Region 1 er Europa, der også hænger sammen med den Euroasiske plade, d.v.s. hele Asien med Rusland. Her sker bevægelserne med op til 7,5 cm pr. år, dels fra øst, altså fra Stillehavet og fra Atlanterhavet med ca. 2 cm pr. år. Pladebevægelserne eller Kontinentalforskydningerne skyldes store varmestrømninger i Jordens 2900 kilometer tykke Kappe, som befinder sig uden om Jordens indre hede kerne – faktisk på samme måde, som hvis en isflage langsomt flyder ovenpå havet.

De fleste vulkaner i denne store plade er hovedsageligt subduktionsvulkaner, der dannes, når et kontinent kolliderer med et andet, f.eks, når Afrika presses ind under Europa i Middelhavsregionen og skubber Alpebjergkæden i vejret, som folden på en dug. Herved dannes alle vulkanerne i Middelhaveslandene med undtagelse af Etna, der også er en “hot-spotvulkan”, d.v.s. hvor en konstant varmeopsytrømning som en vandhane skubber magma op som lava igennem vulkanen.

I Frankrig – og Tyskland findes gamle vulkaner, der til dels er sovende, idet de ikke har været virksomme i 5000 – 8000 år, og Europa har engang været ved at knække midt over, men bevæsgelsen gik i stå, idet varmeopstrømningen srtandsede helt oppe fra Norge ned igennem Tyskland i Rhingraven og Frankrigs østlige del. Kaukasus er en sammenpresset fold, der også har været vulkansk.

Region 2. Afrika inkl. Det Røde hav og Madagascar er et stort kontinent, der i den Østafrikanske gravsænkning, åbner sig som konstruktionszone. Her sker bevægelserne atter på grund af varmeopstrømningerne helt oppe fra Rødehavet og videre ned igennem hele den Østafrikas lande med det resultat, at vi her finder mange vulkaner, hvoraf Kilimajaro – Afrikas højeste bjerg er den største sovende kæmpe på kontinentet.

Underregion: Region 3: er et af de største kontinenter, og deles op i Rift Valley, som vi kalder sprækkezonen. Madagascar må betragtes som en isflage, der for 30 millioner år har revet sig løs fra Afrika og langsomt er drevet ud i det Indiske Ocean, der ligger øst for Afrikakontinentet. Endelig har i i vestafrikas inderste hjørne Cameroonvulkankomplekset, der må bertragtes som et hotspotvulkanområde.

Region 3: Asien inkl. Mellemøsten hænger rent pladetektonisk sammen med Region 1 – altså Europa, og vi må derfor betragte det som jordens største kontinent. Her er så godt som alle vulkanologiske fænomener repræsenteret i forbindelse med kontinentalforskydningerne. Indien må betragtes som en forhenværende løs isflage for små 65 millioner år siden er drevet mod nordøst og baldret ind i Asien og på den måde har foldet Himalayabjergkæden – Jordens højeste bjergkæde op.

I Mellemøsten finder vi gamle vulkanske områder, der dels er at betragte som konstruktionszonevulkaner, altså åbninger, der hænger sammen med Afrikas åbning i den østlige del, og dels er subduktionsvulkaner, hvor små bidder af pladerne er knækket og skubbes og gnides imod hinanden, nogle steder ned under hinanden, andre steder forbi hinanden. Endelig “hot-spot” områder, hvor mere konstante opstrømninger finder sted.

Ved Stillehavet har vi i den berømte “Ildring”, d.v.s. den kæde af vulkaner, som omkranser Stillehavet, og holder vi os til Asien, finder vi øverst i Rusland Kamchatkahalvøen med vulkaner, der ligger som perler på en snor, videre ned igennem Kuriller-ø-gruppen til japan, for at fortsætte mod Filippinerne. Her er der tale om underskydningszoner – subduktion – hvor Stillehavsbundpladen med raketfart – ca. 11 cm – om året skubber sig ned under Asiens østlige forkant af kontinentet. Herved dannes magma, der er ekstra rige på gasser, som f.eks. vanddamp, der opløses i de sejtflydende smeltemasser, og derfor har sværere ved at undslippe, og resultatet er, at der opbygges et overtryk i disse vulkaner, der efter lange hvileperioder, somme tider i årtusinder eksploderer som atombomber.

