vulkan, at vulkanforskningen rigtigt begyndte dels ved grundlæggelsen af verdens ældste vulkanologiske observatorium i årene 1841 – 45.Desuden er Vesuv igen i søgelyset med nye vulkanologiske opdateringer – men også, fordi vi her finder verdens tættest befolkede område ved foden af en farlig og meget eksplosiv vulkan”…… .
MIDDELHAVETS DANNELSE
Italiens vulkaner – inklusiv Vesuv – er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 2 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de nuværende lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika. Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette må tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden havde været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.
Man har beregnet, at det har taget godt og vel 100 år for det indfossende hav-vand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde i dag har. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager, og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker, og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….
JORDKLODENS OPBYGNING.
Når sådanne geologiske fænomener som de mange jordskælv og vulkanudbrud her er dannet og sker, skyldes det først og fremmest vor jordklodes indre opbygning. Vi mennesker lever ovenpå den ydre skal eller skorpe – kontinent eller plade – og denne har en tykkelse fra få kilometer under oceanerne og op til over 100 kilometer andre steder under kontinenterne. Vi kalder også denne skal for lithosfæren, hvilket betyder “med styrke” eller “stenlag”. Her under har vi jordens kappe, der er næsten 3000 kilometer tyk og som hovedsagelig består af bjergarter indeholdende silikatmineraler som olivin og pyroxen. Den øverste del af jordens kappe er forholdsvis blød i det, hvilket jordskælvsmålinger fortæller os, da de her i denne dybde har en lav hastighed. Dette bløde lag “smørelaget” eller Astenosfæren, d.v.s. “uden styrke” eller blød, betragter vi i dag som stedet, hvor pladerne, bl.a. Afrika bevæger sig mod nord, med nogle få cm om året. Inde i jordens kerne, der består af jern og nikkel, den indre er fast, den ydre flydende, opstår varme på grund af radioaktive processer såsom sønderdeling af grundstofferne uran, kalium og thorium. Herved frigives der energi i form af jordvarme. En del af den indre jordvarme stammer helt tilbage fra jordens tilblivelse. Der opstår de strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig uden om kernen. Vi må forestille os, at disse strømbevægelser på samme måde som opvarmet vand stiger til vejrs, mens det kolde synker ned, men det er bevægelser, som sker meget langsomt og tager op til tusindvis af år. På samme måde, som hvis man f.eks. sætter en gryde vand over et gasblus og tænder ild under, vil vandet blive varmet op. Det varme stiger til vejrs, og det kolde synker ned; med andre ord en ganske naturlig proces. Vi kalder disse enorme strømbevægelser for konvektionsstrømme, d.v.s. varmestrømme, der bringer materialet fra de dybere dele af kappen opad imod jordens overflade. Herved falder trykket i det opadstigende materiale, hvilket medfører en delvis opsmeltning af dette kappemateriale i en vis dybde, og nu dannes der magma, et græsk ord for dejagtigt hedt materiale – der flyder ud som lava, italiensk ord for stensmelte, af vulkanerne rundt om på jorden. Magmaet dannes altså i forbindelse med den opstrømmende varme, men også ved kontinenternes eller pladernes bevægelser med få cm om året.
VULKANEN DANNES
Når magmaet eller en smeltemasse på grund af trykfald i den opadstigende varmestrøm er dannet, er den tvunget til at bevæge sig, fordi den er lettere end sine omgivelser, og da trykket er mindst fra oven, vil den stige opad mod jordens overflade. Når omgivelsernes massefylde er lig med magmaets, standses opdriften, og der dannes et magmakammer. Et sådant magmakammer kan ligger højt eller lavt i jordskorpen – eller i den øverste del af jordens kappe, som i tilfældet Etna på Sicilien, altså længere nede. Magmaets indhold af SiO2(eller kiselsyre), og gasser, hvoraf vanddampen er den vigtigste helt op til ca. 90%, er bestemmende for, hvor eksplosivt et vulkanudbrud bliver. I magmakammeret opstår der strømbevægelser på grund af temperaturforskelle, altså en mindre form for konvektionsstrømme. magmakammerets sider er koldere end omgivelserne, og nu begynder dele af smelten at størkne. Samtidig med, at de lette krystaller, der dels befinder sig i den smeltede lava i kammeret, såsom kvarts stiger til vejrs i smeltemassen, vil de tunge som olivin, synke til bunds, og da de opløste gasser, hvoraf vanddampen og de andre opløste gasser som kuldioxid, svovldioxid og chlor, ikke kan indgå i det størknede og efterhånden afkølede materiale i restsmelten, vil gasboblerne samle sig øverst i magmakammeret og danne bobler, der letter magmaets vægt og får det til at stige til vejrs, og et vulkanudbrud vil begynde, indtil trykket i kammeret er genetableret.
