Vulkaner er åbninger til jordens indre, hvorfra smeltede stenmasser (magma) trænger frem til overfladen og størkner til vulkanske bjergarter. Vulkaner er det mest synlige udtryk for de termiske processer, der til stadighed foregår i Jordens indre, og som bevirker, at der afgives varme til Jordens overflade. Denne varme stammer tilbage fra klodens tilblivelse.

De fleste af Jordens vulkaner er placeret i kæder, der følger grænserne mellem de bevægelige dele af jordskorpen, der kaldes de tektoniske plader. Over halvdelen af Jordens vulkaner befinder sig i randen af eller inden for Stillehavspladen.

Forskellen imellem en eksplosiv vulkan og en rolig vulkan er at finde i lavaens sejhed og indhold af gasser. Dræbervulkanen indeholder magma, der er tykt og klæbrigt og et gasindhold, der er under så stort et tryk, at magmaet eksploderer når det endelig slipper ud.

En vulkan er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. I Mexico opstod i 1943 pludselig en ny vulkan midt på en pløjemark, Paricutin. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

Vore forfædre frygtede vulkanerne men lærte at udnytte ilden derfra. I dag lever ca. 500 millioner mennesker på jorden i skyggen af en vulkan. 2 – 10 vulkaner på jorden er i udbrud kså godt som hele tiden, og forskerne mener, at ca. 100 vulkaner er specielt faretruende og 300 behøver omhyggelig overvågning.

Vulkaner er adgangsdøren til underverdenen, der ikke kun former og opbygger jordens overflade, men også præger menneskenes religioner og kulturer.

Engang udtalte en risbonde ved en truende vulkan: ”Jeg føler mig tryg og sikker her. Det er min pligt at blive her. ” ”Vulkanens kongedømme vokser sig større og større”, fortsætter han mens han kigger mod vulkanens rygende bjergtop.

Vulkanerne er et bevis på selve livet og samtidig et symbol på planetens livskraft. Den vulkanske aske gøder jorden, og man kan i tropiske egne høste tre gange i en sæson, når der er tilstrækkelig fugtighed som bl.a. på Java.

Vi ønsker ikke, at vulkanerne forsvinder, for de sørger for at livet på vores planet hele tiden opretholdes og holdes ved lige. På samme måde som vores blod nærer og føder vores bestanddele i vor organisme gør vulkanerne det samme for jordens liv. Magma(lava) indeholder de bestanddele, som jorden behøver for at kunne give frutbarhed.

Men vi skylder vulkanerne mere. Vulkanerne har dannet jordens lithosfæreplader – kontinter – igennem millioner – ja milliarder af år. Den faste jordskorpe, som alt levende liv eksisterer ovenpå, er vulkanernes gave til os.

På Bali er vulkanen “Gunung Agung” verdens centrum, hvor guderne hviler og bor – og betragtes af hinduerne her som indgangen til himmel og helvede. Her bor de tre vigtigste guder: Shiva – skaberen og dødens gud – Bhrama – skaberen af universet og Vishnu – universtes beskytter.

Vulkanerne varsler om politiske ændringer og sociale fornyelser. Man kan sige, at vulkanerne fungerer som en smeltedigel, hvor mysticisme, det moderne liv, Islam, Kristendommen,Hinduismen og alle andre religioner blandes.

Hvis vulkanologerne advarer om at vulkanen eksploderer om kort tid, vil de stædige beboere, som betragter vulkanen mere som et levende væsen end et naturfænomen, ofte protestere og smilende sige: ”Ja det siger de kloge, men en tåbe som mig kan ikke se, at der er noget at frygte.”

Ved Tobasøen på Sumatra hævder visse beboere, at det første menneske på jorden steg ned fra himlen på en aktiv vulkan, og hos Tenggerfolket på Javas østlige del kaster hinduerne penge, grønsager og levende høns og geder ned i den rygende vulkans krater.

