Laki på Island blev dannet i 1783 hvor en 24 kilometer lang sprække åbnede sig i sydlandet, hvorfra lavafontæner og lavastrømme flød ud og dækkede et areal på ca. 565 kvadratkilometre.

Islands vulkaner tilhører dels oceanryggens vulkanisme og dels hot-spottypen. Se minileksikon.
Denne artikel er fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel omhandler vulkanområdet Laki, for sproget Laki, se Laki (sprog).

Krater i Lakiområdet Laki er et vulkanområde i det sydlige Island. Kraterne ligger på række og kaldes Lakagìgar.

I 1783 skete der her et vulkanudbrud, som er ét af de største, man har haft på jorden siden sidste istid. Det begyndte pinsedag den 8. juni 1783 og fortsatte til februar 1784. Præsten Jòn Steingrimsson fra Prestbakki har i sit berømte ”ildskrift” berettet om naturkatastrofen, og han kalder sin afhandling ”Enkel og sand skildring af vulkanudbruddet i Skaftafellsyssel året 1783.” Vulkanudbruddets udvikling beskrives nøjagtigt fra dag til dag. ”Hvilken gru der gik her på Sida, da en vulkanild blussede i vest og en anden øst og nord for os, mægter jeg ikke at skildre. Dørene ud mellem disse flammende lavastrømme gik fra solens punkt klokken ni om morgenen til stedet, hvor den er klokken halv to…. Dog fyldtes dette mellemrum ofte af røg og kvælende ilddunste af størrelse og overmagt som kraterskyerne med deres utålelige lugt og stank, hvilke var af en sådan beskaffenhed fra det vestre krater, og dets tågeskyer således at mærke, som når stenkul bliver slukket i hengemt urin eller et eller andet besk. Men fra det østre krater var det som der blev brændt våd arve eller den slags vandplanter. Så slog alt dette sammen i ét. ”

Revnen, der blev dannet, var ca. 25 km lang, og da den åbnede sig, revnede tufbjerget Laki, der ligger midtvejs på kløften. Fra 8. juni til 29. juli var kun kraterrækken sydvest for Laki aktiv, og lavaen strømmede gennem elven Skaftàs leje og udfyldte det helt med de glødende masser. 29. juli åbnedes revnen også nordøst for Laki og lavaen flød ud i et andet elveleje. Lavastrømmen flød hen over og tilintetgjorde gårde, huse og kirker, og samtidig afgav den giftige gasser, der bevirkede, at græsset over hele Island blev ødelagt i denne sommer. Hele Europas klima blev påvirket af udbruddet, fordi vegetationen blev beskadiget af de giftige luftarter. Også Asien og Afrika var berørt.

Man har anslået, at magmaet fra Lakagigar har haft et volumen på 12,3 kubikkilometer og har afgivet 10 millioner tons svovldioxid. Græsmangel og fluorforgiftning fra asken medførte hungersnød for husdyrene. Man vurderer, at 50% af kvæget, 79% får og 76% heste omkom. Herefter fulgte også hungersnød for menneskene, omkring titusinde døde, dvs. en femtedel af den islandske befolkning. Island hørte jo på det tidspunkt under Danmark, og der var faktisk alvorlige overvejelser om, hvorvidt man skulle evakuere hele befolkningen til Danmark. Ideen blev dog hurtigt opgivet.

I dag er Lakagigar et pragtfuldt naturområde med fantastiske farver, grønt mos, røde slagger og sort, vulkansk aske.

Lamington i Papua New Guinea er en strovulkan med lavadome – lavaprop – i krateret, der ødelagdes i 1951. Glødende damp- og askelaviner og mudderstrømme – lahars – dræbte 3000 mennesker.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Lamongan på Java i Indonesien er en 1678 meter høj keglevulkan med mange eksplosive og dampeksplosioner, lavastrømme og dannelse af lavadomer(dome se minileksikon). Lahars – mudderestrømme – følger ofte med i kølvandet af dens udbrud. Stort udbrud i 1898.