Dertil kommer, at en del af magmakammerets sidesten også er blødgjort af varmen, og tilsætter magmaet nye bestanddele. Lava kaldes smeltemassen, når den trænger op på jordens overflade og afgiver en del af sit gasindhold. Hvis et magmakammer ligger tæt på jordens overflade, kan der trænge yderligere grundvand ind fra omgivelserne, men generelt jo mere Silicium(kiselsyre) og gas, desto større flydetræghed bliver lavaen og mere eksplosivt bliver vulkanudbruddet.
Processen kan sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre.
AFRIKA VÆDRER EUROPA
Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Eurpoæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion – eller destruktion – eller underskydningszone. Herved opfoldes havaflejringerne på havbunden, men også bjergene nord herfor. Vi kan sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand pladerne imellem og varmeopstrømningen i jordens kappe på stedet. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger. Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, der dels tilfører mere vanddamp, da der er tale om en havbundsplade med en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er meget fyldt med gasser – hovedsageligt vanddamp – hvilket vi så tydeligt ser i tilfældet Vesuv – og endvidere er årsag til, at de opløste vulkanske gasser i denne mere sejtflydende smelte har sværere ved at undvige. Derfor finder vi her mere eskplosive vulkaner oven over på jordens overflade. Langs den Italienske støvlehalvø, skyder havbundspladen sig ned under Italien både fra syd og øst, og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, Vesuv, Campi Flegreei ved Napoli og de gamle vulkaner på Appenninerhalvøen.
VESUV OG DE BRÆNDENDE MARKER
Vesuv – Vesoo`ves – italiensk Vesuvio – den rygende – brand – eller ikke udslukte, er selv i dag omtalt som den eneste aktive vulkan på Europas fastland i mange leksika og ordbøger, hvilket må siges at være forkert. I nærheden – også på fastlandet – ligger De Flegræiske marker(d.v.s. brændende marker på græsk), der er resterne af et forhistorisk bortsprængt vulkanbjerg, hvoraf adskillige kedelformede kraterindsynkninger, såkaldte Caldera-rande, er tydelige beviser på flere vulkaner, der har bygget sig op og til sidst bortsprængt sig selv i ekslosive udbrud på et tidspunkt. Den største nuværende Caldera-rand er dannet for ca. 35.000 år siden, og da man har fundet knoglerester af elefanter, næsehorn, flodheste og mennesker, betyder det, at klimaet dels har været varmere, og der har levet mennesker i området, da vulkanen eksploderede. Denne Caldera-rand er ca. 13 kilometer i diameter og ligger 25 kilometer vest for Napoli. Senere udbrud fandt sted omkring 8050 f.Kr. og 1700 f. Kr. og i den mellemliggende periode fandt 13 udbrud sted, hvoraf de 8 har produceret pyroklastiske askeskyer, altså glødende askelaviner, der som ildtornadoer med en fart på op til 200 kilometer i timen og temperaturer på op til 900 graders Celsius har fejet ud over de omkringliggende landskaber. Den slags askelaviner dannes, når gasrigt og sejtflydende magma kommer under lavt tryk og optræder ofte ved subduktionsvulkaner, altså når en havbunds-eller kontinentalplade presses ned under en anden, fordi der her er tale om mere kiselsyrerigt magma. Når sådanne udbrud finder sted, dannes der mange gange ikke lavastrømme, fordi lavaen er så sej og gasrig, at når den kommer ud af vulkanens krater,eksploderer den i form af sådanne gloende askeskyer og løst udbrudsmateriale såsom slagger og pimpsten. Navnet pyroklast kommer af det græske ord: pyro d.v.s. ild og klast = itubrækket. Flere af disse udbrud har man beregnet en energi på op til VEI 3 – 4, d.v.s. Vulkansk Eksplosivitets Indeks, hvor askeskyerne har nået en højde af 15 – 25 kilometers højde.