Men det, som engang blev betragtet som gudernes vrede, anses nu som en gave. Klipper, aske og stenstykker, som udslynges i voldsomme udbrud, bliver senere brugt til at bygge hoteller, restauranter og huse med. Ofte anses det for givet, at menneskenes tåbelige handlinger tit udløser naturkatastrofer.

Vulkaner er gudernes troner og repræsenterer naturens stærkeste kræfter, som både kan give og tage liv.

“Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner som vores fjender. Så vulkanerne repræsenterer som i de store verdensreligioner det gode såvel som det onde”.

Uden den varme jordkerne ville jorden være en ubeboelig planet. Jorden gør bare, som den altid har gjort. Den reagerer med kontintalforskydninger på grund af varmen i sit indre, som atter giver sig udslag i jordskælv og vulkanudbrud.Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og man flytter ind i de farlige risikozoner, hvor vulkaner, jordskælv og tsunamier kan udslette alt levende. Så vulkanerne og jordskælvene er sikkerhedsventiler for den overskudsvarme, der ellers ville få hele Jorden til at eksplodere på et tidspunkt. Den ødelægger og genskaber sig selv.

Copyright: Henning Andersen

Europas tættest befolkede område er Campaniens skønne egn ved vulkanen Vesuv i Syditalien. Her bor der næsten tre millioner mennesker i et område, hvor alt liv kan blive udslettet på få timer.

Vesuv er idag Italiens største problem.

Ved siden af storbyen Napoli ligger der en næsten ubrudt kæde af byer ved foden af Vesuv, denne verdens mest berømte vulkan, som har været i udbrud gang på gang i de årtusinder, hvor egnen har været beboet. Det hidtil seneste udbrud var i 1944, hvor Vesuv sendte aske og stenstykker kilometre op i luften, mens lavastrømme fossede nedad vulkanflanken. Adskillige sten landede 16 kilometer borte, og skyer af aske dalede ned i Italien – ja helt til Albanien mere end 500 kilometer borte.

Alle spørger i dag: Hvornår sker det igen? Hvornår sprænger proppen i vulkanen, så den kommer i udbrud. Sandheden er, at det ved vi ikke, men følger vi vulkanens cyklus og tager ved lære af fortiden med henblik på at kunne lægge en prognose for fremtiden – så kan hvileperioden siden 1944 og indtil nu – afbrydes når som helst. Vulkanologer og geologer er uenige, men Vesuv har altid efter længere perioder med udbrud haft hvileperioder, som igen afløses af eksplosive udbrud.

I de senere år, hvor jeg har været i Napoli, har jeg gentagne gange forsøgt at få beviser på om hvor galt det i grunden er, og om det realistiske i sådanne tanker. Hvis man står på kraterranden af Vesuv, virker det ikke som om den vil kunne gøre det igen. Der kommer ganske vist røg og dampskyer ud fra sprækker og revner, men det er så svagt, så vinden hvisker det hele ud. I vulkanens flaskehals, den gamle krateråbning, har en kilometer tyk lavaprop sat sig fast i bunden, og mange har glemt, at det var denne vulkan, som for næsten 2000 år siden begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Vulkanologerne har bedømt Vesuv som en af verdens ti farligste vulkaner.

I dybet under vulkanen strømmer ny lava – magma – til kammeret og på et tidspunkt vil Vesuv udspy sit dødbbringende indhold ud over alle de mennesker og byer, som ligger omkring den. Eksperterne er sikker på, at det vil ske igen, men bare ikke hvornår. Det kunne blive i år men også om 200 år. Jo længere hvileperiode, jo voldsommere bliver det næste udbrud. Der er mange spekulationer, og hvert eneste år erklærer aviser og tv, at nu er det lige op over, mens de med angste øjne ser på den smukke vulkankegle, der våger op over byen. Det hele minder om en uundgåelig katastrofe.

Hvad med evakueringsplanerne – fungerer de?

