Tongaudbruddet – hvorfor blev det så eksplosivt.
Mange har undret sig over, at dette udbrud var så kraftigt, hvilket man forholdsvis hurtigt kunne tolke.
Som læsere af vulkaneksperten husker var det kraftige vulkanudbrud i Stillehavet ved Tongaøerne et af de mest energiudladende på vores jordklode i de seneste 30 år. Det seneste inden dette her, var vulkanen Pinatubos udbrud på Filippinerne i juni 1991. Askeskyerne ved Tongaudbruddet i år steg op til ca. 60 kilometers højde og spredtes med vinden i alle retninger. Udbruddet begyndte sidst i december 2021 i vulkanen ved Tonga og knapt en måned senere kom det voldsomme udbrud med eksplosionerne. Øen, hvor udbruddet fandt sted, hævede sig lidt over havets overflade. Døgnet inden de store eksplosioner havde der været et mindre udbrud, hvilket ændrede og sænkede vulkanens overflade, så havvandet nu fossede ind i den glødende smeltede lava, der havde en temperatur på mindst 1000 graders Celsius. Når havvandet – eller is for den sags skyld – vælter ned i en glødende stenmasse, som lava nu engang er, så vil det nå kogepunktet og splintre alt omkring sig til småskår.
Det var denne proces, der i dette udbrud blev skyld i de stærke eksplosioner.
En liter vand kan forvandles til flere tusinde liter vanddamp og når det sker lynhurtigt dannes der kraftige eksplosioner. Et sådant vulkanudbrud kaldes for en hydromagmatisk eksplosion, d.v.s. vanddampeksplosion. Dette er ske før, bl.a. ved undersøiske vulkanudbrud.
Analyse og tolkning af udbrudsfænomenerne og det udslyngede materiale blev gjort af vulkanologer på stedet og vulkanolog Melissa Scruggs fra University of California.
Kermandec og Tongaøerne består af en ø-kæde af vulkaner af hvilke de 15 betragtes som aktive, 8 undersøiske vulkaner.
Ud af dem er der Falcon Island og Late.
Hele området Hunga Tonga og Niuafouou ligger på en subduktion – underskydning af Stillehavs – og Australienspladerne.(se pladetektonik i minileksikon). Der ligger henimod 20 vulkanske krateråbninger over og under vandet.
Niuafou`ou er en lille bevokset vulkanø i Stillehavet – ikke langt fra Fiji – Tonga og Samoa. Den er ca. 200 meter høj og kaldes også Tin – can fra den tid, da psoten til øen blev afhentet i en tilloddet kiksdåse, som en svømmer trak i land efter sig. Øen er godt 20 kilometer i omkreds og har en lagune i midten. I lagunen er der varme kilder.
Vulkanologien siger, at Niuafou`en udgør toppen af en stor undersøisk skjoldvulkan, samt at den vandfyldte lagune er en caldera, og ringvolden består af lava og askelag. Der sker både vulkanudbrud af den rolige slags og så de mere eksplosive fra bunden af lagunesøen. Her bor folk faktisk inde i selve vulkanen, og i 1929 opstod et ildspyende krater sig i midten af byen Angahas ved et køkken udenfor et hus og 20 meter fra et andet hus, der var beboet. Folk løb heldigvis væk med det samme. Husene blev begravet under 100 meter lag af lava og aske.😊
Vulkaner i Tonga | John Seach
Tonga er placeret på en subduktionszone ved krydset mellem Stillehavet og Australiens tektoniske plader.
De tonganske øer omfatter en dobbelt ø-kæde og ligger i den nordlige ende af en aktiv ø-bue, der strækker sig NNE fra nordøen i New Zealand.
Den østlige kæde er kalkstensdækket, og den vestlige ø-kæde indeholder aktive vulkaner. En parallel offshore rende ligger 95-160 km mod øst. Den seismiske zone ligger i en dybde på cirka 100 km under de aktive tonganske vulkaner.
