Den 2460 meter høje keglevulkan Sinabung på øen Sumatra i Indonesien er i udbrud i igen.

Vulkanen har ikke været i udbrud i de sidste 400 år  indtil år 2010, men viser nu kraftig aktivitet selvom der længe har været udstrømninger af vulkanske gasser. Vulkanen består af fire krateråbninger, hvor igennem lava er strømmet ud igennem i de forrige udbrud.

De indonesiske myndigheder holder vulkanen under streng opservation.

Indonesien er det land på vores jordklode, der har flest virksomme vulkaner i verden, ca. 151. Alene øen Java er et af af verdens tættest befolkede områder, og enhver storby her ligger i skyggen af en vulkan. Nogle af vor jordklodes mest berømte vulkaner ligger i Indonesien, såsom Krakatau(også kaldet Krakatoa), Tambora, Bromo, Kelut, Agung og Batur.

Indonesiens vulkaner ligger fordelt i det kæmpemæssige ørige på de 13.677 øer og må ses som et produkt af dels den Indo-australske Kontinentalplades underskydning ned under den Euroasiske plade mod nord, og dels af den Pacifiske plade fra øst, altså Stillehavspladen, og man kan generelt sige, at vulkanerne her for det meste hører og producerer de mere sejtflydende lavatyper, hvilket bevirker, at de bliver mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. De har tit været genstand for gudedyrkelse igennem årtusinder, ikke mindst fordi når nu mennesker ikke kunne eller havde magt over så mægtigte naturkræfter, ja så måtte der ofres til dem. I dag har Indoneserne et afslappet forhold til deres vulkaner, og når vulkanologerne sender evakueringsvarsler ud, forlader folk på stedet deres hjem med det samme. Sagt med andre ord: de betragter vulkanerne som en naturlig ting, som man skal have respekt for.

En af de gode ting, som hollænderne gjorde i de 350 år, de herskede i Indonesien var, at de grundlagde de vulkanologiske observationsposter på mange af vulkanerne i det øjemed at kunne nå at varsko de tæt bebyggede områder, så folk kunne komme væk i tide. En anden ting, man også kan sige om hollænderne er, at efter Krakataus store eksplosive udbrud i 1883, blev der sat skub i den moderne vulkanforskning.

Johannes V. Jensen skriver om Javas vulkaner:

”Vældig er Java, en ø som Jorden synes at have sat til side til sine skorstene, landskabet fortoner sig med de ene himmelstræbende vulkan efter den anden, høje fuldkommen regelmæssige pyramider med toppen foreflygtiget op i tropeskyerne og lige så skønne i formen som det japanske nationalbjerg Fujiyama.”

Siretoko-Iwo-Zan i Japan er en 1573 meter høj stratovulkan(se minileksikon), som er aktiv i solfataravirksomhed, og man har målt at 200.000 tons af smeltet svovl blev udspyet i kølvandet af en stor dampeksplosion i 1936.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Slamet på øen Java i Indonesien er en 3451 meter høj keglevulkan med mange eksplosive udbrud, det seneste 1967.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer). Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.
Udbruddene er engang imellem – men mere sjældent – eksplosive, som i 1930 bl.a. i 1971 og i år 2002.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen.
Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion(d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.

Senere hen påstod den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sort ustyrlige hest.

I 1971 sad jeg første gang på toppen af Stromboli i 920 meters højde og kigge ned i det store krater mod de tre mindre kratere, hvorfra et orangerødligt skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han derop.

Langt mere sandsynligt er det at forstå, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud igennem Strombolis flammende ildkrater, selvom det er den mest urealistiske af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand.
H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet.

Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af Etna, hvilket jeg synes er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet – end Etna.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis mest på den side af øen, der vender væk fra de små byer på øen.
Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen.
Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen. Øen er et smukt, isoleret men nådeløst sted, hvor folk lever fattigt og forknyttet med vulkanen og havet som konstante trusler.
Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet, og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.
Det er dog lidt andre forhold i dag.
”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.

Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen.

“Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.

Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen”…

Citat: Henning Andersen…

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Vulkanen på øen Stromboli nord for Sicilien har vist forøget aktivitet de seneste dage. Op til 4 kratere udslynger lavabomber og slagger i toppen. Det er nomalt med 4 gange i timen, men for tiden er det 15 gange. Aktiviteten ses som et resultat af forøget magmatilstrømning fra dybet.

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer). Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.
Udbruddene er engang imellem – men mere sjældent – eksplosive, som i 1930 bl.a. i 1971 og i år 2002.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen.
Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion(d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.