Region 4: Det Indiske Ocean må betragtes som dels en konstruktionszone, altså sprækkeåbning, hvor igenem oceanbunden åbner sig og trækker sig fra hinanden med fra 2 – 3 cm om året. der siver magma op igennem åbningen som i alle andre åbningszoner og danner ny frisk havbund i midten, men også “hot-spotter” finder vi her, hvor en kraftig magmasøjle – lig Island og Hawaii-ø -kæden, har dannet den franske ø Rheunion i midten af havet.
Indien har for 65 millioner år siden ligget hernede, men er langsomt drevet i nordøstlig retning grundet de samme varmeopstrømninger i Jordkappen, der er grunden til alle pladebevægelserne.

Region 5: Den nordlige del af Stillehavet må betragtes som tilhørende det meste af Stillehavets bundplade, der opdeles i mindre plader, men generelt kan siges, at der er tale om en stor undersøisk havbundsplade, der fuser af sted med en fart af 11 – 12 cm af året, hvilket må siges at være en rekord, der ikke overgåes af andre pladebevægelser. Resultatet ses tydeligt i Hawaii-ø-kæden, hvor en “hot-spot” strømning af varmt magma fra dybere dele af Jordens Kappe – konstant stiger op mod Jordens overflade og danner vulkaner, der næsten er i konstant udbrud. Kilauea er et typisk eksempel. Verdens mest aktive vulkan, der er i konstant virksomhed.

Region 6: Syd-øst Asien, Australien, New Zealand og Sydlige del af Stillehavet. Her er der faktisk tale om 2 plader, nemlig Den Indo-Australske med Australien med New Zealand, der skubber sig mod nord med 7 cm om året og danner vulkanerne i indonesien, et af verdens vulkanrigeste lande, men også den sydlige del af Stillehavet, der skubber sig østover imod New Zealand og som subduktioner, underskydning) danner vulkanerne her.

I selve Stillehavet ligger et hav af undersøiske vulkaner, der på et tidspunkt, når de ikke er så aktive eller opstrømningen under dem er gået i stå, synker ned i den bløde og forholdsvis tynde undersøiske havbundsplade. Dette afstedkommer, at koraldyr opbygger cirkelformede atoller, d.v.s. runde øer af koraller oven over på havets overflade. Alle Stillehavsøerne må betragtes at have været gamle vulkaner, der er sunket – eller vil synke i fremtiden, men koraldyrene fortsætter der, hvor vulkanaktiviteten bliver sjældnere.

Region 7: Nordamerika inkl. Berentshavet. Nordamerika er et kontienent, hvor der må siges at være adskillige mindre pladeforskydninger, alt i form af et puslespil med brikker, der gnubber sig mod hinanden. Dette giver sig udtryk i tilbagevendende kraftige jordskælv, bl.a. i Californien, men også i vulkanaktiviteten , der tilhører “Ildringen”, altså Stillehavskysten rundt omkransende hele Stillehavspladen, men generelt må man betragte Nordamerika inkl. Alaska som et stort sammenhængende kontinent.

De eksplosive vulkaner igennem Nordamerika, bl.a. Californien, Staten Washington og Canada og videre i Alaska og Aleuter-ø-gruppen er alle subduktionsvulkaner – underskydnings og ekspålosve vulkaner, hvilket gav sig udtryk senest i Mount Saint Helens udbrud i 1980 i Staten Washington, hvor eksplosionen havde en energiudladning svarende til 500 atombomber affyret på een gang. Dog tilhører Yellowstone Nationalpark en kæmpemæssig Caldera, som med ca. 600.000 års mellerum frammes af endnu kraftigere vulkanudbrud, og det er ca. 600.000 år siden det seneste “super-udbrud” fandt sted her. Hele området – d.v.s. flere hundrede kvadratkilometer har siden 1921 hævet sig 2 meter på grund af magmamassers pres mod overfladen i undergrunden. En dag kommer eksplosionen, og der er grund til opmærksomhed, da der her er tale om energiudladninger, der kan skabe klimaændringer over hele Jorden plus udslettelse af levende liv alene i U.S.A.
Berentshavet er at betragte som den nordlige del af Stillehavsbundpladen.

