Kaiserstuhl, bjergområde i Rhindalen mellem Colmar og Freiburg i SV-Tyskland; ca. 10 km × 15 km. Det højeste punkt, Totenkopf, når op i 557 m. Kaiserstuhl har en tertiær vulkansk kerne, og i den centrale del findes varme kilder. Størstedelen af området er dækket af løss; tykkelsen er størst i nord og nordøst, hvor den når op på 80-90 m. Et varmt klima kombineret med en frugtbar jordbund, dannet på forvitret lava og på løss, har betydet, at området tidligt er blevet intensivt udnyttet. Mennesker har gennem et par tusinde år omformet terrænet ved at bygge terrasser. De gamle terrasser var små og smalle. 1960-75 undergik næsten hele området en radikal omdannelse gennem anlæg af storterrasser, så vinbønderne kunne anvende maskiner. Pga. store jordskred og kraftige protester fra bl.a. naturfredningsforeninger er den sidste del af omlægningen foregået mere nænsomt. På ca. 60% af Kaiserstuhls areal dyrkes vin hovedsagelig af deltidslandmænd. Desuden findes en del frugtplantager. Områder over ca. 400 m er skovklædte.
Kilde: Dansk National – leksikon

Kamchatka har slemme vulkaner, men de ligger i forholdsvis ubeboede egne…

Kamchatkahalvøen tilhører ”The Ring of Fire” – Ildringen – vulkankæden, der omkranser hele Stillehavet med nogle af verdens mest eksplosive vulkaner. Dette skyldes bl.a., at vulkanerne her ligger i underskydningszoner – subduktioner – hvor to plader – en havbundsplade skydes langsomt ned under en kontinentalplade, hvorved den magmasammenblanding her bliver mere kemisk kompleks og gasrig, hvilket igen bevirker, at de vulkaner, som dannes og opbygges ovenover på jordens overflade bliver mere eksplosive i deres udbrudsrytmer.

Kamchatka har slemme vulkaner, men de ligger i forholdsvis ubeboede egne…

Bezymianny er en af de mest kendte og omtalte vulkaner på Kamchatkahalvøen. Den er 2869 met høj og havde i 1955 et meget kraftigt udbrud efter en hvileperiode på over 1000 år. 200 meter brede mudderfloder strømmede i maj 2007 ned igennem vulkanens kløfter og dale på skråningerne. Den 5. november strømmede nyt materiale ned gennem kløfterne – ca. 200.000 kubikmeter flød tre kilometer ned i oplandet. Denne vulkan har de seneste år været i udbrud med fem til seks måneders mellemrum. Det sidste udbrud var i oktober 2007.

Kliuchevskoi er den højeste – 4835 meter høj – og mest virksomme af Kamchatkahalvøens ca. 120 vulkaner, og den havde i 1990 et kraftigt udbrud. Siden Kamchatkahalvøen blev beboet i slutningen af 1600 – tallet, har man observeret udbrud med få års mellemrum i denne vulkan. Kamchatkahalvøen tilhører ”The Ring of Fire” – Ildringen – vulkankæden, der omkranser hele Stillehavet med nogle af verdens mest eksplosive vulkaner. Dette skyldes bl.a., at vulkanerne her ligger i underskydningszoner – subduktioner – hvor to plader – en havbundsplade skydes langsomt ned under en kontinentalplade, hvorved den magmasammenblanding her bliver mere kemisk kompleks og gasrig, hvilket igen bevirker, at de vulkaner, som dannes og opbygges ovenover på jordens overflade bliver mere eksplosive i deres udbrudsrytmer…

Kamchatka

Lige som jorden blev skabt af ild, blev også Kamchatkahalvøen også født af ild.

På Kamchatka er der aldrig blevet helt stille. Halvøens mythologiske historie handler om en konstant voldsom genfødsel.

De ældste beboere her – urfolket – frygtede fra tidernes morgen vulkanerne. De troede, at i vulkanerne boede gomulerne, en slags bjergånder.

Om natten gik gomulerne på hvalfangst i havet omkring Kamchatkahalvøen. De fanger hvalerne med deres store hænder og spidder dem på fingrene. Så tager de tilbage til vulkanerne, hvor de tænder store bål for at stege hvalerne. Ilden og røgen i vulkanerne kan ses langt væk, og kogende hvalfedt løber ned ad bjergsiderne som ildstrømme. Jorden skælver og ryster, mens hvalbenene hvirvler gennem luften. Når hvalerne er spist, dør bålene ud, og vulkanerne vender tilbage til sin knugende tavshed.

Kap Verde-øerne er alle opbygget ved vulkansk virksomhed fra bunden af Atlanterhavet ved gentagne lavaudbrud igennem mange millioner år.
Øerne ligger også på det, som vi kalder en ”hot-spot”, et varmeområde i Jordens kappe, hvor en ekstra hed opstrømning bringer magma (lava) mere eller mindre konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer også på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at hotspotten forbliver på samme sted, mens havbundspladen eller Nubia-lpladen oven over flytter sig over mod Afrikas vestkyst med nogle få cm om året.

Også Hawaii-øerne, Island og Azorerne er tydelige eksempler på en hot-spot. Man kan i det store og hele sammenligne det med en vandhane, som mere eller mindre konstant bringer lava – ud igennem tuben istedet for vand.

Fogo – Ildbjerget – er en typisk lagdelt(strato)keglevulkan, som er opbygget af skiftevis mængder af lava og løse udbrudsprodukter gennem årtusinder. Det er samtidig med også en caldera, d.v.s. en enorm kratergryde i toppen af vulkanen, som er dannet i forbindelse med voldsom udtømning af magmakammeret under et eksplosivt vulkanudbrud, hvorved vulkanen kollapser og synker ned i det delvis udtømte magmakammer. I bunden af denne vandfyldte kratergryde er siden hen ny næsten 3000 meter høj vulkan bygget op gennem årtusinder af sine egne udslyngede udbrudsprodukter.

Det sidste udbrud i Fogovulkanen var i 1995. Det begyndte med et rødt skær fra toppen af vulkanen, og næste dag åbnede en sprække sig, hvorfra røde lavafloder begyndte at strømme ned, og der faldt aske over det meste af øen. Befolkningen blev evakueret. Da krateret er åbent mod øst strømmer lavastrømmene som regel også ud i den retning. Fra 1500 – tallet til 1760 var Fogo konstant i mindre udbrud, og om natten sås det røde ildskær fra vulkanen som et fyrtårn ude fra havet.

Alle de andre øer er også dannet og bygget op fra havbunden ved undersøisk vulkansk virksomhed, men indtil 1995 har der ikke fundet udbrud sted. Så Fogo betragtes som sikkerhedsventilen for hele området.

Ikke destomindre så holdes Kap Verdes vulkaner under opsyn af vulkanologer.

Kap Verdeøerne er alle vulkaner fra havbunden, men en er aktiv nemlig Fogo som består af en enorm bjergkegle i en stor caldera med mange udbrud fra sprækker og revner i flanken, f.ek.s. i 1951 og i 1995.

Den 1800 meter høje keglevulkan Karangetang på øen Gangihe nord for Sulawesi er i udbrud og sender kraftige røgskyer og lavastrømme ud. Siden 1675 har vi en kronologisk opdateret liste af dens udbrud foretaget af hollænderen: Neumann van Padang, 1951).

I det tyvende århundrede har dens udbrud været ret så kraftige ledsaget af både lavstrømme – pyroklastiske askelaviner(ildstorme) og lahars(mudderstrømme).

Dens lavatype er rig på Sio2 – kiselsyre – og

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.