Danskejede Rockwool International A/S er på verdensplan den største producent af stenuld og har produktion i 16 lande fordelt på 25 fabrikker. Rockwool leverer isolering af stenuld til bl.a. bygninger, industrianlæg, kraftværker, skibe og platforme.

I Danmark har Rockwool fabrikker i Doense ved Hobro, i Vamdrup ved Kolding, samt i Hedehusene på Sjælland, hvor også hovedsædet er placeret.

Stenuld er ikke nogen ny opfindelse – den er en menneskeskabt kopi af et af naturens fænomener. Den har sin oprindelse helt tilbage til 1920’erne, hvor videnskabsmænd efter et vulkanudbrud på Hawaii fandt nogle uldtotter i naturen. Ifølge sagnet var det hårtotter, som vulkanens dronning, Pelé, rev af sit hoved i vrede.

Historien om Rockwool er et moderne industrieventyr, og som alle andre eventyr bør det passende indledes med ”Der var engang”, for oprindelsen kan henligges til så romantisk et sted som Hawaii.

Undersøgelser viste imidlertid, at uldtotterne havde en anden, men også bemærkelsesværdig forklaring. Under et vulkanudbrud bliver sten fra vulkanens indre udsat for så kraftig varme, at de smelter og slynges op i luften. Inden stenmassen rammer jorden igen, har luftens afkøling forvandlet stenene til uld. Det er denne proces, der hver eneste dag genskabes i Rockwools produktion.

I slutningen af 1930-erne lykkedes det ingeniør Finn Henriksen at hjembringe et sparsomt grundlag for en række indledende forsøg her i Danmark.

I 1937 blev den første danske Rockwoolfabrik opført i Hedehusene, og den har siden været centrum for den produktudvikling, der i dag finder sted.

I princippet laver man vulkaner i form af fem meter høje kupolovne, hvori sten smeltes og derefter omdannes til milliarder af tynde stenfibre, der i diameter kun er en brøkdel af et menneskehår. Så vulkaner i naturen og vulkaner i Rockwoolfabrikkerne har nære lighedspunkter.

Dronning Pele

Dronning Pele bor ikke i et palads omgivet af glimmer og ædelstene. Næh, hun bor i vulkanen Kilaueas krater på Hawaii, og når hun bliver vred eller vil more sig, sprøjter hun glohede lavastrømme ud over landskabet.

Ifølge missionærerne for flere hundrede år siden, kunne hawaianerne finde på at ofre unge piger til Dronning Pele, hvis deres by lå i farezonen for at blive ødelagt. Det ulykkelige offer fik bind for øjnene og blev skubbet ned i den ca. 1000 grader kogende lava i krateret.

Krateret kaldes ”Halemaumau” – ”munden”, og når hun danser i krateret, vælter lavaen ud. Dronning Pele er datter af faderen “Himlen” og jorden ”Moderen”, og det fortælles, at hun som lille blev interesseret i at lege i sin mors ildsted og lærte at tænde ild. Senere lærte hun også, hvordan hun skulle åbne jorden og spy lava ud.

Denne egenskab viste sig at være dårlig for familieidyllen. Efter mange uoverensstemmelser med sine søskende, jagede de hende fra ø til ø, men hun fik til sidst lov til at slå sig ned på ”The big Island” Hawaii i Kilaueas krater.
Dronning Pele kaldes også for ”Ildens Gudinde” – ”Bjergenes skaber” – ”Stenenes smelter” – ”Skovenes æder” og ”Landets afbrænder”.

Altså skaber og ødelægger i een og samme person.
Hun har det også med at optræde blandt døende mennesker i to forskellige skikkelser. Som en smuk ung kvinde, der frister dem eller oftere som en rynket gammel heks, som tester dem.

Uanset hvilken skikkelse, hun optræder i, er hun uforudsigelig og stormfuld – som kun en stolt jaloux kvinde kan være. Videre fortæller sagnet, at hun ikke beder om kærlighed, men hun kræver respekt.

Mark Twain skrev for 140 år siden, at Vesuv var en barnevulkan i forhold til Kilaueas kratergryde eller Caldera( se minileksikon). Et mægtigt dybt åbent sår i jordens skorpe.

Ved Kilaueas kraterrand ligger der et hotel ”Volcano House”, hvor man i et museums
glasmontre kan se nogle af lava-mineralstenene, som er meget flotte og farvestrålende.