Region 8: Mellemamerika og Caribien. Her har vi flere underskydningszoner – altså subduktioner, hvor bl.a. Stillehavsbundpladen fra øst presser sig ind under Mexicos vestkyst og i Caribien, hvor Atlanterhavsbundpladen presser sig på fra øst. Der er tale om forholdsvis kraftige og mere eksplosive vulkantyper, dog er der også lidt blidere ind imellem. Dette hænger sammen med, at større magmabeholdere – kamre – i jordskorpen og kappen skiftesvis føder vulkanerne mere eller mindre regelmæsssiget fra Jordkappen. Der er altså tale om uregelmæssig opstrømning nedefra.

Region 9: Sydamerika inkl. Galapagos-øerne i Stillehavet. Her er der langs hele Sydamerikas øastkyst tale om enorme høje og meget eksplosive vulkaner, der alle må betragtes som voldsomme. Med uregelmæssige mellemrum rammes kontinentet af kraftige jordskælv og vulkanudbrud, der alle sættes i sammenhæng med Stillehavsbundpladens nedskydning under havet fra øst.

Galapagos-øerne er derimod “hotspot-vulkaner” som Hawaii-ø-gruppen og Island og har opbygget øerne fra havbunden.

Region 10: Atlanterhavsryggen inkl. Island. Hele Atlanterhavsryggen er dannet som følge af åbningen af Oceanbunden med ca. 2 cm om året, og faktisk er ryggen 74.000 kilometer lang og begynder syd for Nordpolen – fortsætter ned imellem Grønland og Norge med vulkanøen Jan Mayen – Island, der ligger på en hot-spot – bred søjle af opstigende magma, som giver sig udslag i vulkanudbrud hvert femte år ca. og videre ned igennem Atlanterhavet – Azoerne, der alle er vulkanske – De canariske Øer, som ligger på en tilsvarende hot-spot igennem Syd-Atlanterhavet via Tristan da Cunha rundt om Afrika – op igennem det Indiske Ocean og over igennem Stillehavet for at fortsætte op imod Alaska og Ruslands østkyst.
Her dannes magmaet på grund af trykaflastning – altså varmeopstrømninger – i Jordens kappe.

Region 11: Antarktis inkl. Syd Sandwich-øerne. Antaktis eller Sydpolen har adskillige aktive vulkaner under isen, bl.a. Mount Erebus, der har en lavasø i krateret. Desuden Syd Sandwich-øerne er alle vulkanske og opstået på både underskydnings- og åbningszonen, der går tæt forbi området.

Region 12: Sydøstasien, der også kan betragtes som tilhørende Den Eurasiske Plade, må betragtes at være verdens vulkanrigeste land, med flere hundrede vulkaner alene i Indonesien, hvor Den Indo-Australske Plade med over 7 cm om året presses ned under Den Euroasiske Plade og danner hermed de voldsomme Indonesiske vulkaner på de 13.677 øer, hvoraf Java er den største. Endnu at tilføje presses Stillehavsbundpladen fra øst sig med 11 – 12 cm om året sig på og ned under Filippinerne og New Guniea og danner fra den anden side også eksplosive vulkaner.

Gang på gang har de stærkeste vulkanudbrud på jordkloden fundet sted her – bl.a. Karkataus i 1883 og Tamboras i 1815, der var skyld i året uden sommer i hele verden på grund af faldende temperaturer ved askeregnen. Senest i 1991 så vi Pinatubo på Filippinerne et udbrud, hvor vi i Danmark mærkede ekstra røde solnedgange om sommeren grundet sænkning af temperaturen i forbindelse med de vulkanske udbrudsprodukter og gassers transport i stratosfæren..

Man deler vulkaner op i typer dels efter den kemiske sammensætning af magmaet(smelten under vulkanen)og den voldsomhed hvorved vulkanudbruddene finder sted, og dels ud fra de enkelte vulkaners udseende. Man kan også klassificere de vulkanske udbrud ud fra de enkelte udbruds forløb, f.eks. et hawaiiansk, stromboliansk, plineansk eller peeleansk udbrud.