Vesuvs vulkanobservatorium, som er verdens ældste, havde 150 års jubilæum i 1991, og her udtalte den daværende direktør Giuseppe Luongo, at vi ved Vesuv kommer i udbrud igen, bare ikke hvornår, og det er vores fornemste opgave at kunne forudsige det, således at man i tide kan redde de millioner af mennesker der bor i skyggen af vulkanen. Inden den 2. verdenskrig boede der i de 18 bykommuner, som grænser op til Vesuv, omkring 100.000 menensker – i dag er det steget til over 600.000. Den tætte befolkning i byerne Portici og Torre del Greco er nogle af de højeste i hele verden, og det er en skandale i sig selv, udtaler direktøren for Vesuvobservatoriet, Lucia Civetta.

”Det er en fejl, at man ikke har talt nok om, hvor farlig Vesuv er specielt efter det seneste udbrud i 1944. Vi får måske et mindre udbrud med lidt lava, der flyder over, men intet alvorligt, var de lokale myndigheders holdning fra 1950-erne og fremover. Så folk byggede løs på vulkanens skråninger – med eller uden tilladelse. Der var stærkt eksplosive udbrud flere gange i det første årtusinde efter Pompeji og Herculaneums undergang og i 1631 – også efter en længere hvileperiode. For mennesker er det lang tid siden, men ikke i en vulkans liv. Vesuv er i dag langt mere farlig end i 1800-tallet, hvor der var mange mindre udbrud, og der konstant kom røg ud fra toppen”.
Er der tid nok til at evakuere de mange mennesker i Vesuv-regionen, når det næste udbrud kommer. Evakueringsplanen blev sat op i 1990-erne og den første af sin art i Vesuv-området. Vel i teorien ja, men det hele afhænger jo af, om de udsatte indbyggere i kommunerne vil rette sig efter planen og lade sig evakuere i tog, busser, biler og skibe for at blive genhuset i venskabskommunerne i Norditalien.

”Planen er ikke perfekt, men den giver trods alt en sikkerhed i forhold til før, hvor der ikke eksisterede en plan og det hele ville ende i kaos, hvis der opstod en nødsituation. Da man bekendtgjorde den, blev den modtaget med et væld af protester fra befolkningen, kommunerne og private virksomheder. Ingen ville se risikoen i øjnene, men idag har man en mere realistisk holdning til truslen. Mange beboere vil være sikre på, at de får erstatning for de huse, de flytter væk fra, om hvem der passer på deres værdier, mens de er evakuerede. Specielt byggefirmaerne kan ikke lide, at der tales for meget om vulkanudbrud, fordi det lægger en dæmper på deres forretninger. Kommunerne er bange for, at investeringerne vil dale i egnen. De vil hellere lade som om Pompeji og Herculaneum ikke eksisterer og en total håbløs holdning, der gør evakueringsplanen virkningsløs og sætter den over halve million menneskeliv i fare. Det kan godt være det er svært for de mange mennesker, der bor i Vesuvegnen at have tillid til evakueringsplanen og de autoriteter, der står bag, men det er deres eneste chance for at redde livet”, slutter direktøren for Vesuvobservatoriet.

”Hvis folk bare ville acceptere, at Vesuv er en virksom vulkan – selvom den sover for tiden – og at evakueringsplanerne er realistiske – har de en chance for at redde livet”, fortsætter Lucia Civetta. ”Korruptionen i kommunerne og ineffektiviteten har været så stærk, at folk, der har penge og magt, har kunnet bygge løs, hvor de ville. Italiens regering har gjort det hele værre ved at indføre særlove, som tillod folk at bygge i ellers ulovlige områder på ryggen af Vesuv når bare der faldt godt med penge i statskassen. Jeg ser hellere, at folk herfra flytter til sikre områder andre steder i Italien”, slutter direktøren for vulkanobservertoriet.

Det hed sig indtil midten af 1990-erne, at storbyen Napoli, altid var gået ram forbi ved Vesuvs store udbrud, dels fordi vindretningen normalt kommer fra nordøst, så askeregnen blev båret i sydvestlig retning, men dette holder ikke nødvendigvis altid skik. Ganske vidst er Napoli i de seneste årtusinder gået ram forbi, men i 1995 fandt man 30 kilometer nordøst for Napoli skeletresterne af en mand og kvinde, som så ud til at have lidt en smertefuld død under hurtig flugt. Skeletterne blev dateret helt tilbage i bronzealderen til det udbrud fra Vesuv, som fandt sted for 3780 år siden. Senere i 2004 fandt mand nord for Napoli fodspor af flere tusinde menensker på vej nordpå fra Vesuv, også et bevis på det store udbrud for 3780-år siden.

