Vul’canus, Volcanus, (navn af omstridt opr.), romersk gud, som herskede over ild i jorden, dvs. over forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. I romersk mytologi blev han opfattet som identisk med Hefaistos.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera, gift med Afrodite eller Charis; identificeret med romernes Vulcanus og egypternes Ptah. Hefaistos skildres i kunst og litteratur som indbegrebet af håndværkeren med hammer i hånden, forkrøblede ben og muskuløs overkrop. Han har bygget gudernes bronzehuse på Olympen og smedet Zeus’ lyn og er højt værdsat af guder og mennesker.

Hefaistos er oprindelig en underjordisk ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild”. Da grækerne mødte tilsvarende naturfænomener i Italien (Etna, De Lipariske Øer, Campanien), kaldte de disse steder for “Hefaistos’ værksteder”. I klassisk tid var hans kult især knyttet til Athen (Hefaisteion).
I flere myter optræder han med komiske overtoner: Han hjælper til ved Athenas fødsel ved at kløve Zeus’ pande, og i en lille novelle indlagt i Odysseen gør Afrodite og Ares ham til hanrej. Mere alvorligt er han skildret i Iliaden, hvor han smeder Achilleus’ våben og kæmper mod de trojanske floder.

I kunsten fremstilledes Hefaistos som halt og iklædt håndværkernes korte kjortel og filthue. I Hefaisteion i Athen stod en kultstatue, tilskrevet billedhuggeren Alkamenes. Et yndet tema i vasemaleriet er et optog af guder, der fører Hefaistos ridende på et æsel op på Olympen.

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet eller smelten – op igennem en vulkan.

Jordens vulkaner befinder sig dels i kanten af Lithosfærepladerne, hvor to plader støder imod hinanden ved subduktion(underskydning, og den ene dykker ned under den anden. Det kaldes også for en destruktiv pladerand). Mange jordens vulkaner ligger dels under havet langs den 74.000 kilomter lange “Midtoceaniske ryg” og danner vulkanøer, som bl.a. Island – Azorerne -de Canariske Øer og Rift Valley i Østafrika.
Dette er en åbningszone, hvor to plader trækker sig fra hinanden og endelig har vi de såkaldte “hot-spot” vulkaner, som befinder sig på midten af en lithosfæreplade som f.eks. Hawaiiøerne i midten af Stillehavet.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve jordens kerne.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler herpå er bl.a. de Kanariske Øer og Hawaii-øgruppen og Island.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

I naturen finder vi 92 kemiske grundstoffer.

I magma – lava – er de to vigtigste ilt(oxygen) og Silicium(kiselsyre).

Vulkaner kan være både voldsomme – eksplosive – i deres udbrudsformer – eller bløde eller sagt med et mildere ord – blide i sin udbrudsmåde.

Hvor voldsomt et vulkanudbrud bliver, afhænger af hvordan magmaet(lavaen) er sammensat.

MAGMA = lava + opløste gasser.

To yderpunkter: Silikatrig magma (sur): op til ca. 60 – 70 %  kiselsyre – SiO2. Lav størkningstemperatur: fra ca. 600 – 800 grader Celsius. Meget sejtflydende.

Efter størkningen er en silikatrig lavastrøm ofte slaggeagtig at se på, nærmest som kokslignende bloklava.

Silikatfattig magma (basisk): 40 – 50 % kiselsyre – SiO2.

Høj størkningstemperatur 1100 – 1200 grader Celsius. Gasindholdet gør lavaen letflydende.

GASSER: 60 – 90 % er vanddamp; derefter kommer svovldioxid og kuldioxid. Hydrogen – klor – fluor – klorbrinte –

Lavastrømmenes flydetræghed og hastighed – foruden gasindholdet – er først og fremmest afhængig af SiO2 -d.v.s. kiselsyreindholdet.

Verdensrekord for lavastrømme: ca. 80 km pr. time

Almindelig tophastighed: 15 km pr. time for lavastrømme

Normal hastighed: 2 – 5 kilometer pr. time og ofte endnu mindre for lavastrømme.

Så altså jo mere sejtflydende – og fyldt med kiselsyre den smeltede lava indeholder – desto mere voldsomt og eksplosivt bliver udbruddet.

Vulkaner har man inddelt i typer fra år tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i selve udbrudsrytmen. Det har at gøre med smeltens karakterændring i magmakammeret under vulkanen i hvileperioderne, hvor der dannes krystaller – eller der kan være tale om tilførsel af nye smeltemasser nederfra. Generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.

Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, hvor to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.

De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.

De vulkanske gasser dannes ved opsmeltningen af magmaet ved opstrømning af varme nedefra, hvoraf vanddampen er den vigtigste og mest udbredte af de vulkanske gasser (H2O). Vi hælder nu mere og mere til den anskuelse, at det er den vulkanske vanddamp, der har været med til at danne havet i oceanerne og luftens ilt gennem millioner af år. Derefter må nævnes svovldioxid, carbondioxid (kuldioxid), hydrogen (brint), chlor, fluor, hydrogenchlorid (svovlbrinte, fluorbrinte). Det ser ud til, at man efterhånden får beviser på, at vulkanske gasser har været med til at danne jordens atmosfære og verdenshavene og dermed dannet grundlaget for livets opståen på Jorden.

Stratovulkaner eller keglevulkaner dannes ved pliniske udbrud af mere sure lavatyper, dvs. større kiselsyreindhold.

Skjoldvulkaner eller kuppelvulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom bl.a. basalt.

Spaltevulkaner eller sprækkevulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom basalt.

Askevulkaner eller eksplosionsvulkaner dannes ved kiselsyrerige lavatyper.

Som vi kan se, opdeles vulkaner i typer fra årtier tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i udbrudsrytmen, men generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.

Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, da to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.

De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.