Hunga Tonga-Hunga Ha’apai vulkanen
Ubådsvulkan 149 m / 489 ftTonga
, Tongaøerne, -20,57°S / -175,38°W
Aktuel status: rastløs (2 ud af 5)
Sidste opdatering: 25 Feb 2022 (Smithsonian / USGS Weekly Volcanic Activity Report)
De små øer Hunga Tonga og Hunga Ha’apai lægger låg på et stort hav, der ligger omkring 30 km SSE af Falcon Island, ca. 65 km NW af Vuna Wharf, Nuku’alofa og 70 km SW af Nomuka Island.
50 km
48 km
Folder | © Esri / arcgisonline.com
[skjul kort] [forstørre]
Hunga Tonga-Hunga Ha’apai webkameraer / live data | Nyheder/opdateringer | Jordskælv | Bøger
Typisk udbrudsstil: uspecificeret
Hunga Tonga-Hunga Ha’apai vulkanudbrud: 2021, 2014, 2009, 1988
Sidste nærliggende jordskælv: Ingen nylige jordskælv
Baggrund
De to lineære andesitiske øer er ca. 2 km lange og repræsenterer de vestlige og nordlige rester af randen af en stort set ubådscaldera, der ligger øst og syd for øerne. Hunga Tonga og Hunga Ha’apai når en højde på henholdsvis kun 149 m og 128 m over havets overflade og viser indadvendte havklipper med lava- og tephralag, der dypper forsigtigt væk fra ubådens caldera. En klippestime 3,2 km SE af Hunga Ha’apai og 3 km syd for Hunga Tonga markerer den mest fremtrædende historisk aktive udluftning. Flere ubådsudbrud har fundet sted ved Hunga Tonga-Hunga Ha’apai siden det første historiske udbrud i 1912.
— Smithsonian / GVP vulkan information
Fra: Henning Andersen <info@vulkaneksperten.dk>
Sendt: 15. april 2022 10:14
Til: Henning Andersen <info@vulkaneksperten.dk>
Emne:
Hunga Tonga-Hunga Ha’apai vulkanen (Tonga Ridge) – Smithsonian / USGS Weekly Volcanic Activity Report for 2. februar-8. februar 2022 (Ny aktivitet / uro)
tors, 10 feb 2022, 09:24
- 09:24 | AF: VN
Den 4. februar offentliggjorde Tonga Geological Services (TGS) droneoptagelser af den barmhjertige samaritanske strand, der ligger på NE-siden af Tongatapu, der viser, at tsunamier fra Hunga Tonga-Hunga Ha’apai-udbruddet den 15. januar nåede områder i 15 m højde, 200 m inde i landet. Et indlæg fra den 6. februar gav detaljer om, hvad der skete, da tsunamier nåede Mango Island (75 km ENE), hvoraf det fremgik, at bølger, der var 12 m høje, gik over kirketårnet, nåede 500 m inde i landet og skubbede bygninger og strukturer mod træernes indre mur. Beboerne flygtede til et område, der var 30 m højt, 700 m fra kysten, og blev der hele natten, mens asken faldt.
TGS bemærkede, at oprydningsindsatsen fortsatte på øerne, og at kommunikationen langsomt blev genoprettet.
Kilde: Tonga Geological Services, Tongas
regering—
Fra: Global Volcanism Program, 2022. Rapport om Hunga Tonga-Hunga Ha’apai. I: Mayberry, G (red.), Ugentlig vulkansk aktivitetsrapport 2. februar-8. februar 2022. Smithsonian Institution og US Geological Survey.
Selve processen i vulkanernes udbrud har man længe vidst en hel del om, mens magmaets dannelsesproces længe har været et mysterium…
”Hovedmassen af det, der udstødes fra jordens indre gennem vulkanerne, er ikke ild, ikke glødende stenmasser, men vanddamp”, skriver professor N.V.Ussing i sin bog om vulkaner i 1904.