Ved siden af er der breve fra besøgende fra hele verden, som tog stene med hjem som souvenirs fra Kilaueas krater. Det er ret så almindeligt, at turister tager sten med hjem fra vulkaner, men her studser man, for der er tale om ret så barske sager. En japaner var udsat for den ene ulykke efter den anden efter hjemkomsten. En indoneser skrev, at familien blev udsat for de mest uforståelige sygdomsanfald og dødsulykker. En amerikaner havde mistet sin ægtefælle lige efter hjemkomsten med sten fra Kilauea.
Alle havde med posten returneret de flotte lavasten, som de havde taget fra Madame Peles krater, og de fortalte også, at ulykkerne bagefter ligeså pludseligt var holdt op igen.

På Hawaii fortæller et gammelt sagn, at hvis du fjerner sten fra Dronning Peles krater, der i sin tid som vulkangudinde havde skabt øerne, så rammer alverdnes ulykker dig.

”Fra stedets Vulkanobservatorium tog jeg en dag med en observatør ned i bunden af krateret for at indsamle gasprøver” fortæller Henning Andersen. Det er for at bedømme vulkanens virksomhed.
Han ville tage nogle sten med hjem til sig selv og Geologisk Museum som souvenir, men han blev advaret af observatøren.

”Jeg troede først ikke på det, stoppede nogle sten i en pose, men da jeg havde læst brevene oppe i vulkan-museet, blev jeg betænkelig – og aftenen inden jeg skulle rejse hjem, gik jeg hen til kraterranden og kastede hele posens indhold tilbage i dybet – ned til Dronning Pele”.

Magmabjergarter dannes ved størkning af en smeltet stenmasse, der trænger op i jordskorpen fra jordens kappe. Hvis den størkner under jordens overflade kaldes den for Plutonitter – dybbjergarter – opkaldt efter underverdens gud Pluto, eller hvis den kommer ud på jordens overflade og størker, taler vi om vulkaniter – dagbjergarter eller lavabjergarter.

Magmaet består af en flydende silikatsmelte, den vigtigste mineralgruppe og udgør 90% af selve jordskorpen. Silikater indeholder fire iltatomer, som tilsammen udgør en fast enhed – nærmest en byggeblok. Efter magmaets indhold af kiselsyre – siliciumdioxyd – taler man om sure og basiske magmaer. De sureste magmabjergarter har et indhold af op til 70 % kiselsyre. Med mindre kiselsyreindhold som f.eks. 40% bliver indholdet mørke mineraler.

Jorden blev dannet sammen med det øvrige solsystem ved konsendering af en roterende sky af gas og støv for omkring 4,5 milliarder år siden. Temperaturen i jordens indre steg hurtigt, bl.a. på grund af varme udviklet ved radioaktive processer. Opvarmningen resulterede i kraftig vulkansk aktivitet, og jordens overflade af basaltisk (d.v.s. med 45 – 52 % kiselsyreindhold) lava. Langsomt, ved gentagne opsmeltninger af allerede størknet lava, opstod de første, små kontinenter med kerner af granit og gnejs. Samtidig var overfladen udsat for et kraftigt bombardement af meteoriter.
Bortset fra enkelte mineralkorn af det meget robuste mineral, zinkon (indlejret i flere hundrede millioner år yngre sandsten, er intet materiale bevaret fra denne ældste del af jordens historie, der kaldes den ”Hadeiske” (efter Hades – grækernes Helvede).

Efter den første jordskorpes dannelse, antages jordens overflade at være dækket af vand med spredte aktive vulkaner, som materialet viser. Vulkanerne havde oprindelig en basaltisk sammensætning, for derefter at ændre sig i andesitisk (d.v.s med 53 – 60% kiselsyreindhold) retning på grund af en delvis genopsmeltning af vulkanernes dybeste dele…..

Kilde: Geologisk Museum

Der er to årsager til, at Island er dannet vulkansk:

1: Island ligger på den spaltezone, der danner grænsen imellem de to store kontinentalplader – den Amerikanske og den Euroasiske.

2: Island ligger på en hot – spot, dvs. en bred søjle af opadstigende varme fra dybere dele af jordens kappe.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne aktive vulkanske systemer, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner.De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden og fra 40 skorstene sprøjtede glødende lavafontæner højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 41 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Heimaey blev 20 % større efter udbruddet, da den nye lava tilførte øen nyt land.

Her fødes Europa og i fremtiden vil der danne sig nye vulkanøer fra havbunden ud for Island.

Vulkaner har kvindenavne

Alle islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemythologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronningevulkan”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da Jules Verne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse.

“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de
gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Her skabes Europa…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

“Jeg kan – jeg vil – jeg gør” islandsk citat.
“Det skal nok gå alt sammen”…

En dyb finanskrise eller et vulkanudbrud kan ikke slå en islænding af pinden.

“Hvorfor så stort ståhej for aflyste fly”…

Fordelene dominerer og overvinden frygten for naturkræfterne. 90 % af alle islandske hjem opvarmes af geotermisk energi. Turbinerne fremstiller elektricitet.