Dette udbrud har været endnu voldsommere og mere eksplosivt end det oftere mere omtalte ”Pompejiudbrud”, som fandt sted i år 79. e.Kr.f. Ved mere normale vulkanudbrud flyder lavaen ud som rødgrød uden fløde, men i tilfældet af Vesuvs mest eksplosive udbrud, er kraterkanalen – tilførselskanalen – nede fra igennem vulkanens rørsystem – så tilproppet af fast klippemateriale, at der skal et ekstremt stort tryk til at sprænge toppen af vulkanen. Når det til sidst sker, sender den voldsomme eksplosion flydende sten, overophedede slagger og aske helt op i stratosfæren, mens det bryder lydmuren. Enorme drøn følger i kølvandet, og et sådant eksplosivt udbrud varer som regel et par døgn eller mindre. Vestenvinden fører småsten og aske i nordøstlig retning og begraver landskabet i flere meter tykke lag. Brændende askeskyer laviner vælter som ildtornadoer udover landskaberne og er øjeblikkeligt dræbende. Temperaturen på ca. 500 graders celsius koger et menneske til døde på sekunder og får det meste af en menneskekrops blod og kød til at fordampe.

Hvis man ikke kvæles af varmen, så bliver man det automatisk af det fine askestøv, som består af små glassplinter. Glødende laviner af aske og løse klippestykker kan bevæge sig mange kilometer og er dødbringende med øjeblikkelig virkning. Varme kvælende vinde med en fart af 400 kilometer i timen som tornadoer heover jordens ov erflade. I Vesuvs tilfælde kan sådanne ildlaviner få vand til at koge i en afstand af 15 kilometer fra vulkanen.

Ganske vist lagde Vesuv en mildere personlighed til sig i det 18. og 19. århundrede med hyppige udbrud, hvor rødglødende strømme af lava flød nedad vulkankeglen.

Vulkanobservertoriet i Napoli har undersøgt de vulkanske jordlag under millionbyen, o Napoli
”Napoli pas nu på med alle jeres tre millioner indbyggere. Det er muligt, at der igen vil komme et udbrud af den størrelsesorden, og det kan ske snart”.

Når alt dette er sagt om Vesuvs synderegister, skal det siges, at vulkaner ikke kun er ødelæggende, men også livsgivende, og den vulkanske mineralholdige jord omdannes til noget af det mest frugtbare på planeten. Det milde vejr og adgangen til havet og i det hele taget den skønne egn har siden de første tider, hvor der har levet mennesker, fået folk til at slå sig ned i egnen ved Vesuv og Napoli.
Det er årsagen til, at folk flytter hertil. Den frugtbare jord lokkede, her kunne man med rigt udbytte dyrke korn og holde husdyr.

Et stærkt jordskælv ramte egnen i 1980, og tusinder døde, mens landsbyer blev udslettet og forvandlet til ruindynger af murbrokker. Mange så med bange øjne mod Vesuv, også fordi at jordskælv ofte er forløbere for vulkanudbrud. 17 år før Pompeji blev begravet af Vesuvs udbrudsprodukter, ramte et stort jordskælv byen.

Op igennem 1990-erne er der opført flere og flere huse omkring vulkanen. Livet går videre, dag for dag. Hektisk, intenst. Som en tikkende bombe. Nedtællingen er begyndt.

Enhver der kører i Napolis gader opdager hurtigt, at her er der tale om en speciel form for trafik. Store børn i vild fart på kallerter igennem gaderne. Unge piger, to på en scooter, der fræser ned ad ensrettede gader uden hjelm, med langt flagrende hår og brændende øjne. Mens de kører, fører de samtaler med andre unge, der også drøner af sted med samme fart på motorcykler. Der er masser af trafiklys, fint opstillet, men 98 % af dem er ikke sluttet til.

