Mens en mand i Mexico i Mellemamerika pløjede sin mark med sine okser, blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Der lød mægtige drøn fra jorden, den slog revner og op af et hul strømmede først hede dampe, senere aske og sten og til sidst kom den rødglødende flydende stenmasse, lavaen. Som koghed asfalt flød stenmasserne henover jorden og ødelagde alt på sin vej.

Sådan opstår en vulkan. Det er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

De vulkanske udbrudsprodukter består af:

1: De luftformede som vanddamp, kulsyre, kulbrinte, svovlbrinte, kvælstof, brint, ilt, klornayrium(kogesalt), salmiak, jernklorid og borsyre.

2: De faste udbrudsprodukter består dels af størknet lava såsom brokker revet med fra kraterkanalens éller kraterets sider, dels partier af den søndersprængte prop af stærknet lava, der er blevet siddende i mundingen fra forrige udbrud.

3: De flydende, der kaldes lava, er smeltede stenmasser af stærkt varierende kemisk sammensætning, hvoraf den almindeligste er den mørke jernfattige, kiselsyrerige sejtflydende liparit.

Paricutin er 3188 meter og består af en slaggekegle, som opstod på en mark i 1943 og havde mixede udbrud til 1952, hvorved store mængder lava strømmede ud.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Pematang Bata er et stort fumaroleområde på øen Sumatra i Indonesien. Meget eksplosive dampudbrud i begynbdelsen af 1930-erne. To dybe kratere blev dannet ved disse udbrud.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Nord-Chile – Peru og Argentina har mere end 60 stratovulkaner ud af hvilke de 23 bedømmes som aktive og en del i solfataravirksomhed. Om vulkanerne i Patagonien er forskningen først nu kommet igang.

Berømter bl.a.: El Misti – Llullaillaco – Nevado Ojos del Salado og Aconcagua.

Se de enkelte vulkaner i verdens vulkaner.

Disse vulkaner tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Det er de mest læste artikler i emnet Geokemi

Petrologi, (af gr. og lat. petra ‘klippe, sten’ og -logi), den gren af geologien, der beskæftiger sig med bjergarters forekomst, mineralogiske og kemiske sammensætning, teksturer og strukturer, oprindelse samt de processer, som er årsag til deres dannelse. Petrologi omfatter især studiet af magmabjergarter og metamorfoserede bjergarter; sedimenter behandles under sedimentologi. Under petrologi hører petrogenese, der beskæftiger sig med at udrede bjergarters oprindelse og de processer, som er årsag til dannelsen af de forskellige typer af bjergarter. Petrografi beskæftiger sig med beskrivelse og klassifikation af bjergarter på grundlag af disses mineralselskab og kemiske sammensætning.
Moderne petrologi omfatter geologisk kortlægning og prøvetagning i naturen, geofysiske målinger, fx af dybden til og størrelsen af magmakammeret under en vulkan, studiet af bjergarter i tyndslib, kemisk analyse af bjergarters indhold af hovedgrundstofferne, som danner de bjergartsdannende mineraler, og sporgrundstoffer, som danner de accessoriske mineraler og findes som forurening i de bjergartsdannende mineraler. Sporgrundstofferne koblet med studiet af forholdet mellem isotoper (isotopgeologi) af bl.a. strontium, neodym og bly giver oplysninger, der kan anvendes til at vurdere forskellige bjergarters oprindelse og slægtskab, fx om en given magmabjergart er dannet ud fra et primært magma opstået ved delvis opsmeltning af Jordens kappe eller ved opsmeltning af bjergarter i jordskorpen. Sporgrundstoffer og isotopforhold kan også anvendes til at afgøre, om magmabjergarter i et område kan være knyttet sammen af magmatiske differentiationsprocesser eller er dannet ud fra forskellige modermagmaer. Oprindelsen af metamorfoserede bjergarter udredes ved bestemmelse af mineralindhold, strukturer, kemisk sammensætning og isotopforhold. Se også bjergarter.
Eksperimentel petrologi
omfatter laboratorieundersøgelse af mineraler og bjergarter for at fastlægge, hvilke temperaturer, tryk og kemiske miljøer de er dannet under. Man skelner mellem stabilitetsundersøgelser af mineraler og studiet af væske-gas-indeslutninger i mineraler.
Ved stabilitetsundersøgelserne er udgangsmaterialet enten naturlige mineraler og bjergarter eller blandinger af kemikalier. Prøvematerialet opvarmes under kontrollerede tryk- og temperaturforhold for at fastlægge smeltepunktstemperaturer, faseændringer m.m. Den eksperimentelle petrologis fader er James Hall, der i 1805 som den første smeltede basalt og senere omdannede kalksten til marmor. I begyndelsen af 1900-t. blev det påvist, at den mængde vand, der kan opløses i granit, afhænger af trykket, at bjergartens smeltepunkt afhænger af damptrykket, og at den første smelte, der dannes, når de fleste bjergarter i den kontinentale skorpe opvarmes, har granitisk sammensætning. I dag foretages undersøgelser til over 2000 °C og ved mere end 100.000 atm tryk. De første kunstige diamanter blev fremstillet i 1955 ud fra grafit ved 1560 °C og ved 87.000 atm tryk.
Væske-gas-indeslutninger i mineraler er små, almindeligvis få μm store, indeslutninger, der er rester af den opløsning, hvorfra mineralet er dannet. Studier af disse kan derfor give vigtige oplysninger om temperatur, tryk og kemiske forhold under mineralets dannelse. Studiet af indeslutningerne har desuden betydning ved fx olieefterforskning, hvor man kan afgøre, om bjergarterne har været udsat for temperaturer, der er gunstige for oliedannelse, eller om de har været opvarmet så meget, at olien er forsvundet.
Den eksperimentelle petrologi har betydning for fastlæggelse af dannelsestemperaturer for alle typer bjergarter, herunder malmforekomster, ligesom resultaterne anvendes inden for cementindustrien, den keramiske industri og i forbindelse med deponering af radioaktivt affald.