Eksplosiv: Der er en tydelig sammenhæng mellem magmaets kemiske sammenhæng og eksplosiviteten, og man har udregnet eksplosivitetsindeksen(Vulcanic Explosivity Index,VEI) en værdi imellem 1 – 8 for alle vulkaner, der må betegnes som aktive som mål for deres farlighed.

Ikke eksplosiv: Vulkaner med et lavt VEI er ofte af basaltisk sammensætning. De er kendetegnet ved en stor produktion af svagt trægtflydende lavastrømme men repræsenterer de største lavastrømme man kender på jorden. Bl.a. er Færøerne og Grønland opbygget af sådanne enorme lavaudbrud for 60 – 50 millioner år siden.

Islands vulkaner i dag er ofte spaltevulkaner, hvor lavaen trænger frem fra en spalte eller flere sprækker i jorden, f.ek.s. var det store spalteudbrud i Laki 1783 og Krafla 1975 – 84 tydelige eksempler herpå. Ved sådanne spalteudbrud dannes der ofte forholdsvis lave askekegler, som igen er opbygget af løst aske – og slaggemateriale. Spaltevulkaner dannes generelt, hvor to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.

Supervulkaner dannes ved ekstremt stærke udbrud -og heldigvis kun med nogle hundrede tusinde års mellemrum. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra en enkelt vulkan kan lavatypen være forskellig fra tid til anden, men vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.

Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis.

De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.

De vulkanske gasser dannes ved opsmeltningen af magmaet ved opstrømning af varme nedefra, hvoraf vanddampen er den vigtigste og mest udbredte af de vulkanske gasser (H2O). Vi hælder nu mere og mere til den anskuelse, at det er de vulkanske vanddamp, der har været med til at danne havet i oceanerne og luftens ilt gennem millioner af år. Derefter må nævnes svovldioxid, carbondioxid (kuldioxid), hydrogen (brint), chlor, fluor, hydrogenchlorid (svovlbrinte, fluorbrinte). Det ser ud til, at man efterhånden får beviser på, at vulkanske gasser har været med til at danne jordens atmosfære og verdenshavene og dermed dannet grundlaget for livets opståen på Jorden.

Det er de pladetektoniske bevægelser af skorpen, der danner grundlag for den vulkanske virksomhed på jorden. Årsagen hertil tildeles den indre jordvarmes strømbevægelser i jordens kappe. I subductionzoner andesitvulkaner. I spredningszoner – basaltiske vulkaner. Andesit er en mellemting mellem granit og basalt. Den dannes oftest ved, at lithosfærepladen synker i dybet, smeltes under et enorm tryk. Pudelavaen af basalt i den neddykkende havbundsplade vil da indgå i den nydannede magma og danne andesit.
Andesitvulkaner er altså forholdsvis eksplosive.

Vulkaner deles altså op i typer og klassifiseres i grupper.

Her skal klassifiseringsbetegnelserne blot nævnes. De danner udgangspunkt i berømte vulkanudbrud i historien.

Man taler om flodbasaltvirksomhed (Lakagigar Island), Hawaii – virksomhed, Stromboliansk virksomhed (Det Tyrrehenske Hav), Vulcano – type virksomhed (samme område), Pliniansk virksomhed (Vesuv), Pele´eansk virksomhed (Mt. Pele på Martinique i Caribien), Ignimbritisk virksomhed (Ingen kendte udbrud. Kun spor efter dem. De ville skabe katastrofer i beboede områder, hvis de skulle indtræffe), Phreatiske udbrud (Dampeksplosioner, Bandai – San i Japan).

Andesitvulkaner er en typisk Stratovulkan (lagvulkan) den er regelmæssigt kegleformet.

Andre typer:

Spalteudbrud: Der kan nævnes utallige spalteudbrud, som findes på Island. De er kendetegnende ved, at lavaen flyder ud igennem en længere spalte, uden at man kan påvise egentlige kratere. I spredningszonerne i oceanerne findes der spalteudbrud.