Landskabet består af både grå og gule(det kommer lidt an på, hvilke kemiske bestanddele asken indeholder) forvitret askelag – tuf – og disse askelag har mange steder en tykkelse på op til 200 meter. Under selve storbyen Napoli ligger der adskillige lag, der er dannet ved sådanne kraftige eksplosive udbrud fra henholdsvis De Flegræiske Markers forhistoriske udbrud, men også fra Vesuv, som ligger ca. 12 kilometer sydvest for millionbyen. Det seneste udbrud fandt sted i 1538, et tydeligt bevis på, at vulkanvirksomheden kun er sovende, og indenfor den gamle Calderrand er der opstået ikke mindre end 40 kratere, hvoraf “Solfatara”, d.v.s. et krater med udsivning af svovldampe, dannedes i 1198 – også på det Italienske fastland plus alle de gamle – før omtalt som udslukte – men i dag mere betegnet som sovende vulkaner, selvom de ikke har været virksomme i historisk tid, og det betyder igen den tid, som mennesker har boet der. Til gengæld har der i to perioder både i årene 1970 og senest i 1982, begyndte undergrunden at ryste i form af små jordskælv, der var så periodiske og konstante, samtidig med at jorden under Pozzuoli by hævede sig 2 meter. Byens ca. 100.000 indbyggere blev evakueret, da man frygtede et nyt udbrud i området, men intet skete, og i dag bor der hen imod en halv million mennesker indenfor Caldera-randen, og fra det nye Vesuvobservatorium i Napoli registreres bevægelserne i området med moderne udstyr, først og fremmest seismometre, der måler hævning eller sænkning af jordens overflade. Heraf kan man bedømme bevægelserne af magmaet under jordens overflade.
KÆMPE MAGMAKAMMER UNDER NAPOLIBUGTEN
Når vi kigger på et landkort og ser omridsene af Napolibugten, vil man ikke undgår at lægge mærke til de store cirkelformede indsynkninger, som såvel Pozzuolibugten, Napolibugten også består af. Tilsyneladende er vulkanen Vesuv og den forhenværende bortsprængte vulkan Monte Somma, som Vesuv flere gange er bygget op i også en Calderra-rand, der er bortsprængt i flere omgange. Det ser ud til, at både Sommavulkanen og det nuværende Vesuv er bygget op ved gentagne udbrud på kanten af en sådan kæmpemæssig Calderrand for henved 300.000 år siden. I november år 2001 udsendte den tidligere direktør fra Vesuvobservatoriet Paolo Gasparini meddelelse om, at man efter mange seismiske undersøgelser havde lokaliseret et ca. 400 kilomter bredt bælte af smeltet magma i godt og vel 8 – 10 kilometers dybde under Vesuv. Opdagelsen af dette magmakammers størrelse har overrasket os, og det strækker sig ind under de andre vulkaner i Napoliområdet. Altid har man vidst, at Vesuv havde sit magmakammer i godt og vel 5 – 6 kilometers dybde, og vi kender Vesuv og ved, at jo længere vulkanen er i ro, desto voldsommmere bliver det næste udbrud. Gang på gang har denne vulkan i længere hvileperioder ligget rolig og stille hen for så pludselig at udfolde al sin indestængte energi. Normalt udtømmes et magmakammer ikke helt i et udbrud, kun ca. 20 – 25 %. Vesuv er relativ rolig for tiden, dog med mindre, det som vi også kalder for milde jordrystelser