Overalt i byerne langs med Napolibugten kan man se vulkanens smukke og velkendte profil luge i horisonten. Undertiden helt overvældende stor, lige bag ved.

Der er noget psykisk over selve formen, den sidder på nethinden i lang tid – og svær at glemme. Men hvis man holder noget tæt til øjnene, kan man ikke længere se det tydeligt. Det virker som om at netop Vesuv ligger så tæt ved, bliver den på en utrolig måde bortrangeret fra det bevidste oplevelsesfelt og ned i underbevidstheden, hvorfra virkningerne så bobler op til overfladen.

Da jeg kom kørende op ad Sorrentohalvøen og holdt ved en tankstation, lå Vesuv som en lavabombe udstrakt i landskabet med et elektrisk tæppe af byer og biler svøbt omkring sine fødder.

Der var gabende halvfærdige nybyggerier på selve skråningerne op mod krateret. Monumeneter over drømme, som benægter døden.

Kørende på autostradaen, der skærer sig forbi Vesuv, stod den synkende, ildrøde sol i bakspejlet, den opstigende fuldmåne stak kanten op over bjergets foran og med chokerende regelmæssige mellemrum Vesuvs kegle, der står der, tidløst, ventende, ude gennem sideruden, mens titusinder af Fiat `er fræser forbi uden at tage hensyn til de fysiske love.

Stolte fantastiske kvinder, bevidste og i den grad tilstede, at de får mange danskere til at ligne noget, der bliver hentet op af Rigshospitalets kælder. Hvis man minder dem om vulkanen, får man som regel et filosofisk fornægtende svar om, at skæbnen er uvis. Præcis det samme i dag som i Pompeji, hvor en flygtende pompejaner indridsede på en af husmurene under flugten fra den buldrende vulkan: ”Skæbnen er dig uvis. Ingen kender dagen før solen går ned”.

I det hele taget oplever man en såkaldt ”her og nu atmosfære”, som kan vække een. Det skønne og befriende er, at det er nu og her, at tingene sker – ikke i livløse, træge gennemdrøftede og livløse handlinger, men her og nu i dette øjeblik. At der er store omkostninger ved at leve livet så spontant, er en anden historie. Livet bliver farligt, men når vi ser på dyrenes liv i junglen og i skovene, så er det farligt at leve – faktisk livsfarligt.

Til gengæld får livet en hel anden fylde og kraft, hvis et menneske lever med livet sopm indsats. Der ern en form for dødsforagt i Napolitanernes måde at leve på., men også noget andet. En helt speciel intensitet.

En hyldest til livet. Til det i mennesket, der ikke vil dø. Der er mange måde at forholde sig til døden på. En populær måde er at feje det ind under gulvtæppet og så lade som ingenting. Håbe på, at det går vel nok altsammen.

En anden er at springe helt ud i livet, helt ind der, hvor der ikke er plads til hverken fortid eller fremtid, men kun i dette ene øjeblik. Her er anspændt.Voldsomt. Eksplosivt. Uforudsigeligt. Ligesom en vulkan.

Måske er der slags samliv mellem vulkanen og dens beboere. En slags afsmitning. Gad vide, hvordan det ville være i København, hvis der lå en aktiv, rygende vulkan i Kongens Enghave? Hver dag står den der. Uflyttelig. Upåvirkelig af af vores meninger. Tilstede med magtfulde forbindelser og dybe rødder.

En invitation til at leve livet her og nu.

Læs bogen: “Vesuv en meget farlig vulkan”.

Abida 1308 meter høj vulkan i Ethiopien med det sidste eksplosive udbrud i 1928. Abida tilhører spredningszonen ned igennem Øst-Afrika. Spredningszone – se minileksikon.

Aconcagua er en 7023 meter høj keglevulkan og den højeste ikke aktive vulkan i verden.

Aconcagua til hører sunduktionsvulkantypen. Se minileksikon.