På Island, hvor den Midtatlantiske Højderyg er “gået på land” har de 200 vulkaner, deraf 30 aktive. De kan fremvise alle typer vulkaner.

Iblandt dem Lakagigar, der er en vulkan spalte.

Den 8. juni 1783 startede det udbrud, som skulle blive verdenshistoriens største vulkanudbrud. Det varede til November 1783.

Lavaudstrømningerne dækkede et areal på 565 km².
På grund af giftige svovldampe, flourforbindelse der medførte, at fårene blev angrebet af sygdomme, som på islandsk hedder gaddr. Denne fik en skæbnesvanger udbredelse efter udbruddet. Sygdommen førte til, at der skete en abnorm udvikling af kindtænderne på de syge dyr; tænderne forlænges med høje spidser, som sårer tandkødet,ganen og vanskeliggør tykningen; til sidst kan lidelsen medføre dyrets død.

Tabslisten:

Der fandtes Hornkvæg 21.457. De blev til 9.996
Der fandtes Får 232.731 De blev til 42.243
Der fandtes Heste 36.408 De blev til 8.395

Desuden døde 9.200 mennesker på grund af vulkanudbruddets eftervirkninger, 1/5 af Islands befolkning.

Vulkanspalter af denne type findes der masser af i den nyvulkanske zone på Island. Men et udbrud af den størrelse er dog enestående.

Stratovulkaner(lagdelt af det latinske ord stratu = lag)eller keglevulkaner dannes ved udbrud af mere sure trægtflydende lavatyper(høj viskositet), og med med større kiselsyreindhold(SiO2). Det er den mest karakteristiske vulkantype, da de flester vulkaner er dannet og opbygget i lag på lag af udbrudsmaterialer som slagge – aske og lavalag. Den mest udbredte lavatype er andesit og med et højt VEI – indeks.
Eksempler er Fujiyama – Popocatepetl og Mayon…

Hvis den smeltede lava eller magma under vulkanen i kraterrøret – kaldet udbrudsskakten – ændrer placering dannes en sammensat vulkan som vi ser i Somma – Vesuv i Italien.

I forbindelse med eksplosive udbrud i stratovulkaner udslynges ofte så meget materiale fra magmakammeret under vulkanen, at der dannes en caldera, som kan være enormt stor, hvoraf Krakatau – Santorin og Crater Lake er tydelige eksempler.

Disse stratovulkaner skal omgås med særlig respekt.

Nogle af dem har i tidens løb kostet mange menneskeliv, bl.a. Vesuv. Ødelæggelserne af de 3 byer Pompeji, Stabiae og Herculaneum i år 79 e .kr., hvor de to første blev overdækket med pimpsten og aske. Herculaneum af tre på hinanden følgende vulkansk askelaviner.

De store udgravninger af de pludselige tildækkede byer, har givet historikerne et fortræffeligt indblik i datidens livsførelse.

Det er den fortsatte kollision mellem den Afrikanske plade, der forsøger at deformere Italien, og Den Eurasiske plade, der er baggrund for de fortsatte italienske vulkanske aktiviteter.

I Japan har man ved Palæmagnetiske d.v.s. undersøgt magnetiseringsretningen i jernholdige bjergarter, der indeholdt remanens magnetisme, set at Fujiyama er blevet brugt som omdrejningspunkt for Japans hovedø, der tidligere var langstrakt, men nu danner en vinkel. Fujiyama er en af verdens smukkeste vulkaner.

Den Filippinske stratovulkan Mayon har en af de mest regelmæssige kegler på jorden kom i udbrud 4/2 1993. I Fyens Stiftstiende kunne man dengang læse følgende:

Mindst 36 mennesker er blevet skoldet ihjel og 32 kvæstet ved vulkanudbruddet i det østlige Filippinerne oplyste Røde Kors i går. Eksperter frygter et endnu større udbrud i den nærmeste tid.

Myndighederne har evakueret omkring 20.000, og yderlige tusinder er på vej væk fra egnen omkring vulkanen Mayon, der ligger 300 km sydøst for Manila. Ca. 64.000 mennesker bor inden for risikozonen omkring bjerget.