og sender lave temperaturer af vulkanske gasser ud forskellige steder, men vulkanen har en meget eksplosiv historie, bedst kendt fra det store udbrud i året 79 e. Kr.f., da Pompeji og Herculaneum blev begravet af aske og pimpsten.Det seneste udbrud i Vesuv fandt sted i 1944, og vulkanen er i dag langt farligere end i det forrige århundrede, idet den havde en mere konstant aktivitetsrytme – lidt lig Etnas på Sicilien – som er mere eller mindre konstant aktiv. Seismiske målinger viser, at når en bevægelse igennem den faste jordskorpe går hurtigere end igennem en flydende masse. For denne nye opdagelse, at magmakammeret har en størrelse lig Gardasøen i Norditalien, er baseret på 1800 seismiske undersøgelser foretaget fra et skib dels i Napolibugten, og man har herefter konkluderet, at magmalaget strækker sig helt til Appenninerbjergene, er ca. 8 kilometer dybt, og ligger ind under storbyen Napoli og de nærliggende vulkaner såsom Den Flegræiske Marker vest for Napoli og den sovende vulkan på øen Ischia. Undersøgelser tyder endvidere på, at dette magmalag er nærmest svampeagtigt og sammenblandet med de omkringliggende bjergarter, som nærmest svømmer rundt i denne flade beholder af smeltede stenmasser. Denne store undersøiske glødende masse af blandede smeltede stenmasser føder flere mindre kamre af magma ovenover som f.eks. Vesuvs, De Flegræiske Marker og vulkanen på øen Ischia fra tid til anden. På den måde holdes vulkanerne i gang, selvom der er uregelmæssige aktivitetsperioder i dem. F.eks. var det et tydeligt eksempel senest i 1982 ved Pozzuoli, da der var en mindre magmamasse tæt på jordens overflade ved havnemolen i byen, og den gamle gamle Serapeum tempelruin har gentagne gange hævet sig op og ned grundet magmastrømninger tæt på jordens overflade.
VULKANEN VESUVS VÆSEN
Som før omtalt er en vulkan opbygget og bortsprængt adskillige gange i Vesuvs sammensatte vulkankompleks eller bygning. Den ældste vulkankegle Somma er efter radioaktive dateringer af de vulkanske udbrudsprodukter bedømt til at være ca. 300.000 år gamle, og de viser, at den sidste enorme eksplosion, der bortsprængte Sommavulkanen og dannede den nuværende halvkredsformede Calderarand for ca. 17.000 år siden. En vulkan med en sejtflydende magmasmelte opbygger efterhånden et stigende gastryk i magmakammeret, som i tilfældet Vesuv ligger i ca. 5 – 6 kilometers dybde, altså lidt ovenover det store nyopdagede smeltede magmalag. Dette giver også forklaring på, at dette magmakammer fyldes op fra det større nedenunder, dels fordi der er opløste gasser i smelten og for Vesuvs vedkommende er der meget vanddamp, og desuden ekstra meget kuldioxid og kulilte, der stammer fra tykke lag af kalksten, der befinder sig under Napolibugten. Kalkstenene blødgøres på grund af den underjordiske varme og dumper ned i smeltemassen i Vesuvs magmakammer og herved dannes bl.a. de ekstra gasser i smelten. Samtidig med må vi heller ikke glemme, at Vesuv og vulkanerne her ligger på den neddykkende Afrikanske pladeforskydning, der skubbes ned under den Italienske halvø.
