Mens en mand i Mexico i Mellemamerika pløjede sin mark med sine okser, blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Der lød mægtige drøn fra jorden, den slog revner og op af et hul strømmede først hede dampe, senere aske og sten og til sidst kom den rødglødende flydende stenmasse, lavaen. Som koghed asfalt flød stenmasserne henover jorden og ødelagde alt på sin vej.

Sådan opstår en vulkan. Det er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

De vulkanske udbrudsprodukter består af:

1: De luftformede som vanddamp, kulsyre, kulbrinte, svovlbrinte, kvælstof, brint, ilt, klornayrium(kogesalt), salmiak, jernklorid og borsyre.

2: De faste udbrudsprodukter består dels af størknet lava såsom brokker revet med fra kraterkanalens éller kraterets sider, dels partier af den søndersprængte prop af stærknet lava, der er blevet siddende i mundingen fra forrige udbrud.

3: De flydende, der kaldes lava, er smeltede stenmasser af stærkt varierende kemisk sammensætning, hvoraf den almindeligste er den mørke jernfattige, kiselsyrerige sejtflydende liparit.

Taftan 4050 meter høj keglevulkan i Tyrkiet med solfataravirksonhed(se minileksikon).

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer. Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad Sciara del Fuoco, d.v.s. Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.
Udbruddene er engang imellem – men mere sjældent – eksplosive, som i 1930 bl.a. i 1971 og i år 2002.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner og så vidste man, at man var ved Stromboli i havet nord for Sicilien.

Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved underskydning af den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.

I 1971 besøgte jeg for første gang Stromboli. Jeg var en af rejselederne på Sicilien og fik mulighed for at holde fri i tre dage. Dengang var der ikke hydrofilbåde fra hverken Sicilien eller Napoli – som idag – men sejlede med et mindre passagerskib fra Siciliens nordkyst direkte til Stromboli. Omsider dukkede den kegleformede vulkanø op af havet. En røgsøjle steg op fra toppr og med mellemrum på 5 – 10 minutter blev den forvandlet til en rødglødende flamme. Meget betagende. Der var ikke rigtigt hoteller på øen dengang, men jeg indkvareterede mig privat hos en fiskerfamilie, hvor jeg fik et stort værelse med en kæmpe jernseng. Det begyndte at regne henunder aften og det haglede også. Jeg følte en forventniungsfuld spænding i kroppen. Jeg havde nemlig besluttet at bestige Stromboli kl. 4 næste morgen. Mine værtsfolk vækkede mig, og jeg havde bestilt en madpakke og vand, som jeg fik med. De advarede mig kraftigt mod at gå ned i selve krateret, hvilket er strengt forbudt i dag, hvor man desuden skal have en fører med uanset om man er alene eller en gruppe. Jeg begyndte opstigningen af den 926 meter høje vulkankegle. De første 300 meter kunne jeg følge en sti. Så begyndte underlaget at blive blødere, og det gik langsommere. Så med et hørte jeg det. En buldren fra vulkanens indre, spændingen drev mig videre op mod topppen. Det tog ca. 2 timer. Jeg sod og kiggede ned i den store krydeformede kraterdal. Helt alene med det Tyrrenske Hav som selve øens moderskød. Nede i selve den brede kraterdal var de tre mindre rygende krateråbninger omtrent 100 meter fra hvor jeg stod ovenover på selve vulkantoppen. Jeg satte mig ned, og med minutters mellemrum lyd der en underjordisk brusende buldren og pludselig blev luften hedere ogg skyer af svovldampe kom bølgende over mod mig. Jeg sad her i over en time, mens mine drengefantasier blev til uforfalsket virkelighed i disse øejblikke.

Det var her den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede påstod, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sorte ustyrlige hest.

Orangeagtige røde skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han dog også derop.

Det var også igennem Strombolis ildkratere, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud fra Jordens indre selvom det er den mest urealistiske af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand. Den kan jeg bedre gå med til.
H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet. ”Nu er det nat, skibsdrengen kalder, vågn op vågn op, Stromboli flammer. Kom dog og se. Indhyllede i kapper står vi ved rælingen forude, vi ser i den mørke nat over havet raketter, røde , grønne, blå, der vælter frem som flammer, det er Stromboli, den brændende ø, der engang steg op fra havdybet. Det er Etnas barn, hun dukkede med sine søstre op fra havdybet, udenfor moderlandet.

Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af Etna, hvilket jeg synes er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet – end Etna.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis omkom der ingen mennesker.

Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen.
Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen., en hed kærlighedshistorie, der kun kan ende ulykkeligt. Øen er et smukt, isoleret , nådeløst sted, hvor folk lever spartansk og med vulkanen og havet som konstante trusler ca. 70 kilometer nord for Sicilien. Her findes ikke vand på øen, så det bliver importeret fra fastlandet. Befolkningen har fra århundrer tilbage ernæret sig ved fiskeri

Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet, og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.

”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.

Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen, man har jo vulkanen med sden røde ild til at lyse op.

“Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.

Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen og helst med De Berejste Klubs medlemmer og gerne onsdag den 11. maj kl. 16,oo på om eftermiddagen mødes vi på Klub Ingrid på torvepladsen i selve byen Stromboli. Jeg giver champagne til alle. Så kan vi så bestige vulkanen om natten med fører, der jo er lovpligtig nu.

Der er skibsforbindelser til Stromboli fra henholdsvis Napoli – Tropea i Calabrien og så fra Milazzo på Siciliens nordkyst. De nye færgetider fra 2011 er endu ikke kommet, men skal I have et udbytterigt ophold på Stromboli, så skal man helst bruge 2 fulde døg, inklusiv ankomstdagen. Den første nat falder man til på øen – og næste eftermiddag eventuelt kl. 18.00 bestiger man så vulkanen på den natlige udflugt, der varer til om morgenen.

Vi kan også besøge Vulkaninstittuttet og se de instrumeneter de holder øje med vulkanen på. Det er ganske interessant og gratis. Det skal jeg så arrangere.

Med hensyn til flere oplysninger om overnatningsmuligheder på Stromboli er der på www.stromboliadventures.it og www.giardinosegretobb.it

Jeg håber at se så mange af Jer som muligt.

Henning Andersen
Medlem 204

I 1816 var “året uden sommer” i det meste af verden. I Europa og U.S.A.sneede det hele sommeren og i Amerika lå der en halv meter sne.
Denne ændring af klimaet skyldtes Tamboras vulkanudbrud i Indonesien året i forvejen 1815.
Enomre mængder af svovldioxid og aske slyngedes i vejret og spredtes over kloden, så temperaturen faldt.

Tambora er en 2868 meter høj vulkankegle med en stor caldera på den indonesiske ø Sumbawa, der havde et ekstremt eksplosivt udbrud i 1815, hvorved vulkantoppen sprængtes væk og den store caldera(se minileksikon)opstod. Ekdsplosionsbragene kunne høres 1750 kilometer væk. Lapilli(småsten) og pimsten og 15 cm`s blokke slyngedes op til 40 kilometer væk. Udbrudsmængden af det udslyngede materiale dømtes til at være 100 kubikkilometer. 100.000 mennesker døde ved selve udbruddet, men mange flere – ca. 44.000 – senere i forbindelse med de følgende effekter på selve Sumbawa og 38.000 på den nærliggende ø Lombok.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.