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

De Canariske øer må alle ses som et resultat af vulkanske udbrud fra bunden af Atlanterhavet i forbindelse med kontinentalforskydningerne, men man hælder også til “hot-spot-teorien”(se under mini-leksikon), og det ser ud til, at magmatilførselen nede fra jordens kappe under bunden af Atlanterhavet er forholdsvis uregelmæssig her. Øerne er dannet igennem mange mange millioner år. Det sidste udbrud fandt sted på øen La Palma i 2019 – 20, men udbrud på bunden af Atlanterhavet i dette område er heller ikke så ualmindelige.

Timanfaya-området på Lanzarote er i dag en stor nationalpark, som dækker et område på 1/4 af
den ialt 805 km² store ø, den nordøstligste af de 7 store Canarieøer.
Udbruddene i det 18 århundrede er de vigtigste beskrevne udbrud i nyere tid, ikke bare på grund af volumet(udbrudsmængden), men også på grund af varigheden af selve udbruddet.

Det var den 1. september 1730 om aftenen imellem kl. 21,- og 22,- , at jorden pludselig åbnede
sig i nærheden af det, som i dag kaldes for Timanfaya. I løbet af den første nat opstod der et
mægtigt lavabjergmassiv fra selve jorden ved lavafontæner, der som ildsøjler skød op fra toppen, og det brændte i 19 døgn.
I dag hæver flere små vulkantoppe sig op over de enorme mængder af lava, som i løbet af 5 -1/2 år blev spyet ud fra 25 kratere og flød både ind over øen og ud i havet. Omkring 20.000 hektar land blev dækket af lavamasser. Lag på lag flød ud og dannede slaggelava, men også lavatunneller under overfladen mange steder.

Øen voksede mange kvadratkilometer under udbruddet, som varede fra den 1.september 1730 til 16 april 1736. Den 18.oktober 1730 dannedes 3 nye kratere over Santa Catalina, hvor askeskyer formørkede himlen over hele Lanzarote, og tykke askelag havde lagt sig over hele øen. Eksplosionerne og mørket, der fulgte med udbruddene, fik indbyggerne i Yaiza til at forlade deres hjem mere end en gang.

Inden vulkanudbruddene fandt sted, tilhørte store dele af de områder, som blev begravet i lavastrømme, de mest frugtbare landarealer på Canarieøerne med korn og grønsager. På grund af spredt landbrugsbebyggelse blev dog kun 420 huse ødelagt, bl.a. i Geria, der i dag er et meget kendt vindyrkingsområde – druerne trives udmærket i lapillien(småstene af lava) – eller picon som de hedder lokalt. Tyve landsbyer blev begravet i lava.

Det seneste udbrud på Lanzarote fandt sted i 1824, men forinden havde der i flere år været konstant seismisk
aktivitet. Det, som karakteriserede udbruddet i 1824, var een flydende lavastrøm, og høje søjler med kogende saltvand slyngedes til vejrs fra Tinguaton-vulkanen.

I dag ligger der en restaurant på toppen af en af vulkanerne, på Hilarios Islet, hvor varmen ligger lige under overfladen. I 10 meters dybde er der en temperatur på 600° Celsius og bare 10 cm under jordoverfladen ligger temperaturen på ca.160°C. Turister strømmer hertil hver dag og tager på en busture i lavamarkerne med guidning på tysk eller engelsk. Busturene er inkluderet i indgangsbilletten til Nationalparken, da det er forbudt for andre at køre udenfor veje og ruter.

Timanfaya ble nationalpark i 1974 og har en stærk blanding av geologi og fauna at fremvise. Specielt interesserede kan komme på guidede fodture i egnen. Mange zoologer, botanikere og geologer benytter Timanfaya som base for studier og eksperimenter.

Copyright: Jørgen Aabech og Henning Andersen

Denne vulkan tilhører hotspot og spredningszonetypen af vulkantype. Se begge ord i minileksikon.