Vesuvs vulkantop er dannet på samme måde som den ældste Sommavulkan ved gentagne udbrud af lava og løse udbrudsmaterialer igennem mange tusinde år, har bygget vulkantoppen højere op af det udslyngede udbrudsmateriale. Krateret hæver sig i dag 1280 meter over havet, og det først kendte udbrud er det, som begravede oldtidsbyerne i 79 e.Kr.f. Pompeji og Herculaneum. Siden har Vesuv haft mange udbrud i de følgende århundreder, adskillige ikke særligt omtalte, men i 1631, efter en flere hundrede år lang hvileperiode, fik vulkanen et voldsomt udbrud, hvor mange tusinde mennesker mistede livet, og siden da indtil 1944 har vulkanen været aktiv så godt som konstant med forskellige intervaller, sjældent mere end 7 års pauser i aktiviteten. I dag er der igen tale om en lang hvileperiode, og det bekymrer vulkanologerne..”Vesuv er rastløs”, har vulkanologer fra Vesuvobservatoriet udtalt. Aldrig har vi haft så mange rystelser som i de sidste par år, og det betyder, at der sker noget i undergrunden”. “Når jorden ryster, selvom det er svagt, opstår der nye sprækker og revner, bl.a. i den størknede lavaprop, der sidder oven i Vesuvs vulkankrater. Derved lettes trykket for den smeltede lava neden under, og til sidst sprænges proppen i toppen af vulkanen. På samme måde, som når man trækker en flaske champagne op. Når proppen pludselig er væk, skummer meget af champagnen over, og man har beregnet, at på Vesuv kan et område ved vulkanens fod på ca. et kvarter bliver overskyllet af vulkanske udbrudsprodukter, såsom hede askeskyer og andre udbrudsprodukter. Her lever over 1 million mennesker i dag.
Vesuv har mange gange vist, at den må betragtes som en meget farlig og eksplosiv vulkan, specielt efter sine hvileperioder. Derfor holder Italienske vulkanologer på Vesuvobservatoriet konstant vulkanen og hele området under døgnovervågning med moderne vulkanologiske måleapparater, hvoraf en af de vigtigste er seismometrene, hvor man kan registrere stigende jordskælvssværme og bevægelser i vulkanens undergrund.
“Vesuv år 2000” er en ny evakueringsplan, hvor man i fællesskab med Italiens minister for civilbefolkningens beskyttelse, har oprettet et system, der har det formål at meddele befolkningen i tide, hvornår man bør forlade sit hjem, hvor meget man bør have med sig, og hvor sent et tidspunkt, man kan blive i sit hjem, inden det er for sent at komme væk, men aller vigtigst også, på hvilken måde man kommer væk. Man har telte, der på timer kan stilles op hvor som helst og huse de mange mennesker, og man har lavet aftaler med kommuner andre steder i Italien, således at man kan indkvartere så og så mange. I de tættest befolkede byer ved vulkanen er der tale om ca. 1 og en halv million mennesker, der skal evakueres. Vi finder her verdens tættest beboede område ved en vulkan, ja nogle steder helt op til 30.000 mennesker pr. km2. Faktisk kan op til 3 millioner mennesker blive berørt af et “plinisk” (opkaldt efter Plinius den Yngres beskrivelse af det store udbrud ved Pompejis undergang)udbrud fra Vesuv eller De Flegræiske Marker, i dag. Siden Vesuvs sidste udbrud i 1944 har vulkanen været tavs, men man har i de sidste fem år, specielt siden lørdag den 9. oktober og igen den 11. oktober i 1999, hvor flere mærkbare rystelser blev registreret under Vesuv, målt stigende jordskælvssværme i vulkanens undergrund. Dette har også været medvirkende til, at man fra international side fører intense samtaler med italienske vulkanologer og holder møder fra tid til anden. Alene i et års tid efter 1991 fandt der 718 rystelser sted i Vesuvs undergrund, og der er derfor nu grund til bekymring, bl.a. fordi at man er nødt til at være 110% sikker på, der vil komme et udbrud, inden man sætter evakueringsplanerne i gang for så mange mennesker.