Det 2462 meter høje Mayon bjerg er en af Filippinernes mest aktive vulkaner. Ifølge oplysninger fra regeringen har den været i udbrud 45 gange siden det 17. århundrede. Det seneste større udbrud var i 1984, hvor der ikke blev meldt om dødsfald. I 1814 omkom flere en 1200 ved et udbrud, og flere landsbyer blev udslettet. En radius af otte kilometer omkring bjerget er permanent farezone.

Skjoldvulkaner eller kuppelvulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer(lav viskositet) såsom bl.a. basalt med et lavere kiselsyreindhold.

Skjoldvulkaner er punktvulkaner af basalt. De har navn efter deres skjoldagtige form. Hawaii er opbygget af skjoldvulkaner.
Men også på Island findes der 30 udslukte skjoldvulkaner.

Dannes der en lav skjoldvulkan eller en høj stratovulkan afhænger det, foruden af stedet hvor den er dannet, også om den kraft – energi – eller gastryk i den smeltede magma, der er nødvendig for, at magmaen kan bane bane sig vej til overfladen.

Hvis kun et svagt tryk er nødvendigt, dannes der en skjoldvulkan.

Hvis der skal bruges et større tryk, dannes en stratovulkan. Det er den almindeligste vulkantype blandt de store og kendte vulkaner (Fujiyama Japans hellige bjerg og Mayon på Philippinerne og ikke mindst Vesuv i Italien.

Spaltevulkaner eller sprækkevulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom basalt.

Som tidligere nævnt er det de tektoniske pladebevægelser, som danner baggrund for vulkanaktivit på vores jordklode. I subduktionzoner – andesitvulkaner i spredningszoner – basaltdiske vulkaner. Andesit er en mellemting mellem granit og basalt. Man mener, at det dannes på grund af, at lithosfærepladen, som synker i dybet, smeltes under et enorm tryk. Pudelavaen af basalt vil da indgå i magmaen og danne andesit.

I spredningszonerne er trykket mindre
Vulkaner deles op i typer og klassifiseres altså i grupper.

De danner udgangspunkt i berømte vulkanudbrud tidligere i historien.

Man taler om flodbasaltvirksomhed (Lakagigar Island), Hawaii – virksomhed, Stromboliansk virksomhed (Det Tyrrehenske Hav), Vulcano – type virksomhed (samme område), Pliniansk virksomhed (Vesuv), Pele´eansk virksomhed (Mt. Pele på Martinique i Caribien), Ignimbritisk virksomhed (Ingen kendte udbrud. Kun spor efter dem. De ville skabe katastrofer i beboede områder, hvis de skulle indtræffe), Phreatiske udbrud (Dampeksplosioner, Bandai – San i Japan).

Andesitvulkaner er som før omtalt en typisk Stratovulkan (lagvulkan) den er regelmæssigt kegleformet. Stratovulkaner danner ofte en caldera.

Det er en ringformet dannelse, der opstår når for meget materiale kastes ud af krateret og underminerer vulkanens fundament, så keglen synker ned i det delvis udtømte magmakammer i en slags indsynkning. Sådan en calderaindsynkning kan være meget forskellig i diameter. Mauna Loa Hawaii 3,5 km, La Garito, Colorado ca. 45 km.

Askevulkaner eller eksplosionsvulkaner dannes ved høje kiselsyrerige lavatyper.

Viskositet betyder hvor sejtflydende en væske er. Vand har f.eks. en lav viskositet, mens sirup har en høj viskositet.

Vulkanske domer er en lavaprop indeholdende en meget sur(siliciumrig) lavatype såsom andesit – dacit eller rhyolit. Lavaen presses meget langsomt op igennem kraterkanalen – kraterrøret.

Maarer er et ringformet hul i jorden, hvor de rene gaseksplosioner har efterladt en ringvold af det materiale, som slynges ud fra vulkanen. Ofte er en maare en vandfyldt kratersø som vi ser i Eifel i Tyskland eller Auvergne i Frankrig.