”Selve udbruddet skyldes luftudvikling i magmaet, der ved den nederste ende af kraterkanalen fremkalder dampbobler, som efterhånden udøver et så stort tryk på, at den overliggende, størknede lava sprænges. Idet modtrykket herved indskrænkes betydeligt, foregår der pludselig en en yderst livlig udvikling af luftbobler, der med eksplosionsagtig voldsomhed slynger størknede lavabrokker i vejret og får den flydende lava til at stige op igennem krateret. Virksomheden kan bedst sammenlignes med den langsomme og spruttende kogning af kogning af grød, harpix eller lim, der til sidst koger over. Derimod foregår der ingen virkelig forbrænding i vulkanerne, og det er egentlig galt at kalde det fine lavastøv for aske. Det lysende ildskær, man om natten ser over krateret, skyldes ikke flammer, men er kun den glødende lavas genskin på dampskyerne. Da de øverste dele af af de kegleformede vulkanbjerge kun består af løst sammenhobede slagger, der ikke kan modstå trykket af lavaen, hæves denne næsten aldrig op til selve kraterranden, men bryder frem på bjergets sider. ”
Disse linjer om selve processen i et vulkanudbrud har man sandfærdigt tolket allerede for mere end 100 år siden og står omtalt i leksika fra begyndelsen af 1900 – tallet.
Derimod dannelsen af magma inde i jorden har længe været mere mystisk, og det er først indenfor de seneste 30 år man er begyndt at løfte sløret…
Opsmeltning af bjergarter inde i jorden har hovedsagelig tre årsager: stigende temperatur – aftagende tryk – eller tilsætning af bestanddele, der sænker smeltepunktet. Dette er hovedfaktoren for at danne magma i Astenosfæren(det bløde lag) – altså i ca. 100 til 300 kilometers dybde under jordens overflade – men kun i 10 – 20 kilometers dybde i de midtoceaniske højderygge – kontinentalspalter og underskydningsgrave(hvor en plade presses ned under en anden). Sedimenter i en vandholdig havbundsplade(altså underskydning) har som regel et noget lavere smeltepunkt, da der er mere vand i den og nedsænker det ovenfra liggende pres igen. Konvektionsbevægelser i jordens kappe opvarmer bjergarterne, der langsomt hæves opad gennem jordens kappe mod jordskorpen indtil de på et tidspunkt smelter og danner magma.
Et vulkanudbruds voldsomhed afhænger af to ting. Nemlig kisel og vandindhold. Kiselindholdet bestemmer flydetrægheden af smelten, det opløste vand i smelten bestemmer dets eksplosivitetsniveau. Ligger et magmakammer tæt ved jordens overflade kan den smeltede magma yderligere beriges af vand og kisel fra de omliggende klipper og fra gyndvandet.
Generelt kan man sammenligne et vulkanudbrud med åbningen af en sodavandsflaske, hvor den overophedede damp bobler i stedet for kulsyrebobler. I en tæt tillukket flaske holdes gassen usynlig i opløsningen af det oven overliggende tryk. I det øjeblik flasken åbnes, flyder boblerne i den ekspanderende gas som regel stille og roligt op til overfladen som netop tilfældet i et roligt vulkansk udbrud.
Hvis derimod væsken eller smelten er under et stort tryk, bliver den overmættet med gas, i det øjeblik kapslen tages af flasken, og væsken strømmer voldsomt skummende ud. I et eksplosivt vulkanudbrud er trykket på det sejtflydende og vandholdige magma så enormt, at boblerne ekspanderer eksplosivt.
Lavt vand og kiselindhold giver et roligt udbrud med tyndtflydende lava.
Lidt kisel og meget vand strømmer dampboblerne ud gennem den tynde lava og danner høje lavafontæner.
Er der lidt vand og meget kisel skydes en dejagtig træg kuppel eller prop af lava op og danner en dome i vulkanens flaskehals.
Er der meget kisel og meget vand i smelten forhindrer den trægtflydende lava dampen i at slippe roligt ud, og når trykket ovenover pludselig forsvinder, eksploderer den indesprærrede gas og danner askelaviner.