PLINIUS BESKRIVELSE AF POMPEJIS UNDERGANG
Vi har den ældste beskrivelse af en vulkan på jordkloden overhovedet af et menneske, nemlig Plinius den Yngres beskrivelse af Pompejis undergang i året 79 e. Kr. f. til den romerske historieskriver Tacitus. Dette udbrud er så nøje beskrevet, at vulkanologer i dag har givet det navn efter ham om denne meget voldsomme type vulkanudbrud. Plinius skriver: “Der rejste sig en sky, men når man betragtede den på lang afstand var det umuligt at afgøre fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide, at det var Vesuv. Skyen mindede i facon mest af alt om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom grene, formentlig fordi den blev drevet i vejret af en kraftig eksplosion, men så efterhånden mistede sit tryk eller af sin egen vægt blev tynget ud i bredden for derpå at gå i opløsning. På sine steder var skyen hvid, andre steder snavset og grumset, alt efter om den førte jord eller aske med sig op i luften”. Videre fortæller Plinius i sit næste brev: “I dagevis var der gået jordrystelser forud, men de er ikke særlig foruroligende eftersom de er ganske almindelige i Campanien”. Tydeligt bevis på, at der kommer mange svage jordskælv inden en voldsom vulkan eksploderer. Videre fortsætter han: “Man så en sort og uhyggelig sky, der sprængtes af forvredne og flakkende zigzag linjer fra flammende eksplosioner”. Denne beskrivelse forklarer en glødende hed askelavine , der med stærk fart er rutschet fra Vesuvs sprængte krater nedad flankerne og udover Napolibugten på den anden side, hvor Plinius boede. “Inden længe sænkede den omtalte sky sig over jorden og dækkede havet og omsluttede og skjulte Capri og lukkede udsigten til det yderste af Misenum. Nu begyndte der at falde aske ned, men dog endnu ret spredt. Jeg kastede et blik bagud, hvorfra en tæt tåge skyllede henover jorden som en rivende strøm, der fulgte efter os. Der blev atter mørkt, og der faldt igen askeregn, denne gang voldsom og tung. Vi rejste os gang på gang og rystede asken af os. Det blev nat, ikke sådan som når månen ikke skinner, eller det er overskyet, men som i et lukket rum, hvor lyset er gået ud.”
Plinius beskrivelse af det store udbrud, der begravede oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum er så godt beskrevet af et typisk eksplosivt vulkanudbrud, først med askeskyen, der stiger til vejrs, derefter de pyroklastiske askeskyer, der som brændende laviner af overophedet aske og gasser, er skyllet nedover vulkanens skråninger over byerne og kvalte de indbyggere, der endnu ikke var flygtet….
Tak til Plinius for denne beskrivelse, for som vulkanologen Haraldur Sigurdsson udtaler: “Da jeg første gang i 1979 besøgte Vesuv og Pompeji og samtidig havde læst Plinius breve til Tacitus, forstod jeg straks måden, som Vesuv dræbte indbyggerne på”. Hans undersøgelser af askelagene viste også, at dels Pompejis indbyggere og også Herculaneums beboere måtte være kvalt af sådanne askelaviner, der pludselig fejede nedover vulkanens flanker i løbet af det ca. 17 timer lange udbrud.
VESUV I DAG
En regel gælder om alle vulkaner og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende dens forhistorie.
“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.
Citat af vulkanologen Alesandro Malladra i 1913.
I slutningen af år 2001 opdagede man i udkanten af byen Nola syd for Vesuv resterne af en bronzealderby begravet i hvid pimstensaske som Pompeji blot ca. 1500 år før. Udgravningerne begynder så småt, og indtil nu ser det ud til, at indbyggerne har forladt stedet i tide, da vulkanen buldrede ildevarslende…
“Vesuv vil gentage sit store nummer. Det er ikke et spørgsmål om hvis der kommer et udbrud, som jeg har hørt mange udtale, men hvornår det sker” Citat af mig selv..