Hawaii-navn for en særlig type blok- og slaggeagtig lava. Navnet skyldes, at dens overflade i størknet form er skarp og ubehagelig at gå på for de barfodede Hawaiianere, som navngav den.
Når lavaen har en høj flydetræghed, dannes der “aa lava” – “a -a” eller bloklava, da overfladen har kantede skarpe og opdelt i mange stykker. Går man på den kan man skære sig, da det er som knuste glas.

 

Forfatter: Henning Andersen

Forlag: Forlaget Hjulet. ISBN: 87-89213-04-1
Udgivelsesår: 1994.
(168 sider).

Bogen er udsolgt fra forlaget men kan købes antikvarisk. Hennings nye bog fra 2021: “Indonesiens ildøer” er en større udvidet udgave.

Indonesien er det land i verden, der har flest vulkaner – nemlig 500 – hvoraf de fleste har været virksomme i den tid, der har boet mennesker i landet. Vulkanerne her er uhyggeligt voldsomme.

De værste og kraftigste vulkanudbrud i historien har stort set alle været centreret i Indonesien. I 1883 fandt et af de kraftigste udbrud sted i Indonesien i nyere tid, i vulkanen Krakatau, der “hørtes som en kanontorden, selvom vulkanudbruddet fandt sted mere end 200 km væk”. En flodbølge fra samme udbrud var så kraftig, at den gik jorden rundt flere gange. Man kunne bl.a. måle den i Københavns Havn ved at vandstanden pludselig steg 20 cm.

I bogen rejser jeg fra vest mod øst i Indonesien og ender på Bali. Undervejs redegører jeg for de vulkanologiske iagttagelser og for den viden, man har samlet om vulkanernes virke. Men bogen handler primært om menneskets samliv med vulkanerne. Landet omkring vulkanerne er meget frugtbart, og i mange af de indonesiske legender indgår vulkaner både som et element, der udsletter, men også som et element, der skaber nyt liv. En balance mellem det gode og det onde, en balancegang som genfindes i f.eks. kristendom, jødedom og islam.

Jeg har selv illustreret bogen, bl.a. med en lang række farvefotos fra mine rejser i området.

Uddrag fra indledningen til “Øer født af ild. Mennesker og vulkaner i Indonesien”
“Det har fra gammel tid været en udbredt opfattelse i Sydøstasien, at verdens gang er som en cyklus, ligesom døgnets og årets gang der gentager sig selv, uden hensyn til hvor stærkt mennesket forsøger at imødegå det. Menneskelivet fra fødsel til død er en del af denne cyklus.

Sjælen er udødelig, livet evigt, efter død følger genfødsel. Helligt og vanhelligt, godt og ondt, ild og vand, lys og mørke, mandligt og kvindeligt – alt er komplementære aspekter af det samme og således meningsløst uden sin modsætning. Alle former for liv er forbundet med hinanden, også dyrene – og selv guderne – indgår i den kosmiske helhed. Der er sjæle eller ånder overalt. Denne fundamentale tanke er en forudsætning for at forstå forholdet mellem mennesket og naturen.

Ifølge hindu-mytologien, som præger Sydøstasien og ikke mindst Bali, bevæger verden – kosmos – sig gennem en cyklus på fire tidsaldre. Den første er den mest dydige og langvarigste, hvorefter alting begynder at degenerere indtil den sidste tidsalder, som er den korteste og mest amoralske, ender med at ild og svovl udsletter alt. Efter en periode i hvile begynder den uafvendelige cyklus forfra med nyt liv, der opstår af vand.

Næsten alle folkeslag i Sydøstasien har beretninger om, at deres skabelse står i forbindelse med en stor oversvømmelse, der fulgte i kølvandet på en tilintetgørende kosmisk ild. Historien om den indonesiske vulkan Krakataus eksplosion i 1883 er et tydeligt eksempel på en sådan regn af ild og flodbølge – og en efterfølgende genskabelse.”

Mennesker,
der lever i skyggen
af de store vulkaner,
ved noget om naturen,
som vi andre har glemt.

 

Denne bog er udsolgt, men “Indonesiens ildbjerge” udkom 21. januar i 2021 og er en delvis opdatering af “Øer født af ild”.