ETNA
Etna, Siciliens og Europas højeste og mest aktive vulkan, afviger på flere måder fra andre Italienske vulkaner, fordi den dels ligger bag og oven på Afrikas neddykkende Plade og hermed faktisk hører til Afrika. Da Etnas magma er af basaltisk oprindelse, og som regel meget ensartet, har det igennem længere tid været den gængse vulkanologisk opfattelse, at den mere må betegnes som en “hot-spot” vulkan, d.v.s. en såkaldt “rød” (blød) vulkan med en mere konstant opstrømning af magma fra større dybder i jordens kappe. Altså ikke en genopsmeltning af en neddykkende kontinental-eller havbundsplade, som de andre Italienske vulkaner, og for at gøre det endnu mere kompliceret, ligger Etna på en udvidelseszone, altså spredningszone, der udvider sig og starter med Maltagraven eller Malta Escarpmentet, som ligger øst for Sicilien og dels afgrænser Det Joniske Hav fra det lav-vandede Pelagiske Hav syd for Sicilien, fortsætter ned igennem Det Afrikanske Kontinent. Det betyder igen, at vi kan betragte Etna som sammenhængende med disse geologiske bevægelser som den stejle skrænt på næsten 3000 meters havdybde er et resultat af. Desuden er Etna den sidste halve million år gradvist rykket ind på Sicilien fra øst, hvilket tyder på, at Etna tilhører denne udvidelszone. Etnas vulkanbygning er begyndt at danne sig for ca. 2 millioner år siden, først som en undersøisk vulkan, der ved mange udbrud har opbygget den 3350 meter høje vulkankegle. Det Vulkanologiske Institut i Catania går også ind for denne tanke, men ikke at Etna skulle ændre karakter på grund af det mere eksplosive udbrud i år 2001, hvor vulkanen havde udbrud fra både topkrateret og flanken på samme tid, hvilket hører til sjældenhederne. Det man bemærkede her var bl.a, at vulkanen udslyngede amfibolmineralet, barium og neobium, som ikke er set i vulkanens udbrudsprodukter i mange tusinde år. Denne karakterændring plus den lidt voldsommere eksplosivitet har givet forskere ideer om, at Etna nu skulle være på vej ind i en mere stærk eksplosiv udbrudsrytme, hvilket jeg efter samtaler med vulkanologer på Det Internationale Vulkanologiske Institut i Catania, dog må sige på nuværende tidspunkt er uvist. Man har her mere den opfattelse, at der har været tale om et tilfældigt eksempel. Der har før været ændringer i Etnas eksplosvitetsrytme, men derfra og til at hævde, at den bliver eksplosiv som Vesuv eller en af de ø-vulkaner, der er opbygget over en neddykkende havbundsplade, bør nok tages med forbehold i første omgang for Etnas vedkommende. Pressen har kørt historier på denne tanke, specielt efter en artikel i det videnskabelige tidsskrift “Science Nature”.Etna vil ikke blive en vulkan lig Pinatubo eller Vesuv….
SANTORINI
Syd om Grækenland finder vi en gammel vulkansk ø-bue, med bl.a. Santorini eller Thera , hvis eksplosion for over 3640 år siden har udslettet Den Minoriske kultur på Kreta i form af en kæmpemæssig tsunami, kunstig havbølge, der med 35 – 40 meters højde har udslettet alt på Kreta, mennesker, dyr, huse, redskaber og alt. De højere dele af øerne blev dækket af mange meter høje askelag ved vulkaneksplosionen. Alt har lignet et månelandskab mindst en generation efter eksplosionen. Man har beregnet energien i denne eksplosion til at svare til 20.000 atombomber lig den, der faldt over Hiroshima under Anden Verdenskrig. Efter de mange jordskælv og forudbrud, som jog øens indbyggere på flugt, kom selve eksplosionen, hvorved enorme mængder af hvid pimpstenaske(surt lavaskum) blev slynget mindst 40 – 50 kilometer til vejrs, hvorefter magmakammeret under vulkanen var delvist tømt ud, og vulkanbjerget sank ned i det tomme magmakammer. Da havvandet nu fossede ind i den glødende smeltemasse, der var tilbage kom der en enorm dampeksplosion, som sendte resten af vulkanbjerget til vejrs i form af sten i alle størrelser, en del på størrelse med huse, og efterlod en enorm stor Caldera – kratergryde – hvor havvandet fossede ind og dannede en kæmpemæssig sø, med kun resterne af det omkringstående vulkanbjergs rande tilbage. Måske er det denne eksplosion, som har givet navn til legenden om det sunkne Atlantis eller Bibelens beretninger om de plager, som ramte Ægypten under Ramses den Anden og Moses. Vi ved det ikke med sikkerhed, men i hvert fald er der siden romertiden dannet en ny mindre vulkan i midten af den vandfyldte kratergryde ved den fortsatte vulkanologiske cyklus….
Henning Andersen